The Martian

Kapitel 3

LOG NOTAT: SOL 25

Kan I huske de gamle matematikspørgsmål, vi fik i skolen? Hvor vand bliver fyldt i en beholder med et vist tempo, og samtidig siver ud af den igen i et andet tempo? Opgaven går ud på, at regne ud, hvornår beholderen er tømt. Præcis det regnestykke er centralt for ”Mark Watney overlever”-projektet, som jeg arbejder på.

Jeg er nødt til at frembringe kalorier. Jeg har også brug for at få dem til at vare i 1387 sole indtil Ares 4 ankommer. Hvis jeg ikke bliver reddet af Ares 4, er jeg under alle omstændigheder en død mand. En sol er 39 minutter længere end en dag, så det kommer op på 1425 dage. Det er mit mål: Mad til 1425 dage.

Jeg har masser af multivitaminer; over dobbelt så mange, som jeg skal bruge. Der er fem gange mere end minimumsmængden af protein i hver madportion, så streng rationering af portionerne kan dække mit proteinbehov i mindst fire år. Den generelle næring er dækket. Jeg har kun brug for at skaffe kalorier.

Jeg skal bruge 1500 kalorier hver dag. Jeg har 400 dages mad til at begynde med. Men hvor mange kalorier skal jeg fremskaffe om dagen gennem hele perioden, for at holde mig i live i cirka 1425 dage?

Jeg skal nok spare jer for regnestykket. Svaret er cirka 1100. Jeg må fremavle 1100 kalorier om dagen med mine afgrøder, for at overleve indtil Ares 4 når hertil. Faktisk lidt mere end det, fordi det er Sol 25 lige nu, og jeg har rent faktisk ikke plantet noget endnu.

Med et jordbrugsareal på 62 kvadratmeter, vil jeg kunne frembringe omkring 288 kalorier om dagen. Jeg må i hvert fald firedoble min nuværende produktionsplan for at klare mig.

Det betyder, at jeg får brug for et større overflademål til jordbrug, og mere vand til at fugte jorden. Lad os tage et problem ad gangen.

Hvor stort et jordbrugsareal kan jeg reelt fremskaffe?

Der er 92 kvadratmeter i Hab’et. Lad os sige, at jeg gør brug af dem alle.

Desuden er der fem ubenyttede køjer. Lad os sige, at jeg også fylder jord i dem. De er hver 2 kvadratmeter store. Det giver mig endnu 10 kvadratmeter. Så er vi oppe på 102.

Hab’et har tre laboratorieborde på hver 2 kvadratmeter. Jeg vil beholde ét til eget brug og ofre to for sagen. Det giver endnu 4 kvadratmeter, hvilket ender på et samlet areal på 106.

Jeg har to Mars-rovere. De har trykforsegling, der giver brugerne mulighed for at køre rundt uden rumdragter i lange tidsrum ved udforskning af overfladen. De er for trange til at plante noget i, og jeg skal under alle omstændigheder bruge dem til kørsel. Men begge rovere har et pop-up telt til nødsituationer.

Det er ret problematisk, at skulle bruge pop-up telte til jordbrugsunderlag, men de kan hver dække 10 kvadratmeter gulvplads. Hvis jeg kan overkomme problemerne, kan de give mig 20 kvadratmeter mere og dermed øge mit landbrugsareal til 126.

Hundrede og seksogtyve kvadratmeter landbrugsjord. Det er en størrelse, der kan bruges til noget. Jeg har stadig ikke noget vand til at vande jorden med, men som sagt, én ting ad gangen.

Det næste, der skal overvejes, er, hvor effektivt jeg kan opdyrke kartofler. Jeg baserede mit høstudbytte på kartoffelindustriens tal på Jorden. Men kartoffelbønderne dernede, er ikke så desperate for at overleve, som jeg er. Hvordan maksimerer jeg mit udbytte?

For det første kan jeg pleje hver enkelt plante. Jeg kan beskære dem, holde dem sunde og afholde dem fra at vokse ind over hinanden. Jeg kan også, når spirerne bryder gennem jorden, genplante dem dybere nede, og dernæst sætte yngre planter over dem. For en almindelig kartoffelavler kan dette ikke betale sig, eftersom han bogstaveligt talt arbejder med millioner af kartoffelplanter.

