Kapitel 17

LOG NOTAT: SOL 192

Vorherre på lokum!

De kommer tilbage efter mig!

Jeg er helt ved siden af mig selv og ved at tude!

Jeg har også en ordentlig røvfuld arbejde, der skal gøres, før jeg kan tage bussen hjem.

De kan ikke bare hænge derude i kredsløb og vente. Hvis jeg ikke er ude i deres bane, når de passerer, kan de ikke gøre andet, end at vinke til mig.

Jeg er nødt til at nå ud til Ares 4’s MAV. Selv NASA er enig. Og hvis NASA’s tanter anbefaler en 3200-kilometers terrænkørsel, så ved man, at nu er det alvor.

Schiaparelli, jeg kommer!

Altså … ikke lige med det samme. Jeg har stadig den førnævnte røvfuld arbejde, at få fra hånden.

Min smuttur til Pathfinder var en ren søndagsudflugt i forhold til den episke rejse, der venter. Jeg slap af sted med en masse halve løsninger, fordi jeg kun skulle overleve atten dage. Denne gang forholder det sig helt anderledes.

Jeg satte distancen til et gennemsnit på 80 kilometer per sol på turen til Pathfinder. Hvis jeg klarer mig godt på ruten til Schiaparelli, vil turen tage fyrre sole. Jeg sætter det til halvtreds, for at være på den sikre side.

Men der er mere i det end blot tilbagelæggelse af distancen. Når jeg kommer frem, skal jeg slå lejr op og udføre en masse modifikationer på MAV’en. NASA regner med at løbe op i tredive sole, jeg regner med femogfyrre, for at være sikker. Med rejsen og MAV-jobbet, giver det femoghalvfems sole, som jeg sætter til hundrede, fordi femoghalvfems skriger på at blive rundet op.

Jeg skal altså sørge for at overleve udenfor Hab’et i hundrede sole.

”Hvad med MAV’en?” kan jeg høre jer spørge (i min overophedede fantasi). ”Er der ikke forsyninger i den? Luft og vand som minimum?”

Niks. Der er nul og en skid.

Den har ganske vist lufttanke, men de er tomme. En Ares-mission skal under alle omstændigheder bruge en masse O2, N2, og vand. Hvorfor sende mere af det med MAV’en, når det er lettere at få besætningen til at fylde den direkte fra Hab’et? Heldigvis for mine besætningskammerater, pålagde missionsplanen Martinez at fylde MAV’ens tanke på Sol 1.

Forbiflyvningen sker på Sol 549, så jeg skal af sted på Sol 449. Det giver mig 257 sole til at geare op.

Det virker som lang tid, ikke sandt?

I det tidsrum skal jeg ombygge roveren, så den kan bære ”De Tre Store”: den atmosfæriske regulator, oxygenatoren og vandindvinderen. Alle tre skal opbevares under normalt tryk, men roveren er ikke stor nok. Alle tre skal være i funktion hele tiden, men roverens batterier kan ikke tåle den belastning så længe.

Roveren skal derudover bære al maden, vandet og solcellerne, foruden mine ekstra batterier, mit værktøj, nogle reservedele og Pathfinder. Som min eneste kommunikationskanal til NASA, skal Pathfinder transporteres på taget i bedste hillbilly-stil.

Jeg har mange problemer, der skal løses, men jeg har også mange kloge folk til at løse dem. Faktisk noget nær hele planeten Jorden.

NASA arbejder stadig på detaljerne, men tanken er, at tage begge rovere i brug. En til at køre i, den anden som trailer til gods.

Jeg kommer til at udføre strukturelle ændringer på ”traileren”, og med ”strukturelle ændringer” mener jeg, at ”skære et stort hul i skroget.” Derefter kan jeg bugsere de Tre Store ind, og bruge Hab-lærred til en løs tildækning af hullet. Det vil udvide sig og bule ud som en ballon, når jeg trykudligner i roveren, men det skal nok holde. Og hvordan vil jeg så skære en stor bid ud af roverens skrog? Det vil jeg lade min yndige assistent, Venkat Kapoor, forklare nærmere:

(14:38) JPL: Jeg antager, at du spekulerer på, hvordan man skærer et hul i roveren.

Vores eksperimenter viser, at et stenprøvebor kan trænge igennem skroget. Slitage på boret vil i den forbindelse blive minimal (sten er hårdere end kulfiber). Du kan bore huller tæt ved hinanden i lige linjer, og derefter mejsle de tilbageværende stumper mellem hullerne væk.

