The Martian

Kapitel 8

”Vi byder velkommen til dagens Mark Watney Rapport her på CNN,” sagde Cathy Warner til kameraet: Adskillige EVA’er har fundet sted i løbet af de sidste få dage … Hvad skal vi lægge i det? Hvilke fremskridt har NASA gjort med hensyn til en redningsplan? Og hvordan vil det påvirke forberedelserne til Ares 4?

”I dag har vi besøg af dr. Venkat Kapoor, chef for Marsprogrammet. Dr. Kapoor, tak fordi du ville være med.”

”En fornøjelse at være her, Cathy,” sagde Venkat

”Dr. Kapoor,” sagde Cathy, ”vil du give mig ret i, at Mark Watney er den mest overvågede mand i solsystemet?”

Venkat nikkede. ”I hvert fald den mest overvågede af NASA. Vi har sat samtlige af vores tolv Mars-satellitter til at tage billeder, hver gang hans position er i sigte. Det Europæiske Rumcenter har sat deres to til at gøre det samme.”

”Samlet set, hvor ofte modtager I disse billeder?”

”Med få minutters mellemrum. Det sker, at vi får en afbrydelse i forhold til satellitternes position i kredsløbet, men vi får tilstrækkeligt materiale til at kunne spore alle hans EVA-aktiviteter.”

”Fortæl os om de seneste EVA’er.”

”Det ser ud til,” sagde Venkat, ”at han forbereder Rover 2 til en lang tur. På Sol 64 tog han batteriet fra den anden rover og monterede det med en interimistisk slynge. Den følgende dag afmonterede han fjorten solceller og stablede dem på roverens tag.”

”Og så kørte han en kort tur, ikke sandt?” indskød Cathy.

”Ja, det er korrekt. Han kørte tilsyneladende formålsløst omkring i en time, hvorefter han vendte tilbage til Hab’et. Det var højst sandsynligt en prøvekørsel. Vi så ham næste gang to dage senere, da han kørte fire kilometer væk og tilbage igen. En mere udførlig testkørsel, mener vi. Og nu, i løbet af de sidste par dage, er han begyndt at fylde op med forsyninger.”

”Hmm,” sagde Cathy, ”de fleste analytikere mener, at Marks eneste håb om redning er, at nå ud til Ares 4-området. Tror du, han er nået til samme konklusion?”

”Sandsynligvis,” sagde Venkat. ”Han ved ikke, at vi overvåger ham. Fra hans synsvinkel er Ares 4 det eneste håb.”

”Tror du, han planlægger, at tage af sted snart? Det lader til at han gør klar til en tur.”

”Det håber jeg ikke,” sagde Venkat. ”Ud over MAV’en, er der absolut intet på stedet. Ingen forudsendte forsyninger. Det er en meget lang og meget farlig rejse at begive sig ud på, og det betyder, at han lader Hab’ets sikkerhed bag sig.”

”Hvorfor skulle han tage den risiko?”

”Kommunikation,” sagde Venkat. ”Når han først er fremme ved MAV’en, vil han kunne kontakte os.”

”Men det ville vel være et fremskridt?”

”Kommunikation ville være et fantastisk fremskridt. Men at krydse toogtredivehundrede kilometer til Ares 4 er ufatteligt farligt. Vi vil meget hellere have, at han bliver, hvor han er. Hvis vi kunne kommunikere med ham, ville vi give ham den besked.”

”Men han kan vel ikke blive, hvor han er for evigt? Før eller senere må han se at bevæge sig videre til MAV’en.”

”Ikke nødvendigvis,” sagde Venkat. ”JPL-laboratoriet eksperimenterer med modifikationer til MDV’en, så fartøjet kan foretage en kort flyvetur på overfladeplan efter landing.”

”Jeg har ladet mig fortælle, at den ide blev afvist som værende for farlig,” indskød Cathy.

”Deres første forslag var, ja. Siden da har de arbejdet på sikrere måder, at gøre det på.”

