The Martian

Kapitel 9

LOG NOTAT: SOL 79

Det er blevet aften på min ottende dag på farten. Sirius 4 har indtil videre været en succes.

Jeg har fundet en rutine. Hver morgen vågner jeg så snart, det bliver lyst. Det første jeg gør, er at tjekke niveauet for oxygen og CO₂. Så spiser jeg en morgenmadspakke og drikker en kop vand. Derefter børster jeg tænder med brug af så lidt vand som muligt, og barberer mig med en elektrisk barbermaskine.

Roveren har ikke noget toilet. Vi skulle bruge dragternes egne rensningssystem til det formål, men det er ikke skabt til at holde på tyve dages output.

Min morgenurin ryger direkte i en plastboks med genlukning. Når jeg åbner den, stinker roveren som lokummet på en truckerholdeplads. Jeg kunne selvfølgelig hælde det ud på overfladen, men jeg har arbejdet hårdt for at lave det vand, og jeg har ikke tænkt mig at spilde noget af det. Jeg hælder det i vandindvinderen når jeg kommer tilbage.

Min gødning er endda mere kostbar. Den er altafgørende for min kartoffelhøst, og jeg er den eneste kilde til det på Mars. Når man tilbringer en masse tid ude i rummet, vænner man sig heldigvis til at skide i en pose. Og hvis I tror, det er slemt når man har åbnet en beholder med pis, så forestil jer lugten når jeg har dumpet ballasten.

Når jeg er færdig med den herlige rutine, går jeg udenfor og samler solcellerne. Hvorfor gjorde jeg ikke det aftenen i forvejen? Fordi det ikke er sjovt at afmontere og stable solceller i totalt mørke. Det fandt jeg ud af på den hårde måde.

Efter at have ordnet cellerne, kommer jeg ind igen, tænder for noget elendigt halvfjerdsermusik og begynder at køre. Jeg tøffer af sted med roverens tophastighed på 25 km/t. Det er behageligt herinde. Jeg har et par hurtigt afklippede cowboyshorts på og en tynd T-shirt, mens RTG’en bager løs. Når det bliver for varmt, fjerner jeg isolationstapen fra karrosseriet. Når det bliver for koldt, klæber jeg det på igen.

Jeg kan næsten køre i to timer før det første batteri går dødt. Jeg foretager en hurtigt EVA for at skifte kabler, og så er jeg tilbage ved rattet, klar til den sidste halvdel af dagens køretur.

Terrænet er meget fladt. Roverens undervogn er højere end noget klippestykke her på egnen, og bakkerne er stille og rolige stigninger, glattet ud af æoners sandstorme.

Når det andet batteri går dødt, er det tid til endnu en EVA. Jeg hiver solcellerne af taget og lægger dem på jorden. Under de første par sole, lagde jeg dem pænt på række. Nu smider jeg dem bare tilfældigt rundt, så tæt på roveren som muligt. Ren og skær dovenskab.

Så er jeg nået til den dybt kedelige del af dagen. Jeg sidder der bare i tolv timer uden noget at lave. Jeg er led og ked af min rover. Dens indre er ligesom en lastbils. Det kan måske virke som rigelig plads, men prøv at være fanget i sådan en kabine i otte dage. Jeg glæder mig til igen at passe min kartoffelfarm i Hab’ets åbne vidder.

Tanken om Hab’et gør mig nostalgisk. Hvor langt ude er det lige?

Jeg har tumpede tv-serier fra halvfjerdserne og en masse Poirot-romaner. Men det meste af tiden tænker jeg over, hvordan jeg kommer til Ares 4. Før eller senere skal jeg til det. Hvordan fanden skal jeg overleve en 3200 kilometers køretur i den her spand? Det kommer sikkert til at tage halvtreds dage. Jeg skal have vandindvinderen og oxygenatoren med, måske nogle af Hab’ets primære batterier, og så en masse solceller til at fyre op under det hele … Hvor skal jeg have det alt det? Disse tanker piner og plager mig gennem de lange, kedelige dage.

Til sidst bliver det mørkt, og jeg bliver træt. Jeg ligger mellem fødevarepakker, vandtanke, den ekstra O2-tank, stakke af CO₂-filtre, pisbeholderen, lorteposerne og personlige genstande. Jeg har en bunke af besætningens jumpsuits som sengeunderlag, samt mit tæppe og min pude. Jeg sover rent ud sagt på en møgbunke hver nat.

