The Martian

Kapitel 24

Afdelingscheferne stirrede på satellitbilledet, der blev forstørret på projektorlærredet.

”Åh, Gud,” sagde Mitch. ”Hvad fanden skete der?”

”Roveren ligger på siden,” sagde Mindy og pegede på skærmen. ”Traileren ligger på hovedet. De rektangler, der ligger spredt ud over det hele, er solceller.

Venkat tog sig til hagen. ”Ved vi noget om, hvordan roverens trykkabine klarede det?”

”Der er ingen synlige tegn, vi kan tolke,” sagde Mindy.

”Noget der tyder på, at Watney har været aktiv efter ulykken? Ude på en EVA, måske?”

”Ingen EVA,” sagde Mindy. ”Det er klart vejr. Hvis han havde været ude, ville vi kunne se fodspor.”

”Er det hele ulykkesområdet, vi ser her?” spurgte Bruce Ng.

”Det vil jeg mene,” sagde Mindy. ”Oppe i toppen af fotografiet — det er nord — kan vi se normale hjulspor. Og lige her,” sagde hun og pegede på et område med voldsom forstyrrelse af jordlaget, ”er, hvor jeg tror, det begyndte at gå galt. At dømme efter placeringen af den grøft, vil jeg sige, at roveren rullede og gled videre derfra. Man kan se fordybningen, den efterlod. Traileren tippede forover og endte med lægge sig med taget nedad.”

”Nu siger jeg ikke, at alt er okay,” sagde Bruce, ”men jeg tror ikke, det er så slemt som det ser ud.”

”Fortsæt,” sagde Venkat.

”Roverne er skabt til at kunne tåle en rulletur,” forklarede Bruce. ”Og hvis der opstod trykfald, ville der være et stjerneformet mønster i sandet. Jeg kan ikke se noget, der ligner.”

”Watney ligger måske derinde og er kommet til skade,” sagde Mindy. ”Han kan have slået sit hoved, brækket en arm eller noget andet.”

”Sagtens,” sagde Bruce. ”Jeg siger også kun, at roveren sandsynligvis er okay.”

”Hvornår blev det taget?”

Mindy så på sit ur. ”Vi fik det for sytten minutter siden. Vi får et skud mere om ni minutter, når MGS4 får området i fokus på sin bane.”

”Det første han vil foretage sig, er en EVA for at gøre status over skaderne,” sagde Venkat. ”Mindy, hold os informeret om alt, hvad der sker.”

LOG NOTAT: SOL 498

Hmm.

Okay.

Det gik ikke så godt med nedstigningen til Schiaparellis kraterbund. For at give jer et indtryk af, hvor lidt godt det gik, ligger jeg lige nu og rækker op til computeren for at skrive dette. Den er nemlig stadig monteret lige ved styretøjet, og roveren ligger på siden.

Jeg blev kastet ordentligt rundt, men jeg er altid toptunet og beredt på krisesituationer. Så snart roveren væltede, rullede jeg mig sammen og søgte ly. Jeg er en rigtig actionhelt.

Og det virkede. Jeg er nemlig ikke kommet til skade.

Trykkabinen er intakt, så det må siges at være en fordel. Ventilerne, der holdt på trailerslangerne, er lukkede. Det betyder formentlig, at slangerne er faldet af. Hvilket igen betyder, at anhængertrækket gav efter. Pragtfuldt.

Når jeg kaster blikket rundt over interiøret herinde, tror jeg ikke, at noget er gået i stykker. Vandtankene er stadig forseglede. Der er ingen synlig lækage fra lufttankene. Soveværelset har foldet sig ud og er slet ikke til at holde styr på, men det er bare lærred, så det kan ikke være alt for molesteret.

Styretøjet og kørselsinstrumenterne er okay, og navigationscomputeren fortæller mig, at roveren ligger i en ”uacceptabelt farlig vinkel.” Tak, Nav!

Jeg tog altså en rulletur. Det er ikke verdens ende. Jeg er i live og roveren har det fint. Jeg er mere bekymret for solcellerne, som jeg sandsynligvis rullede henover. Og eftersom traileren rev sig løs, er der en god chance for, at den også er gået i smadder. Ballontaget er ikke ligefrem lavet til den behandling. Hvis der er gået hul på det, vil alt, hvad der er pakket derinde, være spredt i alle retninger og det betyder, at jeg skal ud at lede. Det er mine livsvigtige apparater.

