The Martian

Kapitel 23

LOG NOTAT: SOL 476

Jeg tror, jeg kan finde ud af det her.

Jeg befinder mig i udkanten af stormen. Jeg ved ikke, hvor stor den er, eller hvilken retning den tager. Men den bevæger sig, og det er noget, jeg kan drage fordel af. Jeg behøver ikke at strejfe omkring for at udforske den. Den kommer til mig.

Stormen er bare støv i luften; den udgør ingen fare for roverne. Jeg kan betragte den som ”procentvis strømtab.” I går tjekkede jeg strømproduktionen, som lå på 97 procent af det optimale. Lige nu er der altså tale om en 3 procents storm.

Jeg må se at bevæge mig videre fremad, og jeg må sørge for at regenerere oxygen. Det er mine to primære mål. Jeg bruger 20 procent af min disponible strøm til at genindvinde oxygen (når jeg gør holdt på Luft Dage). Hvis jeg ender i et område med 81 procent storm, er jeg virkelig i knibe. Det vil nemlig sige, at jeg vil løbe tør for oxygen, uanset om jeg ofrer al disponibel strøm til at producere det. Det er et fatalt scenarie. I virkeligheden bliver det nok fatalt længe før. Jeg skal bruge strøm til at komme fremad, hvis ikke jeg skal strande her indtil stormen er passeret. Det kan vare måneder.

Jo mere strøm, jeg frembringer, jo mere har jeg til kørsel. Med klar himmel bruger jeg 80 procent af min samlede strøm til kørsel. Hermed kan jeg tilbagelægge 90 kilometer per sol. Men lige nu, med et tab på 3 procent, får jeg 2,7 kilometer mindre end jeg burde.

Det er okay, at miste lidt af kørselsdistancen per sol. Jeg har rigelig tid, men jeg kan ikke tillade mig at komme for langt ind i stormen, for så finder jeg aldrig ud igen.

Jeg er som minimum nødt til at bevæge mig hurtigere end stormen. Hvis jeg kan det, vil jeg være i stand til at manøvrere udenom uden risiko for at blive fanget i den. Jeg må altså se at finde ud af, hvor hurtigt den bevæger sig.

Det kan jeg gøre ved at blive siddende her i en sol. Jeg kan sammenligne i morgenens watt-tælling med tællingen i dag. Så vil jeg vide, hvor hurtigt stormen bevæger sig, i hvert fald i forhold til informationsværdien af det procentvise strømtab.

Men jeg er også nødt til at kende stormens form.

Støvstorme er store. De kan dække tusindvis af kilometer på kryds og tværs. Når jeg nu ønsker at komme rundt om den, må jeg først vide, hvilken retning den bevæger sig i. Jeg vil gerne bevæge mig vinkelret i forhold til stormens fremfærd og helst i den retning, der er mindst påvirket.

Her er min plan:

Lige nu kan jeg køre 86 kilometer (fordi jeg ikke kunne få en fuld opladning i går). I morgen vil jeg efterlade en solcelle her og køre 40 kilometer stik syd. Der smider jeg endnu en solcelle og kører 40 kilometer længere stik syd. Det vil give mig tre referencepunkter over 80 kilometer.

Dagen efter vil jeg køre tilbage for at samle cellerne op og få mine data. Ved at sammenligne antal watt fra samme tid på dagen på disse tre lokationer, vil jeg kunne danne et billede af stormens form. Hvis stormen er tættere mod syd, vil jeg køre mod nord for at komme rundt om den. Hvis den er tættest mod nord, kører jeg sydover.

Jeg håber på at kunne køre mod syd. Schiaparelli ligger sydøst for mig. At skulle rejse nordover vil forlænge den samlede rejsetid voldsomt.

Der er et lille problem med min plan: Jeg har ingen mulighed for at ”journalføre” wattforbruget fra de forladte solceller. Jeg kan let følge og registrere wattforbrug med roverens computer, men her skal jeg bruge noget, jeg kan smide af og efterlade sammen med cellerne. Det duer ikke, at jeg aflæser efterhånden, som jeg når frem. Jeg vil have samtidige aflæsninger fra hvert af de forskellige steder.

