The Martian

Kapitel 15

(08:12) WATNEY: Test.

(08:25) JPL: Modtaget! Du gav os lidt af en forskrækkelse. Tak for dit ”A-okay”. Vores analyse af satellitbilledmaterialet viser en fuldstændig løsrivning af Luftsluse 1. Er det korrekt? Hvad er din status?

(08:39) WATNEY: Hvis I med ”løsrivning” mener ”Jeg blev skudt ud som en raket,”, så ja. Mindre snitsår på min pande. Fik problemer med min EVA-dragt (forklaring følger). Jeg lappede Hab’et sammen og genoprettede tryk (primære lufttanke er intakte). Jeg har netop fået strøm online. Afgrøder er døde. Jeg har reddet så mange kartofler som muligt, og har lagret dem udenfor. Min optælling siger 1841 stk. De vil vare 184 dage. Tilbageværende missionsrationer medregnet, begynder jeg at sulte på Sol 584.

(08:52) JPL: Det er vi også nået frem til. Vi arbejder på løsning af madproblemet. Hvad er status på Hab’ets systemer?

(09::05) WATNEY: Primær luft og vandtanke er uskadte. Roveren, solcelleanlægget og Pathfinder var uden for eksplosionens rækkevidde. Jeg kører tests på Hab’ets systemer, mens jeg venter på jeres næste svar. Forresten, hvem taler jeg med?

(09:18) JPL: Venkat Kapoor i Houston. Pasadena videresender mine beskeder. Jeg vil stå for al direkte kommunikation med dig fra nu af. Tjek oxygenatoren og vandindvinderen først. De er vigtigst.

(09:31) WATNEY: Døh. Oxygenatoren fungerer fint. Vandindvinderen er fuldstændig stået af. Bedste bud er, at vandet frøs i den, og fik nogle slanger til at revne. Jeg er sikker på, at jeg kan fikse den. Hab’ets primære computer fungerer også uden problemer. Nogen bud på, hvad der fik Hab’et til at eksplodere?

(09:44) JPL: Bedste bud er slitage på lærred nær Luftsluse 1. Atmosfære-cyklusen tærede på det, indtil det brast. Benyt fra nu af skiftevis Luftsluse 2 og 3 til alle EVA’er. Desuden sender vi dig en tjekliste og procedurevejledning til komplet undersøgelse af lærred.

(09:57) WATNEY: Fedt, jeg får chancen for at stirre på en væg i timevis! Lad mig endelig vide, hvornår I finder en plan for at forhindre mig i at sulte.

(10:11) JPL: Skal jeg nok.

”Det er Sol 122,” sagde Bruce. ”Vi skal have en sonde frem til Mars senest på Sol 584. Det er en frist på firehundrede og toogtres sole, som er firehundrede og femoghalvfjerds dage.”

De forsamlede afdelingschefer i JPL rynkede panderne og gned sig i øjnene.

Han rejste sig fra stolen. Jordens og Mars’ positioner er ikke optimale. Turen vil tage fire hundrede og fjorten dage. Montering af sonden til boosteren samt de følgende inspektioner, vil tage tretten dage. Det giver os kun otteogfyrre dage til at bygge den sonde.”

Lyden af opgivende hvisken fyldte lokalet. ”Du almægtige,” lød det fra en.

”Vi taler om en helt ny situation,” fortsatte Bruce. ”Vores fokus er fødevarer. Alt andet er en luksus. Vi har ikke tid til at fremstille en brændstofdreven nedstigningsraket. Det må blive en styrtlander. Det vil sige, at vi ikke kan lægge noget skrøbeligt i den. Vink farvel til alt det andet ragelse, vi planlagde at sende.”

”Hvor skal boosteren komme fra?” spurgte Norm Toshi, der stod for reentry-processen.

”EagleEye 3 Saturnsonden,” sagde Bruce. ”Den var sat til planlagt opsendelse i næste måned. NASA har parkeret den i venteposition, så vi kan få boosteren.”

”Gætter på, at EagleEye-teamet blev pissesure over det,” sagde Norm.

”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” sagde Bruce. ”Men det er vores eneste booster, som er stor nok. Det bringer mig til min næste pointe: Vi har kun én chance for at få dette til at fungere. Forfejler vi den, dør Mark Watney.”

Han så rundt i lokalet for at lade budskabet bundfælde sig.

”Vi har dog også noget i vores favør,” fortsatte han endelig. ”Vi har nogle af delene, der blev lavet til Ares 4’s forsyningsmissioner. Vi kan snuppe noget fra dem og spare tid. Vi skal også huske på, at det en fødevarer, vi sender af sted. Det er en robust last. Selvom der skulle opstå et problem ved reentry i atmosfæren, og sonden lander med voldsom kraft, vil maden stadig være mad.

