The Martian

Kapitel 21

LOG NOTAT: SOL 431

Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg skal pakke. Det er sværere end det lyder.

Jeg har to trykkabiner: roveren og traileren. De er forbundne med slanger, men de er ikke dumme. Hvis en mister tryk, vil den anden øjeblikkelig lukke af for den delte luftforsyning.

Der er en grum logik i det: Hvis roveren får en lækage, er jeg død. Ingen grund til at lægge strategier til den situation. Men hvis lækagen opstår i traileren, skal jeg nok klare mig. Det vil sige, jeg skal placere de vigtigste ting i roveren.

Alt, hvad jeg placerer i traileren, må kunne tåle et nær-vacuum og iskolde temperaturer. Ikke at jeg forventer det bliver aktuelt, men alligevel. Man må være forberedt på det værste.

Sadeltaskerne, jeg lavede til Pathfinder-turen, bliver nyttige til opbevaring af fødevarer. Jeg kan ikke bare smide kartoflerne ind i roveren eller traileren. De rådner i en opvarmet atmosfære. Jeg beholder nogle få i roveren, så de er lette at få fat på, men resten forbliver udenfor i denne planets gigantiske dybfryser. Traileren bliver ret tætpakket. Den skal rumme to enorme Hab-batterier, den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og mit hjemmelavede varmereservoir. Det vil være mere praktisk at have reservoiret i roveren, men det skal nødvendigvis placeres i nærheden af regulatorens returluftsluse.

Roveren bliver også ret proppet. Under kørsel vil jeg have soveværelset liggende sammenfoldet nær luftslusen — klart til brug som nødudgang. Desuden skal jeg have to funktionsdygtige EVA-dragter med mig, samt alt hvad der behøves til nødreparationer: værktøjssæt, reservedele, min næsten opbrugte forsyning af forseglingsmaterialer, den anden rovers hovedcomputer (for alle tilfældes skyld!), og de 620 vidunderlige liter vand.

Og selvfølgelig en plasticboks, der skal tjene som toilet. En med et tæt låg.

”Hvordan klarer Watney sig?” spurgte Venkat.

Mindy så forskrækket op fra sin computer. ”Dr. Kapoor?”

”Jeg hører, du fangede et skud af ham under en EVA?”

”Øh, ja,” sagde Mindy og tastede noget. ”Jeg opdagede, at tingene altid forandrer sig omkring kl. 9 lokaltid. Folk plejer at agere i de samme mønstre, så jeg konkluderede, at han foretrækker at begynde sit arbejde omkring det tidspunkt. Jeg har udført nogle mindre rejusteringer for at få sytten fotoskud mellem 9 og 9.10. Han dukkede op på et af dem.

”Godt tænkt. Må jeg se billedet?”

”Selvfølgelig.” Hun fik billedet op sin skærm.

Venkat stirrede på det slørede billede. ”Er det så skarpt, som det kan blive?”

”Tja, det er et fotografi taget ude fra kredsløb,” sagde Mindy. ”NSA har forbedret det med den bedste software til rådighed.”

”Hov, vent, hvad er det, du siger?” stammede Venkat. ”NSA?”

”Ja, de ringede og tilbød at hjælpe. Det er samme software, som de bruger til at forbedre spionsatelliternes billedmateriale.

Venkat slog ud med hænderne. ”Det er forbløffende så let bureaukrati kan tilsidesættes, når det gælder en mands liv. ” Han pegede på skærmen. ”Hvad foretager Watney sig der?”

”Jeg tror, han læsser noget ind i roveren.”

”Hvornår var sidste gang, han arbejdede på traileren?”

”Det er et stykke tid siden. Hvorfor skriver han ikke beskeder til os oftere?”

Venkat trak på det. ”Han har travlt. Han arbejder stort set så længe, det er lyst, og det kræver både tid og energi at lægge sten ud for at skrive en besked.”

”Men …,” sagde Mindy. ”Hvorfor kommer du så på besøg her? Vi kunne have klaret det hele over e-mail.”

”Faktisk ville jeg gerne tale med dig om noget,” sagde han. ”Vi ændrer på dit ansvarsområde. Fra nu af — i stedet for at holde styr på satelliterne omkring Mars — får du udelukkende til opgave, at holde øje med Mark Watney.”

”Hvad?” udbrød Mindy. ”Hvad så med kurskorrektioner og justeringer?”

”Det bliver overdraget til andre medarbejdere,” sagde Venkat. ”Fra nu af skal dit eneste fokus være rettet mod billedematerialet fra Ares 3.”