Af den grund vil jeg bruge hele dagen på lidt gal videnskab. Jeg er nødt til at skrue et eller andet sammen, der kan notere wattforbrug. Noget jeg kan efterlade sammen med en enkelt solcelle.

Eftersom jeg alligevel ikke kommer ud af flækken i dag, vil jeg lade solcellerne ligge ude. Kan lige så godt få et fuldt opladet batteri ud af det.

LOG NOTAT: SOL 477

Det tog mig både i går og i dag, men jeg tror, jeg er klar til at tage måling på denne storm.

Jeg skulle finde på en metode til at notere tidspunkt og registrere energiniveau på hver solcelle. En af cellerne ville jeg tage med mig, mens de to andre skulle smides af og efterlades langt væk. Og løsningen blev den ekstra EVA-dragt, jeg tog med mig.

EVA-dragter har kameraer, der optager alt, hvad de ser. Der er integreret et på højre arm (eller den venstre, hvis astronauten er venstrehåndet) og et mere over visiret. Der er tidsangivelse brændt ind i nederste venstre hjørne af billedet, ligesom på de rystede hjemmevideoer far plejede at optage.

Mit elektronikudstyr indbefatter adskillige strømmålere, så jeg tænkte, hvorfor lave mit eget målingssystem, når jeg kan klare det ved at filme strømmåleren hele dagen lang?

Det er altså min løsning. Da jeg pakkede til denne køretur, sørgede jeg for at medbringe alt mit udstyr og værktøj. Det kunne jo sagtens ske, at jeg blev nødt til at lave reparationer på roveren et sted på ruten.

Først plukkede jeg kameraerne fra min ekstra EVA-dragt. Det krævede forsigtighed; jeg skulle nødig ødelægge dragten, som er min eneste i reserve. Jeg fjernede kameraerne og ledningerne til deres memory chips.

Jeg lagde en strømmåler i en lille prøveboks og limede derefter et kamera fast på undersiden af låget. Da jeg forseglede boksen, var kameraet sat til at optage udskriften på strømmåleren.

Jeg brugte roverstrøm til at teste. Men hvordan vil mit kamera få strøm, når jeg efterlader den på overfladen? Det vil være forbundet med en to kvadratmeter stor solcelle! Det giver mere end tilstrækkelig energi. Jeg lagde endda et lille genopladeligt batteri i boksen, så der er strøm til natten (igen noget jeg plukkede fra min ekstra EVA-dragt).

Det næste problem var varme, eller rettere mangel på samme. Så snart jeg tager anordningen ud af roveren, vil den meget hurtigt køle ned. Hvis det bliver for koldt, holder elektronikken op med at virke.

Så måtte jeg finde en varmekilde. Mit elektroniksæt gav mig svaret: Elektrisk modstand. Mange af dem. Modstande varmer op. Det er simpelthen, hvad de gør. Kameraet og strømmåleren skal kun bruge en brøkdel af, hvad en solcelle kan frembringe. Resten af energien går gennem modstandene.

Jeg fremstillede og testede to ”aflæsningskameraer” og sikrede mig, at billederne blev ordentligt optaget.

Så gik jeg ud på en EVA. Fjernede to at mine solceller og sluttede dem til kameraerne. Jeg lod dem stille og roligt optage aflæsningen i en time, hvorefter jeg hentede dem for at se resultatet. De fungerede fint.

Nu er natten så småt ved at falde på. I morgen tidlig efterlader jeg en aflæser her, før jeg kører mod syd.

Jeg lod oxygenatoren køre, mens jeg arbejdede (hvorfor ikke?). Nu er der tanket helt op med O2, og jeg er klar til afgang.

Solcelle-effektiviteten var i dag 92,5 procent. Det skal sammenlignes med i gårsdagens aflæsning på 97 procent. Det bekræfter, at stormen bevæger sig fra øst mod vest, eftersom stormen havde den højeste tæthed mod øst i går.

