Harry Potter og de vises sten

1 – Drengen, der ikke kunne slås ihjel

Hr. og fru Dursley fra Ligustervænget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale. Det var de sidste mennesker, man ville mistænke for at være involveret i mærkelige eller mystiske affærer, de var ganske enkelt af den type mennesker, som ikke tolerer nogen slinger i valsen, hvad ordentlig livsførelse angår.

Hr. Dursley var direktør for en stor virksomhed ved navn Grunnings. Den fremstillede drilbor. Han var en stor, tyk mand, næsten uden nogen hals, men med et kæmpemæssigt overskæg. Fru Dursley var mager og blond; hendes hals var til gengæld omtrent dobbelt så lang som almindelige menneskers, hvilket var meget praktisk for hende, eftersom hun brugte megen tid på at udspionere sine naboer over havehækken. Parret havde en lille dreng ved navn Dudley. I deres øjne fandtes hans lige ikke i hele den vide verden.

Hr. og fru Dursley var velstående og havde alt, hvad de kunne ønske sig, men i tilgift havde de også en hemmelighed, og deres største skræk var, at nogen skulle afsløre den. De mente ikke, at de ville kunne bære, at nogen opdagede det med Potter-familien. Fru Potter var fru Dursleys søster, som hun ikke havde set i mange år. Faktisk lod fru Dursley, som om hun slet ikke havde nogen søster, for denne søster og hendes uduelige mand kunne slet ikke leve op til familien Dursleys standard. Hr. og fru Dursley gøs ved tanken om, hvad naboerne mon ville sige, hvis Potter-familien kom anstigende til deres kvarter. Dursley-familien vidste, at Potter-familien også havde en dreng, men de havde aldrig set ham.

Denne dreng var en anden god grund til at holde dem på afstand; det ville nemlig være en ulykke, hvis Dudley kom til at mænge sig med sådan en knægt.

Da hr. og fru Dursley vågnede på den triste, grå torsdag, hvor vores historie begynder, var der ingen varsler fra den overskyede himmel udenfor om, at mærkværdige og mystiske hændelser snart ville finde sted over hele landet. Hr. Dursley nynnede, idet han klædte sig på og udvalgte sit mest kedelig slips som kronen på værket. Fru Dursley sladrede lystigt løs, mens hun kæmpede for at få den skrigende Dudley i hans høje stol.

Ingen af dem lagde mærke til en stor brun ugle, der baskede forbi vinduet.

Klokken halv ni tog hr. Dursley sin mappe, klappede fru Dursley på kinden og forsøgte at kysse Dudley farvel, men ramte ved siden af, fordi Dudley nu var midt i et hysterisk anfald og kastede sin havregrød mod væggen. ”Den lille bandit,” klukkede hr. Dursley, idet han gik ud af huset. Han satte sig ind i sin bil og bakkede ud ad indkørslen.

Det var ved vejens første sving, at han opdagede det første tegn på noget mærkværdigt – en kat i færd med at læse et kort. Et kort øjeblik fattede hr. Dursley slet ikke, hvad det, var, han havde set – så drejede han hovedet med et sæt for at se bedre efter. Det måtte være det grådisede lys, der havde spillet ham et puds. Hr. Dursley blinkede endnu en gang med øjnene og stirrede på katten. Katten stirrede tilbage. Da hr. Dursley kørte rundt om hjørnet og videre hen ad gaden, holdt han øje med katten i bakspejlet. Nu stod den og læste skiltet, hvorpå der stod Ligustervænget – nej, den kiggede på skiltet; katten kan jo ikke læse hverken skilte eller kort. Hr. Dursley rystede på hovedet ad sig selv og besluttede sig for at glemme alt om katten. Idet han kørte videre ind mod byen, tænkte han ikke på andet end en stor ordre drilbor, som han håbede at få i hus den næste dag.

Men da han nåede byens udkant, blev ordren om de mange drilbor skubbet ud af hans tanker på grund af noget andet. Han sad fast i den sædvanlige morgen-trafikprop og kunne ikke lade være med at bemærke, at der var usædvanligt mange mærkeligt klædte mennesker på færde. Folk i kapper. Hr. Dursley kunne ikke fordrage folk, der klædte sig mærkeligt på – de løjerlige kostumer, som en del unge mennesker yndede! Han tænkte, at dette måske var en ny tåbelig modedille. Han trommede med fingrene på rattet, og hans øjne fæstnede sig ved en hel flok af disse originaler, der stod ganske nær ved. De hviskede sammen, tilsyneladende i stor ophidselse. Hr. Dursley opdagede forarget, at det slet ikke var unge mennesker; tænk engang, den mand i den smaragdgrønne kappe kunne se ud til at være ældre end han selv! Han var sandelig ikke ked af det! Men så slog det hr. Dursley, at dette måske var et eller andet fjollet velgørenhedsarrangement – de mærkeligt klædte mennesker kunne godt se ud, som om de var ved at samle ind til et eller andet formål … Ja, sådan måtte det hænge sammen. Trafikken bevægede sig igen fremad, og få minutter senere kørte hr. Dursley ind på Grunnings parkeringsplads. Hans tanker kredsede igen om drilbor.