”Med kun tre og et halv år til den planlagte opsendelse af Ares 4, vil der så være tid nok til at fremstille og teste MDV’ens modifikationer?”

”Det spørgsmål kan jeg ikke besvare med sikkerhed. Men det er værd at huske, at vi lavede en månelander på syv år — helt fra tegnebrættet.”

”God pointe,” smilede Cathy. ”Så, hvad er hans chancer lige nu?”

”Jeg ved det virkelig ikke,” sagde Venkat. ”Men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at bringe ham hjem i live.”

Mindy kastede et nervøst blik rundt i mødelokalet. Hun havde aldrig følt sig så fagligt udkonkurreret i hele sit liv. Dr. Venkat Kapoor, der lå fire ledelsesniveauer over hende, sad lige til venstre for hende.

Ved siden af ham sad Bruce Ng, JPL’s leder. Han var fløjet hele vejen til Houston fra Pasadena, udelukkende for at deltage i dette møde. Som altid fokuseret på at udnytte kostbar tid, sad han og tastede som en gal på sin laptop. De sorte rande og poser under hans øjne fik Mindy til at spekulere på, hvor overanstrengt han egentlig måtte være.

Mitch Henderson, flyvelederen for Ares 3, snurrede frem og tilbage i sin stol med en trådløs mikrofon i øret. Den forsynede ham med en realtidsstrøm af al kommunikation fra Mission Control. Han var ikke på vagt lige nu, men han holdt sig konstant ajour.

Annie Montrose trådte ind i mødelokalet og skrev sms’er på vejen. Hun fjernede ikke på noget tidspunkt blikket fra sin mobil, mens hun behændigt bevægede sig hen i lokalets hjørne uden at falde over folk eller stole, og indtog sin faste siddeplads. Mindy følte et sug af misundelse ved synet af pressechefen. Hun var alt det, Mindy gerne ville være. Selvsikker, højtrangerende, smuk og generelt respekteret overalt i NASA.

”Hvordan syntes du, jeg klarede det i dag?” spurgte Venkat.

”Helt ærligt,” sagde Annie og lagde sin mobil væk. ”Du burde ikke sige ting, som at bringe ham tilbage i live. Det minder folk om, at der er risiko for at han dør.”

”Tror du måske, det er noget, de glemmer?”

”Du bad om min mening. Kan du ikke lide den, så stik den skråt op.”

”Du er så fintfølende en lille blomst, Annie, hvordan er du dog endt som NASAs pressechef?”

”Det gad jeg fandme nok også vide,” sagde Annie.

”Hør lige, venner,” sagde Bruce, ”jeg skal nå et fly tilbage til LA om tre timer. Så dukker Teddy op eller hvad?”

”Lad være med at brokke dig, Bruce,” sagde Annie. ”Ingen af os har lyst til at være her.”

Mitch skruede ned for sin øresnegl og vendte sig mod Mindy. ”Hvem er det nu, du er?”

”Øh,” sagde Mindy. ”Jeg er Mindy Park. Jeg arbejder i SatCon.”

”Er du leder eller noget i den retning?”

”Nej, jeg arbejder bare i SatCon. Jeg har ingen særlig rang.”

Venkat så på Mitch. ”Jeg har gjort hende ansvarlig for overvågningen af Watney. Hun leverer billedmaterialet.”

”Hva’?” sagde Mitch. ”Hvorfor ikke SatCons chef?”

”Bob har mere end kun Mars at håndtere. Mindy tager sig af alle Mars-satellitterne og holder dem rettet mod Mark.”

”Hvorfor Mindy?”

”Det var hende, der opdagede, at han er i live.”

”Hun bliver forfremmet, fordi hun tilfældigvis var på pinden da billedmaterialet var klart?”

”Nej.” Venkat rynkede panden. ”Hun blev forfremmet, fordi det var hende, der regnede ud, at han var i live. Lad være med at være sådan en skiderik, Mitch. Du gør hende utilpas.”

Mitch hævede øjenbrynene. ”Det tænkte jeg ikke på. Undskyld, Mindy.”