”Det er en degradering,” sagde Mindy. ”Jeg er kredsløbsingeniør, og du vil gøre mig til en ophøjet lurer.”

”Det bliver kortsigtet,” sagde Venkat. ”Og vi skal nok kompensere dig for det. Sagen er, at du har gjort det her i månedsvis, og du har ekspertisen til at identificere elementer fra Ares 3 ud fra satellitskud. Vi har ingen andre, der kan det.”

”Hvorfor er det pludselig så vigtigt?”

”Tiden er ved at løbe fra ham,” sagde Venkat. ”Vi ved ikke, hvor langt han er kommet med modifikationerne på roveren. Men vi ved, at han kun har seksten sole til at få det færdigt. Vi må vide præcis, hvad han foretager sig. Både medierne og senatorerne efterspørger konstant opdateringer på hans status. Selv Præsidenten har ringet til mig et par gange.”

”Men det hjælper jo ikke at kunne se hans status,” sagde Mindy. ”Vi kan intet stille op, hvis han kommer bagud. Det er en meningsløs opgave.”

”Hvor længe har du arbejdet for regeringen?” sukkede Venkat.

LOG NOTAT: SOL 434

Tiden er inde til at afprøve mit værk.

Det afføder et problem. I modsætning til min Pathfinder-tur, skal jeg medbringe vitalt livsopretholdende udstyr fra Hab’et, hvis jeg vil foretage en realistisk prøvekørsel. Når man fjerner den atmosfæriske regulator og oxygenatoren fra Hab’et, vil det eneste, der står tilbage være … et telt. Et stort, rundt telt, som ikke kan opretholde liv.

Det er ikke så farligt, som det lyder. Som sædvanlig udgør den farefulde del ved livsopretholdende apparatur at håndtere kuldioxiden. Når indholdet af CO₂ i luften kommer op på 1 procent, begynder man at få symptomer på forgiftning. Derfor skal jeg holde Hab’ets blanding under det niveau.

Hab’ets interne volumen er omkring 120.000 liter. Med normal vejrtrækning ville det tage mig over to dage at få CO₂-niveauet op på 1 procent (og jeg ville ikke engang gøre det mindste indhug på O2-niveauet). Det vil sige, at det er okay at flytte regulatoren og oxygenatoren for en nogenlunde kort bemærkning.

Begge dele er alt for store til at kunne komme igennem trailerens luftsluse. Heldigvis for mig, kom de til Mars i ”usamlet tilstand”. De var for store til at opsende som helhed, hvilket gør dem lette at skille ad igen.

Det tog mig adskillige ture frem og tilbage at flytte delene ud i traileren. Jeg bar dem gennem luftslusen, én ad gangen. Og sikke et helvedes bøvl med at samle dem igen derinde, skal jeg love for. Der er dårligt nok plads til ragelset, traileren i forvejen må rumme, så det giver sig selv, at der ikke var meget albuerum for vor frygtløse helt.

Dernæst hentede jeg AREC’en. Den er monteret udenpå Hab’et, på samme måde som man af og til gør med en aircondition-enhed på Jorden. Det er på sin vis også, hvad den er. Jeg slæbte den over til traileren og surrede den fast på hylden, jeg havde lavet til den. Dernæst koblede jeg den på luftslangen, der førte gennem ”ballonen” til indersiden af trailerens trykkammer.

Regulatoren skal sende luft til AREC’en, dernæst skal returluften boble igennem reservoiret. Regulatoren skal også bruge en tryktank til opbevaring af det CO₂, den trækker ud af luften.

Da jeg ryddede traileren for at få mere plads, lod jeg en tank blive tilbage til dette formål. Den er beregnet til at opbevare oxygen, men en tank er en tank. Gudskelov, at alle luftslanger og ventiler er standardiseret til enhver brug på missionen. Der er ikke noget at tage fejl af. Det var en bevidst beslutning for at lette reparationer udendørs.

Da jeg havde fået AREC’en på plads, koblede jeg oxygenatoren og regulatoren på trailerens strømforsyning og holdt øje med deres opladning. Jeg kørte fuldt systemtjek på dem begge, for at få bekræftet, at de fungerede, som de skulle. Dernæst lukkede jeg ned for oxygenatoren. Husk på, at jeg kun skal bruge den én sol ud af fem.

Jeg gik videre til roveren, hvilket betød, at jeg måtte foretage en irriterende ti-meters EVA. Derfra overvågede jeg de livsopretholdende systemer. Det er værd at bemærke, at jeg ikke kan overvåge selve udstyret fra roveren (det hele er i traileren), men roveren kan fortælle mig alt om luften. Oxygen, CO₂, temperatur, luftfugtighed og så videre. Alt virkede okay.