Hr. Dursley sad altid med ryggen til vinduet i sit kontor på niende etage. Hvis han havde siddet, så han kunne kigge ud ad vinduet, ville han sikkert ikke have været i stand til at koncentrere sig om sine drilbor denne morgen. Han så slet ikke uglerne, der susede forbi her ved højlys dag, men det gjorde folk på gaderne: De stod og stirrede med åben mund, mens de pegede på alle uglerne, der fløj omkring over hovederne på dem. Mange havde ikke engang set en ugle ved nattetide. Men hvad hr. Dursley angik, så tilbragte han en ganske normal uglefri formiddag. Han råbte ad fem forskellige medarbejdere. Han foretog flere vigtige telefonopkald og råbte lidt mere ved disse lejligheder. Han var i højt humør indtil frokosttid, hvor han følte trang til at strække benene og gå over på den anden side af gaden for at købe sig en bolle hos bageren.

Han havde glemt alt om de kappeklædte, indtil han passerede en hel flok, der stod ved bagerbutikken. Han gloede rasende på dem, idet han gik fordi. Han vidste ikke hvorfor, men de gjorde ham ilde til mode. Denne flok stod også og hviskede ophidset, men han kunne ikke se en eneste raslebøsse. Da han havde købt sig en stor cremebolle og passerede flokken på vej tilbage, hørte han nogle løsrevne sætninger af deres samtale.

”Familien Potter, det er rigtigt, det har jeg også hørt …”

”Ja, deres søn, Harry …”

Hr. Dursley standsede brat op. Bange anelser skyllede ind over ham. Han kiggede tilbage på den hviskende flok, som om han skulle til at sige noget til dem, men forstød det igen.

Han løb over gaden, skyndte sig op til sit kontor, snerrede til sin sekretær, at hun ikke skulle bryde sig om at forstyrre ham, greb telefonen og havde næsten tastet nummeret hjem til sig selv, da han kom på andre tanker. Han lagde røret på igen og strøg sit overskæg, mens han tænkte, så det knagede … nej, han var bare fjollet. Potter var da et temmelig ordinært navn. Han var sikker på, at mange mennesker med efternavnet Potter også havde en søn ved navn Harry. Nu hvor han tænkte nærmere efter, var han slet ikke sikker på, at hans nevø egentlig hed Harry. Han havde jo heller aldrig set drengen. Det kunne være, at han hed Harvey. Eller Harold, måske. Der var ingen grund til at forurolige fru Dursley med dette. Hun blev altid så nervøs, når man nævnte hendes søster. Og han kunne ikke bebrejde hende det – hvis han havde haft en søster som hende … men alligevel … hvad med alle de kappeklædte mennesker?

Han havde betydelige vanskeligheder med at koncentrere sig om drilbor resten af eftermiddagen, og da han forlod bygningen klokken fem, var han stadig så opslugt af andre tanker, at han stødte direkte ind i en mand, der netop gik forbi døren.

”Undskyld,” mumlede han, idet den lille gamling snublede og var ved at falde. Så opdagede hr. Dursley, at manden bar en lilla kappe, og at han ikke lod til at være det mindste ked af at blive skubbet til på den måde. Tværtimod, hans ansigt flækkede i et bredt grin, og han talte med så høj, pibende stemme, at forbipasserende stirrede: ”Tænk ikke på det, min gode mand. Intet kan komme mit på tværs i dag! Glæd dig, for nu er Du-ved-hvem endelig borte! Selv en Muggler som du burde fejre denne glædesdag!”

Og så omfavnede den gamle mand hr. Dursley og gik sin vej.

Hr. Dursley stod som fastfrosset til stedet. Han var blevet omfavnet af en fuldkommen fremmed! Han syntes også, at den gamle mand havde kaldt ham for en Muggler, hvad det end kunne være for noget. Han var rystet i sin grundvold og skyndte sig over til sin bil. Idet han kørte hjemad, forsøgte han håbefuldt at bilde sig ind, at han var begyndt at dagdrømme. Selv noget så tåbeligt som en livlig fantasi var at foretrække frem for, at alle disse underlige hændelser havde været den skinbarlige virkelighed.

