The Martian

Kapitel 2

LOG NOTAT: SOL 7

Okay, jeg har fået en god nats søvn, og tingene forekommer ikke så håbløse, som de gjorde i går.

I dag gjorde jeg lagerstatus over forsyninger, og gik udenfor på en hurtig EVA for at gennemgå det eksterne udstyr. Min situation ser sådan ud:

Overflademissionen skulle have varet enogtredive dage. Som ekstra sikkerhed havde forsyningssonderne fødevarer nok til at dække hele besætningens behov i femoghalvtreds dage. I tilfælde af at en eller to af sonderne fik problemer, ville vi stadig have tilstrækkelig mad til at fuldføre missionen.

Vi var seks dage inde i forløbet, da helvede brød løs, så det efterlader mad nok til seks mennesker i halvtreds dage. Da jeg er den eneste tilbageværende, vil forsyninger vare i trehundrede dage. Og det er uden at rationere. Jeg har altså et pænt stykke tid.

Jeg er også godt forsynet med EVA-dragter. Hvert besætningsmedlem har to rumdragter: En trykdragt til brug under opstigning og nedstigning, og den tungere og robuste EVA-dragt som bæres ved overfladeoperationer. Der var gået hul på min trykdragt, og selvfølgelig havde besætningen deres på, da de returnerede til Hermes. Men samtlige seks EVA-dragter er der, alle i perfekt stand.

Hab’et holdt sig uden problemer oprejst i stormen. Men udenfor ser det ikke så godt ud. Jeg kan ikke finde satellitparabolen. Den er sikkert blevet blæst flere kilometer væk.

MAV’en er selvfølgelig væk. Mine besætningskammerater tog den med sig op til Hermes. Bunden er der dog stadig (den nederste halvdel, som kun bruges til landing ved ankomst). Der er ingen grund til at tage den med op, når vægt altid er vores fjende. Bunden inkluderer landingsudstyret, brændstofprocessoren og alt andet som NASA ikke mente, den skulle bruge under turen tilbage til kredsløb.

MDV’en ligger på siden med en flænge i skroget. Kunne se ud som om, stormen flåede beskyttelsesværnet af reserve-bremseskærmen (som vi ikke behøvede at bruge ved landing). Da bremseskærmen blev udløst, slæbte den MDV’en rundt med sig og slyngede den mod hver en sten i området. Jeg kan dog ikke påstå, at den ville have været til nogen særlig nytte for mig. Den har ikke engang drivkraft til at løfte sin egen vægt, men den har vel nogle gode reservedele, jeg kan bruge. Måske alligevel.

Begge rovere er halvt begravet i sand, men ellers er de i god stand. Deres trykforseglinger er stadig intakte. Selvfølgelig. Deres modus operandi får dem til at standse, når en storm bryder ud, og vente til den har lagt sig. De er simpelthen bygget til at kunne tage en masse tæsk. Det vil kun koste mig en dag eller to at grave dem op.

Jeg har mistet kontakt med vejrstationerne, der befinder sig et par kilometer fra Hab’et i hver sin af fire retninger. De kan sagtens tænkes at fungere optimalt. Hvad kommunikation angår, er Hab’ets rækkevidde for øjeblikket så svag, at signalet nok ikke når mere end en kilometer.

Solcelleanlægget var dækket af sand og derfor ubrugeligt (tip: solceller skal bruge sollys for at lave elektricitet). Så snart jeg fik renset cellerne, var de tilbage på maksimal ydeevne. Nu har jeg fuld kraft til at gøre, hvad det end er, jeg skal i gang med. Jeg har et tohundrede kvadratmeter stort solcelleanlæg med tilhørende hydrogenbrændselsceller til at lagre rigelig reservekraft. Jeg skal bare børste det hele af en gang imellem.

Alting indendørs er fint, takket være Hab’ets robuste design.

Jeg kørte et fuldt fejlfindingsprogram på oxygenatoren. To gange. Den er tiptop. Hvis der sker noget med den, har jeg en sekundær i reserve, som kan bruges for en kort periode. Den er kun beregnet på nødsituationer, mens man reparerer den primære. Den sekundære kan hverken nedbryde CO₂ eller genbruge oxygen. Den absorberer bare CO₂ på samme måde som rumdragter. Den er beregnet til at klare fem dage før dens filtre er fyldt op, hvilket betyder tredive dage for mig (kun én person, der trækker vejret, i stedet for seks). Jeg har altså en god sikkerhedsmargin på det punkt.