Jeg håber, du kan lide at bore. Selve borehovedet er 1 cm bredt, hullerne skal ligge med 0,5 cm afstand, og længden af hele udskæringen skal være 11,4. Det bliver i alt 760 huller, og hvert af dem tager 160 sekunder at bore.

Problem: Borehovederne er ikke lavet til konstruktionsprojekter. De er beregnet til hurtige stenprøvetagninger. Batterierne holder kun i 240 sekunder. Du har to bor, men du får kun boret tre huller, før du skal genoplade. En genopladning tager 41 minutter.

Det bliver til 173 timers arbejde, begrænset til 8 EVA-timer om dagen. Det giver 21 dages boring, og det er simpelthen for lang tid. Alle vores andre ideer afhænger af denne udskæring. Hvis det ikke lykkes, skal vi finde andre løsninger.

Vi vil derfor have dig til at forbinde et bor direkte til Hab-ets strømforsyning.

Boret skal bruge 28,8 V og trækker 9 ampere. De eneste strømforsyninger, der kan holde til det, er rover-genopladningskabler. De er på 36 V, 10 ampere max. Eftersom du har to, har vi ikke noget problem med at du ændrer det ene.

Vi vil sende dig instrukser til at sænke spændingen og indsætte en ny sikring i forsyningen, men jeg er sikker på, at du allerede ved hvordan.

I morgen skal jeg lege med højspændingsledninger. Kan ikke forestille mig, hvad der kunne gå galt der.


LOG NOTAT: SOL 193

Det lykkedes mig at forblive i live i dag, selvom jeg arbejdede med højspænding. Det er ikke så dramatisk, som det lyder. Jeg slukkede for strømmen først.

Lige efter instrukserne, ændrede jeg en rovers strømkabel til en boremaskines strømforsyning. At finde det rette antal volt, var blot et spørgsmål om at sætte modstand på; de komponenter er der ikke mangel på i min værktøjskasse.

Jeg var nødt til at lave min egen ni-amperes sikring. Jeg satte tre tre-amperesikringer i forlængelse af hinanden. Ni volt kan ikke trænge igennem, uden at udløse alle tre sikringer i hurtig rækkefølge.

Derefter måtte jeg sætte nye ledninger i en boremaskine. Nogenlunde det samme, som jeg gjorde med Pathfinder. Fjern batteriet og erstat det med et strømkabel fra Hab’et. Denne gang var det bare meget lettere.

Pathfinder var for stor til at kunne klemmes igennem nogen af mine luftsluser, og derfor måtte jeg foretage alle mine nye installationer udenfor. Er der nogen, der har prøvet at udføre elektrikerarbejder iført rumdragt? Røvhamrende besværligt. Jeg måtte endda lave et arbejdsbord ud af Mav’ens landingsstel, hvis nogen kan huske det?

Nå, men boret kunne sagtens komme igennem luftslusen. Det er kun en meter langt og formet som et trykbor. Vi tog vores stenprøver stående, ligesom Apollo-astronauter.

Derudover havde jeg, i modsætning til min brutalisering af Pathfinder, et udførligt diagram til boremaskinen. Jeg fjernede batteriet og erstattede det med et strømforsyningskabel. Dernæst tog jeg boret og dets nye ledning med udenfor, hvor jeg sluttede det til roverens teknisk ændrede opladningsagregat og satte kul på.

Det virkede kanon! Boret roterede lystigt derudaf. På en eller anden måde var det lykkedes mig at få alting gjort rigtigt i første forsøg. Inderst inde havde jeg tænkt, at nu ville jeg sikkert brænde boremaskinen totalt af.

Det var ikke engang frokostid. Jeg tænkte, hvorfor ikke give den fuld skrue med boret.

(10:07) WATNEY: Strømforsyningsmodifikationer udført. Tilsluttede boret og alting fungerer fint. Masser af dagslys tilbage. Send mig en beskrivelse af det hul, I vil have mig til at skære.

(10:25) JPL: Godt at høre. Lyder fint med påbegyndelse af udskæringen. Bare for at få det helt på det rene: Det drejer sig om modifikationer på rover 1, som vi herefter benævner ”traileren”. Rover 2 (den med dine egne modifikationer fra turen til Pathfinder) skal forblive, som den er for nu.

