Kapitel 25

LOG NOTAT: SOL 505

Endelig fremme. Jeg er ved MAV’en!

Okay, lige i dette sekund er jeg tilbage i Roveren. Men jeg har været inde i MAV’en for at foretage et systemtjek og boot-up. Jeg var nødt til at beholde min EVA-dragt på hele tiden, fordi der ikke er noget livsopretholdende system i gang endnu.

Den kører sit eget fejlfindingsprogram lige nu, mens jeg pøser oxygen og nitrogen på gennem roverens slanger. Det er alt sammen en del af MAV’ens design. Den medbringer ikke luft. Hvorfor skulle det være nødvendigt? Det er overflødig vægt, når man har et Hab fuldt af luft lige ved ved siden af.

Jeg forestiller mig, at folkene hos NASA lader champagnepropperne springe lige nu, og sender mig en masse beskeder. Jeg skal nok læse dem om lidt, men en ting ad gangen: Nu skal MAV’en tankes op med luft, så jeg frit kan arbejde derinde.

Dernæst venter den langtrukne samtale med NASA. Okay, ikke hvad indholdet angår, men transmissionstiden på fjorten minutter mellem her og Jorden er en smule kedelig.

(13:07) HOUSTON: Tillykke fra alle os her på Mission Control! Godt klaret. Hvad er din status?”

(13:21) MAV: Tak! Ingen helbredsproblemer af nogen art. Rover og trailer er godt slidte, men stadig fungerende. Oxygenator og regulator kører fint. Jeg medbragte ikke vandindvinder. Kun vand. Masser af kartofler tilbage. Det rækker til 549.

(13:50) HOUSTON: Godt at høre. Hermes er stadig på kurs mod forbiflyvning på sol 549. Som du ved, skal MAV’en af med en del vægt, for at nå ud til mødet med Hermes. Vi sender dig procedurene i løbet af i dag. Hvor meget vand har du? Hvad gør du med urin?

(13:50) MAV: Jeg har 550 liter vand tilbage. Jeg har dumpet urin på vejen hele rejsen hertil.

(14:50) HOUSTON: Spar på alt vand. Slut med urin-dumping. Opbevar det. Tænd roverens radio og lad den stå tændt. Vi kan kontakte den via MAV’en.

Bruce traskede ind i Venkats kontor og lod sig uden videre dumpe ned i en stol. Han smed sin mappe og lod armene hænge slapt ned.

”Haft en god flyvetur?” spurgte Venkat.

”Jeg kan kun svagt huske, hvad søvn er,” sagde Bruce.

”Er proceduren klar?” spurgte Venkat.

”Ja, den er klar. Men du vil ikke kunne lide det.”

”Kom med det.”

Bruce rejste sig op med en kraftanstrengelse og tog sin mappe. Han tog et hæfte ud. ”Husk venligst på, at dette er det endelige resultat af tusindvis af arbejdstimer, tests og ekspertiseudveksling mellem JPL’s bedste folk.”

”Jeg er ikke i tvivl om, at det var svært at trimme et rumskib, der allerede er designet til at være så let som muligt,” sagde Venkat.

Bruce skubbede hæftet hen over bordet til Venkat. ”Problemet er hastigheden ved mødet. MAV’en er designet til at nå ud i et lavt Mars-kredsløb, hvilket kun kræver 4,1 km/sek. Men Hermes’ forbiflyvning sker med 5,8 km/sek.

Venkat bladrede gennem siderne. ”Kan jeg få en opsummering?”

”Først vil vi tilføre brændstof. MAV’en laver sit eget brændstof af Mars’ atmosfære, men det er begrænset af, hvor meget hydrogen, den har til rådighed. Den medbragte nok til at lave de 19.397 kg brændstof, som den var designet til at gøre. Hvis vi kan give den mere hydrogen, kan den lave mere.”

”Hvor meget mere?”

”For hvert kg hydrogen, kan den lave tretten kg brændstof. Watney har femhundrede og halvtreds liter vand. Vi lader ham elektrolysere det for at få tres kg hydrogen.” Bruce rakte ind over skrivebordet og bladrede et par sider frem, hvor han pegede på et diagram. ”Det kan brændstofprocessoren få syvhundrede og firs kg brændstof ud af.”

”Hvad skal han så drikke, hvis han elektrolyserer alt sit vand?”