Nu vi taler om livsretholdende systemer, så skiftede roveren til sine interne tanke da ventilerne lukkede sig. God dreng, Rover! Her, snup en Scooby Snack.

Jeg har tyve liter oxygen (nok til at jeg kan trække vejret i fyrre dage), men uden regulatoren (som er i traileren) må jeg igen gøre brug af kemisk CO₂-opsugning. Jeg har filtre nok til 312 timer. Dertil har jeg yderligere 171 timer med EVA-dragtens CO₂-filtre. Alt i alt giver det mig 483 timer, hvilket næsten svarer til tyve sole. Jeg har altså tid nok til at få tingene til at fungere igen.

Jeg er så fandens tæt på Mav’en nu. Omtrent 220 kilometer. Jeg nægter, at lade noget forhindre mig i at nå dertil. Jeg har ikke behov for, at alting fungerer optimalt længere. Jeg skal bare have have roveren til at æde sig igennem 220 kilometer mere, og de livsopretholdende systemer skal yde deres del i endnu femoghalvtreds dage. Det er alt.

Tid til at komme i dragten og lede efter traileren.

LOG NOTAT: SOL 498 (2)

Jeg har været ude på en EVA, og det ser ikke så slemt ud. Men dermed siger jeg ikke, at det er godt.

Jeg ødelagde tre solceller. De ligger under roveren og ligner noget, der er løgn. De vil måske kunne klemme nogle få watt ud, men det er nok for meget at håbe på. Heldigvis fandt jeg plads til at medbringe en ekstra solcelle på rejsen. Jeg havde brug for otteogtyve til mine daglige operationer, og jeg medbragte niogtyve (fjorten på roverens tag og otte på de tilbyggede afsætningskanter, jeg installerede på siderne af begge køretøjer).

Jeg prøvede at vælte roveren tilbage på højkant, men jeg var ikke stærk nok. Jeg er nødt til at finde på en form anordning, der kan bruges som vægtstang. Udover at den ligger på siden, kan jeg ikke se nogen alvorlige problemer.

Okay, det er ikke helt korrekt. Trækkrogen er totalsmadret. Halvdelen af den er flået helt af. Heldigvis har traileren sit eget anhængertræk, så jeg har et i reserve.

Traileren ligger meget uheldigt; væltet helt rundt, hvilende på sit ballontag. Jeg ved ikke, hvilken gud der smilede ned til mig og forhindrede ballonen i at briste, men jeg er taknemmelig. Min første prioritet er, at gøre noget ved det. Jo længere tid, der er belastning på den ballon, desto større er risikoen for, at den brister.

Mens jeg var ude, samlede jeg de seksogtyve solceller, der ikke ligger under roveren, og satte dem til at genoplade mine batterier. Det kan man lige så godt, ikke?

Lige nu har jeg altså nogle problemer at tage mig af: For det første skal jeg have traileren på ret køl, eller i det mindste sørge for at fjerne vægten fra ballonen. Dernæst skal jeg have roveren på ret køl. Til sidst skal jeg erstatte roverens trækkrog med trailerens.

Desuden burde jeg skrive en besked til NASA. De må være bekymrede.

Mindy læste morsekoden højt.

”RULLEDE RUNDT. REPARERER.”

”Hvad? Var det alt?” spurgte Venkat i telefonen.

”Det er alt, hvad han sagde,” rapporterede hun med telefonen fastklemt under hagen, mens hun skrev en e-mail til listen af interesserede parter.

”Bare tre ord? Intet om hans fysiske tilstand? Hans udstyr? Hans forsyninger?”

”Der fik du mig,” sagde hun. ”Han har leveret en detaljeret statusrapport. Jeg besluttede mig bare for at lyve uden nogen grund.”

”Vittigt,” sagde Venkat. ”Spil du bare smart over for en chef syv niveauer over dig og se, hvad du får ud af det.”