Det vil sige, at lige nu falder niveauet af sollys i dette område med 4,5 procent per sol. Hvis jeg blev her i endnu 16 sole, ville det bliver mørkt nok til at tage livet af mig.

Godt det samme, at jeg ikke bliver hængende.

LOG NOTAT: SOL 478

Alt gik efter planen i dag. Ingen hurdler. Jeg kan ikke afgøre, om jeg kører dybere ind i stormen eller ud af den. Det er svært at skelne, om lyset er blevet svagere eller skarpere end i går. Den menneskelige hjerne arbejder hårdt på at udligne den slags.

Jeg efterlod en strømniveau-aflæser, da jeg startede ud. Efter 40 kilometers rejse stik syd tog jeg en hurtig EVA, for at sætte endnu en ud. Nu har jeg kørt de planlagte 80 kilometer, sat mine solceller ud til opladning, og jeg overvåger wattforbruget.

I morgen kører jeg tilbage i mit eget spor og henter aflæsningskameraerne. Det kan blive farligt; jeg kører direkte tilbage i et ukendt stormområde. Men gevinsten vil være risikoen værd.

For at tale om noget andet, så lad mig nævne, at jeg er led og ked af kartofler. Du almægtige, hvor er jeg træt af kartofler. Hvis jeg nogensinde vender tilbage til Jorden, vil jeg købe mig et pænt lille hus i Vestaustralien. Hvorfor? Fordi det ligger på den anden side af Jorden i forhold til Idaho.

Jeg nævner det, fordi jeg spiste en måltidspakke i dag. Jeg havde gemt fem pakker til særlige lejligheder. Jeg spiste den første af dem for niogtyve sole siden, da jeg satte ud mod Schiaparelli, men jeg glemte fuldstændig at spise den anden, da jeg var nået halvvejs for fem sole siden. Så nu har jeg nydt min forsinkede halvvejs-delikatesse.

Under alle omstændigheder er det nok også mere passende at spise den i dag. Hvem ved, hvor længe det vil tage mig at komme udenom denne storm? Og hvis det ender med, at jeg bliver fanget i stormen og alt håb er ude, kaster jeg mig totalt over de andre øremærkede måltider.

LOG NOTAT: SOL 479

Kender I det med, at man kommer til at køre ned ad den forkerte motorvejstilkørsel? Man skal bare køre til den næste afkørsel og vende om, men man er ved at rådne op hele vejen, fordi man bevæger sig væk fra sit mål.

Sådan har jeg haft det hele dagen. Nu er jeg tilbage, hvor jeg startede i går morges. Argh!

Jeg hentede aflæsningskameraet, jeg efterlod på halvvejsmærket, og nu har jeg lige samlet det op, som jeg lod ligge her i går.

Begge kameraer virkede præcis, som jeg havde håbet. Jeg downloadede deres respektive videooptagelser på en laptop og spolede frem til middagstid. Endelig havde jeg en samtidig aflæsning af sollysets effektivitet fra tre lokationer langs en 80-kilometers distance.

Ved middagstid i går viste den nordligst placerede kameraoptagelse et effektivitetstab på 12,3 procent, det midterst placerede kamera viste 9,5 procents tab, og roveren havde optaget et 6,4 procents tab fra sin sydligste lokation. Det tegner et ret klart billede: stormen befinder sig nord for mig. Og jeg har allerede regnet ud, at den bevæger sig mod vest.

Jeg burde altså være i stand til at undgå den ved at styre sydpå et stykke tid, mens jeg lader den passere mig nordover, hvorefter jeg igen kan dreje mod øst.

Langt om længe godt nyt. Sydøst er lige der, hvor jeg vil hen. Jeg kommer ikke til at miste meget tid.

Suk! I morgen bliver jeg nødt til at køre den samme røvsyge tur for tredje gang.

LOG NOTAT: SOL 480

Jeg tror, jeg er ved at overhale stormen.