”Han skal kun bruge halvtreds liter i den tid, han har tilbage. Og den menneskelige krop låner kun vand. Vi beder ham om også at elektrolysere sin urin. Vi skal bruge al den hydrogen, vi kan få fat i.”

”Aha. Og hvor meget giver syvhundrede og firs kg brændstof os?” spurgte Venkat.

”Det giver os en 300 kilos kapacitet til nyttelast. Det hele handler om brændstof overfor nyttelast. MAV’ens vægt ved take-off ligger over 12.600 kilo. Selv med ekstra brændstof skal vi helt ned på 7.300 kilo. Derfor handler resten af folderen om, hvordan vi fjerner over 5.000 kilo fra rumskibet.”

Venkat lænede sig tilbage. ”Gennemgå det hele for mig.”

Bruce trak et andet eksemplar af hæftet op af mappen. ”Der var først og fremmest et par rene foræringer. Designet giver som udgangspunkt kapacitet til at indeholde femhundrede kilo sten- og jordprøver fra Mars. Det gør vi selvfølgelig ikke. Desuden har vi kun én passager i stedet for seks, hvilket sparer femhundrede kilo, hvis man regner med deres vægt plus dragter og udstyr. Vi kan derudover fjerne de fem overflødige accelerationssæder. Og selvfølgelig fjerner vi alt uvigtigt udstyr: Førstehjælpskasse, værktøjskasse, fastspændingsseler og alt, hvad der ikke er naglet fast. Samt en smule som er.

”Og i næste omgang,” fortsatte han,” smider vi alt livsopretholdende udstyr. Tankene, pumperne, varmere, luftslanger, CO2-absorbtionsystem, selv isolationen på indersiden af skroget. Vi behøver det ikke. Vi vil have, at Watney har sin EVA-dragt på under hele turen.”

”Bliver det så ikke besværligt for ham at betjene styringen?” spurgte Venkat.

”Major Martinez fjernstyrer MAV’en fra Hermes. Den er jo i forvejen designet til fjernstyring. Det var trods alt sådan, den blev landet.”

”Hvad hvis noget går galt?” spurgte Venkat.

”Martinez er den bedst trænede pilot,” sagde Bruce. ”I en nødsituation er det ham, man gerne vil have til at styre skibet.”

”Hmm,” sagde Venkat tvivlrådigt. ”Vi har aldrig prøvet at fjernstyre et bemandet skib før. Men okay, fortsæt.”

”Eftersom Watney ikke skal flyve skibet,” fortsatte Bruce, ”behøver han hverken styrepaneler, strøm eller dataforsyning.”

”Hold da op,” sagde Venkat. ”Vi skræller virkelig ind til benet.”

”Jeg er kun lige begyndt,” sagde Bruce.

”Strømbehovet er dramatisk reduceret, nu da de livsopretholdende systemer er væk, så vi smider tre af de fem batterier og reservestrømsystemet. Det orbitale manøvreringssystem har tre overflødige hjælpemotorer. Dem skiller vi os også af med. Desuden kan det sekundære og teriære kommunikationssystem også ryge ud til højre.”

”Vent, hva’?” sagde Venkat chokeret. ”Du vil have en fjernstyret opstigning uden et backup kommunikationssystem?”

”Det gør ingen nytte,” sagde Bruce. ”Hvis kommunikationssystemet ryger under opstigning, vil det tage for lang tid for en back-up at tage over. Det hjælper os ikke.”

”Det begynder at blive meget risikabelt,” Bruce.”

Bruce sukkede. ”Det er jeg klar over. Det er bare ingen vej udenom. Og så er jeg ikke engang nået til den slemme del endnu.”

Venkat gned sin pande. ”Hold dig ikke tilbage. Sig frem! Lad mig høre om den slemme del.”

”Godt, vi vil fjerne luftslusen i spidsen af raketten, vinduerne og skrogets Panel Nitten.”

Venkat blinkede. ”Du fjerner hele rumskibets front, siger du?”

”Det er korrekt,” sagde Bruce. ”Luftslusen i spidsen letter os for firehundrede kilo. Vinduerne er også ret så tunge, og da de er forbundet til skrogets Panel Nitten, kan vi lige så godt tage dem med, nu vi er i gang.”

”Han skal altså opsendes med et kæmpestort hul forrest på skibet?”

”Vi instruerer ham i at dække det med Hab-lærred.”

”Hab-lærred? Til en tur ud i kredsløb!?”