”Åh, nej,” sagde Mindy. ”Risikerer jeg nu at miste mit job som interplanetarisk voyeur? Så må jeg nok finde noget andet at bruge min mastergrad til.”

”Jeg kan huske dengang, du var genert.”

”Nu er jeg en rum-paparazzi. Attituden følger med jobbet.

”Ja, ja, ja,” sagde Venkat. ”Send nu bare den e-mail.”

”Den er allerede sendt.”

LOG NOTAT: SOL 499

Jeg har haft en travl dag og fået meget fra hånden.

Jeg var ret mørbanket til at begynde med. Jeg var nødt til at sove på roverens væg. Soveværelset virker ikke, når luftslusen vender opad. Jeg fik dog lidt nytte af det, ved at bruge det som seng.

Lad mig nævne, at roverens sider ikke er skabt til at sove på. Men efter en morgenkartoffel og Vicodin, fik jeg det meget bedre.

Først tænkte jeg, at min førsteprioritet måtte være traileren. Så skiftede jeg mening. Efter at have set på den, stod det klart, at jeg ikke selv er i stand til at tippe den på ret køl. Jeg skal bruge roveren.

Dagen i dag blev brugt på at få roveren på ret køl.

Jeg har medbragt alt mit værktøj på denne rejse, fordi jeg regner med, at skulle bruge det til MAV-modifikationerne. Udover det medbragte jeg også kabler. Når jeg først har indrettet mig i MAV’en, vil solcellerne og batterierne blive faste installationer. Jeg har ikke lyst til at flytte rundt på roveren, hver gang jeg skal bruge boret på MAV’ens bagside. Derfor pakkede jeg alle de elektriske kabler, jeg kunne få plads til.

Praktisk på flere måder. De kan også bruges som reb.

Jeg fiskede mit længste kabel frem. Det er det kabel, jeg sluttede til boret, der ødelagde Pathfinder. Jeg kalder det mit ”lykkekabel.” Jeg koblede den ene ende på batteriet, og den anden til det berygtede stenprøvebor, hvorefter jeg tog boret med mig for at finde fast grund. Da jeg fandt solidt fodfæste, fortsatte jeg med at gå, indtil jeg var nået så langt, som strømforsyningen kunne nå. Dernæst fræsede jeg et meterlangt borehoved halvvejs ind i en klippeblok, frakoblede strømkablet og bandt det fast omkring borehovedet.

Så gik jeg tilbage til roveren og surrede træktovet fast i tagbøjlen på den højtliggende side. Nu havde jeg en lang, stram line holdt vinkelret til roveren.

Jeg gik ind ind til linens midte og begyndte at trække den sidelæns. Løftestangseffekten på roveren var enorm. Jeg håbede bare, at kraften ikke fik borehovedet til at knække, før den fik roveren trukket op

Jeg bakkede væk, mens jeg trak linen mere og mere til mig. Noget måtte give sig, og det blev ikke mig. Jeg havde Archimedes på min side. Til sidst tippede roveren over.

Den faldt ned på sine hjul og sendte en ordentlig støvsky i vejret. Det var en stilfærdig manøvre. Jeg var så tilpas langt væk, at den tynde atmosfære ikke kunne bære lyden frem til mig.

Jeg løsnede strømkablet, trak borehovedet ud og vendte tilbage til roveren. Jeg gennemførte et fuldt systemtjek. Røvsyg opgave, men jeg var nødt til det.

Hvert eneste system og undersystem virkede som det skulle. JPL gjorde et forbandet godt stykke arbejde, da de lavede disse rovere. Hvis jeg når tilbage til Jorden, giver jeg Bruce Ng en øl. I virkeligheden burde jeg give øl til samtlige gutter fra JPL.

Øl til alle når jeg kommer tilbage til Jorden.

Nu da jeg havde fået roveren tilbage på sine hjul, blev det tid til at vende sig mod traileren. Problemet var, at dagslyset svigtede mig. Husk på, jeg er i et krater.

Jeg var nået det meste af vejen ned ad rampen, da jeg væltede med roveren. Rampen ligger op ad den vestlige kraterkant, så fra mit synspunkt går solen ret tidligt ned. Jeg befinder mig i skyggen af den vestlige kratervæg. Det er røvhamrende irriterende.

