The Martian

Kapitel 12

Watney sov fredfyldt i sin køje. Han rørte lidt på sig, mens en rar drøm fik et smil frem på hans ansigt. Han havde udført tre EVA’er den foregående dag, alle med hårdt fysisk vedligeholdelsesarbejde på Hab’et. Derfor sov han tungere og bedre end han havde gjort i lang tid.

”God morgen, besætning!” råbte Lewis. ”En ny dag venter! Sol 6! Op og hoppe!”

Watney sluttede sig til det jamrende kor.

”Kom i gang,” heppede Lewis. ”Drop det tudefjæs. I har fået fyrre minutters mere søvn, end I ville have fået på Jorden.”

Martinez var første mand ude af køjen. Som officer i luftvåbnet kunne han til hver en tid matche Lewis’ marinedisciplin. ”Mor’n, kaptajn,” sagde han friskt.

Johanssen satte sig op, men gjorde ikke videre forsøg på at bevæge sig ud i den barske verden på den anden side af køjens bløde tæpper. Som softwareingeniør var militant disciplin og tidlige morgenøvelser ikke hendes styrke.

Vogel luntede langsomt ud af køjen og så på sit ur. Uden et ord tog han sin jumpsuit på og glattede den så godt, det lod sig gøre. Han sukkede indvendigt over den nussede fornemmelse af endnu en dag uden brusebad.

Watney vendte sig om og lagde en pude over sit hoved. ”Larmende folk, gå væk,” mumlede han.

”Beck!” råbte Martinez og ruskede missionens læge. ”Op og hop, kammerat!”

”Ja, ja, okay,” sagde Beck klatøjet.

Johanssen faldt ud af sin køje og forblev liggende på gulvet.

Lewis vristede puden ud af Watneys hænder. ”Kom i sving, Watney!” beordrede hun. ”Onkel Sam har betalt hundredtusindvis af dollars for hvert sekund, vi er her!”

”Den onde kvinde tog min pude,” jamrede Watney og havde svært ved at åbne øjnene.

”På Jorden smed jeg store mænd på hundrede kilo ud af deres køjer. Har I lyst til at se, hvad jeg kan gøre i 0.4g?”

”Nej, helst ikke,” sagde Watney og satte sig op.

Da hun havde fået tropperne på benene, satte Lewis sig ved kommunikationskonsollen for at gennemgå nattens beskeder fra Houston.

Watney luntede hen til rationsskabet og snuppede en morgenmad uden at se, hvad det var for en slags.

”Stik mig en med æg, gider du,” sagde Martinez.

”Kan du overhovedet smage forskel?” spurgte Watney, idet han rakte Martinez en pakning.

”Ikke rigtig,” sagde Martinez.

”Beck, hvad med dig?” fortsatte Watney.

”Ligeglad,” sagde Beck. ”Giv mig bare et eller andet.”

Watney kastede en pakning til ham.

”Vogel, de sædvanlige pølser?”

”Aber ja,” svarede Vogel.

”Du ved godt, at du er for typisk, ikke?”

”Sådan har jeg det bedst,” svarede Vogel og tog imod sin morgenmad.

”Hey, solstråle,” råbte Watney til Johanssen. ”Spiser man morgenmad i dag?”

”Mnrrrn,” brummede Johanssen.

”Det lød mest som et nej,” gættede Watney.

Besætningen spiste i tavshed. Johanssen kom langt om længe traskende hen til rationsskabet og snuppede en kaffekapsel. Hun hældte klodset vand på og nippede til den, indtil hun begyndte at vågne.

”Missionsopdateringer fra Houston,” sagde Lewis. ”Satellitterne viser, at der er en storm på vej, men vi kan godt nå en overfladesondering, før den er her. Vogel, Martinez, I kommer udenfor med mig. Johanssen, du bliver her og holder øje med vejrrapporteringer. Watney, dine jord­eksperimenter er aflyst i dag. Beck, kør prøverne fra EVA’en i går gennem spectrometret.”

”Burde I gå udenfor med en storm under optræk?” spurgte Beck.