Bruce trak på skuldrene. ”Skrogets funktion er hovedsagelig at holde luften inde. Mars’ atmosfære er så tynd, at man ikke behøver en masse aerodynamiske finesser. Når skibet først flyver hurtigt nok, til at luftmodstand begynder at gøre sig gældende, vil det være så højt oppe, at der praktisk talt ikke er nogen luft. Vi har kørt alle simulationerne igennem. Det burde gå fint.”

”Du sender ham ud i rummet med en pressenning over sig?”

”I det store og hele, ja.”

”Som et vrag af en ladvogn?”

”Ja. Må jeg fortsætte?”

”Selvfølgelig. Kan ikke vente.”

”Vi vil også bede ham fjerne bagpanelet i trykkabinen. Det er det eneste andet panel, han kan fjerne med de redskaber, han har til rådighed. Desuden smider vi også reserve-brændstofpumpen ud. Ked af at miste den, men den vejer for meget i forhold til dens nytteværdi. Og så snupper vi Første Trin-motoren.”

”En hel motor?”

”Ja. Boosteren til Første Trin fungerer stadig fint, hvis der ryger en motor. Det sparer os for en enorm mængde vægt. Ganske vist kun i Første Trin-stadiet, men alligevel. Vi sparer ret meget brændstof på det.”

Bruce tav.

”Var det alt?” spurgte Venkat.

”Ja.”

Venkat sukkede. ”Du har fjernet størsteparten af skibets sikkerhed-backups. Hvordan påvirker det den estimerede risiko for, at det går galt?”

”Risikoen ligger oppe omkring de fire procent.”

”Du almægtige!” sagde Venkat. ”Normalt begiver vi os ikke engang ud i teoretiske overvejelser om noget så risikabelt.”

”Det er altså, hvad vi har at komme med, Venk,” sagde Bruce. ”Vi har testet det hele og kørt simulationer til den store guldmedalje. Vi burde kunne gennemføre det, hvis alting virker som det burde.”

”Okay.” sagde Venkat. ”Jamen, så er alt jo i skønneste orden.”

(08:41) MAV: Er I blevet fuldstændig sindssyge?

(09:55) HOUSTON: Vi indrømmer, at det er meget invasive modifikationer, men de må gøres. Proceduredokumentet, vi har sendt, indeholder instrukser for, hvordan hvert af disse trin udføres med det værktøj, du har til rådighed. Desuden må du begynde at elektrolysere vand for at skaffe hydrogen til brændstofprocessoren. Vi sender dig procedurer hertil snarest.

(09:09: MAV: I sender mig en tur ud i rummet med kalechen nede.

(09:24)HOUSTON: Der kommer Hab-lærred over hullerne. Det giver tilstrækkelig aerodynamik i Mars’ atmosfære.

(09:38) MAV: Så det bliver med sommertag. Det var bedre.


LOG NOTAT: SOL 506

I min rigelige fritid under min tur hertil, designede jeg et ”værksted”. Jeg tænkte, jeg godt kunne bruge noget plads til at arbejde på ting og sager, uden at skulle hoppe i en EVA-dragt. Jeg udtænkte en strålende plan, hvorved det nuværende soveværelse ville blive til regulatorens og oxygenatorens nye hjem, mens den derefter tomme trailer kunne blive mit værksted.

Det er en latterlig plan, og jeg sætter den ikke i værk.

Jeg skal bare bruge et område med lufttryk, som jeg kan arbejde i. Jeg fik overbevist mig selv om, at soveværelset ikke var en mulighed, fordi det er besværligt at få ting og sager derind. Men så slemt er det heller ikke.

Det skal tilsluttes roverens luftsluse, og det bliver en irriterende proces at slæbe ting derind: Tag tingene ind i roveren, tilslut soveværelset til luftslusen fra indersiden, pust den op, bær tingene ind i soveværelset. Jeg vil også blive nødt til at tømme soveværelset for alt værktøj og udstyr, så jeg kan folde det sammen, hver gang jeg skal ud på en EVA.

Så ja, det bliver fandme en pind i røven, men det eneste, det koster mig, er tid. Og på den front har jeg rent faktisk masser at give af. Jeg har treogfyrre sole endnu før Hermes flyver forbi. Når jeg ser på proceduren, som NASA har udtænkt til modifikationerne, kan jeg bruge MAV’en som arbejdsplads.