Da jeg havde min EVA-dragt på, tømte jeg en cylinder CO₂ ud i roverens luft. Dernæst overværede jeg roverens computer få et hysterisk anfald, da den registrerede et CO₂-niveau stige til dødbringende niveau. Men så faldt niveauerne igen stille og roligt til normalen. Regulatoren gør sit arbejde. God dreng!

Jeg lod systemerne køre, da jeg gik tilbage til Hab’et. De får lov at passe sig selv natten over, og så tjekker jeg dem i morgen tidlig. Jeg er der ganske vist ikke til at indånde oxygen og danne CO₂, men en ting ad gangen.

LOG NOTAT: SOL 435

Det blev en underlig nat. Logisk set vidste jeg, at der ikke ville ske noget forfærdeligt på kun én nat, men det var alligevel ubehageligt at vide, at jeg ikke havde andet livsopretholdende apparatur end varmelegemerne. Mit liv afhang af den matematik, jeg havde udregnet tidligere. Hvis jeg var kommet til at udelade et tegn eller indsat et par skæve værdier, ville jeg måske aldrig vågne igen.

Men jeg vågnede, og hovedcomputeren viste en let stigning i CO₂, ganske som forventet. Det ser ud til, at jeg klarede det og kan leve endnu en sol.

Live Another Sol ville være en overlegen titel til en James Bond-film.

Jeg gjorde status på rovere: Alt var fint. Hvis jeg ikke kører den, kan en enkelt opladning af batterierne holde regulatoren igang i en måned (uden varme på). Det er en ret god sikkerhedsmargin for mig. Hvis helvede bryder løs på min rejse, har jeg stadig tid til at reparere tingene. Jeg bliver i højere grad hæmmet af oxygenforbrug frem for CO₂-fjernelse, og jeg har masser af oxygen.

Jeg besluttede, at nu var et godt tidspunkt at teste soveværelset.

Jeg krøb ind i roveren og fastgjorde soveværelset til den ydre luftslusedør fra indersiden. Som nævnt, er det den eneste måde, det kan gøres. Så slap jeg den fri på den intetanende planet.

Præcis efter intentionen blæste trykket fra roveren lærredet udad og pustede det op. Og så gik der fuldstændig kuk i det. Det pludselig tryk fik lærredet til at sprænges som en ballon. Det klappede sammen som en klud og efterlod både sig selv og roveren tømt for luft. Jeg havde selvfølgelig min EVA-dragt på under hele manøvren; jeg er ikke en lallende idiot. Så nu kan jeg …

Live Another Sol! (starring Mark Watney som … Det må nok blive Q. Jeg er ingen James Bond.)

Jeg slæbte det eksploderede soveværelse ind i Hab’et, og gav det en grundig inspektion. Det gik galt med syningen der, hvor væggen var sammenføjet med loftet. Det siger sig selv: Det er en ret vinkel i et trykkammer. Fysikken hader den slags ting.

Først lappede jeg skaden, dernæst skar jeg strimler af reservelærredet, som jeg ville lægge over sømmene. Nu er der dobbelt tykkelse og dobbelt forsegling med harpiks hele vejen rundt. Måske vil det række. På nuværende tidspunkt er jeg ude i gætværk. Min forbløffende botanikviden er ikke specielt nyttig her.

Jeg tester det igen i morgen.

LOG NOTAT: SOL 436

Jeg er løbet tør for koffeinpiller. Ikke mere Mars-kaffe til mig.

Det tog mig derfor lidt længere tid at vågne her til morgen, og der gik ikke længe, før jeg havde en dundrende hovedpine. En fordel ved at bo i et multimilliard-landsted på Mars har jeg dog: adgang til ren oxygen. Af en eller anden grund kan en høj koncentration af O2 fjerne de fleste hovedpiner. Ved ikke hvorfor. Er også ligeglad. Hovedsagen er, at jeg ikke behøver at lide.

Jeg testede soverværelset igen. Iførte mig dragten i roveren og udløste soveværelset ligesom sidst. Denne gang holdt det. Super, men efter oplevelsen af skrøbeligheden i mit håndværk, ville jeg have en god, lang afprøvning af trykforseglingen.

Da jeg havde stået derinde i min EVA-dragt og gloet i nogle minutter, besluttede jeg mig for, at bruge tiden på noget nyttigt. Jeg kan selvfølgelig ikke forlade rover-/soveværelsesuniverset, mens det er tilsluttet luftslusen, men jeg kan gå ind i roveren og lukke døren.