Vandindvinderen fungerer også fint. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen reserve. Hvis den går i stykker, kommer jeg til at drikke af reservedunkene, mens jeg rigger et destilleri op til at koge pis. Desuden mister jeg en halv liter vand om dagen, ved blot at trække vejret, indtil luftfugtigheden i Hab’et når et maximum og vandet begynder at kondensere på alle overflader. Så kan jeg slikke væggene. Herligt. Nå, men lige nu er der ingen problemer med vandindvinderen.

Godt så. Mad, vand og husly er ordnet. Jeg vil rationere maden omgående. Måltiderne er allerede ret minimale, men jeg kan vist skære dem ned til tre fjerdedele per portion og stadig have det godt. Det vil kunne strække mit tre hundrede dages fødevarelager til firehundrede dage. Jeg har været medicinforsyningerne igennem og fundet den store bøtte med vitaminer. Der er multivitaminer til flere år. Jeg får altså ingen problemer med fejlernæring (selvom jeg alligevel sulter ihjel, når jeg løber tør for mad, uanset hvor mange vitaminer, jeg tager).

Medicinafsnittet har morfin til nødsituationer. Der er nok til en dødelig dosis. Jeg har ikke tænkt mig at sulte ihjel langsomt. Det kan jeg godt love. Hvis det kommer så vidt, vælger jeg den lette udvej.

Det er påkrævet, at alle på missionen har to specialer. Jeg er botaniker og maskiningeniør, med andre ord, missionens handyman, der sysler med planter. Mine praktiske ingeniørkundskaber kan meget vel blive det, der redder mit liv, hvis noget går i stykker.

Jeg har tænkt over, hvordan jeg overlever det her. Det er ikke fuldstændig håbløst. Der vil igen komme mennesker her til Mars om cirka fire år, hvor Ares 4 har planlagt sin ankomst (under forudsætning af at de ikke afblæste programmet på grund af min ”død”).

Ares 4 vil lande i Schiaparellikrateret, som befinder sig omtrent 3200 kilometer fra min nuværende lokation i Acidalia Planitia. Jeg kan umuligt nå dertil ved egen hjælp. Men hvis jeg kunne kommunikere, ville jeg måske blive reddet. Jeg ved ikke lige, hvordan de skulle gennemføre det, med de ressourcer, de har, men NASA har mange kloge hoveder.

Det er altså min mission nu. At finde en måde at kommunikere med Jorden. Hvis jeg ikke kan det, må jeg finde ud af, at kommunikere med Hermes, når det vender tilbage om fire år med Ares 4-besætningen.

På nuværende tidspunkt har jeg ingen plan for, hvordan jeg overlever i fire år med kun ét års madforsyninger. Men en ting ad gangen. Lige nu er jeg velnæret og har et mål: Få den skide radio til at virke.

LOG NOTAT: SOL 10

Okay, jeg har været på tre EVA’er og har ikke fundet den mindste stump af kommunikationsparabolen.

Jeg gravede en af roverne fri og fik en god dags køretur, men efter flere dages søgen, er det vist på tide at give op. Stormen blæste sikkert parabolen langt væk og slettede alle slæbespor og bump, der kunne have ledt mig i retning af den. Den er nok også fuldstændig begravet i sand.

I dag brugte jeg næsten alt min tid ude ved resterne af kommunikationssystemet. Det er virkelig et sørgeligt syn. Jeg kan lige så godt give mig til at råbe ned til Jorden, så vidt jeg kan bedømme nytteværdien af den rodebunke.

Jeg kunne måske sammenstykke en rudimentær parabol af det metal, jeg kan finde rundt om på basen, men det er jo ikke en walkie-talkie, det drejer sig om. At kommunikere fra Mars til Jorden er en ret omfattende ting, der kræver ekstremt specialiseret udstyr. Jeg kommer ikke så langt med sølvpapir og tyggegummi.

Jeg må rationere mine EVA’er ligesom maden. CO₂-filtrene kan ikke renses og genbruges. Når de er fyldt op, er de færdige. Missionen havde et regnskab på en firetimers EVA for hvert besætningsmedlem om dagen. Heldigvis er CO₂-filtre lette og små, hvorfor NASA kunne tillade sig den luksus at sende flere, end vi behøvede. Alt i alt har jeg, rundt regnet, en femtenhundrede-timers mængde CO₂-filtre. Derefter vil mine EVA’er kun kunne gennemføres ved at årelade luften.