”Houston autoriserede det,” sagde Lewis.

”Det forekommer unødvendigt farligt.”

”At flyve til Mars var unødvendigt farligt,” sagde Lewis. ”Hvor vil du hen med det?”

Beck trak på skuldrene. ”Bare I passer på derude.”

Tre skikkelser så mod øst. Deres klodsede EVA-dragter gjorde dem næsten identiske. Kun EU-flaget på Vogels skulder adskilte ham fra Lewis og Martinez, der bar Stars and Stripes.

Mørket i øst bølgede og glimtede i strålerne fra den opgående sol.

”Stormen,” sagde Vogel med sit gebrokne engelsk, ”er tættere på end Houston bemeldte.”

”Vi har stadig tid,” sagde Lewis. ”Fokuser på opgaven her og nu. Denne EVA er rettet mod kemisk analyse. Vogel, du er kemiker, så du tager dig af alt, hvad vi graver op.”

”Jawohl,” sagde Vogel. ”Vær venlig, at grave tredive centimeter og tag jordprøver. Mindst hundrede gram hver. Meget vigtigt er tredive centimeter dybt.”

”Vi er på opgaven,” sagde Lewis. ”Hold jer indenfor en hundrede meters afstand fra Hab’et.”

”Mm,” sagde Vogel.

”Javel, chef,” sagde Martinez.

De delte sig. Ares’ EVA-dragter var væsentligt forbedret siden Apollo-perioden. Nu gav de meget mere bevægelsesfrihed. At grave, bøje sig ned og putte prøver i poser var trivielt arbejde.

Efter et stykke tid spurgte Lewis ”Hvor mange prøver skal du bruge?”

”Syv fra hver, måske?”

”Helt fint,” sagde Lewis. ”Jeg har indtil videre fire.”

”Fem her,” lød det fra Martinez. ”Vi kan selvfølgelig ikke forvente, at marinefolk skal kunne følge med luftvåbnet.”

”Nå, er det med den på,” sagde Lewis.

”Jeg siger bare, hvad jeg ser, kaptajn.”

”Johanssen her.” lød sysop’ens stemme fra radioen. ”Houston har opgraderet stormen til voldsom. Den er over os om femten minutter.”

”Tilbage til basen,” sagde Lewis.

Hab’et rystede i den brølende vind, mens astronauterne krøb sammen i midten. Alle seks havde nu deres trykdragter på, for det tilfælde, at de blev nødt til at styrte ud til en nød-takeoff i MAV’en. Johanssen holdt øjnene på sin laptop, mens resten holdt øje med hende.

”Fortsat vindstyrke på 100 km/t,” sagde hun. ”Vindstød op til hundrede og femogtyve.”

”For pokker, vi ender i Oz,” udbrød Watney. ”Hvor ligger vores smertegrænse?”

”Teknisk set hundrede og halvtreds km/t,” sagde Martinez. ”Får vi mere pres, er der fare for, at MAV’en tipper.”

”Har vi prognoser for stormens forløb?” spurgte Lewis.

”Indtil nu oplever vi kun fronten,” sagde Johanssen med blikket på skærmen. ”Det bliver værre, før det bliver bedre.”

Hab’ets lærred blafrede i de brutale vindstød, mens dets interne afstivning gav sig og rystede for hvert stormstød. Stormens brølen lød højere for hvert minut.

”Det er nok,” sagde Lewis. ”Gør klar til evakuering. Vi går ud i MAV’en og håber det bedste. Hvis vindstyrken krydser smertegrænsen, letter vi.”

De forlod Hab’et i par og samledes udenfor Luftsluse 1. Den piskende vind hamrede imod dem, men de klarede at holde sig på benene.

”Sigtbarheden er næsten nul,” sagde Lewis. ”Hvis I farer vild, så pejl efter min dragts telemetri. Vindstødene bliver kraftigere i takt med at vi fjerner os fra Hab’et, så vær beredt.”

De kæmpede sig snublende fremad i stormen i MAV’ens retning; Lewis og Beck dannede fortrop mens Watney og Johanssen var bagtrop.