Apropos sove … G’nat.

LOG NOTAT: SOL 80

Efter min bedste overbevisning befinder jeg mig omkring 100 kilometer fra Pathfinder. Hvis det skal være korrekt, hedder det ”Carl Sagan Mindestation.” Men med al respekt for Carl, kan jeg kalde den, hvad pokker jeg har lyst til. Jeg er Konge af Mars.

Som jeg nævnte, har det været en lang, kedelig tur. Og jeg er stadig kun på vej. Men, hey, jeg er en astronaut. Skidelange ture er mit speciale.

Navigation er en udfordring.

Hab’ets radiofyr rækker kun 40 kilometer, så det hjælper mig ikke herude. Jeg vidste, at det ville blive et problem, da jeg planlagde denne lille udflugt, så jeg fandt på en genial plan, der ikke virkede.

Computeren har detaljerede kort, så jeg tænkte, at jeg kunne navigere efter pejlemærker. Jeg tog fejl. Det viser sig, at man ikke kan navigere efter pejlemærker, hvis man ikke kan finde nogen skide pejlemærker.

Vores landingsplads ligger på deltaet efter en fortidig flod. NASA valgte placeringen fordi, hvis der findes nogen mikroskopiske fossiler, så er det er godt sted at lede efter dem. Desuden kan man gå ud fra, at vandet må have ført sten- og jordprøver med sig fra tusindvis af kilometer væk. Med lidt gravearbejde kunne vi få en bred geologisk historik ud af det.

En triumf for videnskaben, men det betyder, at Hab’et ligger midt i en komplet ukarakteristisk ødemark.

Jeg overvejede at lave et kompas. Roveren har nok elektriciet og medicintasken indeholder en nål. Det eneste problem: Mars har intet magnetfelt.

Jeg navigerer derfor efter månen Phobos. Den suser omkring Mars med sådan en fart, at den rent faktisk kan nå at gå ned to gange om dagen på sin vej fra vest mod øst. Det er ikke det mest nøjagtige system at pejle efter, men det fungerer.

Det blev lettere på Sol 75. Jeg nåede til en dal, der hævede sig mod vest. Den var flad i bunden og let at køre på. Jeg skulle bare følge bakkedalene. Jeg navngav den ”Lewisdalen” efter vores frygtløse leder. Hun ville elske at være her, geologinørd som hun er.

Tre sole senere åbnede Lewisdalen sig til en vidtstrakt slette. Igen stod jeg uden referencer og måtte forlade mig på Phobos som ledestjerne. Der er sikkert noget symbolik i det. Phobos er frygtens gud, og jeg lader den lede mig frem. Ikke noget godt tegn.

Men i dag tilsmilede heldet mig endelig. Efter to soles ørkenvandring fandt jeg noget at navigere efter. Det var et femkilometers krater, så lille, at det ikke engang havde et registreret navn. Men det var på kortene, så for mit vedkommende blev det Alexandrias Fyrtårn. Med det i sigte, vidste jeg nøjagtig, hvor jeg var.

Jeg har faktisk slået lejr i nærheden af det.

Jeg har langt om længe krydset kortets tomme felter. I morgen navigerer jeg efter Fyrtårnet, og senere Hamelinkrateret. Jeg har styr på det.

Og nu til min næste opgave: Sidde på min flade uden noget at lave noget de næste tolv timer.

Jeg må hellere komme i gang.

LOG NOTAT: SOL 81

Nåede næsten frem til Pathfinder i dag, men løb tør for strøm. Kun 22 kilometer tilbage!

Det har været en begivenhedsløs køretur. Navigation var intet problem. Mens Fyrtårnet svandt bagude, kom Hamelinkrateret til syne.

Jeg lagde Acidalia Planitia bag mig for længe siden. Jeg er godt inde over Ares Vallis nu. Ørkensletterne har et ujævnt terræn, dækket af forskellige geologiske forekomster, der aldrig er blevet skjult af sandet. Det gør kørslen til noget af en opgave; jeg må være vågen her.