Mindy kiggede ned i bordet og fik fremtvunget et ”Det’ i orden.”

Teddy trådte ind i lokalet. ”Undskyld, jeg kommer for sent.”

Han tog plads og fiskede adskillige foldere frem af sin mappe. Han lagde dem pænt oven på hinanden og kantede dokumenter ind på plads. ”Lad os begynde.” Venkat, hvad er Watneys status?”

”I live og ved godt helbred,” sagde Venkat. ”Ingen forandring siden min email tidligere i dag.”

”Hvad med RTG’en? Ved offentligheden noget om den endnu?” spurgte Teddy.

Annie lænede sig frem. ”Ikke indtil videre,” sagde hun. ”Billedmaterialet er offentligt, men vi er ikke forpligtet til at give dem vores analyse. Ingen har regnet det ud endnu.”

”Hvorfor gravede han den op?”

”Til varmeforsyning, vil jeg mene,” sagde Venkat. ”Han rigger roveren til for at foretage lange ture. Det kræver en masse energi at holde varmen. RTG’en kan holde kabinen varm og spare ham for at dræne batterikraft. Det er faktisk en god ide.”

”Hvor farlig er den ide?” spurgte Teddy.

”Så længe indkapslingen forbliver intakt, er der slet ingen fare ved det. Og selvom den skulle få nogle brud, vil han klare sig så længe isolationskuglerne indeni er intakte. Men hvis deres forsegling ødelægges, er han en død mand.”

”Lad os håbe, det ikke sker,” sagde Teddy. ”JPL, hvordan skrider MDV-planerne frem?”

”Vi fandt på en plan for længe siden,” sagde Bruce. ”Du forkastede den.”

”Bruce,” advarede Teddy.

Bruce sukkede. ”MDV’en er ikke skabt til lift-off og lateral flyvning. At fylde mere brændstof på, gør ingen nytte. Vi skal bruge en større motor, men har ikke tid nok til at opfinde en. Derfor må vi gøre MDV’en lettere. Det har vi nogle tanker om.

”MDV’en kan godt have sin normale vægt ved den primære nedstigning. Hvis vi gjorde varmeskjoldet og det ydre skrog aftageligt, kan man smide en masse vægt efter landingen på Ares 3, og dermed få et lettere fartøj til at flyve til Ares 4 med. Vi er i gang med beregningerne lige nu..”

”Hold mig underrettet,” sagde Teddy. Han vendte sig mod Mindy. ”Miss Park, velkommen til superligaen.”

”Sir,” sagde Mindy. Hun prøvede at ignorere klumpen i halsen.

”Hvad er det største mellemrum, vi har i dækningen af Watney lige nu?”

”Øhm,” sagde Mindy. ”En gang hver enogfyrretyvende time får vi et sytten minutters mellemrum. Sådan fungerer kredsløbet.”

”Svar på rede hånd,” sagde Teddy. ”Fint. Jeg sætter pris på folk med orden i tingene.”

”Tak, sir.”

”Jeg vil have det mellemrum kogt ned til fire minutter,” sagde Teddy. ”Jeg giver dig fuld autoritet over satellitbanerne og kredsløbsjusteringer. Få det ordnet.”

”Javel, sir,” sagde Mindy, der ikke havde nogen anelse om, hvordan hun skulle gøre det.

Teddy så på Mitch. ”Mitch, der stod i din email, at du har noget vigtigt på sinde?”

”Ja,” sagde Mitch. ”Hvor længe skal vi holde dette hemmeligt for Ares 3-besætningen? De tror, Watney er død. Det må gøre det meget svært for dem, at holde modet oppe.”

Teddy så appellerende på Venkat.

”Mitch,” sagde Venkat. ”Vi har diskuteret dette —”

”Nej, du har diskuteret det,” afbrød Mitch. ”De tror, de har mistet et besætningsmedlem. De er knust.”

”Og når de finder ud af, at de har efterladt et besætningsmedlem, hvad tror du så?” spurgte Venkat. ”Vil det få humøret op hos dem?”