Det gjorde jeg, og da jeg var i roveren, kunne jeg tage den ukomfortable EVA-dragt af. Soveværelset var på den anden side af luftslusens dør med uformindsket tryk. Jeg er stadig i fuld gang med at teste, men jeg behøver ikke have EVA-dragt på.

Jeg havde sjusset mig til, at en ottetimers testperiode ville være passende, og ville derfor være fanget i roveren i det tidsrum.

Jeg tilbragte tiden med at planlægge rejsen. Der var egentlig ikke så meget at føje til, hvad jeg allerede vidste. Jeg forlader Acidalia Planitia og kører i lige linje til Mawrth Vallis, hvorefter jeg følger dalen hele vejen til ende, hvilket giver en siksakende rute frem til Arabia Terra. Derfra bliver det barskt.

I modsætning til Acidalia Planitia, er Arabia Terra spækket med kratere. Hvert eneste krater repræsenterer to brutale niveauforandringer. Først ned, så op. Jeg gjorde mit bedste for at finde den korteste rute omkring dem. Jeg ved, at jeg kommer til at justere kursen, når jeg rent faktisk befinder mig på stedet. Ingen plan overlever det første sammenstød med fjenden.

Mitch indtog sin plads i mødelokalet. Det faste hold var samlet: Teddy, Venkat, Mitch og Annie. Men denne gang var Mindy Park her også samt en mand, som Mitch ikke havde set før.

”Hvad sker der, Venk?” spurgte Mitch. ”Hvorfor skal vi mødes med så kort varsel?”

”Vi har opdateringer af udviklingen,” sagde Venkat. ”Mindy, jeg synes, du skal orientere de andre.”

”Øh, ja,” sagde Mindy. ”Det ser ud til, at Watney er færdig med ballon-udbygningen på traileren. Den er i det store og hele i overensstemmelse med det design, vi sendte ham.”

”Ved vi noget om, hvor stabil den er?” spurgte Teddy.

”Temmelig stabil,” sagde hun. ”Den har holdt sig oppustet i flere dage uden problemer. Desuden har han bygget et rum af en slags … ”

”Rum?” kom det spørgende fra Teddy.

”Det er lavet af Hab-lærred, mener jeg,” forklarede Mindy. ”Det er tilsluttet roverens luftsluse. Jeg antager, han har skåret en sektion ud af Hab’et for at lave det. Jeg ved ikke, hvad det skal bruges til.”

Teddy vendte sig mod Venkat. ”Hvorfor har han gjort det?”

”Vi tror, det er et værksted,” sagde Venkat. ”Der skal udføres en masse arbejde på MAV’en, når han kommer til Schiaparelli. Det går meget lettere uden en EVA-dragt. Han vil sandsynligvis gøre så meget han kan i det rum.”

”Godt fundet på,” sagde Mitch. ”Hvordan gør han så med livsopretholdelse derinde?”

”Jeg tror, han har løst det,” sagde Mindy. ”Han flyttede AREC’en.”

”Undskyld mig,” afbrød Annie. ”Hvad er en AREC?”

”Det er den eksterne komponent i den atmosfæriske regulator,” sagde Mindy. ”Den er monteret udenpå Hab’et, og derfor er det let for mig at konstatere, at den ikke er der mere. Han har sandsynligvis monteret den på roveren. Der findes ingen anden grund til at flytte den, så jeg gætter på, at han har livsopretholdelsessystemerne online.”

”Fantastisk,” udbrød Mitch. ”Tingene ser ud til at flaske sig.”

”Du skal ikke begynde at fejre det for tidligt, Mitch,” sagde Venkat. Han gjorde en præsenterede gestus mod den nyankomne. ”Dette er Randall Carter, en af vores Mars-meteorologer. Randal, fortæl dem, hvad du fortalte mig.”

Randall nikkede. ”Tak, dr. Kapoor.” Han vendte sin laptop om for at vise et kort over Mars. ”Gennem de sidste par uger har en sandstorm udviklet sig i Arabia Terra. Ikke i dramatisk omfang. Det kommer ikke til at hæmme kørslen på nogen måde.”

”Hvad er så problemet?” spurgte Annie.

”Det er en lavfrekvent sandstorm,” forklarede Randall. ”Moderat vind, men stærk nok til at bære små partikler fra overfladen med sig, og hvirvle dem op til tykke skyer. Der forekommer fem til seks stykker af dem om året. Sagen er, at de kan holde ved i månedsvis, og de dækker enorme områder af planeten, hvis atmosfære fyldes tykt med støv.”

