En verdensomsejling under havet

En verdensomsejling under havet Jules Verne

(1828–1905) Udgivet: 1869

Kapitel 1

Et flygtende skær

Året 1866 blev præget af en mærkelig hændelse, et uopklaret og uforklarligt fænomen, som utvivlsomt ingen har glemt. For ikke at tale om de rygter, der ængstede havnebyernes befolkning og ophidsede sindene i det indre af kontinenterne, var det dog søens folk, der særlig blev foruroliget. Købmænd, skibsredere, skibskaptajner, skippere, styrmænd i Europa og Amerika, marineofficerer i alle lande og påvirket af dem regeringerne i de to fastlandes forskellige stater var i højeste grad optaget af denne sag.

I nogen tid havde flere skibe på søen mødt» en enorm ting«, lang, tenformet, undertiden fosforescerende og umådelig meget større og hurtigere end en hval.

De kendsgerninger, der angående dette fænomen var optegnet i forskellige skibsjournaler, stemte ret nøje overens med hensyn til det omtalte objekts eller væsens struktur, dets bevægelsers uhørte hastighed, den overraskende kraft i dets fremdrift, det særlige liv, hvormed det syntes begavet. Hvis det var en hval, overgik den i omfang alle dem, som videnskaben hidtil havde klassificeret. Hverken Cuvier eller Lacépède, hverken Dumeril eller de Quatrefages ville have indrømmet eksistensen af et sådant uhyre, — medmindre de havde set det, det vil sige set det med deres egne sagkyndige øjne.

Ved at tage gennemsnittet af de iagttagelser, der gentagne gange var gjort, og derefter forkaste de forsigtige vurderinger, der tilskrev dette objekt en længde på to hundrede fod, og afvise de overdrevne formodninger, der sagde, at det var tusind fod i omfang og tre tusind langt, kunne man imidlertid bekræfte, at dette fænomenale væsen langt overgik de dimensioner, der hidtil var anerkendt af ichtyologerne — om det i det hele taget eksisterede.

Nå, det eksisterede nu, selve denne kendsgerning kunne ikke mere nægtes, og i betragtning af den tilbøjelighed, som fører den menneskelige hjerne mod det underfulde, kan man forstå det røre, der skabtes hele verden over af dette overnaturlige syn. Man måtte give afkald på at henvise det til fantasiens verden.

Nuvel, den 20. juli 1866 havde damperen Guvernør Higginson, tilhørende Calcutta og Burnach Damskibsselskab, mødt denne bevægelige masse fem sømil øst for Australiens kyst. Kaptajn Baker troede først at stå over for et ukendt skær; han beredte sig endog på at bestemme dets nøjagtige position, da to vandsøjler, udstødte fra den uforklarlige genstand, fløjtende slyngedes et hundrede og halvtreds fod op i luften. Medmindre dette skær med mellemrum var behersket af udbrud fra en gejser, havde Guvernør Higginson altså utvivlsomt at gøre med et hidtil ukendt pattedyr, der fra sine næsebor udkastede søjler af vand, blandet med luft og damp.

En lignende tildragelse blev på samme måde observeret i Stillehavet den 23. juli samme år fra Christopher Columbus, tilhørende West India & Pacific Dampskibsselskab. Denne usædvanlige hval kunne altså bevæge sig fra et sted til et andet med en overraskende hastighed, siden Guvernør Higginson og Christopher Columbus med tre dages mellemrum havde observeret den på to steder, der var adskilt ved en afstand på mere end syv hundrede sømil.

Fjorten dage senere sejlede Helvetia; tilhørende Compagnie Nationale, og Shannon, tilhørende Royal Mail, to tusind mil derfra i modsatte retninger i den del af Atlanten, der er indesluttet mellem De forenede Stater og Europa, og signalerede til hinanden om uhyret på 42° nordlig bredde og 60° 35 længde vest for Greenwich-meridianen. Ved disse samtidige observationer troede man at kunne vurdere pattedyrets minimumslængde til ikke under tre hundrede engelske fod*) siden både Shannon og Helvetia var af mindre dimensioner end det, skønt de målte hundrede meter fra for til agter. Nu har de største hvaler, kulammak og ungullik, der søger farvandene omkring Aleuterne, aldrig været længere end seksoghalvtreds meter — om de endda har været så lange. Disse rapporter, der kom slag i slag, nye observationer foretaget om bord på atlanterhavsbåden Pereire, et sammenstød mellem Etna fra Inman-linien og uhyret, en protokol optaget af officererne på den franske fregat Normandie, en meget grundig oversigt, som man fik fra kommandør Fitz-James' stab om bord på Lord Clyde — foruroligede i høj grad den offentlige mening. I lande med lyst humør spøgte man med fænomenet, men de alvorlige og praktiske lande, England, Amerika, Tyskland, var levende optaget deraf.

Overalt i storbyerne kom uhyret i vælten; man sang om det på cafeerne, man sagde vittigheder om det i aviserne, man fremførte det på teatrene. Avisænder fandt lejlighed til at formere sig i alle kulører. I bladene opfriskede man — af mangel på stof — alle de gigantiske fantasivæsner, fra den hvide hval, den frygtelige» Moby Dick «fra egnene langt mod Nord, til den umådelige Kraken, hvis fangarme kunne omslynge et fartøj på fem hundrede tons og slæbe det ned i oceanets afgrunde. Man genoptrykte endag skrifter fra antikken, tanker fra Aristoteles og Plinius, der erkendte eksistensen af sådanne uhyrer, derpå de norske beretninger af biskop Pontoppidan, Paul Heggedes beskrivelser, og endelig raporterne fra Harrington, hvis gode tro ikke kan drages i tvivl, når han bekræfter, at han om bord på Castillan i 1857 har set den enorme slange, som aldrig før havde været set andre steder end fra den gamle Constitutionnel.

Så udbrød den uendelige polemik mellem lettroende og vantro i de lærde selskaber og de videnskabelige tidsskrifter.»Spørgsmålet om uhyret «ophidsede sindene. I denne mindeværdige strid udgød de journalister, som gør sig til af videnskabelighed, strømme af blæk i kamp med dem, der praler af ånd, og nogle endog et par dråber blod, for fra søslangen gik de over til de mest fornærmende personligheder.

Igennem et halvt år fortsattes krigen med skiftende held. På væsentlige artikler fra Brasiliens geografiske Institut, fra det kongelige videnskabelige Akademi i Berlin, fra Det britiske Selskab, fra Washingtons Smithsonian Institute, på diskussioner i Det indiske Arkipelag, i abbed Moignos Cosmos, Petermanns Mittheilungen, på videnskabelige kronikker i Frankrigs og udlandets store dagblade svarede småbladene med utrættelig ildfuldhed. Åndfulde skribenter, som gjorde nar af et ord af Linné, citeret af uhyrets modstandere, påstod virkelig, at» naturen gør ikke dumheder«, og de besvor deres samtidige om ikke at underkende naturen, ved at indrømme eksistensen af Kraken, søslanger, Moby Dick og vanvittige sømænds øvrige fantasifostre. I en artikel i et meget frygtet satirisk blad gik den højest elskede af dets redaktører til sidst oven i købet løs på uhyret, ligesom Hippolytos, tilføjede det nådesstødet og gjorde ende på det under almindelig latter. Åndfuldheden havde besejret videnskaben.

I de første måneder i året 1867 syntes spørgsmålet at være begravet, og det så ikke ud til at skulle genopstå; men da blev nye kendsgerninger bragt til offentlighedens kundskab. Det drejede sig nu ikke mere om at løse et videnskabeligt problem, men om en virkelig alvorlig fare, som det gjaldt om at undgå. Spørgsmålet kom til at se helt anderledes ud. Uhyret blev igen ø, klippe, skær, men et flygtende skær, ubestemmeligt, ufatteligt.

Den 5. marts 1867, da Moravian, tilhørende Montreal Ocean-selskabet, om natten befandt sig på 27° 30 bredde og 72° 15 længde, stødte den med styrbords låring mod en klippe, som ikke fandtes på noget kort over disse egne. Ved vindens og damperens fire hundrede hestekræfters forenede anstrengelser sejlede den med en hastighed på tretten knob. Uden tvivl skyldtes det kun skrogets fremragende kvalitet, at Moravian ikke efter dette stød blev opslugt af havet med sine to hundrede og syvogtredive passagerer, som den havde med fra Canada.

Ulykken var sket henad fem om morgenen, da dagen var ved at bryde frem. De vagthavende officerer styrtede ud i fartøjets agterstavn. De undersøgte oceanet med den mest samvittighedsfulde opmærksomhed. De så intet andet end en kraftig strømhvirvel, der brødes tre kabellængder borte, som om havfladen var blevet voldsamt oppisket. Der blev taget nøjagtig pejling af stedet, og Moravian fortsatte sin kurs uden synligt havari. Var den stødt på et undersøisk skær eller et enormt vrag fra et skibbrud? Det kunne man ikke vide; men da skroget blev undersøgt i tørdok, viste det sig, at en del af kølen var knækket. Denne i sig selv yderst alvorlige begivenhed var måske blevet glemt som så mange andre, hvis den ikke var blevet gentaget tre uger efter under identiske omstændigheder. Blot fik denne hændelse en overordentlig udbredt omtale, takket være dette nye offers nationalitet og takket være vedkommende dampskibselskabs ry.

Alle kender navnet på den berømte engelske skibsreder Cunard. Denne intelligente industrimand grundlagde i 1840 en postrute mellem Liverpool og Halifax med tre hjuldampere af træ, med fire hundrede hestekræfter og en dødvægt på elleve hundrede to og tres tons. Otte år senere voksede selskabets materiel med fire skibe på seks hundrede og halvtreds hestekræfter og atten hundrede og tyve tons, og to år efter med to andre fartøjer, overlegne i styrke og tonnage. I 1853 føjede Cunard-selskabet, hvis privilegium til postbesørgelse lige var blevet fornyet, efterhånden hertil Arabia, Persia, China, Scotia, Java, Russia, alle førsteklasses skibe og de største, som næst efter Great Eastern nogensinde havde pløjet havene. Således ejede selskabet altså i 1867 tolv skibe, hvoraf otte med hjul og fire med skruer.

Når jeg giver disse meget kortfattede detaljer, er det for at alle skal vide, hvor stor betydningen er af dette søfartsselskab, der er kendt af hele verden for sin intelligente ledelse. Ingen indsats for skibsfart over verdenshavene har været ledet med større dygtighed, intet foretagende har været kronet med større held. I seksogtyve år har Cunard-skibe nu krydset Atlanten to tusind gange, og aldrig har man opgivet en rejse, aldrig har der været en forsinkelse, aldrig er et brev, en mand eller et fartøj gået tabt. Trods den mægtige konkurrence fra Frankrig vælger de rejsende derfor stadig Cunard-linien fremfor alle andre, sådan som det viser sig i et uddrag af de senere års officielle dokumenter. Når dette er sagt, vil ingen undre sig over den opstandelse, der vaktes af den ulykke, som ramte en af dens smukkeste dampere.

Den 13. april 1867 var havet smukt, vinden føjelig, og Scotia befandt sig på 15° 12 længde og 45° 37 bredde. Den sejlede med en hastighed af 13,43 knob under indflydelse af sine tusind hestekræfter. Dens hjul piskede havet med fuldendt regelmæssighed. Dens dybgående var da seks meter ag halvfjerds centimeter, og dens deplacement var seks tusind, seks hundrede og fireogtyve kubikmeter.

Sytten minutter over fire om eftermiddagen, mens passagererne var samlet til lunch i den store salon, kom der et alt i alt lidet mærkbart stød mod Scotias skrog, mod låringen og lidt agten for bagbords hjul.

Scotia var ikke stødt på noget, den var blevet ramt, og det af et instrument, der snarere var skærende eller borende end stumpt. Påsejlingen havde forekommet så let, at ingen om bord var blevet foruroliget deraf, om det ikke var for et skrig fra nogle matroser, som fra lasten kom op på dækket og råbte:

— Vi synker! Vi synker!

Passagererne blev straks meget forskrækkede; men kaptajn Anderson skyndte sig at berolige dem. Faren kunne umuligt være overhængende. Scotia, der af vandtætte skotter var delt i seks rum, måtte sagtens kunne tåle en lækage.

Kaptajn Anderson begav sig øjeblikkelig ned i lasten. Han blev klar over, at vandet var trængt ind i det femte rum, og den hastighed, hvormed det var sket, viste, at lækagen var betydelig. Det var meget heldigt, at kedlerne ikke var i dette rum, for da ville ilden straks være

gået ud.

Kaptajn Anderson lod straks skibet standse, og en af matroserne dykkede ned for at undersøge skaden. Nogle øjeblikke efter konstaterede man tilstedeværelsen af et hul af to meters omkreds i damperens skrog. En sådan læk kunne ikke stoppes, og Scotia måtte fortsætte sin rejse med hjulene halvt nede i vandet. Den var da tre hundrede mil fra Kap Clear, og efter en forsinkelse på tre dage, som højlig foruroligede Liverpool, gled den ind i selskabets havnebassiner.

Nu skred ingeniørerne til eftersyn af Scotia, som blev sat i tørdok. De kunne ikke tro deres egne øjne. To en halv meter under vandlinien åbnede der sig en regulær flænge i form af en retvinklet trekant. Bruddet i stålpladen var af fuldendt skarphed, og det kunne ikke være slået sikrere med et lokkejern. Det gennemborende redskab, der havde frembragt det, måtte være af en ualmindelig hærdning — og efter at være blevet slynget med vidunderlig kraft og således have gennemtrængt en stålplade på fire centimeter, måtte det have trukket sig tilbage af sig selv med en baglæns og absolut uforklarlig bevægelse.

Sådan var denne sidste hændelse, hvis resultat var på ny at ophidse den offentlige mening. Fra dette øjeblik blev faktisk de ulykker, som ikke havde en påviselig årsag, sat på uhyrets regning. Dette fantastiske dyr fik pålagt ansvaret for alle disse skibbrud, hvis antal ulykkeligvis er betydeligt; for af de to tusind skibe, hvis tab årligt bliver optegnet i Bureau Veritas, løber antallet af damp— eller sejlskibe, som på grund af manglende efterretninger anses for tabt med mand og mus, op til mindst to hundrede!

Nu blev det» uhyret«, som med rette eller urette fik skyld for deres forsvinden, og da trafikken mellem de forskellige kontinenter var blevet stadig farligere på grund af det, tog offentligheden til orde og forlangte kategorisk, at havene omsider og for enhver pris skulle befries for denne frygtelige hval.

Kapitel 2

Pro & contra

På den tid, da disse begivenheder fandt sted, kom jeg tilbage fra en videnskabelig ekspedition til de ufrugtbare egne i Nebraska i De forenede Stater. I min egenskab af assisterende professor ved Det naturhistoriske Museum i Paris var jeg af den franske regering blevet sendt med på denne ekspedition. Efter et halvt år tilbragt i Nebraska ankom jeg, belæsset med kostelige samlinger, henimod slutningen af marts til New York. Min afrejse til Frankrig var fastsat til en af de første dage i maj. Mens jeg i ventetiden arbejdede med at klassificere mine mineralogiske, botaniske og zoologiske skatte, indtraf hændelsen med Scotia.

Jeg var fuldstændig inde i det spørgsmål, der stod på dagsordenen, og hvordan kunne jeg være andet? Jeg havde atter og atter læst alle de amerikanske og europæiske aviser uden at komme videre. Dette mysterium pirrede min nysgerrighed. I umuligheden af at danne mig en mening vaklede jeg fra den ene yderlighed til den anden. At der var noget, kunne der ikke være tvivl om, og de vantro blev opfordret til at lægge hånden i Scotias gabende sår.

Ved min ankomst til New York var spørgsmålet brændende. Den hypotese om den flydende ø, det ufattelige skær, som var blevet støttet af nogle mindre kompetente ånder, var absolut opgivet. Hvordan skulle et sådant skær dog kunne bevæge sig med en så vidunderlig hastighed, medmindre det havde en maskine i maven?

Ligeledes afviste man eksistensen af et flydende skibsskrog, af et enormt vrag, og stadig på grund af bevægelsens hastighed.

Der var altså to mulige løsninger tilbage på spørgsmålet, og de skabte to skarpt adskilte klaner af tilhængere: på den ene side dem, der holdt på et uhyre med kolossal styrke, på den anden dem, der holdt på en» undervandsbåd «med overordentlig bevægelsesevne.

Nu kunne denne sidste hypotese, der dog var antagelig, ikke modstå de undersøgelser, der blev foretaget i de to verdensdele. At en almindelig privatmand skulle have en sådan mekanisk maskine til sin rådighed, var lidet tænkeligt. Hvor og hvornår kunne han have ladet den bygge, og hvordan skulle han have holdt dette byggeri hemmeligt?

Blot en regering kunne eje en sådan ødelæggende maskine, og i disse ulykkelige tider, da mennesket anstrenger sig for at mangedoble krigsvåbnenes styrke, var det muligt, at en stat, uden de andres vidende, afprøvede denne frygtelige maskine. Efter chassepot'erne kom torpedoerne, efter torpedoerne undersøiske væddere, så — reaktionen. Det håber jeg i det mindste.

Men hypotesen om en krigsmaskine faldt også til jorden overfor regeringserklæringerne. Da det drejede sig om alles interesse, idet det gik ud over trafikken på verdenshavene, kunne man ikke drage regeringernes oprigtighed i tvivl. Hvordan kunne man for øvrigt antage, at konstruktionen af denne undervandsbåd var undgået offentlighedens øjne? At bevare en hemmelighed under sådanne forhold er meget svært for en privatmand og afgjort umuligt for en stat, hvis handlinger alle uophørligt bliver overvåget af rivaliserende magter.

Efter forespørgsler i England, i Frankrig, i Rusland, i Preussen, i Spanien, i Italien, i Amerika, ja, endog i Tyrkiet, blev hypotesen om en undersøisk Monitor altså definitivt forkastet.

Men uhyret dukkede op igen til trods for de stadige vittigheder, som småbladene spækkede det med, og på denne vis slog folks fantasi sig snart løs i en eventyrlig ichtyologis mest absurde drømmerier.

Ved min ankomst til New York havde flere personer gjort mig den ære at spørge mig til råds om det omtalte fænomen. Jeg havde i Frankrig offentliggjort et tobinds værk i kvart med titlen: De store Havdybders Mysterier. Denne bog, der især blev påskønnet af den videnskabelige verden, havde gjort mig til specialist i denne ret uænsede del af naturhistorien. Man spurgte mig om min mening. Udover at jeg ikke kunne nægte sagens realitet, holdt jeg mig tilbage med en absolut afvisning. Men snart blev jeg med ryggen mod muren nødt til at udtale mig klart. Og» den velbårne professor Pierre Aronnax, fra Museet i Paris «blev endog af New York Herald opfordret til at formulere sine meninger.

Jeg føjede mig. Jeg talte, fordi jeg ikke kunne tie. Jeg diskuterede spørgsmålet fra alle sider, politisk og videnskabeligt, og jeg giver her et uddrag af en meget fyldig artikel, som jeg offentliggjorde i nummeret for den 30. april.

«Således, «skrev jeg,»er det altså nødvendigt, når man har undersøgt de forskellige hypoteser en efter en, og efter at alle andre formodninger er forkastet, at antage eksistensen af et havdyr af overordentlig styrke.

Oceanets store dybder er os totalt ubekendte. Intet lod har kunnet nå dem. Hvad sker der i disse dybe afgrunde? Hvilke væsner findes og kan leve tolv eller femten mil under havoverfladen? Det kan man næppe gætte sig til.

Imidlertid kan det spørgsmål man har stillet mig, antage form af et dilemma.

Enten kender vi alle de forskellige væsner, som bebor vor planet, eller vi kender ikke dem alle.

Hvis vi ikke kender dem alle, hvis naturen endnu har hemmeligheder for os i ichtyologien, er intet mere rimeligt end at indrømme eksistensen af fisk eller hvaler, af nye arter eller endog slægter, med organismer, der væsentlig hører til på sumpet bund, og som bebor de dybder, der er utilgængelige for undersøgelse, og som en eller anden hændelse, en lyst, et lune om man vil, med lange mellemrum fører mod oceanets overflade.

Hvis vi derimod kender alle de levende arter, er det nødvendigt at søge det omtalte dyr blandt de allerede katalogiserede havvæsner, og i det tilfælde vil jeg være tilbøjelig til at antage eksistensen af en kæmpe-narhval.

Den almindelige narhval eller havets enhjørning når ofte en længde af tres fod. Multiplicer denne dimension med fem eller endog med ti, tildel denne hval en styrke, der står i forhold til dens størrelse, forstærk dens angrebsvåben, og De får det søgte dyr. Det vil have de proportioner, som blev bestemt af officererne på Shannon, det organ, der kræves til gennemboring af Scotia, og den nødvendige styrke til at skære hul på et dampskibskrog.

Narhvalen er i virkeligheden bevæbnet med en slags elfenbensspyd, som visse naturforskere kalder en hellebard. Det er en fortand, som har stålets hårdhed. Man har fundet nogle af disse tænder boret ind i kroppen på de bardehvaler, som narhvalerne altid med held angriber. Andre er ikke uden besvær blevet trukket ud af skibsskrog, som de var gået tværs igennem, som et bor trænger igennem en tønde. Det medicinske fakultets museum i Paris ejer et af disse forsvarsvåben, der er to meter og femogfyrre centimeter langt og har et omfang på otteogfyrre centimeter ved grunden.

Nuvel, antag at våbnet er ti gange stærkere og dyret ti gange kraftigere, slyng det frem med en hastighed på tyve mil i timen, multiplicer dets masse med dets hastighed, og De opnår et stød, der er i stand til at frembringe en katastrofe som den skete.

Til der kommer fyldigere oplysninger stemmer jeg altså for en narhval af kolossale dimensioner, ikke bevæbnet med en hellebard, men med et veritabelt spyd ligesom de pansrede fregatter eller krigsvæddere, med hvis masse og fremdrivende kraft den vil være på højde.

Sådan kan det uforklarlige fænomen forklares, medmindre der, til trods for hvad man har skimtet, set, mærket og erfaret — ikke er noget, hvad der endnu er muligt!»

De sidste ord var udslag af fejhed fra min side; men jeg ville til et vist punkt dække min værdighed som professor og ikke give for megen grund til latter hos amerikanerne, der ler meget, når de ler. Jeg holdt en bagdør åben. I virkeligheden var jeg sikker på uhyrets eksistens.

Min artikel blev ivrigt diskuteret, så den vakte opsigt i vide kredse. Den fik et vist antal tilhængere. Den løsning, som den foreslog, gav for øvrigt fantasien frit spil. Menneskeånden finder behag i storslåede forestillinger om overnaturlige væsener. Nu er havet netop det, der bedst befordrer dem, det eneste element, hvor disse giganter — overfor hvilke landdyrene, elefanter og næsehorn, kun er dværge — kan opstå og udvikle sig. Vandmasserne bærer de største kendte arter af pattedyr, og måske rummer de bløddyr af uforlignelig vækst, skaldyr, skrækindjagende at se, som hummere på hundrede meter eller krabber, der vejede to hundrede tons, ville være. Hvorfor ikke? Forhen var de landdyr, der levede i tidligere geologiske perioder, de firføddede, de firhændede, krybdyrene, fuglene, byggede efter gigantiske mål. Skaberen havde støbt dem i en kolossal form, som tiden lidt efter lidt har formindsket. Hvorfor skulle havet ikke i sine ukendte dybder have bevaret disse eksempler på en anden tidsalders liv, det hav, der aldrig ændres, mens det faste land næsten uophørligt omdannes? Hvorfor skulle det ikke i sit skød skjule de sidste varianter af disse titaniske arter, hvis år er sekler og sekler årtusinder?

Men jeg lader mig henrive til drømmerier, som ikke længer sømmer sig for mig. Nok om disse kimærer, som tiden for mig har forvandlet til frygtelige realiteter. Jeg gentager det, dengang dannedes den offentlige mening om fænomenets natur, og publikum antog uden modstand eksistensen af et forunderligt væsen, der ikke havde noget fælles med de sagnagtige søslanger.

Men om nogle deri kun så et rent videnskabeligt problem, var andre mere positive, fremfor alt i Amerika og i England, og indstillet på at rense oceanet for dette frygtelige uhyre, for at sikre den oceangående trafik. Industri— og handelsblade behandlede hovedsagelig spørgsmålet fra dette synspunkt. Shipping and Mercantile Gazette, Lloyd, Paqueboat, Revue maritime et coloniale, alle de blade, der havde tilknytning til assuranceselskaberne, som truede med at sætte præmierne op, var enstemmige på dette punkt.

Da den offentlige mening var fremsat, var De forenede Stater de første, der tog fat. I New York gjorde man forberedelser til en ekspedition, bestemt til at forfølge narhvalen. En hurtig fregat, Abraham Lincoln, blev sat i stand til at stikke til søs snarest muligt. Arsenalerne blev åbnet for kaptajn Farragut, som virksomt fremskyndede udrustningen af sin fregat.

Præcist fra det øjeblik, da man havde besluttet sig til at forfølge uhyret, viste det sig ikke mere — sådan som det altid plejer

at gå. I to måneder hørte man ikke nogen tale om det. Intet skib mødte det. Det så ud til, at denne enhjørning havde kendskab til de rænker, der blev smedet mod den. Man havde talt så meget om den, og det gennem det transatlantiske kabel! Vittige hoveder foreslog da, at dette snedige væsen havde standset et eller andet telegram på vejen og nu drog fordel af det!

Da fregatten var udrustet til langfart og forsynet med vældige fiskeredskaber, vidste man altså ikke mere, hvor man skulle dirigere den hen. Og utålmodigheden voksede, da man den 3. juli erfarede, at en af San Francisco-liniens dampere på vej fra Californien til Shanghai tre uger før havde mødt dyret igen i det nordlige Stillehav.

Det røre, der vaktes af denne efterretning, var overordentligt. Man indrømmede ikke kaptajn Farragut fireogtyve timers ventetid. Hans proviant var om bord, hans bunkers var overfyldte med kul. Der manglede ikke én af mandskabet i rullen. Han behøvede kun at tænde under sine kedler, at fyre op, at kaste los! Man ville ikke have tilgivet ham en halv dags forsinkelse. For øvrigt ønskede kaptajn Farragut blot at komme af sted.

Tre timer før Abraham Lincoln forlod Brooklyns pier modtog jeg et brev, affattet i følgende vendinger:

Hr. professor Aronnax, fra Museet i Paris, Hotel Femte Avenue.

New York.

Hr. professor!

Hvis De vil slutte Dem til Abraham Lincolns ekspedition, vil De forenede Staters Regering med fornøjelse se, at Frankrig er repræsenteret af Dem i dette foretagende. Kaptajn Farragut holder en kahyt til Deres disposition.

Deres ærbødige

J. B. Hobson,

Sekretær i Marineministeriet.

Kapitel 3

Som herren ønsker…

Tre sekunder før ankomsten af J. B. Hobsons brev tænkte jeg ikke mere på at forfølge enhjørningen end på at forsøge at komme gennem Nordvestpassagen. Tre sekunder efter at have læst den velbårne ministersekretærs brev forstod jeg endelig, at mit virkelige kald, mit livs eneste formål, var at jage dette foruroligende væsen og rense verden for det.

Imidlertid kom jeg fra en møjsommelig rejse, var træt og trængte til hvile. Jeg higede kun efter at gense mit land, mine venner, min lille lejlighed i Jardin des Plantes, mine kære og kostelige samlinger! Men intet kunne holde mig tilbage. Jeg glemte alt, strabadser, venner, samlinger, og jeg modtog den amerikanske regerings tilbud uden længere betænkning.

For øvrigt, tænkte jeg, fører alle veje tilbage til Europa, og enhjørningen er vel så elskværdig at slæbe mig med over mod Frankrigs kyster! Dette værdige dyr vil lade sig pågribe i Europas have — for min peronlige behageligheds skyld — og jeg vil tage mindst en halv meter af dens elfenbens-hellebard med til mit naturhistoriske museum.

Men indtil videre måtte jeg søge denne narhval nordpå i Stillehavet, hvad der for at vende tilbage til Frankrig betød at tage vejen om ad antipoderne.

— Conseil! råbte jeg med utålmodig stemme.

Conseil var min tjener. En hengiven ung mand, som ledsagede mig på alle mine rejser, en brav flamlænder, som jeg holdt meget af, og som gengældte mine følelser; en skabning, der var flegmatisk af naturen, regulær af princip, nidkær af sædvane, lidet forhavset over livets overraskelser, meget fiks på fingrene, dygtig til al betjening, og trods sit navn gav han aldrig råd — undtagen når man ikke bad ham derom.

Ved at gå op og ned ad videnskabsmændene i vor lille verden i Jardin des Plantes var Conseil nået til nogen viden. Jeg havde i ham en specialist, der var særdeles godt hjemme i naturhistoriens klassifikation, som med en akrobats smidighed løb gennem hele stigen af rækker, grupper, klasser, underklasser, ordener, familier, slægter, underslægter, arter og varieteter. Men der holdt hans videnskab op. Klassificere, det var hans liv, og han vidste ikke noget bedre. Særdeles vel hjemme i klassifikationens teori, lidet i dens praksis, tror jeg ikke han kunne have skelnet en kaskelot fra en bardehval! Og dog, hvilken flink og agtværdig ung mand!

Conseil havde nu i ti år fulgt mig overalt, hvor videnskaben drog mig hen. Aldrig en bemærkning fra ham om længden af eller besværet ved en rejse! Ingen indvending mod at pakke sin vadsæk til et hvilket som helst land, Kina eller Congo, hvor fjernt det end var. Han rejste her og der uden at forlange bedre. Havde i øvrigt et udmærket helbred, som trodsede alle sygdomme, kraftige muskler, men ingen nerver, ikke antydning af nerver — åndelig talt, forstår sig.

Denne unge mand var tredive år, og hans alder forholdt sig til hans herres som femten til tyve. Man vil undskylde mig, at jeg således siger, at jeg var fyrretyve år.

Conseil havde kun én fejl. Som fanatisk formalist talte han kun til mig i tredie person — hvad der var lige ved at være irriterende.

— Conseil! gentog jeg, alt idet jeg med feberagtig hast begyndte mine rejseforberedelser.

Visselig, jeg stolede på denne hengivne unge mand. I almindelighed spurgte jeg aldrig, om det passede ham at følge mig på mine rejser eller ej, men denne gang drejede det sig om en ekspedition, som kunne forlænges i det uendelige, om et voveligt foretagende, på jagt efter et dyr, der var i stand til at sænke en fregat som en nøddeskal. Deri var der stof til eftertanke, selv for det mest uforstyrrelige menneske i verden! Hvad ville Conseil sige?

— Conseil! råbte jeg for tredie gang.

Conseil kom.

— Herren kalder? sagde han, idet han trådte ind.

— Ja, min ven. Forbered dig, forbered dig. Vi tager af sted om to timer.

— Som herren ønsker, svarede Conseil roligt.

— Der er ikke et øjeblik at spilde. Stop alle mine sager til rejsen ned, habitter, skjorter, sokker, uden at tælle noget, men så meget du kan, og skynd dig!

— Og herrens samlinger? bemærkede Conseil.

— Dem må man senere tage sig af.

— Hvad! archioterier, hyracotherier, oreodoner, cheropotamer og herrens andre skeletter?

— Dem beholder man på hotellet.

— Og herrens levende hjortesvin?

— Det må man fodre, mens vi er borte. For resten vil jeg give ordre til at sende vort menageri til Frankrig for os.

— Vi vender altså ikke tilbage til Paris? spurgte Conseil.

— Jo… bestemt…, svarede jeg undvigende, men vi tager en omvej.

— Den omvej, som behager herren.

— Åh, det bliver ikke langt! En lidt mindre direkte vej, det er det hele. Vi rejser med Abraham Lincoln.

— Som det passer herren, svarede Conseil fredsommeligt.

— Du ved nok, min ven, det drejer sig om uhyret… om den berømte narhval… Vi tager af sted for at rense havet for den!… Forfatteren til et værk i to bind in quarto om De store Havdybders Mysterier kan ikke undslå sig for at indskibe sig med kaptajn Farragut. Et ærefuldt hverv, men… også farligt! Man ved ikke, hvor man tager hen! Disse dyr kan være meget lunefulde. Men vi tager alligevel af sted! Vi får en chef, som ikke er bange af sig!…

— Jeg vil gøre som herren, svarede Conseil.

— Og tænk godt over det, for jeg vil ikke skjule noget for dig. Det er en af den slags rejser, som man ikke altid vender tilbage fra.

— Som det behager herren!

Et kvarter efter var vore kufferter parate. Conseil havde gjort det mere end fikst, og jeg var sikker på, at intet manglede; thi denne unge fyr ordnede skjorter og habitter lige så godt som fugle og pattedyr.

Hotellets elevator satte os af i den store vestibule i mezzaninen. Jeg gik ned ad de få trin, der førte til stueetagen. Jeg betalte min regning i det store kontor, der altid er belejret af en masse mennesker. Jeg gav ordre til at sende mine kasser med udstoppede dyr og tørrede planter til Paris (Frankrig). Jeg fik åbnet en konto til hjortesvinet, og med Conseil i hælene sprang jeg i en vogn.

På en tur for tyve franc kom køretøjet ned ad Broadway til Union Square, fulgte Fjerde Avenue til hvor den forenes med Bowery Street, kom ind på Katrin Street og standsede ved den fireogtredivte pier. Derfra transporterede Katrin-færgen os, mænd, heste og vogn til Brooklyn, New Yorks store anneks, der ligger på venstre bred af East-river, og på nogle minutter kom vi til den kaj, hvor Abraham Lincoln lå og udspyede strømme af sort røg fra, sine to skorstene.

Vor bagage blev øjeblikkelig bragt over på fregattens dæk. Jeg spurgte efter kaptajn Farragut. En af matroserne førte mig til chefens kahyt, hvor jeg befandt mig over for en elskværdig udseende officer, som rakte mig hånden.

— Professor Pierre Aronnax? sagde han.

— Det er mig, svarede jeg. Kaptajn Farragut?

— Netop. Velkommen, hr. professor. Deres kahyt venter Dem. Jeg bukkede, overlod kaptajnen til hans arbejde med afsejlingen og lod mig føre til den kahyt, der var bestemt for mig.

Abraham Lincoln var til fuldkommenhed udsøgt og udstyret til sit nye formål. Det var en hurtig fregat, forsynet med overhedningsapparat, som tillod at hæve dens damptryk til syv atmosfærer. Under dette tryk nåede Abraham Lincoln en gennemsnitshastighed på 18,3 mil i timen, en betydelig hastighed, men dog utilstrækkelig til at kæmpe med den gigantiske hval.

Fregattens indre montering svarede til dens nautiske kvalitet. Jeg var godt tilfreds med min kahyt, der var agterude med udgang til officersmessen.

— Her får vi det godt, sagde jeg til Conseil.

— Ligeså godt, om herren ikke har noget imod det, svarede Conseil, som en eremitkrebs i en trompetsnegls hus.

Jeg lod Conseil stuve vor bagage bekvemt, og jeg gik så igen op på dækket for at følge forberedelserne til afsejlingen.

I dette øjeblik lod kaptajn Farragut de sidste fortøjningstrosser gå, som holdt Abraham Lincoln fast ved Brooklynpieren. Havde jeg været et kvarter — eller endog mindre — forsinket, ville fregatten være afsejlet uden mig, og jeg var gået glip af denne usædvanlige, overnaturlige, usandsynlige ekspedition, hvorom den sandfærdige beretning imidlertid nok vil møde nogen mistillid.

Men kaptajn Farragut ville ikke spilde en dag eller en time på vejen til de have, hvor dyret nylig var blevet signaleret. Han lod sin maskinmester komme.

— Har vi dampen oppe? spurgte han ham.

— Ja, hr. kaptajn.

— Go ahead, råbte kaptajn Farragut.

Ved denne ordre, der blev overført til maskinen ved hjælp af apparater med komprimeret luft, satte maskinisterne

igangsætningshjulet i sving. Dampen styrtede hvislende i de åbne glidere. De lange horisontale stempler knirkede og skubbede til drivstænger af træ. Skruens blade piskede bølgerne med voksende hast, og Abraham Lincoln gled majestætisk frem mellem henimod hundrede færger og tendere *) fulde af tilskuere, som fulgte den.

Brooklyns kajer og hele den del af New York, som ligger langs Eastriver, var fyldt af nysgerrige. Tre hurraer fra fem hundrede tusinde struber brød ud efterhånden. Der viftedes med tusinder af lommetørklæder over den kompakte masse, og de hilste Abraham Lincoln lige til den kom ud i Hudsons vande ved næsset på den langstrakte halvø, hvor byen New York ligger.

Så fulgte fregatten langs New Jersey-siden flodens beundringsværdige højre bred, der er helt bebygget med villaer, og passerede mellem forterne, der saluterede med deres kanoner. Abraham Lincoln svarede ved tre gange at fire og hejse det amerikanske flag, hvis niogtredive stjerner strålede fra mesanmastens gaffel, så sagtnede den farten for at gå ind i den afmærkede sejlrende, som buer sig i den indre bugt dannet af Sandy-Hook-næsset, og strøg langs denne sandede tange, hvor nogle tusind tilskuere endnu engang hyldede den.

Kortegen af både og tendere fulgte stadig fregatten, og de forlod den først ud for det fyrskib, hvis to blus markerer indsejlingen til snævringen ved New York.

Da slog klokken tre. Lodsen gik i sin båd og sluttede sig igen til den lille skonnert, som ventede ham i læ. Ilden under kedlerne blev forstærket; skruen piskede hurtigere mod bølgerne; fregatten sejlede langs Long Islands gule og lave kyst, og klokken otte om aftenen løb den, efter at man havde tabt lysene fra Fire Island af syne, for fuld damp ud på Atlantens mørke vande.

Kapitel 4

Ned Land

Kaptajn Farragut var en god sømand, den fregat værdig, hvis chef han var. Hans skib og han var ét. Han var dets sjæl. Hvad hvalen angik var der ingen tvivl i hans sind, og han tillod ikke, at dyrets eksistens blev diskuteret på hans skib. Han troede på det som visse kvinder tror på Leviathan — med følelsen, ikke med forstanden. Dyret eksisterede, han skulle befri havene for det, det havde han svoret…

Han var en slags Johanniter-ridder fra Rhodos, en Dieudonné fra Gozo, på vej til møde med den slange, som ødelagde hans ø. Enten skulle kaptajn Farragut dræbe narhvalen, eller narhvalen ville dræbe ham. Enten — eller.

Skibets officerer delte deres chefs mening. Man kunne ikke undgå at høre dem passiare, diskutere, disputere, beregne de forskellige muligheder for et møde, alt imens de iagttog oceanets vidtstrakte flade. Mere end en af dem påtog sig frivillig vagt i mesangaflen, et hverv, som han under alle andre omstændigheder ville have bandet over. Så længe solen var på himlen, var riggen befolket med matroser, der følte dæksplankerne brænde under deres fødder, så de ikke kunne holde dem der. Og dog skar Abraham Lincoln endnu ikke Stillehavets mistænkelige vande med sin stævn.

Hvad besætningen angik ønskede de intet hellere end at møde narhvalen, harpunere den, hejse den om bord, partere den. De overvågede havet med samvittighedsfuld opmærksomhed. Kaptajn Farragut talte forøvrigt om en vis sum på to tusind dollars, der var reserveret til den skibsdreng eller matros, bådsmand eller officer, der signalerede dyret. Man kan tænke sig til, om øjnene blev brugt om bord på Abraham Lincoln.

For mit vedkommende stod jeg ikke tilbage for de andre, og jeg overlod ikke min del af de daglige iagttagelser til nogen. Der var hundrede grunde til at fregatten skulle hedde Argus. Som den eneste blandt os protesterede Conseil ved at vise ligegyldighed over for det spørgsmål, der optog os lidenskabeligt, og holdt sig udenfor den almindelige overvældende interesse om bord.

Jeg har nævnt, at kaptajn Farragtut omhyggeligt havde forsynet sit skib med apparater egnede til at fange den gigantiske hval. Ingen hvalfanger havde været bedre udrustet. Vi havde alle de kendte apparater, fra harpuner, som kastes med hånden, til harpunkanonens med modhager forsynede pile, til jagtgeværernes eksplosive kugler. I forstavnen ragede en særlig fin kanon frem, der blev ladet fra bundpladen, havde meget kraftige vægge, meget smal sjæl, og hvis model skulle frem på verdensudstillingen i 1867. Dette kostbare våben, der var af amerikansk oprindelse, skød uden vanskelighed et kugleformet projektil på fire kilogram ud i en gennemsnitlig afstand på seksten kilometer.

Abraham Lincoln manglede altså ikke noget ødelæggelsesmiddel. Men den havde mere endnu. Den havde Ned Land, harpunerernes konge.

Ned Land var canadier, havde ualmindeligt håndelag og kendte ikke sin lige i sit farlige erhverv. Behændighed og koldblodighed, dristighed og snildhed, disse egenskaber ejede han i fuldt mål, og der skulle en meget ondskabsfuld bardehval eller en særlig snedig kaskelot til for at slippe fra hans harpunkast.

Ned Land var circa fyrretyve år. Han var en høj mand — mere end seks engelske fod — kraftigt bygget, med alvorligt ansigtsudtryk, lidet meddelsom, undertiden voldsom, og meget hidsig når noget gik ham imod. Hele hans fremtoning påkaldte opmærksomhed, især styrken i hans blik, som på ejendommelig vis prægede hans fysiognomi.

Jeg tror, at kaptajn Farragut havde gjort klogt i at engagere denne mand til sit skib. Med sit øje og sin arm var han alene lige så meget værd som hele mandskabet. Jeg ved ikke noget bedre at sammenligne ham med end en kraftig kikkert, som samtidig var en altid skydeklar kanon.

Den, som siger canadisk, siger også fransk, og så lidt meddelsom Ned Land end var, må jeg indrømme, at han fattede en vis hengivenhed for mig. Uden tvivl tiltrak min nationalitet ham. Det var for ham en lejlighed til at tale og for mig til at høre dette Rabelais’ gamle sprog, der endnu bruges i nogle canadiske provinser. Harpunerens familie stammede fra Quebec og udgjorde allerede en stamme af dristige fiskere, på den tid da denne by hørte til Frankrig.

Lidt efter lidt fik Ned smag for at passiare, og jeg elskede at høre ham fortælle om sine eventyr i Polarhavene. Han fortalte om sine fangster og sine kampe med stor naturlig poesi. Hans beretning fik en episk form, og jeg troede at lytte til en canadisk Homer, der sang de højnordiske egnes Iliade.

Jeg skildrer nu denne mand sådan, som jeg virkelig kender ham. Der er sket det, at vi er blevet gamle venner, forenede af dette uforanderlige venskab, som opstår og befæstes under de frygteligste omstændigheder. Åh, du tapre Ned! Jeg kunne ønske at leve endnu i hundrede år blot for i længere tid at kunne mindes dig!

Og hvad var nu Ned Lands mening om havuhyret? Jeg må tilstå, at han næppe troede på narhvalen, og at han som den eneste om bord ikke delte den almindelige overbevisning. Han undgik endog at drøfte dette emne, med hvilket jeg mente jeg en dag burde gå løs på ham.

En prægtig aften, den 30. juli, d.v.s. tre uger efter vor afrejse befandt fregatten sig på højde med Kap Blanc tredive sømil i læ af Patagoniens kyst. Vi havde passeret Stenbukkens Vendekreds, og Magellanstrædet åbnede sig mindre end syv hundrede mil mod syd. Inden otte dage ville Abraham Lincoln pløje Stillehavets bølger.

Siddende på»hytten «snakkede Ned Land og jeg om et og andet, mens vi betragtede dette hemmelighedsfulde hav, hvis dybder indtil nu er forblevet utilgængelige for menneskeøjne. Ganske naturligt førte jeg samtalen hen på kæmpenarhvalen, og jeg fremsatte de forskellige muligheder for held eller uheld på vort togt.

Da jeg så, at Ned lod mig tale uden at sige noget videre, gik jeg mere direkte ind på ham.

— Hvordan, spurgte jeg, kan De, Ned, undgå at være overbevist om eksistensen af den hval vi forfølger? Har De særlige grunde til at vise Dem så vantro?

Harpuneren betragtede mig i nogle øjeblikke, før han svarede, slog sig med sin ene hånd i sin brede pande, en vane, han havde, lukkede øjnene som for at tænke sig om, og sagde til sidst:

— Måske nok, hr. Arronnax!

— De, Ned, hvalfanger af profession, og som dog er kendt med de store havpattedyr, De, hvis fantasi let burde acceptere hypotesen om enorme hvaler, De burde være den sidste til at tvivle under sådanne forhold!

— Det er det, som vildleder Dem, hr. professor, svarede Ned. Det går an, at menigmand tror på usædvanlige kometer, som går gennem rummet, eller på eksistensen af antediluvianske uhyrer, som befolker jordens indre, men hverken en astronom eller en geolog tror på sådanne kimærer. Ej heller en hvalfanger. Jeg har forfulgt mange hvaler, jeg har harpuneret et stort antal af dem og dræbt adskillige, men så kraftige og så veludrustede de end var, kunne hverken deres haler eller deres forsvarsmidler have fået hul på en dampers stålplader.

— Ned, man fortæller dog om fartøjer, som narhvalens tand er gået tværs igennem.

— Træskibe, det er muligt, svarede canadieren, og jeg har dog aldrig set det. Lige til jeg får bevis på det modsatte, nægter jeg at bardehvaler, kaskelotter eller narhvaler kan have en sådan virkning.

— Hør på mig, Ned…

— Nej, hr. professor, nej. Alt hvad De vil undtagen det. Måske en gigantisk blæksprutte?

— Endnu mindre, Ned. Blæksprutten er kun et bløddyr, og selve det navn antyder dens køds svage konsistens. Om end blæksprutten, som slet ikke hører til hvirveldyrenes række, var hundrede fod lang, var den helt ufarlig for skibe som Scotia eller Abraham Lincoln. Derfor må man henvise Krakens eller andre uhyrers bedrifter til eventyrenes verden.

— Hr. naturforsker, fortsatte Ned, i en temmelig drilagtig tone, De fortsætter altså med at antage eksistensen af en enorm hval?

— Ja, Ned, jeg gentager det med en overbevisning, som hviler på kendsgerningernes logik. Jeg tror på eksistensen af et pattedyr, vældigt af bygning, hørende til hvirveldyrenes række, ligesom bardehvalerne, kaskelotterne eller delfinerne og forsynet med et hornformet våben, hvis gennemtrængningskraft er overordentlig.

— Hm, kom det fra harpunéren, der rystede på hovedet som den, der ikke vil lade sig overbevise.

— Læg mærke til, min værdige canadier, fortsatte jeg, at om et sådant dyr eksisterer, hvis det lever i oceanets dyb, hvis det søger de våde lejer nogle mil under havoverfladen, må det nødvendigvis have en organisme hvis soliditet trodser enhver sammenligning.

— Og hvorfor skal det have en så kraftig organisme?

— Fordi det har behov for en uberegnelig styrke for at opretholde livet i dybderne og modstå deres tryk.

— Virkelig? sagde Ned, som betragtede mig, mens han kneb det ene øje til.

— Ja, virkelig, og nogle tal vil uden besvær bevise Dem det.

— Åh! Tal! svarede Ned. Man kan lave, hvad man vil med tal!

— I forretninger, Ned, men ikke i matematik. Hør på mig. Lad os antage, at én atmosfæres tryk udgøres af trykket af en vandsøjle, der er treogtredive fod høj. I virkeligheden vil søjlens højde være mindre, siden det drejer sig om havvand, hvis vægtfylde er større end ferskvandets. Nuvel, når De dykker ned, — lige så mange gange De har toogtredive fod over Dem, lige så mange gange bærer Deres krop et tryk lig med atmosfærens, det vil sige flere kilogram på hver kvadratcentimeters overflade. Det følger deraf, at tre hundrede og tyve fod nede er dette tryk på ti atmosfærer, på hundrede atmosfærer i en dybde af tre tusinde, to hundrede fod, og på tusinde atmosfærer i en dybde af toogtredive tusinde fod, skal vi sige circa to en halv mil. Hvad der er det samme som at sige, at hvis De kan nå ned til denne dybde i oceanet, må hver kvadratcentimeter af Deres krops overflade tåle et tryk på tusind kilogram. Min gode Ned, ved De nu, hvor mange kvadratcentimeters overflade De har?

— Det aner jeg ikke, hr. Arronnax.

— Ca. sytten tusind.

— Så meget?

— Og da i virkeligheden det atmosfæriske tryk er lidt større end et kilogram pr. kvadratcentimeter, bærer Deres sytten tusind kvadratcentimeter i dette øjeblik et tryk på sytten tusind, fem hundrede og otteogtres kilogram.

— Uden at jeg lægger mærke til det?

— Uden at De lægger mærke til det. Og når De ikke bliver knust under et sådant tryk, er det fordi luften trænger ind i Deres krop med et lige så stort tryk. Derfor er der en fuldkommen ligevægt mellem det ydre tryk og det indre tryk, som neutraliserer hinanden, hvad der tillader Dem at bære dem uden vanskelighed. Men i vandet er det noget andet.

— Ja, det forstår jeg, svarede Ned, der var blevet mere opmærksom, fordi vandet omgiver mig og ikke trænger ind i mig.

— Netop, Ned. Således at De altså toogtredive fod under havoverfladen bærer et tryk på sytten tusind, fem hundrede og otteogtres kilogram; tre hundrede og tyve fod nede, ti gange dette tryk, lad os sige hundrede og femoghalvfjerds tusinde, seks hundrede og firs kilogram; tre tusind, to hundrede fod nede hundrede gange så meget, lad os sige sytten hundrede, seksoghalvtreds tusind, otte hundrede kilogram; to og tredive tusind fod nede endelig tusind gange dette tryk, nemlig sytten millioner, fem hundrede, otteogtres tusind kilogram, det vil sige, De ville være klemt så flad som om man trak Dem frem mellem pladerne i en hydraulisk presse.

— Det var som pokker, udbrød Ned.

— Nuvel, min værdige harpunér, hvis hvirveldyr, der er flere hundrede meter lange og tilsvarende i omfang, opretholder livet i sådanne dybder, hvis deres overflade udgør flere millioner kvadratcentimeter, er det til milliarder af kilogram, man må beregne det pres de er underkastet. Regn så ud, hvordan deres benbygnings modstand og deres organismes styrke må være for at modstå sådanne tryk.

— De må nødvendigvis, svarede Ned Land, være lavet af stålplader på otte tommer ligesom pansrede fregatter.

— Ganske rigtigt, Ned, og tænk så på den ravage en sådan masse kan forårsage, når den med et eksprestogs hurtighed bliver slynget mod et skibsskrog.

— Ja… virkelig… måske, svarede canadieren, som nok var rokket af disse tal, men ikke ville give sig.

— Nuvel, har jeg overbevist Dem?

— De har overbevist mig om én ting, hr. naturforsker, det er, at hvis sådanne dyr eksisterer i havenes dyb, er det nødvendigt, at de er så stærke, som De siger.

— Men hvis de ikke eksisterer, stædige harpunér, hvordan vil De så forklare den ulykke, der hændte Scotia?

— Det er måske… sagde Ned tøvende.

— Kom nu med det!

— Fordi… det ikke er sandt, svarede canadieren, idet han uden at vide det gentog et berømt svar fra Arago.

Men dette svar beviste harpunerens stivsindethed og intet andet. Den dag trængte jeg ikke længere ind på ham. Ulykken på Scotia kunne ikke afvises. Hullet eksisterede så sandt som det havde været nødvendigt at stoppe det, og jeg mener ikke, at eksistensen af et hul kan bevises mere kategorisk. Nu var dette hul ikke opstået af sig selv, og da det ikke var forårsaget af undersøiske klipper eller undervandsmaskiner, måtte det nødvendigvis skyldes et gennemborende organ hos et dyr.

Efter min mening og efter alle de tidligere udledte grunde tilhørte dette dyr hvirveldyrenes række, pattedyrenes klasse, de fiskeformedes gruppe, og endelig hvalernes orden. Med hensyn til den familie, hvortil det hørte, bardehval, kaskelot eller delfin, med hensyn til den slægt, hvoraf det var et medlem, til den art, hvori det var passsende at indordne den, var det spørgsmål man måtte belyse senere. For at besvare dem var det nødvendigt at dissekere dette ukendte uhyre, for at dissekere det måtte man få fat på det, for at få fat på det harpunere det — hvad der var Ned Lands sag — for at harpunere det, se det — hvad der var mandskabets sag — og for at se det træffe det — hvad der afhang af tilfældigheder.

Kapitel 5

På lykke og fromme

I nogen tid blev Abraham Lincolns rejse ikke ramt af nogen særlig hændelse. Der frembød sig dog en omstændighed, der satte Ned Lands vidunderlige dygtighed i relief, og viste hvilken tillid man skyldte ham.

I rum sø ud for Falklandsøerne kom fregatten den 30. juni i forbindelse med amerikanske hvalfangere, og vi erfarede, at de ikke vidste noget om narhvalen. Men en af dem, kaptajnen på Monroe, vidste at Ned Land var om hord på Abraham Lincoln, og bad om hans hjælp til at jage en hval, som var i sigte. Kaptajn Farragut, der var ivrig efter at se Ned Land i arbejde, gav ham lov til at begive sig om bord på Monroe. Og skæbnen var vor canadier så gunstig, at i stedet for én hval harpunerede han to med et dobbelt hug, ramte den ene lige i hjertet og fik fat på den anden efter en forfølgelse på nogle minutter.

Hvis uhyret nogensinde fik med Ned Lands harpun at gøre, ville jeg bestemt ikke holde noget på uhyret.

Fregatten sejlede langs Amerikas sydøstkyst med vidunderlig hastighed. Den 3. juli var vi ved indsejlingen til Magellansstrædet ud for Cap Vierge. Men kaptajn Farragut ville ikke tage den snoede passage og manøvrerede, så han kom til at runde Kap Horn.

Mandskabet gav ham enstemmigt ret. Og var det egentlig sandsynligt, at man kunne møde narhvalen i dette smalle stræde? Et stort antal af matroserne bekræftede, at uhyret ikke kunne passere det,»at det var alt for stort til det!»

Den 6. juli, henimod klokken tre om eftermiddagen, passerede Abraham Lincoln femten sømil mod syd denne ensomme ø, denne afsides klippe ved den yderste ende af det amerikanske fastland, den som de hollandske sømænd gav deres fødebys navn, Kap Horn. Kursen blev sat mod nordvest, og dagen efter piskede fregattens skrue Stillehavets vande.

— Luk øjnene op! Luk øjnene op! gentog Abraham Lincolns matroser.