Mitch stødte i bordet med en pegefinger. ”De fortjener at blive informeret. Tror du ikke, kaptajn Lewis kan klare sandheden?”

”Det er et spørgsmål om sindstilstand,” sagde Venkat. ”De skal kun koncentrere sig om at komme hjem —”

”Det er op til mig, at afgøre,” sagde Mitch. ”Jeg er den, der beslutter, hvad der tjener besætningen bedst. Og jeg mener, at vi skal sætte dem ind i situationen.”

Efter et øjebliks stilhed, rettedes alle blikket mod Teddy.

Han overvejede det et øjeblik. ”Desværre, Mitch, jeg er på Venkats side denne gang,” sagde han. ”Men så snart vi har en redningsplan, kan vi informere Hermes. Der må være et vist håb, hvis det skal nytte at fortælle dem det.”

”Bullshit,” brummede Mitch og lagde armene over kors. ”Totalt bullshit.”

”Jeg ved godt, du er oprørt,” sagde Teddy roligt. ”Vi skal nok rette op på det. Og det bliver så snart, vi har en ordentlig plan for at redde Watney.”

Teddy lod et par sekunders stilhed herske, før han gik videre.

”Okay, JPL arbejder på redningsmissionen,” sagde han med et nik mod Bruce. ”Men det scenarie er integreret i Ares 4. Hvordan skal han holde sig i live indtil da, Venkat?”

Venkat åbnede en mappe og kastede et blik på papirerne i den. ”Jeg har fået hvert eneste team til at tjekke og dobbelttjekke tidsfaktoren i deres systemer. Vi er ret sikre på, at Hab’et kan klare at fungere i fire år. Især med en menneskelig beboer, der kan tage sig af problemerne i takt med at de opstår. Men vi kommer ikke udenom fødevareproblemet. Han kommer til at sulte om et år. Vi må bringe ham forsyninger. Så enkelt er det.”

”Hvad med Ares 4-missionens forudsendte forsyninger?” sagde Teddy. ”Land dem på Ares 3 i stedet.”

”Ja, det var det, vi tænkte,” bekræftede Venkat. ”Problemet er, at den oprindelige plan gik ud på, at sende de forsyninger ud om et år fra nu. De er ikke klar .”

”Det tager otte måneder at få en sonde til Mars, og det er kun under absolut optimale betingelser. Jordens og Mars’ positioner lige nu er ikke optimale. Vi har regnet ud, at de kan nå frem på ni måneder. Hvis vi forudsætter, at han rationerer sin mad, har han nok til at holde ud i trehundrede og halvtreds dage længere. Det betyder, at vi skal opbygge forsyningerne på tre måneder. JPL er ikke engang begyndt endnu.”

”Det kommer til at holde hårdt, ” sagde Bruce. ”Fremstilling af de forsyninger plejer at være en seksmåneders proces. Vi er gearet til at fremstille dem i store mængder i én arbejdsgang, ikke til at hasteproducere en enkelt forsyning.”

”Beklager, Bruce,” sagde Teddy. ”Jeg er klar over, at vi strammer den, men du må se at finde ud af det.”

”Vi skal nok finde ud af det,” sagde Bruce. ”Men alene finansieringen af en ekstraordinær arbejdsgang bliver et mareridt.”

”Sæt i gang! Jeg skal nok finde midlerne til dig.”

”Så er der boosteren,” sagde Venkat. ”Den eneste mulighed for at sende en sonde til Mars, med planeterne i deres nuværende positioner, er, at fyre en svinsk mængde brændstof af. Vi har kun en booster, der kan det. Delta IX som eller er beregnet til EagleEye 3 Saturnsonden. Vi bliver nødt til at snuppe den. Jeg har talt med ULA, og de kan på ingen måde nå at fremstille en anden booster i tide.”

”EagleEye 3-teamet bliver pissesure, men okay,” sagde Teddy. ”Vi kan udsætte deres mission, hvis JPL får nyttelasten klar i tide.”