”Vi behøver heller ikke, at forberede præcisionslanding. Om nødvendigt kan Watney rejse hundredvis af kilometer. Vi skal bare finde et sted så tæt på, at han vil være i stand til at nå dertil. Det vil altså sige, at vores forudsendte fødevareforsyning bliver en standardpakke med styrtlanding. Vi skal bare sørge for, at det går stærkt. Lad os komme i gang.”

(08:02) JPL: Vi har strikket et projekt sammen for at skaffe dig mad. Det har været under udførelse i en uges tid. Vi kan godt få det bragt frem til dig, før du begynder at sulte, men det bliver på et hængende hår. Sendingen vil kun bestå af mad og en radio. Vi kan hverken sende en oxygenator, vandindvinder eller alt muligt andet uden brændstofkrævende nedstigning.

(08:16) WATNEY: Ingen klager herfra. Jeg er glad så længe I skaffer mig maden. Jeg har fået alle Hab-systemerne op at køre igen. Vandindvinderen fungerer fint nu, hvor jeg har erstattet de bristede slanger. Hvad vandforsyning angår, har jeg 620 liter tilbage. Jeg havde 900 liter (300 til at begynde med, 600 mere ved at reducere hydrazin). Det vil sige, at jeg mistede næsten 300 ved fordampning. Men det er stadig nok nu, hvor vandindvinderen fungerer igen.

(08:31) JPL: Godt. Hold os underrettet om mekaniske eller elektroniske problemer. Forresten, så hedder sonden, vi sender til dig, Iris. Den er opkaldt efter den græske gudinde, der rejste over himlen med vindens hastighed. Hun er også gudinde for regnbuer.

(08:47) WATNEY: Homo-sonde kommer og redder mig. OK.

Rich Purnell sad og nippede til sin kaffe i den stille bygning. Han kørte en sidste test på den software, han havde skrevet. Den gik glat igennem. Han lænede sig tilbage i stolen med et lettet suk. Et blik på computerens ur fik ham til at ryste på hovedet. 3:42.

Som astrodynamiker var Rich ikke vant til at arbejde sent. Hans job var, at finde de nøjagtige orbitale kredsløb og kurskorrektioner, som er nødvendige for enhver given mission. Det plejede at være et af de første trin i et projekt, da alle de følgende trin blev baseret på kredsløbet.

Denne gang var det omvendt. Iris skulle bruge en kredsløbskurs, men ingen vidste, hvornår den ville blive opsendt.

Planeter bevæger sig med tiden. En kurs udregnet til en specifik opsendelsesdato vil kun fungere på netop den dato. Selv en enkelt dags forskel ville resultere i en forbier langt fra Mars. Derfor måtte Rich udregne mange kursretninger. Han havde et interval på femogtyve dage, hvorunder Iris sandsynligvis ville blive sendt ud. Han udregnede en kurs for hver dag.

Han begyndte på en e-mail til sin chef.

Mike, vedlagt finder du kursberegningerne for Iris med 1-dags løbende tilvækst. Vi bør påbegynde ekspertvurdering og kritisk gennemgang, så de kan få et officielt blåstempel. Og du fik ret. Jeg har næsten været her hele natten.

Det var ikke så slemt. Ikke i nærheden af anstrengelserne med at udregne kredsløb til Hermes. Jeg ved godt, at du begynder at kede dig, når jeg bliver matematisk, så jeg nøjes med at opsummere: De små, konstante omdrejninger i Hermes’ ion-motorer er meget sværere at håndtere, end en forsyningssondes kraftige acceleration.

Alle 25 kursberegninger viser et tidsperspektiv på 414 dage og varierer kun lidt i accelerationsvarighed og vinkel. Brændstofforbruget er næsten identisk for samtlige kredsløb og ligger pænt inden for EagleEye-boosterens kapacitet.

Det er bare ærgerligt, at Jorden og Mars’ positioner ligger så upraktisk. Det ville rent faktisk være lettere, at —

Han holdt op med at taste.

Stirrede ud i luften med et fjernt blik og rynket pande.

”Hmm,” sagde han.

Han greb ud efter sit kaffekrus og gik ind i frokoststuen for at tanke op.

Teddy scannede det overfyldte mødelokale. Sjældent havde man set se så mange af NASAs absolutte topfolk samlet på ét sted. Han rettede på den lille stak notater, han havde forberedt, og placerede dem pænt foran sig.

”Jeg ved, at I alle har travlt,” sagde Teddy. ”Tak for at sætte tid af til dette møde. Jeg skal bruge en status på Projekt Iris fra samtlige afdelinger. Venkat, lad os begynde med dig.”

”Missionsteamet er parat,” sagde Venkat og så på sin laptops skærmbillede af regnearket. ”Vi havde som udgangspunkt en mindre magtkamp mellem forsyningsteamet på henholdsvis Ares 3- og Ares 4-projekterne. Gutterne fra Ares 3 sagde, at de ville styre tingene, eftersom Ares 3 i realiteten stadig er under afvikling, så længe Watney befinder sig på Mars. Ares 4 teamet påpegede imidlertid, at det drejede sig om deres tildelte sonde. Jeg besluttede, at arbejde med Ares 3.”