Og de spilede dem umådeligt op. Øjnene og kikkerterne var ganske vist en smule blændede af udsigten til de to tusind dollars og var ikke et øjeblik i ro. Dag og nat iagttog man oceanets overflade, og de dagblinde, hvis evne til at se i mørket forøgede deres chancer med halvtreds procent, havde gode muligheder for at vinde prisen.

Skønt denne lokkemad næppe tiltrak mig, var jeg ikke den mindst opmærksamme på skibet. Idet jeg var ligegyldig over for sol og regn og kun gav nogle minutter til måltider, nogle timer til søvn, forlod jeg ellers ikke skibets dæk. Snart lænet med skanseklædningen forude, snart støttet mod rælingen agter, slugte jeg med begærlige øjne det skummende kølvand, som lyste i havet, så langt øjet rakte. Og hvor mange gange har jeg ikke deltaget i stabens, i mandskabets sindsbevægelse, når en eller anden lunefuld hval hævede sin sortladne ryg over bølgerne. Dækket blev befolket på et øjeblik. Lugerne udspyede en strøm af matroser og officerer. Åndeløs, med ængsteligt blik fulgte hver af dem hvalens kurs. Jeg stirrede også, stirrede så jeg var ved at ødelægge mine nethinder, ved at blive blind deraf, medens Conseil, som altid flegmatisk, i en rolig tone gentog:

— Hvis herren ville have den godhed at spile øjnene mindre op, ville herren se meget bedre!

Unødig sindsbevægelse! Abraham Lincoln ændrede kurs, sejlede hen mod det signalerede dyr, en almindelig bardehval eller en simpel kaskelot, som snart forsvandt under et kor af forbandelser.

Det gode vejr holdt sig imidlertid. Rejsen fortsatte under de bedste betingelser. Det var nu den uheldige årstid sydpå, for denne zones juli svarer til vor januar i Europa; men havet var stadig roligt, og det var let at holde udkig i vid omkreds.

Ned Land viste stadig den mest hårdnakkede vantro; han lod endog som han slet ikke undersøgte havoverfladen, undtagen når han havde vagt — i hvert fald ikke, når der ikke var en hval i sigte. Og dog kunne hans vidunderlige synsstyrke have været til god nytte. Men i otte af tolv timer lå denne stædige canadier i sin kahyt og læste eller sov. Hundrede gange bebrejdede jeg ham hans ligegyldighed.

— Pyh, svarede han, der er ikke noget, hr. Aronnax, og om der er et eller andet dyr, hvad chance har vi så for at få øje på det? Går vi ikke frem på lykke og fromme? Man siger, at man har set dette uopsporlige dyr i rum sø i Stillehavet, det vil jeg godt gå med til; men der er allerede gået to måneder efter dette møde, og hvis man regner med vor narhvals temperament, holder den ikke af ret længe at mugne op i de samme farvande. Den er begavet med en vidunderlig evne til fremdrift. Nu ved De bedre end jeg, hr. professor, at naturen ikke gør noget, der er meningsløst, og den giver ikke et af naturen langsomt dyr evnen til at bevæge sig hurtigt, hvis det ikke har brug for den. Altså, hvis dyret eksisterer, er det allerede langt borte!

Det måtte jeg indrømme. Vi drog åbenbart frem i blinde. Men hvordan kunne man bære sig anderledes ad? Vore muligheder var nu også meget begrænsede. Men endnu tvivlede ingen på et heldigt udfald, og ikke én af skibets matroser ville have holdt noget mod narhvalen eller mod dens snarlige tilsynekomst.

Den 20. juli blev Stenbukkens Vendekreds krydset på 105° længde og den 27. i samme måned passerede vi Ækvator på den hundrede og tiende meridian. Efter denne pejling tog fregatten en mere afgjort vestlig retning og kom ind i Stillehavets centrale områder. Kaptajn Farragut tænkte med god grund, at det var bedre at søge de dybe vande og at fjerne sig fra fastlande og øer, som dyret tilsyneladende altid havde undgået at nærme sig,»utvivlsomt, fordi der ikke var vand nok til det!«sagde bådsmanden. Fregatten passerede altså i rum sø Pomotuøerne, Marquesaøerne, Sandwichøerne, sejlede over Krebsens Vendekreds på 132° længde og tog kursen mod de kinesiske have.

Endelig var vi på skuepladsen for uhyrets seneste optræden. Og for at sige det rent ud, livet var gået i stå om bord. Hjerterne bævede af skræk og forberedte sig på en fremtid med uhelbredelige pulsårelidelser. Hele mandskabet led under en nervøs overspændthed, som jeg ikke kan give nogen idé om. Man spiste ikke, man sov ikke. Utålelig ophidselse forårsagedes tyve gange om dagen af et fejlskøn, et synsbedrag hos en af de matroser, der sad på en bom, og disse sindsbevægelser, der gentoges tyve gange, holdt os i en tilstand af sygelig anspændthed, der var altfor voldsom til ikke at medføre en snarlig reaktion.

Og reaktionen lod faktisk ikke vente på sig. I tre måneder, tre måneder, hvoraf hver dag varede et århundrede, pløjede Abraham Lincoln alle Stillehavets nordlige egne, sejlede mod signalerede hvaler, gjorde bratte sving, drejede pludselig fra den ene side til den anden, standsede op, forstærkede dampen eller slog bak, slag i slag, med risiko for at bringe maskinen ud af niveau, — og lod ikke et punkt være uudforsket fra Japans strande til den amerikanske kyst. Og intet! Intet uden den øde havflades uendelighed, intet som lignede en gigantisk narhval eller en undersøisk ø eller et vrag fra et skibbrud eller et flygtende skær, og heller ikke noget som helst overnaturligt.

Reaktionen kom altså. Først greb modløsheden sindene og åbnede en breche for vantroen. Om bord opstod en ny følelse, som bestod af tre tiende dele flovhed og syv tiendedele raseri. Man var» godt tosset «at have ladet sig narre af en kimære, men endnu mere rasende! Bjerge af argumenter, der var ophobede i løbet af et år, styrtede sammen på én gang, og alle tænkte kun på, i timer med måltider eller søvn, at indhente det, de havde forsømt i den tid, de så tåbeligt havde ofret. Med menneskeåndens naturlige bevægelighed kastede man sig fra en yderlighed til en anden. De hidtil varmeste tilhængere af foretagendet blev uundgåeligt dem, der mest brændende rakkede det ned. Reaktionen steg fra bunden af skibet, fra kullempernes kammer til officersmessen, og havde kaptajn Farragut ikke været ganske særlig stædig, havde fregatten definitivt sat kursen mod syd.

Denne unyttige søgen kunne dog ikke blive ved ret længe. Abraham Lincoln havde intet at bebrejde sig, den havde gjort alt for at nå sit mål. Aldrig havde mandskabet på et amerikansk marinefartøj vist større tålmodighed og større nidkærhed; uheldet kunne ikke tilskrives det; dér var ikke andet at gøre end at vende tilbage.

Der blev gjort forestillinger herom til chefen. Chefen holdt stand. Matroserne skjulte ikke deres misfornøjelse, og tjenesten led derunder. Jeg vil ikke sige, at der var opstand om bord, men efter en rimelig periode med stædighed bad kaptajn Farragut, som fordum Columbus, om tre dages tålmodighed. Hvis dyret ikke havde vist sig i løbet af denne frist på tre dage, skulle rorgængeren dreje hjulet tre omgange, og Abraham Lincoln ville begive sig mod de europæiske have.

Dette løfte blev aflagt den 2. november. Det havde straks til resultat at sætte nyt liv i det svigtende mandskab. Oceanet blev iagttaget med ny opmærksomhed. Alle ville tilkaste det dette sidste blik, hvori hele erindringen sammenfattes. Kikkerterne fungerede med feberagtig aktivitet. Det var en sidste udfordring til kæmpehvalen, og denne kunne ikke med rimelighed undlade at svare på denne opfordring til at møde frem.

To dage gik hen. Abraham Lincoln sejlede med damptrykket nede. Man brugte tusind midler for at vække dyrets

opmærksomhed eller stimulere det apatiske væsen, for det tilfælde at det var at træffe i disse farvande. Enorme flæskesider blev taget på slæb, til hajernes store fornøjelse burde jeg nok sige. Skibsbådene sejlede ud i alle retninger fra Abraham Lincoln, medens den brasede op, og de lod intet punkt på havet uudforsket. Men det blev aften den 4. november uden at det undersøiske mysterium blev afsløret.

Den næste dag, den 5. november om middagen, udløb den yderste frit. Efter dette tidspunkt måtte kaptajn Farragut, trofast mod sit løfte, sætte kursen mod sydøst og definitivt forlade Stillehavets nordlige egne.

Fregatten befandt sig da på 31° 15 nordlig bredde og 136° 42 østlig længde. De japanske øer lå mindre end to hundrede mil tilbage på vor læside. Natten var nær. Der var lige slået otte glas. Store skyer tilslørede månen, der nu var i første kvarter. Havet bølgede fredeligt under fregattens stævn.

I dette øjeblik stod jeg forude lænet mod styrbords lønning. Conseil, der havde anbragt sig nær ved mig, så frem for sig. De mænd, der sad oppe i vanterne, undersøgte horisonten, der lidt efter lidt indsnævredes og mørknede. Bevæbnede med deres natkikkerter søgte officererne at trænge gennem det voksende mulm. Undertiden funklede det mørke ocean under en stråle, som månen udsendte gennem en revne mellem to skyer. Så forsvandt hvert spor af lys i natten.

Idet jeg iagttog Conseil, konstaterede jeg, at denne gode unge mand, om end nok så lidt, var underkastet den almindelige stemning. I det mindste troede jeg det var sådan. Måske — og for første gang — vibrerede hans nerver under virkningen af en følelse af nysgerrighed.

— Nå, Conseil, sagde jeg til ham, her er en sidste lejlighed til at få fingre i to tusind dollars.

— Hvis herren tillader, at jeg siger det, svarede Conseil, så har jeg aldrig regnet med denne præmie, og Staternes regering kunne udlove hundred tusind dollars, de var ikke blevet fattigere af det.

— Du har ret, Conseil, det er, når alt kommer til alt, en flov historie, som vi alt for letsindigt har kastet os ud i. Hvilket spild af tid, hvilke unyttige sindsbevægelser! Allerede for et halvt år siden kunne vi have været tilbage i Frankrig. .

— I herrens lille lejlighed, svarede Conseil, i herrens museum! Og så havde jeg allerede klssificeret herrens forsteninger! Og herrens hjortesvin havde været installeret i sit bur i Jardin des Plantes og ville tiltrække alle Paris’ nysgerrige!

— Som du siger, Conseil, og jeg tænker, at folk oven i købet vil gøre sig lystige over os.

— Jeg tror virkelig, svarede Conseil roligt, at man vil gøre sig lystig over herren. Og, er det nødvendigt at sige det…?

— Det er nødvendigt at sige det, Conseil.

— Nuvel, det er kun hvad herren fortjener.

— Virkelig!

— Når man har den ære at være en videnskabsmand som herre, udsætter man sig ikke for…

Conseil kunne ikke fuldende sin kompliment. Midt under den almindelige tavshed havde man lige hørt en stemme. Det var Ned Lands stemme, og han udbrød:

— Ohøj, der har vi den, i læ, tværs os.

Kapitel 6

For fuld damp

Ved dette råb styrtede hele mandskabet hen mod harpunéren, chef, officerer, bådsmænd, matroser, skibsdrenge, lige til maskinmestrene, som forlod deres maskine, lige til fyrbøderne, som forlod deres kedler. Der var givet ordre til at standse maskinerne, og fregatten drev langsomt frem.

Mørket var nu dybt, og hvor gode canadierens øjne end var, spurgte jeg mig selv, hvordan han havde båret sig ad med at se, og hvad det var han havde set. Mit hjerte slog, som det skulle sprænges.

Men Ned Land havde ikke taget fejl; vi opdagede alle den genstand han pegede på.

To kabellængder fra Abraham Lincoln og dens styrbords låring syntes havet at være illumineret nedefra. Det var ikke en almindelig forekomst af fosforescens, og deraf kunne man ikke tage fejl. Uhyret, der var neddykket nogle favne under havoverfaden, udsendte dette meget intense, men uforklarlige lyskær, som flere kaptajners rapporter havde nævnt. Denne pragtfulde udstråling måtte være frembragt af en kraftkilde med stor lysstyrke. På havet beskrev det lysende parti en umådelig, meget langstrakt oval, i hvis midte en brændende ild fortættedes, og hvorfra det uudholdelige lysskær gradvist slukkedes.

— Det er kun en ophobning af fosforescerende molekyler, udbrød en af officererne.

— Nej, min herre, udbrød jeg med overbevisning. Boremuslinger eller salper frembringer aldrig et så mægtigt lys. Dette lysskær er væsentlig af elektrisk natur. For resten, se, se! Det flytter sig! Det bevæger sig fremad, tilbage! Det styrter løs på os!

Et skrig steg op fra folkene på fregatten.

— Stille! sagde kaptajn Farragut. Roret hårdt i luv! Fuld kraft bak. Matroserne styrtede til roret, maskinmestrene til deres maskine. Der blev øjeblikkelig slået bak, og Abraham Lincoln faldt af mod bagbord og beskrev en halvcirkel.

— Støt som den går! Fuld kraft frem! råbte kaptajn Farragut.

Disse ordrer blev udført, og fregatten fjernede sig hurtigt fra det lysende fyrsted.

Jeg tog fejl. Den ville fjerne sig, men det overnaturlige dyr nærmede sig med en hastighed, der var dobbelt så stor som skibets.

Vi var åndeløse. Forbavselse, snarere end frygt, holdt os stumme og ubevægelige. Dyret halede ind på os med legende lethed. Det gjorde turen rundt om fregatten, som nu løb fjorten knob, og indhyllede den i sine elektriske stråler som i lysende støv. Så fjernede den sig to eller tre sømil, efterladende en fosforescerende stribe, der kunne sammenlignes med de damphvirvler som et eksprestogs lokomotiv sender bagud. Fra horisontens dybe mørke, hvor dyret løb ud for at tage tilløb, fór det pludselig hen imod Abraham Lincoln med en skrækindjagende hastighed, standsede brat tyve fod fra dens barkholtplader, udsluktes — ikke ved at synke under vandet, siden dens stråleglans ikke undergik nogen gradvis formindskelse — men pludselig og som om kilden til dens lysende udstråling pludselig blev udtømt. Så viste den sig på den anden side af skibet, hvad enten den var drejet udenom eller var gledet under dets skrog. Hvert øjeblik kunne der indtræffe en kollision, som ville være skæbnesvanger for os.

Jeg blev imidlertid forbavset over fregattens manøvrer. Den flygtede og angreb ikke. Den blev forfulgt, den, som burde forfølge, og jeg gjorde en bemærkning derom til kaptajn Farragut. Hans ansigt, i almindelighed så uforstyrreligt, var præget af en udefinerlig forundring.

— Hr. Aronnax, svarede han mig, jeg ved ikke hvilket frygteligt væsen jeg har at gøre med, og jeg vil ikke uklogt risikere min fregat midt i dette mørke. Hvordan skal man for øvrigt angribe det ukendte, hvordan forsvare sig mod det? Lad os afvente dagslyset, så vil rollerne blive byttet om.

— De nærer ikke længere tvivl om dyrets natur, hr. kaptajn?

— Nej, hr. professor, det er øjensynligt en gigantisk narhval, men desuden en elektrisk narhval.

— Måske kan man lige så lidt nærme sig den som til en elektrisk ål eller rokke, tilføjede jeg.

— Ganske rigtigt, svarede chefen, og hvis den i sig har en tilintetgørende elektrisk kraft, er den utvivlsomt det frygteligste dyr, der nogensinde er udgået fra Skaberens hånd. Det er derfor jeg tager mig i agt, hr. professor.

Hele besætningen blev oppe om natten. Ingen tænkte på at sove. Abraham Lincoln, der ikke kunne gøre sig gældende ved hurtighed, havde mindsket sin fart og holdt dampen nede. På sin side efterlignede narhvalen fregatten, lod sig vugge af bølgerne og syntes bestemt på ikke at forlade kamppladsen.

Henimod midnat forsvandt den imidlertid eller for at bruge et mere passende udtryk, den» slukkedes «som en stor lysende arm. Var den flygtet? Man måtte frygte det, ikke håbe det. Men syv minutter før ét om morgenen lod en øredøvende tuden sig høre, i lighed med den, som en vandsøjle frembringer, når den drives ud med yderste voldsomhed.

Kaptajn Farragut, Ned Land og jeg var nu på»hytten «og kastede begærlige blikke gennem det dybe mørke.

— Ned Land, spurgte kaptajnen, har De tit hørt hvalerne brøle?

— Ofte, hr. kaptajn, men aldrig den slags hvaler, som har indbragt mig to tusind dollars ved første blik.

— De har virkelig ret til præmien. Men sig mig, er denne larm ikke den som hvalerne laver, når de støder vandet ud af deres næsebor?

— Det er den samme støj, hr. kaptajn, men denne er så meget stærkere, at der ikke er nogen sammenligning. Man kan heller ikke tage fejl på dette punkt. Det er ganske bestemt en hval, som holder sig dernede i vandet. Med Deres tilladelse, hr. kaptajn, vil vi snakke et par ord med den i morgen ved daggry, tilføjede harpunéren.

— Hvis den er i humør til at høre på Dem, mester Land, indskød jeg i en kun lidt overbevist tone.

— Når jeg kommer den på fire harpunlængders afstand, skal den nok blive nødt til at høre på mig, svarede canadieren.

— Men for at komme den nær, fartsatte kaptajnen, må jeg stille en hvalfangerbåd til Deres disposition?

— Utvivlsomt, hr. kaptajn.

— Det betyder at sætte mine folks liv på spil?

— Og mit, svarede harpunéren blot.

Henimod klokken to om morgenen kom den lysende ild igen til syne, ikke mindre intens, fem mil i læ af Abraham Lincoln. Trods afstanden, trods vindens og havets brusen, hørte man tydeligt den frygtelige hamren af dyrets hale og selv dets stønnende åndedræt. Det var, i det øjeblik da den enorme narhval kom til oceanets overflade for at ånde som om luften styrtede ned i dens lunger som dampen i de mægtige cylindre i en maskine på to tusind hestekræfter.

Nåda! tænkte jeg, en hval med samme styrke som et kavalleriregiment, det må være en smuk hval!

Alle blev på deres post lige til daggry, og man forberedte sig på kamp. Fiskeredskaberne blev anbragt langs lønningerne. Næstkommanderende lod lade en af disse harpunkanoner, som slynger en harpun ud i en afstand af en sømil, og de lange jagtbøsser med eksplosive kugler, der tilføjer sår, som er dødbringende, selv for de stærkeste dyr. Ned Land var tilfreds med at skærpe sin harpun, et frygteligt våben i hans hånd.

Klokken seks begyndte dagen at gry, og med morgenrødens første skær forsvandt narhvalens elektriske stråler. Klokken syv var der tilstrækkeligt dagslys, men meget tæt morgentåge indsnævrede horisonten, og selv de bedste kikkerter kunne ikke gennemtrænge den. Følgen var skuffelse og vrede.

Jeg hejsede mig op i mesanmastens ræer. Nogle officerer havde allerede anbragt sig i mastetoppene.

Klokken otte rullede tågen tungt over bølgerne, og dens store hvirvler hævede sig lidt efter lidt. Horisonten udvidedes og blev samtidig klarere. Pludselig og som den foregående dag lod Ned Lands stemme sig høre.

— Det søgte væsen tværs om bagbord, råbte harpunéren.

Alles blikke rettedes mod det angivne punkt.

Der, halvanden mil fra fregatten, ragede et langt, sortladent legeme en meter op over bølgerne. Dets hale bevægedes voldsomt og frembragte en betydelig hvirvelstrøm. Aldrig havde noget haleapparat pisket havet med en sådan styrke. Et umådeligt kølvand af strålende hvidhed markerede dyrets rute og beskrev en langstrakt kurve.

Fregatten nærmede sig til hvalen. Jeg undersøgte den ganske fordomsfrit. Rapporterne fra Shannon og Helvetia havde overdrevet dens dimensioner en smule, og jeg anslog dens længde til blot to hundrede og halvtreds fod. Med hensyn til dens omfang kunne jeg kun vanskeligt vurdere det; men alt i alt forekom dyret mig at være beundringsværdigt proportioneret i sine tre dimensioner.

Medens jeg iagttog dette fænomenale væsen, udstødtes to væld af damp og vand og steg til en højde af fyrretyve meter, og dette samlede min opmærksomhed om dets åndedræt. Jeg sluttede deraf definitivt, at det hørte til hvirveldyrenes række, pattedyrenes klasse, de fiskeformedes gruppe, hvalernes orden. Her kunne jeg endnu ikke sige mere. Hvalernes orden indeholder tre familier: bardehvaler, kaskelotter og delfiner, og det er i den sidste narhvalen hører til. Hver af disse familier deles i flere slægter, hver slægt i arter, hver art i varieteter. Varietet, art, slægt og familie manglede jeg endnu, men jeg tvivlede ikke på at kunne komplettere min klassifikation ved himlens og kaptajn Farraguts hjælp.

Mandskabet afventede utålmodigt chefens ordrer. Efter at denne opmærksomt havde iagttaget dyret, lod han førstemesteren tilkalde. Maskinmesteren kom løbende.

— Har De tryk på, maskinmester? sagde chefen.

— Ja, hr. kaptajn, svarede ingeniøren.

— Godt! Forstærk ilden, og fuld kraft frem!

Tre hurraer hilste denne ordre. Kampens time var slået. Nogle øjeblikke efter udspyede fregattens to skorstene strømme af sort røg, og dækket dirrede under dampkedlernes rysten.

Abraham Lincoln, der blev jaget frem af sin kraftige skrue, styrede lige mod dyret. Dette lod ligegyldigt skibet nærme sig til en halv kabellængdes afstand; det formåede at dykke, men begyndte at flygte, og nøjedes så med at holde afstanden.

Denne forfølgelse vedblev i omtrent tre kvarter, uden at fregatten halede to favne ind på hvalen. Det var altså åbenbart, at ved at gå frem på den måde nåede man den aldrig.

Kaptajn Farragut snoede rasende den tætte hårtot, som vældede frem på hans hage.

— Ned Land! råbte han.

Canadieren efterkom ordren.

— Nuvel, mester Land, spurgte chefen, råder De mig endnu til at sætte mine skibsbåde i havet?

— Nej, hr. kaptajn, svarede Ned Land, for dette dyr lader sig kun tage, hvis det selv vil.

— Hvad skal vi så gøre?

— Sæt dampen op, hvis De kan, hr. kaptajn. Jeg for min del, med Deres tilladelse forstås, vil installere mig på vaterstaget under bovsprydet, og hvis vi kommer på harpunlængde, harpunérer jeg.

— Gør som De vil, Ned, svarede kaptajn Farragut. Maskinmester, råbte han, sæt trykket op!

Ned Land begav sig på sin post. Fyrene blev aktivt forstærket; skruen ydede treogfyrre omdrejninger i minuttet, og dampen brød ud af ventilerne. Da loggen var kastet, konstaterede man, at Abraham Lincoln løb med en fart af atten en halv mil i timen.

Men det forbandede dyr gik også med en hastighed på atten en halv mil.

Endnu en time holdt fregatten dette tempo, uden at komme en favn nærmere. Det var ydmygende for en af de hurtigste sejlere i den amerikanske marine. En skjult vrede greb om sig mellem folkene. Matroserne skældte ud over uhyret, som for resten ikke nedlod sig til at svare dem. Kaptajn Farragut nøjedes ikke mere med at vride sit fipskæg, han bed i det.

Maskinmesteren blev tilkaldt endnu en gang.

— Har De nået maksimum af trykket? spurgte kaptajnen ham.

— Ja, hr. kaptajn, svarede maskinmesteren.

— Og Deres ventiler er belastede?

— Til seks en halv atmosfære.

— Belast dem til ti atmosfærer.

Det var en amerikansk ordre så det forslog. Man har ikke gjort mere på Missisippi for at distancere en konkurrent!

— Conseil, sagde jeg til min gode tjener, som befandt sig nær ved mig, er du klar over, at vi sandsynligvis springer i luften?

— Som det behager herren! svarede Conseil.

Nuvel, jeg tilstår, det mishagede mig ikke at tage denne risiko.

Ventilerne blev belastede. Kullet styrtede ned i fyrene. Ventilatorerne sendte luftstrømme på de glødende kul. Abraham Lincolns hastighed øgedes. Dens master skælvede lige ned i deres spor, og røghvirvlerne kunne næppe komme igennem de alt for snævre skorstene. Man kastede loggen for anden gang.

— Nuvel, signalgast? spurgte kaptajn Farragut.

— Nitten tre tiendedele mil, hr. kaptajn.

— Forstærk ilden!

Maskinmesteren adlød. Manometret viste ti atmosfærer. Men hvalen fyrede utvivlsomt også op, og uden at genere sig løb den sine nitten tre tiendedele mil.

Hvilken forfølgelse! Nej, jeg kan ikke beskrive den sindsbevægelse, som fik hele mit væsen til at skælve. Ned Land holdt sig på sin post med harpunen i hånden. Flere gange lod dyret os komme nærmere.

— Vi når den! Vi når den! udbrød canadieren.

Så i det øjeblik, da han belavede sig på at slå til, gjorde hvalen sig fri med en hastighed, som jeg ikke kan anslå til mindre end tredive mil i timen. Og endda tillod den sig, mens vi var på vor maksimale hastighed, at spotte fregatten ved at løbe rundt om den! Et rasende skrig undslap fra alle struber.

Ved middagstid var vi ikke kommet videre end klokken otte om morgenen.

Kaptajn Farragut besluttede sig da til at bruge mere direkte midler.

— Aha! sagde han, dette dyr bevæger sig hurtigere end Abraham Lincoln. Nuvel! Vi skal se, om det distancerer dens kegleformede projektiler. Mester, mænd til kanonen forude!

Stævnens kanon blev øjeblikkelig ladet og indstillet. Skuddet gik af, men kuglen passerede nogle fod over hvalen, som holdt sig en halv sømil borte.

— Den næste, mere behændigt! råbte chefen, og fem hundrede dollars til den, der gennemhuller dette infernalske dyr!

En gammei kanonér med gråt skæg — jeg kan endnu se ham for mig — med roligt øje, koldblodigt ansigtsudtryk nærmede sig kanonen, satte den i stilling og sigtede længe. En kraftig detonation dundrede, og mandskabets hurraråb blandede sig med den.

Kuglen nåede sit mål, den slog mod dyret, men ikke på normal vis, og glidende på dets runde overflade gik den tabt to sømil ude i havet.

— Nå sådan! sagde den gamle kanonér rasende, den slyngel er altså pansret med sekstommers plader!

— Forbandet! råbte kaptajn Farragut.

Jagten begyndte igen, og kaptajn Farragut lænede sig hen imod mig og sagde:

— Jeg skal forfølge det dyr lige til min fregat eksploderer!

— Ja, svarede jeg, og det gør De ret i!

Man kunne håbe, at dyret ville blive træt, og at det ikke ville være så ligegyldigt over for trætheden som en dampmaskine. Men det blev der ikke noget af. Timerne gik, uden at det viste noget tegn på udmattelse.

Det må imidlertid siges til Abraham Lincolns ros, at den kæmpede med utrættelig sejhed. Jeg anslår den strækning, som den gennemløb på denne forfærdelige dag, den 6. november, til ikke mindre end fem hundrede kilometer! Men natten kom og indhyllede det urolige ocean i sine skygger.

I dette øjeblik troede jeg, at vor ekspedition var endt, og at vi aldrig mere ville få dette fantastiske dyr at se. Jeg tog fejl. Klokken ti halvtreds om aftenen kom det elektriske lys igen til syne, tre mil i læ fra fregatten, lige så rent, lige så intenst som i den foregående nat.

Narhvalen så ud til at være ubevægelig. Måske sov den, udmattet af sit dagværk, og overlod sig til bølgernes vuggen? Der var en chance, som kaptajn Farragut besluttede at udnytte.

Han gav sine ordrer. Abraham Lincoln blev holdt på langsom fart og gled forsigtigt frem for ikke at vække sin modstander. I rum sø er det ikke sjældent at møde dybt indslumrede hvaler, som man så angriber med held, og flere end én var blevet harpuneret af Ned Land, mens de sov. Canadieren begav sig hen for at genindtage sin plads i bovsprydets vaterstag.

Fregatten nærmede sig uden støj, standsede maskinen to kabellængder fra dyret og gled langsomt videre. Om bord var man åndeløs. En dyb tavshed rådede på dækket. Vi var ikke hundrede fod fra den brændende ild, hvis stråler blev stærkere og blændede vore øjne.

I dette øjeblik, da jeg stod lænet mod skanseklædningen forude, så jeg under mig Ned Land haget fast i klyvernettet med den ene hånd og svingende sin frygtelige harpun med den anden. Næppe tyve fod skilte ham fra det ubevægelige dyr. Pludselig udløstes spændingen i hans arm voldsomt, og harpunen blev slynget. Jeg hørte det tonende stød af våbenet, som syntes at have ramt et hårdt legeme.

De elektriske stråler udsluktes pludseligt, og to enorme skypumper slog ned på fregattens dæk, løb som en rivende strøm fra for til agter, væltede mænd omkuld, knækkede rundholternes tove.

Der kom et frygteligt stød, og slynget over rælingen, uden at have tid til at holde mig fast, blev jeg kastet i havet.

Kapitel 7

En hval af en ukendt art

Hvor overrasket jeg end var blevet ved dette uventede fald, bevarede jeg ikke des mindre et klart indtryk af mine følelser i det øjeblik.

Jeg blev straks trukket ned til en dybde af ca. tyve fod. Jeg er en god svømmer, uden at påstå, at jeg kan måle mig med Byron og Edgar Poe, som er sande mestre, og denne dukkert fik mig ikke til at tabe hovedet.

To kraftige tag førte mig igen til havets overflade.

Det første jeg gjorde var at se mig om efter fregatten. Havde mandskabet opdaget min forsvinden? Var Abraham Lincoln vendt om? Satte kaptajn Farragut en båd i vandet? Kunne jeg håbe på at blive reddet?

Mørket var dybt. Jeg skimtede en sort masse, som forsvandt mod øst, og hvis positionslys blegnede i det fjerne. Det var fregatten. Jeg følte mig fortabt.

— Hjælp! Hjælp! råbte jeg, idet jeg med fortvivlelsens kræfter svømmede hen mod Abraham Lincoln.

Mit tøj generede mig. Vandet klæbede det til min krop, det lammede mine bevægelser. Jeg sank! Jeg var ved at kvæles!

— Hjælp!

Det blev mit sidste råb. Min mund fyldtes med vand. Jeg slog om mig, trukket ned i afgrunden…

Pludselig greb en kraftig hånd i mit tøj, jeg følte mig med magt ført op til havoverfladen, og jeg hørte, ja, jeg hørte disse ord udtalt i mit øre:

— Hvis herren vil vise mig den store venlighed at støtte sig på min skulder, kan herren meget lettere svømme.

Jeg lagde en hånd på min trofaste Conseils arm.

— Dig, sagde jeg, dig!

— Ja, det er mig, svarede Conseil, og til herrens tjeneste.

— Og det stød har kastet dig i havet samtidig med mig?

— Slet ikke. Men da jeg er i herrens tjeneste, er jeg fulgt efter herren! Den agtværdige unge mand fandt dette ganske naturligt.

— Og fregatten? spurgte jeg.

— Fregatten! svarede Conseil, idet han vendte sig om på ryggen, jeg tror herren vil gøre vel i ikke at regne for meget med den.

— Hvad siger du?

— Jeg siger, at i det øjeblik, da jeg styrtede mig i havet, hørte jeg rorgængeren råbe: Skruen og roret er knust…

— Knust?

— Ja, knust af uhyrets tand. Jeg tror, det er den eneste skade, Abraham Lincoln har lidt. Men en ærgerlig omstændighed for os, den lystrer ikke mere roret.

— Så er vi fortabte!

— Måske, svarede Conseil roligt. Imidlertid har vi endnu nogle timer for os, og i nogle timer kan man foretage sig mange ting. Conseils uforstyrrelige koldblodighed satte mod i mig. Jeg svømmede stærkere til, men generet af mine klæder, der tyngede mig som en blykappe, følte jeg det umådelig vanskeligt at holde mig oppe. Det opdagede Conseil.

— Herren må tillade mig at udføre et snit, sagde han.

Og idet han lod en åben kniv glide ind under mit tøj, slidsede han det op fra øverst til nederst med et hurtigt tag. Så befriede han mig behændigt for det, mens jeg svømmede for os begge.

Så blev det min tur til at gøre Conseil den samme tjeneste, og vi vedblev at svømme tæt ved siden af hinanden.

Imidlertid var situationen derfor ikke mindre frygtelig. Måske var vor forsvinden ikke blevet bemærket, og var den det, kunne fregatten ikke vende tilbage i læ af os, da den havde mistet sit ror. Det var altså nødvendigt blot at regne med dens både.

Conseil gennemtænkte koldblodigt denne hypotese og lagde sin plan derefter. En forbavsende karakter! Denne flegmatiker var som hjemme her.

Det blev altså bestemt, at da vor eneste mulighed for redning var at blive taget op af Abraham Lincolns både, måtte vi indrette os på en måde, så vi kunne vente længst muligt. Jeg besluttede derfor at dele vore kræfter for ikke at udtømme dem samtidig, og dette er, hvad vi enedes om: mens den ene af os holdt sig ubevægelig udstrakt på ryggen, med armene over kors og benene strakte, svømmede den anden og skubbede ham fremad. Denne rolle som bugserer måtte ikke vare mere end ti minutter, og når vi således afløste hinanden, kunne vi svømme ovenpå i nogle timer af måske lige til daggry.

En svag mulighed! Men håbet har stærke rødder i menneskehjertet! Og så var vi to. Endelig påstår jeg — skønt det må synes usandsynligt — at hvis jeg prøvede at ødelægge enhver illusion for mig selv, hvis jeg prøvede at» fortvivle«, kunne jeg ikke!

Sammenstødet mellem fregatten og hvalen var sket henimod klokken elleve om aftenen. Jeg regnede derfor med otte timers svømning til solens opgang. En manøvre, der strengt taget var gennemførlig, når vi skiftedes. Havet, der var ret roligt, trættede os kun lidt. Undertiden søgte jeg med blikket at gennemtrænge det tætte mørke, hvor det eneste lys var den fosforescens, der fremkaldtes af vore bevægelser. Jeg betragtede disse lysende bølger, der brødes mod min hånd, og hvoraf den flimrende vandflade plettedes med blege skjolder. Man kunne næsten have troet, at vi var dykket ned i et kviksølvbad.

Henimod ét om morgenen blev jeg grebet af en overordentlig træthed. Mine lemmer stivnede under voldsamme krampers greb. Conseil måtte holde mig oppe, og vor konversations førelse hvilede alene på ham. Snart hørte jeg den stakkels fyr stønne; hans åndedræt blev kort og hastigt. Jeg forstod, at han ikke længe kunne stå imod.

— Slip mig! Slip mig! sagde jeg til ham.

— Forlade herren! Aldrig! svarede han. Jeg regner virkelig med at drukne før herren!

I dette øjeblik kom månen til syne gennem randen af en stor sky, som vinden slæbte mod øst. Havets overflade glimtede under dens stråler. Dette velgørende lys genoplivede vore kræfter. Mit hoved rejste sig igen. Mine øjne gik hele horisonten rundt. Jeg opdagede fregatten. Den var fem sømil fra os og så blot ud som en mørk masse, der næppe kunne skelnes. Men både var der ingen af.

Jeg havde lyst til at råbe. Til hvad nytte, i en sådan afstand! Mine ophovnede læber lod ikke nogen lyd passere. Conseil kunne artikulere nogle ord, og jeg hørte ham flere gange gentage:

— Hjælp, hjælp!

Mens vore bevægelser et øjeblik afbrødes, lyttede vi. Og måske var det kun den susen, som det sammenpressede blod fyldte øret med, men det syntes mig, at et råb svarede på Conseils råb.

— Hørte du det? mumlede jeg.

— Ja, ja!

Og Conseil slyngede en ny fortvivlet appel ud i rummet.

Denne gang var ingen fejltagelse mulig. En menneskelig stemme svarede på vore råb. Var det en stemme fra en ulykkelig, der var forladt midt i oceanet, endnu et offer for det stød, der havde ramt skibet? Eller var det snarere en af fregattens både, som prajede os i mørket?

Conseil anstrengte sig til det yderste, og idet han støttede sig på min skulder, mens jeg holdt imod i en sidste krampetrækning, hævede han sig halvt op af vandet og faldt udmattet ned igen.

— Hvad så du?

— Jeg så, mumlede han, jeg så. . men lad os ikke tale. . Lad os spare på vore kræfter!

Hvad havde han set? Jeg ved ikke hvorfor, men nu randt tanken om uhyret mig i hu!… Og så denne røst? De tider er ikke mere, da en Jonas tog sin tilflugt til en hvals mave!

Men Conseil bugserede mig stadig. Han hævede undertiden hovedet, så frem for sig og udstødte et gennemtrængende råb, hvorpå en stemme svarede, stadig nærmere. Mine kræfter var til ende; mine fingre slappedes; min hånd ydede mig ikke længere noget støttepunkt; min mund stod krampagtig åben og fyldtes med saltvand; kulden trængte ind i mig. Jeg løftede hovedet en sidste gang, så gik jeg ned…

I dette øjeblik stødte jeg mod et hårdt legeme. Jeg klamrede mig til det. Så mærkede jeg, at man trak i mig, at man førte mig op til vandoverfladen, at jeg tabte vejret, og jeg besvimede.

Utvivlsomt kom jeg hurtigt til mig selv igen, takket være de kraftige gnidninger, som blev tildelt mit legeme. Jeg åbnede øjnene på klem…

— Conseil, mumlede jeg.

— Herren har ringet? svarede Conseil.

Ved det sidste lys fra månen, som sænkede sig mod horisonten, opdagede jeg i dette øjeblik en skikkelse, som ikke var Conseil, og som jeg straks genkendte.

— Ned! udbrød jeg.

— Netop, hr. professor, ham, som render efter sin præmie! svarede canadieren.

— De blev styrtet i havet ved stødet mod fregatten?

— Ja, hr. professor, men mere begunstiget end De kunne jeg omtrent med det samme sætte foden på en svømmende ø.

— En ø?

— Eller rettere sagt, på vor gigantiske narhval.

— Forklar Dem, Ned.

— Blot det, at det snart gik op for mig, hvorfor min harpun ikke kunne få hul på den og blev sløv mod dens hud.

— Hvorfor, Ned, hvorfor?

— Det er fordi dette dyr er lavet af stålplader, hr. professor!

Det er nødvendigt, at jeg her tager mig sammen, at jeg genopliver mine erindringer, at jeg selv kontrollerer mine påstande.

Canadierens ord havde bevirket et pludseligt omsving i min hjerne.

Jeg hejsede mig hurtigt op på toppen af det halvt neddykkede væsen eller det objekt, der tjente os som tilflugtssted. Jeg følte mig for med foden. Det var åbenhart et hårdt og uigennemtrængeligt legeme, og ikke den bløde substans som udgør de store havpattedyrs legemer.

Men dette hårde legeme kunne være et rygskjold af ben som de antediluvianske dyrs, og jeg kunne derfor have lov til at klassificere uhyret blandt amfibiereptilerne, såsom skildpadder eller alligatorer.

Nuvel! Nej! Den sortladne ryg, som holdt mig oppe, var glat, poleret, ikke taglagt. Den gav ved slag en metallisk klang, og så utroligt som det var, forekom den — hvad siger jeg! — var den lavet af sammenboltede plader.

Der var ingen tvivl mulig. Dyret, uhyret, naturfænomenet, som havde ægget hele den videnskabelige verdens nysgerrighed, forvirret og vildledt fantasien hos sømænd på de to halvkugler, det var virkelig nødvendigt at erkende, at det var et endnu mere forbavsende fænomen, et fænomen lavet af menneskehånd.

Opdagelsen af det mest eventyrlige, mest mytologiske væsen ville ikke i den grad have overrasket min fornuft. At det, der er underfuldt, kommer fra Skaberen, det er ligetil. Men pludselig, for sine øjne, at finde det umulige realiseret mystisk og menneskeligt, det er til at blive sindsforvirret af.

Man kunne imidlertid ikke tvivle. Vi lå på ryggen af en slags undervandsbåd, som så vidt jeg kunne skønne fremtrådte i form af en umådelig stålfisk. Ned Land havde sin opfattelse parat. Conseil og jeg kunne kun slutte os til ham.

— Men altså, sagde jeg, indeslutter dette apparat en bevægelsesmekanisme og et mandskab til at manøvere den?

— Øjensynligt, svarede harpunéren, og ikke des mindre har denne flydende ø ikke givet noget livstegn i de tre timer jeg har beboet den.

— Bevæger dette fartøj sig ikke?

— Nej, hr. Aronnax. Det lader sig vugge på bølgerne, men det bevæger sig ikke.

— Vi ved imidlertid, uden for enhver tvivl, at det er i stand til at bevæge sig med stor hastighed. Da nu en maskine er nødvendig til at producere denne hastighed og en mekaniker til at passe denne maskine, slutter jeg deraf…, at vi er reddede.

— Hm! sagde Ned Land i en reserveret tone.

I dette øjeblik og som for at give mig ret i min argumentation, hørtes en kogen agter i denne mærkværdige fremtoning, hvis drivkraft åbenbart var en skrue, og den satte sig i bevægelse. Vi havde kun tid til at hage os fast til den øverste del, som ragede omtrent firs centimeter op over vandet. Særdeles heldigt for os var hastigheden ikke overvældende.

— Så længe han navigerer horisontalt, mumlede Ned Land, har jeg ikke noget at sige. Men hvis han får den idé at dykke, giver jeg ikke to dollars for lille mig!

Endnu mindre kunne canadieren have sagt. Det blev altså uopsætteligt at komme i forbindelse med de væsener, hvad det end var for nogen, der var lukket inde bag denne maskines flanker. På dens overflade søgte jeg efter en åbning, en luge, et mandehul«, for at bruge det tekniske udtryk; men de rækker af bolte, der solidt var slået i pladernes sammenføjninger, var lige og ensartede.

Så forsvandt månen for øvrigt og efterlod os i buldrende mørke. Det var nødvendigt at vente på dagslyset for at finde på midler til at komme ind i det indre af dette undersøiske fartøj.

Således afhang vor redning altså udelukkende af humøret hos de mystiske gaster, som styrede denne maskine, og hvis de dykkede, var vi fortabte! Med undtagelse af dette tilfælde tvivlede jeg ikke på muligheden af at komme i forbindelse med dem. Og hvis de ikke selv fremstillede deres indåndingsluft, var det faktisk nødvendigt, at de fra tid til anden kom op til oceanets overflade for at forny deres forsyning med åndedrætsmolekyler. Altså var det nødvendigt med en åbning, der satte fartøjets indre i forbindelse med atmosfæren.

Med hensyn til håbet om at blive reddet af kaptajn Farragut måtte det fuldstændig opgives. Vi blev slæbt mod vest, og jeg anslog vor hastighed, der var forholdsvis moderat, til op mod tolv sømil i timen. Skruen, der piskede bølgerne med matematisk nøjagtighed, dukkede undertiden op og fik det fosforescerende vand til at sprøjte i vejret. Henad klokken fire om morgenen øgedes maskinens hastighed. Vi kunne vanskeligt holde ud til denne svimlende medriven, for bølgerne ramte os som piskeslag. Heldigvis fik Ned fat på en stor fortøjningsring, der var fæstet til den øverste del af stålpladeryggen, og det lykkedes os at klamre os godt fast til den.

Endelig gik den lange nat til ende. Min ufuldkomne erindring tillader mig ikke at genopspore alle indtrykkene. En eneste enkelthed rinder mig i hu. I nogle af vindens og havets stille øjeblikke troede jeg at høre ubestemte lyde, en slags flygtig harmoni frembragt af fjerne akkorder. Hvad var det dog for et mysterium med denne undersøiske sejlads, hvorpå hele verden forgæves havde søgt forklaringen? Hvilke væsener levede i dette mærkelige fartøj? Hvilken mekanisk drivkraft tillod den at bevæge sig med en så vidunderlig hastighed?

Dagen kom. Morgenens tåger indsvøbte os, men det varede ikke længe, før de sønderreves. Jeg skulle til at foretage en omhyggelig undersøgelse af skroget, som på sin øverste del dannede en slags horisontal platform, da jeg lidt efter lidt mærkede det dykke ned.

— Åh, for tusind djævle, udbrød Ned Land, idet han bankede med sin fod på den klingende stålplade, luk dog op, I ugæstfri sømænd! Men det var vanskeligt at skaffe sig ørenlyd under skruens øredøvende hamren. Lykkeligvis standsede neddykningsbevægelsen.

Pludselig opstod i det indre af fartøjet en larm af jernbeslag, der blev voldsomt bevægede. En plade hævedes, en mand kom til syne, udstødte et mærkeligt råb og forsvandt straks.

Nogle øjeblikke efter kom otte kraftige fyre til syne og slæbte os i tavshed ind i deres frygtelige maskine.

Kapitel 8

Mobilis in mobile

Denne redning blev fuldendt med lynets hast. Mine kammerater og jeg havde ikke haft tid til at finde os til rette. Jeg ved ikke, hvad de følte ved at blive bragt ind i dette flydende fængsel, men for min del isnede en hurtig skælven min overhud. Hvem havde vi at gøre med? Uden tvivl en ny slags pirater, som udnyttede havet på deres måde.

Næppe var den snævre luge lukket over mig, før et dybt mørke indhyllede mig. Mine øjne, der var gennemtrængt af lyset udenfor, kunne ikke skelne noget. Jeg følte mine nøgne fødder klamre sig til trinene på en jernstige. Ned Land og Conseil fulgte mig, grebet af kraftige hænder. Forneden af stigen blev en dør åbnet og straks igen lukket med klangfuld rungen.

Vi var alene. Hvor? Jeg kunne ikke sige det, næppe forestille mig det. Alt var sort, men så absolut sort, at mine øjne nogle minutter efter endnu ikke havde været i stand til at opfatte et af disse ubestemmelige lysskær, som ellers strømmer gennem den dybeste nat.

Imidlertid gav Ned Land, der var rasende over disse metoder, sin harme frit løb.

— For tusind djævle, udbrød han, her er der folk, der kunne lære skotter noget om gæstfrihed! De mangler ikke andet end at være menneskeædere! Det skal ikke overraske mig, men jeg forsikrer, at man ikke skal æde mig, uden at jeg protesterer.

— Tag det med ro, kære Ned, tag det med ro, svarede Conseil fredsommeligt. Hids Dem ikke op i utide. Vi er endnu ikke på risten!

— På risten, nej, svarede canadieren, men utvivlsomt i ovnen. Her er sort nok. Heldigvis har jeg ikke mistet min bowie-knife*), og jeg ser stadig klart nok til at bruge den. Den første af de banditter, der lægger hånd på mig…

— Lad være at hidse Dem op; Ned, sagde jeg nu til harpunéren, og udsæt os ikke for fare ved unødig voldsomhed. Hvem ved, om der ikke er nogen, der kan høre os. Lad os hellere prøve at få at vide, hvor vi er!

Jeg famlede mig frem. Efter fem skridt kom jeg til en jernvæg, lavet af sammenboltede plader. Så vendte jeg om og stødte på et træbord, i hvis nærhed nogle skamler stod i række. Gulvet i dette fængsel var dækket af et tykt formiumlag, som dæmpede lyden af skridt. De nøgne vægge røbede ikke noget spor af døre eller vinduer. Conseil, der gik en omgang i modsat retning, sluttede sig til mig, og vi kom igen til midten af denne kahyt, som måtte være tyve fod i længden og ti fod i bredden. Hvad angår loftshøjden, kunne Ned Land trods sin høje skikkelse ikke måle den.

En halv time var allerede forløbet uden at situationen havde ændret sig, da vore øjne pludselig kom fra det dybeste mørke til det voldsomste lys. Vort fængsel oplystes pludseligt, det vil sige, det fyldtes med et lysende stof så skarpt, at jeg ikke straks kunne tåle dets skin. På hvidheden, intensiteten, genkendte jeg den elektriske belysning, som opstod omkring det undersøiske fartøj som et prægtigt fosforescerende fænomen. Efter uvilkårligt at have lukket øjnene åbnede jeg dem igen, og jeg så, at den lysende kraft udgik fra en matsleben halvkugle, som rundede sig i den øverste del af kahytten.

— Endelig kan man se klart her! udbrød Ned Land, som med sin kniv i hånden holdt sig parat til forsvar.

— Ja, svarede jeg, og risikerede en antitese, men situationen ser derfor ikke mindre sort ud.

— Gid herren ville være tålmodig, sagde den uforstyrrelige Conseil.

Den pludselige belysning i kahytten havde tilladt mig at undersøge dens mindste detaljer. Den indeholdt kun bordet og de fem skamler. Den usynlige dør måtte være hermetisk tillukket. Ingen støj nåede vort øre. Alt syntes dødt i det indre af dette fartøj. Flyttede det sig, holdt det sig på oceanets overflade, gik det ned i dets dybder? Det kunne jeg ikke gætte.

Imidlertid var den lysende globe ikke blevet tændt uden grund. Jeg håbede altså, at der snart ville vise sig nogen af mandskabet. Når man vil glemme folk, belyser man ikke deres fangehuller.

Jeg tog ikke fejl. En støj af skodder lod sig høre, døren åbnedes, to mænd viste sig.

Den ene var lille, muskuløs, bredskuldret, med stærke lemmer, kraftigt hoved, rigeligt sort hår, tæt skæg, et levende og gennemtrængende blik, og med hele sin person præget af denne sydlandske livlighed, som i Frankrig er karakteristisk for provencalerne. Diderot har med megen ret hævdet, at menneskets gestus er metaforisk, og denne lille mand var absolut det levende bevis derpå. Man følte, at han i sin daglige tale måtte ødsle med prosopopeer, metonymier og hypallager. Hvad jeg for resten aldrig blev i stand til at verificere; thi han brugte altid over for mig et ejendommeligt og absolut uforståeligt sprog.

Den anden ubekendte fortjener en mere detaljeret beskrivelse. En discipel af Gratiolet eller Engel kunne have læst i hans ansigt som i en åben bog. Jeg erkendte uden at tøve hans dominerende egenskaber: selvtillid, thi hans hoved hævede sig ædelt på den bue, der dannedes af linjen mellem hans skuldre, og hans sorte øjne skuede frem med kold sikkerhed; — sindsro; thi hans hud, snarere bleg end rødmosset, meldte om blodets rolighed; — energi, som den hurtige sammentrækning af hans øjenbryns muskler viste; — endelig mod; thi hans dybe åndedrag røbede stor livskraft.

Jeg tilføjer, at denne mand var stolt, at hans faste og rolige blik syntes at udstråle højsindede tanker, og at der af alt dette tilsammen, ensartetheden i legemets og ansigtets bevægelser, i følge fysiognomikernes iagttagelser fremgik en indiskutabel oprigtighed.

Jeg følte mig uvilkårligt beroliget i hans nærværelse, og jeg tog vort møde som et godt varsel.

Var denne personlighed femogtredive eller halvtreds år, det kunne jeg ikke have angivet nøjagtigt. Hans skikkelse var høj, hans pande bred, hans næse lige, hans mund skarpt tegnet, hans tænder prægtige, hans hænder smukke, lange, overordentlig» psykiske «for at bruge et ord fra kirognosien, det vil sige værdige til at tjene en ædel og lidenskabelig sjæl. Denne mand fremtrådte visselig som den mest beundringsværdige type, jeg nogensinde havde set. En særlig detalje: hans øjne sad lidt langt fra hinanden og kunne på én gang omfatte omtrent en fjerdedel af horisonten. Denne evne — jeg har senere verificeret det — forstærkedes af en synsstyrke, der endda var Ned Lands overlegen. Når denne ubekendte fikserede en genstand, rynkedes hans bryns linie, hans store øjne trak sig sammen som for at omskrive pupillerne og således indskrænke synsvidden, — og han så! Hvilket blik! Som om det forstørrede de genstande, der var formindsket af afstanden! Som om det udforskede én lige til sjælen! Som om det gennembrød disse flydende lag, der er så uigennemsigtige for vore øjne, og som om det læste i det dybeste hav!…

De to ubekendte, der på hovedet havde baretter lavet af skind af havodder og på benene søstøvler af sælskind, bar klæder af en særlig vævning; de var bekvemme og tillod stor bevægelsesfrihed.

Den højeste af dem — øjensynlig skibets chef — mønstrede os med yderste opmærksomhed, uden at sige et ord. Så vendte han sig mod sin ledsager og underholdt sig med ham i et sprog, som jeg ikke kendte. Det var et klangfuldt idiom, harmonisk, smidigt, og dets vokaler syntes underkastet en meget varieret betoning.

Den anden svarede med en hovedrysten og tilføjede to eller tre fuldkommen uforståelige ord. Så syntes han med sit blik at udspørge mig direkte.

Jeg svarede på godt fransk, at jeg ikke forstod hans sprog; men det så ikke ud til, at han forstod mig, og situationen blev temmelig forvirrende.

— Gid herren i alt fald ville fortælle vores historie, sagde Conseil til mig. Disse herrer ville måske forstå nogle ord af den!

Jeg begyndte på beretningen om vore eventyr, idet jeg artikulerede alle mine stavelser klart, og uden at udelade en eneste detalje. Jeg opgav vore navne og stillinger; så præsenterede jeg formelt professor Aronnax, hans tjener Conseil og harpunmester Ned Land.

Manden med de blide og rolige øjne lyttede til mig, fredsommeligt, ja høfligt og med bemærkelsesværdig opmærksomhed. Men intet i hans fysiognomi angav, at han havde forstået min historie. Da jeg havde sluttet, udtalte han ikke et eneste ord.

Der var endnu den udvej tilbage, at tale engelsk. Måske kunne man gøre sig forståelig på dette sprog, som næsten er et verdenssprog. Jeg kendte det, så vel som det tyske sprog, tilstrækkeligt til at læse det flydende, men ikke til at tale det korrekt. Her gjaldt det nu frem for alt om at blive forstået.

— Nå, nu er det Deres tur, sagde jeg til harpunéren. Nu må De, mester Land, trække det bedste engelsk nogen angelsakser nogen sinde har talt, rent ud af posen, og prøv at være heldigere end jeg! Ned lod sig ikke nøde, men begyndte igen på min beretning, så jeg næsten forstod den. Indholdet var det samme, men formen var anderledes. Canadieren blev revet med af sin karakter og lagde megen livlighed i sine ord. Han beklagede sig voldsomt over at være blevet fængslet uden hensyn til folkeretten, spurgte i kraft af hvilken lov man således holdt ham tilbage, påkaldte habeas corpus, truede med at forfølge dem, som utilbørligt holdt ham indespærret, tog på vej, gestikulerede, råbte, og til sidst lod han ved en udtryksfuld gestus forstå, at vi var ved at dø af sult.