NASAs galninge vil have mig til at udføre alle tænkelige overgreb på MAV’en, men jeg behøver dog ikke at åbne skroget før til sidst. Det første jeg skal gøre, er at komme af med en masse rod, så som stole, kontrolpaneler og den slags. Når det er væk, er der en masse plads, jeg kan bruge til at arbejde i.

Men i dag gjorde jeg ikke noget ved den snart-molestrerede MAV. I dag handlede det kun om systemtjek. Nu da jeg igen er i kontakt med NASA, må jeg også vende tilbage til de hundrede procent idiotsikrede løsninger. Sært nok har NASA ikke den store fidus til min rå lappeløsning til roveren eller mit system med ophobning af alting i traileren. De fik mig til at køre fuldt systemtjek på hver eneste enkeltstående komponent.

Tingene fungerer stadig fint, selvom de er ved at være slidt godt ned. Regulatoren og oxygenatoren er ikke længere optimalt effektive (for at sige det mildt), og traileren lækker lidt luft på daglig basis. Ikke nok til at forårsage problemer, men forseglingen er ikke intakt. NASA har det ret stramt med det, men vi har ingen alternativer.

Derefter fik de mig til at gennemføre fuld diagnostik på MAV’en. Den er i lang bedre stand. Alting er skinnende, uberørt og perfekt fungerende. Jeg havde næsten glemt, hvordan ny hardware ser ud.

Synd, at jeg bliver nødt til at splitte det hele ad.

”Du slog Watney ihjel,” sagde Lewis.

”Øv, ja,” sagde Martinez og gloede ærgerligt på skærmen. Ordene ”Kollision med terræn,” blinkede anklagende.

”Det var også en grim finte, jeg lavede med ham,” sagde Johanssen. ”Jeg gav ham en funktionsfejl på højdemålingen og fik Motor Tre til at gå ud for tidligt. Det er en dræberkombi.”

”Burde ikke være endt med mislykket mission,” sagde Martinez. ”Jeg skulle have set den fejlmåling. Den var langt fra normalen.”

”Træk bare vejret,” sagde Lewis. ”Det er derfor, vi tester.”

”Javel, kaptajn,” sagde Martinez. Han rynkede panden og fortsatte med at stirre på skærmen.

Lewis ventede på, at han fik rystet forskrækkelsen af sig. Da det ikke skete, lagde hun en hånd på hans skulder.

”Du skal ikke være for hård ved dig selv,” sagde hun. ”De gav dig kun to dages træning med fjernstyring af opsendelse. Det skulle kun kunne ske, hvis vi afblæste missionen allerede før landing; et red-hvad-reddes-kan scenarie, hvor vi skulle sende MAV’en op for at fungere som en satellit. Det var ikke direkte relateret til missionen, så de pressede dig ikke på den del. Nu da Mark Watneys liv afhænger af det, har du tre uger til at få rettet op på det, og jeg er ikke i tvivl om, at du kan klare det.”

”Javel, kaptajn,” sagde Martinez og løsnede op for det bistre ansigtsudtryk.

Johanssen nulstillede simulationen. ”Noget særligt, du gerne vil prøve?”

”Overrask mig,” sagde Martinez.

Lewis forlod kontrolrummet og bevægede sig frem til reaktoren. I takt med at hun steg ”op” ad stigen til skibets centrale del, faldt centripetalkraftens påvirkning til nul. Vogel så op fra en computerkonsol. ”Er der noget, kaptajn?”

”Hvordan har motorerne det?” spurgte hun og greb fat i et håndtag monteret i væggen, for at holde sig stabil i det langsomt roterende rum.

”Alting fungerer acceptabelt,” sagde Vogel. ”Lige nu foretager jeg diagnostik på reaktoren. Jeg går ud fra, at Johanssen har travlt med at opsendelsestræningen. Måske jeg bare udfører dette tjek for hende.”

”God ide,” sagde Lewis. ”Og hvordan med vores kurs?”

”Alt vel,” sagde Vogel. ”Ingen tilpasninger er nødvendige. Vi er stadig på kurs til planlagt møde, med en margin på fire meter.”

”Hold mig underrettet, hvis noget ændrer sig.”

”Ja, kaptajn.”

Lewis svævede over til den modsatte side af skibets kerne og tog den anden stige ud. Tyngdekraften tog fat i hende i takt med, at hun bevægede sig ”nedad”. Hun fortsatte frem til klargøringsrummet ved Luftsluse 2.