”Gav det anledning til utilfredshed hos Ares 4?” spurgte Teddy.

”Ja, men det må de komme sig over. De har tretten andre forudsendte forsyningsmissioner på vej. De får ikke tid til at være fornærmede.”

”Mitch,” sagde Teddy til flyvelederen. ”Hvad med opsendelsen?”

Mitch trak sin øresnegl ud. ”Vi har allerede gjort et kontrolrum klart,” sagde han. ”Jegt vil overvåge opsendelsen og dernæst overlade rejse og landing til Venkats drenge.”

”Mediehåndtering?” sagde Teddy og vendte sig mod Annie.

”Jeg giver pressen daglige opdateringer,” sagde hun og lænede sig tilbage i sin stol. ”Alle ved at Watney er på røven, hvis dette ikke lykkes. Offentligheden har ikke været så engageret i rumskibskontruktioner siden Apollo 11. CNN’s Watney Rapport har ligget som nummer 1 på listen over mest sete programmer, siden det gik i luften for to uger siden.”

”Det er godt med opmærksomhed,” sagde Teddy. ”Det bidrager til at skaffe os ekstraordinære bevillinger fra Kongressen.” Han løftede hovedet og så hen på en mand, der stod nær døren. ”Maurice, tak for at du fløj hertil med så kort varsel.”

Maurice nikkede.

Teddy henvendte sig til alle i lokalet med en præsenterende gestus mod Maurice: For de af jer, som ikke kender ham: Dette er Maurice Stein fra Cape Canaveral. Han var udpeget som opsendelsesleder til EagleEye 3, så han arvede rollen til Iris. Jeg beklager, at vi kom ind over og snuppede den, Maurice.”

”Ikke noget at snakke om,” sagde Maurice. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe her.”

Teddy tog det øverste ark af sine notestal og lagde det med bagsiden opad ved siden af stakken. ”Hvordan skrider det frem med boosteren?”

”Udmærket for øjeblikket,” sagde Maurice. ”Men det er ikke optimalt. EagleEye var allerede klargjort til opsendelse. Boostere er ikke designet til at stå opret og blive udsat for tyngdekraft i en længerevarende periode. Vi tilfører eksterne støtteanordninger, som vi fjerner igen ved opsendelse. Det er lettere end at afmontere den. Derudover har brændstoffet en tærende virkning på de indre tanke, så vi har været nødsaget til at dræne dem. I mellemtiden foretager vi inspektioner på alle systemer hver tredje dag.”

”Udmærket. Tak,” sagde Teddy. Han vendte sin opmærksomhed mod Bruce Ng, der gengældte hans blik med tunge, blodskudte øjne.

”Bruce, tak fordi du også fløj hertil. Hvordan er vejret i Californien for tiden?”

”Det har jeg ingen anelse om,” sagde Bruce. ”Det er sjældent, jeg får verden udenfor at se.”

Lavmælt latter fyldte lokalet i nogle sekunder.

Teddy vendte endnu et ark. ”Vi er kommet til det store spørgsmål, Bruce. Hvordan skrider det frem med Iris?”

”Vi er bagud,” sagde Bruce med en træt hovedrysten. ”Vi arbejder så hurtigt, vi kan, men det er bare ikke hurtigt nok.”

”Jeg kan godt rejse penge til overarbejde,” tilbød Teddy.

”Vi arbejder allerede i døgndrift.”

”Hvor langt bagud taler vi om?” spurgte Teddy.

Bruce gned sine øjne og sukkede. ”Vi har været i gang i niogtyve dage, hvilket vil sige, at vi har nitten dage tilbage. Derefter skal opsendelsesteamet bruge tretten dage på at montere den på boosteren. Vi er mindst to uger bagud.

”Er det så meget bagud, I kommer?” spurgte Teddy og skrev et notat ned i sine papirer. ”Eller vil tidsplanen skride yderligere?”

Bruce trak på skuldrene. ”Hvis vi ikke får flere problemer, bliver det to ugers forsinkelse. Men vi har altid problemer.”

”Giv mig et tal,” sagde Teddy.

”Femten dage,” svarede Bruce. Hvis vi fik femten dage mere, er jeg sikker på, at vi kan få det gjort til den tid.”

”Udmærket,” sagde Teddy og skrev et notat mere. ”Lad os trylle femten dage frem.”

Han vendte sin opmærksomhed mod Ares 3’s rumfartsmediciner og spurgte:” Dr. Keller, kan vi reducere Watneys madrationer og få dem til at vare længere?”