”Jeg kan stadig ikke se problemet,” sagde Annie.

”Lys,” sagde Randall. ”Det totale omfang af sollys, der trænger igennem til overfladen i stormens område, er meget begrænset. Lige nu ligger det på tyve procent af normalen. Watneys rover er drevet af solcellepaneler.”

”Pis,” sagde Mitch og gned sine øjne. ”Har vi mulighed for at advare ham?”

”Okay, så han får mindre strøm,” sagde Annie. ”Men kan han ikke bare genoplade lidt længere?”

”Med den nuværende plan, skal han allerede genoplade hele dagen lang,” forklarede Venkat. ”Med kun tyve procent sollys, vil det tage fem gange så lang tid at indvinde den samme mængde energi. Det forlænger hans rejse på oprindelig femogfyrre sole, til tohundrede og femogtyve sole. På den måde når han ikke frem til Hermes’ forbiflyvning.”

”Kan Hermes ikke vente på ham?” spurgte Annie.

”Det er en forbiflyvning,” sagde Venkat. ”Hermes går ikke i kredsløb om Mars. Hvis de gjorde det, ville de ikke kunne komme tilbage. De har brug for deres oparbejdede hastighed til at komme retur.”

Efter et øjebliks stilhed, tog Teddy ordet. ”Vi må håbe, at han finder en måde, at klare det på. Vi kan spore, hvor stor en distance, han tilbagelægger, og —”

”Nej, vi kan ikke,” afbrød Mindy.

”Kan vi ikke?”

Hun rystede på hovedet. ”Satelliterne kan ikke se gennem støvet. Når han kører ind i det påvirkede område, kan vi intet se, før han er ude på den anden side.

”Nå, men så … ,” sagde Teddy. ”Pis.”

LOG NOTAT: SOL 439

Før jeg sætter mit liv på spil med denne anordning, må jeg teste den.

Jeg taler ikke om små testkørsler, jeg har indtil videre har foretaget. Ja, jeg har da testet strømgeneratoren, de livsopretholdende systemer og trailerboblen. Men jeg er nødt til at teste samtlige aspekter i samkørsel.

Jeg vil sætte alt i gear til den lange rejse, og køre i cirkler. Jeg vil ikke fjerne mig mere end 500 meter væk fra Hab’et, så det går nok endda, hvis hele lortet skulle brænde sammen.

Jeg har afsat dagen i dag til at læsse roveren og traileren til prøvekørsel. Jeg vil have, at vægten svarer til, hvad den skal trække på selve rejsen. Jeg vil også gerne vide det på forhånd, hvis godset kan løsne sig og måske smadre noget andet i processen.

Jeg gjorde dog en enkelt indrømmelse til fornuften: Jeg efterlod det meste af min vandforsyning i Hab’et. Jeg nøjedes med at læsse tyve liter; tilstrækkeligt til testen, men så heller ikke mere. Der er mange muligheder for at miste tryk i det mekaniske uhyre, jeg har skabt, og jeg vil ikke have mit vand til at fordampe, hvis det sker.

Når jeg rejser for alvor, vil jeg have 620 liter vand med. Jeg har opvejet differencen ved at læsse 600 kg sten sammen med det andet gods.

Nede på Jorden er universiteterne og regeringerne villige til at betale millioner for Mars-sten. Jeg bruger dem som ballast.

Jeg foretager endnu en lille test i aften. Efter at jeg havde sikret mig, at batterierne var gode og fuldt opladede, afkoblede jeg rover og trailer fra Hab’ets strømforsyning. Jeg vil sove i Hab’et, men jeg lod roverens livsopretholdende systemer køre. De vil vedligeholde luften natten over, og i morgen kan jeg se, hvor meget strøm der gik til det. Jeg har holdt øje med strømforbruget, mens de var forbundet med Hab’et, og der var ingen overraskelser. Denne gang er det sandhedens time. Jeg kalder det ”hiv-stikket-ud-testen”.

Nok ikke det bedste navn.

Hermes’ besætning samlede sig i Rek’et.

”Lad os hurtigt gennemgå status,” sagde Lewis. ”Vi er alle bagud med vores videnskabelige opgaver. Vogel, vi starter med dig.”

”Jeg reparerede det dårlige kabel på VASIMR 4,” rapporterede Vogel. ”Det var vores sidste tykke kabel. Hvis der opstår et lignende problem igen, må vi selv sammenflette mindre kabeltykkelser, for at få tilstrækkelig strøm ført igennem. Desuden er vores strøm-output fra reaktoren på vej ned ad bakke.”