Du skal altså fjerne et stykke af taget, lige foran luftslusen i bagenden af køretøjet. Hullet skal være mindst 2,5 m langt og og 2 m bredt, svarende til trykkammerets bredde.

Før du begynder at skære, skal du tegne formen på traileren, og placere traileren, hvor Pathfinders kamera kan se den. Så kan vi fortælle dig, om du har gjort det rigtigt.

(10:43) WATNEY: Modtaget. Tag et billede 11:30, hvis I ikke har hørt fra mig på det tidspunkt.

Roverne er bygget til at blive koblet sammen, så den ene kan trække den anden. På den måde kan man redde sine besætningskammerater, hvis helvede bryder løs. Af samme grund kan roverne dele luft via slanger, som man forbinder mellem dem. Den lille feature gør, at jeg kan dele trailerens atmosfære på min lange køretur.

Jeg snuppede trailerens batteri for længe siden; den kan ikke bevæge sig ved egen kraft. Jeg hægtede den derfor på min megasejt modificerede rover og slæbte den hen på plads nær Pathfinder.

Venkat bad mig ”tegne” formen, jeg har tænkt mig at skære, men han glemte at nævne hvordan. Jeg har ikke ligefrem en Sharpie, der kan bruges ude på overfladen. Jeg valgte derfor, at vandalizere Martinez’ køje.

Køjerne er i bund og grund hængekøjer. Letvægtssnor løst vævet på noget, der er behageligt at sove på. Hvert gram tæller når man laver ting, der skal sendes til Mars.

Jeg splittede Martinez’ køje ad, tog snorematerialet med udenfor og tapede det fast på trailerens skrog i den form, jeg havde tænkt mig at skære. Og ja, selvfølgelig fungerer gaffertape i et næsten-vacuum. Gaffertape fungerer overalt. Gaffertape er magisk og burde tilbedes.

Jeg kan se, hvad NASA har i tankerne. Bagenden af traileren har en luftsluse, som vi ikke skal rode med. Skæringen skal udføres lige foran den og vil give rigelig plads til at de Tre Store kan stå der.

Jeg har ingen anelse om, hvordan NASA har tænkt sig at forsyne de Tre Store med strøm i fireogtyve og en halv time om dagen, og stadig have energi nok til at holde roveren kørende. Jeg tør vædde på, at de heller ikke selv ved det. Men de er skarpe; de skal nok finde på råd.

(11:49) JPL: Det, vi kan se af din planlagte udskæring, ser fint ud. Vi antager, at den anden side er identisk. Du har clearing til at bore.

(12:07) WATNEY: Det sagde hun også i går.

(12.25) JPL: Alvorligt talt, Mark? Helt ærligt?

Det første, jeg gjorde, var at fjerne trykket i traileren. Kald mig skør, men jeg ville blive pænt træt af, at boret eksploderede i hovedet på mig.

Dernæst måtte jeg vælge et sted at starte. Jeg tænkte, at det ville være lettest at begynde med siden. Jeg tog fejl.

Taget havde været et bedre valg. Siden var besværlig, fordi jeg måtte holde boret parallelt med jorden. Vi taler ikke om farmands Black & Decker derhjemme. Det er en meter langt, og kan kun holdes forsvarligt i håndtagene.

At få boret til at tage ved, var rædselsfuldt. Jeg pressede det mod skroget og tændte for det, men det gled ud til alle sider. Så hentede jeg min trofaste hammer og skruetrækker. Med nogle få slag fik jeg slået et lille hul i carbonkompositen.

Det gav borehovedet forankring, så jeg kunne fastholde boret på samme punkt. Som NASA havde beregnet, tog det omkring to og et halvt minut at komme hele vejen igennem.

Jeg fulgte samme procedure til andet hul, og det gik meget lettere. Efter tredje hul begyndte boremaskinens overophedningslampe at lyse.

Det stakkels bor var ikke beregnet til konstant boring i lange intervaller. Heldigvis sørgede sikringen for, at ophedningen blev registreret og varslet. Jeg tog en slapper, lænet op ad arbejdsbænken, og lod det køle af. Så meget kan man sige om Mars: Den er virkelig kold. Den tynde atmosfære er ikke videre god til at lede varme væk, men alting køles ned i sidste ende.

Jeg havde allerede fjernet borets beskyttelseskappe (strømkablet skulle jo kobles til). En behagelig sideeffekt ved det er, at boret afkøler endnu hurtigere. Jeg skal dog rense det grundigt med nogle timers mellemrum, fordi støvet samler sig.