”Nej, beklager,” sagde Keller. ”Han lever allerede på et minimalt kalorietal. Når man ser på mængden af fysisk arbejde, han udfører, spiser han allerede meget mindre end han burde. Og det bliver kun værre. Inden længe vil hans kost udelukkende bestå af karofler og vitamintilskud. Han gemmer de proteinrige rationer til senere brug, men han undgår ikke at blive underernæret.”

”Når han først løber tør for mad, hvor længe kan han så overleve, før han dør af sult?” spurgte Teddy.

”Med en rigelig vandforsyning, kan han nok holde i tre uger. Det er kortere end en almindelig sultestrejke, men man skal huske på, at han i forvejen er tynd og fejlernæret.”

Venkat løftede en hånd i vejret og fangede deres opmærksomhed. ”Husk på, at Iris er en tumling; han bliver måske nødt til at køre i nogle dage, for at nå hen til den. Jeg gætter på, at det er svært at styre en rover, når man bogstaveligt talt er ved at sulte ihjel.”

”Det er fuldstændig rigtigt,” bekræftede dr. Keller. ”Med kun få dage før han løber helt tør for mad, vil han dårligt være i stand til at stå oprejst, og da slet ikke til at styre en rover. Desuden vil hans mentale funktioner ret hurtigt begynde at degenerere. Han vil få svært ved overhovedet at holde sig vågen.”

”Og dermed forbliver landingsdatoen urørlig,” sagde Teddy. ”Maurice, kan du få Iris på boosteren på mindre end tretten dage?”

Maurice lænede sig tilbage mod væggen og tog sig til hagen. ”Tja … Den egentlige montage tager kun tre dage. De følgende ti skal bruges til testkørsler og inspektioner.”

”Hvor meget kan du reducere der?”

”Med tilstrækkelig overtid, kunne jeg få selve monteringen ned på to dage, inklusive transport fra Pasadena til Cape Canaveral. Men inspektonerne kan ikke afkortes. De er tidsbaserede. Vi udfører kontroller og ekstrakontroller med faste intervaller for at se, om noget deformeres eller forvrider sig. Hvis man afkorter intervallerne, bliver inspektionerne ugyldige.”

”Hvor hyppigt afdækker disse inspektioner et problem?” spurgte Teddy.

Der blev stille i lokalet.

”Øh,” stammede Maurice. ”Foreslår du, at vi undlader at foretage inspektionerne?”

”Nej,” sagde Teddy. ”Lige nu, spørger jeg, hvor ofte de afdækker et problem.”

”Cirka ved hver tyvende opsendelse.”

Teddy skrev det ned. ”Og hvor ofte finder man noget, der ville have forårsaget en mislykket mission?” spurgte Teddy.

”Det ligger på to komma fem procent.” Det var Venkat, der trådte til. ”Normalt vil det være grund til afbrudt nedtælling. Vi kan ikke tage sådan en chance.”

”’Normalt’ er fortid,” sagde Teddy. ”Syvoghalvfems komma fem procent er bedre end nul. Kan nogen finde en sikrere måde at skaffe os mere tid?”

Han kastede et blik rundt i lokalet. Udtryksløse ansigter stirrede tilbage.

”God så,” sagde han og slog en cirkel omkring noget i sine notater. ”Fremskynding af monteringsprocessen og overspring af inspektion giver os elleve dage mere. Hvis Bruce kan hive en kanin ud af hatten og blive hurtigere færdig, kan Maurice nå nogle inspektioner.”

”Hvad med de andre fire dage?” spurgte Venkat.

”Jeg er sikker på, at Watney kan strække maden til at vare fire dage mere, underernæring eller ej,” sagde Teddy og så på dr. Keller.

”Det —” begyndte Keller. ”Det kan jeg ikke anbefale —”

”Stop lige,” afbrød Teddy. Han rejste sig op og rettede på sin blazer. ”Hør her, alle mand, jeg forstår jeres synspunkter. Vi har procedurer. At springe de procedurer over, er risikabelt. Risiko betyder problemer for alle afdelinger. Men lige nu har vi ikke råd til at dække os ind. Vi må tage chancer. Hvis ikke vi gør det, dør Mark Watney.”

Han vendte sig mod Keller og sagde: ”Få maden til at vare fire dage ekstra.”

Keller nikkede.

”Rich,” sagde Mike.

Rich Purnell koncentrerede sig om sin computerskærm. Hans aflukke var oversvømmet af udprint, kort og referencebøger. Der stod tomme kaffekrus på hver eneste flade, og gulvet flød med takeaway-emballage.

”Rich,” gentog Mike lidt højere.

Rich så op. ”Ja?”

”Hvad fanden har du gang i?”

”Bare et lille sideprojekt. Noget, jeg vil undersøge nærmere.”

”Jamen … Det er vel fint nok,” sagde Mike. ”Men du skal altså færdiggøre dine aktuelle opgaver først. Jeg bad om de satellitjusteringer for to uger siden, og du er stadig ikke færdig med dem.”