Efter at have kørt langs Mars Hovedvej 1 hele dagen, er jeg tilbage på gårsdagens campingplads. I morgen vil jeg endelig bevæge mig fremad mod målet igen. Jeg var færdig med dagens køretur og havde slået lejr ved middagstid. Effektivitetstabet her ligger på 15,6 procent. Sammenlignet med underskuddet på 17 procent fra i går, betyder det, at jeg kan overhale stormen så længe, jeg styrer mod syd.

Forhåbentlig.

Stormen er sandsynligvis cirkulær. Det plejer de at være. Men måske kører jeg bare ind i stormens øje. Hvis det er tilfældet, er jeg en fucking død mand, okay? Der er grænser for, hvad jeg kan stille op.

Jeg finder snart ud af det. Hvis stormen er cirkulær, burde jeg få en stigende effektivitet for hver dag, indtil jeg er oppe på 100 procent igen. Når jeg kommer helt derop, betyder det, at jeg er sluppet ud syd for stormen og kan begynde at dreje østover igen. Vi får at se.

Hvis der ikke var nogen storm, ville jeg køre direkte sydøst mod mit mål. Eftersom jeg kun kører mod syd, kommer jeg ikke nær så hurtigt frem. Jeg tilbagelægger som sædvanlig 90 kilometer om dagen, men jeg når kun 37 kilometer nærmere Schiaparelli, fordi Pythagoras er en båtnakke. Jeg ved ikke, hvornår jeg endegyldigt er undsluppet stormen og atter kan bevæge mig i direkte linje mod Schiaparelli. Men én ting er sikker: Min plan om at nå frem på sol 494 holder ikke.

Sol 549. Der kommer de for at hente mig. Hvis jeg ikke når det, vil jeg tilbringe resten af mit meget korte liv her. Og jeg skal oven i købet også have ordnet modifikationerne på MAV’en før da.

LOG NOTAT: SOL 482

Luft Dag. Tid til at slappe af og tænke over tingene.

Som afslapning læste jeg firs sider af Agatha Christies Solen var vidne fra Johanssens e-bogsamling. Jeg tror, Linda Marshall er morderen.

Hvad tænkning angår spekulerede jeg på, hvornår jeg mon slipper ud af den skide storm.

Jeg bevæger mig stadig stik syd hver dag og må fortsat konstatere energitab (selvom jeg holder mig på forkant med det). For hver dag med det pis kommer jeg kun 37 kilometer nærmere MAV’en i stedet for 90. Det driver mig til vanvid.

Jeg overvejede at springe Luft Dagen over. Jeg ville være i stand til at køre et par dage mere, før jeg løb tør for oxygen, og det er afgørende at slippe væk fra stormen. Men jeg droppede det. Jeg er så langt forud for stormen, at jeg har råd til en dag uden at bevæge mig. Jeg ved heller ikke om et par dage mere ville hjælpe. Hvem ved, hvor langt sydover stormen strækker sig?

Tja, NASA ved det sikkert. Og nyhedskanalerne på Jorden viser det velsagtens. Der var nok også et website, der hedder noget i retning af www.se-mark-watney-dø.com. Der må være noget i retning af hundrede millioner mennesker, der ved nøjagtig, hvor langt sydover den rækker.

Jeg er bare ikke en af dem.

LOG NOTAT: SOL 484

Endelig. Jeg er ENDELIG kommet ud af den forbandede storm. Genopladningen var i dag på 100 procent. Ikke mere støv i luften. Eftersom stormen bevæger sig vinkelret i forhold min kørselsretning, betyder det, at jeg er syd for skyens sydligste punkt (forudsat, at det er en cirkulær storm. Hvis ikke, så fuck).

Når jeg starter ud i morgen, kan jeg køre direkte mod Schiaparelli. Det er godt, for jeg har mistet en masse tid. Jeg kørte 540 kilometer stik syd for at undvige stormen. Jeg er katastrofalt ude af kurs.