”Hey,” stønnede Watney. ”Måske kunne vi stabilisere MAV’en, så den ikke vælter så let.”

”Hvordan?” pustede Lewis.

”Vi kunne bruge kabler fra solcelle-anlægget som fortøjning.” Han hev efter vejret i nogle sekunder, før han fortsatte: ”Roverne kunne bruges som forankringer. Det gælder bare om, at få fortøjningerne rundt om —”

Flyvende vraggods torpederede Watney og bar ham med sig.

”Watney!” råbte Johanssen.

”Hvad skete der?” lød det fra Lewis.

”Noget ramte ham!” meldte Johanssen.

”Watney, rapporter,” sagde Lewis.

Intet svar.

”Watney, rapporter,” gentog Lewis.

Igen blev hun mødt af tavshed.

”Han er offline,” meldte Johanssen. ”Jeg ved ikke, hvor han blev af.”

”Kaptajn,” meldte Beck. ”Før vi mistede telemtrien, gik hans dekompressionsalarm i gang!”

”Lort!” udbrød Lewis. ”Johanssen, hvor så du ham sidst?”

”Han var lige foran mig, og så var han væk,” sagde hun. ”Han blev slynget direkte mod vest.”

”Okay,” sagde Lewis. ”Martinez, fortsæt til MAV’en og gør klar til opsendelse. I andre tuner ind på Johanssen.”

”Dr. Beck,” sagde Vogel, mens han kæmpede sig videre frem i stormen, ”hvor længe kan man overleve dekompression?”

”Mindre end et minut,” lød det halvkvalt fra Beck.

”Jeg kan intet se,” sagde Johanssen idet besætningen samlede sig omkring hende.

”På række, én og én, og gå i vestlig retning,” kommanderede Lewis. ”Små skridt. Han ligger sandsynligvis ned, og vi skulle nødig træde på ham.”

De holdt sig indenfor hinandens synsvidde og stred sig frem i det hvirvlende kaos.

Martinez væltede ind i MAV’ens luftsluse og kæmpede mod vindstødene for at lukke efter sig. Da trykket var genoprettet, baksede han hurtigt dragten af. Efter at have forceret stigen op til besætningsafdelingen, lod han sig glide ind på pilotsædet og bootede systemet.

Med et snuptag om evakueringstjeklisten, begyndte han i hurtig rækkefølge at tænde for samtlige kontakter. For hvert tændt system, meldte systemernes status klar-til-afgang. Men ét system vakte hans opmærksomhed, så snart det var online.

”Kaptajn,” sagde han i radioen. ”MAV’en har nu en hældning på syv grader. Den tipper ved 12,3.”

”Modtaget,” sagde Lewis.

”Johanssen,” sagde Beck og så på sin armcomputer. ”Watneys biomonitor sendte noget, før den gik død. Min computer siger bare fejlsending.”

”Den har jeg også fået,” sagde Johanssen. ”Den blev ikke færdig med at transmittere. Der mangler noget data, og der er ingen fejlkode. Lad mig lige —”

”Kaptajn,” lød det fra Martinez. ”Besked fra Houston. Vi er officielt blevet bedt om at skrubbe af. Stormen bliver uden tvivl for hård.”

”Modtaget,” sagde Lewis.

”De sendte beskeden for fire og et halvt minut siden,” fortsatte Martinez, ”men det er ni minutter siden, de studerede satellitdata.”

”Forstået,” sagde Lewis. ”Fortsæt opstart til afgang.”

”Modtaget,” sagde Martinez.

Beck,” sagde Johanssen. ”Jeg har de rå bidder af sendingen. Det er paintext: BT 0, PR 0, TP36,2. Mere kunne jeg ikke få.”

”Forstået,” sagde Beck alvorligt: ”Blodtryk nul, pulsrate nul, temperatur normal.”

Der blev stille på linjen for en tid. De fortsatte med at kæmpe sig fremad, snublende gennem sandstormen i håbet om et mirakel.

”Temperatur normal, siger du?” lød det fra Lewis med et lille håb i stemmen.