”Jeg skal bruge noget supercomputer-tid,” sagde Rich.

”Skal du bruge supercomputer-tid til at udregne rutinejusteringer?”

”Nej, til det andet, jeg arbejder med,” sagde Rich.

”Rich, helt ærligt. Du er nødt til at passe dit job.”

Rich tænkte sig lidt om. ”Ville det være passende, hvis jeg tog noget tid til ferie?” spurgte han.

Mike sukkede. ”Ved du hvad, Rich? Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, hvis du tog lidt ferie .”

”Fedt!” smilede Rich. ”Så begynder jeg min ferie lige nu.”

”Fint,” sagde Mike. ”Gå du bare hjem og hvil dig.”

”Jamen, jeg skal ikke hjem,” sagde Rich og vendte tilbage til sine udregninger.

Mike gned øjnene. ”Okay, gør, hvad du vil. Hvad så med de satellitbaner … ?”

”Jeg har ferie,” sagde Rich uden at se op.

Mike rystede på hovedet og gik.

(08:01) WATNEY: Hvordan går det med min forsyningspakke?

(08:16) JPL: Lidt bagud med tidsplanen, men vi skal nok få det på plads. I mellemtiden vil vi gerne have, at du får noget arbejde fra hånden. Vi føler os sikre på, at Hab’et er i god stand. Vedligehold tager dig kun tolv timer om ugen. Vi har tænkt os at udfylde resten af din tid med research og eksperimenter.

(08:31) WATNEY: Fedt! Jeg er træt af, at sidde og glo. Jeg skal være her i flere år. I kan lige så godt få noget nytte ud af mig.

(08:47) JPL: Det tænkte vi også. Vi sender dig et arbejdsskema, så snart videnskabsteamet får det stykket sammen. Det bliver mest EVA’er, geologiske prøver, jordprøver og ugentlige selvudførte medicinske prøver. Jeg må tilstå, at dette er den bedste ”bonus Marstid”, vi har haft siden Opportunity-landeren.”

(09:02) WATNEY: Opportunity vendte aldrig tilbage til Jorden.”

(09:17) JPL: Undskyld! Dårlig sammenligning.

JPL’s Spacecraft Assembly Facility, kendt som det ”sterile rum”, var det ikke særligt kendte fødested for de mest berømte rumfartøjer i Marsforskningens historie. Mariner, Viking, Spirit, Opportunity og Curiosity, bare for at nævne nogle få, blev alle til i dette ene rum.

I dag summede rummet af aktivitet, mens teknikerne forseglede Iris i den specialdesignede transportcontainer.

Off-duty teknikerne overvågede proceduren fra observationsplatformen. De havde næsten ikke været hjemme i de forløbne to måneder; cafeteriaet var lavet om til en interimistisk sovesal. En tredjedel af dem ville normalt sove på dette tidspunkt, men de ville ikke gå glip af det store øjeblik.

Skifteholdets leder strammede den sidste bolt. I samme øjeblik han trak skruenøglen ud, brød ingeniørerne ud i klapsalver. Mange af dem havde tårer i øjnene.

Efter seksogtres dages opslidende arbejde var Iris færdiggjort.

Annie steg op på podiet og justerede mikrofonen. ”Opsendelsesforberedelserne er fuldført,” sagde hun. ”Iris er parat til sin rejse. Tidspunkt for opsendelse bliver 9:14.

”Når opsendelsen er fuldført, vil den forblive i kredsløb i mindst tre timer. I løbet af den tid vil Mission Control samle den eksakte telemetri til forberedelsen af bane og fremdrift mod Mars. Når det er gjort, overdrages missionen til Ares 3-teamet, der vil overvåge dens rejse de følgende måneder. Det vil tage firehundrede og fjorten dage at nå Mars.”

”Angående lasten,” spurgte en reporter, ”jeg hører, at der er mere end kun mad?”

”Det er korrekt,” smilede Annie. ”Vi bevilligede hundrede gram til ekstravagance. Der er nogle håndskrevne breve fra Marks familie, en besked fra Præsidenten og et USB-stik med musik fra alle tider.”

”Også disco?” var der en, der spurgte.

”Ingen disco,” sagde Annie, mens dæmpet latter hørtes fra forsamlingen.

CNN’s Cathy Warner tog ordet. ”Hvis denne sending forfejles, findes der så andre muligheder for Watney?”

”Der er risiko ved enhver opsendelse,” sagde Annie og undveg spørgsmålet, ”men vi forventer ingen problemer. Vejret på Cape C er klart og varmt. Forholdene kunne ikke være bedre.”

”Er der nogen øvre begrænsning for omkostningerne ved denne redningsmission?” spurgte en anden reporter. ”Der er folk, som begynder at spørge, hvor grænsen går.”