Hvad der var fuldkommen sandt, men vi havde næsten glemt det.

Til harpunérens store forbavselse lod det ikke til, at han havde været mere forståelig end jeg. De besøgende fortrak ikke en mine. Det var klart, at de hverken forstod Aragas eller Faradays sprog.

Meget forvirret efter forgæves at have udtømt vore filologiske hjælpekilder, vidste jeg ikke mere, hvordan jeg skulle bære mig ad, da Conseil sagde til mig:

— Hvis herren tillader, skal jeg fortælle det på tysk.

— Hvorledes? Kan du tysk? udbrød jeg.

— Som en flamlænder, om herren ikke har noget imod det!

— Tværtimod, det er jeg glad for. Vær så god, min ven!

Og for tredje gang hørte vi historien om vore forskellige oplevelser, nu fortalt med Conseils rolige stemme. Men trods fortællerens elegante vendinger og smukke betoninger havde det tyske sprog ikke succes.

Drevet til det yderste samlede jeg endelig alt, hvad jeg havde tilbage fra mine første studier, og påtog mig at fortælle vore eventyr på latin. Cicero ville have holdt sig for ørerne og sendt mig udenfor, men det lykkedes mig dog at komme igennem det. Samme negative resultat.

Da dette sidste forsøg definitivt var mislykket, vekslede de to ubekendte nogle ord på deres uforståelige sprog og trak sig tilbage, endog uden at have henvendt sig til os med en af disse beroligende håndbevægelser, der forstås i alle verdens lande. Døren lukkedes.

— Det er en gemenhed! udbrød Ned Land, der eksploderede for tyvende gang. Hvad mener De? Her taler man fransk til dem, engelsk, tysk, latin til disse slyngler, og der er ikke en af dem, der er høflig nok til at svare!

— Vær rolig, Ned, sagde jeg til den hidsige harpunér, vrede fører ikke til noget.

— Men er De klar over, hr. professor, vedblev vor ophidsede ven, at man nok så nydeligt kan dø af sult i dette jernbur?

— Pyt, sagde Conseil, med lidt filosofi kan man holde ud længe endnu!

— Mine venner, sagde jeg, det er ikke nødvendigt at tabe modet. Vi har befundet os i værre situationer. Gør mig derfor den tjeneste at vente med at danne Dem en mening om chefen og mandskabet på dette fartøj.

— Min mening er helt færdig, svarede Ned Land. Det er nogle slyngler…

— Nuvel! Og fra hvilket land?

— Fra slynglernes land!

— Min gode Ned, det land er endnu ikke indtegnet tilstrækkeligt på noget verdenskort, og jeg tilstår, at disse to ubekendtes nationalitet er vanskelig at bestemme. Hverken englændere, franskmænd eller tyskere, det er alt, hvad man kan påstå. Dog vil jeg være fristet til at hævde, at denne chef og hans næstkommanderende er født på lave breddegrader. Der er noget sydlandsk over dem. Men om de er spaniere, tyrkere, arabere eller indere, det tillader deres fysiske type mig ikke at afgøre. Hvad angår deres sprog er det absolut uforståeligt.

— Det er det ubehagelige ved ikke at kunne alle sprog, svarede Conseil, eller ulemperne ved, at man ikke kun har et eneste sprog.

— Hvad der ikke ville nytte noget! svarede Ned Land. Ser De ikke, at disse mennesker har et sprog for sig selv, et sprog, der er opfundet for at gøre brave folk fortvivlede, når de beder om at få middagsmad. Men at åbne munden, bevæge kæberne, snappe med tænderne og læberne, kan man ikke sagtens forstå det overalt på jorden? Er det ikke det, det betyder fra Quebec til Pomotuøerne, i Paris som hos antipoderne: Jeg er sulten! Giv mig noget at spise!

— Åh, sagde Conseil, der er folk, der er så uintelligente!

Idet han sagde disse ord, åbnedes døren. En stewardt*) trådte ind. Han bragte os klæder, sømandstrøjer og — bukser, syet af et stof, hvis oprindelse jeg ikke kendte. Jeg skyndte mig at tage tøjet på, og mine kammerater gjorde ligeså.

Imens havde stewarden — stum, måske døv — dækket bordet og anbragt tre kuverter der.

— Nu sker der noget alvorligt, sagde Conseil, og det tegner godt.

— Pyt, svarede den hadefulde harpunér, hvad fanden tror De man spiser her? Skildpaddelever, hajfilet, hajbøf!

— Det får vi nok at se! sagde Conseil.

Dækket af sølvklokker blev tallerkenerne anbragt symmetrisk på dugen, og vi tog plads ved bordet. Vi havde afgjort at gøre med civiliserede mennesker, og uden det elektriske lys, som strålede over os, ville jeg have troet, at jeg var i spisesalen på hotel Adelphi i Liverpool eller på Grand Hotel i Paris. Jeg må dog sige, at der overhovedct ikke var hverken brød eller vin. Vandet var frisk og klart, men det var vand — hvad der ikke faldt i Ned Lands smag. Blandt de retter, der blev serveret for os, genkendte jeg flere slags fisk, der var lækkert tilberedt, men om nogle retter, der for resten var udmærkede, kunne jeg ikke udtale mig, og jeg kune ikke engang have sagt, om de stammede fra dyre— eller planteriget. Med hensyn til servicet var det elegant og yderst smagfuldt. Hvert stykke, ske, gaffel, kniv, tallerken bar et bogstav omgivet af en påmalet devise, og her ses det nøjagtigt i faksimile:

Bevægelig i det bevægelige element! Denne devise passede nøjagtigt til dette undersøiske apparat, på betingelse af, at man oversatte præpositionen IN med i og ikke med på. Bogstavet N var utvivlsomt begyndelsesbogstavet til navnet på den gådefulde person, der havde kommandoen på havbunden.

Ned og Conseil gjorde sig ikke så mange tanker. De spiste, og jeg tøvede ikke med at følge deres eksempel. Jeg var for resten beroliget med hensyn til vor skæbne, og det syntes mig klart, at vore værter ikke ville lade os dø af sult.

Men alt får en ende her på jorden, alt går over, selv sulten hos folk, der ikke har spist i femten timer. Da vor appetit var tilfredsstillet, gjorde et behov for søvn sig uimodståeligt gældende. En meget naturlig reaktion efter den uendelige nat, hvori vi havde kæmpet med døden.

— Jeg skal minsandten sove godt, sagde Conseil.

— Og jeg sover allerede, svarede Ned Land.

Mine to kammerater strakte sig på gulvtæppet i kahytten og var snart hensunket i dyb søvn.

Jeg for min del gav mindre let efter for denne voldsomme trang til søvn. Alt for mange tanker ophobedes i mit sind, alt for mange uløselige spørgsmål trængtes der, alt for mange billeder holdt mine øjne halvt åbne. Hvor var vi? Hvilken mærkelig magt førte os med sig? Jeg følte — eller snarere jeg troede at føle — at apparatet gik ned mod dybere lag i havet. Voldsomme mareridt besatte mig. Jeg anede i disse mystiske tilflugtssteder en hel verden af ukendte dyr, som denne undersøiske båd syntes at være beslægtet med, levende, bevægende sig, frygtelig som de!… Så faldt min hjerne til ro, min fantasi fandt hvile i en uklar døs og jeg faldt snart i en drømmeløs søvn.

Kapitel 9

Ned Lands vredesudbrud

Hvor længe denne søvn varede, ved jeg ikke; men det må have været længe, for den rettede os fuldkomment op efter vore strabadser. Jeg vågnede først. Mine kammerater havde endnu ikke rørt sig og blev liggende i deres krog som livløse masser.

Så snart jeg havde rejst mig fra det temmelig hårde leje, følte jeg min hjerne forfrisket, min ånd klar. Jeg begyndte så en nøje undersøgelse af vor celle.

Intet var ændret i dens indretning. Fængslet var stadig et fængsel, og fangerne var fanger. Imidlertid havde stewarden benyttet sig af vores søvn og taget af bordet. Intet tydede dog på nær forestående mildning af denne situation, og jeg spurgte alvorligt mig selv, om vi var bestemt til at leve i dette bur på ubestemt tid.

Denne udsigt syntes mig så meget pinligere, som jeg, om end min hjerne var fri for sin besættelse fra den foregående dag, følte en ejendommelig trykken for brystet. Jeg trak vejret med besvær. Den tunge luft var ikke tilstrækkelig til mine lungers funktion. Skønt cellen var rummelig, var det åbenbart, at vi for en stor del havde brugt den ilt, som den indeholdt. Faktisk bruger hvert menneske på en time den ilt, der indeholdes i hundrede liter luft, og denne luft, der så bliver belastet med en næsten tilsvarende mængde kultveilte, bliver kvælende.

Det var altså påtrængende nødvendigt at forny atmosfæren i vort fængsel og utvivlsomt også hele undervandsbådens atmosfære.

Et spørgsmål rejste sig for min tanke. Hvorledes bar chefen for dette svømmende opholdssted sig ad? Fik han luftforsyning ved kemiske midler, ved med varme at frigøre den ilt, der indeholdes i klorkalium, og ved at lade et kalihydrat absorbere kultveilten? I så tilfælde måtte han have bevaret nogle forbindelser med fastlandene for at skaffe sig de til disse processer nødvendige stoffer. Indskrænkede han sig til blot at opmagasinere luften under højt tryk i reservoirer og til så at frigøre den til sit mandskabs behov? Måske. Eller nøjedes han — en bekvemmere, mere økonomisk og følgelig mere sandsynlig fremgangsmåde — med at komme op i vandoverfladen for at ånde som en hval og forny forsyningen for et døgn med atmosfærisk luft? Hvordan det end var og hvad det var for en metode, forekom det mig klogt, om han ufortøvet ville benytte den.

Jeg var i virkeligheden så langt nede, at jeg måtte mangedoble mine indåndingers tal for af denne celle at uddrage den smule ilt, som den indeholdt, da jeg pludselig blev forfrisket af en luftstrøm, ren og ligefrem duftende af fordampede salte. Det var virkelig havluft, oplivende og jodholdig. Jeg åbnede munden på vid gab, og mine lunger mættedes med friske molekyler. På samme tid sansede jeg en vaklen, en rullen med jævne udsving, men fuldkommen mærkbar. Båden, ståluhyret, var åbenbart lige steget op til oceanets overflade for at ånde, på samme måde som hvalerne. Skibets ventilationsmetode var altså fuldkommen klar.

Da jeg med fuldt bryst havde optaget denne rene luft, søgte jeg dens kanal,»aeriferen«— luftbringeren om man vil, som lod denne velgørende strøm komme til os, og det varede ikke længe, før jeg fandt den. Oven over døren var der et ventilationshul, der åbnede vej for en frisk luftsøjle, som således fornyede den ødelagte atmosfære i cellen.

Jeg var kommet så langt i mine iagttagelser, da Ned og Conseil omtrent samtidig vågnede under indflydelse af denne genoplivende luftstrøm. De gned sig i øjnene, strakte deres arme og var på benene på et øjeblik.

— Herren har sovet godt? spurgte Conseil med sin sædvanlige høflighed.

— Meget godt, min ven, svarede jeg. Og De, mester Land?

— Tungt, hr. professor. Men jeg ved ikke, om jeg tager fejl, det forekommer mig, som om jeg indånder havluft?

En sømand kunne ikke tage fejl deri, og jeg fortalte canadieren, hvad der var sket, mens han sov.

— Godt! sagde han, det forklarer fuldkomment de brøl, som vi hørte, da den formentlige hval var i sigte fra Abraham Lincoln.

— Fuldkomment, mester Land, det var dens åndedrag!

— Blot har jeg ingen idé om, hvad klokken er, hr. Aronnax, med mindre det er tid at spise til middag?

— Middagstid, min brave harpunér? Sig i det mindste frokosttid, for vi har sikkert nået en ny dag.

— Hvad der viser, svarede Conseil, at vi har taget os en søvn på fireogtyve timer.

— Det tror jeg også, svarede jeg.

— Jeg modsiger Dem ikke, svarede Ned Land. Men middag eller frokost, stewarden skal være velkommen, hvad enten han bringer os det ene eller det andet.

— Det ene og det andet, sagde Conseil.

— Netop, svarede canadieren, vi har ret til to måltider, og jeg for min del skal nok lade begge vederfares retfærdighed.

— Nuvel, Ned, lad os vente, svarede jeg. Det er åbenbart, at disse ubekendte ikke har til hensigt at lade os dø af sult, for i det tilfælde havde der ikke været mening i middagen i aftes.

— Med mindre man er ved at fede os op! svarede Ned.

— Jeg protesterer, sagde jeg. Vi er ikke faldet i hænderne på kannibaler!

— Én gang er ingen gang, svarede canadieren alvorligt. Hvem ved, om disse mennesker ikke i lang tid har været uden frisk kød, og i så tilfælde er tre privatpersoner, sunde og raske som professoren, hans tjener og jeg…

— Opgiv de ideer, mester Land, svarede jeg harpunéren, og fremfor alt, gå ikke ud fra dem for at blive hidsig over vore værter, hvad der kun kunne forværre situationen.

— I hvert fald, sagde harpunéren, er jeg forbandet sulten, og middag eller frokost, der kommer næppe noget måltid!

— Mester Land, sagde jeg, man må rette sig efter reglementet om bord, og jeg antager, at vores mave går hurtigere end kokkens ur.

— Nå, så må man stille den rigtigt, svarede Conseil.

— Der kender jeg Dem igen, min ven Conseil, svarede den utålmodige canadier. De bruger kun lidt af Deres galde og Deres nerver! Altid rolig! De vil være i stand til som bordbøn at sige taksigelsen før måltidet i stedet for velsignelsen og dø af sult snarere end beklage Dem.

— Hvad skulle det hjælpe? spurgte Conseil.

— Men det ville hjælpe at beklage sig. Det er allerede noget. Og disse sørøvere — jeg siger sørøvere af respekt og for ikke at ærgre professoren, som vægrer sig ved at kalde dem kannibaler — hvis disse sørøvere tænker sig, at de kan beholde mig i dette bur, hvor jeg er ved at kvæles, uden at erfare hvilke forbandelser jeg krydrer mine hidsighedsanfald med, tager de fejl! Tror De, at de længe vil holde os i denne jernkasse?

— Sandt at sige ved jeg ikke mere om det end De, kære Land.

— Men hvad tror De da?

— Jeg antager, at tilfældet har gjort os til herrer over en vigtig hemmelighed. Hvis nu mandskabet på denne undervandsbåd er interesseret i at beholde den, og hvis denne interesse er mere alvorlig end tre mænds liv, tror jeg vor eksistens er i høj grad truet. I modsat fald vil det uhyre, der har opslugt os, så snart som muligt give os tilbage til den verden, der er beboet af vore ligemænd.

— Med mindre han indrullerer os i sit mandskab, sagde Conseil, og passer sådan på os…

— Lige til det øjeblik, svarede Ned Land, da en eller anden fregat, der er hurtigere eller mere adræt end Abraham Lincoln, bemægtiger sig denne sørøverrede og sender dens mandskab og os op at trække vejret for sidste gang i enden af sin storrå.

— Vel gennemtænkt, mester Land, svarede jeg. Men så vidt jeg ved, har man endnu ikke gjort os noget forslag i den retning. Altså unyttigt at diskutere hvilken beslutning vi bør tage i påkommende tilfælde. Jeg gentager, lad os vente, lad os se, hvordan det udvikler sig og ikke gøre noget, siden der ikke er noget at gøre.

— Tværtimod, hr. professor, svarede harpunéren, som ikke ville give sig, der må gøres noget!

— Nå, hvad da, mester Land?

— Vi må redde os.

— Redde sig fra et» jordisk «fængsel er tit vanskeligt, men fra et undersøisk fængsel, det synes mig absolut ugørligt.

— Hør nu, kære Ned, sagde Conseil, hvad svarer De på herrens indvending? Jeg kan ikke tro, at en amerikaner nogensinde er helt rådvild!

Harpunéren tav, synligt forvirret. En flugt var absolut umulig under de forhold, tilfældet havde bragt os i. Men en canadier er halvt franskmand, og mester Ned Land viste det tydeligt ved sit svar.

— Altså, hr. Aronnax, begyndte han igen efter nogle øjeblikkes eftertanke, De kan ikke gætte, hvad folk bør gøre, når de ikke kan slippe ud af et fængsel?

— Nej, min ven.

— Det er meget simpelt, de må indrette sig, sådan at de kan blive der.

— Minsandten! sagde Conseil, det er alligevel bedre at være i det end over eller under det.

— Men først efter at man har kastet fængselsbetjente, sluttere og fangevogtere ud, tilføjede Ned Land.

— Hvordan det, Ned? Tænker De for alvor på at sætte Dem i besiddelse af dette fartøj?

— For fuldt alvor, svarede canadieren.

— Det er umuligt.

— Hvorfor dog, hr. professor? Der kan tilbyde sig en eller anden gunstig lejlighed, og jeg kan ikke se, hvad der skulle hindre os i at drage fordel deraf. Hvis der kun er en snes mand om bord i denne maskine, tror jeg ikke de kan slå to franskmænd og en canadier tilbage!

Det var bedre at gå ind på canadierens forslag end at diskutere det. Derfor nøjedes jeg med at svare:

— Lad lejligheden komme, mester Land, og lad os så se! Men indtil da beder jeg Dem, hehersk Deres utålmodighed. Man kan kun handle med list, og det er ikke ved at hidse Dem op at De får gunstige lejligheder til at opstå. Lov mig derfor, at De vil acceptere situationen uden alt for megen vrede!

— Det lover jeg Dem, hr. professor, svarede Ned Land i en kun lidet beroligende tone. Ikke ét voldsomt ord skal udgå af min mund, ikke én brutal bevægelse skal forråde mig, selv når serveringen ikke sker med den ønskelige regelmæssighed.

— Jeg har Deres ord, Ned, svarede jeg.

Så blev konversationen afbrudt, og hver af os gav sig til at tænke efter for sig selv. Jeg tilstår, at jeg for mit vedkommende og trods harpunérens selvtillid ikke nærede nogen illusioner. Jeg troede ikke på disse gunstige lejligheder, hvorom Ned Land havde talt. For at blive så sikkert manøvreret krævede undervandsbåden et talrigt mandskab, og følgelig ville vi i tilfælde af kamp have at gøre med alt for stærk modstand. For øvrigt var det fremfor alt nødvendigt at være frie, og det var vi ikke. Jeg så ikke selv noget middel til at flygte fra denne så hermetisk tillukkede celle af metalplader. Om den mærkelige chef i denne båd så blot havde en hemmelighed at bevare — hvad der i det mindste forekom sandsynligt — ville han ikke lade os bevæge os frit omkring på sit skib. Men ville han befri sig for os med vold eller en dag kaste os af i en eller anden afkrog på jorden? Det var hvad vi ikke vidste. Alle disse hypoteser syntes mig yderst plausible, og man måtte være harpunér for at håbe på at genvinde friheden.

Jeg forstod iøvrigt, at Ned Lands ideer forværredes ved de overvejelser, som tog magten i hans hjerne. Jeg hørte lidt efter lidt forbandelser brumme dybt nede i hans strube, og jeg så hans bevægelser blive truende. Han rejste sig, gik rundt som et vildt dyr i bur, sparkede og slog med knytnæve i væggene. Men tiden gik da; sulten plagede grusomt, og denne gang viste stewarden sig ikke. Og det var alt for længe at glemme vor stilling som skibbrudne, hvis man virkelig havde gode hensigter overfor os.

Plaget af fornemmelserne i sin robuste mave blev Ned Land mere og mere ophidset, og trods hans givne ord frygtede jeg oprigtigt en eksplosion, når han kom til at stå over for en af mændene på skibet.

I endnu to timer steg Ned Lands vrede. Canadieren kaldte, råbte, men forgæves. Metalvæggene var døve. Jeg hørte ikke selv nogen lyd i det indre af denne båd, der lod til at være uddød. Den rørte sig ikke, for jeg ville bestemt have mærket skrogets rysten under skruens indflydelse. Utvivlsomt neddykket i vandenes afgrund hørte den ikke mere til på jorden. Hele denne dystre tavshed var skrækindjagende.

Med hensyn til vor forladthed, vor isolation inde i denne celle, vovede jeg ikke at beregne, hvor længe den kunne vare. De forhåbninger, som jeg havde fattet efter vort møde med skibets chef, udslettedes lidt efter lidt. Blidheden i denne mands blik, hans ansigts højsindede udtryk, fornemheden i hans holdning, alt forsvandt fra min erindring. Jeg så igen denne gådefulde personlighed sådan som han nødvendigvis måtte være, ubarmhjertig, grusom. Jeg følte, at han stod udenfor menneskeheden, var utilgængelig for enhver følelse af medlidenhed, en uforsonlig fjende af sine medmennesker, som han måtte have viet et uforgængeligt had!

Men ville denne mand da lade os dø af sult, indelukkede i dette snævre fængsel, overgivet til de frygtelige fristelser, som den voldsomme sult fremkalder? Denne forfærdelige tanke fik en skrækkelig intensitet i mit sind, og idet fantasien hjalp til, følte jeg mig gennemtrængt af en vanvittig rædsel. Conseil holdt sig rolig, Ned Land brummede.

I dette øjeblik hørtes en larm udenfor. Skridt genlød på metalflisen. Der blev rørt ved låsene, døren åbnedes, stewarden kom til syne.

Før jeg havde gjort en bevægelse for at hindre ham deri, havde canadieren kastet sig over den ulykkelige; han havde væltet ham omkuld; han holdt ham på halsen. Stewarden var ved at kvæles under hans mægtige hånd.

Conseil forsøgte allerede at trække harpunérens halvkvalte offer ud af hans hænder, og jeg ville til at forene mine kræfter med hans, da jeg pludselig blev naglet til stedet af disse ord udtalt på fransk: Rolig, mester Land, og De, hr. professor, vær så venlig at høre på mig!

Kapitel 10

Sømanden

Det var skibets chef, der talte således. Ved hans ord rejste Ned Land sig straks. På et tegn fra sin herre gik stewarden, der næsten var kvalt, vaklende ud; men sådan var chefens magt på skibet, at ikke en bevægelse forrådte det nag, denne mand måtte være besjælet af mod canadieren. Conseil, der mod sin vilje var interesseret, og jeg, der var bestyrtet, ventede i tavshed på udfaldet af dette optrin.

Chefen, der med armene over kors stod og støttede sig til et hjørne af bordet, iagttag os med dyb opmærksomhed. Betænkte han sig på at tale? Fortrød han de ord, han lige havde udtalt på fransk? Det kunne man tro.

Efter nogle øjeblikkes tavshed, som ingen af os tænkte på at bryde, sagde han med rolig og indtrængende stemme:

— Mine herrer, jeg taler lige gerne fransk, engelsk, tysk og latin. Jeg kunne altså have svaret Dem ved vort første møde, men jeg ville først lære Dem at kende, så tænke efter. Deres firdobbelte beretning, der var absolut sandsynlig i det væsentlige, bekræftede Deres identitet for mig. Jeg ved nu, at tilfældet har bragt i min nærværelse hr. Pierre Aronnax, professor i naturhistorie ved museet i Paris, hans tjener Conseil, og Ned Land, canadier af oprindelse, harpunér på fregatten Abraham Lincoln, af Amerikas forenede Staters marine.

Jeg bøjede mig samtykkende. Det var ikke et spørgsmål chefen stillede mig. Altså var der ikke noget at svare. Denne mand udtrykte sig med fuldkommen utvungethed uden nogen accent. Hans sætningsbygning var klar, hans ord korrekte, hans veltalenhed bemærkelsesværdig. Og dog havde jeg ikke følelsen af, at han var min landsmand. Han fortsatte samtalen i følgende vendinger:

— De har utvivlsomt fundet, min herre, at jeg har ventet længe med at aflægge Dem denne anden visit. Det er, fordi jeg, da jeg var blevet bekendt med Deres identitet, efter moden overvejelse ville bestemme hvilken afgørelse jeg skulle træffe overfor Dem. Jeg har vaklet længe. Højst ubehagelige omstændigheder har bragt Dem til en mand, der har brudt med menneskeheden. De er kommet og har forstyrret min tilværelse. .

— Ufrivilligt, sagde jeg.

— Ufrivilligt? svarede den ubekendte, idet han hævede stemmen en smule. Er det ufrivilligt, Abraham Lincoln jager mig på alle have? Er det ufrivilligt, De er gået om bord på denne fregat? Er det ufrivilligt, at Deres kugler er prellet af på mit skibsskrog? Er det ufrivilligt, mester Ned Land har ramt mig med sin harpun?

Jeg opdagede i disse ord en undertrykt irritation. Men jeg havde et helt naturligt svar at give på disse beskyldninger, og jeg gav det.

— Min herre, sagde jeg, De er utvivlsomt uvidende om de diskussioner, der har fundet sted i Amerika og Europa om Dem. De ved ikke, at forskellige ulykker, fremkaldt af sammenstød med Deres undersøiske apparat, har foruroliget den offentlige mening i de to kontinenter. Jeg skal forskåne Dem for de utallige hypoteser, hvormed man har søgt at forklare det ufarklarlige fænomen, hvis hemmelighed De alene kender. Men De skal vide, at da Abraham Lincoln forfulgte Dem ud i rum sø i Stillehavet, troede man at jage et mægtigt søuhyre, som det for enhver pris var nødvendigt at befri oceanet for.

Et svagt smil udløstes på chefens læber; så svarede han i en roligere tone:

Hr. Aronnax, tør De påstå, at Deres fregat ikke havde forfulgt og beskudt en undervandsbåd lige så vel som et uhyre?

Dette spørgsmål forvirrede mig, for kaptajn Farragut ville sikkert ikke have betænkt sig derpå. Han ville have troet, det var hans pligt at ødelægge et sådant apparat lige så vel som en gigantisk narhval.

— De forstår altså, min herre, fortsatte den ubekendte, at jeg er i min gode ret til at behandle Dem som fjender?

Jeg svarede ikke og af gode grunde. Til hvad nytte diskutere en sandsynlig påstand, når selv de bedste argumenter kunne ødelægges med magt?

— Jeg har betænkt mig længe, vedblev chefen. Intet forpligtede mig til at vise Dem gæstfrihed. Hvis jeg skulle skille mig af med Dem, havde jeg ingen interesse i at gense Dem. Jeg kunne igen sætte Dem på dette skibs platform, der har tjent Dem som tilflugtssted. Jeg kunne dykke ned i havet og glemme, at De nogensinde havde eksisteret. Var jeg ikke i min gode ret til det?

— Det var måske en barbars ret, svarede jeg, det var ikke et civiliseret menneskes ret.

— Hr. professor, svarede kaptajnen hurtigt, jeg er ikke det, De kalder et civiliseret menneske. Jeg har brudt med hele samfundet, af grunde som jeg alene har ret til at vurdere. Jeg adlyder altså ikke dets love, og jeg opfordrer Dem til aldrig at påberåbe Dem sådanne overfor mig.

Dette var ikke til at misforstå. Et lyn af vrede og foragt havde optændt den ubekendtes øjne, og jeg anede en frygtelig fortid i denne mands liv. Ikke blot havde han sat sig udenfor de menneskelige love, men han havde gjort sig uafhængig, fri i ordets stærkeste betydning, udenfor alles rækkevidde. Hvem ville dog vove at forfølge ham på havenes bund, når han på deres overflade tilintetgjorde de anslag, man forsøgte mod ham? Hvilket skib kunne modstå sammenstødet med hans undersøiske monitor? Hvilket panser, hvor tæt det end var, kunne tåle hugget af hans skibssnabel? Intet menneske kunne kræve ham til regnskab for hans handlinger. Gud, hvis han troede på Gud, og hans samvittighed, hvis han havde nogen, var de eneste dommere han kunne være afhængig af.

Disse tanker gik hurtigt gennem mit sind, medens denne mærkelige personlighed tav, fordybet og ligesom tilbagetrukket i sig selv. Jeg betragtede ham med interesseblandet rædsel og uden tvivl ligesom Ødipus betragtede sfinksen.

Efter en temmelig lang tavshed tog kaptajnen igen ordet.

— Jeg har altså tøvet, sagde han, men jeg har tænkt, at mine interesser kunne forenes med den naturlige medfølelse, som hvert menneskeligt væsen har ret til. De forbliver på mit skib, siden skæbnen har henkastet Dem her. De vil være frie her, og til gengæld for denne frihed, der forøvrigt er helt relativ, pålægger jeg Dem kun en eneste betingelse, Deres ord på at underkaste Dem den vil være tilstrækkeligt for mig.

— Tal, min herre, svarede jeg, jeg antager, at denne betingelse er sådan, at et hæderligt menneske kan gå ind på den?

— Ja, min herre, og her er den. Det er muligt, at visse uforudsete begivenheder nøder mig til at henvise Dem til Deres kahytter i nogle timer eller nogle dage, alt efter forholdene. Da jeg ikke ønsker nogensinde at bruge magt, venter jeg en passiv lydighed af Dem, i et sådant tilfælde endnu mere end i alle andre. Idet jeg handler således, påtager jeg mig Deres ansvar, jeg frigør Dem fuldstændigt; thi det er mig, der gør det umuligt for Dem at se, hvad der ikke bør ses. Går De ind på denne betingelse?

Der skete altså om bord ting, der i alt fald var ejendommelige, og som ikke burde ses af mennesker, der ikke havde sat sig udenfor samfundets love! Mellem de overraskelser, som fremtiden havde i behold til mig, kunne denne ikke være den mindste.

— Vi går ind på det, svarede jeg. Blot beder jeg Dem, min herre, om tilladelse til at henvende et spørgsmål til Dem, ét eneste.

— Tal, min herre!

— De har sagt, vi er fri på Deres skib?

— Fuldkomment!

— Jeg spørger Dem da, hvad De forstår ved denne frihed?

— Naturligvis friheden til at gå, at komme, at se, at iagttage overhovedet alt, der foregår her — undtagen i visse sjældne tilfælde — kort sagt, den frihed som vi selv nyder, mine ledsagere og jeg.

Det var klart, at vi slet ikke forstod hinanden.

— Undskyld, min herre, begyndte jeg igen; men denne frihed er kun den, enhver fange har til at bevæge sig i sit fængsel! Det kan ikke være nok for os!

— Det er imidlertid nødvendigt, at det er nok for Dem!

— Hvorledes? Vi skal give afkald på nogen sinde at gense vort fædreland, vore venner, vore forældre!

— Ja, min herre. Men at give afkald på atter at påtage sig dette utålelige jordiske åg, som mennesker tror er friheden, er måske ikke så pinligt, som De tror!

— Nej, hør nu, udbrød Ned Land, jeg vil aldrig give mit ord på ikke at prøve at udfri mig!

— Jeg forlanger ikke Deres ord, mester Land, svarede chefen koldt.

— Min herre, svarede jeg, ophidset mod min vilje, De misbruger Deres stilling overfor os. Det er grusomhed!

— Nej, min herre, det er ikke grusomhed, det er barmhjertighed. De er mine fanger efter en kamp! Jeg beholder Dem, skønt jeg med ét ord kunne styrte Dem tilbage i oceanets afgrunde! De har angrebet mig! De har opdaget en hemmelighed, som intet menneske i verden burde trænge ind i, hele min tilværelses hemmelighed. Og De tror, at jeg vil sende Dem tilbage til denne jord, som ikke mere skal kende mig! Aldrig! Idet jeg holder Dem tilbage, er det ikke Dem, jeg beskytter, det er mig selv!

Disse ord angav fra chefens side en beslutning, mod hvilken intet argument kunne gøre sig gældende.

— Altså, min herre, gik jeg videre, De tillader os ganske simpelt at vælge mellem liv og død?

— Ganske simpelt.

— Mine venner, sagde jeg, der er intet at svare på et spørgsmål, der er stillet sådan. Men intet ord binder os til dette skibs herre!

— Intet, min herre, svarede den ubekendte. Så fortsatte han i en mildere tone:

— Tillad mig nu at fuldende, hvad jeg har at sige Dem. Jeg kender Dem, hr. Aronnax. De vil måske ikke beklage Dem så meget som Deres ledsagere over det tilfælde, som knytter Dem til min skæbne. Blandt de bøger, som jeg bruger til mine kæreste studier, vil De finde det værk, De har offentliggjort om havets store dybder. Jeg har ofte læst det. De er gået så vidt i Deres værk som den jordiske videnskab tillod Dem. Men De ved ikke alt, De har ikke set alt. Lad mig da sige Dem, hr. professor, De vil ikke komme til at fortryde den tid, De tilbringer på mit skib. De kommer til at rejse i et vidunderligt land. Overraskelse, forfærdelse vil sandsynligvis blive Deres sædvanlige sindstilstand. De vil ikke let sløves overfor det syn, der uophørligt vil frembyde sig for Deres blik. På en ny tur i den undersøiske verden, — hvem ved, måske den sidste — vil jeg gense alt det, jeg har kunnet studere på bunden af de have, jeg så ofte har gennemsejlet, og De bliver min studiefælle. Fra idag træder De ind i et nyt element, De skal få noget at se, som endnu ikke er set af noget menneske — thi jeg og mine tæller ikke mere med — og Deres planet vil, takket være mig, overgive Dem sine sidste hemmeligheder.

Jeg kan ikke nægte det; disse chefens ord havde stor indvirkning på mig. Jeg var ramt på mit ømme punkt, og jeg glemte for et øjeblik, at betragtningen af disse sublime ting ikke kunne opveje den tabte frihed. For øvrigt regnede jeg med, at fremtiden ville afgøre dette alvorlige spørgsmål. Derfor nøjedes jeg med at svare:

— Min herre, om end De har brudt med menneskeheden, må jeg tro, at De ikke fornægter enhver menneskelig følelse. Vi er skibbrudne, der er blevet gæstfrit modtaget på Deres skib, det vil vi ikke glemme. Hvad mig angår, nægter jeg ikke, at hvis den videnskabelige interesse kunne opsluge endog behovet for frihed, ville det, som mødet med Dem lover mig, tilbyde mig store erstatninger.

Jeg tænkte, at chefen ville række mig hånden for at besegle vor overenskomst. Det gjorde han ikke. Jeg beklagede det for hans egen skyld.

— Et sidste spørgsmål, sagde jeg i det øjeblik, da dette uforklarlige væsen ville trække sig tilbage.

— Tal, hr. professor.

— Hvordan må jeg tiltale Dem?

— Min herre, svarede han, for Dem er jeg kun kaptajn Nemo, og Deres ledsagere og De er for mig kun passagerer på Nautilus.

Kaptajn Nemo kaldte. En steward kom til syne. Kaptajnen gav ham sine ordrer i dette mærkelige sprog, som jeg ikke kendte. Så sagde han, idet han vendte sig mod canadieren og Conseil:

— Et måltid venter Dem i Deres kahyt. Vær så god at følge denne mand!

— Det kan man ikke sige nej til! svarede harpunéren.

Conseil og han gik endelig ud af den celle, hvori de havde været lukket inde i mere end tredive timer.

— Og nu, hr. Aronnax, er vor frokost parat. Tillad mig at gå foran.

— Som De ønsker, hr. kaptajn.

Jeg fulgte kaptajn Nemo, og da jeg var kommet gennem døren, gik jeg ad en slags elektrisk oplyst korridor, der lignede gangene i andre skibe. Efter en passage på en halv snes meter åbnedes igen en dør foran mig.

Jeg trådte nu ind i en spisesal, udsmykket og møbleret med kræsen smag. Høje egetræsskabe indlagt med ornamenter af ibenholt rejste sig ved begge endevægge i denne sal, og på deres buede hylder strålede fajancer, porcelæner og glas af uvurderlig kostbarhed. Sølvtøj blinkede under de stråler, der spredtes fra et lysende loft, hvor fint malerarbejde dæmpede og mildnede pragten.

Midt i salen stod et rigt dækket bord. Kaptajn Nemo anviste mig den plads, jeg skulle indtage.

— Tag plads, sagde han til mig, og spis som den, der må være ved at dø af sult.

Frokosten bestod af et antal anretninger, hvortil alene havet havde ydet indholdet, og af nogle retter, hvis natur og oprindelse jeg var uvidende om. Jeg må indrømme, at alt var godt, men med en særlig smag, som jeg dog let vænnede mig til. Disse forskellige næringsmidler forekom mig at være rige på fosfor, og jeg tænkte, at de måtte stamme fra havet.

Kaptajn Nemo så på mig. Jeg spurgte ham ikke om noget, men han gættede mine tanker og besvarede af sig selv de spørgsmål, som jeg brændte efter at stille ham.

— De fleste af disse retter er Dem ubekendte, sagde han. De kan imidlertid forsyne Dem deraf uden frygt. De er sunde og nærende. I lang tid har jeg givet afkald på landjordens næringsmidler, og jeg befinder mig ikke dårligere derved. Mit mandskab, som er kraftige mænd, lever ikke anderledes end jeg.

— Altså kommer alle disse næringsmidler fra havet? spurgte jeg.

— Ja, hr. professor, havet opfylder alle mine krav. Snart tager jeg mine net på slæb, og jeg trækker dem op, næsten bristefærdige. Snart går jeg på jagt, omgivet af dette element, som synes at være utilgængeligt for mennesker, og jeg jager det vildt op, som lever i mine undersøiske skove. Mine hjorder græsser ligesom den gamle hyrde Neptuns uden frygt på oceanets uendelige prærier. Der har jeg en udstrakt ejendom, som jeg selv udnytter, og som stadig af Skaberens hånd bliver tilsået med alle ting.

Jeg betragtede kaptajn Nemo med en vis forbavselse, og jeg svarede ham:

— Jeg forstår særdeles vel, min herre, at Deres net forsyner Dem med udmærkede fisk til Deres bord; jeg forstår mindre godt, at De forfølger havvildtet i Deres skove under havet, men jeg forstår slet ikke, at et stykke kød, selv nok så lille, figurerer på Deres menu.

— Min herre, svarede kaptajn Nemo, jeg bruger aldrig kødet af landdyr.

— Men dette, begyndte jeg igen, og pegede på et fad, hvor der endnu var nogle skiver filet.

— Det, som De tror er kød, hr. professor, er ikke andet end filet af havskildpadde. Her er ligeledes nogle delfinlevere, som De ville tage for en ragout af svinekød. Min køkkenchef er en mester i kogekunst og ekcellerer i at konservere disse oceanets forskellige produkter. Smag på alle disse retter. Her er en henkogt søpølse, som en malaj erklærede for enestående i verden, her er en creme, hvortil mælken blev leveret af hvalernes mælkekirtler, og sukker fra de store tangplanter i Nordsøen, og tillad mig endelig at byde Dem kandiserede søanemoner, der er lige så gode som de mest velsmagende frugter.

Og jeg smagte, mere af nysgerrighed end som kender, mens kaptajn Nemo fortryllede mig med sine usandsynlige beretninger.

— Men, hr. Aronnax, dette hav, sagde han, denne ødsle plejemoder, er utrættelig; hun giver mig ikke blot føden, men også klæderne. De stoffer, som De er klædt i, er vævede af bestemte muslingers byssustråde; de er farvet med antikkens purpur og nuancerede i violet, en farve, som jeg har uddraget af Middelhavets søharer. De parfumer, som De vil finde på toiletbordet i Deres kahyt, er et destillat af havplanter. Deres seng er redt med oceanets blødeste bændeltang. Deres pen bliver en hvalbarde, Deres blæk den væske, der udsondres af de otte— eller tiarmede blæksprutter. Alt kommer nu til mig fra havet, som alt en dag vil vende tilbage dertil!

— De elsker havet, hr. kaptajn!

— Ja, jeg elsker det! Havet er alt! Det dækker de syv tiendedele af jordkloden. Dets åndepust er rent og sundt! Det er den umådelige ørken hvor mennesket aldrig er ene, thi han føler livet skælve ved sin side. Havet er bærer af en overnaturlig og ødsel eksistens; det er kun bevægelse og kærlighed; det er den levende uendelighed, som en af vore digtere har sagt. Og virkelig, hr. professor, åbenbarer naturen sig her i de tre riger, mineralriget, planteriget og dyreriget. Dette sidste er i stort omfang repræsenteret af de fire grupper af polypdyr, tre klasser af leddyr, fem klasser af bløddyr, tre klasser af hvirveldyr, pattedyr, krybdyr og de utallige legioner af fisk, en uendelig dyreorden, som tæller mere end tretten tusind arter, hvoraf kun en tiendedel hører til i ferskvand. Havet er naturens umådelige reservoir. Det er med havet, kloden så at sige er begyndt, og hvem ved, om den ikke vil ende med det! Der er den dybeste ro. Havet tilhører ikke despoterne. På dets overflade kan de endnu udøve deres ubillige rettigheder, kæmpe, opsluge hinanden og overføre alle de jordiske rædsler dertil. Men tredive fod under dets overflade hører deres magt op, deres indflydelse udslettes, deres kraft forsvinder. Åh, min herre, lev, lev i havets skød! Der alene er der uafhængighed! der anerkender jeg ingen herre! Der er jeg fri!

Kaptajn Nemo tav pludselig midt i sin overstrømmende begejstring. Havde han ladet sig rive med ud over sin vante tilbageholdenhed? Havde han sagt for meget? I nogle øjeblikke gik han omkring i stærkt oprør. Så faldt hans nerver til ro, hans ansigt fik sin sædvanlige kulde, og idet han vendte sig mod mig, sagde han:

— Hr. professor, hvis De vil se Nautilus, er jeg nu til Deres tjeneste!

Kapitel 11

Nautilus

Kaptajn Nemo rejste sig. Jeg fulgte ham. En dobbelt dør, der var anbragt agter i salen, åbnedes, og jeg trådte ind i et rum af samme dimensioner som det, jeg lige havde forladt.

Det var et bibliotek. Høje møbler af sort palisander indlagt med kobber bar på deres brede hylder et stort antal bøger i ensartede bind. De fulgte salens vægge og endte forneden i mægtige, med mørkebrunt læder betrukne sofaer, der rundede sig på højst komfortabel vis. Lette, bevægelige læsepulte, som man efter behag kunne fjerne eller trække til sig, tillod at anbringe derpå den bog, man var ved at læse. I midten stod et stort bord, dækket med tryksager, hvorimellem nogle allerede gamle aviser kom til syne. Det elektriske lys fyldte ganske dette harmoniske interiør og faldt fra flere matslebne kugler, der halvejs var indsat i loftets ornamenter. Jeg betragtede med virkelig beundring denne så sindrigt indrettede sal og kunne næppe tro mine egne øjne.

— Kaptajn Nemo, sagde jeg til min vært, som lige havde anbragt sig på en sofa, her er et bibliotek, som ville være en pryd for mere end ét af kontinentets paladser, og jeg er sandelig forundret, når jeg tænker på, at det kan følge Dem til det dybeste hav.

— Hvor finder man mere ensomhed, mere tavshed, hr. professor? spurgte kaptajn Nemo. Tilbyder Deres arbejdsværelse på museet Dem lige så fuldkammen ro?

— Nej, min herre, og jeg bør tilføje, at det er meget fattigt i sammenligning med Deres. De ejer her seks à syv tusind bind…

— Tolv tusind, hr. Aronnax. Det er de eneste bånd, der knytter mig til landjorden. Men jeg var færdig med verden, den dag da min Nautilus for første gang dukkede ned under vandene. Den dag købte jeg mine sidste bind, mine sidste hefter, mine sidste aviser, og efter den tid ønsker jeg at tro, at menneskeheden hverken har tænkt eller skrevet mere. Disse bøger er for øvrigt til Deres disposition, hr. professor, og De kan frit bruge dem.

Jeg takkede kaptajn Nemo, og jeg nærmede mig bibliotekets hylder. Naturvidenskabelige og filosofiske bøger, skønlitteratur på alle sprog var der i overflod; men jeg så ikke et eneste nationaløkonomisk værk; den slags syntes at være absolut bandlyst om bord. En mærkelig detalje: alle bøgerne var opstillet i flæng, hvilket sprog de end var skrevet på, og denne blanding viste, at Nautilus kaptajn uden vanskelighed kunne læse de bind, som hans hånd tilfældigvis greb.

Blandt disse bøger bemærkede jeg hovedværker af gamle og moderne mestre, det vil sige alt det smukkeste menneskeånden har frembragt, i historie, poesi, i roman og videnskab, fra Homer til Victor Hugo, fra Xenofon til Michelet, fra Rabelais til George Sand. Men ganske særlig rigt var videnskaben repræsenteret i dette bibliotek; bøger om mekanik, ballistik, hydrografi, meteorologi, geografi, geologi o.s.v. havde her en ikke mindre betydningsfuld plads end naturhistoriske værker, og jeg forstod, at de først og fremmest var genstand for kaptajnens studier. Jeg så her alt af Humboldt, alt af Arago og Foucault, arbejder af Henry Sainte-Claire Deville, Chasles, Milne-Edwards, Quatrefages, Tyndall, Faraday, Berthelot, abbed Secchi, Petermann, kaptajn Maury, Agassiz o.s.v., afhandlinger fra Academie des sciences, meddelelser fra forskellige selskaber for geografi o.s.v., og smukt placerede de to bind, som måske havde skaffet mig den forholdsvis godhjertede modtagelse hos kaptajn Nemo. Blandt Joseph Bertrands værker gav hans bog med titlen» Astronomiens Grundlæggere «mig en bestemt dato; og da jeg vidste, at den var udkommet i løbet af 1865, kunne jeg deraf slutte, at Nautilus’ indretning ikke gik tilbage til en tidligere epoke. Altså havde kaptajn Nemo for højst tre år siden begyndt sin eksistens under havet. Jeg håbede for øvrigt, at senere arbejder ville tillade mig yderligere at fastslå denne epoke nøjagtigt; men jeg havde tid til at foretage denne efterforskning, og jeg ville ikke yderligere forsinke vores tur gennem Nautilus’ vidundere.

— Min herre, sagde jeg til kaptajnen, jeg takker Dem, fordi De har stillet Deres bibliotek til min rådighed. Der er videnskabelige klenodier deri, og jeg skal nok få udbytte af det.

— Denne sal er ikke blot et bibliotek, sagde kaptajn Nemo, den er også et rygeværelse.

— Et rygeværelse? udbrød jeg. Man ryger altså her på skibet?

— Absolut!

— Så, min herre, er jeg nødt til at tro, at De har bevaret forbindelsen med Havana.

— Aldeles ikke, svarede kaptajnen. Tag denne cigar, hr. Aronnax, og skønt den ikke kommer fra Havana, bliver De tilfreds med den, hvis De er kender.

Jeg tog den cigar, som blev mig tilbudt, og hvis form mindede om havanesernes; men den så ud til at være rullet af guldblade. Jeg tændte den ved et lille kulbækken, der stod på en elegant broncefod, og jeg indåndede de første drag af den med den nydelse det er for en tobakselsker, der ikke har røget i to dage.

— Den er udmærket, sagde jeg, men det er ikke tobak.

— Nej, svarede kaptajnen, denne tobak kommer hverken fra Havana eller fra Orienten. Det er en slags nikotinrig alge, som havet forsyner mig med, ikke uden nogen påholdenhed. Savner De havanacigarerne, min herre?

— Hr. kaptajn, jeg foragter dem fra denne dag.

— Ryg altså som De har lyst til og uden at diskutere disse cigarers oprindelse. Ingen statsadministration har kontrolleret dem, men jeg tror ikke, de derfor er mindre gode.

— Tværtimod.

I dette øjeblik åbnede kaptajn Nemo en dør over for den ad hvilken jeg var trådt ind i biblioteket, og jeg trådte ind i en umådelig og prægtig oplyst salon.

Det var et mægtigt firsidet rum med afskårne hjørner, ti meter langt, seks meter bredt, fem meter højt. Et lysende loft, dekoreret med lette arabesker, spredte et klart og mildt lys over alle de vidundere, der var ophobede i dette museum. For det var virkelig et museum, hvori en intelligent og ødsel hånd havde forenet alle naturens og kunstens skatte med den kunstneriske uorden, der kendetegner en malers atelier.

Cirka tredive mesterværker i ensartede rammer, med en strålende våbensamling ophængt imellem dem, prydede væggene, der var betrukket med stof i et stilrent mønster. Der så jeg højst værdifulde lærreder, som jeg for størstedelen havde beundret i europæiske privatsamlinger og på maleriudstillinger. De gamle mestres forskellige skoler var repræsenteret af en madonna af Rafael, en jomfru af Leonardo da Vinci, en nymfe af Correggio, en kvinde af Tizian, en tilbedelse af Veronese, en himmelfart af Murillo, et portræt af Holbein, en munk af Velasques, en martyr af Ribera, en kermesse af Rubens, to flamske landskaber af Teniers, tre små genremalerier af Gerhard Dou, af Metsu, af Poul Potter, to lærreder af Gericault og Prud'hon, nogle marinebilleder af Backhuysen og af Vernet. Blandt værker af moderne malerkunst fik jeg øje på billeder signeret af Delacroix, Ingres, Decamps, Troyon, Meissonier, Daubigny, o.s.v., og nogle beundringsværdige gengivelser af marmor— og broncestatuer, i mindre format efter de smukkeste modeller fra antikken, hævede sig på deres piedestaler i hjørnerne i dette prægtige museum. Den tilstand af forundring, som Nautilus kaptajn havde forudsagt mig, begyndte allerede at bemægtige sig mit sind.

— Hr. professor, sagde nu denne mærkelige mand, De vil undskylde den formløshed, hvormed jeg modtager Dem, og den uorden, der hersker i denne salon.

— Min herre, svarede jeg, er det tilladt mig, uden at jeg forsøger at få at vide hvem De er, at se en kunstner i Dem?

— En amatør, i det højeste, min herre. Tidligere elskede jeg at samle disse smukke arbejder skabte af menneskehånd. Jeg var en begærligt søgende, en utrættelig snushane, og jeg har kunnet samle nogle kostbare ting. De er mine sidste erindringer om den jord, der er død for mig. I mine øjne er de moderne kunstnere allerede som de gamle; de eksisterer i to eller tre tusind år, og jeg blander dem sammen i mine tanker. Mestrene har ingen alder.

— Og disse komponister, sagde jeg, idet jeg pegede på partiturer af Weber, Rossini, Mozart, Beethoven, Haydn, Meyerbeer, Herold,

Wagner, Auber, Gounad og mange andre, som lå spredt på et orgel af stor model, som optog en af salonens vægge.

— Disse komponister, svarede kaptajn Nemo, er Orfeus’ samtidige, thi de kronologiske forskelle udviskes i de dødes erindring, og jeg er død, hr. professor, lige så vel som de af Deres venner, der ligger seks fod under jorden.

Kaptajn Nemo tav og syntes hensunket i dybe drømmerier. Jeg betragtede ham med levende bevægelse, mens jeg i stilhed analyserede hans ejendommelige fysiognomi. Støttet på hjørnet af et kostbart mosaikbord så han mig ikke mere, han havde glemt min tilstedeværelse.

Jeg respekterede denne fordybelse, og jeg vedblev at lade denne salons rige kuriositeter passere revy.

Ved siden af kunstværkerne indtog de naturhistoriske sjældenheder en meget vigtig plads. De bestod hovedsagelig af planter, af konkylier og andre af oceanets frembringelser, som måtte være kaptajn Nemos personlige fund. Midt i salonen faldt et elektrisk oplyst springvand tilbage i en kumme, der var lavet af en eneste kæmpemusling. Den fint tungede rand af denne skal, der leveres af de største acephale bløddyr, var omtrent seks meter i omkreds; den overgik altså i størrelse de smukke kæmpemuslinger, republikken Venezia skænkede Frans den Første, og hvoraf der i Saint Sulpice-kirken i Paris er blevet to gigantiske vievandskar.

Omkring denne kumme var i elegante vitriner med kobberrammer ordnet og etiketteret de største fra havet kommende kostbarheder, som nogensinde er stillet frem for en naturhistorikers blik. Man vil forstå min faglige glæde.

Zoofyternes afdeling fremviste meget ejendommelige arter af sine to rækker, polypdyr og pighuder. I den første gruppe orgelkoraller, hornkoraller i vifteform, bløde svampe fra Syrien, isis fra Molukkerne, søfjer, en beundringsværdig virgularia fra havene omkring Norge, forskellige umbellula, søkorke, en hel serie af disse stjernekoraller, som min læremester Milne-Edwards så skarpsindigt har klassifìceret i sektioner, og hvoriblandt bemærkedes yndige flabelliner, oculiner fra øen Bourbon,»Neptuns vogn «fra Antillerne, prægtige varieteter af koraller, endelig alle arter af disse mærkelige polypdyrkolonier, der tilsammen danner hele øer, som en dag bliver til fastlande. Blandt pighuderne, der er ejendommelige ved deres tornede ydre, repræsenterede asteroidea, søstjerner, søpalmer, fjerstjerner, søpindsvin, søpølser den komplette samling af individer i denne gruppe.

En konkyliolog, der var en smule nervøs, ville bestemt være faldet i afmagt foran det endnu større antal af andre vitriner, hvor eksemplarer af bløddyrenes række var ordnede. Der så jeg en samling af uberegnelig værdi, og som jeg vil mangle tid til at beskrive i dens helhed; for fuldstændigheds skyld vil jeg blot nævne disse: fra det Indiske Ocean den elegante kongehammer, hvis regelmæssige hvide pletter trådte skarpt frem på en rød og brun baggrund; en kejserlig spondyl i livlige farver og ligefrem strittende af torne, en sjældenhed i europæiske museer, og som jeg vurderede til tyve tusind francs; fra Ny Hollands have en almindelig hammersnegl, som er svær at få fat på; fra Senegal eksotiske bucarder, skrøbelige hvide konkylier med dobbelte skaller, som et åndepust kunne have spredt som en sæbeboble; flere varieteter af vandkandemuslinger; fra Java nogle kalkrør kantet med bladformede folder og meget eftertragtede af amatørzoologer; en hel række af topsnegle, nogle grønligt-gule, fisket i Amerikas have, andre rødbrune, som holder til i Ny Hollands vande; her nogle, der var fra Mexicos golf og ejendommelige ved deres taglagte skal, der stjerner, fundet i sydlige have, og endelig den allersjældneste, den prægtige spore fra New Zealand; så de smukke svovltelliner, kostelige arter af kythereer og venusmuslinger, den gitrede skive fra Trankebars kyster, den marmorerede træsko af strålende perlemor, de grønne papegøjer fra Kinas have, den næsten ukendte keglesnegl af arten cænodulli, alle de varieteter af porcelænssnegle, der bruges som penge i Indien og Afrika, conus gloria-maris, Ostindiens kostelige konkylie; endelig strandsnegle, delfineller, tårnsnegle, jantiner, ovuler, spiralsnegle, olivensnegle, bispehuer, hjelmsnegle, purpursnegle, trompetsnegle, harpesnegle, pigsnækker, tritoner, ceriter, tensnegle, kamsnegle, albuskæl, vingesnegle, cleodarer, fine ag skrøbelile konkylier, som videnskaben har givet sine mest fortryllende navne.