Beck holdt en rulle metaltråd i den ene hånd og et par arbejdshandsker i den anden. ”Hej, kaptajn. Hvad så?”

”Jeg vil gerne høre din plan for at få Mark sikkert i havn.”

”Det er let nok, hvis mødet går, som det skal,” sagde Beck. ”Jeg er lige blevet færdig med at sætte alle vores disponible tøjringsliner sammen til én lang line. Den er tohundrede og fjorten meter lang. Med MMU’en fastspændt på ryggen, får jeg let ved at bevæge mig omkring. Jeg kan uden nogen risiko nå op på omkring ti meter i sekundet. Øger jeg hastigheden, risikerer jeg at sprænge linen, hvis jeg ikke når at standse i tide.”

”Og når du så er fremme hos Mark, hvor stor en relativ fart kan du håndtere?”

”Jeg kan let gribe MAV’en ved fem meter per sekund. Ti meter per sekund vil være som at springe på et kørende tog. Højere hastighed end det, indebærer en risiko for at jeg misser.”

”Det vil sige, at medregnet MMU’ens hastighed, skal vi have skibet til at bevæge sig tyve meter per sekund eller derunder i forhold til hans hastighed.”

”Dertil kommer, at opsamling skal finde sted indenfor tohundrede og fjorten meter,” sagde Beck. ”Snæver fejlmargin.”

”Vi har rigeligt spillerum,” sagde Lewis. ”Opsendelse vil finde sted to og halvtreds minutter før mødet, og det tager tolv minutter. Så snart Marks Trin 2 motor slår fra, kender vi vores mødepunkt og hastighed. Hvis det ikke passer os, har vi fyrre minutter til at korrigere. Vores motors to milimeter per sekund virker måske ikke af meget, men på fyrre minutter får den rykket os cirka 5,7 kilometer.”

”Godt,” sagde Beck. ”Og to hundrede og fjorten meter er i sig selv ikke så svær en grænse at arbejde indenfor.”

”Jo, det er,” sagde Lewis.

”Hør lige,” sagde Beck. ”Jeg ved godt, at jeg ikke bør gå ud uden at være spændt fast, men uden min line, kunne jeg nå pænt langt derud —”

”Det er udelukket,” sagde Lewis.

”Men vi kunne fordoble eller tredoble vores rækkevidde til opsamling indenfor sikkerhedsgrænsen —”

”Så taler vi ikke mere om det,” sagde Lewis skarpt.

”Javel, kaptajn.”


LOG NOTAT: SOL 526

Ikke mange kan sige, at de har vandaliseret et rumskib til tre milliarder dollars, men jeg er én af dem.

Jeg har hevet uundværligt hardware ud af alle stationer i MAV’en. Det er rart at vide, at min opsendelse til orbital kurs ikke vil blive hæmmet af irriterende backup-systemer.

Jeg begyndte med at fjerne de små ting. Dernæst kom de ting, jeg kunne skille ad, som for eksempel besætningens flyvesæder, adskillige backup-systemer samt kontrolpaneler.

Jeg improviserer ikke her. Jeg følger de retningslinjer, NASA har sendt og som er udformet til at gøre tingene så lette som muligt. Somme tider savner jeg tiden, hvor jeg traf alle beslutningerne selv. Men så tager jeg mig sammen og erkender, at jeg absolut er bedre stillet med at en flok genier beslutter, hvad jeg skal gøre, i stedet for at improvisere mig frem på må og få.

Med jævne mellemrum tager jeg dragten på, og kravler ind i luftslusen med så meget ragelse, jeg kan få med, og smider det udenfor. Området omkring MAV’en ligner omgivelserne i Sanford and Son.

Jeg kender Sanfod and Son fra Lewis’ samling. Alvorligt talt, den kvinde bør søge hjælp til sit halvfjerdserproblem.


LOG NOTAT: SOL 529

Jeg laver vand om til raketbrændstof.

Det er lettere end man skulle tro.

At adskille hydrogen og oxygen kræver kun et par elektroder og lidt strøm. Problemet består i at opsamle hydrogenet. Jeg har intet udstyr til at trække hydrogen ud af luften med. Den atmosfæriske regulator ved ikke engang, hvordan det skal gøres. Sidste gang jeg måtte hive hydrogen ud af luften (dengang jeg lavede Hab’et om til en bombe), brændte jeg det, for at lave det om til vand. Det ville selvfølgelig være kontraproduktivt her.

