The Martian

Kapitel 1

LOG NOTAT: SOL 6

Jeg er pænt meget på skideren.

Det er min velovervejede overbevisning.

På skideren.

Kun seks dage inde i hvad, der skulle have været de mest fantastiske to måneder af mit liv, blev alt forvandlet til et mareridt.

Jeg ved ikke engang, hvem der vil læse dette. Jeg går ud fra, at nogen på et tidspunkt finder det. Måske om hundrede års tid.

Bare for at slå det fast … Jeg døde ikke på Sol 6. Resten af besætningen tog det for givet, og jeg bebrejder dem ikke. Måske kommer der en national sørgedag for mig, og min Wikipedia-side vil fortælle: ”Mark Watney er det eneste menneske, som er død på Mars.”

Og det kommer sandsynligvis til at passe. Jeg vil sikkert dø her. Bare ikke på Sol 6, som alle tror, jeg gjorde.

Lad mig se … Hvor skal jeg begynde?

Aresprogrammet. Menneskeheden vender blikket mod Mars for at sende folk til en anden planet for allerførste gang og dermed udvide menneskehedens horisont, bla, bla, bla. Ares 1 teamet udførte denne bedrift og vendte tilbage som helte. De fik parader og berømmelse, og vandt hele verdens hengivenhed.

Ares 2 gjorde det samme, bare et andet sted på Mars. De fik et solidt håndtryk og en varm kop kaffe ved hjemkomsten.

Ares 3. Tja, det var min mission. Okay, ikke bogstaveligt talt min. Kaptajn Lewis var øverstbefalende. Jeg var blot en af folkene i hendes team. Faktisk den lavest rangerende. Jeg ville kun stige i graderne til øverstbefalende på missionen, hvis jeg skulle ende som den eneste tilbageværende person.

Der kan man bare se! Jeg er øverstbefalende.

Gad vide, om denne logfil bliver fundet inden resten af besætningen dør af alderdom. Jeg går ud fra, at de kom tilbage til Jorden i god behold. Kammerater, hvis I læser dette: Det var ikke jeres skyld. I gjorde, hvad I skulle. I jeres sted havde jeg gjort det samme. Jeg bebrejder jer ikke, og jeg er glad for, at I overlevede.

Jeg må hellere forklare, hvordan Marsmissioner fungerer, hvis der skulle være lægfolk blandt mine læsere. Vi nåede ud i orbital bane om Jorden på den normale måde, via et almindeligt rumfartøj til Hermes. Alle Aresmissionerne bruger Hermes for at komme til og fra Mars. Det er virkelig stort og koster en masse, så NASA byggede kun et.

Da vi var kommet ombord på Hermes, bragte endnu fire ubemandede missioner os brændstof og forsyninger, mens vi forberedte os på vores tur. Da alt var klart, satte vi kursen mod Mars. Men ikke særlig hurtigt. De gode gamle dage med kraftig kemikalieforbrænding og TMI-baner er for længst lagt bag os.

Hermes drives af ion-motorer. De slynger argon ud af rumskibets agterende med stor kraft og frembringer en begrænset acceleration. Sagen er den, at der ikke kræves en stor masse reaktant, så blot en smule argon (og en atomreaktor til at drive det hele) gav os en vedvarende acceleration hele vejen derud. Det er forbløffende, hvor hurtigt man efterhånden vil bevæge sig med minimal acceleration over lang tid.

Jeg kunne underholde i timevis med anekdoter om, hvor hyggeligt vi havde det på turen, men jeg tror, jeg lader være. Jeg kan ikke klare at mindes alt det lige nu. Lad mig nøjes med at sige, at vi nåede til Mars 124 dage senere uden at kvæle hinanden.

Derfra fløj vi ned til overfladen i MDV’en (Mars Descent Vehicle). En MDV er i bund og grund en kæmpestor dåse udstyret med projektører og påmonterede bremseskærme. Fartøjets eneste formål er, at få seks mennesker, der ligger i kredsløb omkring Mars, ned til overfladen uden at blive slået ihjel.