Men værre er det heller ikke, må jeg minde om. Jeg er et godt stykke inde i Terra Meridiani nu, og kørslen er lidt lettere her end på Arabia Terras ujævne, røvbumpende terræn. Schiaparelli ligger næsten stik øst og, hvis mine kalkulationer med sekstant og ved observation af Phobos ellers er korrekte, har jeg endnu 1030 kilometer tilbage for at nå frem.

Medregnet Luft Dage og anslået tilbagelagt distance på 90 kilometer per sol, burde jeg ankomme på sol 498. Det er egentlig ikke så dårligt. Den Næsten-Mark-Dræbende storm opnåede kun at forsinke mig med fire sole.

Jeg har stadig fireogfyrre sole til at udføre de MAV-modifikationer, som NASA har i tankerne.

LOG NOTAT: SOL 487

Jeg begynder at øjne en opportun vinkel. Og med ”opportun” mener jeg helt specifikt Opportunity.

Jeg blev skubbet så langt ud af kurs, at jeg faktisk ikke er langt væk fra Mars-udforskningsroveren Opportunity. Den befinder sig omkring 300 kilometer herfra. Jeg kunne nå frem til den på rundt regnet fire sole.

Hold kæft, det er fristende. Hvis jeg kunne få Opportunitys radio til at virke, ville jeg være i kontakt med menneskeheden igen. NASA kunne give mig min nøjagtige position til hver en tid samt den bedste kurs. De kunne også advare mig, hvis der var endnu en storm på vej mod mig, og i det hele taget bare passe på mig.

Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke den virkelig grund til, at jeg er så ivrig. Jeg er elendig over at være helt på egen hånd, for pokker! Da jeg fik Pathfinder til at fungere, blev det en vane for mig at kunne tale med Jorden. Det bånd forsvandt, fordi jeg støttede en boremaskine mod den forkerte arbejdsbænk, og nu er jeg alene igen. Det kunne jeg lave om på i løbet af kun fire sole.

Men det er en irrationel, tåbelig tanke. Jeg er kun elleve sole væk fra MAV’en. Hvorfor køre en omvej for at grave endnu et rovervrag op, så det kan bruges som en interimistisk radio, når jeg kan få et splinternyt, perfekt fungerende kommunikationssystem inden for et par ugers tid?

Okay så. Uanset hvor fristende en tanke det er, at jeg befinder mig indenfor rækkevidde af endnu en rover (Manner, hvor har vi forurenet denne planet med dem), vil det ikke være et smart træk.

Desuden har jeg vist vanhelliget tilstrækkelig mange fremtidige historiske lokaliteter for denne gang.

LOG NOTAT: SOL 492

Jeg må til at tænke lidt over soveværelset.

Lige nu kan jeg kun have det sat op, når jeg er inde i roveren. Eftersom det er koblet på luftslusen, kan jeg ikke komme ud, så længe det er der. Her på rejsen gør det ikke noget, fordi jeg under alle omstændigheder skal folde det sammen hver dag. Men når jeg kommer til MAV’en, skal jeg ikke køre omkring længere. Hver gang soveværelset udsættes for skiftevis tryktab og tryk, belastes sammenføjningerne (den lektie lærte jeg på den hårde måde, da Hab’et røg i luften), så det vil være bedst, hvis jeg kan finde ud af at undgå det.

Hold da kæft, det gik lige op for mig, at jeg rent faktisk tror på, at jeg når frem til Mav’en. Fik I den? Jeg snakkede afslappet om, hvad jeg vil gøre, når jeg kommer frem til MAV’en. Som om det er en tur i parken. Ikke noget at hidse sig op over. Jeg triller da lige til Schiaparelli og ser til MAV’en.

Fedt.

Nå, men jeg har ikke nogen luftsluse i reserve. Jeg har én på roveren og én på traileren. Det er det. De er faste installationer, så jeg kan ikke bare pille en af og montere den på soveværelset.

Men jeg kan forsegle soveværelset fuldstændig. Jeg behøver ikke engang at skære i det. Luftslusens tilkobling har en flap, jeg kan rulle ud og forsegle åbningen med. Husk på, jeg snuppede den tilkobling fra et pop-up telt, og den fungerer som nødforanstaltning ved tryktab, mens man er roveren. Så selvfølgelig kan den forsegle sig selv; den ville ikke være til megen nytte ellers.