Indtil nu har jeg bare kørt direkte igennem det stenede landskab. Men i takt med, at jeg bevæger mig sydpå, bliver stenene større og flere. Jeg er nødt til at køre omkring nogle af dem, hvis jeg ikke vil have skader på min undervogn. Heldigvis varer det ikke længe endnu. Når først jeg har fundet Pathfinder, kan jeg vende om og køre den anden vej.

Vejret har været meget fint. Ingen særlig vind, ingen storme. Jeg har vist været heldig med det. Der er en god chance for, at roverens spor fra de sidste par sole stadig er intakte. Jeg regner med at kunne nå tilbage til Lewisdalen ved bare at følge dem.

Efter at have sat solcellerne op i dag, gik jeg en lille tur. Jeg lod ikke på noget tidspunkt roveren ude af syne; det sidste jeg ønsker, er at fare vild til fods. Jeg kunne bare ikke holde ud at skulle kravle ind i det trange, stinkende rottehul. Ikke lige med det samme.

Det er en mærkelig fornemmelse. Hvor jeg end bevæger mig hen, så er jeg den første. Stiger jeg ud af roveren, så er jeg den første her på stedet. Bestiger jeg en bakke, er jeg den første, der gør det. Sparker jeg til en sten, så er det første gang i millioner af år, den sten har flyttet sig.

Jeg er den første, der har kørt langdistance på Mars. Den første, der har tilbragt mere end enogtredive sole på Mars. Den første, der har avlet planter på Mars. Første, første, første!

Jeg forventede ikke, at være den første til noget som helst. Jeg var det femte besætningsmedlem, der steg ud af MDV’en, da vi landede, hvilket gjorde mig til den syttende person, der har betrådt Mars. Udstigningsrækkefølgen var allerede bestemt flere år i forvejen. En måned før opsendelse fik vi alle tatoveret vores ”Marsnumre”, og Johanssen var tæt på at ikke at få sit ”15”, fordi hun var bange for, at det ville gøre ondt. Her taler vi om en kvinde, der har overlevet centrifugen, også kendt som brækboosteren, barske landingsøvelser og 10 kilometers løbeture. En kvinde, der fiksede et simuleret MDV-computernedbrud, mens hun hang på hovedet. Men en tatovørs nål var lige ved at være for meget.

Hold kæft, hvor jeg savner dem.

Gud i himlen, jeg ville give hvad som helst for en fem minutters snak med nogen. Hvem som helst, hvor som helst om, hvad som helst.

Jeg er det første menneske, der er alene på en hel planet.

Okay, ikke mere tudefjæs. Jeg taler jo allerede med nogen: Hvem der end læser denne logbog. Det er måske lidt ensidigt, men det må jeg finde mig i. Jeg dør måske, men nogen skal for fanden vide, hvad jeg havde at sige.

Hele pointen med denne tur er jo, at få fat i en radio. Det kan være, at jeg på den måde bliver genforenet med menneskeheden, før jeg når at dø.

Så her kommer endnu en første: I morgen bliver jeg det første menneske, der henter en Marssonde.

LOG NOTAT: SOL 82

Det lykkedes! Jeg fandt den!

Jeg vidste, jeg var kommet til det rigtige sted, da jeg fik øje på Twin Peaks i det fjerne. De to små bakker ligger under en kilometer fra landingsstedet. Og bedre endnu, de lå på den fjerne side af stedet. Jeg skulle bare køre efter deres pejlemærke, indtil jeg fandt landingsmodulet.

Og der var det! Lige, hvor det skulle være. Jeg væltede begejstret ud og skyndte mig derhen.

Pathfinders sidste nedstigningsfase var en ballonhjulpen tetrahedron. Ballonerne dæmpede stødet ved landing. Når sonden lagde sig til ro, klappede de sammen, hvorefter tetrahedronen foldede sig ud og blotlagde sonden.

Der er egentlig tale om to adskilte moduler. Selve landingsmodulet og Sojourner-roveren. Landingsmodulet var ubevægeligt, mens Sojourner vandrede omkring og tog den lokale stensamling i grundigt øjesyn. Jeg tager begge dele med mig tilbage, men den vigtigste del er landingsmodulet. Det er den del, som kan kommunikere med Jorden.

Jeg kan ikke udtrykke, hvor lykkelig jeg blev for at finde den. Det krævede meget arbejde at nå hertil, og jeg klarede det.