Omkring 17:00, da solen begyndte at gå ned, havde jeg boret femoghalvfjerds huller. En god start, men der venter stadig tonsvis af arbejde. Før eller senere (sikkert i morgen) skal jeg til at bore de huller, jeg ikke kan nå fra jorden. Dertil skal jeg bruge noget at stå på.

Jeg kan ikke bruge mit ”arbejdsbord”. Der står Pathfinder, og det sidste, jeg ønsker, er at rode med den. Men jeg har stadig tre ekstra MAV-landingsstel. Jeg kan helt sikkert lave en rampe eller noget i den retning.

Nå, det bliver først i morgen.

I aften handler det om at spise en hel ration til middagsmad.

Jeps, nemlig. Sådan er det. Enten bliver jeg reddet på Sol 549 eller også dør jeg. Det betyder, at jeg har femogtredive soles ekstra rationer, og så kan jeg tillade mig at frådste ind i mellem.


LOG NOTAT: SOL 194

Jeg regner med at lave et hul for hvert 3,5 minut. Det inkluderer en lejlighedsvis pause for at lade boret køle af.

Den rytme lærte jeg ved at tilbringe en hel skide dag med at bore. Efter otte timers kedeligt, fysisk hårdt arbejde, havde jeg et resultat på 137 huller.

Det viste sig at være let nok at håndtere boring på steder, jeg ikke kunne nå. Jeg behøvede ikke engang at konstruere noget med et landingsstel. Jeg skulle bare bruge noget at stå på. Jeg brugte en container til geologiske prøver (også kaldet ”en kasse”)

Før jeg fik kontakt med NASA, ville jeg have arbejdet mere end de otte timer. Jeg kan være ude i ti, før jeg begynder at suge ”nødforsyningsluft”, men NASA er en flok sarte mimoser, der ikke vil have mig ude så længe.

Med dagens arbejde, er jeg nået nogenlunde en fjerdedel igennem den fulde udskæring. Altså en fjerdedel af borearbejdet. Bagefter har jeg 759 små bidder at mejsle væk. Jeg ved ikke, hvordan carbonkompositen vil reagere på det. Men NASA vil gøre det tusind gange nede på Jorden, og derefter fortælle mig, hvordan det bedst udføres.

Under alle omstændigheder vil det tage mig endnu fire sole med (røvkedeligt) slid for at afslutte borearbejdet.

Jeg er rent faktisk kommet igennem Lewis’ forsyninger af elendige 70’er-tv-serier. Jeg har også læst alle Johanssens krimier.

Jeg har allerede gennemgået de andre besætningsmedlemmers ting for at finde noget underholdning. Men desværre er Vogels ting er på tysk, Beck har ikke medbragt andet end medicinske tidskrifter, og Martinez har slet ikke taget noget med.

Jeg begyndte virkelig at kede mig, så jeg besluttede mig for at tilegne mig selv et musiknummer til lejligheden. En kendingsmelodi!

Noget passende. Selvfølgelig blev det noget fra Lewis rædselsfulde halvfjerdsersamling. Alt andet ville være forkert.

Der er mange fede kandidater: ”Life on Mars” med David Bowie. ”Rocket Man” med Elton John. ”Alone Again (Naturally)” med Gilbert O’Sullivan.

Jeg endte med at lægge mig fast på ”Stayin’ Alive” med Bee Gees.


LOG NOTAT: SOL 195

Endnu en dag, endnu en masse huller: 145 denne gang (jeg bliver bedre til det). Jeg er halvvejs igennem. Det er efterhånden ret trivielt.

I det mindste har jeg de opmuntrende beskeder fra Venkat som drivkraft.

(17:12) WATNEY: 145 huller i dag. 357 i alt.

(17:31) JPL: Vi forventede, at du var nået længere på nuværende tidspunkt.

Skiderik.

Nå, men jeg keder mig stadig om aftenen. Det er måske sundt nok. Hab’et er i fin stand. De har en redningsplan for mig, og det fysiske arbejde gør, at jeg sover glimrende.

Jeg savner at passe kartoflerne. Hab’et er ikke det samme uden dem.

Der er stadig jord over det hele. Det er ingen grund til at slæbe det hele udenfor igen. I mangel af bedre ting at foretage mig, kørte jeg nogle tests på dem. Forbløffende nok havde nogle af bakterierne overlevet. Populationen er stærk og voksende. Det er ret imponerende, når man tænker på, at de blev udsat for et nær-vacuum med subarktiske temperaturer i over fireogtyve timer.