Mars er ikke Jorden. Den har ingen tyk atmosfære til at bøje lyset og bære partikler, der reflekterer lys rundt om hjørner. Det er fandme tæt på vacuum her. Så snart solen ikke er synlig, står jeg tilbage i mørke. Phobos giver mig noget månelys, men ikke nok til at arbejde ved. Deimos er en lille lort, der ikke er til nogen verdens nytte.

Jeg er ved at blive vanvittig ved tanken om at lade traileren ligge på sin ballon en nat mere, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Jeg tænker, at den trods alt har overlevet hele dagen på den måde. Mon ikke den klarer sig indtil videre.

Og vi må ikke glemme, at jeg efter roverbjærgningen nu kan bruge soveværelset igen! Det er de små ting i livet, der tæller.

LOG NOTAT: SOL 500

Da jeg vågnede i morges, var der endnu ikke gået hul på traileren. Det må siges at være en god start.

Traileren var en større udfordring end roveren. Jeg skulle blot tippe roveren. Traileren skal jeg have vendt helt rundt. Det kræver meget mere kraft end gårsdagens lille løftestangsteknik.

Det første skridt var at køre roveren hen i nærheden af traileren. Så skulle der graves.

Åh, mand, hvor skulle der graves.

Traileren ligger på hovedet med fronten rettet ned ad bakke. Jeg besluttede, at den bedste måde at få den på ret køl, ville være at drage fordel af skråningen og vælte traileren fremover på næsen. Eller med andre ord, lade den slå en kolbøtte, så den ender med at lande på hjulene.

Jeg kan sætte det i værk ved at fastgøre kablet til trailerens agterende, og lade roveren trække i det. Men hvis jeg forsøgte det, uden først at grave et hul, ville traileren bare glide frem over jorden. Jeg måtte have den til at vippe op. Jeg skulle bruge et hul som næsen kunne falde ned i.

Jeg gravede altså et hul. Et hul, der målte en meter på langs, tre meter i bredden og en meter i dybden. Det kostede mig fire elendige timers hårdt arbejde, men jeg fik det gjort.

Jeg hoppede ind i roveren og kørte den ned ad bakke med traileren hængende efter. Som jeg havde håbet, skød traileren næsen ned i hullet, mens agterenden tippede opad. Derfra væltede den ned på sine hjul i en enorm støvsky.

Jeg sad helt lamslået et øjeblik, mens jeg kom mig over, at min plan rent faktisk havde virket.

Og nu er jeg igen løbet tør for dagslys. Jeg glæder mig til at slippe ud af den skide skygge. Det eneste jeg behøver, er en dags kørsel mod MAV’en, og så er jeg på afstand af muren. Men lige nu får jeg endnu en tidlig aften.

Jeg vil tilbringe natten uden traileren til at styre alle de apparater, der holder mig i live. Nok er den kommet på højkant, men jeg har ingen anelse om, hvorvidt ragelset i den stadig fungerer. Roveren har rigelige forsyninger til at huse mig.

Resten af aftenen vil jeg tilbringe med at nyde en kartoffel. Og med ”nyde” mener jeg ”afsky så inderligt, at jeg har lyst til at slå nogen ihjel.”

LOG NOTAT: SOL 501

Jeg startede dagen med lidt intet-te. Intet-te er let at lave. Først tager man noget varmt vand, dernæst intet. Jeg eksperimenterede med kartoffelskræl-te for nogle uger siden. Jo mindre sagt om den sag, desto bedre.

Jeg vovede mig ind i traileren i dag. Ikke ligefrem en let opgave. Der er ret tætpakket derinde, så jeg måtte efterlade min EVA-dragt i luftslusen.

Det første jeg bemærkede, var den høje temperatur i kabinen. Det tog mig et par minutter at regne årsagen ud.

Den atmosfæriske regulator var stadig i perfekt stand, men den havde intet at arbejde med. Da den ikke længere var forbundet med roveren, havde den ikke min CO₂-produktion at arbejde med. Trailerens atmosfære har derfor været perfekt — hvorfor ændre på det?