Da han var på vej ind ad sin indkørsel, var det første, han fik øje på, den stribede kat, han havde set samme morgen. Det gjorde ikke just hans humør bedre. Nu sad den på hans havemur. Han var sikker på, at det var den samme kat; den havde de samme markeringer omkring øjnene.

”Væk med sig!” råbte hr. Dursley højt.

Katten bevægede sig ikke en tomme. Den så i stedet på ham med et strengt blik. Var det normal katteadfærd? tænkte hr. Dursley. Han låste sig ind i huset, mens han forsøgte at tage sig sammen og falde til ro. Han var stadig fast besluttet på ikke at sige noget til sin kone.

Fru Dursley havde haft en ganske rar og normal dag. Da de spiste til middag, fortalte hun ham alt om naboens problemer med datteren, og hvordan Dudley havde lært et nyt udtryk (’Vil-ikk!’). Hr. Dursley forsøgte at opføre sig helt normalt. Da Dudley var blevet lagt i seng, gik han ind i stuen og nåede lige at se de sene nyheder.

”Og til sidst kan vi meddele, at ornitologer overalt i landet har rapporteret om uglernes usædvanlige adfærd i dag. Selvom ugler normalt jager om natten og kun sjældent ses i dagslys, har der været over hundrede rapporter om denne nattefugls hektiske aktivitet lige siden daggry. Eksperterne er ikke i stand til at forklare denne drastiske ændring i fuglens døgnrytme.”

Nyhedsoplæseren tillod sig at give seerne et skævt smil. ”Meget mystisk. Og nu over til Jim McGuffin med vejrudsigten. Skal vi have flere forvirrede ugler til at flyve omkring i det næste stykke tid, Jim?”

”Tja, Ted,” sagde meteorologen, ”det kan jeg ikke svare på, men jeg kan fortælle, at det ikke kun er uglerne, som har været forvirrede i dag. Seere fra nær og fjern har ringet ind for at rapportere, at de, i stedet for den regn, jeg lovede dem i går, har fået veritable byger af stjerneskud! Måske har folk været ude for at fejre sankthans tidligt i år – men det er altså ikke før i næste uge, folkens! Men jeg kan love regn i nat og i de tidlige morgentimer.”

Hr. Dursley sad lamslået i sin lænestol. Stjerneskud over hele England? Ugler, der flyver forvirrede omkring ved højlys dag? Mystiske kappeklædte mennesker overalt? Og så den hviskende sladren om en familie ved navn Potter …

Fru Dursley trådte ind i stuen med to kopper te. Det nyttede ikke noget. Han var nødt til at fortælle hende om det. Han rømmede sig nervøst. ”Øh, Petunia, min kære. Du har vel ikke hørt fra din søster for nylig?”

Som forventet så fru Dursley temmelig forskrækket og bebrejdende ud. Når alt kom til alt, var de jo stiltiende blevet enige om at foregive, at hun slet ikke havde en søster.

”Nej,” sagde hun skarpt. ”Hvorfor?”

”Det er de mærkeligste ting, man hører i nyhederne,” mumlede hr. Dursley. ”Ugler … stjerneskud … og så var der en masse underlige folk i byen i dag …”

”Og hvad så?” vrissede fru Dursley.

”Jo, jeg tænkte bare … at måske … det havde noget med … hende og hendes familie at gøre.”

Fru Dursley nippede til sin te med rynkede bryn. Hr. Dursley overvejede, om han turde fortælle hende, at han havde hørt navnet Potter blive nævnt. Han besluttede, at han hellere måtte lade være. I stedet sagde han, så henkastet som muligt. ”Deres søn – han er vel omkring Dudleys alder, er han ikke?”

”Det vil jeg tro,” svarede fru Dursley spidst.

”Hvad er det nu, han hedder? Howard, eller sådan noget?”

”Nej, Harry. Et ganske rædsomt og simpelt navn, hvis du spørger mig.”

”Ja, ingen tvivl om det,” sagde hr. Dursley med hjertet synkende i livet. ”Jeg er fuldkommen enig.”

Han berørte ikke emnet mere den aften, og de gik op i seng. Mens fru Dursley var ude på badeværelset, listede hr. Dursley hen til soveværelsets vindue og kiggede ud i forhaven.