Bruce gned sine øjne. ”Vi vil gøre vores allerbedste.”

”Han sulter ihjel, hvis I gør mindre end det,” sagde Teddy.

Venkat nippede til sin kaffe og stirrede panderynkende på sin computerskærm. For en måned siden ville det have været utænkeligt at drikke kaffe klokken ni om aftenen. Nu var det nødvendigt brændstof. Skiftehold, omrokering af midler, allokeringer, projektjonglering, plyndring fra andre projekter … Han havde aldrig i sit liv lavet så mange krumspring før.

”NASA er en stor organisation,” tastede han. ”Den er ikke gearet til pludselige ændringer. Den eneste grund til, at vi kan slippe af sted med det, er de desperate omstændigheder. Der arbejdes mod det fælles mål at redde Mark Watney, uden at lade uenigheder afdelingerne imellem komme i vejen. Jeg kan dårligt beskrive, hvor sjældent det er. Men uanset hvad, vil dette komme til at koste titusindvis af millioner, måske flere hundrede millioner af dollars. MDV-modifikationerne alene er et helt selvstændigt projekt, der skal løbe af stablen. Forhåbentlig vil offentlighedens engagement gøre Deres opgave lettere. Vi sætter pris på deres fortsatte støtte, hr. kongresmedlem, og håber, De kan overtale komiteen til at godkende de ekstrabevillinger, vi behøver.”

Han blev afbrudt af en banken på døren. Han løftede blikket og der stod Mindy. Hun var iført joggingbukser og T-shirt, og håret var samlet i en sjusket hestehale. Overarbejde havde det med at undergrave stilbevidstheden.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” sagde Mindy.

”Det er i orden,” sagde Venkat. ”Jeg har godt af en lille afbrydelse. Hvad så?”

”Han er på farten,” sagde hun.

Venkat faldt sammen i sin stol. ”Kan det tænkes at være en prøvekørsel?”

Hun rystede på hovedet. ”Han kørte direkte væk fra Hab’et i næsten to timer, foretog en kort EVA, og kørte videre i endnu to timer. Vi mener, at EVA’en var for at skifte batteri.”

Venkat sukkede dybt. ”Måske er det bare en længere køretur? Med en overnatning?”

”Han er seksoghalvfjerds kilometer fra Hab’et,” sagde Mindy. ”Hvis det var en prøvekørsel med overnatning, ville han så ikke holde sig indenfor gåafstand?”

”Jo, han ville,” sagde Venkat. ”Fandens. Vi har haft teams til at gennemgå alle tænkelige scenarier. Det kan ikke lade sig gøre for ham at klare den til Ares 4 med den konstruktion. Vi har ikke set ham læsse hverken oxygenatoren eller vandindvinderen på. Han har ikke tilstrækkelige livsfornødenheder til at gennemføre det.”

”Jeg tror ikke, han vil til Ares 4” sagde Mindy. ”Hvis det var meningen, har han valgt en mærkelig rute.”

”Nå?” sagde Venkat.

”Han kørte syd-sydvest. Schiaparellikrateret ligger i sydøstlig retning.”

”Okay, måske er der håb,” sagde Venkat. ”Hvad laver han lige nu?”

”Genoplader. Han har sat alle solcellerne op,” sagde Mindy. ”Sidst, han gjorde det, tog det tolv timer. Jeg har tænkt mig at smutte hjem og få lidt søvn, hvis det er i orden.”

”Selvfølgelig, god ide. Vi må se, hvad han gør i morgen. Måske vender han tilbage til Hab’et.”

”Måske,” sagde Mindy uoverbevist.

”Velkommen tilbage,” sagde Cathy til kameraet. ”Vi snakker med Marcus Washington fra det Amerikanske Postvæsen. Mr. Washington, jeg har forstået, at Ares 3-missionen udløste en særlig gestus fra postvæsnets side. Kan du forklare sagen for vores seere?”