Men NASA har tænkt det hele igennem og givet mig en proces at arbejde med. Først koblede jeg rovere og trailer fra hinanden. Dernæst, stadig iført min EVA-dragt, fjernede jeg trykket fra traileren og genfyldte den med ren oxygen til en fjerdedel atmosfære. Så åbnede jeg en plasticboks fuld af vand og lagde et par elektroder i det. Det var derfor, jeg skulle bruge atmosfæren. Uden den ville vandet bare begynde at koge med det samme, og så ville jeg stå der i al dampen.

Elektrolysen adskilte hydrogen og oxygen. Nu indeholdt traileren endnu mere oxygen og derudover hydrogen. Faktisk ret farligt.

Så fyrede jeg op for den atmosfæriske regulator. Jeg ved godt, jeg sagde, at den ikke genkender hydrogen, men oxygen kan den sagtens fjerne fra luften. Jeg brød alle sikkerhedsregler og satte den til at fjerne 100 procent af oxygenmængden. Da det var gjort, var der kun hydrogen tilbage i traileren. Det var derfor, jeg lagde ud med en atmosfære af ren oxygen, så regulatoren kunne udskille det senere.

Herefter satte jeg roverens luftsluse til at køre med inderdøren åben. Luftslusen troede, den evakuerede sig selv, mens den rent faktisk evakuerede hele traileren. Luften blev oplagret i luftslusens opbevaringstank. Og værsgo’, mine damer og herrer, en tank fuld af ren hydrogen.

Jeg slæbte luftslusens opbevaringstank hen til MAV’en og overførte indholdet til MAV’ens hydrogentanke. Jeg har sagt det mange gange før, men: Hurra for standardiserede ventilsystemer!

Til sidst fyrede jeg op for brændstofprocessoren, der gik i gang med at lave det ekstra brændstof, jeg skal bruge.

Jeg kommer til at køre processen adskillige flere gange, mens opstigningsdatoen nærmer sig. Jeg må endda til at elektrolysere min urin. Det skal nok give en herlig lugt i traileren.

Hvis jeg overlever dette, kan jeg sige til folk, at jeg pissede raket­brændstof.

(19:22) JOHANSSEN: Hej, Mark.

(19:23) MAV: Johanssen!? Vor herre på lokum! Lader de jer endelig tale direkte med mig?

(19:24) JOHANSSEN: Ja, NASA gav grønt lys for kommunikation for en time siden. Vi er kun 35 lyssekunder fra hinanden, så vi kan tale i næsten-realtid. Jeg har lige sat systemet op og afprøver det.

(19:24) MAV: Hvorfor tog det dem så længe, at lade os snakke?”

(19:25) JOHANSSEN: Psych-teamet var bekymrede for personlige konflikter.

(19:25) MAV: Hvad? Bare fordi, I forlod mig på en gudsforladt planet uden en chance for at overleve?

(19:26) JOHANSSEN. Sjovt. Du fyrer ikke den slags jokes af på Lewis.

(19:27) MAV: Forstået. Nå, men … Tak, fordi I kommer tilbage og henter mig.

(19:27) JOHANSSEN: Det er det mindste, vi kunne gøre. Hvordan går det med modifikationerne på MAV’en?

(19:28): MAV: Så langt, så godt. NASA har lagt mange tanker i procedurerne. Det fungerer. Det betyder ikke, at det er let. Jeg har brugt de sidste tre dage på at fjerne Panel 19 og fronvinduet. Selv i Mars-g er det noget tungt skrammel.

(19:29) JOHANSSEN: Når vi samler dig op, vil jeg give dig dit livs tur i sengen. Bered din krop.

(19:29) JOHANSSEN: Det var ikke mig, der skrev det. Det var Martinez! Jeg vendte mig bare fra skærmen i ti sekunder!

(19:29) MAV: Hvor har jeg dog savnet jer, gutter.


LOG NOTAT: SOL 543

Sådan … færdig?

Eller, det vil jeg da mene.

Jeg gjorde alt, hvad der stod på listen. MAV’en er klar til at flyve. Og om seks sole, er det netop, hvad den vil gøre. Håber jeg.

Måske vil den slet ikke røre sig ud af stedet. Jeg fjernede trods alt en motor. Der kan også være gået ged i en hel masse andre ting i løbet af processen. Der er ingen mulighed for at teste opstigningsfasen. Når man først antænder den, er den antændt.