Femtenhundrede timer lyder måske som meget, men jeg må forvente, at skulle tilbringe mindst fire år her, før der er håb om, at jeg bliver reddet, og jeg skal som minimum bruge op til flere timer om ugen til afrensning af solcellepanelerne. Kort og godt. Der er ikke råd til unødvendige EVA’er.

Og de øvrige nyheder: Jeg arbejder på en ide til flere fødevarer. Min baggrund som botaniker viser sig, at komme mig til nytte.

Hvorfor sender man en botaniker med til Mars? Planeten er trods alt berømt for, at der ikke gror noget på den. Tja, formålet var at regne ud, hvor godt planter kan gro i Mars’ tyngdekraft, og se hvad — om noget — vi kan stille op med Mars’ jord. Det korte svar er: En hel del … sådan da. Mars’ jord har de basale byggesten, som er forudsætningen for plantevækst, men på Jorden er der i tilgift en masse aktivitet i jordlaget, som ikke findes i jorden på Mars, end ikke hvis den placeres i en atmosfære lig Jordens og vandes grundigt. Glem alt om bakteriel aktivitet og næringsstoffer fra dyreliv. Intet af det eksisterer på Mars. En af mine opgaver på missionen skulle være at finde ud af, hvordan planter kan gro her, alt efter hvordan man sår dem i forskellige kombinationer af jord og atmosfærer fra Mars og Jorden.

Derfor har jeg en lille mængde jord og frø med hjemmefra.

Der er dog ingen grund til at blive alt for begejstret. Det drejer sig om en mængde jord, der lige rækker til en altankasse, og de frø, jeg har med, er frø fra græs og bregner. Det er Jordens mest robuste planter, så NASA udvalgte dem til forsøgsplanter.

Jeg har altså to udfordringer: Ikke nok jord og ingen næring at plante dem i.

Men jeg er for pokker da botaniker. Jeg burde kunne udtænkte en måde, at få det til at fungere. Hvis ikke, ender jeg som en meget sulten botaniker om et års tid.

LOG NOTAT: SOL 11

Gad vide, hvordan Cubs klarer sig.

LOG NOTAT: SOL 14

Jeg fik min bachelor på University of Chicago. Halvdelen af mine medstuderende var hippier, der troede, at de kunne vende tilbage til naturen og på en eller anden måde frembringe føde til syv milliarder mennesker i en samlerkultur. De brugte det meste af tiden på at udtænke bedre metoder til at dyrke pot. Jeg var der for videnskabens skyld, ikke for den slags bullshit om en ny og bedre verden.

Da de lavede kompostbunker og prøvede at bevare livets bestanddele på mikroniveau, gjorde jeg nar. ”Se de tåbelige hippier! Se deres ynkelige forsøg på at simulere et komplekst, globalt økosystem i deres baghaver!”

Lige nu gør jeg præcis, hvad de gjorde. Jeg gemmer hver eneste lille mængde biomateriale, jeg kan finde. Hver gang, jeg er færdig med at måltid, ryger resterne i kompostspanden. Hvad angår andet biologisk materiale …

Hab’et har avancerede toiletter. Lort bliver sædvanligvis vacuumtørret og dernæst samlet i forseglede poser og smidt ud på overfladen.

Det er ændret.

Rent faktisk gik jeg ud på en EVA for at hente de tidligere poser lort fra før besætningen tog af sted. Da det var fuldstændig udtørret, var der ingen bakterier tilbage i det, men det besad stadig komplekse proteiner og kunne bruges som nyttig gødning. En tilførsel af vand og aktive bakterier ville hurtigt mætte det og genindføre livet, som blev udslettet af Dommedagstoilettet.

Jeg fandt en stor container, hældte en smule vand i den, samt det tørrede lort. Så var der gjort klar til, at jeg kunne sende mit eget lort derned. Jo værre det lugter, jo bedre går det fremad. Det betyder, at bakterierne arbejder.

Når jeg får slæbt noget marsjord herind, kan jeg blande det med lort og sprede det. Derefter kan jeg sprinkle lidt jord fra Jorden ovenpå. Man skulle ikke tro, det var så vigtig en manøvre, men det er det. På Jorden findes der mange arter af bakterier i jordlaget, og de er forudsætningen for plantevæksten, der herefter kan brede sig og formere sig ligesom … tja, bakterielle infektioner.