For sig selv og i særlige rum lå udbredt de skønneste perlerækker, hvori det elektriske lys prikkede ildpunkter, rosafarvede perler, udrevet af pigmuslinger i det Røde Hav, grønne perler fra regnbuesøøre, gule, blå, sorte perler, kuriøse frembringelser af forskellige bløddyr fra alle have og visse blåmuslinger fra Nordens vande, endelig flere uvurderlige eksemplarer, som var udskilt af de sjældneste ægte perlemuslinger. Nogle af disse perler overgik et dueæg i størrelse; de var lige så meget værd som, ja, mere end den, som den franske opdagelsesrejsende Tavernier solgte for tre millioner til shahen af Persien, og overgik den anden perle, der tilhørte imanen af Muscat, og som jeg troede var enestående i verden.

Således var det umuligt at beregne værdien af denne samling. Kaptajn Nemo måtte have ofret millioner for at erhverve disse forskellige ting, og jeg spurgte mig selv, af hvilken kilde han øste for således at tilfredsstille sin samlerlidenskab, da jeg blev afbrudt af disse ord:

— De undersøger mine konkylier, hr. professor. De kan også nok interessere en naturhistoriker; men for mig har de en charme mere; thi jeg har samlet dem alle med egen hånd, og der er ikke på jordkloden et hav, jeg ikke har udforsket.

— Jeg forstår, chef, jeg forstår Deres glæde ved at gå omkring mellem sådanne kostbarheder. De er en af dem, der selv har skabt Deres skat. Intet af Europas museer ejer en lignende samling af oceanets frembringelser. Men hvis jeg opbruger al min beundring på denne samling, hvad vil der så blive tilbage deraf til det fartøj, der rummer den! Jeg ønsker ikke at trænge ind i Deres hemmeligheder! Men jeg tilstår, at denne Nautilus, den bevægende kraft, som den indeslutter i sig, de instrumenter, som tillader at manøvrere den, den mægtige styrke, som besjæler den, alt dette vækker i højeste grad min nysgerrighed. I denne salon ser jeg ophængt på væggene instrumenter, hvis bestemmelse er mig ukendt. Kan jeg få noget at vide derom?

— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, jeg har sagt Dem, at De skal være frit stillet på min båd, og følgelig er der ikke forbudt Dem adgang noget sted på Nautilus. De kan altså efterse den i enkeltheder, og det vil være mig en fornøjelse at være Deres cicerone.

— Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke Dem, min herre, men jeg vil ikke misbruge Deres imødekommenhed. Jeg spørger Dem blot, hvortil disse fysiske instrumenter er bestemte…

— Hr. professor, de samme instrumenter findes i mit kammer, og det er der, jeg skal have fornøjelsen at forklare Dem deres brug. Men kom først og se den kahyt, der er reserveret Dem. De må da vide, hvordan De skal bo om bord på Nautilus.

Jeg fulgte kaptajn Nemo, som gennem en af de døre, der var i hvert af salonens afskårne hjørner igen lod mig betræde skibets gange. Han førte mig hen imod forstavnen, og der fandt jeg, ikke en kahyt, men et elegant kammer med seng, servante og forskellige andre møbler. Jeg kunne blot takke min vært.

— Deres kammer støder op til mit, sagde han, idet han åbnede en dør, og mit står i forbindelse med den salon, som vi lige har forladt. Jeg trådte ind i kaptajnens kammer. Det så enkelt, næsten klosteragtigt ud. En smal jernseng, et arbejdsbord, en servante og nogle få andre møbler. Alt var dæmpet belyst. Intet komfortabelt. Kun det strengt nødvendige.

Kaptajn Nemo pegede på en stol.

— Vær så god at sætte Dem, sagde han til mig. Jeg satte mig ned, og han tog ordet i følgende vendinger:

Kapitel 12

Alt ved elektricitet

— Min herre, sagde kaptajn Nemo, idet han viste mig de instrumenter, der var ophængt på væggen i hans kammer, her er de apparater, der kræves til navigering af Nautilus. Her som i salonen har jeg dem altid for øje, og de viser mig min position og nøjagtige retning midt i oceanet. Nogle er Dem bekendt, såsom termometret, der viser temperaturen i Nautilus’ indre, barometret, som viser luftens tryk og forudsiger vejrforandringer; hygrometret, som markerer luftens fugtighedsgrad; vejrglasset, hvori en blanding ved at opløses melder uvejrenes komme; kompasset, der viser mig min rute; sekstanten, som ved solhøjden underretter mig om breddegraden; kronometrene, som tillader mig at beregne længdegraden, og endelig kikkerterne til dag— og natbrug, som tjener til at undersøge hvert punkt i horisonten, når Nautilus er steget op til havoverfladen.

— Det er en navigatørs sædvanlige instrumenter, svarede jeg, og jeg kender brugen af dem. Men der er andre her, som uden tvivl svarer til Nautilus’ særlige krav. Den urskive, som jeg ser her, og som en bevægelig viser løber hen over, — er det ikke et manometer?

— Jo, det er virkelig et manometer. Når det er sat i forbindelse med vandet, hvis ydre tryk det viser, giver det mig derved med det samme den dybde, hvori mit fartøj befinder sig.

— Og disse lodder af en ny model?

— Det er termometriske lodder, som melder temperaturen i de forskellige vandlag.

— Og disse andre instrumenter, hvis anvendelse jeg ikke kan gætte?

— Her må jeg, hr. professor, give Dem nogle forklaringer, sagde kaptajn Nemo. Vær altså så god at høre efter.

I nogle øjeblikke tav han stille, så sagde han:

— Der er en mægtig virkende kraftkilde, lydig, hurtig, nem, som føjer sig efter alle behov, og som regerer som herre på mit skib. Alt sker ved dens hjælp. Den giver mig lys og varme, den er sjælen i mit mekaniske apparatur. Denne kraftkilde er elektriciteten.

— Elektriciteten! udbrød jeg ret overrasket.

— Ja, min herre!

— Men, chef, De har til rådighed en overordentlig bevægelseshastighed, som passer dårligt sammen med elektricitetens styrke. Indtil nu har dens dynamiske magt stadig været meget begrænset og har kun kunnet producere svage kræfter.

— Hr. professor, svarede kaptajn Nemo, min elektricitet er ikke den almindelige, og De må tilgive mig, at det er alt, hvad jeg siger Dem derom.

— Jeg vil ikke være påtrængende, min herre, og jeg vil nøjes med at være meget forundret over et sådant resultat. Men et eneste spørgsmål, som De vel ikke besvarer, hvis det er indiskret. De elementer, som De bruger til at frembringe denne vidunderlige kraftkilde, må hurtigt slides op. Hvordan erstatter De for eksempel zinken, når De ikke har nogen forbindelse med land?

— Deres spørgsmål skal blive besvaret, sagde kaptajn Nemo. Jeg siger Dem med det samme, at der i havbunden er forekomster af zink, jern, sølv, guld, som det ganske bestemt ville være gørligt at udnytte. Men jeg har ikke taget noget af disse metaller fra jorden, og kun af selve havet har jeg villet kræve midlerne til at frembringe min elektricitet.

— Af havet?

— Ja, hr. professor, og de midler svigter mig ikke. Jeg har virkelig kunnet etablere en strøm mellem tråde nedsænket i forskellige dybder, kunnet opnå elektricitet ved den forskel i temperaturen, som de var udsat for, men jeg har foretrukket at bruge et mere praktisk system.

— Og det er?

— De kender havvandets sammensætning. I tusind gram finder man seksoghalvfems en halv hundrededel vand og omtrent to to trediedele hundrededele natriumklorid, dernæst i ringe mængde klorider af magnium og kalium, magniumbromid, magniumsulfat, kalciumsulfat og kalciumkarbonat. De ser altså, at der findes klornatrium i havvandet i forholdsvis betydelig mængde. Nu er det dette natrium, jeg udvinder af havvandet, og hvoraf jeg sammensætter mine elementer.

— Natrium?

— Ja, min herre. Blandet med kviksølv danner det et amalgam, som erstatter zink i Bunzen-elementerne. Kviksølvet slides aldrig op. Kun natrium fortæres, og det forsyner havet mig med. Jeg siger Dem forøvrigt, at natriumelementerne bør regnes for de kraftigste, og at deres elektromotoriske kraft er den dobbelte af zinkelementernes.

— Jeg forstår godt, hr. kaptajn, hvor udmærket natrium er under de forhold, hvori De befinder Dem. Havet indeholder det. Vel. Men man må dog skaffe det til veje, med ét ord — udskille det. Og hvordan gør De det? Deres elementer kan åbenbart bruges til denne udskillelse; men hvis jeg ikke tager fejl, vil det forbrug af natrium, der er nødvendigt til de elektriske apparater, være større end den udskilte mængde. Det vil da ske, at De bruger mere natrium for at producere det end De producerer af det.

— Derfor, hr. professor, udskiller jeg det ikke ved hjælp af elementer, og jeg anvender ganske simpelt varme fra kul.

— Kul fra landjorden? sagde jeg indtrængende.

— Lad os sige kul fra havet, om De vil, svarede kaptajn Nemo.

— Og De kan udnytte de undersøiske kullag?

— Hr. Aronnax, De skal få mig at se ved arbejdet. Jeg beder Dem kun om en smule tålmodighed, da De jo har tid til at være tålmodig. Husk blot på dette. Jeg skylder oceanet alt; det producerer elektricitet, og elektriciteten giver Nautilus varme, lys, bevægelse, livet med ét ord.

— Men ikke den luft, De indånder?

— Åh, jeg kunne fremstille den til mit forbrug nødvendige luft, men det er unyttigt, da jeg stiger op til havoverfladen, når det passer mig. Men om elektriciteten ikke forsyner mig med indåndingsluft, så driver den i det mindste de kraftige pumper, som opmagasinerer den i specielle reservoirer, hvad der tillader mig at forlænge mit ophold i dybet efter behov og så længe jeg vil.

— Chef, svarede jeg, jeg nøjes med at beundre. De har øjensynligt fundet hvad menneskene utvivlsomt vil finde engang, elektricitetens sande dynamiske styrke.

— Jeg ved ikke, om de finder den, svarede kaptajn Nemo koldt. Hvordan det end er dermed, kender De allerede den første anvendelse, jeg har gjort af denne kostelige kraftkilde. Det er den, som lyser for os med en uforanderlighed, en stadighed, som sollyset ikke har. Betragt nu dette ur; det er elektrisk og går med en regelmæssighed, som måler sig med de bedste kronometres. Jeg har inddelt det i fireogtyve timer, ligesom de italienske ure; thi for mig eksisterer der hverken nat eller dag, hverken sol eller måne, men blot dette kunstige lys, som jeg slæber med lige ned til havenes bund. Se, i dette øjeblik er klokken ti! — Netop!

— Endnu en anvendelse af elektriciteten. Den urskive, der er ophængt foran øjnene af Dem, tjener til at angive Nautilus’ hastighed. En elektrisk ledning sætter den i forbindelse med loggens skrue, og dens visere angiver mig fartøjets virkelige fart. Og, se her, i dette øjeblik løber vi med en moderat hastighed på femten mil i timen.

— Det er vidunderligt, hr. kaptajn, svarede jeg, og jeg ser vel, at De har gjort ret i at bruge denne kraft, der er bestemt til at erstatte vinden, vandet og dampen.

— Vi er ikke færdige endnu, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo, idet han rejste sig, og hvis De vil følge mig, besøger vi Nautilus agterstavn.

I virkeligheden kendte jeg allerede hele den forreste del af denne undervandsbåd, hvis nøjagtige inddeling fra midten til forstavnen var sådan: spisesalen på fem meter, adskilt fra biblioteket ved et tæt skot, det vil sige uigennemtrængeligt for vand; biblioteket på fem meter; den store salon på ti meter, adskilt fra kaptajnens kammer af et nyt vandtæt skot; kaptajnens omtalte kammer på fem meter; mit på to og en halv meter, og endelig et luftreservoir på syv en halv meter, som strakte sig lige til forstavnen. I alt femogtredive meters længde. Gennem de vandtætte skotter førte døre, som lukkedes hermetisk ved hjælp af gummilister og gav fuld sikkerhed om bord på Nautilus, i tilfælde af at der viste sig en lækage.

Jeg fulgte kaptajn Nemo gennem de tilstødende gange, og jeg kom til skibets midte. Der fandtes en slags brønd, som åbnede sig mellem to vandtætte skotter. En jernstige, der var haget fast på væggen, førte til den øverste ende. Jeg spurgte kaptajnen, hvad denne stige brugtes til.

— Den fører op til båden, svarede han.

— Hvad, har De en båd? spurgte jeg, temmelig forbavset.

— Ja vist. En udmærket skibsbåd, let og synkefri, som bruges til udflugter og fiskeri.

— Men så er De altså nødt til at komme op til havoverfladen, når De vil gå i båden?

— På ingen måde. Denne båd hænger fast ved den øvre del af Nautilus’ skrog og sidder i en fordybning, der er indrettet til at rumme den. Den er helt overdækket, absolut vandtæt og holdes på plads af solide bolte. Denne stige fører til et mandehul, der er brudt igennem Nautilus’ skrog, og svarer til et lignende hul gennem bådens ene side. Det er gennem denne dobbelte åbning, jeg kommer op i båden. Man lukker den ene, den i Nautilus, jeg lukker den anden, den i båden, ved hjælp af klemmeskruer; jeg løsner boltene, og båden stiger med vidunderlig hurtighed op til havoverfladen. Så åbner jeg lugen i dækket, der hidtil har været omhyggeligt lukket, jeg rejser masten, jeg hejser sejl eller griber mine årer, og jeg tager på udflugt.

— Men hvordan kommer De tilbage?

— Jeg kommer ikke tilbage, hr. Aronnax, det er Nautilus, der kommer til mig.

— Efter Deres ordrer?

— Efter mine ordrer. En elektrisk ledning forbinder mig med den. Jeg sender et telegram, og det er tilstrækkeligt.

— Naturligvis, sagde jeg, overvældet af disse vidundere, intet er simplere.

Da vi havde passeret trapperummet, som mundede ud på platformen, så jeg en to meter lang kahyt, hvori Conseil og Ned Land, henrykte over deres måltid, havde travlt med at hugge i sig. Så åbnedes en dør til det tre meter lange køkken, der lå mellem skibets store proviantkamre.

Mere energisk og lydigere end selv gassen stod elektriciteten der for alt køkkenarbejdet. Ledningerne, der var ført ind under ovnene, førte til nogle platinsvampe en varme, som fordeltes og vedligeholdtes regelmæssigt. Den varmede på samme måde nogle destillationsapparater, som ved fordampning skaffede udmærket drikkevand. Fra køkkenet var der adgang til et komfortabelt indrettet badeværelse, hvis vandhaner leverede varmt og koldt vand efter behag. Op til køkkenet stødte mandskabskammeret, fem meter langt. Men døren var lukket, og jeg kunne ikke se dets indretning, som måske havde givet mig besked om det antal mænd, der var nødvendige til manøvrering af Nautilus.

I baggunden viste der sig et fjerde vandtæt skot, som adskilte dette mandskabskammer fra maskinrummet. En dør åbnedes, og jeg befandt mig i den afdeling, hvor kaptajn Nemo — absolut en førsterangsingeniør — havde ordnet sine bevægelsesmekanismer.

Dette maskinrum, der var klart belyst, målte ikke mindre end tyve meter i længden. Det var som en selvfølge delt i to afdelinger; den første rummede de elementer, der producerede elektriciteten, og den anden den mekanisme, som overførte bevægelsen til skruen.

Jeg blev straks overrasket over den helt ejendommelige lugt, som fyldte dette rum. Kaptajn Nemo lagde mærke til min reaktion.

— Det er, sagde han, en udvikling af gas, der fremkommer ved brugen af natrium; men det er kun en ringe ulempe. Hver morgen renser vi for resten skibet ved at ventilere det i fri luft.

Imidlertid undersøgte jeg Nautilus’ maskineri med åbenlys interesse.

— De ser, sagde kaptajn Nemo, jeg bruger Bunzen-elementer og ikke Ruhmkorff-elementer. De havde været utilstrækkelige. Bunzen-elementerne er der ikke mange af, men de er kraftige og store, hvad der erfaringsmæssigt er mere værd. Den producerede elektricitet ledes agterud, hvor den ved elektromagneter i stor dimension virker på et særligt system af løftestænger og tandhjulsforbindelser, som overfører bevægelsen til skrueakslen. Skruen, hvis diameter er seks meter, kan med skruegangshøjde på syv en halv meter præstere indtil et hundrede og tyve omdrejninger i sekundet.

— Og så opnår De?

— En hastighed på halvtreds mil i timen.

Der var et mysterium her; men jeg trængte mig ikke på for at lære det at kende. Hvordan kunne elektriciteten virke med en sådan vælde? Hvor havde denne næsten ubegrænsede kraft sin oprindelse? Havde man fået den op i dens overordentlige spænding ved en ny slags induktionsspoler? Var det sådan, at et ukendt system af vægtstænger*) ved dens overførsel kunne forstærke den i det uendelige? Det var, hvad jeg ikke kunne forstå.

— Kaptajn Nemo, sagde jeg, jeg konstaterer resultaterne og søger ikke at forklare dem. Jeg har set Nautilus manøvrere omkring Abraham Lincoln, og jeg ved, hvad jeg har at holde mig til angående dens hastighed. Men at komme frem er ikke nok. Det er nødvendigt at se, hvor man kommer hen! Det er nødvendigt at kunne styre til højre, til venstre, opad, nedad! Hvordan når De til de store dybder, hvor de finder en tiltagende modstand, som kan anslås til flere hundrede atmosfærers tryk? Hvordan stiger De igen op til oceanets overflade? Hvordan endelig, holder De Dem i den højde i vandet, der passer Dem? Er jeg indiskret, når jeg spørger Dem om det?

— På ingen måde, hr. professor, svarede kaptajnen efter en let tøven, siden De aldrig skal forlade denne undervandsbåd. Kom med ind i salonen. Det er vort virkelige arbejdsværelse, og der skal De høre alt, som De bør vide om Nautilus!

Kapitel 13

Nogle tal

Et øjeblik efter sad vi på en sofa i salonen, med tændte cigarer. Kaptajnen lagde foran mig en arbejdstegning, som viste vandret plan, snit og opstalt af Nautilus. Så begyndte han en beskrivelse med følgende ord:

— Her ser De, hr. Aronnax, de forskellige dimensiomer af det fartøj, der bærer Dem. Det er en meget langstrakt cylinder med koniske ender. Den nærmer sig kendeligt til cigarform, en form, der allerede er anvendt i London i flere konstruktioner af samme art. Længden af denne cylinder er fra den ene ende til den anden nøjagtig halvfjerds meter, og dens største tværskibs drager er otte meter lang. Den er altså ikke helt konstrueret efter forholdet en til ti, som de hurtigste dampskibe, men dens linier er tilstrækkelig lange og deres forløb tilstrækkelig langstrakt, til at det fortrængte vand let undslipper og ikke udgør nogen hindring for dens fart.

Disse to dimensiomer tillader Dem ved en simpel beregning at kende Nautilus’ overflade og rumfang. Dens overflade beløber sig til et tusind og elleve, femogfyrre hundrededele kvadratmeter; dens rumfang er femten hundrede og to tiendedele kubikmeter — hvad der vil sige, at helt neddykket fortrænger eller vejer den femten hundrede kubikmeter vand eller tons.

Da jeg lavede planerne til dette fartøj, som er bestemt til undersøisk fart, ville jeg have, at det i ligevægt i vandet skulle være neddykket for ni tiendedeles vedkommende, og at det kun ragede op med én tiendedel. Følgelig måtte det med disse forudsætninger kun fortrænge de ni tiendedele af sit rumfang, nemlig tretten hundrede, seksoghalvtreds og otteogfyrre hundrededele kubikmeter, det vil sige kun veje det samme antal tons. Jeg måtte altså ikke gå ud over denne vægt, idet jeg konstruerede det i de før nævnte dimensioner.

Nautilus er sammensat af to skrog, et indre og et ydre, forenede indbyrdes af T-formede jern, hvad der giver den en overordentlig stivhed. I virkeligheden har den takket være dette cellesystem en modstandskraft som en blok, som om den var massiv. Dens klædning kan ikke give efter, den hænger ved af sig selv og ikke ved stramning af nitter, og dens konstruktions homogenitet, der skyldes materialernes perfekte samling, tillader den at trodse den voldsomste søgang.

De to skrog er fabrikeret af stålplader, hvis vægtfylde er syv, otte tiendedele. Det første er ikke mindre end fem centimeter tykt og vejer tre hundrede fireoghalvfems og seksoghalvfems hundrededele tons. Det andet lag, kølen, der er halvtreds centimeter høj og femogtyve bred og alene vejer toogtres tons, maskinen, ballasten, forskelligt tilbehør og udstyrelse, skotter og de indre afstivningsbjælker har en vægt på ni hundrede, enogtres og toogtres hundrededele tons, som lagt til de tre hundrede fireoghalvfems og seksoghalvfems hundrededele tons bliver den ønskede sum af tretten hundrede seksoghalvtreds og otteogfyrre hundrededele tons. Er det klart?

— Ja, jeg forstår det godt, svarede jeg.

— Altså, vedblev kaptajnen, når Nautilus er kommet flot under disse forhold, rager den op med en tiendedel. Hvis jeg nu har indrettet reservoirer med en kapacitet lig med denne tiendedel, nemlig med et indhold på et hundrede halvtreds og tooghalvfjerds hundrededele tons, og hvis jeg fylder dem med vand, vil båden, der da fortrænger femten hundrede og syv tons eller vejer dem, være helt neddykket. Det er det der sker, hr. professor. Disse reservoirer findes i nærheden af Nautilus’ bund. Jeg åbner hanerne, de fyldes, og idet båden dykker ned, kommer den i niveau med vandoverfladen.

— Vel, hr. kaptajn, men nu kommer vi til den virkelige vanskelighed. At De kan være i niveau med havets overflade, det forstår jeg. Men kommer Deres undervandsmaskine, idet den dykker ned under denne overflade, ikke til at møde et tryk og følgelig et pres fra neden opad, som må vurderes til en atmosfæres tryk pr. tredive fod vand, altså omtrent et kilogram pr. kvadratcentimeter?

— Ganske rigtigt, min herre!

— Altså ser jeg ikke, hvordan De kan trække Nautilus ned midt i de flydende masser, med mindre De fylder den helt.

— Hr. professor, svarede kaptajn Nemo, det går ikke an at sammenblande det statiske med det dynamiske, hvorved man udsætter sig for alvorlige fejltagelser. Der behøves meget lidt arbejde for at nå de dybe steder i oceanet, for alle legemer har tendens til at gå til bunds. Følg nu mit ræsonnement.

— Jeg lytter, chef.

— Når jeg har villet bestemme den vægtforøgelse, som man må give Nautilus for at sænke den, har jeg kun behøvet at beskæftige mig med den reduktion af rumfang, som havvandet undergår efterhånden som man kommer dybere og dybere ned.

— Det er klart, svarede jeg.

— Hvis vand ikke er helt usammenpresseligt, er det i det mindste meget lidt sammenpresseligt. I virkeligheden er denne reduktion efter de nyeste beregninger kun fire hundrede og seksogtredive timilliontedele pr. atmosfære eller for hver tredive fods dybde. Hvis det drejer sig om at gå tusind meter ned, regner jeg med en reduktion af rumfanget under et tryk, der er ækvivalent med trykket af en vandsøjle på tusind meter, det vil sige under et tryk på hundrede atmosfærer. Denne reduktion vil altså være på fire hundrede og seksogtredive hundredetusindedele. Jeg måtte altså øge vægten til femten hundrede og tretten, syvoghalvfjerds hundrededele tons i stedet for femten hundrede og syv, to tiendedele tons. Vægtforøgelsen ville altså kun være seks tons og syvoghalvtreds hundrededele.

— Kun?

— Kun, hr. Aronnax, og denne beregning er let at verificere. Jeg har supplerende reservoirer, der er i stand til at rumme hundrede tons. Jeg kan altså gå ned til betydelige dybder. Når jeg vil stige op til overfladen og være i niveau med den, er det nok at lukke vand ud og at tømme alle reservoirerne helt, hvis jeg ønsker, at Nautilus skal rage op med en tiendedel af sit rumfang.

Mod disse ræsonnementer der var støttet på tal, havde jeg intet at indvende.

— Jeg indrømmer rigtigheden af Deres beregninger, chef, svarede jeg, og det ville være dumt af mig at bestride dem, siden erfaringen hver dag viser deres rigtighed. Men jeg aner i øjeblikket tilstedeværelsen af en virkelig vanskelighed…

— Hvilken, min herre?

— Når De er i tusind meters dybde, er Nautilus’ vægge udsat for et tryk på hundrede atmosfærer. Hvis De så i det øjeblik ville tømme de supplerende reservoirer for at lette Deres båd og igen stige op til overfladen, var det nødvendigt, at pumperne overvandt dette tryk på hundrede atmosfærer, som er på hundrede kilogram pr. kvadratcentimeter. Til det behøves en kraft…

— Som kun elektriciteten kan give mig, skyndte kaptajn Nemo sig at sige. Jeg siger Dem igen, min herre, at mine maskiners dynamiske kraft er næsten ubegrænset. Nautilus’ pumper har en vidunderlig styrke, og De må have set det, da deres vandsøjler som en rivende strøm styrtede sig over Abraham Lincoln. For øvrigt betjener jeg mig kun af mine supplerende reservoirer for at nå de middelstore dybder på femten hundrede til to tusinde meter, og det er med det formål at spare på mine apparater. Når jeg så får lyst til at besøge oceanets dybder to eller tre mil under overfladen, bruger jeg langsommere, men ikke mindre ufejlbarlige manøvrer.

— Hvilke, hr. kaptajn?

— Dette fører mig naturligt til at sige Dem, hvordan Nautilus manøvreres.

— Jeg er utålmodig efter at erfare det.

— For at styre denne båd til styrbord, til bagbord, med ét ord for at manøvrere i et horisontalt plan, bruger jeg et almindeligt ror med stor udveksling, siddende yderst i agterstavnen, og som et hjul og flere taljer får til at virke. Men jeg kan også bevæge Nautilus nedefra opad og oppefra nedad, i et vertikalt plan, ved hjælp af to skråtstillede planer, der er fæstet til dens sider i vandliniens midtpunkt, bevægelige planer, der er i stand til at indtage alle stillinger, og som manøvreres indvendig fra ved hjælp af kraftige løftestænger. Holdes disse planer parallelt med båden, bevæger den sig horisontalt. Hælder de, følger Nautilus denne hældende stilling, og under fremdriften fra sin skrue sænker den sig, idet den følger en diagonal så langstrakt som det passer mig, eller stiger, idet den følger en anden diagonal. Og hvis jeg vil endnu hurtigere tilbage til overfladen, kobler jeg skruen fra, og vandets tryk får Nautilus til at stige vertikalt som en ballon, der fyldt med brint hurtigt hæver sig i luften.

— Bravo, hr. kaptajn, udbrød jeg. Men hvordan kan rorgængeren følge den rute De giver ham midt i vandet?

— Rorgængeren er placeret i et glasbur, som rager op på den øverste del af Nautilus’ skrog og er forsynet med linseformede ruder.

— Glas, der er i stand til at modstå sådanne tryk?

— Absolut. Krystal, der er skrøbeligt ved stød, frembyder dog betydelig modstand. I de erfaringer med fiskeri ved elektrisk lys, som man gjorde i 1864, midt i de nordiske have, har man set plader af dette stof af en tykkelse på blot syv millimeter modstå et tryk på seksten atmosfærer, alt imens de lod ophedede stråler passere, som fordelte varmen ujævnt på dem. Nu er de glas, som jeg benytter mig af, ikke mindre end enogtyve centimeter i midten, det vil sige tredive gange den tykkelse.

— Ganske vist, kaptajn Nemo; men for at kunne se er det alligevel nødvendigt, at lyset forjager mørket, og jeg spørger mig selv, hvordan man midt i de mørke vande…

— Bag rorgængerens bur er der anbragt en mægtig elektrisk projektør, hvis stråler oplyser havet i en halv mils afstand.

— Åh, bravo, tre gange bravo, hr. kaptajn! Nu forstår jeg den fosforescens fra den formentlige narhval, som i så høj grad har mystificeret de lærde! I den anledning vil jeg spørge Dem om sammenstødet mellem Nautilus og Scotia, som vakte så stor opsigt, var resultatet af et tilfældigt møde?

— Fuldstændig tilfældigt, min herre. Jeg navigerede to meter under vandoverfladen, da stødet kom. Jeg har for øvrigt set, at det ikke har haft nogen ulykkelige følger.

— Ingen, min herre. Men med hensyn til Deres møde med Abraham Lincoln?…

— Hr. professor, det har gjort mig ondt for et af de bedste skibe i den tapre amerikanske marine, men man angreb mig, og jeg måtte forsvare mig! Jeg nøjedes dog med at sætte fregatten ude af stand til at gøre mig fortræd — den har nok kunnet reparere sine skader i den nærmeste havn.

— Åh, chef! udbrød jeg med overbevisning, Deres Nautilus er sandelig en vidunderlig båd!

— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen virkelig bevæget, og jeg elsker den som kød af mit kød! Hvis alt betyder fare på et af Deres skibe, som er underkastet oceanets tilfældigheder, hvis det første indtryk på dette hav er fornemmelsen af afgrunden, som hollænderen Jansen så rigtigt har sagt det, har menneskehjertet intet mere at frygte under det og om bord på Nautilus. Ingen buler at frygte, for denne båds dobbeltskrog har jernets stivhed; ingen takkelage, som slingren eller duvning slider på; ingen sejl, som vinden river løse; ingen kedler, som dampen fortærer; ingen ildebrand at frygte, da dette skib er lavet af stål og ikke af træ; ikke kul, som slipper op, da elektriciteten er dens meaniske drivkraft; intet møde at frygte, da det er ene om at sejle i de dybe vande; intet uvejr at trodse, da det nogle meter under vandet finder den absolutte ro. Sådan er det, min herre. Dette er skibet fremfor alle andre! Og om det er sandt, at ingeniøren har mere tillid til skibet end skibsbyggeren, og skibsbyggeren mere end kaptajnen selv, forstår De altså, med hvilken tillid jeg stoler på min Nautilus, da jeg på én gang er dens kaptajn, dens bygmester og dens planlægger.

Kaptajn Nemo udfoldede en henførende veltalenhed. Hans brændende blik, hans lidenskabelige håndbevægelser forvandlede ham. Ja, han elskede sit skib, som en fader elsker sit barn!

Men ét spørgsmål, måske indiskret, var naturligt, og jeg kunne ikke lade være at stille det.

— De er altså ingeniør kaptajn Nemo?

— Ja, hr. professor, svarede han, jeg har studeret i London, i Paris, i New York, på den tid da jeg beboede de jordiske fastlande.

— Men hvordan har De i hemmelighed kunnet konstruere denne beundringsværdige Nautilus?

— Hvert stykke af den, hr. Aronnax, er kommet til mig fra forskellige dele af kloden, og med forvansket adresse. Dens køl blev smedet i Creusot, dens skrueaksel hos Pen & Co. i London, dens skrogs stålplader hos Leard i Liverpool, dens skrue hos Scott i Glasgow. Dens reservoirer er fabrikeret af Cail & Co. i Paris, dens maskine hos Krupp i Preussen, dens spidse forstavn i værksteder i Motala i Sverige, dens præcisionsinstrumenter has Brødrene Hart i New York o.s.v., og alle disse leverandører har fået mine planer under forskellige navne.

— Men, fortsatte jeg, det har været nødvendigt at samle, at tilpasse alle disse således fabrikerede stykker?

— Hr. professor, jeg havde indrettet mine værksteder på en øde ø, midt i oceanet. Der har mine arbejdere, det vil sige mine gode kammerater, som jeg har oplært og uddannet, og jeg gjort vor Nautilus færdig. Da så arbejdet var til ende, har ilden ødelagt hvert spor af vort ophold på denne ø, som jeg ville have sprængt i luften, hvis jeg havde kunnet.

— Så er det tilladt mig at tro, at dette skibs fabrikationspris er umådelig?

— Hr. Aronnax, et jernskib koster elleve hundrede og femogtyve francs pr. ton. Nu er Nautilus justeret til femten hundrede tons. Det bliver altså til seksten hundrede og syvogfirs tusind francs, lad os sige to millioner, når dens udstyr medregnes, lad os antage fire eller fem millioner med de kunstværker og de samlinger den rummer.

— Et sidste spørgsmål, kaptajn Nemo.

— Værsågod, hr. professor.

— De er altså rig?

— Umådelig rig, min herre, og jeg kunne, uden at det ville genere mig, betale Frankrigs gæld på ti milliarder!

Jeg betragtede nøje den mærkelige personlighed, som talte sådan til mig. Misbrugte han min godtroenhed? Fremtiden måtte vise mig det.

Kapitel 14

Den sorte flod

Den del af jordkloden, der optages af havene, vurderes til tre millioner, otte hundrede toogtredive tusind, fem hundrede otteoghalvtreds kvadratmyriameter, det vil sige mere end otteogtredive millioner hektar. Denne flydende masse omfatter to milliarder, to hundrede og halvtreds millioner kubikmil, og kunne danne en kugle med en diameter på tresindstyve mil, hvis vægt ville være tre kvintillioner tons. Og for at forstå dette tal, må man sige til sig selv, at en kvintillion er i forhold til en milliard som en milliard til en ener, det vil sige, at der er lige så mange milliarder i en kvintillion som enere i en milliard. Men denne flydende masse er meget nær den mængde vand, som alle jordens floder lader strømme ud i fyrretyve tusinde år.

Igennem de geologiske epoker fulgte vandperioden efter ildperioden. Oceanet var fra begyndelsen altomfattende. I silurtiden kom så lidt efter lidt bjergtoppe til syne, øer dukkede op, forsvandt under delvise syndfloder, viste sig påny, voksede sammen, dannede kontinenter, og endelig fikseredes landene geografisk, sådan som vi ser dem. Det faste havde erobret syvogtredive millioner, seks hundrede og syvoghalvtreds kvadratmil fra det flydende, det vil sige tolv tusind, ni hundrede og seksten millioner hektar.

Fastlandenes form tillod at dele vandene i fem verdenshave: Det Nordlige Ishav, det Sydlige Ishav, det Indiske Ocean, Atlanterhavet, Stillehavet.

Stillehavet strækker sig fra nord til syd mellem de to polarcirkler, og fra vest til øst mellem Asien og Amerika over en strækning på et hundrede femogfyrre længdegrader. Det er det roligste af havene; dets strømme er brede og langsomme, dets tidevand af middelhøjde, nedbøren er rigelig. Sådan var det ocean, som min skæbne nu kaldte mig til at gennemstrejfe under de mest ejendommelige forhold.

— Hr. professor, sagde kaptajn Nemo, hvis De vil, skal vi nu notere vor nøjagtige position og bestemme udgangspunktet for denne vor rejse. Klokken er et kvarter i tolv. Jeg stiger nu op på vandoverfladen.

Kaptajnen trykkede tre gange på et elektrisk ringeapparat. Pumperne begyndte at sende vandet ud af tankene; manometrets viser markerede ved de forskellige tryk Nautilus’ opstigende bevægelse, så standsede den.

— Vi er oppe, sagde kaptajnen.

Jeg begav mig til den centrale trappe, der udmundede på platformen. Jeg gik op ad metaltrinene, og gennem de åbne luger kom jeg til den øverste del af Nautilus.

Platformen ragede blot firsindstyve centimeter op. Nautilus’ for— og agterstavn viste tydeligt den tendannede form, som berettigede sammenligning med en lang cigar. Jeg bemærkede, at dens stålplader, der var taglagte, lignede de skæl, som dækker de store landkrybdyrs legemer. Jeg fandt da en meget naturlig forklaring på, at denne båd, trods de bedste kikkerter, stadig var blevet taget for et havdyr.

Hen imod midten af platfonnen dannede båden, der halvt var indsat i skibsskroget, en let udvækst. Forude og agter hævede der sig to ikke særlig høje bure med skrå vægge og til dels lukkede af tykke glaslinser, det ene bestemt til rorgængeren, som styrede Nautilus, i det andet strålede den mægtige elektriske lanterne, som oplyste dens rute.

Havet var pragtfuldt, himlen ren. Det lange fartøj påvirkedes næppe af oceanets brede bølger. En let brise fra øst krusede vandoverfladen. Horisonten var fri for tåge og muliggjorde de bedste observationer.

Vi havde intet i sigte. Ikke et skær, ikke en ø. Abraham Lincoln var borte. Et uendeligt øde.

Kaptajn Nemo var bevæbnet med sin sekstant og tog solhøjden, som skulle give ham breddegraden. Han ventede i nogle minutter, til himmellegemet kom i plan med horisonten. Mens han foretog observationen, var der ikke en af hans muskler, der skælvede, og instrumentet havde ikke været mere ubevægeligt i en marmorhånd.

— Middag, sagde han. Hr. professor, når De vil…

Jeg kastede et sidste blik på dette lidt gullige hav med landkending af Japan, og jeg steg igen ned i den store salon.

Der var kaptajnen i færd med at gøre sit bestik og ved hjælp af kronometret beregne sin længdegrad, som han kontrollerede med de foregående observationer af timevinkler. Så sagde han:

— Hr. Aronnax, vi er på et hundrede og syvogtredive grader og femten minutters vestlig længde…

— Fra hvilken meridian? spurgte jeg ivrigt, idet jeg håbede, at kaptajnens svar ville røbe mig hans nationalitet.

— Min herre, svarede han, jeg har forskellige kronometre, der er indstillet efter meridianerne i Paris, Greenwich og Washington. Men til ære for Dem skal jeg betjene mig af den fra Paris.

Det svar blev jeg ikke klogere af. Jeg bukkede, og chefen fortsatte:

— Syvogtredive grader og femten minutters længde vest for meridianen i Paris og på tredive grader og syv minutter nordlig bredde, det vil sige omtrent tre hundrede mil fra Japans kyster. Det er i dag den 8. november ved middag, at vor opdagelsesrejse under havet begynder.

— Må Gud bevare os! svarede jeg.

— 0g nu, hr. professor, tilføjede kaptajnen, overlader jeg Dem til Deres studier. Jeg har lagt ruten til øst-nordøst i halvtreds meters dybde. Her er kort i stor målestok, hvorpå De kan følge den. Salonen er til Deres disposition, og jeg beder Dem om tilladelse til at trække mig tilbage.

Kaptajnen bukkede. Jeg blev tilbage optaget af mine tanker. De drejede sig alle om denne chef på Nautilus. Skulle jeg nogensinde få at vide til hvilken nation denne mærkelige mand hørte, der gjorde sig til af ikke at høre til nogen? Dette had, som han havde viet menneskeheden, dette had, som måske stræbte mod frygtelige hævnakter, hvem havde fremkaldt det? Var han en af disse miskendte videnskabsmænd, et af disse genier, som man» havde voldt sorg«, med Conseils udtryk, en moderne Galilei eller en af disse videnskabsmænd, der som amerikaneren Maury havde fået sin karriere slået i stykker af politiske revolutioner? Jeg kunne endnu ikke sige det. Mig, som tilfældet havde kastet ind på hans skib, mig, hvis liv han holdt i sine hænder, mig, modtog han koldt, men gæstfrit. Blot havde han aldrig taget den hånd, som jeg rakte ham. Han havde aldrig rakt mig sin.

I en hel time blev jeg ved at være fordybet i disse tanker, idet jeg søgte at trænge ind i dette mysterium, der var så interessant for mig. Så fæstedes mit blik på det mægtige verdenskort, der lå udfoldet på bordet, og jeg anbragte en finger på selve det punkt, hvor de observerede linier for længde og bredde krydsedes.

Havet har sine floder ligesom fastlandene. Det er specielle strømninger, kendelige på deres temperatur, deres farve, og af dem er den betydeligste kendt under det gængse navn Golfstrømmen. Videnskaben har fastslået retningen af fem hovedstrømninger på kloden: en i det nordlige Atlanterhav, en anden i det sydlige Atlanterhav, en tredie i det nordlige Stillehav, en fjerde i det sydlige Stillehav og en femte mod syd i det Indiske Ocean. Det er endog sandsynligt, at der tidligere har eksisteret en sjette strøm mod nord i det Indiske Ocean, dengang det Kaspiske Hav og Aralsøen forenede med Asiens store søer dannede en og samme udstrakte vandflade.

Netop det angivne punkt på verdenskortet blev gennemløbet af en af disse strømme, japanernes Kuro-Shio, den Sorte Flod, som efter at være løbet ud fra den Bengalske Bugt, hvor tropesolens lodrette stråler opvarmer den, går gennem Malakkastrædet, glider langs Asiens kyst, runder sig ud i det nordlige Stillehav lige til Aleuterne, medførende kamfertræsstammer og andre tropiske produkter, og virker afstikkende fra oceanets bølger med sine varme vandes rene indigo. Det var denne strøm, som Nautilus skulle til at gennemsejle. Jeg fulgte den med blikket, jeg så den tabe sig i Stillehavets uendelighed, og jeg følte mig revet med af den, da Ned Land og Conseil kom til syne i døren til salonen.

Mine to brave fæller stod som forstenede ved synet af de vidundere, der var ophobede for deres øjne.

— Hvor er vi? Hvor er vi? udbrød canadieren. I museet i Quebec?

— Hvis det behager herren, svarede Conseil, må det snarere være på hotel Somerard!

— Mine venner, svarede jeg, idet jeg gjorde tegn til dem om at træde ind, De er hverken i Canada eller i Frankrig, men virkelig om bord på Nautilus og halvtreds meter under havets overflade.

— Man må tro herren, siden herren siger det, svarede Conseil; men oprigtigt talt er denne salon skabt til at forbavse selv en flamlænder som mig.

— Bliv forbavset og se dig om, min ven; thi for en systematiker som dig er der noget at tage fat på her.

Jeg behøvede ikke at opmuntre Conseil. Den brave unge mand stod lænet over vitrinerne og mumlede allerede ord fra naturhistorikernes sprog: gasteropodernes klasse, buccinoidernes familie, porcellænssneglenes slægt, arter af cypræa madagascariensis, o.s.v.

Imens blev jeg af Ned Land, der var meget lidt af en konkyliolog, udspurgt om mit samvær med kaptajn Nemo. Havde jeg opdaget, hvem han var, hvorfra han kom eller hvor han skulle hen, hvor dybt han slæbte os ned? Kort sagt, tusind spørgsmål, som jeg ikke havde tid til at svare på.

Jeg fortalte ham alt, hvad jeg vidste, eller rettere sagt, hvor meget jeg ikke vidste, og jeg spurgte ham, hvad han på sin side havde set eller hørt.

— Jeg har hverken set eller hørt noget! svarede canadieren. Jeg har ikke engang opdaget mandskabet på denne båd. Mon det tilfældigvis også er elektrisk?

— Elektrisk!

— Det kunne man minsandten være fristet til at tro. Men, hr. Aronnax, sagde Ned Land, som ikke var kommet bort fra sin idé, De kunne vel ikke sige mig, hvor mange der er om bord? Ti, tyve, halvtreds, hundrede?

— Jeg kan ikke sige Dem det, mester Land. For øvrigt, tro De mig, opgiv hellere foreløbig denne idé om at sætte Dem i besiddelse af Nautilus eller flygte fra den. Denne båd er et hovedværk i den moderne industri, og jeg ville være ked af ikke at have set den. Mange mennesker ville gerne træde ind i den situation, som vi er kommet i, om det så blot var for at gå tværs igennem alle disse vidundere. Altså, forhold Dem rolig, og lad os prøve på at se, hvad der sker omkring os.

— Se! udbrød harpunéren, men man ser ingenting, man får ikke noget at se i dette stålfængsel. Vi kommer frem, vi sejler som i blinde…

Da Ned Land udtalte disse ord, blev det pludselig mørkt, og det var et totalt mørke. Det lysende loft udsluktes, og så hurtigt, at mine øjne påvirkedes smertefuldt, analogt med det indtryk den modsatte overgang fra dybt mørke til det mest strålende lys giver.

Ingen af os sagde noget, vi rørte os ikke, vi vidste ikke, hvilken overraskelse, behagelig eller ubehagelig, der ventede os. Men en glidende lyd hørtes. Man skulle tro, at der blev åbnet luger på Nautilus’ sider.

— Det er nok enden på det hele, sagde Ned Land.

— Hydromedusernes orden, mumlede Conseil.

Pludselig blev det lyst på begge siden af salonen, gennem to aflange åbninger. De flydende masser sås stærkt belyst af elektriske stråler. To krystalplader skilte os fra havet. Jeg skælvede først ved tanken om, at denne skrøbelige væg kunne knuses; men stærke rammer af kobber holdt den og gav den en næsten uendelig modstandskraft.

Havet sås tydeligt i en omkreds af en mil fra Nautilus. Hvilket syn! Hvilken pen kunne beskrive det! Hvem kunne udmale lysets virkninger gennem disse gennemsigtige flader og blidheden i dets gradvise fortoning til de laveste og de højeste lag i oceanet!

Man kender havets gennemsigtighed. Man ved, at det er klarere end det vand, der vælder frem fra en klippe. De mineralske og organiske substanser, der svæver i det, øger endog dets gennemsigtighed. Visse steder i oceanet, ved Antillerne, kan man gennem et hundrede og femogfyrre meter vand se sandbunden med overraskende klarhed, og solstrålernes gennemtrængende kraft synes først at standse i en dybde på tre hundrede meter. Men i dette flydende element, som Nautilus gennemløb, opstod den elektriske stråleglans i selve bølgernes midte. Det var ikke mere lysende vand, men flydende lys.

Hvis Erhembergs hypotese om en fosforescerende belysning af havbunden er rigtig, har naturen visselig reserveret et af sine mest vidunderlige skuespil for havets beboere, og jeg kunne dømme om det her i disse tusindfoldige lysstråler. På begge sider havde jeg et vindue åbent til uudforskede afgrunde. Salonens mørke fremhævede den ydre klarhed, og vi stirrede, som om dette rene krystal havde været ruden i et umådeligt akvarium.

Nautilus syntes ikke at røre sig. Der manglede nemlig holdepunkter. Men undertiden gled vandets linier, delt af forstavnen, med overordentlig hastighed forbi vort blik.

Vi sad betagne og støttede os på albuerne foran disse glasruder, og ingen af os havde endnu brudt tavsheden, da Conseil sagde:

— De ville se, min ven Ned, nuvel, De ser!

— Mærkeligt, mærkeligt! kom det fra canadieren, som glemte sin vrede og sine planer om flugt og lå under for en uimodståelig tiltrækning. Og man ville rejse så langt, det skulle være, for at beundre dette syn!

— Åh, udbrød jeg, jeg forstår denne mands liv! Han har skabt sig en særlig verden, som reserverer ham sine mest forbavsende vidundere!

— Men fiskene! bemærkede canadieren. Jeg kan ikke se nogen fisk!

— Hvad gør det, svarede Conseil, De kender dem jo ikke.

— Gør jeg ikke! Jeg er fisker, udbrød Ned Land.

Og om dette emne opstod der en diskussion mellem de to venner, for de kendte nok fiskene, men hver på sin måde.

Alle ved, at fiskene udgør den fjerde og sidste klasse i hvirveldyrenes række. Man har med fuld ret defineret dem således: hvirveldyr, der har dobbelt blodomløb og koldt blod, der ånder ved gæller og er bestemt til at leve i vandet. De udgør to adskilte grupper, benfiskenes gruppe, det vil sige dem, hvis rygsøjle består af benhvirvler, og bruskfiskene, det vil sige dem, hvis rygsøjle består af bruskhvirvler.

Canadieren kendte måske denne distinktion, men Conseil vidste meget mere derom, og nu, da han havde sluttet venskab med Ned, kunne han ikke indrømme, at han var mindre belæst end denne. Derfor sagde han:

— Min ven Ned, De dræber fisk, De er en meget dygtig fisker. De har fanget et stort antal af disse interessante dyr. Men jeg vil vædde på at De ikke ved, hvordan man klassificerer dem.

— Jo, svarede harpunéren alvorligt. Man deler dem i fisk, som man kan spise, og fisk, som ikke kan spises!

— Sådan siger den, der kan lide god mad, svarede Conseil. Men sig mig, om De kender den forskel, der er mellem benfisk og bruskfisk?

— Det gør jeg måske nok, Conseil.

— Og underafdelingerne i disse to store grupper?

— Det aner jeg ikke, svarede canadieren.

— Nå, min ven Ned, hør efter og husk det! Benfiskene deles i seks ordener: For det første acanthopteri, hvis overkæbe er komplet, bevægelig, og hvis gæller har form som en kam. Denne orden omfatter femten familier, det vil sige de tre fjerdedele af de fisk, man kender. Type: den almindelige aborre.

— Ret god at spise, svarede Ned Land.

— For det andet, vedblev Conseil, abdominales, som har bugfinner fæstet under bugen og bag brystfinnerne, uden at de er fæstet til skulderbladet — en orden, som deles i fem familier, og som omfatter størstedelen af ferskvandsfiskene. Typer: karpen, gedden.

— Puh, sagde canadieren med en vis foragt. Ferskvandsfisk!

— For det tredie, sagde Conseil, subbranchii, hvis bugfinner er fæstet under brystfinnerne og umiddelbart ophængt på skulderbladet. Denne orden indeholder fire familier. Typer: flyndere, isinger, pighvarrer, slethvarrer, søtunger o.s.v.

— Udmærket, udmærket! udbrød harpunéren, som kun ville betragte fiskene fra synspunktet spiselighed.

— For det fjerde, vedblev Conseil uden at lade sig forstyrre, apodes, med langstrakt krop, uden bugfinner, og beklædt med tykt, ofte klæbrigt skind — en orden, som kun indeholder én familie. Typer: ålen, den elektriske ål.

— Middelmådige, middelmådige, svarede Ned Land.

— For det femte, sagde Conseil, lophobranchii som har fuldstændige og frie overkæber, men hvis gæller er formet som små buske, anbragt parvis langs gællebuerne. Denne orden tæller kun én familie. Typer: søhest, sødrage.

— Dårlige, dårlige! svarede harpunéren.

— Endelig for det sjette, sagde Conseil, plectagnathi, hvis kæbeben er vokset sammen med mellemkæbebenet og danner kæben, og hvis ganebue er forbundet med kraniet med en takket søm, hvad der gør den stiv — en orden, som mangler virkelige bugfinner og som består af to familier. Typer: kuglefisk, månefisk.

— Gode til at skamskænde en fiskekedel, udbrød canadieren.

— Har De forstået det, min ven Ned? spurgte den kyndige Conseil.

— Ikke den mindste smule, min ven Conseil, svarede harpunéren. Men gå bare videre, for De er meget interessant.

— Med hensyn til bruskfiskene, begyndte Conseil uforstyrreligt

igen, omfatter de kun tre ordener.

— Så meget des bedre, sagde Ned.

— For det første cyclostomi, hvis kæber er vokset sammen til en bevægelig ring, og hvis gæller åbner sig med talrige huller — en orden, som kun indeholder en eneste familie. Type: lampretten.

— De er pragtfulde, svarede Ned Land.

— For det andet selachii, der ligner cyclostomi på gællerne, men hvis underkæbe er bevægelig. Denne orden, som er den vigtigste i klassen, omfatter to familier. Typer: rokker og hajerne.

— Hvad, udbrød Ned, rokker og hajer i samme orden! Nå da, Conseil, i rokkernes interesse råder jeg Dem til ikke at sætte dem sammen i ét akvarium.

— For det tredie, svarede Conseil, sturionidæ, hvis gæller er åbne som sædvanligt med en eneste spalte, forsynet med et låg — en orden som omfatter fire slægter. Type: stør.

— Åh, Gonseil, min ven, De har gemt det bedste til sidst — i det mindste efter min mening. Og det er det hele?

— Ja, min kære Ned, svarede Conseil, og læg mærke til, at når man ved det, ved man ikke noget endnu, for familierne er igen delt i slægter og underslægter, i arter, i varieteter…

— Javel, min ven Conseil, sagde harpunéren, idet han lænede sig mod glaslugen. Sikke varieteter, der passerer forbi!

— Ja, sikke fisk, udbrød Conseil. Man skulle tro, man sad foran et akvarium.

— Nej, svarede jeg, for et akvarium er et bur, og de fisk der er frie som fuglen i luften.

— Nå, min ven Conseil, sig dog deres navne, sig dog, hvad de hedder! sagde Ned Land.

— Nej, det er jeg ikke i stand til, svarede Conseil. Det bliver min herres sag.

Og den værdige unge mand, den lidenskabelige systematiker, var ikke naturhistoriker, og jeg ved ikke, om han kunne have kendt en nordsøtun fra en middelhavstun. Med ét ord, en modsætning til canadieren, som ufortøvet nævnede alle disse fisk ved navn.

— En balist, havde jeg sagt.

— Og det en kinesisk balist! svarede Ned Land.

— Balisternes slægt, sclerodermernes familie, plectognathernes orden, mumlede Conseil.

Ned og Conseil kunne absolut tilsammen have udgjort én fremragende naturhistoriker.

Canadieren havde ikke taget fejl. En stime balister, med sammentrykt krop, med nopret hud, bevæbnet med en pig på deres rygfinne, muntrede sig omkring Nautilus og viftede med de fire rækker skarpe torne, der strittede på hver side af deres hale. Intet var mere forunderligt end deres skind, der var gråt på ryggen, hvidt på bugen, og hvis gyldne pletter glimtede i deres kølvands mørke hvirvler. Mellem dem bølgede rokker som en dug, der flagrer for vinden, og blandt dem opdagede jeg til min store glæde den kinesiske rokke, gullig på oversiden, lyserød under bugen og bevæbnet med tre torne bag øjet; en sjælden art og endda tvivlsom på Lacèpedes tid, da han aldrig havde set den undtagen i en samling af japanske tegninger.

I to timer var det en hel flåde, der eskorterede Nautilus. Midt under deres leg, deres spring, medens de kappedes i skønhed, pragt og hastighed, skelnede jeg den grønne læbefisk, den skæggede mulle, kendelig på en dobbelt sort stribe, kutlingen med rundet hale, hvid af farve og med violette pletter på ryggen, den japanske makrel, en udmærket makrelfisk fra disse have, med blå krop og sølvglinsende hoved, strålende azurfisk, hvis navn alene overflødiggør enhver beskrivelse, stribede spaderfisk, med finner skiftende i blåt og gult, andre stribede spaderfisk, forfinede af et sort bånd på deres halefinne, bæltebærende spader, elegant korsetterede med deres seks tværstriber, pibefisk, virkelige fløjtemunde eller havets bekkasiner, af hvilke nogle eksemplarer nåede en længde på en meter, salamandre fra Japan, øgleagtige muræner, lange slanger på seks fod, med små og livlige øjne og med den brede mund strittende af tænder, o.s.v.