”Det tager lidt tid før — ” stammede Beck. ”Temperaturen falder kun langsomt.”

”Kaptajn,” sagde Martinez. ”Hældningen er nu 10,5 grader, og vindstødende presser den op mod elleve.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Bekræft alle forberedelser til afgang.”

”Bekræfter,” sagde Martinez. ”Jeg kan lette når som helst.”

”Hvis den tipper, kan du så lette før den vælter helt?”

”Øh,” lød det fra Martinez, der ikke havde forventet det spørgsmål. ”Ja, chef. Jeg kan gå til manuel styring og give den fuld gas. Så retter jeg næsen op og vender tilbage til præprogrammeret opstigning.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Alle pejler ind på Martinez’ dragt. Så finder I frem til MAV’ens luftsluse. Gå ind, og gør jer klar til afgang.”

”Hvad med dig, kaptajn?” spurgte Beck.

”Jeg leder lidt mere. Kom så af sted. Og Martinez, hvis du begynder at tippe, flyver du.”

”Tror du virkelig, jeg vil efterlade dig?” sagde Martinez.

”Jeg gav dig lige ordren til det,” svarede Lewis. ”I tre, af sted til fartøjet.”

De adlød modvilligt Lewis’ ordre og begyndte at kæmpe sig hen til MAV’en. De knusende vindstød gav dem kamp til stregen for hvert eneste skridt.

Ude af stand til at se fast grund under sine fødder, vaklede Lewis fremad. En tanke slog ned i hende, og hun rakte bagud og fik fat i et par udborede klippeprøver. Samme morgen havde hun medtaget de en-meterlange prøver i sit udstyr, fordi hun skulle foretage en geologisk sammenligning senere på dagen. Med en i hver hånd, lod hun enderne lave slæbespor i jorden, mens hun gik.

Efter tyve meter, vendte hun om og gik i den modatte retning. Det viste sig, at være umuligt, at gå i en lige linje. Ikke blot manglede hun visuelle pejlemærker, den uophørlige vind skubbede hende også ud af kurs. Alene mængden af sand, der blev kastet mod hende, begravede hendes fødder for hvert skridt. Hun fortsatte stønnende frem.

Beck, Johanssen og Vogel klemte sig ind i MAV’ens luftsluse. Den var designet til to personer og kunne i en nødsituation bruges af tre. Mens den udlignede tryk, lød Lewis’ stemme i radioen.

”Johanssen,” sagde hun. ”Kan roverens IR-kamera trænge bedre gennem sand end synligt lys?

”Hvad tænker hun på?” spurgte Beck, da han havde fået sin hjelm af. ”Hun er geolog. Hun ved, at IR ikke kan trænge igennem en sandstorm.”

”Hun griber efter selv det mindste strå,” sagde Vogel og åbnede den indre dør. ”Vi må hen i sæderne. Kom, skynd jer.”

”Jeg har det ikke godt med det her,” sagde Beck.

”Det har jeg heller ikke, doktor,” sagde Vogel på vej op ad stigen. ”Men kaptajnen gav os ordrer. Lydighedsnægtelse er ikke godt for noget.”

”Kaptajn,” meldte Martinez over radioen. ”Vi tilter i 11,6 grader. ’Et kraftigt vindstød mere, og vi vælter.”

”Hvad med proksimitetsensoren?” sagde Lewis. ”Vil den kunne opfange Watneys dragt?”

”Udelukket,” sagde Martinez. ”Den er bygget til at kunne se Hermes i kredsløb, ikke metallet i en enkelt dragt.”

”Prøv alligevel,” sagde Lewis.

”Kaptajn,” sagde Beck, der hurtigt fik headset på, mens han tog plads i sit accelerationssæde. ”Jeg ved, at du ikke har lyst til at høre det, men Wat- … Mark er død.”

”Modtaget,” sagde Lewis. ”Martinez, prøv sensoren.”

”Fortået,” sendte Martinez.

Han bragte sensoren online og ventede på, at den opstartede. Med et rasende blik på Beck, sagde han: ”Hvad er det for noget at sige?”