Når regulering således ikke var nødvendig, blev der ikke pumpet luft ud til AREC’en til frysefraktionering. Heraf fulgte, at luften ikke vendte tilbage som væske, der skulle varmes op.

Men så skal man huske, at RTG’en konstant afgiver varme. Man kan ikke standse den. Varmen steg og steg. Til sidst nåede forholdene en balance, hvor varmen begyndte at sive ud gennem skroget i samme takt, som RTG’en kunne tilføre den. Hvis det har interesse, kan jeg fortælle, at balancepunktet lå på 41 kvælende varmegrader.

Jeg lavede et grundigt tjek af reugulatoren og oxygenatoren, og jeg er glad for at kunne melde, at begge virker perfekt.

RTG’ens vandtank var tom, hvilket ikke var nogen overraskelse. Den er åben i toppen, fordi det aldrig har været meningen, at den skulle vendes på hovedet. Vandet flød på trailergulvet, og det tog mig noget tid at få tørret det op med min jumpsuit. Jeg fyldte mere vand på tanken; det var vandet fra den forseglede container, jeg tidligere havde stuvet i traileren. Husk på, at jeg skal bruge det vand, så returluften har noget at boble sig igennem. Det er mit varmesystem.

I det store og hele var alt fint. De livsvigtige komponenter fungerer som de skal, og begge køretøjer er tilbage på hjulene.

Slangerne, der forbandt rover og trailer blev designet godt; de røg af uden at gå i stykker. Jeg skulle bare klikke dem på plads igen, hvorefter køretøjerne igen delte atmosfære.

Det eneste der nu skulle repareres, var roverens anhængerkrog. Den var fuldstændig ødelagt. Det var den, der blev udsat for den fulde belastning ved uheldet. Til gengæld var trailerens anhængerkrog intakt, ganske som forventet. Jeg flyttede den over på roveren og forbandt de to køretøjer til den videre rejse.

Alt i alt kostede den lille rulletur mig fire sole. Men nu er jeg på banen igen.

Sådan da.

Hvad nu hvis jeg kommer til at køre ind i endnu en pudderfælde? Jeg var heldig denne gang. Næste gang slipper jeg måske ikke så let fra det. Jeg er nødt til at vide, om terrænet foran mig er sikkert. I hvert fald under min nedkørsel ad rampen. Når jeg først er helt nede i Schiaparelli Basin, kan jeg tage den med ro på det sædvanlige sandblæste terræn, jeg er vant til.

Hvis jeg skulle ønske mig noget, ville det være en radio, så jeg kan spørge NASA til råds om det sikreste spor ned ad rampen. Okay, hvis jeg kunne ønske mig hvad som helst, skulle det være, at den grønne, smukke Dronning af Mars kom for at redde mig, og dernæst bad mig lære hende de praktiske aspekter af det, man på Jorden kalder ”at elske”.

Det er længe siden, jeg har set en kvinde. Nævner det bare.

Nå, men for at sikre, at jeg ikke vælter igen, vil jeg — Alvorligt talt … ingen kvinder i … Hvad er jeg oppe på … snart flere år. Jeg er ikke krævende. Tro mig, på Jorden har en botaniker/maskiningeniør ikke ligefrem damer stående i kø udenfor døren. Men alligevel… helt ærligt.

Til sagen. Jeg vil køre langsommere. Noget i retning af … at kravle. Det burde give mig tid til at reagere, hvis et hjul begynder at synke ned. Desuden giver lavere fart et bedre drejningsmoment, som gør det mindre sandsynligt, at jeg mister ”vejgreb”.

Indtil nu har jeg kørt med 25 km/t, så jeg vil sænke det til 5 km/t. Jeg befinder mig stadig øverst på rampen, men turen ned er kun 45 kilometer lang. Jeg kan godt tillade mig at tage den med ro og bruge de cirka otte timer, det tager at nå sikkert ned på bunden.

Jeg er klar til start i morgen. Dagslyset er allerede forsvundet for i dag. Det bliver så endnu en bonus: Når jeg er kommet ned ad rampen kan jeg begynde at køre i direkte linje mod MAV’en, hvilket betyder, at jeg kommer ud af kraterkantens skygge og kan nyde en hel dags sollys, i stedet for kun det halve.