Landingsmodulet var halvvejs begravet. Med lidt hurtigt og varsomt gravearbejde, blotlagde jeg modulets korpus, mens den store tetrahedron og de sammenfaldne balloner stadig gemte sig under overfladen.

Efter en kort eftersøgning, fandt jeg Sojourner. Den lille fyr befandt sig kun to meter fra landingsmodulet. Jeg kan svagt huske, at den var længere væk sidst, jeg så den. Den er sikkert gået i tomgang ved at cirkle omkring landeren i gentagne forsøg på at kommunikere.

Jeg fik hurtigt placeret Sojourner i min rover. Den er lille og let og kunne sagtens komme igennem luftslusen. Landingsmodulet var en ganske anden sag.

Det kunne ikke lade sig gøre at få hele konstruktionen med tilbage til Hab’et. Den var simpelthen for stor, men jeg skulle også kun bruge selve sonden. Det var tid til at tage ingeniørhatten på.

Sonden var placeret på den udfoldede tetrahedrons centrale panel. De andre tre sider var hver især fasgjort til det centrale panel med et metalhængsel. Som enhver på JPL vil fortælle jer, er sonder skrøbelige ting. Vægt er en kritisk faktor, så de er ikke bygget til modstå ret mange tæsk.

Da jeg satte et koben til hængslerne, røg de bare af.

Så begyndte det at blive svært. Da jeg prøvede at løfte den op fra det centrale panels sammenføjning, var den ikke til at rokke.

I lighed med de andre tre paneler, havde det centrale panel en flad ballon lige under sig.

Gennem årtierne var ballonerne revnet og blevet fyldt med sand.

Jeg kunne skære ballonerne af, men så måtte jeg først grave for at nå ned til dem. Men her var de tre andre paneler i vejen.

Det stod hurtigt klart for mig, at jeg kunne være skideligeglad med de andre panelers tilstand. Jeg gik tilbage til min rover, klippede nogle strimler af Hab-lærredet og flettede dem til et primitivt, men stærkt reb. Jeg kan ikke selv tage æren for styrken i det. Det må jeg takke NASA for. Jeg gjorde bare materialet reb-formet.

Jeg bandt den ene ende fast om et panel og den anden ende til roveren. Roveren er lavet til at krydse ekstremt uvejsomt terræn, ofte i stejle vinkler. Den er måske ikke hurtigt, men den har enorm trækkraft. Jeg bugserede panelet væk ligesom en bondeknold hiver en træstub op.

Nu havde jeg et sted at grave. Jeg skar hver enkelt ballon løs i takt med, at jeg fik den gravet frem. Alt i alt tog opgaven mig en time.

Dernæst hejsede jeg den centrale panelsamling op og bar den kækt hen til roveren.

Eller det var, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg ville gøre. Den skide tingest viste sig bare at være tung som et ondt år. Jeg anslog den til at veje omkring de 200 kg. Det er en sjat, selv med Mars’ tyngdekraft. Jeg ville let nok kunne bære den en tur omkring Hab’et, men at løfte den i en klodset EVA-dragt? Helt udelukket.

Så jeg slæbte den hen til roveren.

Og så til min min næste præstation: At få den op på taget.

Taget var ledigt på det tidspunkt. Selvom batterierne stort set var fuldt opladede, satte jeg solcellerne ud, da jeg standsede. Hvorfor ikke? Gratis energi.

Jeg havde udtænkt det på forhånd. På vejen hertil fyldte de to stakke solpaneler hele taget. På vejen tilbage har jeg tænkt mig, at stable dem i en enkelt stak for at gøre plads til sonden. Det er lidt mere risikabelt, fordi stakken kan tippe. Desuden vil det være et møghamrende slid, at stable cellerne så højt. Men jeg skal nok få det gjort.

Jeg kan ikke bare kaste et reb over roveren og hejse Pathfinder op langs siden. Jeg vil ikke risikere at ødelægge den. Jeg ved godt, den allerede er i stykker; de mistede kontakten med den i 1997. Jeg vil bare ikke ødelægge den mere.

Jeg fandt på en løsning, men jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne klare af fysisk arbejde på en dag, og desuden var dagslyset ved at forsvinde.

Nu er jeg i roveren og kigger på Sojourner. Den ser ud til at være i god stand. Ingen fysiske skader på ydersiden. Det ser ikke ud til, at noget er blevet svedet af sollyset. Det tykke lag af Marsstøv har skærmet den for langtidsbelastning af solstråling.