Denne form for dyrkning ødelægger desuden jorden. Gør man det, vil man i løbet af tolv år have forvandlet sin landbrugsjord til støv. Det er ikke bæredygtigt. Og hvad så? Jeg skal kun overleve i fire år.

Jeg regner med, at jeg kan øge mit udbytte med 50 procent med den metode. Og med et jordbrug på 126 kvadratmeter (lidt over det dobbelte af de 62 kvadratmeter, jeg har lige nu) viser det sig, at jeg kan komme op på over 850 kalorier pr. dag.

Nu gør vi fremskridt. Jeg vil stadig ende med at være tæt på at sulte ihjel, men det bringer mig frem i nærheden af overlevelse. Jeg kan måske klare mig til et punkt nær sultedøden, uden helt at tage billetten. Jeg kunne reducere mit kaloriebehov ved kun at udføre et minimum af manuelt arbejde. Jeg kunne skrue så meget op for Hab’ets temperatur, at min krop bruger mindre energi på at holde sig varm. Jeg kunne amputere en arm og spise den, hvilket ville give mig kostbare kalorier og reducere mit overordnede behov for at skaffe kalorier.

Nej, vel.

Lad os hellere tage udgangspunkt i, at jeg virkelig kan anlægge så stort et jordbrugsareal. Det virker rimeligt. Hvor får jeg så vandet fra? At øge fra 62 til 126 kvadratmeter landbrugsjord med en dybde på 10 centimeter, giver et behov for 6,4 kubikmeter jord ekstra (ud og skovle igen, jubii!), og det vil igen kræve over 250 liter vand.

De 50 liter, jeg har, skal jeg selv drikke, hvis vandindvinderen skulle gå i stykker. Jeg er altså 250 liter bagud i forhold til min 250 liters målsætning.

Pyh. Jeg går i seng.

LOG NOTAT: SOL 26

Det har været en hård, men produktiv dag.

Jeg var led og ked af at spekulere, så i stedet for at prøve at regne ud, hvordan jeg skaffer de 250 liter vand, kastede jeg mig ud i noget praktisk arbejde. Jeg må se at få en ordentlig røvfuld jord mere ind i Hab’et, uanset om det er udtørret og ubrugeligt lige nu.

Jeg fik en kubikmeter ind før mine kræfter slap op.

Så susede der en mindre støvstorm forbi i en times tid og dækkede solfangerne med skidt. I dragten igen og ud på endnu en EVA. Jeg var pissesur over det. Det er kedeligt og fysisk krævende at tørre enorme solcelleflader af. Men da arbejdet var udført, kunne jeg vende tilbage til mit Lille Hab på Prærien.

Det var ved at være tid til endnu en jordfordobling, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det gjort med det samme. Det tog en time. En fordobling mere, og så er den brugbare jord klar til start.

Jeg syntes også, det var tid til at begynde at så frø. Jeg havde jordfordoblet tilstrækkeligt til, at jeg kunne tillade mig at bruge et lille hjørne. Jeg havde tolv kartofler at arbejde med.

Fandme heldigt for mig, at de hverken er frysetørrede eller begyndt at rådne. Hvad fik dog NASA på den tanke, at sende tolv hele kartofler — nedkølede men ikke frosne — med som kabinefragt, i stedet for at pakke det i en kasse og sende det separat med resten af Hab-forsyningerne? Fordi Thanksgiving ville oprinde under vores overflademission, og NASA mente, det ville være godt for os, at samles om et festmåltid. Ikke kun for at spise det sammen, men rent faktisk, at tilberede det i fællesskab. Der er sikkert en form for logik i den tanke, men det kan jeg ikke tage mig af nu.

Jeg skar en kartoffel i fire stykker og sørgede for, at hvert stykke havde mindst to øjne. Øjnene er steder, hvorfra de spirer. Jeg lod dem ligge i et par timer for at hærde lidt, hvorefter jeg begyndte at plante dem i hjørnet med pæne mellemrum. Held og lykke, små tofler. Mit liv afhænger af jer.

Normalt tager det mindst 90 dage for kartofler at gro til fuld størrelse. Så længe kan jeg ikke vente. Jeg er nødt til at partere samtlige kartofler fra denne høst for at tilså resten af jorden.