”Det handler ikke om bundlinjen,” sagde Annie, der var forberedt på det spørgsmål. ”Det handler om et menneskeliv i overhængende fare. Men hvis du gerne vil diskutere det økonomiske aspekt, så overvej værdien af Mark Watneys udvidede mission. Hans forlængede ophold og kamp for overlevelse giver os mere viden om Mars end hele resten af Aresprogrammet tilsammen.

”Tror du på Gud, Venkat?” spurgte Mitch.

”Det kan du tro, hver og en,” sagde Venkat. ”Jeg er hindu.”

”Bed dem alle hjælpe os med denne mission.”

”Det vil jeg gøre.”

Mitch gik hen til sin station i Mission Control. Lokalet var levende af aktivitet, da dusinvis af overvågningsteknikere hver især gjorde deres sidste forberedelser til opsendelse.

Han tog sit headset på og kastede et blik mod nedtællingsdisplayet på den enorme centralskærm oppe forrest i lokalet. Han tændte for sit headset og sagde: ”Dette er flyvelederen. Påbegynd opstart statustjek.”

”Roger, Houston,” lød svaret fra missionens flyveleder i Florida.

”CLCDR tjekker, at alle stationer er bemandede og systemerne oppe,” sendte han. ”Giv mig et go/no-go for affyring. Svar?”

”Go,” blev der svaret.

”Timer.”

”Go,” sagde en anden stemme.

”QAM1.”

”Go.”

Med en hånd under hagen stirrede Mitch på den centrale skærm. Den viste billeder fra affyringsrampen. Boosteren midt i den slørede vanddamp fra køleprocessen havde stadig EagleEye3 klampet fast på siden.

”QAM2.”

”Go.”

”QAM3.”

”Go.”

Bagest i lokalet lænede Venkat sig tilbage mod væggen. Han var en administrator. Hans arbejde var udført. Nu kunne han se på og håbe. Hans blik var fæstnet på den fjerne vægs displayrække. Han tænkte tilbage på alle manipulationerne, udnyttelsen af skifteholdene, de lodrette løgne og de handlinger på grænsen til det kriminelle, han havde været nødt til at benytte sig af, for at få denne mission i stand. Det ville være det hele værd, hvis det lykkedes.

”FSC.”

”Go.”

”Prop One.”

”Go.”

Teddy sad i VIP-observationslokalet bag Mission Control. Hans højtplacerede stilling gav ham den bedste plads: forreste række, midt for. Hans mappe stod ved hans fødder, og han havde et blåt chartek i hænderne.

”Prop Two.”

”Go.”

”PTO.”

”Go.”

Annie Montroce vandrede frem og tilbage i sit private kontor ved siden af presselokalet. Ni tv-skærme på væggen var tunet ind på hver sit tv-netværk; alle sendte billeder fra affyringsrampen. Hun behøvede blot at kaste et blik på sin computer for at konstatere, at udenlandske tv-stationer gjorde det samme. Verden holdt vejret.

”ACC.”

”Go.”

”LWO.”

”Go.”

Bruce Ng sad i JPL’s cafeteria sammen med de hundredvis af ingeniører, der havde givet alt, hvad de havde til Iris. De så på storskærmens direkte billedtransmission. En del af dem vendte og drejede sig på stolene, ude af stand til at finde ro. Andre holdt hinanden i hænderne. Klokken var kun 6:13 i Pasadena og hver eneste ansatte var til stede.

”AFLC.”

”Go.”

”Guidance.”

”Go.”

Millioner af kilometer væk var Hermes’ besætning rykket tæt ind omkring Johanssens station, for at lytte med. Transmissionens to minutters forsinkelse betød ikke noget. De kunne alligevel intet stille op for at hjælpe; der var ingen grund til at byde ind. Johanssen stirrede stift på sin skærm, der kun viste lydsignalets styrke. Beck vred sine hænder. Vogel stod ubevægelig med blikket rettet mod gulvet. Martinez begyndte at bede en bøn i sit stille sind, men så efterhånden ingen grund til diskretion. Kaptajn Lewis stod et stykke bag de andre med armene stramt over kors.

”PTC.”

”Go.”

”ELV kontrol.”

”Go.”

”Houston, dette er Launch Control, vi er klar til affyring.”

”Modtaget,” sagde Mitch og tjekkede nedtællingen. ”Dette er Flight Control, vi er klar til planlagt opsendelse.”

”Modtaget, Houston,” lød det fra Launch Control. ”Opsendelse som planlagt.”

Da urets visere nåede –00:00:15 fik tv-netværkerne, hvad de havde ventet på. Kontrolcentrets tidtager begyndte den verbale nedtælling. ”Femten,” sagde hun, ”fjorten … tretten … tolv … elleve …”

Tusindvis havde samlet sig på Cape Canaveral; den største folkemængde, der nogensinde havde været til stede for at overvære en ubemandet opsendelse. De lyttede til stemmen, der talte ned til start med et ekko, der vibrerede vidt og bredt over tilskuertribunerne.