Og nu kommer vi til den egentlige finte ved en udforskning af Mars: At få alt vores ragelse bragt ud på forhånd.

I alt fjorten ubemandede missioner afleverede alt, hvad vi skulle bruge til overfladeoperationerne. De gjorde deres bedste for at lande samtlige forsyningsbeholdere i samme område, og det lykkedes ganske pænt. Forsyninger er ikke nær så skrøbelige som mennesker, og de kan tåle at ramme jorden med eftertryk. Til gengæld bumper de rundt til alle sider.

De sendte os selvfølgelig ikke til Mars, før de havde konstateret og bekræftet, at alle forsyningerne befandt sig på overfladen med intakte beholdere. Fra start til slut, inklusive forsyningsmissioner, tager en Marsmission rundt regnet tre år. Faktisk var Ares 3’s forsyninger allerede på vej til Mars, mens Ares 2-holdet endnu befandt sig et sted på hjemvejen.

Det allervigtigste af det forudsendte udstyr var selvfølgelig MAV’en, kort for Mars Ascent Vehicle. Det var sådan, vi ville vende tilbage til Hermes efter en vel overstået overfladeoperation. MAV’en er designet til blød landing (i modsætning til ballon-hoppefesten med de forudsendte forsyninger). Den var naturligvis i konstant kommunikation med Houston, og havde de registreret det mindste problem, ville vi have passeret Mars og sat kursen hjemad uden overhovedet at lande.

MAV’en er ret cool. Via en snedig serie kemiske reaktioner med Mars’ atmosfære, kan man rent faktisk frembringe tretten kg brændstof for hvert kg hydrogen, som medbringes. Men det er en langsom proces, skal det lige nævnes. Det tager fireogtyve måneder at fylde tanken. Det er derfor, de sendte den ud længe før vores ankomst hertil.

Det er nok ikke svært at forestille sig min skuffelse, da jeg opdagede, at MAV’en ikke var der mere.

Det var en vanvittig række af hændelser, der næsten kostede mig livet, og en endnu vanvittigere række af lykketræf, der reddede mig.

Missionen er designet til at modstå sandstorme med stormstød på op til 150 km/t. Houston blev selvfølgelig nervøse, da vi fik tæsk med stormstød på 175 km/t. Vi krøb alle i vores trykdragter og samlede os i midten af Hab’et, bare for at være sikre, hvis trykket faldt. Men Hab’et var ikke problemet.

MAV’en er et rumskib. En raket med en masse følsomme dele. Den kan klare storme til et vist niveau, men kan ikke holde til sandblæsning i en evighed. Efter halvanden times uændret storm, gav NASA ordre til afbrydelse af missionen. Ingen havde lyst til at afbryde en planlagt månedlang mission efter kun seks dage, men hvis MAV’en fik flere tæsk, ville vi alle være strandet på overfladen.

Vi måtte ud i stormen for at komme fra Hab’et til MAV’en. Det var risikabelt, men vi havde intet valg.

Alle klarede det, undtagen mig.

Vores primære kommunikationsparabol, der transmitterede signaler fra Hab’et til Hermes, opførte sig som en faldskærm; den blev flået ud af sit fundament og båret med af stormen. På sin vej hamrede den direkte igennem antennesystemet, hvorfra en af de lange, tynde antenner blev kylet direkte ind i mig med spidsen først. Den skar sig ind min dragt som et projektil gennem smør, og jeg følte den frygteligste smerte i mit liv, da den fortsatte videre ind i siden på mig. Jeg kan svagt huske, at luften blev slået ud af mig (trukket ud, faktisk, hvis det skal være korrekt), og hvor ondt det gjorde i trommehinderne, da trykket sivede ud af min dragt.

Det sidste, jeg husker, var synet af Johanssen, der forgæves rakte ud efter mig.

Oxygenalarmen i min dragt vækkede mig igen. En konstant, ubehagelig hyletone, der rev mig ud af en dyb og inderlig ønskedrøm om, for helvede, at få lov at dø i fred.