Katten var der stadig. Den stirrede ned ad Ligustervænget, som om den holdt øje med noget.

Var det hans fantasi, der spillede ham et puds? Hvordan kunne alt dette have nogen forbindelse til Potter-familien? Hvis det kom ud … hvis det blev opdaget, at de var i familie med sådan nogle – åh nej, han kunne slet ikke holde ud at tænke på det.

Ægteparret Dursley gik i seng. Fru Dursley faldt hurtigt i søvn, mens hr. Dursley lå vågen og spekulerede som en gal. Hans sidste trøstende tanke, før han faldt i søvn, var, at selvom familien Potter var involveret, behøvede de jo ikke at belemre ham og fru Dursley med det. Potter-familien vidste udmærket godt, hvad Petunia og han mente om dem og deres slags … Han kunne faktisk slet ikke se, hvordan Petunia og han kunne blive blandet ind i, hvad der end foregik. Han gabte og vendte sig om på siden – det kom ikke dem ved …

Men der tog han meget fejl.

Hr. Dursley var døset hen i en urolig søvn, men katten udenfor på havemuren viste ingen tegn på træthed. Den sad stille som en statue med øjne, der uden at blinke var rettet mod svinget for enden af Ligustervænget. En bildør smækkede pludselig, men katten fortrak ikke en mine. Den lod sig heller ikke mærke med, at to ugler fløj tæt hen over hovedet på den. Faktisk var det næsten midnat, før den bevægede en muskel.

En mand kom gående nede i svinget, som katten så tålmodigt havde holdt øje på. Han kom så pludseligt til syne, at det nærmest virkede, som om han var sprunget ud af den blå luft. Kattens hale begyndte at piske, og dens øjne blev til smalle sprækker.

En mand af denne støbning var aldrig før blevet set på Ligustervænget. Han var høj, tynd og meget gammel, hvis man skulle sømme efter den sølvgrå farve på hans hår og skæg: begge dele var så langt, at det nåede ned til hans bælte. Han var i lange gevandter, en violet kappe, der slæbte hen ad jorden, og højhælede støvler med spænder. Hans blå øjne var lyse og strålende bag halvbrillerne, der sad på den lange høgenæse, som så ud til at have været brækket mindst et par gange. Mandens navn var Albus Dumbledore.

Albus Dumbledore så ikke ud til at være klar over, at han færdedes i et kvarter, hvor mænd af hans slags var særdeles uvelkomne. Alt ved ham var forkert ifølge det uskrevne reglement – lige fra hans navn til de højhælede støvler med spænder. Men Albus Dumbledore var optaget af alt andet end sin persons anseelse. Han rodede efter et eller andet i sin kappes lommer, men samtidig lod han dog til at være klar over, at han blev betragtet. Han løftede hovedet med et sæt og så direkte på katten, som stadig holdt øje med ham fra gadens anden ende. Af en eller anden grund lod synet af katten til at more ham. Han kluklo og mumlede: ”Det burde jeg have sagt mig selv.”

Endelig fandt han, hvad han ledte efter i en af lommerne. Det lignede en slags lighter af sølv. Han hævede den op i luften og klikkede på den. Den nærmeste gadelygte gik ud med et lille knald. Han klikkede igen – den næste lygte gik ud, og det blev mørkt omkring den.

Ikke mindre end tolv gange klikkede han på Slukkeren, indtil det eneste lys i hele gaden var to bittesmå prikker et stykke derfra. Det var kattens øjne, der stadig vogtede på ham.

Hvis nogen kiggede ud af deres vindue i dette øjeblik, ville selv en så trænet iagttager som fru Dursley ikke være i stand til at se noget som helst nede på fortovet.

Dumbledore puttede Slukkeren tilbage i lommen og begyndte at gå videre hen ad gaden mod nummer fire. Da han nåede frem, satte han sig ned på havemuren ved siden af katten.

Han kiggede ikke på den, men efter et øjeblik begyndte han at tale til den.

”Hvor morsomt at træffe Dem her, professor McGonagall.”

Han vendte sig om for at smile til katten, men den var forsvundet. I stedet sad han og smilede til en temmelig stramtandet dame med firkantede brilleglas af nøjagtig samme form som den forsvundne kats markeringer omkring øjnene. Hun var også klædt i en kappe, en smaragdgrøn en. Hendes sorte hår var samlet i en knude i nakken, og hun så temmelig forbløffet ud.

”Hvordan kunne du vide, at det var mig?” spurgte hun.

”Min kære professor, jeg har aldrig set en kat sidde så stift og ubevægeligt.”