” … ti … ni … otte … syv …”

Rich Purnell sad stadig fordybet i sine kredsløbsudregninger og havde for længst mistet tidsfornemmelsen. Han havde ikke bemærket noget, da hans kollegaer begyndte at forlade afdelingen og myldrede hen imod det store mødelokale, hvor der var opsat en TV-skærm. Hans underbevidsthed murrede ved den pludseligt opståede stilhed i afdelingen, men det tænkte han ikke videre over.

”… seks … fem … fire …”

”Ignition sequence start.”

” … tre … to … en …”

Klamperne løsnede sig, boosteren hævede sig i en sky af røg og ild, først langsomt og dernæst hurtigere og hurtigere. Det forsamlede publikum jublede den på vej.

”… og lift-off til forsyningssonden Iris,” sagde tidtageren.

Boosteren hævede sig, men Mitch havde ikke tid til at se begivenheden på storskærmen.

”Bane?” råbte han.

”Ingen afvigelse, Flight Control,” kom svaret prompte.

”Kurs?” spurgte han.

”Lige på.”

”Højde ettusind meter,” lød det fra et sted i lokalet.

”Vi har nået sikker-afbrydelse råbte en anden, som indikation på, at fartøjet nu uden fare kunne styrte ned i Atlanterhavet om nødvendigt.

”Højde femtenhundrede meter.”

”Pitch & roll manøvre påbegyndes.”

”Flight Control, vi får lidt vibration.”

Mitch så hen på Launch Controls leder. ”Gentag?”

”En smule vibration. Sondens egen styring tager sig af det.”

”Hold øje med det,” sagde Mitch.

Højde femogtyvehundrede meter.”

”Pitch & roll fuldført, toogtyve sekunder til første trin .”

Da de designede Iris, medregnede JPL muligheden for katastrofale landingsfejl. I stedet for normale måltidspakninger valgte man hovedsagelig, at sende fødevarerne som formpressede proteinbarer, der ville forblive spiselige, hvis Iris ikke fik udløst sine støddæmpende balloner ved styrtlanding og ramte overfladen med enorm kraft.

Eftersom Iris var en ubemandet mission, var der ingen indbygget accelerationsbuffer. Sondens indhold blev udsat for kræfter intet menneske kunne overleve. Men selvom NASA havde testet effekten på proteinbarerne ved ekstreme g-kræfter, havde de gjort det uden en simultan lateral vibration. Hvis tiden havde tilladt det, var det blevet gjort.

Den ubetydelige vibration, forårsaget af en mindre ubalance i brændstofblandingen, fik lasten til at ryste. Iris, der var fast monteret i sin aeroskal ovenpå boosteren, holdt stand. Det gjorde proteinbarerne inden i Iris ikke.

På et mikroskopisk niveau var proteinbarerne faste fødepartikler samlet i tyk, vegetabilsk olie. Fødepartiklerne pressede sig sammen til mindre end halvdelen af deres oprindelige størrelse, mens olien stort set ikke blev påvirket. Det ændrede dramatisk volumenforholdet mellem fast og flydende, hvilket igen fik den samlede masse til at opføre sig som væske. Denne proces kaldes ”smeltning” og den forvandlede proteinbarerne til fra en solid masse til en sjasket grød.

Indpakket i emballage der ikke efterlod plads til udvidelse, havde det nu flydende indhold ingen plads til at skvulpe.

Vibrationen skabte desuden en ubalance i lasten som helhed, hvilket tvang den flydende masse ud i siden på sin emballage. Vægtforskydningen forværrede yderligere det egentlige problem, og vibrationen øgedes.

”Vibrationen er ved at blive voldsom,” rapporterede Launch Controls leder.

”Hvor voldsom?”

”Mere end vi bryder os om,” sagde han. Men accelerometrene opfangede det og beregnede den nye centermasse. Styringscomputeren gearer fremdrift til at modvirke. Vi klarer den indtil videre.

”Hold mig underrettet,” sagde Mitch.

”Tretten sekunder til første trin.”

Den uventede vægtforskydning blev ikke anset for katastrofal. Alle systemer var designet til værst tænkelige scenarier; hvert system levede op til forventningerne. Rumfartøjet fortsatte mod kredsløb med blot en mindre kurstilpasning, som automatisk blev implementeret af avanceret software.

Det første trin tømte sit brændstof, og boosteren drev i brøkdelen af et sekund, før den skød klamperne af den nu undværlige raketdel af ved hjælp af eksplosive bolte. Den tomme del faldt væk fra rumfartøjet, samtidig med at motorerne på andet trin varmede op.

Det enorme tryk var ophørt. Proteinsuppen flød frit i beholderen. Givet to sekunder ville den gendanne sin faste form og ekspandere sin masse. Men den fik kun et kvart sekund.