”Min ven er lige død,” svarede Beck. ”Og jeg vil ikke have, at min kaptajn også dør.”

Martinez sendte ham et hårdt blik, rettede sin opmærksomhed mod sensoren og meldte: ”Negativ kontakt på proksimitetsensoren.”

”Slet intet?” spurgte Lewis.

”Jeg kan dårligt få øje på Hab’et,” svarede han. ”Sandstormen fucker det hele op. Og selvom, der ikke var nogen sandstorm, ville der ikke være nok metal — Fuck!”

”Spænd jer fast!” råbte han til besætningen. ”Vi tipper!”

MAV’en knagede, mens den begyndte at hælde mere og mere.

”Tretten grader,” råbte Johanssen fra sit sæde.

Vogel, der havde travlt med at spænde sig fast, advarede: ”Vi er langt ude over balancepunktet. Vi kan ikke tippe den tilbage herfra.”

”Vi kan ikke efterlade hende!” råbte Beck. ”Lad den vælte, vi kan ordne skaderne.”

”Toogtredive tons, inklusiv brændstof,” sagde Martinez, mens han lod hænderne flyve rundt over kontrolpanelet. ”Hvis den rammer jorden, vil der ske strukturelle skader på tankene, karrosseriet og sikkert også motoren til sekundærfasen. Det kan vi ikke ordne.”

”Du kan ikke efterlade hende!” sagde Beck. ”Det kan du ikke.”

”Jeg har kun ét trick i hatten, og hvis det ikke virker, følger jeg hendes ordre.”

Han fik kredsløbmanøvresystemet online, gearede op for en vedvarende acceleration fra motorerne i rumfartøjets næseparti. De små rakethjælpemotorer kæmpede mod det tunge fartøjs langsomt tippende masse.

”Fyrer du op under OMS’en?” spurgte Vogel.”

”Jeg ved ikke, om det kan gøre udslaget. Men vi tipper ikke så hurtigt. Jeg tror, den så småt er ved at standse …”

”De aerodynamiske kapper vil automatisk være skudt af,” sagde Vogel. ”Det bliver en urolig opstigning med tre huller i siden på fartøjet.”

”Tak for tippet,” sagde Martinez, mens han fastholdt accelerationen og holdt øje med hældningsgraden på panelet. ”Kom så …”

”Stadig tretten grader,” sagde Johanssen.

”Hvad foregår der deroppe?” lød det fra Lewis’ radio. ”Du blev meget stille. Meld tilbage.”

”Stand by,” svarede Martinez.

”Tolv komma ni grader,” sagde Johanssen.

”Det virker,” sagde Vogel.

”For nu, i hvert fald,” sagde Martinez. ”Jeg ved ikke, om vi har OMS-brændstof nok til det her.”

”Tolv komma otte nu,” meldte Johanssen.

”OMS-brændstof nede på tres procent,” sagde Beck. ”Hvor meget skal du bruge for at dokke med Hermes?”

”Ti procent, hvis jeg ikke dummer mig med et eller andet,” sagde Martinez og korrigerede manøvrevinklen.

”Tolv komma seks,” sagde Johanssen. ”Vi tipper tilbage.”

”Eller også dæmpede vinden sig lidt,” mente Beck. ”Brændstof femogfyrre procent.”

”Hjælpemotorerne risikerer overbelastning,” advarede Vogel. ”OMS’en er ikke lavet til forlænget reaktionskraftudladning.”

”Det ved jeg,” sagde Martinez. ”Jeg kan dokke uden dem, hvis det bliver nødvendigt.”

”Vi er ved at være der … ” sagde Johanssen. ”Okay, vi er under 12,3.”

”OMS lukket ned,” meldte Martinez og afsluttede accelerationen.”

”Tipper stadig tilbage,” sagde Johanssen. ”11,6 … 11,5 … holder ved 11,5.”

”OMS-brændstofniveau toogtyve procent,” sagde Beck.

”Ja, jeg har set det,” svarede Martinez. ”Det er nok.”

”Kaptajn,” meldte Beck over radioen. ”Du skal frem til fartøjet lige nu.”