Vor beundring holdt sig stadig på højdepunktet. Vore jubelråb holdt ikke op. Ned nævnede fiskenes navne, Conseil klassificerede dem, jeg kom i ekstase over deres livlige bevægelser og deres skønne former. Aldrig før var det blevet mig forundt at overraske disse dyr levende og fri i deres naturlige element.

Jeg nævner ikke alle disse varieteter, som således passerede forbi vore blændede øjne, hele denne samling fra Japans og Kinas have. Disse fisk strømmede til, talrigere end himlens fugle, uden tvivl tiltrukket af det strålende skær af elektrisk lys.

Pludselig blev der lyst i salonen. Stållugerne lukkedes igen. Det fortryllende syn forsvandt… Men endnu længe sad jeg og drømte, lige til mit blik faldt på de instrumenter, der var ophængt på væggen. Kompasset viste stadig retningen nord-nordøst, manometret angav et tryk på fem atmosfærer svarende til en dybde på halvtreds meter, og den elektriske log viste en fart på femten mil i timen.

Jeg ventede kaptajn Nemo. Men han kom ikke. Uret viste fem. Ned Land og Conseil vendte tilbage til deres kahyt. Jeg gik igen til mit kammer. Der var mit middagsmåltid parat. Det bestod af skildpaddesuppe kogt på de mest delikate karetteskildpadder, af en gulstribet mulle med hvidt kød, lidt bladet, og hvis lever tilberedt for sig var en herlig spise, og fileterne af dette kød af kejserengelfisk, hvis smag forekom mig at overgå laksens.

Jeg tilbragte aftenen med at læse, at skrive, at tænke. Så overvældede søvnen mig, jeg strakte mig på mit leje af bændeltang, og jeg faldt i en dyb søvn, mens Nautilus gled tværs igennem den Sorte Flods hurtige strøm.

Kapitel 15

En skriftlig invitation

Den næste dag, den 9. november, vågnede jeg først efter en tolv timer lang søvn. Conseil fulgte sin sædvane og kom for at få at vide» hvordan herren havde tilbragt natten «og tilbyde ham sin tjeneste. Han havde forladt sin ven canadieren sovende, som om han ikke havde bestilt andet hele sit liv.

Jeg lod den flinke fyr sludre løs, som han havde lyst til, uden at svare ham alt for meget. Jeg spekulerede over kaptajn Nemos fravær den foregående dag, mens vi andre var sammen, og jeg håbede at se ham i løbet af dagen.

Jeg havde snart igen iført mig mit byssustøj. Dets natur fremkaldte mere end én gang bemærkninger fra Conseil. Jeg belærte ham om, at det var fremstillet af de blanke og silkeagtige fibre, som binder skinkemuslingerne, en slags konkylier, der findes i overflod ved Middelhavets kyster, til klipperne. Tidligere lavede man smukke stoffer af dem, strømper, handsker; thi de var på en gang meget bløde og meget varme. Nautilus’ mandskab kunne altså klæde sig billigt uden at forlange noget af landjordens bomuldsplanter eller får eller silkeorme.

Da jeg var klædt på, begav jeg mig til den store salon. Den var tom. Jeg fordybede mig i studiet af de konkyliologiske skatte, der var ophobet i vitrinerne. Jeg undersøgte også de store herbarier, der var fyldt med de sjældneste havplanter, som skønt tørrede bevarede deres forunderlige farver. Blandt disse kostbare hydrofyter bemærkede jeg kransstillede cladostepher, påfugle-padiner, caulerper med vindrueblade, frøbærende callithamnier, sarte ceramier med skær af skarlagenrødt, agar, der var groet i vifteform, acétabularier, der lignede nedtrykte champignonhoveder og som længe blev regnet til zoofyterne, og endelig en hel række tangarter.

Hele dagen gik hen, uden at jeg blev beæret med kaptajn Nemos besøg. Lugerne i salonen blev ikke åbnet. Måske ville han ikke have at vi skulle blive blaserede overfor disse smukke ting.

Nautilus holdt stadig kursen mod øst-nordøst med en hastighed på tolv mil og i en dybde mellem halvtreds og tres meter.

Den næste dag, den 10. november, — samme forladthed, samme ensomhed. Jeg så ikke nogen af mandskabet. Ned og Conseil tilbragte størstedelen af dagen sammen med mig. De var forbavsede over kaptajnens uforklarlige fravær. Var denne ejendommelige mand syg? Ville han ændre sine planer med hensyn til os?

Når alt kom til alt var vi, som Conseil sagde, fuldstændig frit stillede; vi fik lækker og rigelig mad. Vor vært holdt sig inden for sin kontrakts regler. Vi kunne ikke beklage os, og for øvrigt bød selve ejendommeligheden i vor situation os så smukke kompensationer, at vi endnu ikke havde ret til at anklage ham.

Den dag begyndte jeg den dagbog over disse eventyr, der har tilladt mig at genfortælle dem med den mest samvittighedsfulde nøjagtighed, og — en snurrig detalje — jeg skrev på en slags papir, der var fremstillet af havets bændeltang.

Tidligt om morgenen den 11. november underrettede den friske luft, der bredte sig i Nautilus’ indre, mig om, at vi igen var kommet op til havoverfladen for at forny iltbeholdningen. Jeg gik til trappen i midten, og jeg steg op på platformen.

Klokken var seks. Vejret var overskyet, havet gråt, men roligt. Der var næppe nok en dønning. Mon kaptajn Nemo, som jeg håbede at træffe deroppe, ville komme? Jeg så kun rorgængeren, indelukket i sit glasbur. Siddende på fremspringet af bådens skrog indåndede jeg med behag den saltmættede luft.

Lidt efter lidt spredtes tågen under påvirkning af solstrålerne. Det strålende himmellegeme steg op over den østlige horisont. Havet opflammedes af dets tilsynekomst som ved en løbeild. Skyerne spredtes i højderne og antog heftige, vidunderligt nuancerede farvetoner, og talrige» kattetunger«*) varslede blæst hele dagen.

Men hvad betød blæst for denne Nautilus, som uvejr ikke kunne skræmme!

Jeg stod og beundrede denne skønne solopgang, så munter, så oplivende, da jeg hørte nogen komme op på platformen.

Jeg forberedte mig på at hilse på kaptajn Nemo, men det var hans næstkommanderende, — som jeg allerede havde set under kaptajnens første besøg — der kom til syne. Han gik frem på platformen og syntes ikke at bemærke min tilstedeværelse. Med sin kraftige kikkert for øjnene undersøgte han alle punkter i horisonten med den yderste opmærksomhed. Efter at denne undersøgelse var sket, nærmede han sig lugen og udtalte en sætning, der lød nøjagtigt som følger. Jeg har bevaret den i hukommelsen, for hver morgen blev den gentaget under de samme omstændigheder. Den var således sammensat:

Nautron respoc lorni virch.

Hvad det betød, kunne jeg ikke sige.

Da disse ord var udtalt, gik næstkommanderende ned igen. Jeg tænkte mig, at Nautilus ville genoptage sin undervandssejlads. Jeg gik igen hen til lugen, og ad gangene kom jeg tilbage til mit kammer. Således forløb fem dage, uden at situationen ændredes. Hver morgen steg jeg op på platformen. Den samme sætning blev udtalt af det samme individ. Kaptajn Nemo viste sig ikke.

Jeg havde slået mig til ro med, at jeg ikke skulle se ham mere, da jeg den 16. november var vendt tilbage til mit kammer sammen med Ned og Conseil og på bordet fandt en billet, adresseret til mig.

Jeg åbnede den med utålmodig hånd. Den var skrevet med en fri og tydelig håndskrift, som dog var en smule gotisk og mindede om tyske skrifttyper.

Denne billet var affattet i disse ord:

16. november 1867.

Hr. professor Aronnax, om bord på Nautilus.

Kaptajn Nemo indbyder hr. professor Aronnax til et jagtparti, som vil finde sted i morgen tidlig i Crespoøens skove. Han håber, at intet vil forhindre professoren i at være til stede, og det vil være ham en fornøjelse, om professorens ledsagere vil slutte sig til ham.

Chefen på Nautilus,

kaptajn NEMO.

— En jagt! udbrød Ned.

— Og i Crespoøens skove! tilføjede Conseil.

— Men han går altså i land, den original? fortsatte Ned.

— Det synes mig at fremgå klart heraf, sagde jeg, idet jeg læste brevet igen.

— Nå, det må man tage imod, svarede canadieren. Er vi først engang på den faste jord, finder vi ud af at tage en beslutning. For resten ville jeg ikke være ked af at få nogle bidder frisk vildt at spise.

Uden at forsøge at forene hvad der var af modsigelse mellem kaptajn Nemos tydelige rædsel for fastlande og øer og hans invitation til at jage i en skov, nøjedes jeg med at svare:

— Vi får snart at se, hvad Crespoøen er for et sted.

Jeg rådførte mig med verdenskortet og på 32° 40 nordlig bredde og 167° 50 vestlig længde fandt jeg en lille ø, som blev undersøgt i 1801 af kaptajn Crespo, og som de gamle spanske kort kaldte Rocca de la Plata, det vil sige» Sølvklippen«. Vi var altså ca. atten hundrede mil fra vort udgangspunkt, og Nautilus’ en smule ændrede rute førte den mod sydøst.

Jeg viste mine kammerater denne lille ensomme klippe midt i det nordlige Stillehav.

— Hvis kaptajn Nemo nogensinde går i land, sagde jeg til dem, vælger han i alt fald absolut øde øer.

Ned Land trak på skuldrene uden at svare, og Conseil og han forlod mig. Efter et aftensmåltid, som blev serveret mig af den stumme og uforstyrrelige steward, faldt jeg i søvn, ikke uden visse spekulationer.

Den næste morgen, den 17. november, mærkede jeg ved min opvågnen, at Nautilus lå fuldkommen ubevægelig. jeg klædte mig hurtigt på og jeg trådte ind i den store salon. Kaptajn Nemo var der. Han ventede mig, rejste sig, hilste og spurgte mig, om det passede mig at ledsage ham.

Da han ikke gjorde nogen hentydning til sit fravær i de sidste otte dage, afholdt jeg mig fra at tale til ham derom, og jeg svarede blot, at mine ledsagere og jeg var parate til at følge ham.

— Blot, min herre, tilføjede jeg, vil jeg tillade mig at stille Dem et spørgsmål.

— Gør det, hr. Aronnax, og hvis jeg kan svare på det, gør jeg det.

— Nuvel, hr. kaptajn, hvordan går det til, at De som har brudt al forbindelse med jorden, ejer skove på øen Crespo?

— Hr. professor, svarede kaptajnen, de skove, som jeg besidder, behøver hverken solen eller dens lys eller dens varme. Hverken løver eller tigre eller pantere eller noget firfodet dyr færdes i dem. De kendes kun af mig. Det er ikke jordiske skove, men virkelige undersøiske skove.

— Undersøiske skove! udbrød jeg.

— Ja, hr. professor.

— Og De tilbyder at føre mig dertil?

— Netop.

— Til fods?

— Ja, endog tørskoet.

— På jagt?

— På jagt!

— Med gevær i hånden?

— Med gevær i hånden!

Jeg betragtede Nautilus’ chef med en mine, der ikke kunne være smigrende for ham.

Hans hjerne er bestemt syg, tænkte jeg. Han har haft et anfald, som har varet i otte dage, og som endda varer endnu. Det er skade! Han må hellere være mærkelig end gal.

Denne tanke kunne nok tydeligt læses på mit ansigt, men kaptajn Nemo nøjedes med at invitere mig til at følge ham, og jeg fulgte ham som den der er fattet på alt.

Vi kom ind i spisesalen, hvor vi fandt frokosten serveret.

— Hr. Aronnax, sagde kaptajnen, jeg beder Dem uden videre at spise frokost sammen med mig. Vi kan tale sammen, mens vi spiser. Selv om jeg har lovet Dem en spadseretur i skoven, har jeg ikke påtaget mig at sørge for, at De finder en restaurant der. Spis altså nu til frokost som den, der sandsynligvis først får middagsmad meget sent. Jeg nød måltidet. Det bestod af forskellige fisk og skiver af søpølser, udmærkede zoofyter, anretninger af meget appetitvækkende alger, såsom porphyria laciniata og laurentia primafetida. Hvad vi drak til var klart vand, hvortil jeg efter kaptajnens eksempel føjede nogle dråber af en gæret drik, der, som man gør på Kamchatka, var uddraget af en alge, der kendes under navnet rhodomenia palmata.

Kaptajn Nemo spiste i begyndelsen uden at sige et eneste ord. Så sagde han:

— Hr. professor, da jeg foreslog Dem at gå på jagt i mine Cresposkove, troede De, at jeg modsagde mig selv. Da jeg fortalte Dem, at det drejede sig om undersøiske skove, troede De, at jeg var gal. Hr. professor, man skal aldrig dømme mennesker tankeløst.

— Men, hr. kaptajn, tror De…

— Vær så god at høre på mig, og De skal få at se, om De kan anklage mig for galskab eller selvmodsigelse.

— Jeg lytter.

— Hr. professor, De ved lige så vel som jeg, at et menneske kan leve under havet på betingelse af, at han medbringer sit forråd af indåndingluft. Når der arbejdes under havet, får arbejderen, der er klædt i en vandtæt dragt og har hovedet indelukket i en metalkapsel, luft udefra ved hjælp af trykpumper og afløbsregulatorer.

— Det er dykkernes udstyr, sagde jeg.

— Rigtigt, men under disse forhold er manden ikke fri. Han er bundet til den pumpe, der sender ham luft, med en gummislange, en veritabel lænke, som holder ham fast ved jorden, og hvis vi skulle holdes sådan tilbage på Nautilus, kunne vi ikke gå ret langt.

— Og midlet til at være frie? spurgte jeg.

— Det er at bruge Rouquayrol-Denayrouzes apparat, der er udtænkt af to af Deres landsmænd, men som jeg har forbedret til mit brug, og som vil tillade Dem på disse nye fysiologiske betingelser at vove Dem ud, uden at Deres organer på nogen måde lider derunder. Det består af et reservoir af tykke stålplader, hvori jeg opmagasinerer luft under et tryk på halvtreds atmosfærer. Dette reservoir fæstes på ryggen med remme som en soldats tornyster. Dens øverste del danner et rum, hvorfra luften, fastholdt ved en blæsemekanisme, kun kan undslippe ved sit normale tryk. I Rouquayrolapparatet, sådan som det bruges, udmunder to gummislanger, der kommer fra dette rum, i en slags telt, der indeslutter brugerens næse og mund; den ene tjener til indførelse af indåndingsluft, den anden til afløb for den udåndede luft, og den ene eller den anden lukkes efter vejrtrækningens behov. Men jeg, der udsættes for et betydeligt tryk på havbunden, har ligesom dykkerne måttet indeslutte mit hoved i en kobberkugle, og det er i denne kugle de to slanger til indånding og udånding udmunder.

— Udmærket, kaptajn Nemo, men den luft, som De bringer med, må hurtigt blive opbrugt, og så snart den kun indeholder 15 procent ilt, bliver den ubrugelig.

— Utvivlsomt, men jeg har sagt Dem, hr. Aronnax, Nautilus’ pumper tillader mig at opmagasinere den under et betydeligt tryk, og på disse betingelser kan apparatets reservoir levere indåndingsluft i ni eller ti timer.

— Jeg har ikke flere indvendinger at gøre, svarede jeg. Jeg spørger Dem blot, hr. kaptajn, hvordan kan De belyse Deres rute på bunden af oceanet?

— Med Ruhmkorff-apparatet, hr. Aronnax. Hvis det første apparat bæres på ryggen, fæstes det andet til bæltet. Det består af et Bunzenelement, som jeg sætter i virksomhed, ikke med tvekulsurt kali, men med natrium. En induktionsspole modtager den producerede elektricitet og leder den til en særligt indrettet lygte. I denne lygte er der en glasslange, som blot indeholder en rest kulgas. Når apparatet fungerer, bliver denne gas lysende og giver et hvidligt og stadigt lys. Således forsynet kan jeg ånde og se.

— Kaptajn Nemo, De giver så tilintetgørende svar på alle mine spørgsmål, at jeg ikke mere vover at tvivle. Men hvis jeg virkelig er nødt til at bøje mig for Rouquayrols og Ruhmkorffs apparater, må jeg tage forbehold med hensyn til det gevær, De vil bevæbne mig med.

— Men det er ikke et ildvåben, svarede kaptajnen.

— Det er altså en luftbøsse?

— Unægteligt. Hvordan vil De have, at jeg skal fremstille krudt på mit skib, når jeg hverken har salpeter, eller svovl, eller kul?

— For resten, sagde jeg, for at skyde under vandet, i omgivelser, der er otte hundrede, femoghalvtreds gange tungere end luften, måtte man overvinde en betydelig modstand.

— Det ville ikke være nogen hindring. Der eksisterer visse kanoner, forbedrede efter Fulton af englænderne Philip Coles og Burley, af franskmanden Furcy, af italieneren Landi, og de er forsynet med et særligt lukkesystem, som kan skyde under disse forhold. Men jeg gentager, da jeg ikke har krudt, har jeg erstattet det med komprimeret luft, som Nautilus’ pumper forsyner mig med i overflod.

— Men denne luft må hurtigt bruges op?

— Ja, hvad så? Har jeg ikke mit Rouquayrol-reservoir, der, når det tiltrænges, kan forsyne mig? Dertil er det tilstrækkeligt med en passende hane. For resten, hr. Aronnax, vil De selv få at se, at på disse undersøiske jagter bruger man ikke meget hverken af luft eller kugler.

— Men det forekommer mig, at i dette halvmørke og midt i denne i forhold til atmosfæren meget tunge væske, kan skuddene ikke række langt og vanskeligt være dødbringende?

— Min herre, med dette gevær er alle skud tværtimod dødbringende, og så snart et dyr er truffet, om end aldrig så let, falder det, ramt af lynet.

— Hvorfor det?

— Fordi det ikke er almindelige kugler, dette gevær udsender, men små glaskapsler — opfundet af den østrigske kemiker Leniebroek — og som jeg har et betydeligt lager af. Disse glaskapsler, der er dækket af en stålbelægning og tynget af en blybund, er veritable små leydnerflasker, hvori elektriciteten er meget højspændt. Ved det letteste stød udlades den, og hvor kraftigt dyret end er, falder det dødt om. Jeg tilføjer, at disse kapsler ikke er større end nummer fire, og at magasinet i et almindeligt gevær kan indeholde ti af dem.

— Jeg skal ikke sige mere, svarede jeg, idet jeg rejste mig fra bordet, og jeg har blot at tage mit gevær. For øvrigt, der hvor De går hen, går jeg også hen.

Kaptajn Nemo førte mig hen mod Nautilus’ agterstavn, og idet vi passerede Ned og Conseils kahyt, kaldte jeg på mine to kammerater, som straks fulgte os.

Dernæst kom vi til en tilstødende celle, der var nær ved maskinrummet, og i hvilken vi skulle iføre os vore promenadedragter.

Kapitel 16

Vandring på en slette

Denne celle var egentlig Nautilus’ arsenal og garderobe. Et dusin dykkerdragter, der var ophængt på væggen, var parate til deltagerne i turen.

Ved at se dem viste Ned Land en øjensynlig afsky for at klæde sig om i sådan noget.

— Men, kære Ned, sagde jeg, Crespoøens skove er udelukkende undersøiske skove!

— Nå! sagde den skuffede harpunér, der så sine drømme om frisk kød svinde bort. Og De, hr. Aronnax, De vil virkelig tage det tøj på?

— Det er absolut nødvendigt, mester Ned.

— Gør som De vil, min herre, svarede harpunéren med et skuldertræk; men medmindre man tvinger mig til det, skal jeg ikke have noget af det!

— Man vil ikke tvinge Dem til noget, mester Ned, sagde kaptajn Nemo.

— Og Conseil tør nok? spurgte Ned.

— Jeg følger min herre, overalt hvor herren går hen, svarede Conseil. På et signal af kaptajnen kom to mænd af besætningen for at hjælpe os med at iføre os disse tunge, vandtætte dragter, der var lavet af gummi uden syning og behandlet på en måde, så de kunne modstå betydelige tryk. Det var så at sige et panser, på én gang bøjeligt og modstandsdygtigt. Disse dragter bestod af bukser og trøje. Bukserne endte med tykt fodtøj forsynet med tunge såler af bly. Trøjens stof var forstærket med tynde kobberplader, som dækkede brystet, forsvarede det mod vandtrykket og tillod lungerne at fungere frit; dens ærmer endte med blødgjorte handsker, der ikke på nogen måde hindrede håndens bevægelser.

Man kunne se, at disse forbedrede dykkerdragter var langt fra den uformelige slags med korkkyrads, ærmeløse trøjer, havdragter, tornystre o.s.v., som blev opfundet og lovprist i det attende århundrede.

Kaptajn Nemo, en af hans fæller — en slags Herkules, som måtte være vidunderlig stærk, — Conseil og jeg havde snart klædt os om i disse dykkerdragter. Det drejede sig nu kun om at indpasse hovedet i dets metalkugle. Men før jeg begyndte på dette foretagende, bad jeg kaptajnen om tilladelse til at undersøge de geværer, som var bestemt for os.

En af Nautilus’ matroser viste mig et almindeligt gevær, hvis hule kolbe af stålplader var af en ret stor dimension. Den tjente til beholder for den komprimerede luft, som en ventil, styret af en stang på låsen, lod slippe ud i metalløbet. Et projektilmagasin, der var udhulet i selve kolben, indeholdt en snes elektriske kugler, der ved hjælp af en fjeder automatisk placerede sig i bøsseløbet. Så snart et skud var løsnet, var det næste parat til at gå af.

— Kaptajn Nemo, sagde jeg, dette våben er fuldendt og let at behandle. Jeg ønsker blot at prøve det. Men hvordan kommer vi til bunden af havet?

— I dette øjeblik, hr. professor, er Nautilus strandet på ti meter vand, og vi behøver blot at tage af sted.

— Men hvordan kommer vi ud?

— Det skal De straks få at se.

Kaptajn Nemo stak hovedet ind i den kuglerunde kalot. Conseil og jeg gjorde ligeså, ikke uden at have hørt canadieren udslynge et ironisk» God jagt!«Det øverste af vore dragter endte i en kobberkrave med skruegang, på hvilken denne metalhjelm skruedes fast. Tre huller, der var beskyttet af tykt glas, tillod os at se i alle retninger, blot ved at dreje hovedet inde i denne kugle. Så snart den var på plads, begyndte Rouquayrolapparatet, der var anbragt på vore rygge, at fungere, og jeg for mit vedkommende trak vejret uden vanskelighed.

Med Ruhmkorfflampen ophængt ved mit bælte, med gevær i hånd, var jeg parat til at tage af sted. Ærlig talt havde det dog været mig umuligt at tage et skridt indelukket i disse tunge klæder og naglet til gulvet af mine blysåler.

Men dette tilfælde var forudset; thi jeg følte, at man skubbede mig ind i et lille kammer, der stødte op til garderoben. Mine ledsagere, der blev bugeret på samme måde, fulgte mig. Jeg hørte en dør, der var forsynet med tætningslister, blive lukket bag os, og et dybt mørke omgav os.

Efter nogle minutter nåede en skarp fløjten mit øre. Jeg følte en vis kuldefornemmelse stige fra mine fødder til mit bryst. Fra det indre af båden havde man tydelig nok med en hane åbnet for vandet, som udefra trængte ind på os, og hvoraf dette kammer snart var fuldt. Nu åbnedes en anden dør, der var anbragt i siden på Nautilus. Et svagt lys faldt ind på os. Et øjeblik efter betrådte vore fødder havets bund.

Og hvorledes skulle jeg nu kunne fortælle om de indtryk, som denne vandring under havet har efterladt mig? Ord er afmægtige til at berette om sådanne vidundere! Når selv penselen er ude af stand til at skildre de særlige virkninger i det våde element, hvordan skulle så pennen kunne gengive dem?

Kaptajn Nerno gik foran, og hans ledsager fulgte nogle skridt bag os. Conseil og jeg holdt os tæt sammen, som om et ordskifte havde været muligt tværs igennem vore metalhjelme. Allerede nu følte jeg ikke længere tyngden af min dragt, mine sko, min luftbeholder eller vægten af den tykke kugle, hvori mit hoved rystede som en mandel i sin skal. Nedsænket i vandet tabte alle disse ting lige så stor en del af deres vægt, som vægten af det fortrængte vand, og jeg følte mig meget vel tilpas ved denne fysiske lov, som Arkimedes har erkendt. Jeg var ikke mere en træg masse, og jeg havde temmelig stor bevægelsesfrihed.

Det lys, der nåede grunden lige til tredive fod under oceanets overflade, forbavsede mig ved sin styrke. Solstrålerne gik let igennem denne vandmasse og spredte dens farver. Jeg skelnede tydeligt genstande i en afstand af hundrede meter. Derude nuanceredes bunden i fine afskygninger af ultramarint, så blånede den i det fjerne og udslettedes midt i et ubestemt mørke. Dette vand, som omgav mig, var virkelig kun en slags luft, tættere end jordens atmosfære, men næsten lige så gennemsigtig. Oven over mig opdagede jeg havets rolige overflade.

Vi gik på fint sand, ikke furet som det på strandbredderne, der bevarer aftrykket af dønninger. Dette blændende tæppe var en veritabel reflektor og kastede solens stråler tilbage med forbavsende intensitet.

Derfra kom dette umådelige genskin, som gennemtrængte alle de flydende molekyler. Mon man vil tro mig, hvis jeg påstår, at jeg her i tredive fods dybde kunne se som i fuldt dagslys?

I et kvarter gik jeg på dette lysende sand, der var dækket af et ikke mærkbart støv af muslingeskaller. Nautilus skrog, der tegnede sig som et langt skær, forsvandt lidt efter lidt, men når det var blevet nat midt i vandet, skulle dens lanterne lette vor tilbagevenden til skibet ved at udsende sine stråler med fuldkommen klarhed. En virkning, der er vanskelig at forstå for den, som kun på landjorden har set disse hvidlige lysbundter så kraftigt fremhævet. Der får det støv, hvormed luften er mættet, dem til at se ud som en lysende tåge; men på havet, så vel som under havet, forplanter disse elektriske lysstråler sig med uforlignelig klarhed.

Imidlertid gik vi stadig videre, og den udstrakte sandslette syntes at være uden grænser. Med hænderne fjernede jeg de flydende tæpper, der lukkede sig igen bag mig, og sporene af mine skridt udslettedes straks under vandets tryk.

Snart efter tegnede der sig for mine øjne nogle former af genstande, der knap nok var slørede på afstand. Det viste sig at være de prægtige forreste flader af klipper, der var beklædt med de skønneste eksemplarer af zoofyter, og jeg blev lige med det samme slået af en særlig virkning i disse omgivelser.

Klokken var ti om morgenen. Solstrålerne ramte vandoverfladen under en temmelig spids vinkel, og ved forbindelsen med deres lys, der blev opløst ved brydningen som gennem et prisme, nuanceredes blomster, klipper, småplanter, muslingeskaller, polypper på deres rande af

solspektrets syv farver. Det var et under, en øjnenes lyst, dette virvar af farvetoner, som et helt kalejdoskop af grønt, gult, orange, violet, indigo, blåt, med ét ord, hele en hidsig kolorists palet. At jeg dog ikke kunne meddele Conseil de stærke følelser, der steg op i mig — og kappes med ham i beundrende udråb! At vi ikke, som kaptajn Nemo og hans ledsager, kunne udveksle tanker ved hjælp af aftalte tegn! Derfor talte jeg i mangel af bedre med mig selv, jeg råbte i den kobberdåse, som beklædte mit hoved, og brugte måske mere luft, end det var rigtigt, til unyttige ord.

Conseil var ligesom jeg standset foran dette prægtige syn. Det var tydeligt, at den værdige unge mand over for disse eksempler på zoofyter og bløddyr stod og systematiserede, stadig systematiserede. Polypper og pighuder vrimlede på bunden. De forskellige ledkoraller, cornularier som lever isoleret, grupper af jomfruelige stjernekoraller, der ellers betegnes med navnet» hvid koral«, de strittende svampe af form som champignoner, søanemoner, der hængte fast ved deres muskelskive, dannede en blomsterhave, der fik glans af blæregopler, smykket med deres lille krave af azurblå tentakler, søstjerner, som prydede sandet, og vortede slangestjerner, fine kniplinger, håndbroderede af najader og med udtungede kanter, der balancerede på de svage bølger, som blev fremkaldt af vore bevægelser. Det var en virkelig sorg for mig, at jeg under mine fodtrin knuste strålende eksemplarer af bløddyr, som i tusindvis var strøet ud over bunden, koncentriske kammuslinger, hammersnegle, virkelig springende muslinger, topsnegle, røde hjelme og englevingede kamésnegle, søharer og mange andre af dette oceans utallige frembringelser. Men vi måtte videre, og vi gik fremad, medens flokke af søblærer bølgede over vore hoveder, mens de lod deres ultramarinblå tentakler flyde efter sig, meduser, hvis opalfarvede eller lyserøde skærm med en azurblå blondekant beskyttede os mod solstrålerne, og hav-panopyrerne, som i mørket havde bestrøet vor vej med fosforescerende lysglimt.

Alle disse undere skimtede jeg i en kvart mils afstand næsten uden at standse, mens jeg fulgte kaptajn Nemo, som kaldte mig til sig med en håndbevægelse. Havbundens natur ændredes hurtigt. Efter sandsletten kom vi til et område med klæbrigt dynd, som amerikanerne kalder» ooze«, og som udelukkende består af kisel— og kalkskaller. Så kom vi igennem en prærie af alger, havplanter, som vandene endnu ikke havde revet løse, og hvis vækst var overdådig. Disse tæt bevoksede plæner var blide mod fødderne, og kunne måle sig med de blødeste tæpper der væves af menneskehånd. Men samtidig med, at det grønne bredte sig under vore trin, forlod det ikke vore hoveder. Havplanter, henhørende til den righoldige algefamilie, hvoraf man kender mere end to tusind arter, krydsedes ved vandoverftladen og dannede en let baldakin. Jeg så lange bånd af tang flyde, nogle med blærer, andre rørformede, laurencia, cladaphora med så fint løvværk, rhodomenia palmata, der lignede vifter af kaktus. Jeg bemærkede, at de grønne planter holdt sig nærmest havoverfladen, mens de røde holdt sig middeldybt nede og overlod til de sorte eller brune hydrofyter at sørge for at danne haver og blomsterbede i havets dybe bunde.

Disse alger er virkelig et mirakel, et af verdensfloraens undere. Denne familie frembringer på én gang klodens mindste og største planter; thi så vel som man har talt fyrretyve tusind af disse ufattelige småplanter på en flade på fem kvadratmillimeter, har man indsamlet tang, hvis længde var over fem hundrede meter.

Det var ca. halvanden time siden vi havde forladt Nautilus. Det var snart middag. Jeg havde lagt mærke til den lodrette stilling af solstrålerne, som ikke længere brødes. Farvernes trylleri forsvandt lidt efter lidt, og de smaragdgrønne og safirblå nuancer udviskedes på vort firmament. Vi gik med regelmæssigt fodslag, som genlød fra havbunden med forbavsende intensitet. Den mindste støj spredtes med en hurtighed, som øret ikke var vant til på land. Vand er faktisk en bedre leder for lyd end luft, og den forplantes deri med firedobbelt hastighed.

Nu var bunden ved at sænke sig i en iøjnefaldende skråning. Lyset antog en ensartet farvetone. Vi nåede en dybde på hundrede meter og var altså under et tryk på ti atmosfærer. Men min dykkerdragt var sådan indrettet efter forholdene, at jeg på ingen måde led under dette tryk. Jeg følte blot et vist ubehag i fingerleddene, og denne ulempe var endda ikke længe om at forsvinde. Med henyn til den træthed, som man måtte vente af denne vandring på to timer med en udrustning, som jeg var så lidt vant til, var den ikke indtruffet. Hjulpet af vandet foretoges mine bvægelser rned overraskende lethed.

Ankommet til denne dybde på tre hundrede fod opfattede jeg endnu solens stråler, men svagt. Efter deres intense skær var fulgt et rødligt tusmørke, midt imellem dag og nat. Men vi kunne se tilstrækkeligt til at finde vej, og det var endnu ikke nødvendigt at sætte Ruhmkorffapparaterne i virksomhed. I dette øjeblik standsede kaptajn Nemo. Han ventede, til jeg havde nået ham, og pegede på nogle mørke masser, som fra skyggen trådte frem lidt fra os.

Det er Cresposøens skove, tænkte jeg, og jeg tog ikke fejl.

Kapitel 17

En skov under havet

Vi var endelig ankommet til udkanten af denne skov, uden tvivl en af de smukkeste i kaptajn Nemos umådelige domæne. Han betragtede den som sin ejendom og tiltog sig de samme rettigheder over den, som de første mennesker havde i de første dage efter verdens skabelse. Hvem ville for øvrigt have bestridt hans ejendomsret til dette undersøiske område? Hvilken anden endnu dristigere pioner ville være kommet med økse i hånden for at rydde det mørke krat?

Denne skov bestod af store træagtige planter, og så snart vi var trængt ind under dens mægtige kroner, blev mit blik straks slået af en ejendommelig tilbøjelighed hos deres grene — en tilbøjelighed, som jeg først nu lagde mærke til.

Ingen af de urter, der dækkede havbunden som et tæppe, ingen af de grene, der strittede fra buskene, krøb eller krummede sig eller strakte sig i et horisontalt plan. Alle hævede sig mod oceanets overflade. Hverken fibre eller bånd, hvor spinkle de end var, der ikke holdt sig så ranke som jernstænger! Tang og lianer udviklede sig efter en streng og lodret linie, behersket af tætheden i det element, der havde fostret dem. I øvrigt ubevægelige; når jeg skilte disse planter ad med min hånd, indtog de straks igen deres første stilling. Her havde de lodrette linier magten.

Jeg vænnede mig hurtigt til denne mærkelige vækst så vel som til det relative mørke, der omgav os. Skovbunden var bestrøet med spidse stenblokke, som det var vanskeligt at undgå. Undervandsfloraen forekom mig temmelig komplet, rigere end den ville have været i de arktiske eller tropiske zoner, hvor planterne er mindre talrige. Men i nogle minutter sammenblandede jeg uvilkårligt rigerne med hinanden, så jeg tog zoofyter for hydrofyter, dyr for planter. Og hvem ville ikke have taget fejl? Fauna og flora kommer hinanden så nær i denne verden under havet.

Jeg lagde mærke til, at alt, hvad der hørte til planteriget, kun holdt sig til bunden ved en svag forbindelse. Blottet for rødder, ligegyldigt om det var et fast legeme, sand, konkylier, skaller eller rullesten, som bar dem, krævede de ikke andet end et støttepunkt, ingen næring. Disse planter går kun ud fra sig selv, og grundlaget for deres eksistens er i dette vand, som holder dem oppe, som ernærer dem. Størstedelen udskyder i stedet for løv lameller af kapriciøse former indenfor en begrænset farveskala, som kun omfatter rosa, karmin, grønt, olivengrønt, rødgult og brunt. Jeg genså, men her ikke tørrede som eksemplarerne på Nautilus, påfugle-padiner, udfoldede som vifter, der syntes at udfordre en brise, skarlagenrøde ceramier, der strakte deres unge spiselige skud, néreocystéer, trådformede og bøjelige, som udfoldede sig i en højde af femten meter, buketter af acetabularier, hvis stilke blev større i toppen, og mange andre havplanter, alle blottet for blomster.»En underlig uregelmæssighed, det sære element, hvor dyreriget blomstrer, og hvor planteriget ikke blomstrer!«har en åndfuld naturforsker sagt.

Mellem disse forskellige buske, der var så store som træerne i de tempererede zoner, og i deres fugtige skygge trængtes veritable buske med levende blomster, rækker af zoofyter, hvori der udfoldede sig zebrastribede labyrintkoraller med forvredne furer, gullige bægerkoraller med gennemsigtige tentakler, grønsværdannende grupper af mangearmede koraldyr, og — for at gøre illusionen fuldkommnen — fluefisk, der fløj fra gren til gren som en sværm af kolibrier, mens de gule lepisacanter med piggede kæber, med skarpe skæl, flyveknurhaner og japanske koglefisk rejste sig ved vore skridt, så de lignede en flok bekkasiner.

Henimod klokken ét gav kaptajn Nemo stopsignal. Jeg for mit vedkommende var ganske godt tilfreds med det, og vi strakte os under en løvhytte af brunalger, hvis lange tynde tråde rejste sig som spir.

Dette korte hvil forekom mig herligt. Kun konversationens fortryllelse manglede vi. Men det var umuligt at tale, umuligt at svare. Jeg nærmede blot mit store kobberhoved til Conseils hoved. Jeg så den brave fyrs øjne stråle af fornøjelse, og som tegn på tilfredshed skar han verdens mest komiske ansigter i sit panser.

Jeg var meget forbavset over, at jeg efter denne tur på fire timer ikke følte et voldsomt behov for noget at spise. Hvad denne mavens tilstand skyldtes, kunne jeg ikke sige. Men til gengæld følte jeg en uovervindelig lyst til at sove, sådan som det sker for alle dykkere. Snart lukkedes mine øjne da også bag deres tykke glas, og jeg faldt uhjælpelig i en døs, som alene gangbevægelserne hidtil havde kunnet bekæmpe. Kaptajn Nemo og hans kraftige ledsager var de første, der sov, udstrakte i det flydende krystal.

Hvor længe jeg således forblev nedsunket i denne slummer, kunne jeg ikke afgøre; men da jeg vågnede, syntes det mig, at solen sænkede sig mod horisonten. Kaptajn Nemo havde allerede rejst sig, og jeg begyndte at strække lemmerne, da et uventet syn brat fik mig på benene.

En uhyggelig vandedderkop, en meter høj, betragtede mig på nogle skridts afstand med sine skelende øjne, parat til at styrte sig over mig. Skønt min dykkerdragt var tyk nok til at bevare mig for dette dyrs bid, kunne jeg ikke tilbageholde en forskrækket bevægelse. Conseil og matrosen fra Nautilus vågnede i samme øjeblik. Kaptajn Nemo viste sin ledsager det hæslige leddyr, som et slag med bøssekolben straks slog ned, og jeg så uhyrets frygtelige ben vride sig i forfærdelige krampetrækninger.

Dette møde fik mig til at tænke på, at der måtte være andre endnu mere skrækindjagende dyr, der hjemsøgte disse mørke dybder, og at min dykkerdragt ikke ville beskytte mig mod deres angreb. Jeg havde ikke tænkt på det før nu, ag jeg besluttede at tage mig i agt. Jeg antog for øvrigt, at dette hvil angav afslutningen på vor tur; men jeg tog fejl, og i stedet for at vende tilbage til Nautilus, fortsatte kaptajn Nemo sin dristige udflugt.

Havbunden gik stadig nedad, og dens skråning, der blev stadig tydeligere, førte os til meget store dybder. Klokken måtte være nær ved tre, da vi nåede en snæver dal, udhulet mellem høje, stejle vægge og beliggende i halvandet hundrede meters dybde. Takket være vore fuldendte apparater kom vi således halvfems meter under den grænse, som naturen lige til da tilsyneladende havde lagt for menneskets undersøiske udflugter.

Jeg siger halvandet hundrede meter, skønt intet instrument tillod mig at bestemme denne afstand. Men jeg vidste, at selv i de klareste have kunne solstrålerne ikke trænge længere ned. Netop nu blev det imidlertid meget mørkt. Intet var synligt i ti skridts afstand. Jeg famlede mig altså frem, da jeg pludselig så et ret stærkt hvidt lys skinne. Kaptajn Nemo havde lige sat sit elektriske apparat i virksomhed. Hans ledsager efterlignede ham. Conseil og jeg fulgte deres eksempel. Ved at dreje på en skrue etablerede jeg forbindelsen mellem induktionsspolen og glasslangen, og ved hjælp af vore fire lygter var havet oplyst omkring os i en afstand af femogtvve meter.

Kaptajn Nemo vedblev at trænge længere ind i skovens mørke dyb, hvor buskvæksterne stadig stod mere og mere spredt. Jeg lagde mærke til, at plantelivet forsvandt hurtigere end dyrelivet. Der var allerede ikke flere havplanter på bunden, der her var gold, mens en vidunderlig mængde dyr, zoofyter, leddyr, bløddyr og fisk endnu vrimlede der.

Idet vi gik her, tænkte jeg på, at lyset fra vore Ruhmkorff-apparater nødvendigvis måtte tiltrække nogle af disse mørke lags beboere. Men hvis de kom nærmere til os, holdt de sig i en i hvert fald for jægere beklagelig afstand. Flere gange så jeg kaptajn Nemo standse og lægge geværet til kinden; men efter nogle øjeblikkes iagttagelse opgav han og begyndte at gå igen.

Henad fire kom denne vidunderlige udflugt omsider til ende. En mur af prægtige klipper og af imponerende størrelse rejste sig foran os, en ophobning af kæmpestore blokke, en enorm granitklint, der var udhulet af mørke grotter, men ikke frembød nogen mulighed for opstigning. Det var Crespoøens stejle klinter. Det var landjorden.

Kaptajnen standsede pludselig. Med en håndbevægelse fik han os til at gøre holdt, og hvor begærlig jeg end var efter at komme over denne mur, måtte jeg standse. Her endte kaptajn Nemos domæne. Han ville ikke gå videre. På den anden side var den del af kloden, som han ikke mere ville betræde.

Tilbageturen begyndte. Kaptajn Nemo var igen i spidsen for sin lille trop og bevægede sig stadig fremad uden tøven. Jeg mente at se, at vi ikke fulgte den samme vej for at komme tilbage til Nautilus. Denne nye rute, der var meget stejl og som følge deraf meget vanskelig, nærmede os hurtigt til havets overflade. Dog var denne tilbagekomst til de øvre lag ikke så pludselig, at trykformindskelsen skete for hurtigt, hvad der kunne have medført alvorlig uorden i vor organisme og farårsaget den slags indre læsioner, som er så skæbnesvangre for dykkere. Meget hurtigt kom lyset igen til syne og tog til, og da solen allerede stod lavt over horisonten, omkransede lysbrydningen på ny de forskellige ting med en ring af spektrets farver.

I ti meters dybde gik vi midt i en stime af små fisk af alle arter, talrigere end fuglene i luften, også livligere, men intet havvildt, der var et bøsseskud værd, havde endnu vist sig for vore øjne.

I dette øjeblik så jeg, at kaptajnens gevær hurtigt blev skuldret og forfulgte en bevægelig genstand mellem buskene. Skuddet gik af, jeg hørte en svag fløjten, og et dyr faldt, ramt af lynet, nogle skridt fra os.

Det var en prægtig havodder, en enhydra, det eneste firføddede dyr, som udelukkende lever i havet. Denne havodder, der var halvanden meter lang, måtte være særdeles meget værd. Dens skind, der var kastaniebrunt på ryggen og sølvgråt på bugen, hørte til dette vidunderlige pelsværk, der er så efterspurgt på de russiske og kinesiske markeder; dette dyrs fine og glansfulde hårlag sikrede den en minimumsværdi på to tusind francs. Jeg beundrede i høj grad dette mærkelige pattedyr med rundt hoved, udstyret med korte ører, med runde øjne, med hvide knurhår, der lignede en kats, med svømmefødder med kløer, med busket hale. Dette mærkelige rovdyr, det bliver jaget og fældet af fangere, er blevet yderst sjældent, og det har især søgt tilflugt i de nordlige dele af Stillehavet, hvor dets art højst sandsynligt ikke vil være længe om at uddø.

Kaptajn Nemos ledsager kom for at tage dyret, læssede det på skulderen, og man begav sig igen på vej.

I den næste time udfoldede en sandslette sig foran os. Den steg ofte til mindre end to meter fra vandoverfladen. Nu kunne jeg se vort billede klart afspejlet tegne sig i omvendt stilling, og over os viste der sig en med os identisk gruppe, der gengav vor gang og vore håndbevægelser nøjagtigt på alle punkter, så det med ét ord var, som om den marcherede med hovederne nedad og fødderne i luften.

Endnu en effekt var værd at notere. Det var farten af de tætte skyer, der hurtigt dannedes og forsvandt; men da jeg tænkte mig om, forstod jeg, at disse formentlige skyer kun skyldtes den skiftende tæthed i de lange bølger, der gik dybt ned, og jeg fik endda øje på de» får «af skum, som brydningen af deres kam mangfoldiggjorde på vandet. Det var også først ved skyggen af de store fugle, som fløj over vore hoveder, at jeg opdagede deres hurtige strejfen af havoverfladen.

Ved denne lejlighed blev jeg vidne til et af de smukkeste bøsseskud, der nogensinde har fået en jægers nerver til at skælve. En stor fugl med bredt vingefang var meget klart synlig og nærmede sig i glideflugt. Kaptajn Nemos ledsager lagde bøssen til kinden og fyrede, da den blot var nogle meter over bølgerne. Dyret faldt, ramt af lynet, og dets fald bragte det netop inden for den behændige jægers rækkevidde, så han kunne bemægtige sig det. Det var en albatros af den smukkeste art, et beundringsværdigt eksemplar af havets fugle.

Vor fremmarch var ikke blevet sinket af denne hændelse. I to timer gik vi snart ad sandede sletter, snart i prærier af tang, der var meget vanskelige at komme igennem. Oprigtig talt kunne jeg ikke holde til mere, da jeg opdagede et uklart lysskær, som i en halv mils afstand brød vandenes mørke. Det var Nautilus’ lanterne. Inden tyve minutter kunne vi være om bord, og der ville jeg trække vejret lettet; thi det forekom mig, at min beholder nu kun forsynede mig med en særdeles iltfattig luft. Men jeg gjorde regning uden et møde, som forsinkede vor ankomst en smule.

Jeg var kommet en snes skridt bagud, da jeg så kaptajn Nemo komme hastigt hen imod mig. Med sin kraftige hånd bøjede han mig ned mod bunden, mens hans ledsager gjorde det samme ved Conseil. Straks vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle tænke om dette barske angreb, men jeg slog mig til ro, da jeg bemærkede, at kaptajnen lagde sig tæt ved mig og holdt sig ubevægelig der.

Jeg lå altså udstrakt på havbunden og netop i ly af en tangbusk, da jeg, idet jeg løftede hovedet, opdagede nogle enorme masser, der larmende passerede os, mens de udsendte fosforescerende lysglimt.

Mit blod blev til is i mine årer. Jeg havde genkendt de forfærdelige hajer, som truede os. Det var et par tintoreer, frygtelige hajer med mægtig hale, med mat og glasagtigt blik, og som udskiller et fosforescerende stof gennem åbne huller omkring deres snude. Grufulde» ildfluer«, der fuldstændigt knuser en mand i deres jernkæber. Jeg ved ikke, om Conseil gav sig til at bestemme

dem, men for mit vedkommende iagttog jeg deres sølvgrå bug, deres frygtelige gab, der var tæt besat med tænder, fra et meget lidt videnskabeligt synspunkt og snarere som offer end som naturhistoriker.

Det er meget heldigt, at disse grådige dyr ser dårligt. De passerede forbi uden at se os, strejfede os med deres brunlige finner, og som ved et mirakel undslap vi den fare, der ganske bestemt var værre end mødet med en tiger i en tæt skov.

En halv time senere nåede vi Nautilus, ledet af den elektriske lysstribe. Den yderste dør var blevet stående åben, og kaptajn Nemo lukkede den, da vi var kommet ind i den første celle. Så trykkede han på en knap. Jeg hørte pumperne arbejde inde i skibet, jeg følte vandet synke omkring mig, og på nogle øjeblikke var cellen helt tømt. Så åbnedes den inderste dør, og vi gik ind i garderoben.

Der blev dykkerdragten trukket af, ikke uden besvær, og ganske udaset, faldefærdig af sult og søvnighed, nåede jeg mit kammer, helt betaget af denne overraskende udflugt på bunden af havet.

Kapitel 18

Fire tusinde mil under stillehavet

Den næste morgen, den 18. november, var jeg fuldstændig udhvilet efter mine anstrengelser den foregående dag, og jeg steg op på platformen i det øjeblik, da Nautilus’ næstkommanderende var ved at udtale sin daglige melding. Det faldt mig da ind, at den drejede sig om havets tilstand, eller snarere, at den betød: Vi har intet i sigte.

Og havet var virkelig øde. Ikke et sejl i horisonten. Crespoøens højder var forsvundet i løbet af natten. Havet, der absorberede prismets farver med undtagelse af de blå stråler, kastede disse tilbage i alle retninger og antog et vidunderligt indigoblåt skær. Et moiré-mønster med brede strøg tegnede sig regelmæssigt på de vuggende bølger.

Jeg stod og beundrede denne prægtige udsigt over oceanet, da kaptajn Nemo viste sig. Han syntes ikke at bemærke min nærværelse og begyndte på en række astronomiske observationer. Da så dette arbejde var overstået, gik han hen og støttede sig med albuerne på lanternens bur, og hans blik fortabte sig ude over oceanets overflade.

Men nu var en snes af Nautilus’ matroser, alle kraftige folk i god kondition, steget op på platformen. De kom for at trække de garn ind, der havde været sat på slæb om natten. Disse sømænd hørte åbenbart til forskellige nationer, omend de alle bar præg af europæisk type. Jeg genkendte i hvert fald irlændere, franskmænd, nogle slaver, en græker og en kretenser. For øvrigt var disse mænd ordknappe og brugte indbyrdes kun det mærkværdige sprog, hvis oprindelse jeg ikke engang kunne ane. Derfor måtte jeg også give afkald på at udspørge dem.

Garnene blev halet om bord. Det var en slags slæbevod, der ligner dem fra de normanniske kyster, mægtige lommer, som en flydende bom og en kæde trukket igennem de nederste masker holder halvt åbne. Disse lommer, der således bliver slæbt på deres jernbøjler, fejer oceanets bund og opsamler på deres vej alle dets produkter. Den dag medførte de kuriøse eksmplarer fra disse fiskerige egne, havtasker, hvis komiske bevægelser har skaffet dem betegnelsen gøglere, sorte commersoner udstyret med deres antenner, bølgede aftrækkerfisk, omgivet af smalle, røde bånd, pindsvinefisk, kuglefisk, hvis gift er yderst farlig, nogle olivenfarvede lampretter, makreller, dækket med sølvglinsende skæl, trichiurer, der med hensyn til elektrisk kraft er på højde med den elektriske ål og den elektriske rokke, skællede notoptèrer med brune tværstriber, grønlige torskefisk, forskellige varieteter af kutlinger o.s.v., endelig nogle fisk af større proportioner, en hestemakrel med fremstående hoved og en meter lang, flere smukke makrelfisk, udmajede med blå og sølvskinnende farver, og tre prægtige tunfisk, hvis hurtige bevægelser ikke havde kunnet redde dem fra trawlet.

Jeg skønnede, at dette fiskedræt indbragte mere end tusind pund fisk. Det var en smuk, men ikke overraskende fangst. I virkeligheden blev disse garn ved med at være på slæb i flere timer og indesluttede en hel verden af havdyr i dette fængsel af fiskegarn. Vi kunne altså ikke komme til at savne de levnedsmidler af udmærket kvalitet, som Nautilus’ hastighed og dens elektriske lystiltrækning uophørlig kunne skaffe ny forsyning af.

Disse forskellige produkter fra havet blev straks firet ned gennem lugen til proviantkamrene, nogle bestemt til at spises friske, andre til at konserveres.

Da fiskeriet var ovre og luftforrådet fornyet, tænkte jeg, at Nautilus vel skulle til at fortsætte sin undersøiske færd, og jeg forberedte mig på at vende tilbage til mit kammer, da kaptajn Nemo vendte sig mod mig og uden videre indledning sagde:

— Se på dette ocean, hr. professor, er det ikke begavet med virkeligt liv? Har det ikke sine vredesudbrud og sine kærtegn? I går sov det ind ligesom vi, og nu vågner det efter en fredelig nat.

Hverken god dag eller god aften! Skulle man ikke tro, at denne mærkelige personlighed fortsatte en allerede tidligere begyndt konversation med mig?

— Se, begyndte han igen, det vågner under solens kærtegn. Det skal til at genoplive sin daglige eksistens! Det er et interessant studium at følge dets organismes funktion. Det har puls, arterier, det har sine krampetilfælde, og jeg giver forskeren Maury ret, ham, der har opdaget, at det har et omløb lige så virkeligt som blodomløbet hos dyrene.

Det er helt sikkert, at kaptajn Nemo ikke ventede noget svar af mig, og det forekom mig unyttigt at overøse ham med udtryk som»Åbenbart«,»Utvivlsomt«, og» De har ganske ret!«Det var egentlig sig selv, han talte til, og han gav sig god tid efter hver sætning. Han tænkte blot højt.

— Ja, sagde han, oceanet har et veritabelt omløb, og for at fremkalde det har det været nok for alle tings Skaber at mangedoble dets varmeindhold, saltet og de mikroskopiske dyr i det. Varme-indholdet skaber i virkeligheden de forskellige vægtfylder, der er årsag til strømme og modstrømme. Fordampningen, der er forsvindende i de nordlige egne, meget livlig i de ækvatoriale zoner, forårsager en stadig udveksling af vand fra troperne med vand fra polerne. Desuden har jeg fra øverst til nederst og fra nederst til øverst beluret disse strømme, der danner oceanets virkelige åndedrag. Jeg har set havets vandmolekyle stige ned mod dybderne efter at være opvarmet på overfladen, nå sin maksimale vægtfylde ved to grader under nul, så blive afkølet på ny, blive lettere og stige op igen. Ved polerne får De følgerne af dette fænomen at se, og De vil forstå, hvorfor vandet, efter denne den forudseende naturs lov, aldrig kan fryse til is undtagen på vandoverfladen.

Medens kaptajn Nemo afsluttede disse ytringer, sagde jeg til mig selv: Polen! Har denne dristige personlighed til hensigt at føre os så langt som dertil!

Imidlertid var kaptajnen blevet tavs og stod og betragtede dette

element, som han havde studeret så fuldstændigt, så uophørligt. Så begyndte han igen:

Salte findes i betydelig mængde i havet, hr. professor, og hvis De kunne udvinde alt, hvad det indeholder deraf i opløsning, kunne De deraf fremstille en masse på fire en halv million kubikmeter, som fordelt på kloden ville danne et mere end ti meter højt lag. Og tro ikke, at tilstedeværelsen af disse salte blot skyldes et af naturens luner. Nej. De gør havvandet mindre flygtigt og forhindrer vinden i at fratage det en alt for stor mængde damp, som ved at fortættes ville oversvømme de tempererede zoner. En umådelig rolle, rollen som regulator i klodens daglige husholdning.