Folk har brugt menneskelige affaldsstoffer som gødning i århundreder. Det har endda fået det velklingende navn: ”Natmandens jord”. Normalt er det ikke en god ide at dyrke afgrøder på den måde, fordi det er sygdomsspredende: Menneskelig afføring indeholder patogener som, rigtigt gættet, kan gøre mennesker syge. Det er bare ikke et problem her. De eneste patogener i denne afføring er dem, jeg allerede har.

I løbet af en uge vil marsjorden være klar til at planter kan spire i den. Men jeg planter dem ikke endnu. Jeg henter mere livløs jord ind udefra, og spreder lidt af den levende henover den. Jeg ”inficerer” den nye jord og kan dermed fordoble den mængde, jeg begyndte med. Efter endnu en uge, kan jeg fordoble igen. Og det kan jeg fortsætte med. I mellemtiden tilfører jeg løbende ny gødning til det hele.

Mit røvhul bidrager lige så meget til min overlevelse som min hjerne.

Nu er det jo ikke et nyt koncept, jeg har fundet på. Folk har i årtier prøvet at udtænke en måde, hvorpå man kan lave plantejord ud af Mars’ jord. Jeg omsætter det bare til praksis for første gang.

Jeg har gennemrodet fødevareforsyningerne og fundet alle mulige ting, jeg kan plante. Ærter, for eksempel. Og masser af bønner. Jeg har også fundet adskillige kartofler. Hvis bare noget af det stadig er i stand til at spire efter deres prøvelser, vil det være super. Med en nærmest uudtømmelig mængde vitaminer, behøver jeg kun kalorier af en hvilken som helst slags, for at overleve.

Den samlede gulvplads i Hab’et er omtrent 92 kvadratmeter. Jeg har tænkt mig at dedikere hver eneste af dem til dette projekt. Jeg har ikke noget imod at gå rundt på jord. Det bliver benhårdt arbejde, men jeg har i sinde at dække hele gulvarealet med et lag på ti centimeter. Det betyder, at jeg skal have bragt 9,2 kubikmeter marsjord ind i Hab’et. Jeg kan måske få en tiendedel kubikmeter gennem luftslusen ad gangen, og det bliver slidsomt arbejde at indsamle det. Men når jeg er færdig, står jeg med 92 kvadratmeter plantejord.

Tag den, jeg er botaniker! Frygt mine botaniske kræfter!

LOG NOTAT: SOL 15

Pyh! Det er opslidende arbejde!

Jeg har i dag tilbragt tolv timer på EVA’er for at skovle jord ind i Hab’et. Jeg har kun nået at dække et lille hjørne af basen, måske fem kvadratmeter. Med den fart vil det tage mig tolv uger at få al jorden ind. Men okay, tid er ikke en mangelvare.

De første par EVA’er var ret ineffektive; mig i fuld gang med at fylde små beholdere og bære dem ind gennem luftslusen. Så blev jeg klogere. Jeg satte en stor beholder ind i luftslusen og fyldte den op med små beholdere. Så gik det pludselig meget hurtigere, fordi det tager ti minutter at komme igennem luftslusen.

Jeg er øm over hele kroppen. Og skovlene, jeg bruger, er kun beregnet til at tage prøver med, ikke tungt gravearbejde. Min ryg er ved at slå mig ihjel. Jeg gik på jagt i lægemiddelforsyningerne og fandt noget Vicodin. Jeg tog det for cirka ti minutter siden. Burde snart virke.

Det er under alle omstændigheder rart at se fremskridt. Nu skal jeg bare sørge for at få bakterierne til at gå løs på mineralerne. Det gør jeg efter frokost. Ingen tre-fjerdedelsportion i dag. Jeg har fortjent et helt måltid.

LOG NOTAT: SOL 16

En komplikation, jeg ikke lige havde tænkt på: Vand. Det viser sig, at ved at ligge på Mars’ overflade i nogle få millioner år, elimineres ethvert spor af vand. Min mastergrad i botanik gør mig ret sikker i, at planter skal have våd jord for at gro. Samt ikke at forglemme de bakterier, der som udgangspunkt også er nødt til at leve i jorden.

Heldigvis har jeg vand. Men ikke så meget, som jeg kunne ønske. For at være frugtbar, skal jord bruge 40 liter vand for hver kubikmeter. Min overordnede plan sigter mod 9,2 kubikmeter jord. Jeg ender altså med at skulle bruge 368 liter vand til den.

Hab’et har en udmærket vandindvinder. Den bedste teknologi som findes på Jorden. NASA ræsonnerede derfor: ”Hvorfor sende en masse vand derop? Vi kan nøjes med at sende tilstrækkeligt til nødsituationer.” Mennesker har brug for tre liter vand om dagen for at føle sig godt tilpas. De gav os 50 liter hver, og det vil sige, at der er i alt 300 liter i Hab’et.