”Ja da,” sagde Marcus. ”Alle troede jo, at Mark Watney har været død i over to måneder. I det tidsrum fik postvæsnets serviceafdeling sat gang i produktionen af en serie mindefrimærker for at ære ham. Der blev trykt tyvetusind frimærker, som blev distribueret rundt til hele landet.”

”Og så viste det sig, at han er i live,” indskød Cathy.

”Nemlig,” sagde Marcus. ”Vi trykker normalt ikke frimærker med portrætter af levende mennesker. Vi standsede derfor produktion og distribution omgående, men der var allerede solgt flere tusind.”

”Er det nogensinde sket før?” spurgte Cathy.

”Nej, ikke i hele postvæsnets historie.”

”Mon ikke de frimærker er en pæn sum værd nu?”

Marcus kluklo. ”Måske. Men som sagt, der blev solgt nogle tusinde. De vil blive betragtet som sjældne, men ikke supersjældne.”

Cathy lo lidt og vendte sig igen mod kameraet. ”Vi har talt med Marcus Washington fra De Forenede Staters Postvæsen. Hvis I ligger inde et Mark Watney-mindefrimærke, skal I nok gemme det et sikkert sted. Tak, fordi De kiggede forbi, Mr. Washington.”

”Tak, fordi jeg måtte være med,” sagde Marcus.

”Vores næste gæst er dr. Irene Shields, Ares-missionernes traumepsykolog. Dr. Shields, velkommen til programmet.”

”Tak”, sagde Irene og rettede på sin mikrofonklips.

”Kender du Mark Watney personligt?”

”Selvfølgelig,” sagde Irene. ”Jeg gennemførte psykologiske evalueringer på månedsbasis for hvert medlem af besætningen.”

”Hvad kan du fortælle os om ham? Hans personlighed, hans tankegang?”

”Jo, ser du,” sagde Irene, ”han er for det første intelligent. Det er de alle, selvfølgelig. Men han er usædvanlig opfindsom og en effektiv problemknuser.”

”Det kan meget vel medvirke til at redde hans liv,” indskød Cathy.

”Ja, også i den grad,” samtykkede Irene. ”Desuden er han et optimistisk menneske. Altid i godt humør og med en fantastisk sans for humor. Altid klar til at fyre en joke af. I månederne frem til opsendelsen blev besætningen udsat for et udmattende træningsforløb. De viste alle tegn på stress og humørsvingninger. Mark var ingen undtagelse, men måden han viste det på, var at skrue op for humoren og få alle til at grine.”

”Han lyder som en alle tiders fyr,” sagde Cathy.

”Det er han virkelig,” sagde Irene. ”Hans personlighed var stærkt medvirkende til, at han blev udvalgt til missionen. En Ares-besætning skal tilbringe tretten måneder sammen. Social forligelighed er en nøglefaktor. Mark ikke blot passer ind i enhver social sammenhæng, han er også den, der får en gruppe til at fungere bedre. Det var et frygteligt slag for besætningen, at han ’døde’.”

”Og de tror stadig, han er død, er det korrekt? Ares 3-besætningen?”

”Ja, det gør de, desværre.,” bekræftede irene. Det blev besluttet fra højeste niveau, at holde sandheden skjult for dem indtil videre. Jeg er sikker på, at det ikke var nogen let beslutning.”

Cathy lod svaret vibrere i luften et øjeblik, før hun fortsatte: ”Og det bringer mig videre til at stille det uundgåelige spørgsmål: Hvad foregår der i hans hoved lige nu? Hvordan reagerer en mand som Mark Watney på en situation som denne? Strandet, alene, uden mindste anelse om at vi prøver at hjælpe?”

”Det kan man kun gisne om,” sagde Irene. ”Den største trussel er, at opgive håbet. Hvis han konkluderer, at der ikke er nogen chance for overlevelse, vil han simpelthen holde op med at kæmpe.”

”Det vil sige, at det går godt lige nu?” sagde Cathy. ”Han lader til, at udføre et hårdt stykke arbejde. Han forbereder roveren til en lang tur og prøverkører den. Han planlægger at være på stedet, når Ares 4 lander.”