Stormen var løjet af; jeg lå på maven, næsten helt begravet i sand. Mens jeg fortumlet kom til mig selv, undrede jeg mig over, at jeg ikke var mere død end det viste sig at være tilfældet.

Antennen havde haft kraft nok til at bore sig igennem dragten og mig, men den var blevet standset af min hofteskål. Der var altså kun ét hul i dragten (og et hul i mig, selvfølgelig).

Jeg var blevet kastet et pænt stykke baglæns og var rullet videre ned ad en stejl bakke. På en eller anden måde havde jeg taget en mavelanding, der tvang antennen ud i en særdeles skæv vinkel, der lagde et hårdt pres mod hullet i dragten. Det dannede en svag forsegling.

Ydermere silede der rigeligt blod fra mit sår ned mod hullet. Da blodet nåede revnen, fordampede dets vandindhold hurtigt på grund af luftflowet og det lave tryk, hvilket efterlod en klistret, klumpet masse. Der silede mere blod til, som også blev reduceret til klister. Til sidst havde massen forseglet hullet til en grad, der reducerede lufttabet til et niveau, dragten kunne modvirke.

Dragten klarede sin opgave til perfektion. Den registrerede et faldende tryk, og udlignede ved at fylde sig selv med et konstant luftflow fra min nitrogentank. Da lækagen var blevet overskuelig, behøvede dragten kun et langsomt luftflow til erstatning af den tabte luft.

Efter et stykke tid blev CO₂-absorbenterne i dragten opbrugt. Det er den begrænsende faktor i beskyttelsesudstyret: Ikke mængden af oxygen, man medbringer, men mængden af CO₂, man kan fjerne. I Hab’et har jeg oxygenatoren — en stor installation, der nedbryder CO₂ for at returnere oxygenet. Men rumdragter skal kunne bæres, hvorfor man i stedet gør brug af en simpel kemisk absorberingsproces med udskiftelige filtre. Jeg havde været bevidstløs så længe, at mine filtre var brugt op.

Dragten opdagede problemet og gik i den form for alarmberedskab, som ingeniørerne kalder ”åreladning”. Uden mulighed for at udskille CO₂, begyndte dragten automatisk at lukke luft ud i Mars’ atmosfære, for dernæst at fylde op med nitrogen. I forløbet mellem bruddet på dragten og ”åreladningen” løb dragten hurtigt tør for nitrogen. Det eneste den havde tilbage, var min oxygentank.

Så gjorde den det sidste, den kunne, for at holde mig i live. Den begyndte at pumpe ren oxygen ind. Nu var jeg i fare for at dø af oxygenforgiftning, eftersom et alt for højt niveau af oxygen efterhånden brænder nervesystem, lunger og øjne op. En ironisk død når man er på Mars i en utæt rumdragt: for meget ilt.

Hvert eneste moment i forløbet havde været akkompagneret af bippende alarmer og hyletoner. Men det var først advarslen over forhøjet oxygenkoncentration, der vækkede mig.

Effekten af utallige gentagelser af rutineøvelser før rummissioner er forbløffende. Jeg havde tilbragt en hel uge på Jorden med at øve kritiske situationer iført rumdragten. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

Jeg rakte forsigtigt op til siden af min hjelm og fik fat i mit lappegrej. Det er ganske enkelt en tragt med en ventil i den smalle ende og en mængde virkelig klistret hapiks i den brede ende. Det er meningen, at man skal holde ventilen åben og sætte den brede ende over et hul. Luften slipper ud gennem ventilen og undgår derved at ødelægge harpiksens tætte forsegling. Så lukker man ventilen, og hullet er tætnet.

Det kritiske moment var at fjerne antennen først. Jeg hev i den med det hurtigste snuptag, jeg kunne mønstre, og brød næsten sammen over det pludselige blodtryksfald, der gjorde mig svimmel og fik såret i min side til at gøre hvinende ondt.