Kaptajn Nemo standsede, rejste sig, gik nogle skridt på platformen og kom atter hen imod mig.

Med hensyn til infusionsdyrene, begyndte han igen, med hensyn til disse milliarder af smådyr, der eksisterer i millionvis i en lille dråbe, og hvoraf der skal otte hundrede tusind til for at veje et milligram, så er deres rolle ikke mindre vigtig. De absorberer havsaltene, de assimilerer de faste bestanddele i vandet, og som det virkelige ophav til fastlande af kalksten fremstiller de koraller og stjernekoraller! Og derved bliver vanddråben berøvet sit mineralske indhold, bliver lettere, stiger igen op til overfladen, absorberer de salte, der er blevet ladt tilbage ved fordampningen, bliver tungere, synker ned igen og medbringer nye elementer for smådyrene at obsorbere. Derfor er der en dobbelt strøm, opadgående og nedadgående, og altid i bevægelse, altid liv! Liv, intensere end på kontinenterne, mere overdådigt, mere mangfoldigt, udbreder sig i alle dele af dette ocean, dødens element for mennesket, har man sagt, livets element for myriader af dyr — og for mig!

Når kaptajn Nemo talte sådan, forklaredes hans ansigt og vakte en usædvanlig bevægelse i mig.

— Derfor er den sande eksistens også her! tilføjede han. Og jeg kunne tænke mig grundlæggelse af havbyer, bebyggelser af undervandshuse, der ligesom Nautilus kom op hver morgen for at trække vejret ved havets overflade, frie byer, om sådant nogensinde har været til uafhængige stæder! Og dog, hvem ved, om en eller anden despot…

Kaptajn Nemo afsluttede denne sætning med en voldsom håndbevægelse. Som for at bortjage en trist tanke henvendte han sig så direkte til mig og spurgte:

— Hr. Aronnax, ved De, hvor dybt oceanet er?

— Jeg ved i det mindste, hr. kaptajn, hvad vi har fået at vide af de vigtigste målinger.

— Kunne De nævne dem for mig, for at jeg om fornødent kan kontrollere dem?

— Nogle kan jeg da huske, svarede jeg. Hvis jeg ikke tager fejl, har man fundet en gennemsnitsdybde på otte tusind, to hundrede meter i det nordlige Atlanterhav, og på to tusind, fem hundrede meter i Middelhavet. De mest betydningsfulde målinger har man foretaget i det sydlige Atlanterhav nær ved den femogtredivte grad, og de har givet tolv tusind meter, fjorten tusind, enoghalvfems meter, og femten tusind, et hundrede og niogfyrre meter. Alt i alt regner man med, at hvis havbunden blev nivelleret, ville dens middeldybde være ca. syv kilometer.

— Vel, hr. professor, svarede kaptajn Nemo, jeg håber, vi skal vise Dem noget bedre end det. Med hensyn til gennemsnitsdybden af denne del af Stillehavet kan jeg fortælle Dem, at den blot er fire tusind meter.

Da kaptajn Nemo havde sagt dette, bevægede han sig hen mod lugen og forsvandt ned ad stigen. Jeg fulgte ham, og jeg kom igen ned i den store salon. Skruen satte sig straks i bevægelse, og loggen angav en hastighed på tyve mil i timen.

I de dage, i de uger, som nu forløb, var kaptajn Nemo meget sparsom med visitter. Jeg så ham kun med lange mellemrum. Hans næstkommanderende gjorde regelmæssigt bestik, og jeg fandt det nedfældet på kortet, sådan at jeg nøjagtigt kunne følge Nautilus’ rute. Conseil og Land tilbragte lange timer sammen med mig. Conseil havde fortalt sin ven om vor vidunderlige vandring, og canadieren fortrød, at han ikke havde været med. Men jeg håbede, at der igen ville tilbyde sig en lejlighed til at besøge oceanets skove.

Næsten hver dag blev lugerne i salonen åbnet i nogle timer, og vore øjne blev aldrig trætte af at gennemtrænge den undersøiske verdens mysterier.

Som hovedregel var Nautilus’ rute mod sydøst, og den holdt sig på mellem hundrede og halvandet hundrede meters dybde. Men en dag, jeg ved ikke efter hvilket lune, blev den trukket diagonalt ned ved hjælp af sine skråtstillede planer og nåede til vandlag, der var to tusind meter nede. Termometret angav en temperatur på 4,25° celsius, en temperatur, som i denne dybde synes at være fælles for alle breddegrader.

Den 26. november krydsede Nautilus klokken tre om morgenen Krebsens vendekreds på 172° længde. Den 27. fik vi kending af og passerede Sandwichøerne, hvor den berømte Cook fandt døden den 14. februar 1779. Vi var da kommet fire tusind, otte hundrede og tres mil fra vort udgangspunkt. Da jeg den morgen kom op på platformen, opdagede jeg, to mil i læ, Hawaii, den betydeligste af de syv øer, der danner denne øgruppe. Jeg skelnede tydeligt dens opdyrkede kyst, de forskellige bjergkæder, der løber parallelt med kysten, og dens vulkaner, som domineres af Mauna-Kea, der hæver sig til fem tusind meter over havet. Mellem andre eksemplarer fra disse egne indbragte garnene påfuglefarvede viftekoraller, yndefuldt formede sammentrykte polypdyr, som er særegne for denne del af oceanet.

Nautilus’ rute var stadig mod sydøst. Den skar ækvator den 1. december på den 142. længdegrad, og efter en hurtig sejlads uden særlige begivenheder gjorde vi den 4. i samme måned bekendtskab med Marquesaøernes gruppe. Jeg opdagede på tre mils afstand på 8° 57 sydlig bredde og 139° 32 vestlig længde næsset på Martin de Nouka-Hiva, den vigtigste af denne gruppe, der tilhører Frankrig. Jeg så blot de skovklædte bjerge, der tegnede sig i horisonten; thi kaptajn Nemo holdt ikke af at komme nær til land. Der indsamlede garnene smukke prøver af fisk, guldmakrel, med azurblå finner og den gyldne hale, hvis kød er uden lige i verden, barryg næsten uden skæl, men af udsøgt smag, ostorincher med benet kæbe, gullige thesarder, der var lige så gode som boniten, allesammen fisk, der var værdige til at blive anbragt i skibets proviantkammer.

Efter at have forladt disse charmerende øer, der var under fransk flag, sejlede Nautilus omtrent to tusind mil fra den 4. til 11. december. Denne sejlads blev præget af en umådelig sværm af tiarmede blæksprutter, mærkelige bløddyr, nære slægtninge af de ottearmede blæksprutter. Franske fiskere kalder dem encornets, og de hører til cephalopodernes klasse og til dibranchiaternes orden, der sammen med dem omfatter de ottearmede blæksprutter og papir-snekkerne. Disse dyr blev særligt studerede af antikkens naturforskere, og de forsynede talerne på Athens torv med talrige metaforer og samtidig de rige borgeres bord med en udmærket ret, hvis man skal tro Athenaios, en græsk læge, der levede før Galenos.

Det blev i natten mellem den 9. og 10. december, Nautilus mødte denne hær af bløddyr, som særlig er natdyr. De kunne tælles i millioner. De var i færd med at udvandre fra de tempererede til de varmere zoner og fulgte sildenes og sardinernes vej. Vi betragtede dem gennem de tykke krystalruder, når de svømmede baglæns med den yderste hurtighed, idet de bevægede sig ved hjælp af deres tragt, forfølgende fisk og bløddyr, fortærende de små, fortæret af de store, og i ubeskrivelig forvirring sprællende med de ti arme, som naturen har indplantet på deres hoved som en hårvækst af pneumatiske slanger. Trods sin hurtighed sejlede Nautilus i flere timer midt i denne sværm af dyr, og dens trawl opsamlede en utallig mængde af dem, hvori jeg genkendte de ni arter, som d'Orbigny har bestemt som hørende til i Stillehavet.

På denne tur så man ustandselig havet ødsle med sine forunderligste skuespil. Det varierede dem i det uendelige. Det forandrede sine dekorationer og sin iscenesættelse til fryd for vore øjne, og vi fik tilskyndelser til ikke blot at betragte Skaberens værk midt i det flydende element, men også til at gennemtrænge oceanets frygteligste hemmeligheder.

Den 11. december sad jeg engang i dagens løb i den store salon og læste. Ned Land og Conseil iagttog de lysende vande gennem de åbne luger. Nautilus lå stille. Med sine reservoirer fyldte holdt den sig på en dybde af tusind meter, en ret ubeboet del af oceanet, hvor de store fisk sjældent viste sig.

Jeg var netop ved at læse en indtagende bog af Jean Macé,»Mavens tjenere«, og jeg nød den skarpsindige fremstilling, da Conseil afbrød min læsning.

— Vil herren komme et øjeblik? sagde han til mig med en mærkelig stemme.

— Hvad er der dog Conseil?

— Vil herren selv se.

Jeg rejste mig, jeg gik hen og støttede mig på albuen foran vinduet og så ud.

I klart elektrisk lys holdt en mægtig, sortagtig masse sig ubevægelig ophængt midt i vandene. Jeg iagttog den opmærksomt og søgte at finde ud af denne kæmpemæssige hvals natur. Men pludselig slog en tanke ned i mig.

— Et skib, udbrød jeg.

— Ja, svarede canadieren, et havareret fartøj, som er gået lodret ned. Ned Land tog ikke fejl. Vi stod over for et skib, hvis overhuggede vanter endnu hang i deres blokke. Dets skrog syntes at være i god stand, og skibbruddet måtte være sket for højst nogle timer siden. Tre mastestumper, der var hugget over to fod over dækket, viste, at dette skib måtte have ofret sine master i kampen. Men liggende på siden var det blevet fyldt med vand, og det krængede stadig til bagbord. Det var et trist syn at se dette skrog fortabt i bølgerne, men endnu mere trist var synet af dækket, hvor der endnu lå nogle lig fastsurrede med reb. Jeg talte der fire — fire mænd, af hvem en holdt sig oprejst ved roret — dernæst en kvinde, som var på vej ud af» hyttens «tremmedør og holdt et barn i sine arme. Det var en ung kvinde. Jeg kunne betragte hendes træk, der var klart belyst af skæret fra Nautilus, og som vandet endnu ikke havde opløst. Med en sidste anstrengelse havde hun løftet sit barn op over sit hoved, et stakkels lille væsen, der med sine arme omslyngede moderens hals! De fire sømænds stilling syntes mig frygtelig, forvredne som om de var i krampagtige bevægelser og i færd med en sidste anstrengelse for at løsrive sig fra de reb, der bandt dem til skibet. Alene, roligere, med et åbent og alvorligt ansigt, med det grånende hår klistret til panden, med hånden knuget om rattet så rorgængeren endnu ud til at føre sin havarerede tremaster tværs igennem oceanets dybder!

Hvilket syn! Vi var stumme med bævende hjerte, foran dette forlis, der var taget på fersk gerning og så at sige fotograferet i sit sidste minut! Og jeg så allerede enorme hajer nærme sig med glødende øjne, tiltrukket af denne mading af menneskekød!

Imidlertid manøvrerede Nautilus og drejede uden om det sunkne skib, og et øjeblik kunne jeg på dets agterspejl læse:

FLORIDA, SUNDERLAND.

Kapitel 19

Vanikoro

Dette frygtelige syn var begyndelsen til den række skibskatastrofer, som Nautilus skulle møde på sin vej. Efter at den var kommet ind i mere befærdede have, opdagede vi ofte forliste skibsskrog, som omtrent var rådnede op midt i vandet, og dybere nede kanoner, kugler, ankre, kæder og tusind andre jerngenstande, som fortæredes af rust.

Stadig slæbt af sted af denne Nautilus, hvori vi levede som isolerede, fik vi imidlertid den 11. december kending af Pomotu-øhavet, Bougainvilles gamle» farlige øgruppe«, som strækker sig over et område på fem hundrede mil fra øst-sydøst til vest-nordvest, mellem 13° 30 og 23° 50 sydlig bredde, 125° 30 og 151° 30 vestlig længde, fra øen Ducie til øen Lazareff. Dette øhav dækker en overflade på tre hundrede og halvfjerds kvadratmil, og det består af ca. tres øgrupper, blandt hvilke man bemærker Gambierøerne, som Frankrig har gjort til sit protektorat. Disse øer er bygget af koraller. En langsom, men bestandig hævning, forårsaget af polyppernes arbejde, vil engang forene dem indbyrdes. Så vil denne nye ø senere vokse sammen med nærliggende øgrupper, og et femte kontinent vil strække sig fra New Zealand og Ny Caledonien til Marquesaøerne.

Den dag, da jeg udviklede denne teori for kaptajn Nemo, svarede han mig koldt:

— Det er ikke nye kontinenter, der er påkrævede på jorden, men nye mennesker!

Tilfældighederne i hans navigeren havde netop ført Nautilus hen imod øen Clermont-Tonnerre, en af de mærkeligste i denne øruppe, som blev opdaget i 1822 af kaptajn Bell, af Minerva. Jeg kunne nu studere det madreporiske system, som øerne i dette ocean skylder deres oprindelse.

Madreporerne, som man må vogte sig for at forveksle med koraller, har et væv, der er omgivet af en kalkskorpe, og ændringerne i dennes struktur har fået Milne Edwards, min berømte lærer, til at inddele dem i fem afdelinger. De mikroskopiske dyr, som udvikler en sådan polypkoloni, lever i milliardvis i deres celler. Det er deres kalkaflejringer, der bliver til klipper, rev, holme, øer. Her danner de en cirkulær ring, der omgiver en lagune eller lille indre sø, som nogle åbninger sætter i forbindelse med havet. Der danner de barrierer af rev, der ligner dem, som findes på Ny Caledoniens og forskellige af Pomotuøernes kyster. Andre steder, som på Reunion og Mauritius, bygger de takkede rev og høje stejle mure i nærheden af betydelige dybder i oceanet.

Mens vi i blot nogle kabellængders afstand sejlede langs øen

Clermont-Tonnerres stejle kyst, beundrede jeg det gigantiske værk, der var udført af disse mikroskopiske arbejdere. Disse mure var især bygget af små gopler, der betegnes med navnet milleporer, af kalksvampe, søstjerner og labyrintkoraller. Disse polypper udvikler sig navnlig i havoverfladens urolige lag, og følgelig begynder de revets bygning med deres øverste del, som lidt efter lidt går til bunds sammen med resterne af de sekretioner, der understøtter dem. Sådan er i det mindste Charles Darwins teori om dannelsen af atollerne — efter min mening en teori, der er overlegen den, som antager tinder af klipper eller vulkaner, neddukket nogle fod under havoverfladen, som baser for madreporernes arbejde.

Jeg kunne iagttage disse mærkelige mure på meget nært hold; thi lige ved deres lodrette linie viste lodsnoren mere end tre hundrede meters dybde, og vort elektriske lysvæld fik denne strålende kalksten til at funkle.

Da Conseil spurgte mig, hvor længe disse kolossale barrierer var om at vokse, forbavsede jeg ham meget ved at sige, at de kyndige anslog deres vækst til en ottendedel tomme pr. århundrede.

— Til at rejse disse mure, sagde han, har det altså været nødvendigt i…

— Et hundrede og tooghalvfems tusind år, min gode Conseil, hvad der på ejendommelig måde forlænger de bibelske dage. For øvrigt har dannelsen af olie, det vil sige mineralisationen af de skove, som syndfloden gjorde til sumpe, krævet betydelig længere tid. Men jeg må tilføje, at bibelens dage er epoker, og ikke kun de mellemrum der forløber mellem to solopgange, for ifølge Bibelen selv stammer solen ikke fra skabelsens første dag.

Da Nautilus igen kom op til oceanets overflade, kunne jeg overskue denne lave skovklædte ø, Clermont-Tonnerre, i hele dens udvikling. Dens madreporiske klipper var åbenbart blevet frugtbargjort af skypumper og uvejr. En dag faldt et korn, som en orkan havde revet med fra land i nærheden, på de kalklag, der blandet med nedbrydningsprodukter af fisk og havplanter udgjorde plantemuld. En kokosnød ankom, båret af bølgerne, til denne nye kyst. Kimen slog rod. Det voksende træ hæmmede vandfordampningen. Der opstod en bæk. Lidt efter lidt vandt plantevæksten frem. Nogle smådyr, orme, insekter kom sejlende på træstammer, der var løsrevet fra øer på vindsiden. Skildpadderne kom for at lægge æg. Fuglene byggede rede i de unge træer. På denne måde udviklede dyrelivet sig, og tiltrukket af det grønne og frugtbarheden kom mennesket til. Således opstod disse øer, umådelige værker af mikroskopiske dyr.

Hen imod aften fortonede Clermont-Ferrand sig i det fjerne, og Nautilus’ rute ændredes mærkbart. Efter at have strejfet Stenbukkens Vendekreds på den ét hundrede og femogtredivte længdegrad begav den sig mod vest-nordvest, og sejlede igen gennem den tropiske zone. Skønt sommersolen ødslede med sine stråler, led vi ikke under varmen, for tredive eller fyrre meter under havet stiger temperaturen ikke over ti à tolv grader.

Den 15. december lagde vi de fortryllende Selskabsøer og den yndige Tahiti, Stillehavets dronning, bag os mod øst. Jeg opdagede om morgenen denne ø’s høje toppe nogle mil i læ. Dens vande forsynede skibets bord med fortræffelige fisk, makrel, tunfisk, gulfinnet tunfisk, samt varieteter af en havslange ved navn munérophis.

Nautilus havde tilbagelagt otte tusind og ét hundrede mil. Ni tusind, syv hundrede og tyve mil var registreret af loggen, da den passerede mellem øgruppen Tonga-Tabu, hvor mandskaberne fra Argo, fra Port-au-Prince, fra Duke of Portland omkom, og Samoaøerne, hvor La Perouses ven, kaptajn de Langle, blev dræbt. Så fik man Fiji-øerne i sigte, hvor de indfødte massakrerede matroserne fra Union og kaptajn Bureau fra Nantes, chef for Aimable Josephine.

Dette øhav, der strækker sig over et areal på hundrede mil fra nord til syd og halvfems mil fra øst til vest, ligger mellem 6° og 2° sydlig bredde og 174° og 179° vestlig længde. Det består af et antal øer, holme og skær, blandt hvilke man bemærker øerne Viti-Levu, Vanua-Levu og Kandubon.

Det var Tasman, der opdagede denne gruppe i 1643, i samme år som Torricelli opfandt barometret og Ludvig XlV kom på tronen. Jeg overlader til enhver at tænke sig, hvilken af disse bedrifter der blev den nyttigste for menneskeheden. Derefter kom Cook i 1714, d'Entrecasteaux i 1793 og endelig klarlagde Dumont d’Urville i 1827 hele dette øhavs geografiske kaos. Nautilus nærmede sig Wailea-bugten, skuepladsen for frygtelige eventyr for kaptajn Dillon, den første, der opklarede mysteriet om La Perouses skibbrud.

Denne bugt blev skrabet gentagne gange og skaffede os rigeligt af udmærkede østers. Vi spiste umådeholdent af dem, efter selv at have åbnet dem ved bordet, efter Senecas forskrift. De bløddyr hørte til den art, der kendes under navnet ostrea lamellosa, og som er meget almindelig ved Corsica. Denne Wailea-banke måtte være betydelig, og hvis der ikke af forskellige årsager skete ødelæggelser, ville deres sammenhobninger afgjort ende med at opfylde bugterne, da man regner med indtil to millioner æg fra et enkelt individ.

Og hvis Ned Land ikke behøvede at fortryde sit frådseri ved denne lejlighed, er det fordi østers er den eneste spise, der aldrig giver fordøjelsesbesvær. I virkeligheden behøves der ikke mindre end seksten dusin af disse acefale bløddyr for at fremskaffe de tre hundrede og femten gram kvælstof, der er nødvendigt til et enkelt menneskes daglige ernæring.

Den 25. december sejlede Nautilus midt i Ny-Hebridernes øhav, som Quiros opdagede i 1606, som Bougainville udforskede i 1768, og som Cook gav dets nuværende navn i 1773. Denne gruppe består hovedsagelig af ni store øer og danner et bånd på hundrede og tyve mil fra nord-nordvest til syd-sydøst mellem 15° og 2° sydlig bredde og mellem 164° og 168° længde. Vi passerede ret nær forbi øen Aurou, som i det øjeblik, da middagsobservationerne blev foretaget, for mig så ud som en masse af grønne skove, domineret af en meget høj tinde.

Det var juledag, og det syntes mig, at Ned Land i høj grad savnede den højtideligholdelse af» Christmas«, den sande famliefest, som protestanterne er fanatiske med.

Jeg havde ikke set kaptajn Nemo i en otte dages tid, da han den 27. om morgenen trådte ind i den store salon, som sædvanlig med en mine som om han havde forladt os fem minutter før. Jeg var optaget af at finde Nautilus’ rute på verdenskortet. Kaptajnen nærmede sig, satte en finger på et punkt på kortet og udtalte dette ene ord:

Vanikoro.

Det var et magisk ord. Det var navnet på de holme, hvor La Perouses skibe gik tabt. Jeg rejste mig straks op.

— Kommer vi til Vanikoro med Nautilus? spurgte jeg.

— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen.

— Og jeg kan besøge disse berømte øer, hvor Boussole og Astrolabe knustes?

— Hvis De har lyst, hr. professor.

— Hvornår er vi ved Vanikoro?

— Vi er der, hr. professor.

Fulgt af kaptajn Nemo steg jeg op på platformen, og derfra gik mine øjne begærligt horisonten rundt.

I nordvest dukkede to vulkanøer af forskellig størrelse op, omgivet af et koralrev, der målte fyrre mil i omkreds. Vi var nær ved selve den ø Vanikoro, som Dumont d'Urville gav navnet Eftersøgningens ø, og netop foran den lille havn Vanu, der ligger på 15° 4 sydlig bredde og 164° 32 østlig længde. Jorden så ud til at være dækket af grønsvær fra stranden til tinderne i det indre, som domineredes af bjerget Kapogo med en højde af fire hundrede seksoghalvfjerds favne.

Efter at Nautilus var kommet gennem det ydre klippebælte ad en snæver passage, befandt den sig inden for blinde skær, hvor havet var tredive til fyrre favne dybt. I mangrovetræernes grønlige skygge opdagede jeg nogle indfødte, som viste umådelig overraskelse ved vort komme. Mon de ikke i dette lange sortladne legeme, der kom frem i havets overflade, så en frygtelig hval, som de måtte vogte sig for?

I dette øjeblik spurgte kaptajn Nemo mig, hvad jeg vidste om La Perouses forlis.

— Det som alverden ved, hr. kaptajn, svarede jeg.

— Og kunne De fortælle mig det, som alverden ved derom? spurgte han i en lidt ironisk tone.

— Meget let.

Jeg fortalte ham så, hvad Dumont d’Urvilles sidste arbejder havde offentliggjort, arbejder, hvoraf her følger et meget sammentrængt resumé:

La Perouse og hans næstkammanderende, kaptajn de Langle, blev i 1785 af Ludvig XVI sendt ud for at foretage en jordomsejling. De gik om bord på korvetterne Boussole og Astrolabe, som aldrig mere viste sig igen.

I 1791 udrustede den franske regering, der med rette var urolig for de to korvetters skæbne, to store krigsskibe, Recherche ag Esperance, som forlod Brest den 28. september under ledelse af Bruni d’Entrecasteaux. To måneder efter erfarede man ved en beretning fra en vis Bowen, chef på Albemarle, at vraggods fra forliste skibe var fundet på Ny Georgias kyster. Men d’Entrecasteaux, der var uvidende om denne efterretning, — som for øvrigt var meget usikker — begav sig imod Admiralitetsøerne, der i en rapport fra kaptajn Hunter var udpeget som det sted, hvor La Perouses forlis var sket.

Hans eftersøgning var forgæves. Esperance og Recherche passerede endog forbi Vanikoro uden at standse der, og i det hele taget var det en meget ulykkelig rejse, for den kostede livet for d’Entrecasteaux, to af hans officerer og flere mænd af besætningen.

Det blev en gammel stillehavsfarer, kaptajn Dillon, der først fandt ubestridelige spor af de skibbrudne. Den 15. maj 1824 passerede hans skib, Sankt Patrick, tæt forbi øen Tikopia, en af Ny Hebriderne. En fyr, der kom sejlende til ham i en pirog, solgte ham et kårdefæste af sølv med spor af indgraverede bogstaver. Denne person foregav i øvrigt, at han under et ophold på Vanikoro seks år tidligere havde set to europæere fra skibe, der mange år før var strandet på øens rev.

Dillon gættede på, at det drejede sig om La Perouses skibe, hvis forsvinden havde gjort indtryk i hele verden. Han ville til Vanikoro, hvor der efter denne mands udsagn fandtes talrige vragrester fra forliset; men vind og strøm hindrede ham deri.

Dillon kom tilbage til Calcutta. Der forstod han at interessere Det asiatiske Selskab og Det indiske Kompagni for sin opdagelse. Et skib som man gav navnet Recherche, blev stillet til hans disposition, og den 23. januar 1827 tog han af sted, ledsaget af en repræsentant for Frankrig.

Efter at Recherche havde lagt til flere steder i Stillehavet, kastede han anker ud for Vanikoro den 7. juli 1827, i den samme havn, Vanu, som Nautilus i dette øjeblik flød i.

Der indsamlede han talrige rester fra forliset, redskaber af jern, ankre, stropper til taljeblokke, svingbasser, en kanonkugle på atten pund, stumper af astronomiske instrumenter, et stykke af en lønning, samt en bronzeklokke, der bar følgende inskription: «Bazin gjorde mig«, et mærke fra støberiet i Brests arsenal henimod 1785. Ingen tvivl var altså længere mulig.

Da Dillon havde indhentet disse oplysninger, blev han på ulykkesstedet lige til oktober. Så forlod han Vanikoro, gav sig på vej imod New Zealand, kastede anker i Calcutta den 7. april 1828 og vendte tilbage til Frankrig, hvor han blev meget velvilligt modtaget af Karl X.

Men uden at have fået kendskab til Dillons arbejde var Dumont d’Urville på dette tidspunkt allerede taget af sted for andetsteds at søge efter skuepladsen for forliset. Og man havde da også gennem rapporter fra en hvalfanger fået at vide, at nogle medaljer og et Ludvig den Helliges-kors var i hænderne på nogle af de indfødte på Louisiaderne og Ny Caledonien.

Dumont d’Urville, Astrolabes chef, var altså stukket til søs, og to måneder efter at Dillon havde forladt Vanikoro, kastede han anker ud for Hobart Town. Der gjorde han bekendtskab med de resultater Dillon havde opnået, og desuden erfarede han, at en vis James Hobbs, næstkommanderende på Union af Calcutta, var gået i land på en ø beliggende på 8° 18 sydlig bredde og 156° 30 østlig længde og havde lagt mærke til nogle jernstænger og røde stoffer, som de indfødte brugte i disse egne.

Dumont d’Urville var nu ret rådvild, og da han ikke vidste, om han burde fæste lid til disse beretninger, der blev rapporteret af aviser, der kun var lidt troværdige, besluttede han sig imidlertid til at følge i Dillons spor.

Den 10. februar 1828 indfandt Astrolabe sig ved Tikopia, tog til fører og tolk en desertør, der havde slået sig ned på denne ø, satte kursen mod Vanikoro, fik den i sigte den 12. februar, sejlede langs dens rev lige til den 14. og kastede først den 20. anker inden for barrieren, i Vanikoros havn.

Den 23. gik flere af officererne øen rundt og afgav så melding om nogle ubetydelige efterladenskaber. De indfødte var blevet systematiske i deres benægtelser og udflugter og afslog at føre dem til ulykkesstedet. Denne meget mistænkelige optræden lod ane, at de havde mishandlet de skibbrudne, og det lod virkelig til, at de frygtede at Dumont d’Urville var kommet for at hævne La Perouse og hans ulykkelige ledsagere.

Men overtalt af gaver, og da de forstod, at de ikke behøvede at frygte represalier, førte de den næstkommanderende, Jacquinot, til skuepladsen for forliset.

Der lå på tre eller fire favne vand mellem revene Pacu og Vanu ankre, kanoner, ballaststænger af jern og bly belagt med kalkdannelser. Astrolabes chalup og hvalfangerbåd blev dirigeret til dette sted, og ikke uden langvarige anstrengelser lykkedes det deres mandskaber at få fat på et anker, der vejede atten hundrede pund, en ottepundskanon af støbejern, en blystang og to svingbaser af kobber.

Da Dumont d’Urville udspurgte de indfødte, erfarede han også, at efter at La Perouse havde mistet sine to skibe på øens rev, havde han bygget en mindre båd, blot for at forlise endnu en gang… Hvor? Det vidste man ikke.

Så lod Astrolabes chef et mindesmærke rejse under en gruppe mangrovetræer til erindring om den berømte søfarer og hans ledsagere. Det var en simpel firsidet pyramide, rejst på et fodstykke af koraller, og hvori der ikke indgik noget af jern, der kunne friste de indfødtes begærlighed.

Derefter ville Dumont d’Urville tage af sted; men hans mænd var så hårdt medtaget af disse usunde kysters febersygdomme, og han selv meget syg, så han kunne først lette den 17. marts.

Imidlertid havde den franske regering, som frygtede at Dumont d’Urville ikke vidste, hvad Dillon havde udrettet, sendt korvetten Bayonnaise, ført af Legoarant de Tromelin, som var udstationeret på Amerikas vestkyst, til Vanikoro. Bayonnaise kastede anker ud for Vanikoro nogle måneder efter Astrolabes afrejse, fandt ikke noget nyt af betydning, men konstaterede, at de indfødte havde respekteret La Perouses mausoleum.

Sådan er hovedindholdet i den beretning, som jeg aflagde for kaptajn Nemo.

— Altså ved man ikke endnu, sagde han til mig, hvor dette tredie fartøj, som de skibbrudne byggede på øen Vanikoro, er sejlet hen og forlist?

— Det ved man ikke.

Kaptajn Nemo svarede ikke, men gjorde tegn til mig om at følge med til den store salon. Nautilus gik nogle meter ned under bølgerne, og lugerne åbnedes.

Jeg styrtede hen mod vinduet, og under belægningen af koraller, der atter var dækket af svampe, syphonuler, alcyonarier, cariaphyller, mellem myriader af indtagende fisk: gireller, glyphisidoner, pompherider, diacoper, holocentrer, genkendte jeg nogle stumper, som trawlene ikke havde formået at rive med, jernbøjler, ankre, kanoner, kanonkugler, et tilbehør til gangspil, en forstævn, alt sammen ting, der hidrørte fra de forliste skibe og nu var beklædt med animalske blomster. Og mens jeg betragtede disse trøstesløse vragstumper, sagde kaptajn Nemo med alvorlig stemme:

— Kaptajn La Perouse tog af sted den 7. december 1785 med sine skibe Boussole og Astrolabe. Først kastede han anker i Botany Bay, besøgte Venskabsøerne, Ny Caledonien, sejlede hen mod Santa Cruz og anløb Namouka, en af øerne i Hapai-gruppen. Dernæst kom hans skibe til Vanikoros ukendte rev. Boussole, der var forrest, kom til at stå på den sydlige side. Astrolabe kom til hjælp og strandede selv. Det første skib blev ødelagt omtrent med det samme. Det andet, der var løbet på grund i læ, stod imod i nogle dage. De indfødte gav de skibbrudne en temmelig god modtagelse. De installerede sig på øen og byggede en mindre båd af resterne af de to store. Nogle matroser blev frivilligt på Vanikoro. De andre, der var svækkede og syge, tog af sted med La Perouse. De styrede mod Salomonsøerne, og der forliste de med mand og mus på vestkysten af gruppens største ø, mellem forbjergene Deception og Satisfaction!

— Og hvordan ved De det? spurgte jeg.

— Se, hvad jeg har fundet netop på stedet for det sidste forlis! Kaptajn Nemo viste mig en blikæske, der var stemplet med Frankrigs våben og stærkt angrebet af saltvandet. Han åbnede den, og jeg så en pakke gulnede, men endnu læselige papirer.

Det var selve instruktionerne fra Marineministeren til kaptajn La

Perouse, kommenteret i marginen med Ludvig XVI’s hånd!

— Åh, det er en smuk død for en sømand! sagde kaptajn Nemo. Det er en rolig grav, denne grav mellem koraller, og jeg håber til Himlen, at mine ledsagere og jeg aldrig må få nogen anden død!

Kapitel 20

Torresstrædet

I løbet af natten mellem den 27. og 28. december forlod Nautilus med overordentlig hastighed Vanikoros farvande. Den sejlede mod sydvest, og på tre dage tilbagelagde den de svv hundrede og halvtreds mil, der adskiller La-Perouse-gruppen fra sydøstspidsen af Papuasien.

Tidligt om morgenen den l. januar 1868 sluttede Conseil sig til mig på platformen.

— Hr. professor, sagde den brave fyr, vil herren tillade mig at ønske et godt nytår?

— Naturligvis, Conseil, akkurat som om jeg var i Paris i min lille stue i Jardin des Plantes. Jeg tager mod dine ønsker og takker dig for dem. Jeg vil blot spørge dig, hvad du forstår ved» et godt år «under de omstændigheder, som vi befinder os i. Er det det år, som vil bringe afslutningen på vort fangenskab, eller det år, der vil se denne mærkelige rejse fortsættes?

— Jeg ved sandelig ikke rigtig, hvad jeg skal sige til herren, svarede Conseil. Det er sikkert, at vi ser underlige ting, og at vi i de sidste to måneder ikke har haft tid til at kede os. Det sidste vidunder er altid det mest forbavsende, og hvis det bliver ved på den måde, ved jeg ikke, hvordan det skal ende. Det er min mening, at vi aldrig får en sådan lejlighed igen.

— Aldrig, Conseil.

— Desuden er hr. Nemo, der bærer sit latinske navn med rette, ikke mere generende end hvis han ikke eksisterede.

— Det har du ret i, Conseil.

— Hvis herren ikke har noget imod det, er det altså min mening, at et godt år ville være et år, der ville tillade os at se alt…

— At se alting, Conseil? Det ville måske vare længe. Men hvad mener Ned Land om det?

— Ned Land mener nøjagtig det modsatte af mig, svarede Conseil. Han har praktisk sans og en herskesyg mave. At se på fiskene og stadig spise af dem er ikke nok for ham. Mangelen på vin, brød, kød, passer ikke en værdig angelsakser, der er vant til bøffer, og som ikke er bange for brandy og gin, når det bliver nydt med måde!

— Hvad mig angår, Conseil, er det nu ikke det, der plager mig, og jeg indretter mig særdeles vel efter skibets reglement.

— Ligeså med mig, svarede Conseil. Derfor tænker jeg også lige så meget på at blive her, som mester Land tænker på at gribe til flugt. Hvis altså det år, der begynder, ikke er godt for mig, vil det være det for ham, og omvendt. På den måde vil der altid være en, der er tilfreds. Kort sagt, til slut vil jeg ønske herren det, der vil glæde herren.

— Tak, Conseil. Blot vil jeg bede dig om at opsætte spørgsmålet om nytårsgaver til siden, og midlertidig tage et godt håndtryk i stedet for dem. Jeg har ikke andet på mig.

— Det var det bedste herren kunne give mig, svarede Conseil. Og derefter gik det flinke unge menneske sin vej.

Den 2. januar havde vi tilbagelagt elleve tusind, tre hundrede og fyrre sømil, det vil sige fem tusind, to hundrede og halvtreds mil, siden vor afrejse fra de japanske have. Foran Nautilus forstavn strakte sig koralhavets farlige egne ved Australiens nordøstkyst. Vort fartøj sejlede i en afstand på nogle mil langs den frygtelige kyst, hvor Cooks skibe var nær ved at gå tabt den 10. juni 1770. Det fartøj, som befordrede Cook, stødte på en klippe, og når det ikke gik til bunds, var det takket være den omstændighed, at det stykke koral, der blev løsnet ved stødet, blev siddende i hullet i skroget.

Jeg kunne levende have ønsket mig at besøge dette rev, der var tre hundrede og tres mil langt, og mod hvilket det stadig urolige hav brødes med frygtelig styrke, der kunne sammenlignes med tordenbrag. Men i dette øjeblik var Nautilus’ hældende planer ved at slæbe os ned til stor dybde, og jeg kunne ikke se noget af de høje mure, som korallerne havde opført. Jeg måtte nøjes med de forskellige prøver på fisk, som vore net bragte ind. Mellem andre bemærkede jeg germoner, nogle arter af makrelfisk så store som tun, med blålige flanker og striber af tværbånd, der forsvandt når dyret døde. Disse fisk ledsagede os i stimer og forsynede vort bord med overordentlig delikat kød. Man tog også et stort antal spadefisk, der var en halv decimeter lange og smagte som guldfisk, og flyvende pyrapeder, veritable undersøiske svaler, der i mørke nætter afstribede skiftevis luften og vandet med deres fosforescerende lys. Af bløddyr og zoofyter fandt jeg i trawlets masker forskellige arter af ottearmede koraldyr, søpindsvin, hammermuslinger, sporesnegle, perspektivsnegle, nogle forgællesnegle og glassvampe. Floraen var repræsenteret af smukke flydende alger, båndalger, bladtang, stor blæretang, gennemtrængt af planteslim, som udsvedtes gennem dens porer, og blandt dem opsamlede jeg en vidunderlig nemastoma geliniaroïde, der blev anbragt mellem museets naturhistoriske kuriositeter.

To dage efter at vi var kommet igennem Koralhavet, den 4. januar, fik vi Papuasiens kyster i sigte. Ved denne lejlighed underrettede kaptajn Nemo mig om, at det var hans hensigt at nå det Indiske Ocean gennem Torresstrædet. Hans meddelelse indskrænkede sig dertil. Ned så med fornøjelse, at denne rute bragte ham nærmere til de europæiske have.

Torresstrædet betragtes som farligt, ikke mindre på grund af de mange rev, det er spækket med, end på grund af de uciviliserede indbyggere, der færdes på dets kyster. Det adskiller den store ø Papuasien, der også kaldes Ny Guinea, fra Ny Holland.

Papuasien er fire hundrede mil lang og et hundrede og tredive mil bred og har en overflade på fyrretyve tusind kvadratmil. Den ligger på bredden mellem 0° 19 og 10° 2 syd og imellem 128° 23 og 146° 15 længde. Mens næstkommanderende om middagen tog sol-højden, fik jeg øje på tinderne af Arfakbjergene, der hæver sig terrasseformet og ender i spidse toppe.

Dette land, der blev opdaget i 1511 af portugiseren Francisco Serrano, blev efterhånden besøgt af don José de Menesès i 1526, af Grijalva i 1527, af den spanske general Alvar de Saavedra i 1528, af Juigo Ortez i 1545, af hollænderen Shouten i 1616, af Nicolas Sruick i 1753, af Tasman, Dampier, Fumel, Carteret, Edwards, Bougainville, Cook, Forrest, Mac Cluer, af d’Entrecasteaux i 1792, af Duperrey i 1823 og af Dumont d’Urville i 1827.»Det er hjemstedet for de sorte folk, der har besat hele Malaisia, «har de Rienzi sagt, og jeg var næsten vis på, at tilfældighederne i denne sejlads ville bringe mig i nærheden af de frygtelige Andamaner.

Nautilus kom altså til indsejlingen til klodens farligste stræde, det som de dristigste søfarere næppe vovede at gennemsejle, det stræde, som Louis Paz de Torrès trodsede, da han kom tilbage til Melanesien fra Sydhavet, og hvor i 1840 Dumont d’Urvilles strandede korvetter var på nippet til at gå fortabt med mand og mus. Selv Nautilus, der var alle havets farer overlegen, skulle imidlertid gøre bekendtskab med koralrevene.

Torrestrædet er omtrent fireogtredive mil bredt, men det er spærret af en utallig mængde af øer, holme, skær, klipper, som næsten umuliggør besejling. Følgelig tog kaptajn Nemo alle de forsigtighedsregler, der er ønskelige, for at komme igennem det. Flydende på havoverfladen sejlede Nautilus frem med jævn fart. Som halen af en hval piskede dens skrue langsomt i bølgerne.

Mine to kammerater og jeg drog fordel af denne situation og havde taget plads på den altid tomme platform. Foran os hævede rorgængerens bur sig, og jeg skulle tage meget fejl, om ikke kaptajn Nemo var der og selv styrede sin Nautilus.

Foran mig havde jeg de udmærkede kort over Torrestrædet, som er opmålt og tegnet af hydrograf-ingeniøren Vincendon Dumoulin og søløjtnant — nu admiral — Coupvent-Desbois, der var med Dumont d’Urvilles stab på hans sidste jordomsejling. Det var, sammen med kaptajn Kings, de bedste af de kort, som klargjorde forvirringen i denne snævre passage, og jeg rådførte mig med dem med samvittighedsfuld opmærksomhed.

Havet bølgede vældigt omkring Nautilus. Strømmen, som førte fra sydøst mod nordvest med en hastighed på halvtredie mil, brødes mod de koraller, hvis spidser ragede op hist og her.

— Det er et grimt hav! sagde Ned Land til mig.

— Virkelig afskyeligt, svarede jeg, og det passer ikke godt til et fartøj som Nautilus.

— Denne fordømte kaptajn, vedblev canadieren, må nødvendigvis være meget sikker på sin rute, for jeg kan se nogle koralrev, der kunne rive hans skibsskrog i tusind stykker, hvis det blot strejfede dem!

Situationen var virkelig farlig, men Nautilus så ud til som ved trolddom at glide ind mellem de frygtelige skær. Den fulgte ikke nøjagtigt Astrolabes og Zelées rute, som blev skæbnesvanger for Dumont d’Urville. Den gik mere mod nord, sejlede langs Murrayøen, kom igen mod sydvest, henimod Cumberlands-passagen. Jeg troede ligefrem, at den var ved at støde på der, da den igen bøjede af mod nordvest og førtes midt ind mellem et stort antal kun lidt kendte øer og holme, hen imod øen Tound og Mauvaiskanalen.

Jeg spurgte allerede mig selv, om kaptajn Nemo, uforsigtig indtil vanvid, ville risikere sit skib ind i denne snævring, hvor Dumont d’Urvilles korvetter grundstødte, da han endnu engang ændrede retning, idet han brat drejede mod vest og styrede mod øen Gueboroar.

Klokken var nu tre om eftermiddagen. Flodbølgen brødes om os, tidevandet var næten på sit højeste. Nautilus nærmede sig den ø, som jeg endnu kan se for mig med den mærkværdige randbevoksning af skruepalmer. Vi passerede den i mindre end to mils afstand.

Pludselig væltede et stød mig omkuld. Nautilus var løbet mod et skær, og den blev liggende ubevægelig med en let krængning mod bagbord.

Da jeg rejste mig op, opdagede jeg kaptajn Nemo og hans næstkommanderende på platformen. De undersøgte skibets situation og udvekslede nogle ord i deres uforståelige sprog.

Situationen var som følger. To mil borte om styrbord sås øen

Gueboroar, hvis kyst rundede sig fra nord til vest som en umådelig arm. Mod syd viste der sig allerede nogle koralspidser, som det faldende tidevand afdækkede. Vi var strandet ved højvande og i et af disse have, hvor der ikke er stor forskel på ebbe og flod, en kedelig omstændighed, når det gjaldt om at bringe Nautilus flot igen. Imidlertid havde skibet ikke taget skade, hvor fast dets skrog end havde sat sig. Men hvis det hverken kunne glide eller komme flot, risikerede det i høj grad at være fastholdt af disse skær for bestandig, og så var det forbi med kaptajn Nemos undervandsapparat.

Sådan tænkte jeg, mens kaptajnen kold og rolig kom nærmere, stadig herre over sig selv og tilsyneladende hverken foruroliget eller ærgerlig.

— En ulykke? sagde jeg.

— Nej, men hvad der kan ske, svarede han.

— Men en hændelse, svarede jeg, som måske vil tvinge Dem til igen at bebo den jord, som De flygter fra!

Kaptajn Nemo betragtede mig med en ejendommelig mine og en afvisende bevægelse. Det var nok til at sige mig ret tydeligt, at ingenting nogensinde skulle tvinge ham til igen at sætte foden på et fastland. Så sagde han:

— Nautilus er for øvrigt ikke i havsnød, hr. Aronnax. Den skal igen bære Dem midt ud mellem oceanets vidundere. Vor rejse er lige begyndt, og jeg ønsker ikke så hurtigt at berøve mig æren af Deres selskab.

— Men, kaptajn Nemo, fortsatte jeg uden at lade mig påvirke af ironien i denne sætning, Nautilus er strandet, netop da vandet stod højest. Nu er tidevandet ikke meget kraftigt i Stillehavet, og hvis De ikke kan losse Nautilus for ballast, — hvad der forekommer mig umuligt — kan jeg ikke se, hvordan den kan bringes flot igen.

— Tidevandet er ikke meget kraftigt i Stillehavet, De har ret, hr. professor, svarede kaptajn Nemo, men i Torresstrædet finder man dog en forskel i niveau på halvanden meter mellem højvande og lavvande. I dag er det den 4. januar, og om fem dage er det fuldmåne. Nu skulle det forbavse mig meget, om ikke denne elskværdige drabant hæver disse vandmasser tilstrækkeligt og gør mig en tjeneste, som jeg ikke kan takke andre end den for.

Efter disse ord gik kaptajn Nemo, fulgt af sin næstkommanderende, atter ned i det indre af Nautilus. Hvad fartøjet angår, rørte det sig ikke og forblev lige så ubevægeligt, som om koralpolypperne allerede havde muret det ind i deres uforgængelige cement.

— Hvad så, hr. professor? sagde Ned Land, som kom hen til mig, da kaptajnen var gået.

— Ja, hvad, min kære Ned, vi afventer roligt højvandet den 9., for det ser ud til, at månen vil være så venlig at bringe os flot igen.

— Ganske simpelt?

— Ganske simpelt!

— Og denne kaptajn vil ikke kaste sine ankre ud i rum sø, sætte sin maskine på deres kættinger og gøre alt for at hale sig af grunden?

— Fordi højvandet vil slå til! sagde Conseil ligefremt.

Canadieren betragtede Conseil, så trak han på skulderen. Det var sømanden, der talte i ham.

— Min herre, De kan tro mig, når jeg siger Dem, at denne stump jern aldrig mere vil navigere, hverken på eller under havet. Den duer kun til at sælges som gammelt jern. Jeg mener altså, at øjeblikket er kommet til at stikke af fra kaptajn Nemo.

— Min ven Ned, tog jeg til genmæle, jeg har ikke som De opgivet denne tapre Nautilus, og om fire dage ved vi, hvad vi har at holde os til angående Stillehavets tidevande. I øvrigt kunne ideen om at flygte være god nok, om vi havde Englands eller Provences kyster i sigte, men i Papuasiens farvande er det noget andet, og der vil altid være tid til at gå til denne yderlighed, hvis det ikke lykkes Nautilus at komme flot, og det vil jeg betragte som en alvorlig begivenhed.

— Men kunne man da ikke i det mindste undersøge dette terræn, begyndte Ned Land igen. Her er en ø. På den ø er der træer. Under de træer er der landdyr, som går rundt med koteletter og bøffer, som jeg godt kunne lide at sætte tænderne i.

— Det har min ven ret i, sagde Conseil, og jeg slutter mig til hans mening. Kunne herren ikke få sin ven kaptajn Nemo til at sætte os i land, om det så blot var for ikke at komme ud af vane med at betræde vor planets faste dele?

— Jeg kan spørge ham om det, svarede jeg, men han siger nej.

— Gid herren ville risikere det, svarede Conseil, og så fik vi at vide, hvad vi har at holde os til angående kaptajnens elskværdighed.

Til min store overraskelse indrømmede kaptajn Nemo mig den tilladelse, som jeg bad ham om, og han gjorde det med stor velvilje og iver, endda uden at afkræve mig løfte om at vende tilbage til skibet. Men en flugt tværs igennem Ny Guinea havde været meget farlig, og jeg ville ikke råde Ned Land til at gøre forsøget. Det var bedre at være fange om bord på Nautilus end at falde i hænderne gå de indfødte i Papuasien.

Båden blev stillet til vor disposition den følgende morgen. Jeg prøvede ikke på at få at vide, om kaptajn Nemo ville ledsage os. Jeg tænkte heller ikke, at der ville blive givet os noget medlem af besætningen med, men mente, at Ned Land alene ville få betroet at styre båden. For resten var der højst to mil til land, og det var kun en leg for canadieren at føre denne lette båd mellem de rækker af skær, der var så skæbnesvangre for store skibe.

Den næste dag, den 5. januar, blev båden, der var uden dæk, trukket ud af sit hulrum og sat i havet oppe fra platformen. To mand var nok til dette arbejde. Årerne var i båden, og vi skulle blot tage plads i den.

Bevæbnede med geværer og økser satte vi klokken otte af fra Nautilus. Havet var ret roligt. En let brise blæste fra land. Conseil og jeg, der sad ved årerne, roede kraftigt, og Ned styrede i de snævre løb, som var mellem revene. Båden lystrede roret vel og pilede hurtigt af sted.

Ned Land kunne ikke skjule sin glæde. Det var en fange, der var sluppet ud af sit fængsel, og han tænkte næppe på, at han blev nødt til at vende tilbage til det.

— Kød! sad han og gentog, vi skal altså spise kød, og sikke noget kød! Rigtigt vildt! Vel at mærke, ikke brød! Jeg siger ikke, at fisk ikke er en god ting, men man skal ikke misbruge det, og en bid frisk vildt ristet på glødende kul, bliver en behagelig afveksling i vores hverdagskost.

— Den frådser! svarede Conseil, han får mine tænder til at løbe i vand.

— Vi ved endnu ikke, om disse skove er rige på vildt, og om vildtet der ikke er af en sådan størrelse, at det selv kan jage jægeren.

— Vel, hr. Aronnax, svarede canadieren, hvis tænder syntes at være skærpede som skæret på en økse, men jeg vil spise tiger, tigermørbrad hvis der ikke er andre firbenede på denne ø!

— Min ven Ned er foruroligende! svarede Conseil.

— Hvad det end er, begyndte Ned Land igen, hvert dyr på fire ben uden fjer eller på to ben med fjer, bliver hilst velkommen af mit første geværskud.

— Nå, svarede jeg, nu begynder mester Lands uforsigtige handlinger igen!

— Vær ikke bange, hr. Aronnax, svarede canadieren, og ro til! Jeg forlanger kun tyve minutter for at tilbyde Dem en ret på min manér.

Klokken halv ni stødte Nautilus’ båd blidt mod en sandet strandbred efter heldigt at være kommet ind gennem den koralbyggede ring, der omgav øen Gueboroar.

Kapitel 21

Nogle dage på land

Det gjorde et stærkt indtryk på mig at betræde landjorden. Ned Land undersøgte jordbunden med sin fod som for at tage den i besiddelse. Det var dog kun to måneder vi havde været, hvad kaptajn Nemo kaldte» Nautilus’ passagerer«, det vil i virkeligheden sige dens chefs fanger.

På nogle minutter var vi i et bøsseskuds afstand fra kysten. Jordbunden var næsten helt korallisk; men nogle udtørrede strømlejer, med granitstumper her og der, viste, at denne ø skyldtes en tidligere dannelse. Hele horisonten var skjult bag et tæppe af vidunderlige skove. Enorme træer, hvis vækst på nogle steder nåede to hundrede fod, var forbundet indbyrdes af guirlander af lianer, ligefrem naturlige hængekøjer, der vuggedes af en let brise. Der var mimose, ficus, jerntræ, teak, hibiscus, skruepalme, andre palmer i ødsel blanding, og i ly af den grønne hvælving, ved foden af gigantiske palmestammer, voksede orkideer, bælgplanter og bregner.

Men uden at lægge mærke til alle disse smukke prøver på den papuanske flora opgav canadieren det behagelige for det nyttige. Han opdagede en kokospalme, slog nogle af dens frugter ned og knækkede dem, og vi drak deres mælk og spiste resten af indholdet med en tilfredshed der var en protest mod hverdagskosten på Nautilus.

— Fremragende, sagde Ned Land.

— Udsøgt, svarede Conseil.

— Og jeg tror ikke, sagde canadieren, at denne Nemo vil have noget imod, at vi bringer en ladning kokosnødder om bord på hans skib.

— Det tror jeg heller ikke, svarede jeg, men han smager ikke på dem!

— Så er det værst for ham selv! sagde Conseil.

— Og så meget des bedre for os, tilføjede Ned Land. Så bliver der mere til os.

— Blot ét ord, mester Land, sagde jeg til harpunéren, der belavede sig på at plyndre endnu en kokospalme, kokosnødder er en god ting, men før vi fylder båden med dem, synes jeg det er klogt at undersøge, om øen ikke frembringer noget andet, der er mindst lige så nyttigt. Friske grøntsager vil være velkomne i Nautilus’ proviantkammer.

— Herren har ret, svarede Conseil, og jeg foreslår at reservere tre steder i vores båd, et til frugt, et andet til grøntsager og det tredie til det vildt, som jeg endnu ikke har set det mindste til.

— Conseil, man skal ikke opgive håbet, svarede canadieren.

— Lad os altså fortsætte vor udflugt, vedblev jeg, men lad os holde øjnene åbne. Skønt øen lader til at være ubeboet, kunne den dog rumme nogle individer, der ville være mindre kræsne end vi med vildtets art.

— He, he, kom det fra Ned Land med en meget betydningsfuld tyggebevægelse.

— Nå da, Ned! udbrød Conseil.

— Jeg begynder minsandten at forstå menneskeæderiets

fortryllelse, svarede canadieren.

— Ned, Ned, hvad er det dog De siger! fortsatte Conseil. Dem som kanibal! Men så kan jeg ikke mere være i sikkerhed sammen med Dem, jeg, som deler kahyt med Dem! Skal jeg vågne op en dag, hvor De kun har levnet det halve af mig?

— Kære Conseil, jeg elsker Dem højt, men ikke nok til at æde Dem, hvis det ikke er nødvendigt.

— Jeg stoler ikke på Dem, svarede Conseil. Af sted på jagt! Det er absolut nødvendigt at fælde et eller andet stykke vildt for at tilfredsstille denne kannibal, for ellers finder herren en morgen kun nogle småstumper af sin tjener til at opvarte sig.

Mens disse ord udveksledes trængte vi ind under skovens mørke hvælvinger, og i løbet af to timer gennemstrejfede vi den i alle retninger.

Tilfældet hjalp efter ønske denne søgen efter spiselige grøntsager, og en af de de tropiske zoners nyttigste frembringelser forsynede os med et kosteligt næringsmiddel, der savnedes om bord.

Jeg må tale om brødfrugttræet, der er meget udbredt på øen Gueboroar, og jeg lagde især mærke til den art, der er uden frø, og som på malajisk bærer navnet» rima».