Jeg er villig til at ofre det hele for sagen, minus en nødration på 50 liter. Det betyder, at jeg kan vande 62,5 kvadratmeter med en dybde på 10 centimeter. Det er omtrent to tredjedele af Hab’ets gulvareal. Det må være nok. Det er den langsigtede plan. I dag er mit mål fem kvadratmeter.

Jeg lavede en barriere af tæpper samt mine bortrejste besætningskammeraters uniformer, for at danne den ene side af planteboksen, mens Hab’ets kurvede vægge udgjorde den resterende halvcirkel. Det var så tæt på fem kvadratmeter, jeg kunne komme. Jeg fyldte op med sand i et ti centimeters lag. Dernæst ofrede jeg 20 liter kostbart vand til jordguderne.

Så blev det klamt. Jeg tømte min store bæ-beholder ned i jorden og kom næsten til at kaste op over stanken. Jeg blandede dernæst jord og lort med en skovl, og bredte det ud i et jævnt lag igen. Til sidst dryssede jeg Jord-muld udover det hele. Så kan I godt smøge ærmerne op og komme i sving, bakterier! Jeg regner med jer. Den hørm slipper jeg ikke af med foreløbig, for jeg kan jo ligesom ikke lufte ud ved at åbne et vindue. Men okay, man kan vænne sig til meget.

For at skifte emne, så er det Thanksgiving i dag. Min familie samles i Chicago til den traditionelle middag hjemme hos mine forældre. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver særlig hyggeligt, eftersom jeg døde for kun ti dage siden. De har vel for fanden kun lige overstået min bisættelse.

Gad vide, om de nogensinde finder ud af, hvad der virkelig skete. Jeg har haft så travlt med at holde mig i live, at jeg ikke har haft tid til at tænke på, hvordan det må være for mine forældre. Lige nu gennemlever de den største smerte, man kan føle. Jeg ville give hvad som helst, for at kunne fortælle dem, at jeg stadig er i live.

Jeg skal overleve for at kunne gøre det godt igen.

LOG NOTAT: SOL 22

Herligt. Der er virkelig kommet skred i tingene.

Jeg fik alt sandet ind og gjort det klart til brug. To tredjedele af basen er nu jordbelagt. I dag udførte jeg min første jordfordobling. Der er gået en uge, og den tidligere marsjord er nu mættet og frugtbar. To fordoblinger mere, og jeg har dækket hele marken.

Alt det arbejde er godt for moralen. Det giver mig noget at lave. Men da aktiviteterne stilnede lidt af, satte jeg mig og spiste aftensmad, mens jeg lyttede til Johanssens Beatles-opsamling. Det gjorde mig deprimeret igen. Når jeg gør regnestykket op, kan det i sidste ende ikke forhindre mig i at sulte.

Kartofler er min bedste mulighed for at lave kalorier. De gror frodigt og har et pænt kalorieindhold (770 kalorier pr kg). Jeg er ret sikker på, at de kartofler, jeg har, vil spire. Problemet er, at jeg ikke har nok. På 62 kvadratmeter vil jeg kunne jeg opdyrke omkring 150 kilo kartofler på 400 dage (tidsrummet før jeg løber tør for mad). Det giver et samlet resultat på 115.500 kalorier og et realistisk gennemsnit på 288 kalorier om dagen. Med min højde og vægt, hvis jeg er villig til at sulte en smule, skal jeg have 1500 kalorier om dagen.

Jeg er ikke engang i nærheden.

Det vil sige, at jeg ikke kan leve uendeligt af mine afgrøder. Men jeg kan forlænge mit liv. Kartoflerne vil holde i 76 dage.

Kartofler gror kontinuerligt, så i løbet af de 76 dage, kan jeg fremavle endnu 22.000 kalorier i form af kartofler, der vil give mig endnu 15 dage. Derefter er det meningsløst at fortsætte den udvikling. Alt i alt køber jeg mig 90 dage.

Nu kommer jeg altså til at sulte ihjel på Sol 490 i stedet for Sol 400. Det er et fremskridt, men håbet om klare mig igennem dette, hviler udelukkende på min evne til at overleve indtil Sol 1412 når Ares 4 vil lande.

Det vil sige, at jeg mangler tusind dages madforsyninger. Jeg har ingen plan for, hvordan jeg skaffer dem.

Lort.