Da andet trin fyrede op, blev fartøjet udsat for et pludseligt ryk med umådelig kraft. Frigjort fra første trins dødvægt accelererede raketten med større kraft end nogensinde. De tre hundrede kg suppe blev slynget bagud i beholderen. Vægtforskydningen skete ude i siden af Iris; langt fra det punkt, hvor massen burde befinde sig.

Til trods for at Iris blev holdt på plads af fem enorme bolte, blev kraften udelukkende slynget mod én af dem. Bolten var designet til at modstå enorme kræfter; om nødvendigt, at bære hele lastens vægt. Men den var ikke lavet til at modstå et pludseligt stød fra en løs trehundrede kilos masse.

Bolten brækkede af, hvorefter presset lagde sig på de tilbageværende fire bolte. Nu, da accelerationskraften havde fortaget sig, blev det betragteligt lettere for dem end deres faldne kammerat.

Havde inspektionsholdet fået mere tid til inspektion af alting efter normal procecure, ville de have bemærket den lille fejl i en af boltene. En defekt, der gjorde den en smule svagere, om end det ikke er nok til at give problemer på en normal mission. De ville alligevel havde udskiftet den med et perfekt eksemplar.

Den forskudte last lagde ujævnt pres på de fire tilbageværende bolte, og det defekte eksemplar fik den værste belastning. Der gik ikke længe før også den måtte give op. Derefter røg de tre andre i hurtig rækkefølge.

Iris rev sig løs fra sine støtteanordninger inde i aerokappen og slog ind mod skroget.

”Whooou!” udbrød opstigningslederen. ”Flight Control, vi får kraftig præcession!”

”Hvad?” sagde Mitch, mens alarmerne bippede og lysene blinkede på alle konsoller.

”Trykket på Iris er syv g,” blev der råbt.

”Opstigning, hvad sker der?” næsten råbte Mitch.

”Helvede brød løs. Den roterer om den lange akse med sytten graders præcession.”

”Hvor slemt er det?”

”Mindst fem rp, og strejfer ud af kurs.”

”Kan du få den i kredsløb?”

”Jeg kan overhovedet ikke komme igennem til den; signalnedbrud på alle kontakter.”

”Comm!” råbte Mitch til kommunikationslederen.

”Arbejder på sagen, Flight,” lød svaret. ”Der er problemer med systemet ombord.”

”Vi får nogle enorme g derinde, Flight.”

”Telemetrien hernede viser, at den ligger tohundrede meter lavere end planlagt bane.”

”Vi har mistet kontakt med sonden, Flight.”

”Er sonden gået i sort?” spurgte han.

”Bekræftet, Flight. Uregelmæssige signaler fra fartøjet, men intet fra sonden.”

”Lort,” sagde Mitch. ”Den rystede fri af aerokappen.”

”Vi har en snurretop, Flight.”

”Kan den lempes i kredsløb?” sagde Mitch. ”Hvad med superlav EO? Vi kunne måske —”

”Vi har mistet signal, Flight.”

”Også her.”

Bortset fra alarmerne blev der helt stille i lokalet.

Efter et øjeblik, lød det fra Mitch: ”Genetabler?”

”Uden held,” sagde Comm.

”GC?” forhørte Mitch sig.

”GC,” lød svaret. ”Fartøjet er ude af visuel rækkevidde.”

”SatCon?” spurgte Mitch.

”Ingen satellitgenetablering af signal.”

Mitch så over på storskærmen. Den var nu i sort med store, hvide bogstaver der meldte ”LOS.”

”Flight Control,” lød en stemme i radioen. ”US-destroyer Stockton rapporterer nedfald af vraggods fra himlen. Kilden matcher Iris’ sidst kendte lokation.”

Mitch tog sig til hovedet. ”Modtaget,” sagde han.

Dernæst sagde han de ord, enhver flyveleder håber aldrig at måtte sige: ”GC, Flight. Lås dørene.”

Det var signalet til start på havariundersøgelsen.

Fra VIP-observationslokalet betragtede Teddy det modløse Mission Control Center. Han trak vejret dybt og pustede ud. Han kastede et ulykkeligt blik på den blå folder, der indeholdt hans glade tale, hvori han roste den perfekte opsendelse. Han lagde den i sin mappe og fremdrog den røde folder med den anden tale.

Venkat stirrede ud af sit kontors vinduer, hvorfra man overskuede rumcentrets vidtstrakte område. Et rumcenter, der repræsenterede det ypperste af menneskehedens indsigt i raketvidenskab, havde dog forfejlet dagens opsendelse.

Hans mobils ringetone gik i gang. Det var hans kone igen. Hun var uden tvivl bekymret for ham. Han lod opkaldet gå til voicemail. Han kunne ikke bære at tale med hende. Eller nogen anden.

Der kom en lyd fra hans computer. Han kastede blikket mod skærmen og så en e-mail fra JPL. En videresendt besked fra Pathfinder:

(16:03) WATNEY: Hvordan forløb opsendelsen?