Alt andet vil imidlertid gennemgå tests fra nu og til opstigning. Nogle bliver udført af mig, andre fjernstyret af NASA. De fortæller mig intet om odds og hvilken fejlmargin, der opereres med, men jeg gætter på, at det er den største i verdenshistorien. Yuri Gagarin havde et mere pålideligt og sikkert rumskib end jeg har.

Og sovjetiske rumskibe var dødsfælder.

”Godt så,” sagde Lewis. ”I morgen er den store dag.”

Besætningen svævede i Rec’et. De havde ophævet skibets rotation som forberedelse til den snarlige operation.

”Jeg er klar,” sagde Martinez. ”Johanssen smed alt, hvad hun havde i hovedet, på mig. Jeg gennemgik samtlige orbitale scenarier.”

”Med undtagelse af katastrofale fiaskoer,” korrigerede Johanssen.

”Ja, okay,” sagde Martinez. ”Der er ligesom ikke nogen mening med at simulere en opstigningseksplosion. Så er det bare sket.”

”Vogel,” sagde Lewis. ”Hvordan er vores kurs?”

”Den er perfekt,” sagde Vogel. ”Vi er indenfor en meter af den planlagte kurs og to centimeter per sekund af projekteret hastighed.”

”Godt,” sagde hun. ”Beck, hvad med dig?”

”Alt er klart,” kaptajn,” sagde Beck. ”Tøjringslinerne er knyttet sammen og rullet op i Luftsluse 2. Min dragt og MMU er klargjort og i orden.”

”Okay, slagplanen er ret indlysende,” sagde Lewis. Hun greb ud efter et håndtag i væggen for at standse den lille drift, hun havde oparbejdet. ”Martinez flyver MAV’en, Johanssen er systemoperatør på opstigningen. Beck og Vogel, jeg vil have jer ude i Luftsluse 2 med yderdøren åben, før MAV’en overhovedet begynder at lette. I kommer til at vente i tooghalvtreds minutter, men jeg vil ikke risikere noget som helst teknisk bøvl med luftslusen eller jeres dragter. Når vi er fremme ved mødestedet, bliver det Becks opgave at få fat i Watney.”

”Han kan godt risikere, at være i en slem forfatning, når jeg får fat i ham,” sagde Beck. ”MAV’en er skrællet til benet og den når op på tolv g under opstigning. Han kan meget vel være bevidstløs, måske med indre blødninger.”

”Så er det godt, du er læge,” sagde Lewis. ”Vogel, hvis alt går efter planen, trækker du Beck og Watney tilbage ombord med linen. Hvis tingene går skævt, er du Becks backup.”

”Ja,” sagde Vogel.

”Jeg ville ønske, der var mere, vi kunne gøre lige nu,” sagde Lewis. ”Men indtil videre, kan vi kun vente. Jeres arbejdsskemaer er slettet. Alle videnskabelige eksperimenter er suspenderede. Sov, hvis I kan, dobbelttjek jeres udstyr, hvis I ikke kan.”

”Vi skal nok få fat I ham, kaptajn,” sagde Martinez, idet de andre svævede ud. ”Om fireogtyve timer har vi Mark Watney hos os her i dette rum.”

”Lad os håbe det, major,” sagde Lewis.

”Afsluttende kontrol for denne vagt er fuldført,” sagde Mitch i sit headset. ”Tidtager.”

”Go, Flight Control” sagde tidtageren.

”Tid indtil MAV-opsendelse?”

”Seksten timer, ni minutter, fyrre sekunder … markerer vagtskifte.”

”Noteret. Alle stationer: Flyveleders vagtskifte.” Han tog sit headset af og gned øjnene.

Brendan Hutch tog imod headset’et og satte det på. ”Alle stationer, Flyveleder er nu Brendan Hutch.”

”Ring til mig, hvis der sker noget,” sagde Mitch. ”Hvis ikke, ses vi i morgen.”

”Se at få noget søvn, boss,” sagde Brendan.

Venkat så til fra observationskabinen. ”Hvorfor spørge tidtageren?” mumlede han. ”Der er et enormt missions-ur på den centrale skærm.”

”Han er nervøs,” sagde Annie. ”Det er sjældent set, men sådan opfører Mitch Henderson sig, når han er nervøs. Han dobbelt- og trippeltjekker alt.”