”Det er en af fortolkningerne, ja,” sagde Irene.

”Er der da flere?”

Irene tænkte sig om før hun svarede. ”Når man svæver i livsfare, vil man som menneske gerne høres. Ingen ønsker at dø alene. Det er muligt, han bare vil nå frem til MAV’ens radio, så han kan tale med et andet menneske før han dør.

”Hvis han har mistet håbet, er han ligeglad med overlevelseskampen. Hans eneste fokus er at nå frem til den radio. Derefter vil han sandsynligvis vælge en lettere udvej end sultedøden. En Ares-mission har rigelige medicinske forsyninger, og der er nok morfin til en dødelig dosis.”

Efter flere sekunders fuldkommen stilhed i studiet, vendte Cathy sig mod kameraet. ”Vi vender straks tilbage.”

”Hey, Venk,” lød Bruces stemme fra højtaleren på Venkats skrivebord.

”Hej, Bruce,” sagde Venkat, mens han skrev videre på sin computer. ”Tak, fordi du tog dig tid. Jeg ville tale med dig om de forudsendte forsyninger.”

”Udmærket. Hvad tænker du på?”

”Lad os sige, at vi får dem landet lige efter bogen? Hvordan kan Mark så vide, at det er sket? Og hvordan kan han vide, hvor han kan finde dem?”

”Det har vi tænkt over,” sagde Bruce. ”Vi har et par ideer.”

”Jeg lytter,” sagde Venkat, idet han gemte sit dokument og lukkede sin laptop.

”Vi sender ham jo under alle omstændigheder noget kommunikationsudstyr, ikke sandt? Vi kan indstille det til at tænde efter landing. Det vil så sende på roverens og EVA-dragtens frekvens. Det skal selvfølgelig være et meget stærkt signal.

”Roverene blev kun designet til at kommunikere med Hab’et og hinanden; signalets udspring blev antaget til at befinde sig indenfor tyve kilometers afstand, så modtagerne er ikke hyperfølsomme. EVA-dragterne er endnu svagere. Men hvis bare vi har et stærkt signal, går det fint. Når de forudsendte forsyninger er landet, får vi deres nøjagtige placering fra satellitterne, som vi sender videre til Mark, der så kan køre ud og hente dem.”

”Men han er jo ikke opmærksom på noget signal,” sagde Venkat. ”Han har ingen grund til at lytte efter noget.”

”Det har vi også en plan for. Vi vil lave en masse skriggrønne bånd. Lette nok til at flyve omkring når de smides ud, selv i Mars’ atmosfære. Hvert bånd vil have påskriften: ”MARK, TÆND DIN RADIO”. Vi arbejder på en udløsningsmekanisme. Til brug under landingsproceduren, selvfølgelig. Det bedste vil være, at smide dem cirka tusind meter over overfladen.”

”Den er jeg med på,” sagde Venkat. ”Det eneste, han skal gøre, er at få øje på ét af dem. Der er ingen tvivl om, at han undersøger sagen, hvis han ser et skriggrønt bånd blafre.

”Venk,” sagde Bruce. ”Hvis han kører ”Watneymobilen” til Ares 4, vil alt dette være forgæves. Jeg mener, vi kan lande tingene på Ares 4, hvis vi skal, men …”

”Men han har ikke et Hab, ja, jeg ved det,” sagde Venkat. ”En ting ad gangen. Giv mig besked, når I har fundet på en udløsningsmekanisme til de bånd.”

”Okay.”

Efter samtalen åbnede Venkat sin laptop for at arbejde videre. Der lå en email fra Mindy Park og ventede. ”Watney er på farten igen.”

”Han kører stadig i lige linje,” sagde Mindy og pegede på skærmen.

”Det kan jeg se,” sagde Venkat. ”Han skal helt sikkert ikke til Ares 4, medmindre han har lagt ruten udenom en eller anden naturlig forhindring.”

”Der er intet at køre udenom,” sagde Mindy. ”Det er Acidalia Planitia.”