Jeg gætter på, at der dannede sig islommer rundt om nogle bakterier, der fik en boble af tåleligt tryk indeni, mens kulden alene ikke kunne gøre det af med dem. Med hundrede millioner bakterier, skal der kun én overlevende til, for at forhindre udryddelse.

Livet er forbløffende hårdført. De er lige så meget imod at dø, som jeg er.


LOG NOTAT: SOL 196

Jeg har nosset i det.

Jeg har i den grad nosset i det. Jeg har begået en fejltagelse, der kan slå mig ihjel.

Jeg begyndte som sædvanlig min EVA omkring 08:45. Jeg tog min hammer og skruetrækker, og begyndte at hakke i trailerens skrog. Det er et helvede slid at få lavet sådan en skramme, før hver boring, så jeg laver alle dagens skrammer på én gang.

Efter at have banket 150 skår ud til boring (Ja, jeg er optimist), begyndte jeg at arbejde.

Det var det samme arbejde, som igår og dagen før. Bore igennem, omplacere. Bore igennem, omplacere. Bore igennem en tredje gang, og dernæst lægge boret til afkøling. Gentag processen om og om igen indtil frokosttid.

Jeg tog en pause klokken 12:00. Fik en dejlig frokost i Hab’et og spillede et slag skak med computeren (den gav mig røvfuld). Så var det ud igen til dagens anden EVA.

Klokken 13:30 skete den fatale katastrofe, selvom det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt.

Livets værste forandringer varsles altid af små observationer. Den lille knude i siden, som ikke plejer at være der. At komme hjem til konen og se to brugte vinglas stå ved vasken. Hver gang man hører ”Vi afbryder udsendelsen …”

For mig var det, da boret ikke ville starte. Det fungerede fint tre minutter forinden. Jeg havde afsluttet et hul og lagt boret til afkøling. Alting som jeg plejer.

Men da jeg prøvede at få det i gang igen, var det dødt. Strømlampen lyste ikke.

Jeg lod mig ikke slå ud. Hvis den var helt gal, havde jeg altid det andet bor. Det ville tage nogle timer at rigge det til, men ikke noget at bekymre sig om.

At strømforsyningslampen ikke lyste betød, at der sandsynligvis var noget i vejen med kablet. Et hurtigt blik på luftslusens vindue viste, at Hab’ets lys var tændt. Der var altså ikke tale om systemfejl. Jeg tjekkede mine nye sikringer, og som forventet var de alle røget.

Boret trak vist lidt for stor strømstyrke. Let ordnet. Jeg nulstillede sikringerne og vendte tilbage til arbejdet. Boret tændte omgående, og så var jeg atter i gang med at bore huller.

Det lyder ikke som noget at hidse sig op over, vel? Det gjorde jeg i hvert fald ikke på det tidspunkt.

Min arbejdsdag sluttede klokken 17:00 efter boring af 131 huller. Ikke så godt som i går, men jeg spildte noget tid på boremaskinens sammenbrud.

Jeg rapporterede mine fremskridt.

(17:08) WATNEY: 131 huller i dag. 488 i alt. Mindre problem med bor; sikringerne røg. Der er måske en mindre kortslutning i boret, sandsynligvis i sammenkoblingen til strømkablet. Det skal måske repareres.

Jorden og Mars befinder sig lidt over atten lysminutter fra hinanden i øjeblikket. NASA plejer at svare indenfor femogtyve minutter. Husk på, at jeg foretager al min kommunikation fra Rover 2, der transmitterer det hele via Pathfinder. Jeg kan ikke bare slænge mig inde i Hab’et og vente på svar; jeg er nødt til at blive i roveren, indtil de bekræfter modtagelse af besked.

(17:38) WATNEY: Har ikke modtaget svar. Sidste besked sendt for 30 minutter siden. Bekræft venligst.

Jeg ventede endnu tredive minutter. Stadig intet svar. Frygten begyndte at ulme.

Dengang JPL’s nørdebrigade hackede roveren og Pathfinder til en fattigsmandsudgave af IM client, sendte de mig en tjekliste til fejllokalisering. Jeg udførte den første instruks.