Desværre er den i sin egenskab af nødforanstaltning ikke beregnet til genbrug. Tanken er, at folk skal have mulighed for forsegle sig inde i pop-up teltet, mens den øvrige del af besætningen så kan komme til undsætning i den anden rover. Besætningen i den velfungerende rover kobler herefter pop-up teltet af den skadede rover, og tilkobler det på deres. Så skærer de sig igennem forseglingen og befrier deres kammerater på den anden side.

For at sikre, at dette altid skulle være muligt, dikterede missionsreglerne, at der ikke måtte være flere end tre personer i en rover på samme tid, samt at begge rovere skulle være fuldt funktionsduelige, da vi ellers ikke måtte bruge nogen af dem.

Her kommer min fremragende plan: Så snart jeg når frem til MAV’en, vil jeg ikke bruge soveværelset som soveværelse længere. Jeg vil bruge det til opbevaringssted for oxygenatoren og den atmosfæreiske regulator. I stedet vil jeg bruge traileren som soveværelse. Smart, ikke?”

Traileren har masser af plads. Jeg knoklede jo som en gal for at arrangere tingene sådan. Ballonen giver en masse plads i højden. Der er ikke meget gulvplads, men dog et stort vertikalt frirum.

Soveværelset har desuden adskillige ventilåbninger i sit lærred. Det kan jeg takke Hab’ets design for. Lærredet, jeg stjal fra det, har ventilåbninger (tre gange flere end nødvendigt, faktisk). NASA ville sikre, at Hab’et ville kunne genopfyldes udefra, hvis det skulle kræves.

Det ender med at blive sådan, at jeg forsegler soveværelset med oxygenatoren og den atmosfæriske regulator derinde. Det bliver så forbundet med traileren via slanger for at kunne dele den samme atmosfære, og så vil jeg desuden føre en strømledning derind via en af slangerne. Roveren skal bruges til opbevaring (fordi jeg ikke længere har behov for at kunne komme til betjeningsudstyret), og traileren vil være helt tom. Dermed har jeg et blivende soveværelse. Jeg kan endda også bruge det til værksted for de MAV-modifikationer, jeg skal lave på dele, der kan komme igennem trailerens luftsluse.

Hvis den atmosfæriske regulator eller oxygenatoren får problemer, bliver jeg nødt til at skære mig vej ind til soveværelset for at komme til dem. Men nu har jeg været her i 492 sole, og de har fungeret fint i al den tid, så jeg tager chancen.

LOG NOTAT: SOL 495

I morgen er jeg fremme ved indgangen til Schiaparelli!

Altså forudsat at der ikke går noget galt. Men hvad pokker, det hele er jo gået så fint på denne misision, ikke sandt? (Det var sarkasme.)

I dag er en Luft Dag, og for en gangs skyld vil jeg helst være fri. Jeg er så tæt på Schiaparelli, at jeg nærmest kan smage det. Det ville nok smage mest af sand, men det er irrelevant.

Det betyder selvfølgelig ikke, at turen er slut. Det vil tage endnu tre sole at køre fra kraterindgangen til MAV’en, men for pokker! Jeg er der næsten!

Jeg tror endda, jeg kan se kanten af Schiaparelli. Den ligger helvedes langt ude i horisonten, og måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Den er 62 kilometer væk, så hvis jeg ser den, er det kun som den svagest tænkelige silhuet.

Når jeg i morgen er fremme ved kraterindgangen, drejer jeg sydover og kører ind i Schiaparellis kraterbund via ”indgangsrampen”. Jeg har lavet lidt hurtig hjernegymnastik og er nået frem til, at skråningen burde være til at håndtere. Højdeforskellen fra kant til kraterbund er 1,5 kilometer, og ”rampen” er mindst 45 kilometer lang. Det giver en hældningsprocent på to grader. Den klarer jeg.

I morgen aften vil jeg synke ned til et nyt lavpunkt!