”Fair nok,” sagde Venkat.

”De har for resten slået lejr ude på plænen, ” sagde Annie. ”Reportere fra hele verden. Vores presselokaler kan ikke rumme dem.”

”Medierne elsker et drama.” Han sukkede. ”I morgen er det overstået, på den ene eller anden måde.”

”Hvad er vores rolle i alt dette?” spurgte Annie. ”Hvis noget går galt, hvad kan Mission Control så gøre?”

”Intet,” sagde Venkat. ”Vi er ikke til nogen som helst nytte.”

”Intet?”

”Det hele sker tolv lysminutter væk herfra. Det betyder, at det vil tage fireogtyve minutter for dem at få svar på ethvert spørgsmål, de måtte stille. Hele opsendelsesprocessen er kun tolv minutter lang. De er på egen hånd.”

”Vi er altså fuldstændig hjælpeløse?”

”Ja,” sagde Venkat. ”Surt, ikke?”


LOG NOTAT: SOL 549

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke er ved at skide i bukserne. Om fire timer skal en gigantisk eksplosion sende mig flyvende ud i kredsløb om Mars. Det har jeg gjort et par gange før, men aldrig med en nødrigget rodebunke som denne.

Lige nu sidder jeg i MAV’en. Jeg har dragten på, fordi der er et stort hul fortil i skibet, hvor vinduet og en del af skroget plejede at være. Jeg ”afventer opsendelses-instrukser.” Faktisk afventer jeg bare opsendelse. Jeg har faktisk ikke selv noget med det at gøre. Jeg skal bare sidde i accelerationssædet og håbe det bedste.

I aftes spiste jeg min sidste måltidspakke. Det var det første ordentlige måltid, jeg har fået i ugevis. Jeg efterlader enogfyrre kartofler på Mars. Så tæt kom jeg på at sulte.

Jeg har omhyggeligt samlet prøver under min rejse. Men jeg kan ikke tage nogen af dem med mig. Jeg har derfor lagt dem i en beholder få hundrede meter herfra. Måske sender de en gang en sonde hertil for at samle dem op. Så kan man lige så godt gøre dem let tilgængelige.

Det er så det. Der er intet herefter. Der findes end ikke en afbrydelsesprocedure. Hvorfor skulle man udarbejde sådan en? Vi kan ikke udsætte opsendelsen. Hermes kan ikke standse og vente. Uanset hvad, så fyrer vi den af ved planlagt tid.

Jeg står overfor det meget realistiske udfald, at jeg måske dør i dag. Ikke nogen rar tanke.

Det ville ikke være så slemt, hvis MAV’en eksploderede. Jeg ville end ikke vide, hvad der skete, men hvis jeg ikke når frem til mødet, vil jeg bare svæve rundt i rummet, indtil jeg ikke har mere luft tilbage. Jeg har en nødplan til den situation. Jeg sænker oxygenniveauet til nul og indånder ren nitrogen, indtil jeg bliver kvalt. Det ville ikke føles så slemt. Lungerne har ikke evnen til at mærke manglen på oxygen. Jeg bliver bare træt, falder i søvn og dør.

Jeg kan stadig ikke fatte, at det var så det. Jeg flyver virkelig væk. Denne iskolde ørken har været mit hjem i halvandet år. Jeg fandt ud af, hvordan man overlever for en tid, og jeg vænnede mig til, hvordan tingene fungerer. Min skrækindjagende kamp for at holde mig i live, blev på en eller anden måde til rutine. Stå op om morgenen, spise morgenmad, passe mine afgrøder, reparere ødelagt udstyr, spise frokost, besvare e-mail, se TV, spise aftensmad, gå i seng. En moderne landmands liv.

Så blev jeg langturschauffør og tog den store tur ud i verden. Og til sidst, bygningsarbejder, der ombyggede et rumskib på måder, ingen nogensinde havde overvejet før nu. Jeg har bedrevet lidt af hvert, for jeg er den eneste her, som kan gøre det.

Det er alt sammen slut. Jeg har ikke flere opgaver at løse. Ikke flere naturkræfter at overvinde. Jeg har spist min sidste Mars-kartoffel. Jeg har sovet i roveren for sidste gang. Jeg har sat mine sidste fodspor i det støvfine, røde sand. Jeg forlader Mars i dag, på den ene eller anden måde.

Fandme også på tide.

Загрузка...