(18:09) WATNEY: system_command: STATUS

(18:09) SYSTEM: sidste besked sendt for 00h31m siden. Sidste besked modtaget for 26h17m siden. Sidste respons-ping fra sonden modtaget 04h24m siden. Sidste respons-ping fra sonden modtaget for 04h24m siden. ADVARSEL: 52 ubesvarede ping.

Pathfinder kommunikerede ikke længere med roveren. Den var ophørt med at besvare signalerne for fire timer og fireogtyve minutter siden. Hurtig hovedregning fortalte mig, at det var omkring 13.30 i dag.

Samme tid som boret gik dødt.

Jeg prøvede at lade være med at gå i panik. Tjeklisten for fejl har en række forslag til, hvad man kan prøve, hvis man mister kommunikation. De er som følger:

Fastslå, om der stadig er strømforsyning til Pathfinder.

Start rover op igen.

Start Pathfinder op ved at frakoble/tilkoble strøm.

Installér rovers kommunikationssoftware på den anden rovers computer og prøv derfra.

Hvis begge rovere svigter, er problemet sandsynligvis i Pathfinder. Tjek omhyggeligt forbindelsen. Rens Pathfinder for Marsstøv.

Skriv besked i morsekode med sten, deriblandt hvad der er forsøgt. Problemet kan måske løses med en fjernstyret opdatering af Pathfinder.

Jeg nåede kun til trin 1. Jeg kontrollerede Pathfinders strømforsyning og den negative pol var ikke længere tilsluttet.

Jeg blev henrykt. Sikken lettelse! Smilende hentede jeg min elektronik-værktøjskasse og forberedte mig på at tilslutte ledningen. Jeg trak den ud af sonden for at rense den ordentligt (så godt jeg kunne med min rumdragts behandskede hånd) og lagde mærke til noget usædvanligt. Isolationen var smeltet.

Jeg undrede mig over, hvordan det kunne ske. Smeltet isolation plejer at betyde en kortslutning. At der var kørt mere strøm igennem end ledningen kunne bære. Men den blottede del af ledningen var ikke sort eller det mindste svedet, og dertil kom, at ledningen med den positive ladning slet ikke havde smeltet isolationsmateriale.

Og så, en efter en, faldt brikkerne på plads, og Mars’ grufulde realitet dæmrede. Selvfølgelig blev ledningen hverken brændt eller afsvedet. Disse ting er et resultat af oxidation. Der er intet oxygen i luften. Når alt kom til alt, opstod der nok alligevel en kortslutning. Men da ledningen med den positive ladning forblev upåvirket, må strømmen være kommet et andet sted fra …

Og borets afbryder udløstes lige omkring det tidspunkt …

Åh … shit …

Pathfinders interne elektronik inkluderede en jordledning fra skroget. På den måde kunne den ikke opbygge nogen statisk elektricitet i Mars’ vejrforhold (ingen fugtighed kombineret med hyppige sandstorme kan opbygge en imponerende statisk ladning)

Skroget stod på Panel A, en af de fire sider på tetrahedronen, der bragte Pathfinder til Mars. De tre andre sider er stadig i Ares Vallis, hvor jeg efterlod dem.

Mellem Panel A og arbejdsbænken lå Mylar-ballonerne, som Pathfinder havde brugt ved styrtlandingen. Jeg havde flænset en del for at bruge dem til at bugsere med, men der var stadig en masse materiale tilbage — nok til at kunne nå rundt om Panel A og være i kontakt med skroget. Jeg bør nævne, at Mylar-plast er ledende.

Klokken 13:30 støttede jeg boret mod arbejdsbænken. Borets kappe var fjernet for at gøre plads til strømkablet. Arbejdsbænken er af metal. Hvis boret blev lænet godt op ad arbejdsbænken, ville der med en vis sandsynlighed opstå en metal-mod-metal forbindelse.

Det var nøjagtig, hvad der skete.

Strømmen vandrede fra boremaskinens positiv-ledning gennem arbejdsbænken, gennem Mylarmaterialet, gennem Pathfinders skrog, gennem en masse ekstremt sensistiv elektronik, og ud gennem den negativt ladede ende af Pathfinders strømforsyning.

Pathfinder opererer på 50 milliampere. Den blev udsat for 9000 milliampere, der pløjede sig gennem den skrøbelige elektronik og svitsede alt på sin vej. Afbryderne slukkede for strømmen, men det var for sent.

Pathfinder er død. Jeg har mistet muligheden for at kontakte Jorden.

Jeg er overladt til mig selv.

Загрузка...