”Enig,” meldte Martinez. ”Vi har mistet ham, kaptajn. Vi har mistet Watney.”

De fire besætningsmedlemmer afventede deres kaptajns svar.

”Modtaget,” svarede hun endelig.

De lå tavse i deres sæder, fastspændt og parate til opstigning. Beck kastede blikket hen på Watneys tomme sæde og så, at Vogel gjorde det samme. Martinez startede et autotjek på motorkraften i næsekappens OMS. Den var ikke længere pålidelig. Han noterede det i sin log over funktionsfejl.

Luftslusen kørte. Efter at have taget sin dragt af, fandt Lewis op til kabinen. Hendes ansigt var en stivnet maske, da hun uden et ord spændte sig fast i sit sæde. Kun Martinez vovede at tale.

”Standby,” sagde han lavmælt. ”Vi er klar klar til start.”

Lewis lukkede øjnene og nikkede.

”Jeg beklager, Kaptajn,” sagde Martinez. ”Du skal sige det —”

”Start,” sagde hun.

”Javel, kaptajn,” svarede han og aktiverede processen.

Sikkerhedsklamperne løsnede sig fra startrampen og faldt til jorden. Efter et par sekunder gik fortændingen i gang og fyrede op under de primære motorer, hvorefter MAV’en begyndte at hæve sig.

Rumskibet accelererede langsomt, men under opstigningen blæste en kastevind det sidelæns væk fra kursen. Opstigningsprogrammet registrerede problemet og vinklede fartøjet op mod vinden for at modvirke kursafvigelsen.

I takt med konsumering af brændstof, blev rumskibet lettere og øgede i samme grad accelerationen. Med denne eksponentielle opstigningstakt nåede rumskibet hurtigt maksimal accelerationshastighed, en grænse som ikke blev sat af dets kapacitet, men af de skrøbelige menneskelige kroppe indeni.

Opstigningen satte de åbne OMS-porte under voldsomt pres. Besætningen blev rusket i deres sæder da rumskibets voldsomme rystelser forplantede sig. Martinez og opstigningsprogrammet holdt det i kurs, selvom det var en kamp til stregen. Turbulensen fortog sig efterhånden og faldt til nul, i takt med at atmosfæren blev tyndere og tyndere.

Så ophørte al kraft brat. Den første etape var overstået. Besætningen oplevede vægtløshed i flere sekunder, og blev dernæst presset tilbage i deres sæder da næste etape begyndte. Udenfor faldt det nu tømte første etape-modul fra og styrtede ned et tilfældigt sted på planeten under dem.

Den anden etape skød rumskibet endnu højere op og ind på lavt kredsløb. Med en kortere varighed end den vanskelige første etape, og en nænsom acceleration, føltes det nærmest som en blid efterdønning.

Motoren standsede brat og en trykkende stilhed indtrådte i stedet for de voldsomme maskinelle brøl.

”Primær motor afbrudt,” meldte Martinez. ”Opstigningstid: otte minutter, fjorten sekunder. Fast kurs mod Hermes’ kredsløb.”

Normalt ville en vellykket opstigning ende i jubel. Denne gang endte den i stilhed, kun brudt af Johanssens stille gråd.

Fire måneder senere …

Beck prøvede ikke at tænke på den smertelige årsag til, at han stod for det botaniske zero-g væksteksperiment. Han observerede bregnebladenes størrelse og form, tog billeder og nedskrev noter.

Efter at have udført dagens videnskabelige rutine, kastede han et blik på sit ur. Perfekt timing. Datapakken ville snart være tilgængelig. Han svævede forbi reaktoren til Semicone-A stigen.

Han steg op langs stigen med fødderne først, men tog et solidt tag i den da det roterende fartøjs centripetalkraft satte ind. Da han nåede Semicone-A befandt han sig i 0,4 g.

Hermes’ centripetale tyngdekraft havde et vigtigt formål. Uden den ville de have tilbragt deres første uge på Mars i en tilstand, hvor de nærmest ville være ude af stand til at gå. Zero-g øvelsesintervaller skulle holde hjerte og knogler sunde, men intet kunne give dem optimal funktionsduelighed fra Sol 1.