Måske vil nogen tænke, at Sojourner ikke kan være meget værd for mig. Den kan ikke kommunikere med Jorden. Hvorfor interesserer jeg mig for den?

Fordi den har en masse bevægelige dele.

Hvis jeg etablerer en forbindelse med Jorden, kan jeg tale med dem ved at holde et ark med tekst op foran landingsmodulets kamera. Men hvordan skal de kunne sende til mig? De eneste bevægelige dele på landingsmodulet er højfrekvensantennen (der skal fastholdes i en position mod Jorden) og kamera-armen. Vi må finde på et system, hvor NASA kan tale ved at rotere kamerahovedet. Det bliver forfærdeligt langsomt.

Men Sojourner har seks indbyrdes uafhængige hjul, der roterer rimeligt hurtigt. Det vil være lettere at kommunikere ved hjælp af dem. Jeg kunne skrive bogstaver på hjulene. Nasa kunne dreje dem for at stave ting til mig.

Alt sammen vil kun ske under forudsætning af, at jeg overhovedet kan få landingsmodulets radio til at virke.

Tid til at gå i seng. Jeg har en masse radbrækkende arbejde at gøre i morgen. Jeg har brug for at hvile mig.

LOG NOTAT: SOL 83

Åh, Gud, hvor er jeg øm.

Men det var den eneste måde, jeg kunne komme på, hvor jeg kunne få landingsmodulet sikkert op på taget.

Jeg byggede en rampe af sten og sand. Ligesom de gamle ægyptere gjorde det.

Og hvis der er noget Ares Vallis kan levere, er det sten.

Først måtte jeg eksperimentere for at finde ud af, hvor stejl hældningsgraden skulle være. Jeg stablede nogle sten nær landingsmodulet og trak det op på bunken og ned igen. Så gjorde jeg stablen stejlere og afprøvede, om jeg kunne slæbe modulet op og ned. Det gentog jeg igen og igen, indtil jeg fandt den bedste hældningsgrad til rampen: 30 grader. Alt derover ville være for risikabelt. Hvis jeg skulle miste grebet, ville landingsmodulet vælte ned ad rampen.

Roverens tag er over to meter fra jorden. Det vil sige, at jeg ville få brug for en rampe på næsten fire meter i længden. Jeg satte i gang.

De første sten var lette. Efterhånden begyndte de at føles tungere og tungere. Hårdt fysisk arbejde i en EVA-dragt er en dræber. Alt kræver flere kræfter, fordi man slæber rundt på dragtens 20 kilo, og dertil skal lægges, at ens bevægelser er hæmmede. Jeg pustede og stønnede efter tyve minutter.

Jeg var nødt til at snyde. Jeg peppede min O2-blanding op. Det hjalp virkelig. Det bør nok ikke blive en vane. En anden fordel var, at jeg ikke fik det så varmt. Dragten lækker varme hurtigere end min krop er i stand til at frembringe den. Varmesystemet gør temperaturen udholdelig. Mine fysiske strabadser betød bare, at dragten ikke behøvede at varme sig selv så meget op.

Efter timers opslidende arbejdsindsats, havde jeg endelig bygget rampen op. Det var bare en bunke sten op ad roveren, men den nåede til taget.

Jeg startede med at trampe op og ned ad rampen for at sikre mig, at den var stabil. Dernæst slæbte jeg landingsmodulet op. Det gik som en leg!

Jeg var et stort smil, da jeg surrede landingsmodulet på plads. Jeg sørgede for, at det var sikkert fastgjort, og stablede endda også solcellerne i én stak, når rampen nu alligevel var der.

Men så slog det mig. Rampen ville kollapse, så snart jeg begyndte at køre, hvilket kunne give ødelæggelser på hjul og undervogn. Jeg var nødt til at fjerne rampen igen for at forhindre det.

Argh.

Det var lettere at rive rampen ned end at bygge den op. Jeg behøvede ikke at være omhyggelig med at placere hver sten sikkert. Jeg smed dem bare, hvor det passede. Det tog mig kun en time.

Og nu er jeg færdig!

Jeg begynder at køre hjemad i morgen med mit nye 200 kilo tunge smadrede vrag af en radio.