”Johanssen,” sagde Lewis. ”Hvad er problemet med reaktoren?”

”Jeg måtte skrue ned for den,” sagde Johanssen. ”Den er gal med ventilatorens lameller. De fører ikke varmen væk så effektivt, som de plejer. De er anløbne.”

”Hvordan kan det ske?” spurgte Lewis. ”De sidder uden på fartøjet. Der er intet derude, de kan gå i reaktion med.”

”Jeg tror, de er blevet udsat for støv eller små luftlækager fra Hermes selv. Uanset årsagen, så er de blevet anløbne. Urenhederne propper mikrogitteret og reducerer gennemstrømning. Det vil sige, at vi ikke holder trit med den varmemængde, der skal bortledes. Derfor skruede jeg ned for reaktoren svarende til, at vi undgår varmestigning.”

”Er der nogen mulighed for at reparere kølelamellerne?”

”Det skal udføres på mikroskopisk plan,” sagde Johanssen. ”For at gøre det, skal vi bruge et laboratorium.” De plejer at udskifte lamellerne efter hver mission.”

”Vil vi kunne opretholde vores maskinkraft for resten af missionen?”

”Ja, hvis graden af urenheder, der samles, ikke stiger.”

”Godt, hold øje med det. Beck, hvordan med vores livsopretholdelse?”

”Det halter,” sagde Beck. ”Vi har været længere tid i rummet, end vi er bygget til at klare. Vi har en masse filtre, der normalt udskiftes efter hver mission. Jeg har fundet en måde at rense dem på med et kemisk rensemiddel, jeg lavede i laboratoriet, men det tærer i sig selv på filtrene. Vi er okay lige nu, men hvem ved, hvad der går i stykker næste gang?”

”Vi var forberedte på den slags,” sagde Lewis. ”Hermes’ design er skabt med den forudsætning, at det vil få en overhaling efter hver mission, men vi har udvidet Ares 3 fra 396 dage til 898. Ting vil gå i stykker. Vi har hele NASA til at hjælpe, når det sker. Vi må bare sørge for at være på forkant med vedligehold. Martinez, hvad sker der med dit køjerum?”

Martinez rynkede panden. ”Det prøver stadig at koge mig. Klimaanlægget kan ikke følge med. Jeg mener, at der er tale om et problem i rørsystemet med kølevæske, som ligger bag væggen. Jeg kan ikke nå ind til det, fordi det er indbygget i skroget. Vi kan bruge rummet som lager for ikke-temperaturfølsom last, men ikke til andet.”

”Flyttede du så ind i Marks rum?”

”Det ligger lige op til mit,” sagde han. ”Det har samme problem.”

”Hvor har du så sovet?”

”I Luftsluse 2. Det er det eneste sted jeg kan være, uden at folk falder over mig.”

”Det duer ikke,” sagde Lewis hovedrystende. ”Hvis bare én forsegling bliver brudt, dør du.”

”Jeg kan ikke se, hvor jeg ellers kan sove,” sagde han. ”Skibet er ret så trangt, og jeg hvis jeg sover i et gangareal, er jeg i vejen for alle.”

”Okay, fra nu af sover du i Becks rum. Beck kan sove sammen med Johanssen.”

Johanssen rødmede og slog forlegent blikket ned.

”Jamen, øh … ” lød det fra Beck, ”så du ved det altså?”

”Tror du, jeg er blind?” sagde Lewis. ”Det er et lille skib.”

”Og du er ikke vred?”

”Hvis det var en normal mission, ville jeg være det,” sagde Lewis. ”Men nu er vi langt ud over protokol. Hvis I bare afholder det fra at komme i vejen for jeres pligter, har jeg jeg ikke noget problem med det.”

”Million-mile-high klubben,” kom det fra Martinez. ”Sejt!”

Johanssen blev nu mørkerød i kinderne og begravede sit ansigt i hænderne.

LOG NOTAT: SOL 444

Jeg er ved at blive ret god til det her. Måske kan jeg blive testkører på Mars-rovere, når jeg er kommet igennem det her.

Alting gik glat. Jeg tilbragte fem sole med at køre rundt i cirkler; jeg nåede et gennemsnit på 93 kilometer per sol. Det er lidt bedre end forventet. Terrænet her er fladt og jævnt, så det kan kun bruges som skabelon for et ideelt forløb. Når jeg skal til at køre op ad bakke og rundt om klippeblokke, vil det ikke gå nær så glat.