”Du ville også føle dig en smule stiv i lemmerne, hvis du havde siddet på en havemur hele dagen,” svarede professor McGonagall.

”Hele dagen? Når du kunne have fejret og festet? Jeg tror, jeg passerede mindst et dusin fester på vej hertil.”

Professor McGonagall gjorde en vred grimasse.

”Åh, ja, alle fester jo af hjertens lyst,” sagde hun utålmodigt. ”Man skulle ellers tro, at de ville være en smule forsigtige; men nej – selv Mugglerne har opdaget, at der er noget i gære. De havde det med i nyhedsudsendelserne.” Hun slog med hovedet i retning af Dursley-familiens mørke stuevindue. ”Jeg hørte det hele. Flokke af forvirrede ugler … stjerneskud … tja, de er jo ikke helt tabt bag af en vogn. Det kunne ikke undgås, at de ville lægge mærke til noget. Stjerneskud helt oppe i Kent – jeg tør vædde på, at det var Dedalus Diggle. Han har aldrig været for kløgtig.”

”Du kan da ikke bebrejde dem noget,” sagde Dumbledore venligt. ”Vi har haft så lidt at glæde os over i de sidste elleve år.”

”Det ved jeg godt,” sagde professor McGonagall irriteret. ”Men der er ingen grund til helt at miste jordforbindelsen. Folk er jo direkte uforsigtige. De render omkring i gaderne ved højlys dag, og de er ikke engang klædt som Mugglerne. Det bliver der lagt mærke til.”

Hun kastede et skarpt blik over på Dumbledore, som om hun ventede på, at han skulle fortælle hende noget, men han tav. Så fortsatte hun: ”Det kunne have været kønt, hvis Mugglerne opdagede alt om os på selv samme dag, som Du-ved-hvem endelig synes at være forsvundet. Han er da virkelig borte, er han ikke, Dumbledore?”

”Det lader i hvert fald til det,” sagde Dumbledore. ”Vi har meget at være taknemmelige for. Har du lyst til noget citronsorbet?”

”Til hvad?”

”Citronsorbet. Det er en Muggler-dessert, som jeg er blevet meget forfalden til.”

”Nej, tak,” sagde professor McGonagall køligt. Hun mente ikke, at tiden var inde til at nyde citronsorbet. ”Som jeg sagde, selvom Du-ved-hvem virkelig er borte …”

”Min kære professor. Et fornuftigt menneske som du burde virkelig være i stand til at kalde ham ved hans rette navn. Hvad skal vi med alt det Du-ved-hvem-nonsens. I elleve år har jeg forsøgt at overtale folk til at sige hans navn, som det er: Voldemort.”

Det gav et sæt i professor McGonagall, men Dumbledore var travlt optaget af at åbne et bæger citronsorbet og lagde ikke mærke til hendes reaktion. ”Det er så forvirrende, at vi bliver ved med at kalde ham Du-ved-hvem. Jeg kan ikke se, hvorfor det er så farligt at nævne Voldemorts navn.”

”Det ved jeg, at du ikke kan,” sagde professor McGonagall og lød halt fortvivlet og halvt beundrende. ”Men du er også anderledes. Alle ved, at du er den eneste, som Du-ved – åh, så lade gå da – Voldemort nogensinde har frygtet.”

”Du smigrer mig,” sagde Dumbledore roligt. ”Voldemort er i besiddelse af kræfter, jeg aldrig nogensinde vil få.”

”Kun fordi du er for hæderlig til at gøre brug af dem.”

”Jeg er glad for, at her er så mørkt. Jeg har ikke rødmet sådan, siden madam Pomfrey betroede mig, at hun godt kunne lide mine nye ørevarmere.”

Professor McGonagall skævede til Dumbledore og sagde, ”Uglerne er intet i sammenligning med de rygter, som svirrer omkring. Ved du, hvad alle går og siger? Om, hvorfor han er forsvundet? Om, hvad der endelig standsede ham?”

Det lod til, at hun endelig var nået frem til det, der lå hende mest på sinde; den egentlige årsag til, at hun havde siddet på en kold, hård havemur og ventet hele dagen. Hendes blik var pludselig skarpt og gennemtrængende som nogen kats. Hun ville åbenbart ikke lade sig nøje med svirrende rygter og havde ikke tænkt sig at tage stilling til, hvad der blev sagt, før Dumbledore havde fortalt hende sandheden. Men Dumbledore, igen optaget af at spise citronsorbet, svarede ikke.

”De s…