Eftersom rumskibet allerede var lavet til det, brugte de også systemet på returrejsen.

Johanssen sad ved sin arbejdsstation, Lewis i det tilstødende sæde, mens Vogel og Martinez svævede i nærheden. Datapakken indeholdt e-mails og videoer hjemmefra. Det var dagens højdepunkt.

”Er den kommet?” spurgte Beck da han nåede op til kommandobroen.

”Næsten,” sagde Johanssen. ”Otteoghalvfems procent.”

”Du ser munter ud, Martinez,” sagde Beck.

”Min søn blev tre år i går,” smilede han. ”Der burde være nogle billeder fra fødselsdagsfesten. ”Hvad med dig?”

”Åh, ikke noget særligt,” sagde Beck. ”Kritik af en afhandling, jeg skrev for et par år siden.”

”Dataindlæsning fuldført,” sagde Johanssen. ”Alle personlige e-mails er videresendt til jeres laptops. Desuden er der en telemetrisk opdatering til Vogel og en systemopdatering til mig. Hov ... Der er en voicemail adresseret til hele besætningen.”

Hun så spørgende hen på Lewis.

”Lewis trak på skuldrene. ”Afspil den.”

Johanssen åbnede for beskeden og lænede sig afventende tilbage.

”Hermes, dette er Mitch Henderson,” begyndte beskeden.

”Henderson?” udbrød Martinez undrende. ”Direkte til os udenom CAPCOM?”

Lewis løftede hånden for at få ham til at tie stille.

”Jeg har en nyhed,” fortsatte Mitch’s stemme. ”Der er ingen nænsom måde, at overbringe denne besked: Mark Watney er stadig i live.”

Johanssen gispede.

”H-hva —” fremstammede Beck.

Vogel stod med vidtåben mund, mens chokket begyndte at vise sig i hans ansigt.

Martinez skævede til Lewis. Hun lænede sig frem og kneb sig i hagen.

”Jeg ved, at det kommer bag på jer,” fortsatte Mitch. ”Og jeg ved, at I må have mange spørgsmål. Vi skal nok besvare dem, men lige nu vil jeg nøjes med at give jer de basale oplysninger:

”Han er i live og ved godt helbred. Vi opdagede det for to måneder siden, men besluttede ikke at informere jer; vi har endda censureret personlige meddelelser. Jeg var stærkt imod den beslutning. Vi fortæller jer det nu, fordi vi endelig har etableret kommunikation med ham og udtænkt en gennemførlig redningsplan. Det hele kan koges ned til, at Ares 4 samler ham op med en modificeret MDV.

”Vi sender jer en fuld rapport om, hvad der skete, men det var absolut ikke jeres fejl. Det har Mark understreget, hver eneste gang det er kommet på tale. Det var blot sort uheld.

”Giv jer tid til at fordøje dette. Jeres videnskabelige arbejdsprogram i morgen er aflyst. Send os alle jeres spørgsmål, og vi vil besvare dem. Henderson slut.”

Beskedens afslutning efterlod kommandobroen i total stilhed.

”Han … Han er i live!” sagde Martinez. Et smil begyndte at brede sig på hans ansigt.

”Vogel nikkede begejstret. ”Han lever.”

Johanssen stirrede på sin skærm med store, forbløffede øjne.

”Hold da kæft,” grinede Beck. ”Hold da kæft! Kaptajn! Han er i live!”

”Jeg efterlod ham,” sagde Lewis stille.

Jublen ophørte omgående, da besætningen så deres kaptajns ansigtsudtryk.

”Men,” begyndte Beck, ”vi var alle enige om, at evaku-”

”I fulgte ordrer,” afbrød Lewis. ”Jeg lod ham i stikken. På en gold, gudsforladt ørken af en planet udenfor menneskelig rækkevidde.”

Beck så bedende på Martinez. Martinez åbnede munden, men manglede ord.

Lewis forlod nedbøjet kommandobroen.