Dette træ udmærkede sig frem for andre træer ved en rank stamme og en højde på fyrretyve fod. Dets krone, der er yndefuldt rundet og dannet af store fjerlappede blade, var tilstrækkelig til for en naturhistorikers øjne at udpege denne» artocarpus«, som er blevet meget heldigt akklimatiseret på Mascarenerne. I den grønne fylde fremhævedes store kuglerunde frugter, en decimeter brede, og udvendig besat med vorter med tilbøjelighed til at være sekskantede. En nyttig plante, som naturen har tildelt de områder, hvor der savnes korn, og som uden at kræve nogen pasning bærer frugter i otte af årets måneder.

Ned Land kendte dem godt, disse frugter. Han havde tidligere spist af dem på sine talrige rejser, og han forstod at tilberede deres spiselige del. Derfor vakte synet af dem hans begærlighed, og den kunne han ikke længere beherske.

— Hr. professor, sagde han til mig, jeg dør, hvis jeg ikke får smagt lidt af denne brødfrugtdej!

— Smag, min ven Ned, smag, så meget De vil. Vi er her for at gøre erfaringer, lad os gøre dem.

— Det skal ikke vare længe, svarede canadieren.

Og bevæbnet med en linse stak han ild på noget tørt træ, som knitrede lystigt. Imedens udvalgte Conseil og jeg de bedste frugter af artocarpus. Nogle af dem havde endnu ikke nået tilstrækkelig modenhed, og deres tykke skind afdækkede noget hvidt, men lidt trævlet frugtkød. I et meget stort antal var andre, gullige og geléagtige, lige parate til at blive plukket.

Disse frugter indeholdt ingen kerne. Conseil bragte et dusin af dem hen til Ned Land, der anbragte dem på en kulild efter at have skåret dem i tykke skiver, og mens han gjorde det, gentog han hele tiden:

— De skal få at se, hvor det brød er godt, hr. professor!

— Især når man har savnet det i lang tid, sagde Conseil.

— Det er ikke engang brød mere, tilføjede canadieren. Det er delikat bagværk. Har De aldrig smagt det, hr. professor?

— Nej, Ned.

— Nå da! Forbered Dem på noget saftigt. Hvis De ikke beder om mere, er jeg ikke harpunérernes konge.

Efter nogle minutters forløb var det af frugterne, der havde været udsat for ild, helt forkullet. I det indre viste der sig en hvid masse, en slags blød krumme, hvis duft mindede om artiskok.

Man måtte indrømme, at dette brød var udmærket, og jeg spiste af det med stor fornøjelse.

— Desværre, sagde jeg, kan en sådan dej ikke holde sig frisk, og jeg synes ikke, det er nogen nytte til at samle et forråd af det til skibet.

— Jo, vist så, hr. professor! udbrød Ned Land. Der taler De som naturforsker, men jeg, jeg vil bære mig ad som en bager ville. Conseil, saml et læs ind af disse frugter, som vi så kan tage med, når vi vender tilbage.

— Og hvordan vil De behandle dem? spurgte jeg canadieren.

— Ved af frugtkødet at lave en gæret masse, som kan holde sig i det uendelige uden at blive fordærvet. Når jeg vil bruge den, lader jeg den tilberede i kabyssen, og trods dens lidt sure smag vil De synes den er udmærket.

— Så kan jeg forstå, mester Ned, at der ikke mangler noget til dette brød…

— Jo, hr. professor, svarede canadieren, der mangler noget frugt eller i det mindste nogle grøntsager.

— Så lad os søge efter frugt og grøntsager.

Da vor høst var endt, gav vi os på vej for at fuldkommengøre denne» jordiske «middag.

Vor søgen var ikke forgæves, og henad middag havde vi fået en rigelig forsyning af bananer. Disse liflige produkter fra den varme zone modnes året rundt, og malajerne, der har givet dem navnet» pisang«, spiser dem rå. Sammen med bananerne samlede vi fra jerntræer enorme frugter, hvis smag er meget særpræget, desuden herlige mangoer og usandsynlig store ananas. Men denne høst tog meget af vores tid, hvad der for øvrigt ikke var grund til at beklage.

Conseil iagttog stadig Ned. Harpunéren marcherede foran, og på sin vandring tværs igennem skoven samlede han med sikker hånd udmærkede frugter, der skulle fuldstændiggøre hans forråd.

— Omsider har De da det hele, kære Ned? spurgte Conseil.

— Hm! brummede canadieren.

— Hvad, beklager De Dem?

— Alle disse vækster kan ikke blive til et måltid, svarede Ned. Det er afslutningen på et måltid, det er desserten. Men suppen? Og stegen?

— Ned havde egentlig lovet os koteletter, det synes mig meget problematisk, sagde jeg.

— Hr. professor, svarede canadieren, ikke blot er jagten ikke forbi, den er ikke engang begyndt. Tålmodighed! Vi skal nok ende med at møde et eller andet dyr med fjer eller hår, og hvis det ikke er på dette sted, bliver det på et andet. .

— Og hvis det ikke sker i dag, så bliver det i morgen, tilføjede Conseil; for det går ikke an at gå for langt bort. Jeg foreslår endda, at vi nu vender tilbage til båden.

— Hvad, allerede! udbrød Ned.

— Vi må være tilbage før det bliver nat, sagde jeg.

— Men hvad er klokken da? spurgte canadieren.

— Mindst to, svarede Conseil.

— Hvor tiden løber på den faste jord! udbrød mester Land med et beklagende suk.

— Af sted, svarede Conseil.

Vi kom igen tværs igennem skoven, og vi kompletterede vor høst ved at foretage en razzia efter palmekål, som det var nødvendigt at plukke i toppen af træerne, med små bønner, som jeg genkendte som malajernes» abru«, og yamsrødder af en ekstrafin kvalitet.

Vi var mere end belæssede, da vi kom til båden. Dog fandt Ned Land endnu ikke sit forråd tilstrækkeligt. Men skæbnen var ham gunstig. Idet øjeblik, da han skulle til at gå om bord, fik han øje på nogle femogtyve til tredive fod høje træer, som hørte til palmerne. Disse træer, der er lige så værdifulde som artocarpus, regnes med rette blandt Malajsias nyttigste produkter.

Det var nogle sagopalmer, planter som vokser uden at være dyrkede, som formerer sig ved deres rodskud og ved deres frø ligesom morbærtræer.

Ned Land vidste, hvordan man skulle behandle disse træer. Han tog sin økse, og idet han håndterede den med stor kraft havde han snart fældet to eller tre sagopalmer, hvis modenhed kendtes på det hvide støv, der pudrede deres blade.

Snarere med en naturhistorikers end med en forsulten mands øjne så jeg ham gøre det. Han begyndte med fra hver stamme at fjerne en strimmel kork, der var en tomme tyk, og som dækkede et net af langstrakte fibre, der dannede uløselige knuder, som en slags klæbrigt mel sammenkittede. Dette mel var sago, en spiselig substans, der først og fremmest tjener til ernæring for den melanesiske befolkning.

Ned Land nøjedes for øjeblikket med at hugge disse stammer i stykker, som om han huggede brænde, idet han forbeholdt sig senere at udtrække melet deraf, at sigte det gennem stof for at skille det fra dets cellevæv og for at lade fugtigheden fordampe i solen, og lade det stivne i forme.

Klokken fem om eftermiddagen forlod vi endelig øens strandbred, belæssede med alle vore skatte, og en halv time efter lagde vi til ved Nautilus. Ingen viste sig ved vor ankomst. Den enarme stålcylinder så ud til at være forladt. Da forrådene var bragt om bord, gik jeg ned i mit kammer. Der fandt jeg min aftensmad parat. Jeg spiste, og derpå faldt jeg i søvn.

Den næste dag, den 6. januar, intet nyt om bord. Der var ingen uro i det indre, ikke et tegn på liv. Båden var blevet liggende langs med skibet, der hvor vi havde efterladt den. Vi besluttede at vende tilbage til øen Gueboroar. Ned Land håbede at være heldigere end den foregående dag, set fra jægerens synspunkt, og ønskede at besøge en anden del af skoven.

Ved solopgang var vi på vej. Båden blev løftet af flodbølgen, der bar mod land, og nåede øen på nogle få øjeblikke.

Vi gik fra borde, og da vi tænkte det var bedst at stole på canadierens instinkt, fulgte vi Ned Land, hvis lange ben truede med at løbe fra os.

Ned Land gik langs kysten mod vest, så vadede han over nogle strømlejer og nåede den høje slette, der var omringet af vidunderlige skove. Nogle isfugle strejfede om langs vandløbene, men de flygtede, når vi nærmede os. Deres forsigtighed beviste mig, at disse fugle vidste, hvad de havde at holde sig til over for tobenede af vores slags, og jeg sluttede deraf, at om øen ikke var beboet, var der i det mindste menneskelige væsener, der kom på den.

Efter at være gået tværs over en frodig prærie, kom vi til randen af en lille skov, der oplivedes af et stort antal fugles sang og flugt.

— Det er stadig kun fugle, sagde Conseil.

— Men der er nogle af dem, der kan spises! svarede harpunéren.

— Ingen, min ven Ned, svarede Conseil, for jeg kan ikke se andet der end simple papegøjer.

— Kære Conseil, svarede Ned alvorligt, papegøjen er fasan for dem, der ikke har andet at spise.

— Og jeg tilføjer, sagde jeg, at denne fugl, passende tilberedt, er værd at stikke en gaffel i.

Under denne skovs tætte løvhang flagrede virkelig fra gren til gren en hel verden af papegøjer, der kun ventede på en mere omhyggelig opdragelse for at tale menneskelige sprog. I øjeblikket pludrede i flok småpapegøjer af alle farver og alvorlige kakaduer, der så ud til at meditere over et eller andet filosofisk problem, mens strålende røde lorier passerede forbi som en stump flagdug båret af brisen, midt imellem kalaoers larmende flugt, papuaer, strålende i de fineste azurblå nuancer, og en hel mangfoldighed af fugle, bedårende, men i almindelighed kun lidt brugbare til menneskeføde.

I denne samling manglede dog en fugl, der er særegen for disse egne, og som aldrig er kommet over den grænse, der er dannet af Aruøerne og Papuaøerne. Men skæbnen ville, at jeg inden længe skulle få lov at beundre den.

Efter at være gået gennem et ikke særlig tæt krat kom vi igen til en slette, der var spærret af buske. Jeg så da nogle prægtige fugle hæve sig, idet væksten af deres lange fjer nødsagede dem til at bevæge sig mod vinden. Deres bølgende flugt, deres luftige kurvers ynde, deres farvespil tiltrak og fortryllede øjet. Det var let for mig at genkende dem.

— Paradisfugle! udbrød jeg.

— Spurvefuglefamilien, clystomorernes afdeling, svarede Coseil.

— Agerhønsefamilien? spurgte Ned Land.

— Det tror jeg ikke, mester Land. Ikke des mindre regner jeg med Deres behændighed for at få fat på en af disse charmante frembringelser af den tropiske natur!

— Man skal prøve, hr. professor, skønt jeg er mere vant til at håndtere harpunen end geværet.

Malajerne, der driver omfattende handel med disse fugle med kineserne, har forskellige måder at fange dem på, som vi ikke kan bruge. Snart anbringer de doner i toppen af de høje træer, som paradisfuglene fortrinsvis bebor. Snart bemægtiger de sig dem med en sej fuglelim, som lammer deres bevægelser. De går endda så vidt, at de forgifter de kilder, hvor de fugle plejer at drikke. For vort vedkommende havde vi kun den udvej at skyde dem i flugten, hvad der kun gav os ringe mulighed for at få dem. Og vi opbrugte virkelig en del af vores ammunition til ingen nytte.

Henad elleve om formiddagen var vi kommet over det første plan af de bjerge, der danner øens centrum, og vi havde endnu ikke skudt noget. Sulten ansporede os. Jægerne havde stolet på jagtbytte, og det skulle de ikke have gjort. Til sin store forbavselse skød Conseil meget heldigt to fugle med ét skud og sikrede os frokosten. Han fældede en hvid due og en ringdue, som hurtigt plukket og hængt på spid ristedes over et glødende bål af tørt træ. Mens disse interessante dyr blev møre, tilberedte Ned nogle frugter af artocarpus. Så blev duen og ringduen fortæret lige til knoglerne og erklæret fortrinlige. Den muskat, som de har for vane at proppe sig med, krydrer deres kød og gør det til en liflig spise.

— Det er, som hvis poularder ernærede sig af trøfler, sagde Conseil.

— Og hvad mangler De nu, Ned? spurgte jeg canadieren.

— Et stykke vildt på fire ben, hr. Aronnax, svarede Ned Land. Alle disse duer er kun hors d'oeuvre og legetøj for ganen. Derfor vil jeg ikke være tilfreds, så længe jeg ikke har skudt et dyr med koteletter!

— Det vil jeg heller ikke, Ned, hvis jeg ikke får fat på en paradisfugl.

— Lad os altså fortsætte jagten, svarede Conseil, men på tilbagevejen til havet. Vi er kommet til bjergenes første skråninger, og jeg tror det er bedst at komme tilbage til skovbæltet.

Det var et fornuftigt råd, og det blev fulgt. Efter en times gang var vi nået til en veritabel sagopalmeskov. Nogle uskadelige slanger flygtede for vore skridt. Paradisfuglene veg til side, da vi nærmede os, og jeg var virkelig ved at opgive håbet om at få en, da Conseil, som gik forrest, pludselig bøjede sig ned, udstødte et triumferende råb og kom tilbage med en prægtig paradisfugl.

— Åh, bravo, Conseil! udbrød jeg.

— Herren er meget venlig, svarede Conseil.

— Vist ikke, min ven. Der har du gjort et mesterstykke. At fange en af disse fugle levende, og fange den med hænderne!

— Hvis herren vil undersøge den nærmere, kan det ses, at det ikke særlig har været min fortjeneste.

— Og hvorfor ikke, Conseil?

— Fordi denne fugl er fuld som en allike.

— Fuld?

— Ja, hr. professor, beruset af de muskatnødder, som den var ved at fortære der under muskattræet, hvor jeg tog den. Se, kære Ned, de frygtelige følger af umådehold!

— For tusind djævle, svarede canadieren, for det jeg har drukket af gin i de sidste to måneder, er det ikke værd at gøre mig bebrejdelser!

Imidlertid undersøgte jeg den mærkelige fugl. Conseil tog ikke fejl. Påvirket af den berusende saft var paradisfuglen blevet helt elendig. Den kunne ikke flyve. Den gik med besvær. Men det bekymrede mig kun lidt, og jeg lod den sove sin muskatrus ud.

Denne fugl hørte til den smukkeste af de otte arter, som man regner med i Papuasien og på naboøerne. Det var paradisfuglen» stor smaragd«, en af de sjældneste. Den målte tre decimeter i længden. Dens hoved var forholdsvis lille, dens øjne sad nær ved næbbets rod og var ligeledes små. Men den frembød en vidunderlig farvesammensætning, med gult næb, brune fødder og kløer, med nøddebrunt på vingerne, der var purpurfarvede i spidserne, bleggult på hovedet og bag på halsen, smaragdgrønt på struben, kastaniebrunt på bugen og brystet. To hornagtige og dunklædte trævler hævede sig over dens hale, der var forlænget af lange, meget lette fjer af vidunderlig finhed, og de fuldendte helhedsindtrykket af denne underfulde fugl, som de indfødte poetisk har givet navnet» solens fugl».

Jeg ønskede levende at kunne medtage dette prægtige eksemplar til Paris for at give det til Jardin des Plantes, som ikke ejer en eneste levende paradisfugl.

— Den er altså meget sjælden? spurgte canadieren, i en tone som den jæger, der vurderer vildtet meget lavt set fra et kunstnerisk synspunkt.

— Meget sjælden, kære kammerat, og især meget vanskelig at fange levende. Og selv som døde er disse fugle endnu genstand for en betydelig handel. Derfor har de indfødte også fundet på at fabrikere dem ligesom man fabrikerer perler eller diamanter.

— Hvad! udbrød Conseil, laver man uægte paradisfugle?

— Ja, Conseil.

— Og kender herren de indfødtes fremgangsmåde?

— Fuldstændigt. Når monsunen blæser fra øst, taber paradisfuglene disse prægtige fjern, som omgiver deres hale, og som naturhistorikerne har givet navnet subalære fjer. Det er dem, fugleforfalskerne samler, og som de behændigt tilpasser til en stakkels lille papegøje, der i forvejen er lemlæstet. Så farver de sammenføjningerne, de ferniserer fuglen og sender disse produkter af deres mærkelige industri til museer og samlere i Europa.

— Nå ja, sagde Ned Land, hvis det ikke er den fugl, så er det i alt fald dens fjer, og så længe tingen ikke er bestemt til at spises, kan jeg ikke se noget særlig ondt i det!

Men om end mine ønsker var opfyldt ved besiddelsen af denne paradisfugl, var den canadiske jægers det endnu ikke. Heldigvis fældede Ned Land henad to et prægtigt skov-vildsvin af den slags, som de indfødte kalder» bari-utang«. Dyret kom tilpas til at skaffe os rigtigt kød fra et firfodet dyr, og det blev vel modtaget. Ned Land viste sig meget stolt af sit geværskud. Svinet faldt stendødt om, da det blev ramt af den elektriske kugle.

Canadieren flåede og rensede det nydeligt og tog så et halvt dusin koteletter fra, som var bestemt til at forsyne os med en stegt kødret til aftensmåltidet. Derpå genoptoges denne jagt, der yderligere skulle præges af Neds og Conseils bedrifter.

Ved at slå i buskene opjog de to venner virkelig en flok kænguruer, som i spring flygtede på deres smidige ben. Men disse dyr løb ikke så hurtigt, at det elektriske projektil ikke kunne standse dem i deres flugt.

— Åh, hr. professor, råbte Ned Land, som jægerlidenskaben steg til hovedet, hvilket udmærket vildt, især når det kommer i en stuvning! Sikke et forråd til Nautilus! To! Tre! Fem på jorden! Og når jeg så tænker på, at vi skal spise alt det kød, og at de fjolser om bord ikke får en stump af det!

Jeg tror, at hvis canadieren ikke havde talt så meget, havde han i sin overstrømmende glæde massakreret hele flokken! Men han nøjedes med et dusin af disse interessante pungdyr, der, som Conseil fortalte os, udgør den første orden af de aplacentale pattedyr.

Disse dyr var små af vækst. Det var en art af disse» kænguru-kaniner«, der sædvanligvis ligger i grenvinkler, og hvis hurtighed er overordentlig; men om de end er af middelmådig størrelse, leverer de i det mindste det højest vurderede kød.

Vi var særdeles tilfredse med resultaterne af vor jagt. Den muntre Ned foreslog, at vi næste dag skulle vende tilbage til denne fortryllede ø, som han ville affolke for alle dens spiselige firføddede dyr. Men han regnede ikke med uforudsete begivenheder.

Klokken seks om eftermiddagen var vi igen kommet til stranden. Vores båd stod på grund på det sædvanlige sted. Nautilus, det lignede et aflangt skær, ragede op af bølgerne to mil fra bredden.

Uden at vente længere gav Ned sig i lag med den store affære: middagen. Han forstod sig beundringsværdigt på den slags kogekunst.

«Bari-utang«-koteletterne blev stegt på kul og udbredte snart en liflig duft, der parfumerede atmosfæren!

Men jeg opdager, at jeg vandrer i canadierens fodspor. Her falder jeg i ekstase over et stykke stegt svinekød. Gid man vil tilgive mig, som jeg har tilgivet mester Land, og af de samme grunde!

Kort sagt, middagen var fortrinlig. To duer kompletterede denne usædvanlige menu. Sagopalmemarv, brød fra artocarpus, nogle mangoer, et halvt dusin ananas og den gærede mælkesaft af nogle kokosnødder satte humør i os. Jeg tvivler endda på, at mine to værdige kammeraters tanker helt havde den ønskelige klarhed.

— Hvad om vi nu ikke vender tilbage til Nautilus i aften? sagde Conseil.

— Hvad om vi aldrig vender tilbage? tilføjede Ned Land. I det øjeblik faldt en sten for vore fødder og satte en stopper for harpunérens forslag.

Kapitel 22

Kaptajn Nemos lynstråle

Vi havde set ud fra skovbrynet uden at rejse os, min hånd standsede i sin bevægelse på vej til munden, mens Ned Land spiste videre.

— En sten falder ikke ned fra himlen, sagde Conseil, med mindre den fortjener navn af meteor.

Endnu en sten, en udsøgt rund en, der medtog et lækkert duelår fra Conseils hånd, gav hans bemærkning yderligere vægt. Vi havde alle tre rejst os op, og med geværet ved skulderen var vi parate til at besvare ethvert angreb.

— Er det aber? udbrød Ned Land.

— Omtrent, svarede Conseil, det er nogle af de vilde.

— Til båden, sagde jeg, og begyndte at bevæge mig mod havet. Det var virkelig nødvendigt at trække sig tilbage, for en snes indfødte, der var bevæbnede med buer og slynger, kom til syne i udkanten af et krat, der tilslørede horisonten til højre, knap hundrede skridt borte.

Vores båd lå trukket op ti favne fra os.

De vilde nærmede sig, uden at løbe, men de sparede ikke på yderst fjendtlige tilkendegivelser. Det regnede med sten og pile.

Ned Land havde ikke villet efterlade sine forråd, og trods den truende fare havde han svinet under den ene arm og kænguruerne under den anden, da han pilede af sted med en vis fart.

I løbet af to minutter var vi på stranden. At laste båden med forråd og våben, at skubbe den i havet, at bemande årerne, det var et øjebliks sag. Vi var ikke kommet to kabellængder ud, før hundrede af de indfødte, hylende og gestikulerende, løb ud i vandet lige til bæltestedet. Jeg så efter, om deres tilsynekomst ville få nogen på Nautilus til at komme op på dækket. Men nej. Den mægtige maskine, der lå et godt stykke ude, blev ved at være absolut øde.

Tyve minutter senere steg vi om bord. Lugerne var åbne. Efter at have fortøjet båden vendte vi tilbage til det indre af Nautilus.

Jeg gik ned i salonen, hvorfra der hørtes nogle akkorder. Kaptajn Nemo sad der bøjet over sit orgel og fordybet i musikalsk henrykkelse.

— Hr. kaptajn! sagde jeg til ham. Han hørte mig ikke.

— Hr. kaptajn! gentog jeg, idet jeg rørte ved ham med min hånd. Han fo'r sammen og sagde, idet han vendte sig:

— Åh, er det Dem, hr. professor? Nå, har De haft en god jagt, har De haft held med at botanisere?

— Ja, hr. kaptajn, men vi har uheldigvis fået en flok tobenede med, hvis naboskab synes mig foruroligende.

— Hvilke tobenede?

— Nogle af de vilde.

— De vilde, svarede kaptajn Nemo i en ironisk tone. Og De er forbavset, hr. professor, over at finde nogle vilde, når De har sat foden på land på denne klode. De vilde, hvor har man ikke nogen af dem? Og er de for resten værre end de andre, de, som De her kalder de vilde?

— Men, hr. kaptajn. .

— Jeg for min del har mødt den slags alle vegne!

— Nu vel, svarede jeg, hvis De ikke vil modtage dem her om bord på Nautilus, vil De gøre vel i at tage nogle forsigtighedsregler.

— Vær rolig, hr. professor, der er ikke noget at bekymre sig over.

— Men der er mange af dem!

— Hvor mange har De talt?

— Mindst et hundrede stykker.

— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, hvis fingre atter var anbragt på orglets tangenter, om alle Papuasiens indfødte var forsamlet på denne strand, ville Nautilus ikke have noget at frygte af deres angreb! Så løb kaptajnens fingre hen over instrumentets klaviatur, og jeg lagde mærke til, at han kun anslog de sarte tangenter, hvad der gav hans melodier en væsentlig skotsk tone. Han havde snart glemt min nærværelse og var hensunket i drømmerier, som jeg ikke mere forsøgte at forstyrre.

Jeg steg igen op på platformen. Det var allerede nat; thi på disse lave breddegrader går solen hurtigt ned og uden skumring. Jeg kunne nu kun utydeligt se øen Gueboroar. Men de talrige bål, der var tændt på stranden, vidnede om, at de indfødte ikke tænkte på at forlade den.

I flere timer var jeg således stadig alene, mens jeg snart tænkte på disse indfødte, — men uden at frygte dem særligt, for kaptajnens uforstyrrelige tillid havde smittet mig — snart glemte dem for at beundre denne tropenats pragt. Min hilsen fløj til Frankrig bag efter dyrekredsens stjerner, der om nogle timer skulle belyse det. Månen strålede i zenit midt imellem stjernebillederne. Jeg tænkte da, at denne trofaste og venlige drabant ville komme frem i overmorgen, på det selv samme sted, for at sætte bølgerne i bevægelse og rive Nautilus ud af dens koralleje. Da jeg hen ad midnat så, at alt var roligt på de formørkede bølger så vel som under træerne på kysten, vendte jeg tilbage til min kahyt og faldt i en fredelig søvn.

Natten forløb uden uheld. Papuaerne var åbenbart blevet forskrækkede blot ved synet af det uhyre, der var strandet i bugten, for lugerne, der stod åbne, kunne let have givet dem adgang til Nautilus' indre.

Klokken seks om morgenen — den 8. januar — steg jeg igen op på platformen. Morgenens skygger hævede sig. Snart viste øen først sine strande, så sine tinder gennem de spredte tåger.

De indfødte var der stadig, talrigere end den foregående dag — måske fem eller seks hundrede. Nogle benyttede sig af ebben og var gået ud på nogle koraltoppe, mindre end to kabellængder fra Nautilus. Jeg kunne tydeligt skelne hver enkelt. Det var sandelig virkelige papuaer, med atletisk skikkelse, mænd af en smuk race, med en bred og høj pande, med stor, men velformet næse, med hvide tænder. Deres uldhår, der havde et rødligt anstrøg, stak af fra et legeme, der var sort og lysende som en nubiers. I deres øreflip, der var tilskåret og udspilet, hængte snore og benperler. Disse vilde folk var i almindelighed nøgne. Blandt dem bemærkede jeg nogle kvinder, der fra hofterne til knæet var klædt i en formelig krinoline af græs, som et bælte af planter holdt oppe. Nogle høvdinge havde prydet deres hals med en halvmåne og halsbånd af røde og hvide perler. Næsten alle var bevæbnede med buer, pile og skjolde, og bar på skulderen et slags net, der indeholdt de afrundede sten, som de behændigt sendte ud med deres slynge.

En af disse høvdinge, der var kommet temmelig nær til Nautilus, undersøgte den opmærksomt. Det måtte være en» mado «af høj rang, for han var draperet med et tæppe af bananblade, takket i kanten og fremhævet af strålende farver.

Jeg kunne let have fældet denne vildmand, som befandt sig et godt stykke inden for skudvidde; men jeg troede, at det var bedre at afvente virkelig fjendtlige tilkendegivelser. Mellem europæere og vilde sømmer det sig, at europæerne sætter sig til modværge og ikke angriber.

Lige så længe som ebbetiden varede, luskede disse indfødte om i nærheden af Nautilus, men de optrådte ikke larmende. Jeg hørte dem hyppigt gentage ordet» assai«, og af deres bevægelser forstod jeg, at de indbød mig til at komme på land, en indbydelse, som jeg mente at måtte afslå.

Den dag gik båden altså ikke ud, til stor misfornøjelse for mester Land, der ikke kunne komplettere sine forråd. Den snilde canadier brugte tiden til at tilberede det kød og de melstoffer, som han havde taget med fra øen Gueboroar. Hvad angår de vilde, vendte de tilbage til landjorden henad klokken elleve om formiddagen, ved den tid, da koraltoppene begyndte at forsvinde under det stigende højvande. Men jeg så deres antal forøges betydeligt på strandbredden. Det var sandsynligt, at de kom fra naboøerne eller fra selve Papuasien. Jeg havde dog ikke opdaget en eneste af de indfødtes pirogger.

Da jeg ikke havde andet at bestille, tænkte jeg på at drægge disse smukke klare vande, hvori man kunne se en overdådighed af konkylier, zoofyter og havplanter. Det var i øvrigt den sidste dag Nautilus skulle tilbringe i disse farvande, hvis den da næste dag kom flot ved springfloden, som kaptajn Nemo havde lovet.

Jeg kaldte altså på Conseil, der bragte mig et lille let slæbenet, der næsten lignede det, som bruges til at skrabe østers med.

— Og de vilde? spurgte Conseil. Hvis herren ikke har noget imod det, så synes jeg ikke de er så slemme.

— De er dog menneskeædere, min ven.

— Man kan godt være menneskeæder og dog en brav mand, svarede Conseil, lige så vel som man kan holde af god mad og være hæderlig. Det ene udelukker ikke det andet.

— Vel, Conseil, jeg giver dig ret i, at det er hæderlige menneskeædere, og at de ernærer sig hæderligt af deres fanger. Men da jeg ikke bryder mig om at blive ædt, selv på hæderlig vis, vil jeg stadig holde mig på min post, for chefen på Nautilus lader ikke til at tage nogen forsigtighedsregler. Og nu til arbejdet.

I to timer blev vort fiskeri drevet med iver, men uden at indbringe nogen sjældenhed. Drægget fyldtes med midasører, harpesnegle, melanier og særlig af de smukkeste hammersnegle, som jeg nogensinde havde set.

Vi tog også nogle søpølser, nogle perleøsters og en halv snes små

skildpadder, som blev reserveret til skibets proviantkammer.

Men i det øjeblik, da jeg mindst ventede det, lagde jeg min hånd på et vidunder, jeg burde sige på en naturlig deformitet, der er meget sjælden at træffe. Conseil havde lige taget et strøg med nettet, og hans redskab kom op igen, fyldt med forskellige temmelig almindelige konkylier, da han ganske pludselig så mig hurtigt stikke armen ned i nettet, trække et skaldyr op og udstøde et konkyliolog-skrig, det vil sige, det mest gennemtrængende skrig en menneskelig strube kan frembringe.

— Åh, hvad er der dog med herren? spurgte Conseil meget overrasket. Er herren blevet bidt?

— Nej, min ven, og dog ville jeg gerne have betalt min opdagelse med en finger!

— Hvilken opdagelse?

— Denne konkylie, sagde jeg, idet jeg viste ham genstanden for min triumf.

— Men det er ganske simpelt en porfyr-olivensnegl, olivensneglenes slægt, de kamgælledes orden, gasteropodernes klasse, bløddyrenes række…

— Ja, Conseil, men i stedet for at være snoet fra højre til venstre drejer denne olivensnegl fra venstre til højre!

— Er det muligt! udbrød Conseil.

— Ja, min ven, det er en venstresnoet konkylie.

— En venstresnoet konkylie! gentog Conseil med bankende hjerte.

— Se på dens snoninger!

— Herren må tro mig, sagde Conseil, idet han tog den kostelige konkylie med skælvende hånd, men jeg har aldrig været så bevæget! Og der var noget at være bevæget over! Man ved jo, som naturhistorikerne har påvist det, at højrevendtheden er en naturlov. Himmellegemerne og deres drabanter bevæger sig fra højre til venstre i deres omløb og rotation. Mennesket bruger oftere sin højre hånd end sin venstre, og følgelig er dets instrumenter og apparater, trapper, låse, urfjedre o.s.v. indrettet på en sådan måde, at de bliver brugt fra højre til venstre. Nu har naturen i almindelighed brugt denne lov ved snoningen af konkylier. De er med sjældne undtagelser højresnoede, og når tilfældigvis deres snoninger går til venstre, betaler samlere dem i dyre domme.

Conseil og jeg var altså fordybede i betragtningen af vores skat, og jeg glædede mig til at berige museet med den, da en sten, der blev slynget af en af de indfødte, uheldigvis kom og knuste den kostelige ting i Conseils hånd.

Jeg udstødte et fortvivlelsens skrig! Conseil kastede sig over sin bøsse og sigtede på en af de vilde, som stod og svingede med sin slynge ti meter fra ham. Jeg ville standse ham, men hans skud gik af og knækkede det armbånd af amuletter, der hængte om den indfødtes arm.

— Conseil, råbte jeg, Conseil!

— Ja hvad! Så herren ikke, at det var den kannibal, der begyndte…

— En konkylie er ikke så meget værd som et menneskeliv, sagde jeg.

— Åh, den kæltring! råbte Conseil, jeg ville hellere have haft, at han havde knust min skulder.

Conseil mente, hvad han sagde; jeg var dog ikke enig med ham. Men situationen havde forandret sig i løbet af nogle øjeblikke, og vi havde ikke bemærket det. Nu omgav en snes pirogger Nautilus. Disse pirogger, der var udhulede træstammer, lange, smalle, velskikkede til at sejle i, holdtes i ligevægt ved hjælp af en dobbelt balancestang af bambus, som flød på vandoverfladen. De blev manøvreret af dygtige halvnøgne roere, og ikke uden uro så jeg dem nærme sig. Det var tydeligt, at papuaerne allerede havde haft forbindelse med europæere, og at de kendte deres skibe. Men denne lange jerncylinder, der lå og strakte sig i bugten, uden master, uden skorsten, hvad mon de tænkte om den? Ikke noget godt, for de havde straks holdt sig i respektfuld afstand. Men da de så, at den var ubevægelig, blev de lidt efter lidt mere tillidsfulde og forsøgte at blive fortrolige med den. Nu var det netop denne fortrolighed, det gjaldt om at forhindre. Vore geværer, der var uden detonation, kunne kun frembringe en middelmådig virkning på disse indfødte, som kun har respekt for larmende våben. Uden tordenens rullen ville lynet kun skræmme mennesket lidt, skønt faren er i lynglimtet, ikke i braget.

I dette øjeblik kom piroggerne nærmere til Nautilus, og en regn af pile slog imod den.

— For pokker! Det hagler, sagde Conseil, og måske er det et forgiftet haglvejr.

— Det er nødvendigt at underrette kaptajn Nemo, sagde jeg, idet jeg vendte tilbage gennem lugen.

Jeg gik ned i salonen. Jeg fandt ikke nogen der. Jeg dristede mig til at banke på den dør, der førte ind til kaptajnens kammer.

Et: kom ind! svarede mig. Jeg trådte ind, og fandt kaptajn Nemo fordybet i en beregning, hvori der ikke var nogen mangel på x'er og andre algebraiske tegn.

— Forstyrrer jeg Dem? sagde jeg af høflighed.

— Det gør De faktisk, hr. Aronnax, svarede kaptajnen, men jeg antager, at De har alvorlige grunde til at besøge mig.

— Meget alvorlige. De indfødtes pirogger omgiver os, og om nogle minutter bliver vi sikkert angrebet af flere hundrede af de vilde.

— Åh, de er kommet med deres pirogger? sagde kaptajn Nemo roligt.

— Ja, hr. kaptajn.

— Nå ja, hr. professor, det er tilstrækkeligt at lukke lugerne.

— Netop, og jeg kom for at sige Dem. .

— Intet er lettere, sagde kaptajn Nemo.

Og ved at trykke på en elektrisk knap sendte han en ordre til mandskabets vagt.

— Se, hvad der er sket, hr. professor, sagde han nogle øjeblikke efter. Båden er på plads, og lugerne er lukkede. De er vel ikke bange for, at disse herrer skal sprænge de vægge, som Deres fregats kugler ikke kunne gennembryde?

— Nej, hr. kaptajn, men der endnu en fare.

— Hvilken, min herre?

— Det er, at i morgen ved samme tid bliver det nødvendigt at åbne lugerne for at forny luften i Nautilus…

— Uimodsigeligt, min herre, siden vort fartøj trækker vejret på samme måde som hvaler.

— Hvis nu papuaerne i det øjeblik besætter platformen, ser jeg ikke, hvordan De kan hindre dem i at komme ind.

— Så De antager, min herre, at de vil komme om bord?

— Det er jeg sikker på.

— Nå ja, min herre, så lad dem komme. Jeg kan ikke se nogen grund til at hindre dem deri. I grunden er det nogle sølle djævle, disse papuaer, og jeg vil ikke have, at mit besøg ved Gueboroar skal koste livet for en eneste af disse ulykkelige!

Da det var sagt, ville jeg gå igen, men kaptajn Nemo holdt mig tilbage og indbød mig til at tage plads ved sin side. Han udspurgte mig interesseret om vore udflugter på landjorden, om vore jagter, og så ikke ud til at forstå det behov for kød, der ophidsede canadieren. Så strejfede konversationen forskellige emner, og uden at være mere meddelsom viste kaptajn Nemo sig mere elskværdig.

Blandt andet kom vi til at tale om Nautilus’ situation, idet den var gået på grund netop på det sted, hvar Dumant d’Urville var ved at gå fortabt. I den anledning sagde kaptajnen til mig:

— Han var en af Deres store søfarere, en af Deres mest intelligente navigatører, denne d’Urville. Han er Deres, franskmændenes, kaptajn Cook. Den ulykkelige videnskabsmand! At have trodset Sydpolens isbarrierer, Oceaniens koralrev, Stillehavets kannibaler, for at omkomme ynkeligt i et jernbanetog! Hvis denne energiske mand har kunnet tænke i de sidste sekunder af sin eksistens, kan man forestille sig, hvordan hans tanker må have været!

Kaptajn Nemo lod til at være bevæget, idet han talte således, og denne følelse holdt jeg ham til gode.

Med kortet i hånden gennemså vi den franske søfarers arbejder om hans jordomsejlinger, hans dobbelte forsøg ved Sydpolen, der medførte opdagelsen af Adélie— og Louis Philippes land, endelig hans hydrografiske tegninger af Oceaniens vigtigste øer.

— Det, som Deres d’Urville har udrettet på havets overflade, sagde kaptajn Nemo, det har jeg gjort nede i oceanet og lettere, fuldstændigere end han. Astrolabe og Zelée, der uafladelig blev omtumlet af orkaner, kunne ikke måle sig med Nautilus, det rolige arbejdsværelse, der er virkelig statisk i vandenes midte!

— Imidlertid, hr. kaptajn, sagde jeg, er der et lighedspunkt mellem Dumont d’Urvilles korvetter og Nautilus.

— Hvilket, min herre?

— Det, at Nautilus er strandet ligesom de!

— Nautilus er ikke strandet, min herre, svarede kaptajn Nemo mig koldt. Nautilus er bygget til at hvile på havets bund, og det møjsommelige arbejde, de manøvrer, som det at flotsætte korvetterne pålagde d’Urville, behøver jeg ikke at påtage mig. Astrolabe og Zelée var nær ved at gå til grunde, men min Nautilus løber ingen risiko. I morgen, på den nævnte dag, vil tidevandet på det nævnte klokkeslæt løfte den fredeligt, og den vil genoptage sin sejlads tværs gennem havene.

— Kaptajn, sagde jeg, jeg tvivler ikke…

— I morgen, tilføjede kaptajn Nemo, idet han rejste sig, klokken to fyrre om eftermiddagen vil Nautilus komme flot og uden havari forlade Torresstrædet.

Efter at have udtalt disse ord i en afvisende tone, bukkede kaptajn Nemo let. Audiensen var forbi, og jeg vendte tilbage til mit kammer.

Der fandt jeg Conseil, der ønskede at kende resultatet af mit samvær med kaptajnen.

— Min ven, svarede jeg, da det så ud som jeg troede; at Nautilus var truet af de indfødte fra Papuasien, svarede kaptajnen mig meget ironisk. Jeg har altså kun ét at sige dig: Hav tillid til ham og gå roligt hen og sov!

— Herren har ikke brug for min hjælp?

— Nej, min ven. Hvad bestiller Ned Land?

— Vil herren undskylde mig, svarede Conseil, men min ven Ned er ved at tilberede en kængurupostej, som skal være helt vidunderlig!

Jeg blev alene, jeg gik til køjs, men jeg sov temmelig dårligt. Jeg hørte larmen fra de vilde, der trampede på platformen og udstødte øredøvende skrig. Sådan forløb natten, og uden at mandskabet kom ud af sin sædvanlige træghed. De blev ikke mere foruroligede over disse kannibalers nærværelse, end soldaterne i et pansret fort ville bryde sig om de myrer, der løb på dets panserplader.

Klokken seks om morgenen stod jeg op. Lugerne var ikke blevet åbnet. Luften blev altså ikke fornyet udefra, men reservoirerne, der var fyldt for alle tilfældes skyld, fungerede som de skulle og sendte nogle kubikmeter ilt ind i Nautilus’ forringede atmosfære.

Jeg arbejdede i mit kammer lige til middag uden blot et øjeblik at have set kaptajn Nemo. Det lod ikke til, at man om bord gjorde nogen forberedelser til afsejling.

Jeg ventede endnu nogen tid, så begav jeg mig til den store salon. Uret viste to, tredive. Om ti minutter måtte flodbølgen have nået sin maksimale højde, og hvis kaptajn Nemo ikke havde aflagt et ubesindigt løfte, ville Nautilus straks blive frigjort. Hvis ikke, kunne der godt gå flere måneder, før den kunne forlade sin koralseng.

Imidlertid lod nogle forudgående rystelser sig snart mærke i bådens skrog. Jeg hørte de ujævne kalkdannelser i koralbunden skure mod skibsklædningen.

Klokken to, femogtredive viste kaptajn Nemo sig i salonen.

— Nu sejler vi, sagde han.

— Åh, udbrød jeg.

— Jeg har givet ordre til at åbne lugerne.

— Og papuaerne?

— Papuaerne? svarede kaptajn Nemo med et let skuldertræk.

— Kommer de så ikke ind i det indre af Nautilus?

— Hvordan det?

— Ved at komme igennem de luger, som De lader åbne.

— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo roligt, man går ikke sådan ind ad lugerne i Nautilus, selv når de er åbne. Jeg betragtede kaptajnen.

— Kan De ikke forstå det? sagde han.

— Overhovedet ikke!

— Nå, så kom og se!

Jeg gik hen mod trappen i midten. Der stod Ned Land og Conseil og betragtede meget spændt nogle mænd af besætningen, der var ved at åbne lugerne, mens skrig af raseri og forfærdelige brøl genlød udenfor. De udvendige luger blev slået til side. Tyve frygtelige skikkelser kom til syne. Men den første af disse indfødte mænd, der satte hånden på trappe gelænderet, blev kastet bagover af jeg ved ikke hvilken usynlig magt og flygtede, mens han udstødte rædsomme skrig og lavede uhyrlige krumspring.

Ti af hans kammerater fulgte ham. Ti fik den samme skæbne. Conseil var begejstret. Ned Land styrtede hen mod trappen, revet med af sine voldsomme instinkter. Men så snart han havde grebet gelænderet med begge hænder, var det hans tur til at blive væltet.

— For tusind djævle, udbrød han. Jeg er ramt af lynet! Det ord forklarede mig alt. Det var ikke længere et gelænder, men det metalkabel, der, ladet med skibets elektricitet, endte på platformen. Enhver, der rørte det, følte et voldsomt stød, og dette stød havde været dræbende, hvis kaptajn Nemo havde ført hele strømmen fra sine apparater ind i denne leder! Man kunne i virkeligheden sige, at han mellem sine angribere og sig selv havde udspændt et net, som ingen kunne komme ustraffet igennem.

Imidlertid havde de forfærdede papuaer trukket sig tilbage, vilde af rædsel. Halvt leende trøstede og masserede vi den uheldige Ned Land, der bandede som en besat.

Men løftet af tidevandets sidste flodbølge forlod Nautilus i dette øjeblik sit koralleje i dette fyrretyvende minut, som kaptajnen nøjagtigt havde beregnet. Dens skrue piskede vandet med en majestætisk langsomhed. Dens hastighed øgedes lidt efter lidt, og sejlende på oceanets overflade forlod den i god behold Torresstrædets farlige snævringer.

Kapitel 23

Ægri somnia

Den følgende dag, den 10. januar, genoptog Nautilus sin sejlads midt i havet, men med en betydelig hastighed, som efter min vurdering ikke kunne være mindre end fem og tredive mil i timen. Skruens hastighed var sådan, at jeg hverken kunne følge eller tælle dens omdrejninger. Når jeg tænkte på, at denne vidunderlige elektriske drivkraft, foruden at have givet Nautilus bevægelse, varme, lys, endda beskyttede den mod angreb udefra og forvandlede den til en hellig ark, som ingen profanerede ved berøring uden at blive ramt af et lyn, havde min beundring ikke længere nogen grænser, og fra apparatet steg den straks til den ingeniør, der havde skabt det.

Vi sejlede direkte mod vest, og den 11. januar passerede vi Kap Wessel, der ligger på 135° længde og 10° sydlig bredde og danner østpunktet af Carpentariabugten. Skærene var stadig talrige, men mere spredte og var aftegnet på kortet med yderste nøjagtighed. Nautilus undgik let Moneyskærene om bagbord og Victoriarevene om styrbord, placerede på 130° længde og den tiende parallel, som vi omhyggeligt fulgte.

Den 13. januar fik kaptajn Nemo, der var kommet ind i Timorhavet, øen af dette navn i sigte på 122° længde. Denne ø, hvis overflade er på seksten hundrede femogtyve kvadratmil, styres af rajaher. Disse fyrster påstår at være ætlinge af krokodiller, det vil sige afkom af den fornemste oprindelse et menneskeligt væsen kan gøre fordring på. Derfor myldrer disse skællede forfædre også i øens floder og er genstand for en særlig veneration. Man beskytter dem, man forkæler dem, man smigrer dem, man fodrer dem, man tilbyder dem unge piger til næring, og vé den fremmede, der lægger hånd på et af disse hellige krybdyr.

Men Nautilus havde intet udestående med disse hæslige dyr. Timor var kun synlig et øjeblik om middagen, da næstkommanderende tog sit bestik. Ligeledes skimtede jeg den lille ø Rotti, der hører til samme gruppe, og hvis kvinder på de malajiske markeder har et særdeles grundfæstet ry for skønhed.

Fra dette udgangspunkt bøjede Nautilus’ rute mod sydvest, bort fra den hidtil fulgte breddegrad. Forstavnen blev vendt mod det Indiske Ocean. Hvor ville kaptajn Nemos luner nu føre os hen? Ville han gå op igen mod Asiens kyster? Nærmede han sig Europas strande? Lidet sandynlige beslutninger fra en mand, der flygtede fra de beboede fastlande! Ville han gå ned mod syd? Ville han runde Kap det gode Håb, dernæst Kap Horn og gøre fremstød mod Sydpolen? Ville han igen komme tilbage til Stillehavet, hvor hans Nautilus kunne navigeres let og ubesværet? Det ville tiden vise.

Efter at have sejlet langs Cartier-, Hibernia-, Seringapatam— og Scottskærene, det faste elements sidste udløbere mod det flydende element, var vi den 14. januar borte fra alt land. Nautilus’ hastighed blev mærkværdigt nedsat, og meget lunefuld i sin fart svømmede den snart midt i vandene og flød snart på deres overflade.

I løbet af denne periode af sørejsen gjorde kaptajn Nemo interessante erfaringer med hensyn til havets forskellige temperaturer i de forskellige lag. Under almindelige forhold fås disse oplysninger ved hjælp af ret komplicerede instrumenter, hvis rapporter i hvert fald er tvivlsomme, da det er termometriske sonder, hvis glas ofte knuses under vandets tryk, eller apparater, der er baseret på variation i metallernes modstand mod elektriske strømme. De resultater, der opnås på den måde, kan ikke kontrolleres tilstrækkeligt. Derimod gik kaptajn Nemo selv ned for at undersøge temperaturen i havets dyb, og hans termometer, der var sat i forbindelse med de forskellige flydende lag, gav ham straks og sikkert den søgte gradbestemmelse.

Det forholder sig således, at enten ved at overfylde sine reservoirer eller ved at gå skråt ned ved hjælp af sine hældende planer, nåede Nautilus efterhånden dybder på tre, fire, fem, syv, ni og ti tusind meter, og det endelige resultat af disse erfaringer blev, at havet på alle breddegrader i en dybde af tusind meter viste en permanent temperatur på fire og en halv grad.

Jeg fulgte disse eksperimenter med den mest levende interesse. Kaptajn Nemo drev dem med virkelig lidenskab. Ofte spurgte jeg mig selv, til hvad formål han foretog disse observationer. Var det til bedste for sine lige? Det var ikke sandsynligt, for en eller anden dag måtte hans arbejder gå til grunde med ham i et eller andet ukendt hav! Medmindre han havde tiltænkt mig resultatet af sine erfaringer. Men det ville være at indrømme, at min mærkelige rejse skulle få ende, og den ende kunne jeg endnu ikke få øje på.

Hvordan det nu end var, lod kaptajn Nemo mig på lige fod vide de forskellige tal, som han havde konstateret, og som grundlagde rapporten om vandets vægtfylde i jordklodens vigtigste have. Af disse meddelelser uddrog jeg en personlig belæring, som ikke havde noget med videnskab at gøre.

Det var om morgenen den 15. januar. Kaptajnen, som jeg gik sammen med på platformen, spurgte mig, om jeg kendte de forskellige vægtfylder for havvand. Jeg svarede benægtende, og jeg tilføjede, at videnskaben manglede nøjagtige observationer angående dette emne.

— Jeg har foretaget dem, disse observationer, sagde han, og jeg kan hævde deres sikkerhed.

— Vel, svarede jeg, men Nautilus er en verden for sig, og dens kyndige folks hemmeligheder når ikke op på landjorden.

— De har ret, hr. professor, sagde han efter nogle minutters tavshed. Det er en verden for sig. Den er lige så fremmed på jorden som de planeter, der ledsager denne klode rundt om solen, og man får aldrig kendskab til videnskabelige arbejder fra Saturn eller Jupiter. Men da tilfældet har knyttet vore eksistenser sammen, kan jeg meddele Dem resultatet af mine iagttagelser.

— Jeg lytter, hr. kaptajn.

— De ved, hr. professor, at havvandet har større vægtfylde end ferskvand, men denne vægtfylde er ikke ens overalt. I virkeligheden er det sådan, at hvis jeg sætter ferskvandets vægtfylde til én, finder jeg 1,028 for Atlanterhavets vand, 1,026 for Stillehavets vand, 1,030 for Middelhavets vand.

Aha, tænkte jeg, han vover sig ind i Middelhavet?

— 1,018 for det Joniske Havs vande og 1,029 for Adriaterhavets vande.

Nautilus skyede bestemt ikke disse Europas befærdede have, og jeg sluttede deraf, at han ville føre os — måske inden længe — hen imod mere civiliserede kontinenter. Jeg tænkte, at Ned Land ville erfare denne enkelthed med en ganske naturlig tilfredshed.

I flere dage gik tiden for os med alle slags eksperimenter, som drejede sig om vandets saltholdighed i forskellige dybder, om dets elektrisering, om dets farve, om dets gennemsigtighed, og under alle disse omstændigheder udfoldede kaptajn Nemo en sindrighed, som kun hans venlighed mod mig kom på højde med. Derpå så jeg ham ikke mere i nogle dage og blev igen ligesom isoleret på hans skib.

Den 16. januar syntes Nautilus at falde i søvn blot nogle meter under bølgernes overflade. Dens elektriske apparater fungerede ikke, og dens ubevægelige skrue overlod den til bølgernes forgodtbefindende. Jeg antog, at mandskabet arbejdede med indvendige reparationer, der var blevet nødvendige på grund af voldsomheden i maskinens mekaniske bevægelser.

Mine kammerater og jeg blev da vidner til et underligt syn. Salonens luger var åbne, og da Nautilus’ lanterne ikke var i virksomhed, herskede der et ubestemt mørke midt i vandene. En uvejrshimmel, dækket med tykke skyer, gav kun en utilstrækkelig klarhed til oceanets øverste lag.

Jeg iagttog havets tilstand under disse forhold, og de største fisk så for mig kun ud som skygger med usikre konturer, da Nautilus ved en pludselig overgang var fuldt belyst. Først troede jeg, at lanternen var blevet tændt igen, og at den kastede sin elektriske stråleglans ud i den flydende masse. Jeg tog fejl, og efter en hurtig undersøgelse erkendte jeg min fejltagelse.

Nautilus flød midt i et fosforescerende lag, som i dette mørke blev blændende. Det blev frembragt af myriader af lysende smådyr, hvis funklen forstærkedes, idet de gled mod apparatets metalskrog. Så opdagede jeg lynglimt midt i disse lysende lag, som havde det været strømme af smeltet bly i en gloende ovn, eller af metalmasser, der var gjort hvidglødende, på en sådan måde, at visse lysende partier ved modsætning kastede skygge i disse brændende omgivelser, hvor al skygge tilsyneladende måtte være bandlyst. Nej! Det var ikke mere den rolige udstråling fra vor sædvanlige belysning. Der var en usædvanlig kraft og bevægelse. Dette lys, det følte man var levende.

Det var i virkeligheden en uendelig sammenhobning af

havinfusorier, miliære noctiluca, ligefrem bobler af gennemsigtig gelé, forsynede med trådformede tentakler, og hvoraf man har talt op til femogtyve tusind i tredive kubikcentimeter vand. Og deres lys blev endda fordoblet af disse særlige lys hos gopler, søtjerner, aurelier, boremuslinger og andre fosforescerende zoofyter, gennemtrængt af fedt fra organiske stoffer, der var nedbrudt af havet, og måske af slim udskilt af fisk.

I flere timer flød Nautilus i disse strålende bølger, og vor beundring voksede ved at se store havdyr boltre sig deri som salamandre. Midt i denne ild, der ikke brænder, så jeg elegante og rappe marsvin, havenes utrættelige klovner, og tre meter lange sværdfisk, orkanernes intelligente forløbere, hvis frygtelige sværd undertiden stødte mod salonens vinduesglas. Så kom mindre fisk til syne, forskellige balister, fastkæber som kuffertfisk og pindsvinefisk, springende makrelfisk og hundrede andre, som i deres fart afstribede den lysende atmosfære.

Hvor dette blændende syn var fortryllende! Måske forøgede en eller anden atmosfærisk tilstand dette fænomens intensitet? Måske var et uvejr ved at bryde ud på havoverfladen? Men i denne dybde på nogle meter led Nautilus ikke under dets raseri, og den vuggede fredeligt midt i de rolige vande.

Således sejlede vi videre, uophørligt bedårede af et eller andet nyt vidunder. Conseil iagttog og klassificerede sine zoofyter, sine leddyr, sine bløddyr, sine fisk. Dagene fløj af sted, og jeg talte dem ikke mere. Ned stræbte som sædvanlig at variere den daglige kost om bord. Som rigtige snegle var vi vant til vore sneglehuse, og jeg tør påstå, at man sagtens kan blive en snegl med hus på ryg.

Dette liv forekom os således let, naturligt, og vi tænkte ikke mere på, at der eksisterede et helt andet liv på jordklodens overflade, da der indtraf en begivenhed, som nok skulle huske os på var situations besynderlighed.

Den 18. januar befandt Nautilus sig på 105° længde og 15° sydlig bredde. Vejret så truende ud, havet var barsk og uroligt. Vinden blæste kraftigt fra øst. Barometret, der i de sidste dage var faldet, meldte om forestående kamp med elementerne.