Soveværelset er fantastisk. Stort, luftigt og komfortabelt. Den første nat løb jeg dog ind i et lille problem med temperaturen. Det var pissekoldt. Roveren og traileren regulerer uden problemer deres temperaturniveau, men der var ikke varmt nok i soveværelset.

Mit livs historie.

Roveren har et elektrisk varmeapparat, der blæser luft ind ved hjælp af en lille vifte. Jeg bruger ikke selve varmeapparatet til noget, fordi RTG’en leverer al den varme, jeg behøver, så derfor afkoblede jeg viften og sluttede den til strømledningen ved luftslusen. Da den havde fået strøm, skulle jeg bare rette den mod soveværelset.

Det var en lavteknologisk løsning, men det virkede. Takket være RTG’en, er der masser af varme. Jeg skulle bare sørge for, at få den ligeligt fordelt. For en gangs skyld var entropien på min side.

Jeg har opdaget, at rå kartofler er afskyelige. Når jeg er i Hab’et, plejer jeg at koge mine tofler ved hjælp af en lille mikrobølgeovn. Sådan en har jeg ikke i roveren. Det ville ikke være noget problem for mig at hente Hab’ets mikrobølgeovn ud i roveren, men energien der skal til for at koge ti kartofler om dagen, ville rent faktisk gøre indhug i min kørselsdistance.

Jeg faldt ret hurtigt ind i rutinen. Faktisk forekom den mig uhyggeligt velkendt. Jeg var i samme rille i toogtyve dødssyge sole på Pathfinder-turen. Men denne gang har jeg soveværelset, som gør en verden til forskel. I stedet for at være buret inde i roveren, har jeg mit eget lille Hab.

Når jeg vågner, spiser jeg en kartoffel til morgenmad. Dernæst lukker jeg luften ud af soveværelset indefra. Det er lidt besværligt, men jeg har fundet en metode.

Først tager jeg en EVA-dragt på. Så lukker jeg den indre luftslusedør og lader den ydre dør (som soveværelset er koblet på) stå åben. Det isolerer soveværelset, med mig i det, fra resten af roveren. Så lader jeg luftslusen sænke sit tryk. Den tror, den bare skal pumpe luften ud af sit eget lille område, mens den rent faktisk suger den ud af hele soveværelset.

Når trykket er væk, trækker jeg lærredet ind og folder det sammen. Så hægter jeg det af den ydre luge og lukker yderdøren.

Denne sidste manøvre er den mest forkrampede del af af processen. Jeg er nødt til at være i luftslusen med hele det sammenfoldede soveværelse, mens den genopretter trykket. Når jeg igen har fået en atmosfære, vælter jeg mere eller mindre ind i roveren. Så stuver jeg soveværelset af vejen og går tilbage til luftslusen, for at foretage en normal udgang til Mars.

Det er en kompliceret proces, men sådan får jeg afkoblet soveværelset uden at skulle fjerne trykket i roverkabinen. Husk på, at roveren indeholder alle mine ting, der ikke tåler vacuum.

Det næste skridt bliver at samle de solceller, jeg lagde ud dagen før, og pakke dem på roveren og traileren. Dernæst foretager jeg et hurtigt tjek af traileren. Jeg går ind gennem dens luftsluse og kaster ganske enkelt et hurtigt blik på alt udstyret. Jeg tager ikke engang min EVA-dragt af. Jeg vil bare sikre mig, at der ikke er noget åbenlyst galt.

Så tilbage til roveren. Når jeg er inde, tager jeg EVA-dragten af og begynder at køre. Jeg kører i næsten fire timer, og dermed er dagens opladning brugt op.

Når jeg er standset og parkeret, må jeg hoppe i EVA-dragten igen til nok en tur ud på Mars. Jeg lægger solpanelerne ud og sætter batterierne til genopladning.

Så sætter jeg soveværelset op. Det er stort set samme procedure som jeg bruger til at stuve det af vejen, bare i omvendt rækkefølge. I sidste ende er det luftslusen, der puster det op. På en måde er soveværelset bare en forlængelse af luftslusen.

Selvom det er muligt, puster jeg ikke soveværelset op med et smæld. Det gjorde jeg som en test for at finde lækager. Men i længden er det ikke nogen god ide. Hurtig udvidelse giver stærkt og pludseligt pres. Det vil ende med et brud. Jeg var ikke begejstret, dengang Hab’et skød mig ud som en kanonkugle. Vil nødig gentage det.