”Er det solceller, det der?” spurgte Venkat og pegede på skærmen.

”Ja,” sagde Mindy ”Han kører rutinen med to timers kørsel, EVA, to timers kørsel. Han er nu tohundrede og seksoghalvtreds kilometer fra Hab’et.”

De stirrede begge på skærmen.

”Øjeblik … ” sagde Venkat. ”Vent nu lige, det kan ikke passe …”

”Hvad?” spurgte Mindy.

Venkat greb ud efter en blok Post-it og en kuglepen. ”Giv mig lige hans position, og Hab’ets position.”

Mindy tjekkede sin skærm. ”Han befinder sig lige nu … 28,9 grader nord, 29,6 grader vest.” Med nogle få tast fik hun endnu en fil på skærmen. ”Hab’et ligger på 31,2 grader nord, 28,5 grader vest. Hvad er det, du ser?”

Venkat kradsede hurtigt tallene ned. ”Følg med,” sagde han og begyndte hurtigt at gå.”

”Jam’n, altså” stammede Mindy og fulgte med. ”Hvor skal vi hen?”

”SatCons frokoststue,” sagde Venkat. ”Har I stadig kortet af Mars hængende på væggen.”

”Ja, da,” sagde Mindy. ”Men det er bare en plakat fra souvenirbutikken. Jeg har de bedste digitale kort i min computer, så — ”

”Niks. Dem kan jeg ikke skrive på,” sagde han. Da de nåede frem til frokoststuen, pegede han på Marskortet på væggen. ”Det kan jeg skrive på.”

Frokoststuen var næsten tom. Der sad kun en computertekniker og drak sin kaffe. Han så forskrækket op ved synet af Venkat og Mindy, der stormede ind.

”Godt, det har breddegrader og længdegrader linjeret,” sagde Venkat. Han kastede et blik på sine små lapper og fulgte linjerne med en finger på kortet, hvorefter han satte et X med kuglepennen. ”Det er Hab’et,” sagde han.

”Hey!” udbrød teknikeren. ”Tegner du på vores plakat?”

”Jeg skal nok købe jer en ny,” sagde Venkat uden at vende sig om. Dernæst satte han et nyt X. ”Det er hans nuværende position. Find mig en lineal. ”

Mindy kiggede febrilsk rundt. Da hun ikke kunne finde en lineal, snuppede hun teknikerens lommebog.

”Hey!” protesterede teknikeren.

Med lommebogen som lineal, trak Venkat en lige linje fra Hab’et til Marks position og førte den videre derfra. Så trådte han et skridt tilbage.

”Nemlig! Det er dér, han er på vej hen!” udbrød Venkat begejstret.

”Åh!” sagde Mindy.

Linjen gik direkte igennem en stor, gul prik på kortet. ”Pathfinder!” sagde Mindy. ”Han er på vej til Pathfinder!”

”Jeps,” sagde Venkat. ”Nu sker der endelig noget. Han har noget i retning af ottehundrede kilometer foran sig. Han kan sagtens nå derud og tilbage igen på de forsyninger, han har med sig.”

”Og tage Pathfinder og Sojourners rover med sig tilbage,” tilføjede Mindy.

Venkat fandt sin mobil frem. ”Vi mistede kontakten til Pathfinder i 1997. Hvis han kan gå online igen, kan vi kommunikere. Måske skal der kun en rensning af solceller til. Og hvis problemet skulle være mere end det, så er manden jo ingeniør!” Mens han tastede en opkaldskode, tilføjede han: ”Det er jo hans job at fikse den slags.”

Med hvad der føltes som det første smil i ugevis, holdt han mobilen til øret. ”Bruce? Det er Venkat. Situationen har lige ændret sig. Watney er på vej til Pathfinder. Nemlig! Ja, nemlig, ja! Støv alle op, som arbejdede på det projekt og få dem ud til JPL omgående. Jeg tager det næste fly.”

Han afbrød og så på kortet med et stort smil. ”Mark, din udspekulerede fusker!”