Hvis jeg skruer temperaturen i Hab’et op til sommerlige 25,5 grader, kan jeg få planterne til at gro hurtigere. Desuden vil indendørsbelysningen give dem masser af ”sollys”, og jeg sørger for at give dem masser af vand (så snart jeg finder ud af, hvordan jeg skaffer vand). Der vil hverken være dårligt vejr eller parasitter til at genere dem, heller intet ukrudt at konkurrere med om jord og næringsstoffer. Med de fordele, burde de skyde sunde spirer inden for fyrre dage.

Her mente jeg, at det var nok med bondemand Mark for i dag.

Et fuldt måltid til aftensmad. Jeg har fortjent det. Jeg har forbrændt et ton kalorier, og dem skulle jeg gerne have tilbage.

Jeg gennemsøgte Kaptajn Lewis’ ting, indtil jeg fandt hendes personlige datastik. Alle fik lov til at medbringe deres egen digitale underholdning, og lige nu var jeg træt af at lytte til Johanssens Beatles-albums. Det var tid til at se, hvad Lewis kunne byde på.

Elendige tv-serier. Det var det. Utallige tv-serier fra stenalderen.

Okay, jeg kan ikke tillade mig at være kræsen. Det bliver Three’s Company.

LOG NOTAT: SOL 29

I de sidste par dage har jeg hentet al den jord ind, jeg skal bruge. Jeg afstivede bordene og køjerne så de kan bære jordens vægt, og fik endda lagt jorden på plads. Der er stadig intet vand til at gøre den frugtbar, men jeg har ideer. Virkelig dårlige ideer, men ideer er ideer.

Dagens store bedrift var, at sætte pop-up teltene op.

Problemet med rovernes pop-up telte er, at de ikke blev designet til hyppig brug.

Meningen er, at man udløser et pop-up telt udenfor, går ind og venter på redningsholdet derinde. Luftslusen består simpelthen af ventiler og to døre. Udlign luftslusen med din side, gå ind; udlign med den anden side, gå ud. Det betyder, at man mister en masse luft, hver gang proceduren udføres. Jeg får brug for at gå derind mindst en gang om dagen. Et pop-up telts maksimale volumen er ret lav, så jeg kan ikke tillade mig det lufttab.

Jeg brugte timer på at regne ud, hvordan man kan slutte et pop-up telt til Hab’ets luftsluse. Jeg har tre luftsluser i Hab’et. Jeg er villig til at ofre to af dem til pop-up teltene. Det ville have været fanastisk.

Det frustrerende er, at pop-up teltene rent faktisk kan sluttes til andre luftsluser! Man har måske tilskadekomne folk derinde, eller også er der mangel på rumdragter. Det er vigtigt, at kunne få folk ud, uden at udsætte dem for Mars’ atmosfære.

Men pop-up teltene blev indrettet til, at ens besætningskammerater kommer til undsætning i en rover. Hab’ets luftsluse er meget større og helt forskellig fra luftsluserne på roverne. Når man tænker nærmere over det, er der faktisk ingen grund til, at man skulle slutte et pop-up telt til Hab’et.

Medmindre, altså, at man er strandet på Mars og alle tror, man er død, mens man i virkeligheden kæmper en desperat kamp mod tiden og elementerne for at holde sig i live. Men bortset fra den usandsynlige situation, burde der ikke være nogen som helst grund til det.

Til sidst måtte jeg bare se tabet i øjnene. Jeg vil miste luft, hver gang jeg går ind eller ud af et pop-up telt. Til gengæld har hvert pop-up telt dog en ventil på ydersiden. Husk på, at der er tale om beskyttelsestelte til nødsituationer. Brugerne skal måske bruge luft, og det kan formidles via en rover gennem tilslutning af en luftforbindelse. Det er ganske enkelt en slange, der udligner roverens luftforsyning med teltets.

Hab’et og roverne bruger samme ventil- og slangestandard, så det lykkedes mig at tilslutte teltene direkte til Hab’et. Det vil automatisk supplere luften, jeg mister når jeg går ind og ud (noget vi NASA-folk kalder for ingress og egress).

NASA havde taget de nødtelte seriøst. I det øjeblik, jeg trykkede på panikknappen i roveren, lød der et øresønderrivende ’whoosh’ da pop-up teltet blæste sig selv op fra fatningen i roverens luftsluse. Det tog to sekunder.