Når soveværelset endeilg står der igen, kan jeg tage min EVA-dragt af og holde fri. Jeg ser for det meste røvsyge tv-serier fra halvfjerdserne. Det meste af dagen er jeg ikke til at skelne fra en arbejdsløs dagdriver.

Jeg fulgte rutinen i fire dage, og så var det tid til en ”Luft Dag.”

En Luft Dag viser sig at være nogenlunde ligesom alle andre dage, bare uden køreturen på fire timer. Da jeg havde sat solpanelerne op, fyrede jeg op for oxygenatoren og lod den arbejde sig igennem puklen af CO₂, som regulatoren havde oplagret.

Den forvandlede CO₂-mængden til oxygen, og slugte hele dagens strømopladning i processen.

Prøvekørslen var en succes. Jeg bliver klar til tiden.

LOG NOTAT: SOL 449

I dag er den store dag. Jeg tager af sted til Schiaparelli.

Roveren og traileren er pakket og klar. De var stort set pakkede under prøvekørslerne, men nu har jeg også fået vand ombord.

I de forløbne dage har jeg kogt alle kartoflerne i Hab’ets mikrobølgeovn. Det tog sin tid, fordi ovnen kun kan tage fire kartofler ad gangen. Efter kogningen, lagde jeg dem ud på overfladen til frysning. Da de var frosne, lagde jeg dem tilbage i roverens sadeltasker. Det kan virke som spild af tid, men det er yderst vigtigt. I stedet for at spise rå kartofler på rejsen, kan jeg spise (kolde) forkogte kartofler. Først og fremmest smager de meget bedre, men det vigtige er, at de er kogt. Når man koger mad, nedbrydes proteiner og maden bliver lettere at fordøje. Jeg får flere kalorier ud af det, og jeg har brug for hver eneste kalorie, jeg kan få.”

Jeg brugte adskillige dage med at udføre systemtjek af alt. Regulator, oxygenator, RTG, AREC, batterier, rovers livsopretholdelsessystem (i fald jeg får brug for back-up), solceller, rovers computer, luftsluser og alt med bevægelige dele eller elektroniske komponenter. Jeg tjekkede endda motorerne. Otte i alt, en til hvert hjul — fire på roveren, fire på traileren. Trailerens motorer vil ikke få strøm, men det er rart at have dem i reserve.

Alt er klart til afgang. Jeg kan ikke se nogen problemer.

Hab’et er en skygge af sit tidigere selv. Jeg har ribbet det for vigtige komponenter udover en ordentlig luns af dets lærred. Jeg har plyndret det arme Hab for alt, det kunne give mig, og det var takken for at holde mig i live i halvandet år. Det er ligesom i Drengen og Træet.

Jeg udførte den endegyldige nedlukning af Hab’et i dag. Varmesystemet, lyset, hovedcomputeren og så videre. Alle de dele, jeg ikke har taget ud til brug på rejsen til Schiaparelli.

Jeg kunne have efterladt det hele online. Det ville ikke gøre nogen forskel. Men den oprindeligt planlagte procedure for Sol 312 (der skulle have været overflademissionens sidste dag) var, at foretage en komplet nedlukning af Hab’et og slippe luften ud af det. NASA syntes ikke, at et stort telt fuldt af sprængfarlig oxygen, var særlig smart at have stående ved siden af MAV’en under opsendelsesproceduren.

Min nedlukning var vist en gestus til ære for, hvad Ares-3 missionen kunne have været. En lille bid af den Sol 31, jeg aldrig fik.

Da jeg havde lukket og slukket for alting, blev Hab’ets indre uhyggeligt stille. Jeg havde tilbragt 449 sole med en vedvarende støj fra varmeforsyningen, luftsluserne og ventilatorerne. Men nu var det fuldstændig stille. Det var en spøgelsesagtig stilhed, der er svær at beskrive. Jeg har været væk fra Hab’ets lyde før, men altid i en rover eller en EVA-dragt, hvoraf begge har hver deres larmende maskineri.

Nu var der intet. Det er aldrig før gået op for mig, hvor fuldstændig stille Mars er. Det er en øde verden med stort set ingen atmosfære til at bære lyd med sig. Jeg kunne høre mit eget hjerteslag.

Nå, jeg vil ikke ud på det filosofiske overdrev.

Lige nu er jeg i roveren (det burde sige sig selv, da Hab’ets hovedcomputer er offline til evig tid.) Jeg har to batterier med fuld opladning, alle systemer er klar til start, og jeg har femogfyrre soles kørsel foran mig.

Schiaparelli eller dø!