Hvis jeg når tilbage til Jorden, bliver jeg berømt, ikke også? En frygtløs astronaut, der trodser alle odds, ikke? Jeg tør vædde på, at kvinder kan lide den slags.

Endnu en god grund til at holde mig i live.

”Det ser altså ud til, at han har repareret alting,” forklarede Mindy. ”Og hans besked i dag var: ”MEGET BEDRE NU,” så jeg regner med, at han har fået alt til at virke.

Hun kastede et blik rundt på de smilende ansigter i lokalet.

”Fantastisk,” sagde Mitch.

”Fedt at høre,” lød Bruces stemme gennem højtaleren.

Venkat lænede sig frem mod telefonen. ”Hvordan skrider det frem med planerne for MAV-modifikationerne, Bruce? Har JPL snart proceduren klar?”

”Vi arbejder på det døgnet rundt,” sagde Bruce. ”Vi har løst de fleste problemer. Arbejder på detaljerne nu.”

”Godt, godt,” sagde Venkat. ”Nogen overraskelser, jeg bør kende til?”

”Øh …,” lød det fra Bruce. ”Jo, nogle stykker. Det er nok ikke den bedste kanal, at diskutere det over. Jeg er tilbage i Houston med proceduren om en dag eller to. Så kan vi gennemgå den sammen.”

”Lyder ildevarslende,” sagde Venkat. ”Men okay, vi samler op på det senere.”

”Må jeg udbrede nyheden?” spurgte Annie. ”Det ville være rart at kunne vise andet end roverens ulykkessted i nyhederne i aften.”

”Absolut,” sagde Venkat. ”Det vil være fint at rapportere godt nyt til en forandring. Mindy, hvor længe varer det, før han når frem til MAV’en?”

”Regnet efter hans normale tempo på 90 kilometer per sol,” sagde Mindy,” burde han være der på Sol 504. Sol 505, hvis han giver sig god tid. Han kører altid fra tidlig morgen til omkring middagstid.” Hun konsulterede en applikation på sin laptop. ”Middagstid på Sol 504 vil være klokken 11:41 på onsdag her i Houston. Middagstid på Sol 505 vil være klokken 12:21 på torsdag.”

”Mitch, hvem står for Ares 4 MAV-kommunikationen?”

”Ares 3 Mission Control-team,” svarede Mitch. ”Det bliver i kontrolrum 2.”

”Jeg går ud fra, at du også kommer?”

”Det kan du fandme tro.”

”Jeg kommer også.”

LOG NOTAT: SOL 502

Hver Thanksgiving plejede min familie at køre fra Chicago til Sandusky, en ottetimers køretur. Der bor min mors søster. Far sad altid ved rattet, og en langsommere og mere forsigtig chauffør skulle man lede længe efter.

Jeg mener det. Han kørte som om, han var til køreprøve. Aldrig så meget som en tilnærmelsesvis overtrædelse af fartgrænsen, altid med hænderne ti i to, rettede på spejlene før hver tur, og jeg kunne blive ved.

Han drev os til vanvid. Og der lå vi så, trillende på motorvejen, med biler fygende til højre og venstre for os. Nogle af dem havde hornet i bund, fordi — lad os sige det, som der er — ved at holde sig indenfor fartgrænsen, er man til fare for andre. Jeg havde mest lyst til at stige ud og skubbe.

Sådan har jeg haft det hele den skide dag i dag. Fem km/t er reelt gangtempo. Og den fart holdt jeg i otte timer.

Men den begrænsede hastighed sikrede mig mod at falde ned i flere pudderhuller. Og selvfølgelig var der ikke nogen på min videre vej. Jeg kunne have kørt for fuld fart uden problemer. Men hellere være på den sikre side.

Set fra den positive side er jeg nu kommet ned ad rampen. Jeg slog lejr så snart terrænet fladede ud. Jeg havde allerede overskredet min kørselstid i dag, men jeg kunne sagtens have fortsat lidt endnu for batterierne har stadig 15 procent at give af, men jeg foretrækker at få så meget dagslys til mine solceller som overhovedet muligt.