La’ mig lige omformulere det …

I morgen aften når jeg bunden!

Nej, det lyder heller ikke så godt …

I morgen aften vil man kunne finde mig i Giovanni Schiaparellis yndlingshul!

Okay, det er fis. Hygger mig bare.

Gennem millioner af år havde kraterkanten været konstant udsat for vind. Den eroderede klippekammen på samme måde, som en flod skærer sig igennem en bjergkæde. Efter æoner blev kanten til sidst gennembrudt.

Højtrykszonen, som var skabt af vinden, havde nu en korridor, hvorigennem den kunne æde sig videre frem. Bruddet gabte mere og mere for hvert årtusinde. Og jo mere gabet voksede, jo mere støv og jo flere sandpartikler blev båret med den hærgende vind; alt samlede sig i nede i kraterbunden.

Til sidst blev der nået et balancepunkt. Sandet havde hobet sig så højt op, at det flugtede med terrænet udenfor krateret. Mængden hobede sig ikke længere op, men bredte sig ud til siderne. Skråningen forlængedes indtil et nyt balancepunkt blev nået, et punkt defineret af de komplekse interaktioner af utallige, bittesmå partikler og deres evne til at bevare hobens skråtstillede vinkel. Indgangsrampen var skabt.

Vejret dannede klitter og ørkenterræn. Nærliggende kratere leverede sten og klippeblokke. Formen blev ujævn.

Tyngdekraften gjorde sit arbejde. Med tiden blev rampen presset sammen. Men den blev ikke presset jævnt. Forskellige densiteter blev trykket sammen i forskellig takt. Nogle områder blev hårde som sten, mens andre forblev bløde som pudder.

Selvom den kun manifesterede sig med en begrænset gennemsnitlig hældning ind i krateret, var selve rampen bumlet og frygtelig ujævn.

Da han nåede Entrance Crater, drejede den ensomme beboer på Mars sit køretøj mod Schiaparelli Basin. Rampens vanskelige terræn var uventet, men ikke værre end de mange andre steder, han rutineret havde navigeret sig igennem.

Han kørte udenom de mindre klitter og forcerede forsigtigt de større. Han var påpasselig med hvert eneste sving, hvert højdedrag eller niveaufald, samt hver en klippeblok på sin vej. Han gennemtænkte hver eneste kurs og overvejede alle alternativer.

Men det var ikke nok.

Da roveren var på vej ned ad en tilsyneladende harmløs skråning, kørte den ud over en usynlig kant. Den sammenpressede, hårde jordbund blev pludselig erstattet af fint pudderagtigt sand. Da hele overfladen var dækket af mindst et fem centimetertykt støvlag, var der ingen visuelle tegn på den pludselige forandring.

Roverens venstre forhjul sank ned. Det pludselig tilt hævede det højre baghjul helt op over jorden. Dette øvede forstærket tryk på det venstre forhjul, der helt mistede grebet og for alvor sank ned i pudderlaget.

Før den rejsende kunne nå at reagere, vippede roveren om på siden. Da det skete, fløj de pænt stablede solceller på taget af og spredtes som et tabt sæt spillekort.

Traileren, der var fastgjort til roveren via et anhængertræk, blev slæbt med. Anhængertrækket fik et vrid så voldsomt, at det stærke kompositmateriale knækkede som en tør kvist. Slangerne, der forbandt de to køretøjer, brast også. Traileren røg på næsen i det bløde jordlag, slog en kolbøtte og rutsjede videre frem på sit ballontag, indtil den endelig lå stille.

Roveren var ikke så heldig. Den fortsatte sin tumletur hele vejen ned ad bakken, mens den rejsende blev kastet rundt i kabinen som tøj i en tørretumbler. Efter tyve meter blev det bløde pudder erstattet af mere fast sand, som lidt efter lidt standsede roverens styrt.

Den endte liggende på siden. Ventilerne, til de nu manglende slanger, havde registreret det pludselige tryktab og lukket sig. Trykforseglingen var intakt.

Den rejsende var i live, for øjeblikket.