Jeg satte lappegrejet over hullet og forseglede det. Det holdt. Dragten fyldte op med endnu mere oxygen for at erstatte den manglende luft. Jeg aflæste mit arm-display, der viste, at dragten nu havde et 85 procent højt oxygenniveau. Til sammenligning ligger Jordens atmosfære på omkring 21 procent. Jeg kunne overleve det, men ikke længe.

Jeg tumlede op ad bakken og tilbage mod Hab’et. Da jeg nåede op over højdedraget, så jeg noget, der gjorde mig meget glad, og noget, der gjorde mig meget ked af det: Hab’et var intakt (Jubi!) og MAV’en var væk (Neeeej!)

I det øjeblik vidste jeg, at jeg var på røven. Men jeg ville ikke bare lægge mig ned og dø herude på Mars’ overflade. Jeg humpede tilbage til Hab’et og fumlede mig ind i en luftsluse. Så snart den havde udlignet trykket, flåede jeg hjelmen af.

Da jeg var helt inde i Hab’et, kravlede jeg ud af dragten og kastede et første, grundigt blik på såret. Det skulle have nogle sting. Heldigvis var vi alle blevet trænet i grundlæggende medicinske procedurer, og Hab’et havde fremragende udstyr til førstehjælp. Et hurtigt skud lokalbedøvelse, rensning af såret, ni sting, og så var jeg klar igen. Den ville stå på antibiotika i et par uger, men ellers var jeg kørende.

Jeg vidste, det var håbløst, men jeg forsøgte at få kommunikationssystemet op at køre. Intet signal, selvfølgelig. Den primære parabol var knækket af, husker I nok. Den rev endda modtageantennen med sig. Hab’et havde ganske vist både et sekundært og et tertiært kommunikationssystem, men begge dele var kun beregnet til at tale med MAV’en, som videresendte til Hermes med sit kraftigere og mere vidtrækkende kommunikationssystem. Sagen er den, at tingene kun virker, hvis MAV’en er parkeret ved siden af.

Jeg havde ingen mulighed for at kontakte Hermes. Hvis jeg brugte tid på det, ville jeg nok kunne lokalisere parabolen ude på overfladen, men det ville tage uger at foretage reparationer, og så ville det være for sent. Ved en afbrydelse af missionen ville Hermes forlade kredsløbet omkring Mars i løbet af fireogtyve timer. Kredsløbsdynamikken gør rumrejsen sikrere og kortere, jo tidligere man tager af sted, så hvorfor vente?

Da jeg undersøgte min dragt nærmere, så jeg at antennen havde pløjet sig gennem min biomonitor-computer. Når man er ude på en EVA, er teamets dragter i netværk med hinanden, så vi kan se vores kammeraters status. Resten af besætningen måtte have set trykket falde til næsten nul, hurtigt efterfulgt af en flad linje for livstegn. Læg dertil, at de så mig styrte ned ad en skråning med et spyd gennem siden, midt i sandstormen … Jeps, de regnede mig for død. Hvordan skulle de kunne andet?

De har måske haft en kort diskussion om at hente mit lig, men reglerne er klare. Hvis et besætningsmedlem dør på Mars, skal vedkommende blive på Mars. At efterlade liget, reducerer vægten i MAV’en på turen tilbage. Det betyder, at den har mere disponibelt brændstof samt en større fejlmargin på reaktionskraften. Ingen grund til sentimentalitet.

Sådan ligger landet altså. Jeg er strandet på Mars. Jeg har ingen mulighed for at kommunikere med Hermes eller Jorden. Alle tror, jeg er død. Jeg befinder mig i et Hab designet til at holde i enogtredive dage.

Hvis oxygenatoren bryder sammen, bliver jeg kvalt. Hvis vandindvinderen går i stykker, dør jeg af tørst. Hvis Hab’et revner, vil jeg ligesom bare eksplodere. Hvis ingen af disse ting sker, vil jeg på et tidspunkt løbe tør for fødevarer og sulte ihjel.

Så ja, jeg er på skideren.