Jeg er langt om længe i Schiaparelli Basin. Og langt væk fra kratervæggen. Herfra har jeg dagslys hele dagen.

Jeg tænkte, at det var noget, der burde fejres ekstraordinært. Jeg spiste måltidspakken med påskriften ”Overlevede Noget Der Burde Have Dræbt Mig.” Åh, mand, jeg havde helt glemt, hvor godt rigtig mad smager.”

Med lidt held kan jeg spise ”Ankomst” om nogle få sole.

LOG NOTAT: SOL 503

I går fik jeg fik ikke så meget genopladning, som jeg plejer. På grund af min forlængede køretid nåede jeg kun op på 70 procent, før natten faldt på. I dag bliver køretiden derfor afkortet.

Jeg nåede 63 kilometer, før jeg igen måtte slå lejr. Det har jeg ikke noget imod. Jeg befinder mig kun 148 kilometer fra MAV’en. Det betyder, at jeg er fremme solen efter i morgen.

Vorherre på lokum, jeg når det virkelig!

LOG NOTAT: SOL 504

Hold da kæft, hvor er det vildt! Hold da helt kæft! Hold da helt kæft!

Okay, ro på. Ro på.

Jeg tilbagelagde 90 kilometer i dag. Efter mine beregninger er jeg 50 kilometer fra MAV’en. Jeg burde være fremme i løbet af i morgen. Det er jeg begejstret over, men her er, hvad der fik mig helt op at ringe: Jeg opfangede et blip fra MAV’en!

NASA har sat MAV’en til at udsende Ares 3 Hab’ets kaldesignal. Selvfølgelig! Det giver i den grad mening. MAV’en er en avanceret, perfekt funktionsduelig maskine, parat til at gøre, hvad den får besked på. Og de har bedt den lade som om, den er Ares 3 Hab, så min rover vil opfange signalet og fortælle mig, hvor den er.

Det er en exceptionelt god ide! Så behøver jeg ikke at krydse omkring og lede efter tingesten. Jeg kører direkte til den.

Jeg opfangede kun et enkelt blip. Jeg fanger flere, jo nærmere jeg kommer. Det er en underlig tanke, at en sandklit kan forhindre mig i at høre MAV’en sende signal til mig, når den kan tale med Jorden uden problemer. MAV’en har tre alternative måder at kommunikere med Jorden, men de er alle langdistancetilrettede og beregnet på Line-of-sight-kommunikation. Der er ingen sandklitter mellem MAV’en og Jorden, når den sender via de systemer.

På en eller anden måde har de fiflet med tingene, for at fremskaffe et radiosignal, uanset hvor svagt det måtte være. Og jeg hørte det!

Dagens besked til dem fra mig var: ”FIK RADIOSIGNAL.” Hvis jeg havde haft sten nok, ville jeg have tilføjet: ”FED IDE!” Men jeg er i et meget sandet område.

MAV’en ventede i det sydvestlige Schiaparelli. Som en kæmpemæssig cylinder hævede den sig imponerende 27 meter i vejret, metallisk glimtende i middagssolen.

Roveren kom til syne på toppen af en klit med traileren på træk. Den sænkede farten i et par øjeblikke, før den fortsatte mod rumskibet så hurtigt, den kunne køre. Så standsede den på tyve meters afstand.

Der blev den holdende i ti minutter, mens astronauten fik sin dragt på.

Han tumlede ophidset ud af luftslusen, faldt, og kom klodset på benene igen. Da han tog MAV’en i øjesyn, bredte han begge arme ud i en målløs gestus.

Han gav sig til at hoppe rundt med løftede arme og hænderne knyttede. Så faldt han ned på det ene knæ og sejrsboksede adskillige gange i luften.

Han løb helt hen til rumskibet og omfavnede landingsstel B. Efter et lille stykke tid slap han det igen, for at springe omkring i endnu en bejstringsdans.

Udmattet af anstrengelserne, stod astronauten til sidst stille med armene hængende ned langs siden, mens han skuede op på det ingeniørskabte vidunder foran sig.

Han steg op ad stigen til landingsmodulet og nåede videre til opstigningsmodulet, hvor han gik ind gennem luftslusen. Han forseglede døren bag sig.