Jeg lukkede luftslusen fra roverens side og havde dermed et dejligt, isoleret pop-up telt. Det var ren rutine at tilslutte equalizerslangen (for en gangs skyld bruger jeg udstyret, som det er meningen, at det skal bruges). Og så, efter et par ture gennem luftslusen (hvor Hab’et automatisk udlignede lufttabet), fik jeg jorden bragt ind.

Jeg gentog proceduren med det andet telt. Alting gik faktisk ret let.

Suk … Så er der vandet.

I high school spillede jeg meget Dungeons and Dragons. (I ville nok aldrig have gættet, at undertegnede botaniker/maskiningeniør var lidt af en nørd i high school, men det var jeg.) I spillet var jeg en cleric. En af mine trylleformularer var ”Skab Vand”. Jeg tænkte altid, at det var en ret åndssvag trylleformular, og jeg brugte den aldrig. Lige nu ville jeg give hvad som helst, for at kunne tage den og overføre den til min virkelighed.

Nå, men det problem må jeg tage op i morgen. I aften skal jeg videre med fortsættelsen af Three’s Company. I aftes slukkede jeg midt i et afsnit, hvor Mr. Roper så noget og misforstod situationen.

LOG NOTAT: SOL 30

Jeg har en skingrende risikabel plan for at skaffe det vand, jeg har brug for. Og jeg mener decideret livsfarlig. Jeg har intet andet valg. Jeg er løbet tør for ideer, og om få dage er det igen tid til en fordobling af jord. Når jeg foretager den sidste jordfordobling, gør jeg det på al den nye jord, jeg har bragt ind. Hvis jeg ikke kan vande den først, dør den simpelthen.

Der er ikke ret meget vand her på Mars. Der er is på polerne, men de er for langt væk. Hvis jeg vil have vand, skal jeg lave det fra bunden. Heldigvis kender jeg opskriften: Tag hydrogen. Tilfør oxygen. Brænd.

Lad os tage det trinvis: Jeg begynder med oxygen.

Jeg har en god del O2-reserver, men ikke nok til at lave 250 liter vand. To højtrykstanke i den ene ende af Hab’et udgør mine samlede forsyninger (plus luften i Hab’et, selvfølgelig). De indeholder hver 25 liter flydende O2. Hab’et vil kun gøre brug af det i en nødsituation; oxygenatoren er der jo til at regulere atmosfæren. Formålet med O2-tankene er at fylde rumdragterne og roverne.

Under alle omstændigheder kan oxygenreserven kun række til at lave 100 liter vand (50 liter O2 giver 100 liter af molekyler, der kun har ét O hver.) Det ville være ensbetydende med nul EVA’er for mig og ingen nødreserver. Desuden ville det give mindre end halvdelen af den vandmængde, jeg behøver.

Men oxygen er lettere at finde på Mars end man skulle tro. Atmosfæren består af 95 procent CO₂. Og jeg har tilfældigvis en maskine, hvis eneste formål er, at frigøre oxygen fra CO₂. Du styrer, oxygenator!

Et lille problem: Atmosfæren er meget tynd — mindre end 1 procent af trykket på Jorden. Derfor er den svær at opsamle. Det er nærmest umuligt, at få luften udefra sluset indenfor. Hele formålet med Hab’et er netop, at forhindre den slags i at ske. Den lille mængde af Mars’ atmosfære, der slipper ind når jeg benytter luftslusen, er latterlig.

Det er her MAV’ens brændstofprocessor kommer ind i billedet.

Mine besætningskammerater tog af sted i MAV’en for flere uger siden, men den nederste del blev efterladt her. NASA har ikke for vane, at sende unødvendig masse ud i kredsløb. Landingsudstyret, affyringsrampen og brændstofprocessoren er her stadig. Kan I huske, hvordan MAV’en laver sit eget brændstof ved hjælp af Mars’ atmosfære? Første trin er indsamling af CO₂ som lagres i en højtrykstank. Når jeg får brændstofprocessoren koblet til Hab’ets kraftværk, kan det give mig en halv liter flydende CO₂ i timen. Efter ti sole, vil det have lavet 125 liter CO₂, som kan give 125 liter O2, når jeg har sluset det gennem oxygenatoren.

Det er nok til at frembringe 250 liter vand. Jeg har altså en plan for oxygen.

Hydrogenspørgsmålet bliver lidt mere indviklet.

Jeg overvejede at tømme hydrogenbrændselscellerne, men jeg skal bruge de batterier til at opretholde strømmen om natten. Hvis jeg ikke gør det, bliver det for koldt. Jeg kunne selvfølgelig pakke mig ind i en masse lag, men kulden ville gøre det af med mine planter. Desuden har hver eneste brændselscelle kun en lille mængde H2. Det er ikke værd at ofre noget så nyttigt for så lille et udbytte. Den største fordel for mig er jo netop, at energi ikke er noget problem. Det vil jeg ikke ændre på.

Jeg må finde en anden vej frem.

Jeg taler ofte om MAV’en. Men nu vil jeg gerne fokusere på MDV’en.

I løbet af de mest skræmmende treogtyve minutter i mit liv, prøvede jeg og mine fire besætningskammerater ikke at skide i bukserne, mens Martinez fløj MDV’en ned til overfladen. Det var nærmest som at være i en tørretumbler.

Først steg vi nedad fra Hermes, og decelererede vores orbitale hastighed, så vi kunne begynde at falde ordentligt. Alting var fint indtil vi ramte atmosfæren. Hvis nogen tror turbulens kan være slemt i et fly med 720 kilometer i timen, skal man prøve at forestille sig, hvordan det føles med 28.000 kilometer i timen. Trinvis blev bremseskærmene automatisk udløst for at dæmpe faldhastigheden, og til sidst styrede Martinez os manuelt ned til overfladen ved hjælp af støddæmpere, for yderligere at sænke farten og styre vores laterale bevægelse. Han havde trænet det i årevis, og han gennemførte det til perfektion. Han overgik alle rimelige forventninger til en landing og fik os sikkert ned, kun ni meter fra målet. Totalt overlegen Marslanding.

Tak, Martinez! Jeg tror, du har reddet mit liv!

Ikke på grund af den perfekte landing, men fordi han efterlod så meget brændstof. Flere hundrede liter hydrazin i overskud. Et hydrazinmolekyle har fire hydrogenatomer. Det vil sige, at én liter hydrazin har nok hydrogen til to liter vand.

Jeg gik ud på en lille EVA for at tjekke. MDV’en har 292 liter brændstof tilbage i tankene. Nok til at lave næsten 600 liter vand! Meget mere end jeg har brug for.

Der er bare en hage ved det: At frigøre hydrogen fra hydrazin er … tja … Det er sådan raketter bliver affyret. Det er meget, meget varmt. Og farligt. Hvis jeg oven i købet gør det i en oxygenbaseret atmosfære, vil den varme og netop frigjorte hydrogen eksplodere. Der kommer en masse H2O ud af det, men jeg vil være for død til at sætte pris på det.

Grundlæggende er hydrazin ret simpelt. Tyskerne brugte det i Anden Verdenskrig til deres hjælperaketudstyrede kampfly (og sprængte lejlighedsvis sig selv i luften med det).

Det eneste man kan gøre, er at føre det gennem en katalysator (som jeg kan tage fra MDV’ens motor), hvorefter det bliver til nitrogen og hydrogen. Jeg springer kemiforedraget over og nøjes med at sige, at resultatet bliver følgende: fem hydrazinmolekyler bliver til fem harmløste N2 molekyler samt ti herlige H2 molekyler. Under processen gennemgår det et mellemstadie som ammoniak. Kemi er en sjusket kælling, som altid efterlader en rest ammoniak, der ikke reagerer med hydrazinen, men bare forbliver ammoniak. Nogen, der kan lide lugten af ammoniak? Tja, den hørm bliver i hvert fald endnu en byld i røven på min stadigt mere ubekvemme eksistens.

Kemien er altså på min side. Spørgsmålene er nu, hvordan jeg rent faktisk får denne reaktion til at forløbe langsomt, og hvordan jeg samler hydrogenet? Svaret er: Jeg ved det ikke.

Jeg går ud fra, at jeg finder på noget. Eller dør.

Nå, men nu til noget andet: Jeg kan simpelthen ikke acceptere udskiftningen af Chrissy med Cindy. Three’s Company bliver nok aldrig det samme efter den fiasko. Jeg må vente og se.