Jeg var steget op på platformen, i det øjeblik da næstkommanderende var ved at måle timevinklerne. Som sædvanlig ventede jeg, at den daglige melding ville blive udtalt. Men den dag blev den erstattet med en anden ikke mindre uforståelig sætning. Næsten straks efter så jeg kaptajn Nemo komme, og bevæbnet med en kikkert rettede han sine øjne mod horisonten.

I nogle minutter stod kaptajnen ubevægelig uden at slippe det punkt, der var indesluttet i hans objektivs synsfelt. Så sænkede han sin kikkert og vekslede en halv snes ord med sin næstkommanderende. Denne så ud til at være bytte for en uro, som han forgæves søgte at beherske. Kaptajn Nemo, som i højere grad var herre over sig selv, var stadig rolig. Det lod for resten til, at han gjorde nogle indvendinger, hvorpå næstkommanderende svarede med formelle forsikringer. I det mindste opfattede jeg det således — så forskellige som deres tone og håndbevægelser var.

For mit vedkommende havde jeg omhyggeligt uden at opdage noget kikket i den retning, de iagttog. Himlen og vandet mødtes i horisonten i en fuldkommen klar linie.

Imidlertid vandrede kaptajn Nemo lige fra den ene ende af platformen til den anden uden at bryde sig om mig, måske uden at se mig. Hans gang var sikker, men mindre regelmæssig end ellers. Undertiden standsede han og iagttog havet med armene korslagt over brystet. Hvad kunne han søge i dette umådelige rum? Nautilus befandt sig i øjeblikket nogle hundrede mil fra den nærmeste kyst.

Næstkommanderende havde igen taget sin kikkert og undersøgte stædigt horisonten, mens han stampende gik frem og tilbage og ved sin nervøse ophidselse dannede en kontrast til sin chef.

For resten måtte dette mysterium blive opklaret og det inden længe, for efter ordre fra kaptajn Nemo øgede maskinen sin fremdrivende kraft og fik skruen til at rotere hurtigere.

I dette øjeblik påkaldte næstkommanderende igen kaptajnens opmærksomhed. Chefen standsede sin gang og rettede sin kikkert mod det angivne punkt. Han stirrede længe. For alvor nysgerrig gik jeg for min del ned i salonen og hentede en udmærket kikkert, som jeg plejede at bruge. Idet jeg støttede den på lanternetårnet, som dannede et fremspring forude på platformen, indrettede jeg mig på med øjnene at følge hele linien mellem himmel og hav.

Men mit øje var endnu ikke nået til okularet, da instrumentet hurtigt blev revet ud af min hånd.

Jeg vendte mig om. Kaptajn Nemo stod foran mig, men jeg kendte ham ikke igen. Hans ansigt var forvandlet. Hans øjne strålede af en mørk ild og skjulte sig under hans rynkede bryn. Hans tænder var halvt synlige. Hans stive legeme, hans knyttede hænder, hans hoved, der var trukket tilbage mellem skuldrene, vidnede om et voldsomt had, som prægede hele hans fremtoning. Han rørte sig ikke. Min kikkert var faldet ud af hans hånd og rullede ned for hans fødder.

Havde jeg således, uden at ville det, fremkaldt denne vrede holdning? Forestillede denne ubegribelige personlighed sig, at jeg havde opdaget en hemmelighed, der skulle være ukendt for Nautilus’ gæster?

Nej! Det var ikke mig, der var genstand for dette had; thi han så ikke på mig, og hans øje hvilede vedholdende på det uudgrundelige punkt i horisonten.

Omsider blev kaptajn Nemo igen herre over sig selv. Hans ansigt, der nylig var så fuldstændig forandret, antog igen sin vante ro. Han henvendte nogle ord i det fremmede sprog til sin næstkommanderende, så vendte han sig mod mig.

— Hr. Aronnax, sagde han i en temmelig bydende tone, jeg fordrer af Dem opfyldelse af en af de forpligtelser, der knytter Dem til mig.

— Hvorom drejer det sig, chef?

— Det er nødvendigt at lukke Dem inde, Dem og Deres ledsagere, lige til det øjeblik, da jeg finder det passende at give Dem friheden.

— De er herre her, svarede jeg ham, og betragtede ham stift. Men må jeg spørge Dem om noget?

— Nej, aldeles ikke, min herre!

Efter disse ord havde jeg ikke noget at diskutere, men måtte adlyde, da al modstand havde været umulig.

Jeg gik igen ned i den kahyt Ned Land og Conseil beboede og meddelte dem kaptajnens bestemmelse. Jeg overlader til enhver at tænke sig, hvordan denne oplysning blev modtaget af canadieren. For øvrigt var der ikke tid til nogen forklaring. Fire mand af besætningen ventede ved døren, og de førte os til den celle, hvor vi havde tilbragt vor første nat om bord på Nautilus.

Ned Land ville gøre indsigelse, men døren blev lukket efter ham uden nogen mulighed for svar.

— Vil herren sige mig, hvad dette skal betyde? spurgte Conseil.

Jeg fortalte mine kammerater, hvad der var passeret. De blev lige så forbavsede som jeg og forstod lige så lidt.

Jeg var imidlertid sunket ned i afgrundsdyb eftertanke, og det mærkelige udtryk i kaptajn Nemos ansigt forlod ikke min bevidsthed. Jeg var ude af stand til at forbinde to logiske tanker, og jeg fortabte mig i de mest absurde hypoteser, da jeg blev draget ud af min åndelige anspændelse ved disse ord fra Ned Land:

— Værsgo! Frokosten er serveret!

Bordet var virkelig parat. Det var tydeligt, at kaptajn Nemo havde givet ordre dertil samtidig med, at han lod Nautilus’ hastighed forøge.

— Vil herren tillade, at jeg giver Dem et råd? spurgte Conseil.

— Ja, min ven, sagde jeg.

— Nu vel, gid herren ville spise frokost. Det er klogt, for vi ved ikke, hvad der kan ske.

— Du har ret, Conseil.

— Desværre, sagde Ned Land, har man kun givet os den sædvanlige kost.

— Min ven Ned, svarede Conseil, hvad ville De mon sige, hvis der slet ingen frokost havde været?

Denne fornuftige ytring satte brat en stopper for harpunérens beklagelser.

Vi satte os til bords. Måltidet forløb nærmest i tavshed. Jeg spiste kun lidt. Conseil tvang altid noget i sig af klogskab, og hvad Ned Land end fik, lod han ikke en bid går fra sig. Da så frokosten var overstået, lænede hver af os sig tilbage i sit hjørne.

I dette øjeblik udsluktes den lysende klode, der oplyste cellen, og den efterlod os i dybt mørke. Ned Land ventede ikke med at lægge sig til at sove, og hvad der forbavsede mig, Conseil overgav sig også til en tung slummer. Jeg spurgte mig selv, hvad der kunne have fremkaldt dette bydende behov for søvn hos ham, da jeg følte min hjerne gennemtrænges af en tæt sløvhed. Mine øjne, som jeg ønskede at holde åbne, lukkede sig mod min vilje. Jeg lå under for en smertelig hallucination. Åbenbart havde der været søvndyssende stoffer blandet i den mad, som vi lige havde indtaget. Det var altså ikke nok med fængsel for at skjule kaptajn Nemos planer for os, det var også nødvendigt med søvn!

Så hørte jeg lugerne blive lukket. Havets bølgegang, der fremkaldte en let rullende bevægelse, hørte op. Nautilus havde altså forladt havets overflade? Var den vendt tilbage til det ubevægelige leje i vandene?

Jeg ville modstå søvnen. Det var umuligt. Mit åndedræt blev svagere. Jeg følte en dødelig kulde isne mine lemmer, der var blevet tunge og ligesom lammede. Mine øjenlåg faldt tunge som bly ned over mine øjne. Jeg kunne ikke løfte dem. En unaturlig søvn, fuld af hallucinationer, bemægtigede sig hele mit sind. Så forsvandt synerne og efterlod mig fuldstændig tilintetgjort.

Kapitel 24

Koralkongeriget

Den næste morgen vågnede jeg med forbavsende let hoved. Til min store overraskelse var jeg i mit kammer. Mine kammerater var uden tvivl blevet flyttet tilbage til deres kahyt, uden at de havde lagt mere mærke til det end jeg. Hvad der var sket i den forløbne nat, var de uvidende om, som jeg selv var uvidende om det, og for at afsløre dette mysterium regnede jeg kun med fremtidige tilfældigheder.

Nu tænkte jeg på at forlade mit kammer. Var jeg endnu engang fri, eller var jeg fange? Fuldkommen fri. Jeg åbnede døren, jeg gik langs ad gangene, jeg steg op ad trappen i midten. Lugerne, der var lukket den foregående dag, var åbne. Jeg kom op på platformen.

Ned Land og Conseil ventede mig der. Jeg spurgte dem ud. De vidste ikke noget. Efter at være faldet i en tung søvn, som ikke efterlod dem nogen erindring, var de blevet meget overraskede over igen at finde sig selv i deres kahyt.

Hvad Nautilus angår, forekom den os rolig og hemmelighedsfuld som altid. Den flød på bølgernes overflade med jævn fart. Intet syntes forandret om bord.

Ned Land iagttog havet med sine gennemtrængende øjne. Det var øde. Canadieren fik intet nyt i sigte i horisonten, hverken sejl eller land. En brise blæste larmende fra vest, og lange bølger, forrevne af vinden, fik fartøjet til at rulle særdeles mærkbart.

Efter at Nautilus havde fornyet sin luftbeholdning, holdt den sig i en gennemsnitsdybde på femten meter, så den hurtigt igen kunne komme op til overfladen. En manøvre, som mod sædvane blev gennemført flere gange i løbet af denne dag, den 19. januar. Så steg næstkammanderende op på platformen, og den sædvanlige melding genlød i skibets indre.

Hvad angår kaptajn Nemo, viste han sig ikke. Af skibets folk så jeg kun den uforstyrrelige steward, der serverede for mig med sin sædvanlige præcision og stumhed.

Henad to var jeg i salonen, optaget af at ordne mine optegnelser, da kaptajnen åbnede døren og kom ind. Jeg hilste på ham. Han svarede med en næsten usynlig hilsen, uden at henvende et ord til mig. Jeg tog igen fat på mit arbejde, idet jeg håbede, at han måske ville give mig en forklaring på de begivenheder, der havde præget den foregående nat. Han gjorde intet af den slags. Jeg betragtede ham. Det forekom mig, at han så træt ud; hans røde øjne var ikke blevet forfriskede af søvn; hans ansigt udtrykte dyb tristhed, virkelig sorg. Han gik frem og tilbage, satte sig og rejste sig, tog en tilfældig bog, slap den straks, rådførte sig med sine instrumenter uden at tage sine sædvanlige notater og syntes ikke at kunne holde sig i ro et øjeblik.

Omsider kom han hen imod mig og sagde til mig:

— Er De læge, hr. Aronnax?

Jeg var så lidt forberedt på dette spørgsmål, at jeg så på ham i nogen tid uden at svare.

— Er De læge? gentog han. Flere af Deres kolleger har studeret medicin, Gratiolet, Moquin-Tandon og andre.

— Jeg er faktisk læge, sagde jeg, og har været kandidat på hospitaler. Jeg har praktiseret i flere år, før jeg kom ind på museet.

— Vel, min herre.

Mit svar havde åbenbart tilfredsstillet kaptajn Nemo. Men da jeg ikke vidste, hvor han ville hen, afventede jeg nye spørgsmål, idet jeg forbeholdt mig at svare efter omstændighederne.

— Hr. Aronnax, sagde kaptajnen, vil De samtykke i at tage Dem af en af mine mænd?

— Har De en patient?

— Ja.

— Jeg er parat til at følge Dem.

— Kom med.

Jeg må tilstå, at mit hjerte bankede. Jeg ved ikke hvorfor jeg så en vis sammenhæng mellem denne sygdom hos en mand af besætningen og begivenhederne den foregående dag, og dette mysterium optog mig mindst lige så meget som den syge.

Kaptajn Nemo førte mig agterud i Nautilus og lod mig træde ind i en kahyt, der lå nær ved matrosernes kammer.

Der hvilede på et leje en mand på fyrretyve år, med energisk ansigt, en ægte angelsaksisk type.

Jeg lænede mig over ham. Det var ikke blot en syg, det var en såret. Hans hoved, der var indhyllet i blodigt linned, hvilede på en sammenlagt hovedpude. Jeg løsnede hans forbinding, og den sårede, der betragtede mig stift med sine store øjne, lod mig gøre det uden mindste klage.

Såret var frygteligt. Kraniet var splintret af et stumpt instrument, hjerne sås blottet, og hjernemassen havde været udsat for et dybtgående tryk. Klumper af blod havde dannet sig i den udflydende masse, som havde antaget en mørkerød farve. Han var på én gang blevet kvæstet og havde fået en hjernerystelse. Den syges åndedræt var langsomt, og nogle krampagtige muskelbevægelser trak i hans ansigt. Hjernebetændelsen var total og medførte lammelse af følelse og bevægelighed.

Jeg tog den såredes puls. Den var uregelmæssig. Legemets yderpunkter var allerede ved at blive kolde, og jeg kunne se, at døden nærmede sig, uden at det syntes mig muligt at standse den. Efter at have forbundet den ulykkelige glattede jeg hans hovedpude og vendte mig mod kaptajn Nemo.

— Hvad kommer det sår af? spurgte jeg.

— Kan det ikke være ligegyldigt? svarede kaptajnen undvigende. Et stød i Nautilus har knækket en af vægtstængerne i maskinen, og den har ramt denne mand. Men Deres mening om hans tilstand?

Jeg nølede lidt med at udtale mig.

— De kan tale frit, sagde kaptajnen. Denne mand forstår ikke fransk.

— Han har ikke to timer tilbage.

— Er der intet, der kan redde ham?

— Intet!

Kaptajn Nemos hånd knyttedes, og nogle tårer glimtede i hans øjne, som jeg ikke havde troet skabt til gråd.

I nogle øjeblikke endnu betragtede jeg den døende, hvis liv lidt efter lidt ebbede ud. Hans bleghed øgedes yderligere under det elektriske lys, som hans dødsleje var badet i. Jeg så på hans intelligente hoved, der var furet af alt for tidlige rynker, som ulykke, elendighed måske, for længst havde tegnet. Jeg prøvede at opdage hans livs hemmelighed i de sidste ord, der undslap hans læber.

— De kan trække Dem tilbage, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo.

Jeg forlod kaptajnen i den døendes kahyt, og meget bevæget over dette optrin kom jeg tilbage til mit kammer. Hele dagen igennem var jeg foruroliget af uhyggelige anelser. Om natten sov jeg dårligt, og mellem mine hyppigt afbrudte drømme troede jeg at høre fjerne suk og noget, der lød som begravelsessalmer. Var det bønnen for de døde, der blev mumlet på et sprog, som jeg ikke kunne forstå?

Den næste morgen gik jeg op på dækket. Kaptajn Nemo var gået derop i forvejen. Så snart han opdagede mig, kom han hen imod mig.

— Hr. professor, ville det passe Dem at foretage en undersøisk udflugt idag?

— Sammen med mine kammerater? spurgte jeg.

— Hvis de har lyst.

— Vi står til Deres tjeneste, chef.

— Så vær så god at tage Deres dykkerdragter på igen.

Om den døende eller døde var der ikke tale. Jeg gik ned igen, til Ned Land og Conseil. Jeg gjorde dem bekendt med kaptajn Nemos forslag. Conseil skyndte sig at gå ind på det, og denne gang viste canadieren sig meget oplagt til at følge med.

Det var klokken otte morgen. Klokken halv ni var vi klædt på til denne nye vandring og forsynet med de to apparater til belysning og vejrtrækning. Den dobbelte dør blev åbnet, og ledsaget af kaptajn Nemo, som fulgtes af en halv snes mand af besætningen, satte vi i en dybde af ti meter foden på den faste grund, hvorpå Nautilus hvilede.

En svag skråning førte til en ujævn grund på omtrent femten favnes dybde. Denne grund var fuldstændig forskellig fra den, som jeg havde besøgt på min første udflugt under Stillehavets vande. Her var intet fint sand, ingen undersøiske prærier, ingen skov i havet. Jeg vidste straks, hvad det var for en vidunderlig egn, kaptajn Nemo i dag lod os gæste. Det var koralkongeriget.

I zoofyternes række og alcyonariernes klasse bemærker man gorgonidernes orden, der indeholder tre grupper, hornkoraller, ledkoraller og stjernekoraller. Det er til denne sidste gruppe korallen hører, en mærkelig substans, der skiftevis blev klassificeret som hørende til mineral-, plante— og dyreriget. Lægemiddel i antikken, ædelsten i nyere tid, var det først i 1694 den af marseillaneren Peysonnel definitivt placeredes i dyreriget.

Korallen er en samling af smådyr, der er forenede på en polypkoloni af skrøbelig og stenagtig natur. Disse polypper har et enestående ophav, der frembringer dem ved knopskydning, og de har en egen eksistens, alt imens de deltager i det fælles liv. Det er altså en slags naturlig socialisme. Jeg kendte de seneste værker, der var skrevet om denne mærkværdige zoofyt, der i følge naturforskernes særdeles velberettigede udsagn bliver til mineral samtidig med, at den bliver til et træ, og intet kunne være mere interessant for mig end at besøge en af disse forstenede skove, som naturen har plantet på havbundene.

Ruhmkorff-apparaterne blev sat i virksomhed, og vi fulgte en koralbanke, der var på vej til at blive dannet og som med tiden en skønne dag ville lukke denne del af det Indiske Ocean. Vor vej var kantet med tæt sammenvokset krat, der var dannet ved infiltring af buske, som var dækket af små stjerneformede blomster med hvide stråler. Kun søgte alle disse buskvækster, der var fæstede på bundens klipper, i modsætning til jordens planter, oppefra nedad.

Lyset frembragte i tusindvis af henrivende virkninger, idet det spillede i disse grene, der havde så livlige farver. Jeg syntes at se disse hindeagtige og cylindriske rør skælve i havets bølger. Jeg var fristet til at plukke disse friske blomsterkroner, der var prydet med sarte føletråde, nogle nyligt udfoldede, andre næppe fremspirede, mens lette fisk med rappe finner strejfede dem, idet de passerede forbi som fugleflokke.

Men hvis min hånd nærmede sig disse levende blomster, disse besjælede mimoser, blev der straks alarmtilstand i kolonien. De hvide blomsterkroner trak sig tilbage i deres røde hylstre, blomsterne svandt hen under mit blik, og busken forandrede sig til en blok stenede knopper. Tilfældet havde stillet mig over for de kosteligste eksemplarer af denne zoofyt. Korallen her var lige så god som den, der fiskes i Middelhavet ved Frankrigs, Italiens og Berberiets kyster. Med sine livlige farvetoner bar den med rette disse poetiske navne blodblomst og blodskum, som handelsverdenen giver dens smukkeste frembringelser. Koraller sælges for op til fem hundrede franc pr. kilogram, og på dette sted dækkede de våde lag en formue for en hel verden af koralfiskere. Dette kostelige stof, der ofte er blandet med andre polypkolonier, dannede her faste og sammenfiltrede enheder, der kaldes» macciota«, og på dem opdagede jeg vidunderlige eksemplarer af rosenkoral.

Men snart trængte buskene sig sammen, forgreningerne blev større. Veritabelt forstenet krat og lange fag i en fantastisk arkitektur åbnede sig, idet vi gik fremad. Kaptajn Nemo gik ind under et mørkt galleri, hvis jævne skråning førte os til en dybde på hundrede meter. Lyset fra vore rør frembragte undertiden magiske effekter ved at fæste sig på de ujævne kanter i disse naturlige hvælvinger og på vedhæng, der lignede lysekroner, hvori det fremkaldte ildtunger. Mellem koralbuskene opdagede jeg andre ikke mindre mærkelige polypper, meliter, isis med leddelte forgreninger, så nogle grupper af koralmos, nogle røde, andre grønne, rigtige alger, omgivet af en skorpe af kalksalte og som naturforskerne efter lange diskussioner definitivt har indrangeret i planteriget. Men ifølge en bemærkning fra en tænker,»det er måske virkelig det punkt, hvor livet hemmelighedsfuldt løfter sig fra stenenes søvn uden endnu at løsrive sig fra dette hårde udgangspunkt«.

Endelig havde vi efter to timers vandring nået en dybde på omtrent tre hundrede meter, det vil sige nær den dybeste grænse for de steder, hvor korallerne begynder at danne sig. Men der var det ikke længere isolerede buske eller lav skovs beskedne krat. Det var den umådelige skov, de store mineralske vækster, de enorme forstenede træer, forenede af guirlander af elegante plumarier, disse havets lianer, alle udsmykkede med reflekser og nuancerede farver. Vi gik frit under deres høje grene, der tabte sig i bølgernes skygge, medens orgelkoraller, hjernekoraller, søstjerner, svampe, cariaphyllia under vore fødder dannede et blomstertæppe, bestrøet af blændende ædelstene.

Hvilket ubeskriveligt syn! Ak, at vi ikke kunne meddele hinanden vore sanseindtryk! Hvorfor var vi indelukkede under denne maske af metal og glas! Hvorfor kunne vi ikke tale sammen! At vi dog ikke i det mindste levede samme liv som fiskene, der befolker det flydende element, eller endnu hellere det, som leves af de amfibier, der i lange timer, som de har lyst, kan gennemstrejfe jordens og vandenes dobbelte domæne.

Imidlertid var kaptajn Nemo standset. Mine kammerater og jeg afbrød vor vandring, og da jeg vendte mig om, så jeg, at mændene dannede en halvcirkel om deres chef. Da jeg så mere opmærksomt efter, opdagede jeg, at fire af dem på deres skuldre bar en genstand af aflang form.

På dette sted stod vi i midten af en udstrakt lysning, omgivet af de høje forgreninger af den undersøiske skov. Over dette rum kastede vore lamper en slags tusmørkeklarhed og forlængede skyggerne på bunden umådeligt. I udkanten af lysningen blev mørket igen dybt, og det var kun små lysglimt, der blev holdt fast af korallernes skarpe kanter.

Ned Land og Conseil stod nær ved mig. Vi så til, og det gik op for mig, at jeg var ved at overvære et underligt optrin. Da jeg iagttog havbunden, så jeg, at den var som ophovnet på nogle punkter, af lette forhøjninger omgivet af kalkaflejringer og anbragt med en regelmæssighed, der vidnede om en menneskehånd.

Midt i lysningen på et fodstykke af plumpt opstablede klippestykker rejste der sig et koralkors, som udstrakte sine lange arme, der så ud som om de var lavet af forstenet blod.

På et tegn fra kaptajn Nemo gik en af hans mænd frem, og nogle fod fra korset begyndte han at udhule en fordybning med en hakke, som han tog fra sit bælte.

Jeg forstod alt! Denne lysning var en kirkegård, dette hul en grav, denne aflange genstand liget af den mand, der var død om natten! Kaptajn Nemo og hans folk kom for at begrave deres kammerat i dette fælles hvilested, på bunden af det utilgængelige ocean.

Nej! Aldrig var mit sind blevet i den grad bevæget! Aldrig var mere gribende ideer trængt ind i min hjerne! Jeg ønskede ikke at se det, som mine øjne så!

Imidlertid blev graven langsomt dybere. Her og der fór fisk af sted på forskrækket flugt. På kalkbunden hørte jeg genlyd af jernhakken, der undertiden slog gnister, når den stødte mod en flintesten, der var tabt på havbunden. Hullet blev længere, blev bredere, og snart var det dybt nok til at rumme liget.

Så nærmede bærerne sig. Liget, der var svøbt i et stykke stof af hvid byssus, gled ned i sin fugtige grav. Med armene over kors på brystet knælede kaptajn Nemo som i bøn, og med ham alle vennerne af den mand, som de havde holdt af. Mine to kammerater og jeg havde bøjet os andægtigt.

Så blev graven dækket med stumper, der var hakket løs fra grunden og dannede en lille gravhøj.

Da det var gjort, rejste kaptajn Nemo og hans mænd sig igen; så nærmede de sig alle til graven og bøjede knæ endnu engang, og alle rakte hånden ud til et sidste farvel.

Derefter slog ligtoget ind på tilbagevejen til Nautilus, vandrede igen under skovens hvælvinger, midt i krattet, langs med koralbuskene og stadig opad.

Omsider fik man lanternerne fra skibet i sigte. Deres lysende stribe førte os lige hen til Nautilus. Klokken ét var vi tilbage.

Så snart jeg havde skiftet tøj, steg jeg igen op på platformen, og besat af uhyggelige tanker gik jeg hen for at sætte mig nær ved lanternen. Kaptajn Nemo sluttede sig til mig. Jeg rejste mig og sagde til ham:

— Denne mand døde altså i løbet af natten, som jeg havde forudset?

— Ja, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo.

— Og han hviler nu nær ved sine kammerater på denne kirkegård af koral?

— Ja, — glemt af alle, men ikke af os. Vi graver en grav, og polypperne påtager sig at forsegle vore døde deri indtil evigheden!

Og idet kaptajnen med en pludselig bevægelse skjulte sit ansigt bag sine knyttede hænder, forsøgte han forgæves at undertrykke en hulken. Så tilføjede han:

— Der er vor fredelige kirkegård, nogle hundrede fod under havets overflade.

— Deres døde kan i det mindste sove roligt der, chef, udenfor hajernes rækkevidde!

— Ja, min herre, svarede kaptajn Nemo alvorligt, hajernes og menneskenes.

Kapitel 25

Det Indiske Ocean

Her begynder anden del af denne rejse under havene. Den første endte med det gribende optrin på Koralkirkegården, som efterlod et dybt indtryk på mit sind. Sådan forløb altså kaptajn Nemos liv midt i dette umådelige hav, og han havde forberedt alt, selv sin grav, i den mest utilgængelige af dets afgrunde. Her ville ikke ét af oceanets uhyrer komme for at forstyrre disse beboere af Nautilus i deres sidste søvn, disse venner, der var så fast knyttet til hinanden i døden så vel som i livet! Intet menneske, ikke længere! havde kaptajnen tilføjet.

Altid den samme mistillid, vild, uforsonlig, til det menneskelige samfund!

Jeg for min del nøjedes ikke mere med de hypoteser, der tilfredsstillede Conseil. Denne værdige unge mand vedblev i Nautilus’ chef kun at se en af disse uforståede lærde, som betaler menneskehedens ligegyldighed med foragt. Han var for ham endnu et miskendt geni, som træt af jordens skuffelser havde måttet tage sin tilflugt til dette utilgængelige miljø, hvor hans instinkter havde frit spillerum. Men efter min mening forklarede denne hypotese kun én side hos kaptajn Nemo.

Mysteriet med denne sidste nat, hvor vi havde været fængslede og lænkebundne af søvnen, den forholdsregel som kaptajn Nemo så voldsomt havde taget, med at rive den kikkert der var parat til at følge horisonten, fra mine øjne, matrosens dødelige sår, der skyldtes et uforklarligt stød i Nautilus, alt dette førte mig i virkeligheden ind på et naturligt spor. Nej, kaptajn Nemo nøjedes ikke med at undgå menneskene! Hans vældige apparat tjente ikke alene hans naturlige behov for frihed, men også en interesse i jeg ved ikke hvilken frygtelig gengældelse.

I dette øjeblik står intet klart for mig, jeg aner kun et glimt i dette mørke, og jeg må indskrænke mig til at skrive så at sige efter begivenhedernes diktat.

Iøvrigt er der intet der binder os til kaptajn Nemo. Han ved, at det er umuligt at undslippe fra Nautilus. Vi er ikke engang fanger på æresord. Ingen forpligtelse på tro og love binder os. Vi er blot som krigsfanger, blot fanger, der med et skin af høflighed går under navn af gæster. Alligevel har Ned Land ikke opgivet håbet om at genvinde sin frihed. Han er bestemt på, at han vil drage fordel af den første lejlighed skæbnen tilbyder ham. Jeg vil utvivlsomt gøre lige som han. Og dog bliver det ikke uden en vis beklagelse jeg opgiver det, som kaptajn Nemos ædelmodighed ville lade os se ved at trænge ind i Nautilus’ mysterier. For når det kommer til stykket, skal man så hade den mand eller beundre ham? Er han et offer eller en bøddel? Desuden ville jeg oprigtig talt gerne, før jeg forlod ham for stedse, have fuldført denne undersøiske jordomsejling, hvis begyndelse har været så pragtfuld. Jeg ville gerne have iagttaget hele rækken af de vidundere, som intet menneske endnu har set, selv om jeg skulle betale med mit liv for denne umættelige videbegærlighed! Hvad har jeg opdaget indtil nu? Intet, eller næsten intet, eftersom vi endnu kun har sejlet seks tusind mil gennem Stillehavet.

Dog ved jeg godt, at Nautilus nærmer sig beboede lande, og at det, hvis der tilbyder sig nogen mulighed til frelse, ville være grusomt at ofre mine kammerater for min lidenskab for det ukendte. Det bliver nødvendigt at følge dem, måske endda at føre dem. Men vil denne lejlighed nogensinde tilbyde sig? Det menneske der med magt er berøvet sin fri vilje, begærer den, men den kyndige, den videbegærlige frygter den.

Den dag, den 21. januar 1868, kom næstkommanderende ved middag op for at tage solhøjden. Jeg steg op på platformen, jeg tændte en cigar og jeg fulgte hans virke. Det syntes mig klart, at denne mand ikke forstod fransk, for flere gange kom jeg med højrøstede bemærkninger, som måtte have fravristet ham et eller andet uvilkårligt tegn på opmærksomhed, hvis han havde forstået dem, men han var stadig uforstyrrelig og stum.

Mens han foretog observationer ved hjælp af sekstanten, kom en af Nautilus’ matroser, — den kraftige mand, som havde ledsaget os på vor første undersøiske udflugt til Crespoøen — for at pudse lanternens glas. Jeg undersøgte da indretningen af dette apparat, hvis styrke blev hundreddoblet af de ringe af linser, der var anbragt ligesom på fyrtårne, og som holdt dens lys på det fordelagtige plan. Den elektriske lampe var sammensat på en sådan måde, at den afgav hele sin lysstyrke. Dens lys frembragtes faktisk i det tomme rum, hvad der på samme tid sikrede dets regelmæssighed og dets styrke. Dette tomrum økonomiserede også med de grafitspidser, mellem hvilke lysbuen udvikler sig. En betydningsfuld økonomi for kaptajn Nemo, som ikke let kunne forny dem. Under disse omstændigheder gik der næsten ikke slid på dem.

Da Nautilus skulle til at fortsætte sin undervandssejlads, gik jeg igen ned i salonen. Lugerne blev lukket og kuren lagt lige mod vest.

Nu pløjede vi da det Indiske Oceans bølger, et vidtstrakt vandområde af et omfang på fem hundrede og halvtreds millioner hektar, og hvis vande er så gennemsigtige, at det får det til at svimle for den der læner sig over deres overflade. Nautilus flød her for det meste i en dybde af mellem et og to hundrede meter. Sådan blev det ved i nogle dage. For enhver anden end mig, der var grebet af en umådelig kærlighed til havet, ville disse timer uden tvivl have været lange og ensformige; men disse daglige spadsereture på platformen, hvor jeg hærdede mig i den oplivende havluft, synet af disse rige vande gennem salonens ruder, læsning af bibliotekets bøger, nedskrivningen af mine oplevelser optog hele min tid, så der ikke blev et øjeblik til lede eller kedsomhed.

For os alle vedblev vort helbred at være særdeles tilfredstillende. Levemåden om bord passede os fuldstændigt, og jeg for mit vedkommende kunne godt have undværet de variationer, som Ned Land i sin oprørskhed stræbte efter at hidføre. Desuden behøvede man ikke engang at frygte for at få en forkølelse i denne konstante temperatur. For øvrigt kunne korallen dendrophyllia, der i Provence er kendt under navnet» havets fennikel«, og hvoraf der fandtes et lager om bord, med sine polyppers saftige kød have leveret os en udmærket hostemedicin.

I nogle dage så vi en stor mængde søfugle, svømmefugle, hættemåger og havmåger. Nogle blev dræbt med behændighed, og når de blev tilberedt på en bestemt måde, leverede de et havvildt, som man godt kunne være tilfreds med. Mellem de store sejlere, der var fløjet langt bort fra alle lande, og som hvilede sig på bølgerne efter flugtens strabadser, genkendte jeg på deres skrig, der er disharmonisk som et æsels skryden, de pragtfulde albatrosser, fugle, der hører til dem med de lange vinger. De årefodedes familie var repræsenteret af hurtige fregatfugle, der rapt snappede overfladens fisk, og af de talrige phaetoner eller tropikfugle, blandt andre, så stor som en due, den tropikfugl, der har røde småpletter, og hvis fjerdragt er nuanceret af lyserøde farvetoner, der fremhæver det sorte på vingerne.

Nautilus’ fiskenet indbragte flere slags havskildpadder af slægten karetter med hvælvet ryg, og hvis skjold vurderes højt. Disse reptiler, der let kan dykke, kan holde sig længe under havet ved at lukke den ventil af kød, der sidder ved den ydre åbning af deres luftrør. Når man fangede disse karetter, var der nogle af dem, der endnu sov i deres rygskjold i ly for andre havdyr. Disse skildpadders kød er som regel ikke ret godt, men deres æg er en særlig delikatesse.

Hvad fisk angår fremkaldte de stadig vor beundring, når vi tværs gennem de åbne luger opdagede deres havlivs hemmeligheder. Jeg bemærkede flere arter, som det ikke tidligere havde været mig forundt at iagttage.

Jeg vil især nævne de ejendommelige kuffertfisk i det Røde Hav, i det Indiske Ocean, og i den del af oceanet, der beskyller Amerikas ækvatoriale kyster. Disse fisk er ligesom skildpadderne, bæltedyrene, søpindsvinene, krebsdyrene beskyttet af et panser, som hverken er af kalk eller sten, men virkelig af ben. Snart antager de form af et trekantet legeme, snart af et firkantet legeme. Blandt de trekantede lagde jeg mærke til nogle, der var en halv decimeter lange, med sundt kød af udmærkt smag, brune på halen, gule på finnerne, og hvoraf jeg anbefaler akklimatisering selv i ferskvand, hvortil for resten visse havfisk let vænner sig. Jeg skal også omtale de firkantede kuffertfisk, der på ryggen har fire store udvækster; de spættede kuffertfisk, med hvide pletter på kroppens underside, og som kan blive tamme ligesom fugle; de trekantede, der er forsynet med torne, dannet ved forlængelse af deres benede hud, og som deres ejendommelige grynten har skaffet tilnavnet» havsvin«; dernæst dromedarerne med store kegleformede pukler og hårdt og sejt kød.

Desuden noterer jeg fra de optegnelser, Conseil daglig førte, visse fisk af slægten kuglefisk, der er særegne for disse have, spengleriener med rød ryg og hvidt bryst, og som udmærker sig ved tre længderækker af trævler, og de elektriske, der er syv tommer lange og prydet af de livligste farver. Dernæst, som eksempler på andre slægter, ægformede, der ligner et sortbrunt æg, krydset af hvide striber, og er uden hale; pindsvinefisk — havets veritable pindsvin — der er forsynet med pigge og kan puste sig op, så de danner en kugle, der stritter af disse pigge; søhestene, der er almindelige i alle have; de flyvende pegaser — sødrager — med langstrakt mule, og som deres brystfinner, vidt udspilede og vingeformede, tillader om ikke at flyve, så i det mindste at slynge sig op i luften — spartelformede duefisk, hvis hale er dækket af talrige skællede ringe; macrognater med lang kæbe, udmærkede fisk, femogtyve centimeter lange og strålende i de mest tiltalende farver; blyfarvede calliomorer med rynket hoved; myriader af springende slimfisk, med sorte striber, med lange brystfinner, glidende på vandoverfladen med mirakuløs hastighed; herlige sejlfisk, der kan hejse deres finner som lige så mange sejl, der udfoldes for gunstig vind; prægtige kurter som naturen har ødslet på med gult, himmelblåt, sølv og guld; ulke, der altid tilsmudsede af dynd frembringer en slags raslen; knurhaner, hvis lever anses for at være giftig; bodianer, der på øjnene har en bevægelig skyklap; endelig sprøjtefisk med lang og rørformet mule, oceanets veritable fluesnappere, bevæbnede med et gevær, der hverken har Chassepots eller Remingtons som forudsætning, og som dræber insekterne ved at ramme dem med en enkelt vanddråbe.

I den af Lacépède klassificerede niogfirsindstyvende slægt af fisk, der hører til benfiskenes anden underklasse, karakteriseret ved et operculum, det vil sige et låg, og en luftrørshinde, bemærkede jeg skorpionfisken, hvis hoved er forsynet med giftige torne, og som kun har en eneste rygfinne; disse dyr er forsynet med eller mangler små skæl, hvorefter man bestemmer, hvilken underafdeling de hører til. Den anden underslægt gav os prøver på didactyler, tre-fire decimeter lange med gule striber, og hvis hoved ser fantastisk ud. Med hensyn til den første underafdeling leverede den flere prøver på den sære fisk, der meget passende kunne kaldes tudsefisk, en fisk med stort hoved, snart furet af dybe huler, snart ophovnet med fremspring; strittende af pigge og bevokset med knolde har den uregelmæssige og hæslige horn; dens krop og hale er forsynet med hårdhudede steder; dens torne volder farlige sår; den er afskyelig og forfærdelig.

Fra den 21. til den 23. januar bevægede Nautilus sig med en fart af to hundrede og halvtreds mil, det vil sige fem hundrede og fyrre sømil på fireogtyve timer, eller toogtyve sømil i timen. Hvis vi under farten genkendte de mange forskellige slags fisk, kom det af, at de, tiltrukket af det elektriske lys, søgte at følges med os; de fleste blev distancerede af denne hastighed og kom snart bagud; for nogle lykkedes det dog i nogen tid at holde sig i nærheden af Nautilus.

Den 24. fik vi om morgenen på 12° 5 sydlig bredde og 94° 33 længde kending af øen Keeling, en med prægtige kokospalmer bevokset koralø, som blev besøgt af Charles Darwin og kaptajn Fitz-Roy.

Nautilus sejlede i ringe afstand langs denne øde ø’s stejle klinter. Dens slæbenet indbragte talrige eksemplarer af polypper og pighuder og mærkelige eksemplarer af bløddyrenes række. Nogle kostelige frembringelser af dauphinulernes art forøgede kaptajn Nemos skatte, hvortil jeg føjede en prikket søstjerne, en slags snyltepolyp, der ofte er fæstet på et sneglehus.

Snart forsvandt øen Keeling under horisonten, og kursen blev sat mod nordvest, mod spidsen af den indiske halvø.

— Civiliserede lande, sagde Ned Land den dag til mig. Det er bedre end Papuasiens øer, hvor man møder flere af de vilde end af rådyr. På denne indiske jord, hr. professor, er der veje, jernbaner, engelske, franske og indiske byer. Der tilbagelægger man ikke fem mil uden at møde en landsmand. Hva? Er øjeblikket nu ikke kommet til at stikke af fra kaptajn Nemo?

— Nej, Ned, nej, svarede jeg i en meget bestemt tone. Lad os sejle, som I siger, I sømænd. Nautilus nærmer sig til beboede fastlande. Den kommer igen til Europa og vil føre os dertil. Når vi først er kommet ind i vore egne have, kan vi se, hvad det er klogt at gøre. For resten tror jeg ikke, at kaptajn Nemo vil give os lov til at gå på jagt på Malabar— eller Coromandelkysten sådan som i Ny Guineas skove.

— Åh hvad, hr. professor, kan man så ikke undvære hans tilladelse? Jeg svarede ikke canadieren på dette. Jeg ville ikke diskutere noget. Inderst inde tiltalte det mig mest, til bunds at udnytte mulighederne i den skæbne som havde kastet mig om bord på Nautilus.

Da vi havde passeret Keeling, blev vor sejlads i det store og hele langsommere. Den blev også mere lunefuld og slæbte os ofte til store dybder. Man gjorde flere gange brug af de hældende planer, som indvendige vægtstænger kunne placere på skrå i forhold til vandlinien.

Således gik vi helt ned til to og tre kilometer, men uden nogensinde at have verificeret dette Indiske Oceans store dybder, som lodsnore på tretten tusind meter ikke havde nået. Hvad angår temperaturen i de lave lag viste termometret vedvarende fire grader over nul. Jeg bemærkede kun, at i de øverste lag var det altid koldere på de steder, hvor bunden nåede højt op, end i rum sø.

Da havet den 25. januar var fuldstændig øde, tilbragte Nautilus dagen på dets overflade, mens den med sin mægtige skrue piskede bølgerne og fik dem til at sprøjte meget højt i vejret. Hvordan skulle man under disse omstændigheder kunne undgå at tage den for en gigantisk hval? Jeg tilbragte tre fjerdedele af dagen på platformen.

Jeg så ud over havet. Intet i horisonten, undtagen en modgående, lang damper, der henimod klokken fire om eftermiddagen sejlede i vest. Dens master var synlige et øjeblik, men den kunne ikke opdage Nautilus, der lå alt for fladt på vandoverfladen. Jeg antog, at dette dampskib tilhørte Peninsula & Oriental-linien, der sejlede fra Ceylon til Sidney og lagde til ved Kong Georgs næs og i Melbourne.

Klokken fem om eftermiddagen, før det korte tusmørke, der forbinder dagen med natten i de tropiske zoner, blev Conseil og jeg forundrede over et ejendommeligt syn.

Der er et indtagende dyr, som det ifølge de gamle betyder lykke at møde. Aristoteles, Athenaios, Plinius, Oppianos havde studeret dets tilbøjeligheder og af hensyn til det gennemsøgt digtekunsten hos de kyndige i Grækenland og Italien. De kalder det nautilus og pompylius. Men den moderne videnskab har ikke godkendt disse navne, og dette bløddyr er nu kendt under navnet argonaut.

Den, der har spurgt Conseil, har af denne flinke unge mand erfaret, at bløddyrenes række deles i fem klasser; at den første klasse, cephalopoda, hvis individer snart er nøgne, snart skalbærende, omfatter to ordener, dibranchiata og tetrabranchiata, som adskiller sig fra hinanden ved antallet af deres gæller; at dibranchiaternes orden omfatter tre familier, argonauten, den tiarmede og den ottearmede blæksprutte, og at tetrabranchiaternes orden kun indeholder én familie, nautilen. Hvis en oprørsk ånd efter denne nomenklatur har sammen-blandet argonauten, som er acetabulifere, det vil sige bærer sugeskåle, med nautilen, der er tentaculifere, det vil sige bærer tentakler, kan det ikke undskyldes.

Nu var det en flok af disse argonauter, der dengang sejlede på oceanets overflade. Vi kunne tælle flere hundrede af dem. De hørte til de knoldede argonauters art, som er særegen for Indiens have.

Disse yndefulde bløddyr svømmer baglæns ved hjælp af deres bevægelsestragt, ved gennem denne tragt at udstøde det vand, som de har indåndet. Af deres otte arme flyder de seks, der er lange og tynde, på vandet, medens de to andre, rundede som håndflader, strækker sig mod vinden som et let sejl. Jeg kunne tydeligt se deres spiralformede og bølgede skal, som Guvier med rette sammenligner med en elegant chalup. Faktisk ligefrem en båd. Den bærer det dyr, der har udskilt den, uden at det hænger fast ved den.

— Argonauten kan frit forlade sin skal, sagde jeg til Conseil, men den gør det aldrig.

— Det er det samme med kaptajn Nemo, svarede Conseil forstandigt. Derfor skulle han hellere have kaldt sit skib Argonaut.

I omtrent en time flød Nautilus midt i denne flok af bløddyr. Så ved jeg ikke, hvad det var for en rædsel, der pludselig greb dem. Som på et signal blev alle sejlene pludselig firet ned; armene foldedes tilbage, kroppen trak sig sammen, ved at vælte omkring flyttede skallerne deres tyngdepunkt, og hele flotillen forsvandt under bølgerne. Det var et øjebliks sag, og aldrig har en eskadres skibe manøvreret med større præcision.

I dette øjeblik faldt natten pludselig på, ag bølgerne, der næppe løftedes af brisen, forlængede sig fredeligt under Nautilus barkholtsplader.

Den næste dag, den 26. januar, krydsede vi ækvator på den toogfirsindstyvende meridian og kom tilbage til den nordlige halvkugle. Den dag slog en forfærdelig flok hajer følge med os. Frygtelige dyr, som vrimler i disse have og gør dem meget farlige. Det var Port Jacksonhajer med brun ryg og hvidlig bug, bevæbnet med elleve tandrækker, øjehajer, hvis hals er mærket med en stor sort plet omgivet af hvidt, så det ligner et øje, isabellafarvede hajer med rundet snude og oversået med mørke pletter. Ofte styrtede disse mægtige dyr sig mod salonens ruder med en lidet beroligende voldsomhed. Så var Ned Land ikke mere herre over sig selv. Han ønskede at stige op til bølgernes overflade og harpunere disse uhyrer, fremfor alt nogle store hajer, der kaldes havets hunde, og hvis gab er besat med tænder, der er anbragt som en mosaik, og store fem meter lange tigerhajer, der provokerede ham med ganske særlig vedholdenhed. Men snart fremskyndede Nautilus sin hastighed og sejlede let de hurtigste af disse hajer agterud.

Den 27. januar mødte vi gentagne gange et uhyggeligt syn ved begyndelsen af den udstrakte Bengalske Havbugt. Det var lig, der flød på bølgernes overflade, de indiske byers døde, der af Ganges transporteredes ud i rum sø, og som gribbene, de eneste, der tager sig af ligfærd i disse lande, ikke var færdige med at fortære. Men det manglede ikke på hajer til at hjælpe dem med deres sørgelige hverv.

Henad syv om aftenen sejlede Nautilus halvt neddykket midt i et mælkehav. Så langt man kunne se syntes oceanet at være blevet til mælk. Var det en virkning af månestrålerne? Nej, thi månen, der knapt var to dage gammel, var endnu skjult i solstrålerne under horisonten. Skønt hele himlen var oplyst af stjernernes skær, så den ud til at være sort i sammenligning med vandenes hvidhed.

Conseil kunne ikke tro sine egne øjne, og han spurgte mig ud om årsagerne til dette ejendommelige fænomen. Lykkeligvis var jeg i stand til at svare ham.

— Det er det, som man kalder et mælkehav, sagde jeg til ham, et uhyre område af hvide bølger, der ofte ses ved Amboinas kyster og i disse farvande.

— Men, spurgte Conseil, kan herren fortælle mig, hvad det er for en årsag, der frembringer en sådan virkning, for dette vand er vel ikke forvandlet til mælk?

— Nej, min ven, og denne hvidhed, som overrasker dig, skyldes kun tilstedeværelsen af myriader af infusionsdyr, en slags små lysende orme, der ser geleagtige og farveløse ud, er så tykke som et hår, og hvis længde højst er en femtedel millimeter. Nogle af disse smådyr klæber sig sammen i et område på flere mil.

— Flere mil! udbrød Conseil.

— Ja, min ven, og prøv ikke på at gøre overslag over antallet af disse infusorier! Det finder du ikke ud af; thi hvis jeg ikke tager fejl, har nogle sømænd drevet mere end fyrretyve mil på disse mælkehave.

Jeg ved ikke, om Conseil tog hensyn til mit råd, men det så ud til, at han sank hen i dyb eftertanke, idet han uden tvivl forsøgte at beregne, hvor mange femtedele millimeter fyrre kvadratmil indeholder. For mit vedkommende vedblev jeg at iagttage fænomenet. I flere timer gennemskar Nautilus med sin spidse forstavn disse hvidlige bølger, og jeg lagde mærke til, at den gled lydløst på dette sæbeagtige vand, som om den flød i disse strømhvirvler af skum, som bugternes strømme og modstrømme undertiden lader opstå imellem sig.

Henimod midnat antog havet pludselig sin sædvanlige farve, men bag ved os, lige til horisontens grænser, genspejlede himlen bølgernes hvide farve og syntes i lang tid gennemtrængt af det ubestemte skær af et nordligt morgengry.

Kapitel 26

Et nyt forslag fra kaptajn Nemo

Da Nautilus den 28. februar ved middagstid kom op til havets overflade på 9° 4 nordlig bredde, havde den, otte mil mod vest, land inden for synsvidde. Jeg bemærkede straks en sammenhobning af ca. to tusind fod høje bjerge, hvis former var meget lunefuldt modellerede. Da der var taget bestik, gik jeg igen ned i salonen, og da pejlingen var blevet nedfældet på kortet, så jeg, at vi var nær ved øen Ceylon, denne perle, der hænger i den indiske halvøs øreflip.

Jeg gik ind i biblioteket for at søge efter en eller anden bog om denne ø, en af de frugtbareste på jordkloden. Jeg fandt netop et bind med titlen Ceylon og Cingaleserne af englænderen H. C. Sirr. Da jeg var kommet tilbage til salonen, bemærkede jeg først beliggenhed og størrelse af denne ø, hvorpå antikken har ødslet så mange forskellige navne. Den lå mellem 5° 55 og 9° 49 nordlig bredde og mellem 79° 42 og 82° 4 længde øst for Greenwich-meridianen; dens længde to hundrede og femoghalvfjerds mil; dens maksimale bredde hundrede og halvtreds mil; dens omkreds ni hundrede mil; dens overflade fireog-tyve tusind, fire hundrede og otteogfyrre kvadratmil, det vil sige lidt mindre end Irland.

I dette øjeblik viste kaptajn Nemo og hans næstkommanderende sig.

Kaptajnen kastede et blik på kortet. Så sagde han, idet han vendte sig mod mig:

— Ceylon er berømt for sit perlefiskeri. Ville De synes om at besøge en af dens fiskepladser, hr. Aronnax?

— Ganske afgjort, chef.

— Vel. Det vil være en let sag. Men om vi end ser fiskepladserne, ser vi dog ikke fiskerne. Den årlige virksomhed er endnu ikke begyndt. Men lige meget. Jeg vil så give ordre til igen at sejle ind i Mannarbugten, som vi kommer til i nat.

Kaptajnen sagde nogle ord til sin næstkommanderende, som straks gik. Nautilus var snart igen nede i sit flydende element, og manometret viste, at den holdt sig der på en dybde af tredive fod.

Med kortet foran mig søgte jeg nu Mannarbugten. Jeg fandt den på den niende breddegrad, på Ceylons nordvestkyst. Den var delvis dannet af en tange fra den lille ø Mannar. For at nå den måtte man sejle langs hele Ceylons vestkyst.

— Hr. professor, sagde nu kaptajn Nemo, man fisker perler i den Bengalske Havbugt, i Indiens have, i Kinas og Japans have, i havene syd for Amerika, i Panamabugten, i den Californiske Bugt; men det er ved Ceylon dette fiskeri når de smukkeste resultater. Vi kommer utvivlsomt lidt tidligt. Perlefiskerne samler sig ikke før i marts måned i Mannarbugten, og i tredive dage hengiver deres tre hundrede både sig der til denne indbringende udnyttelse af havets skatte. Hver båd er bemandet med ti roere og med ti fiskere. Disse er delt i to grupper, der skiftevis springer i og dykker ned til en dybde af tolv meter ved hjælp af en tung sten, som de griber om med fødderne, og som et reb knytter til båden.

— Altså er det stadig denne primitive metode, sagde jeg, der endnu er i brug?

— Stadig, svarede kaptajn Nemo, skønt disse banker tilhører klodens driftigste folk, englænderne, til hvem traktaten i Amiens overgav dem i 1802.

— Det synes mig dog, at dykkerdragten, sådan som De bruger den, kunne være til stor nytte i en sådan virksomhed.

— Ja, for de stakkels fiskere kan ikke blive længe under vandet. Englænderen Perceval taler ganske vist i sin Rejse til Ceylon om en kaffer, der blev nede i fem minutter uden at komme op til overfladen; men det tilfælde synes mig lidet troværdigt. Jeg ved, at nogle dykkere går ned i indtil syvoghalvtreds sekunder, og særlig dygtige i indtil syvogfirs sekunder; det er dog sjældent, og når disse ulykkelige er kommet om bord igen, siver der blodblandet vand ud af deres næse og ører. Jeg tror, at den gennemsnitlige tid, som fiskerne kan tåle under vand, er tredive sekunder, i hvilke de skynder sig at opsamle alle de muslinger, de kan få fat på, i et lille net; men som regel bliver disse fiskere ikke gamle; deres syn bliver svagt; sårdannelser bryder ud i deres øjne; de får sår på kroppen, og tit bliver de endog ramt af apopleksi på bunden af havet.

— Ja, sagde jeg, det er en trist bestilling, der kun tjener til tilfredsstillelse af andres luner. Men sig mig, chef, hvor mange muslinger kan en båd fiske på en dag?

— Fyrre til halvtreds tusinde, cirka. Man siger dog, at i 1814, da den engelske regering lod fiske til fordel for sig selv, bragte dens dykkere på tyve arbejdsdage seksoghalvfjerds millioner muslinger op.

— Er disse fiskere så i det mindste tilfredstillende lønnet? spurgte jeg.

— Næppe nok, hr. professor. I Panama tjener de kun en dollar om ugen. For det meste får de en sou for hver musling, der omslutter en perle, og hvor mange tager de ikke op, der ikke indeholder noget!

— En sou til disse fattige mennesker, der gør deres herrer rige! Det er afskyeligt.

— Altså, hr. professor, sagde kaptajn Nemo, Deres ledsagere og De, De besøger Mannars Banke, og hvis tilfældigvis en enkelt fisker allerede har indfundet sig, kan De se ham arbejde.

— Det er en aftale, chef.

— For resten, hr. Aronnax, De er vel ikke bange for hajer?

— Hajer! udbrød jeg.

Dette spørgsmål syntes mig mildest talt ganske overflødigt.

— Nå? fortsatte kaptajn Nemo.

— Jeg tilstår, chef, at jeg endnu ikke er meget fortrolig med den slags fisk.

— Vi er vante til dem, vi ser, svarede kaptajn Nemo, og det bliver De også med tiden. For øvrigt er vi bevæbnede, og undervejs kan vi måske jage en eller anden haj. Det er en interessant jagt. Altså på gensyn, hr. professor, i morgen, og tidligt om morgenen!

Dette blev sagt i en utvungen tone, og kaptajn Nemo forlod salonen. Man inviterer Dem til at gå på bjørnejagt i Schweiz’ bjerge, og De vil sige: Meget vel! I morgen går vi på bjørnejagt! Man inviterer Dem til løvejagt på Atlas’ sletter eller tigerjagt i Indiens jungler, og De vil sige: Aha! Det ser ud til, at vi skal på tiger— eller løvejagt! Men hvis man inviterer Dem til at jage haj i dens naturlige element, vil De måske bede om betænkningstid, før De modtager denne indbydelse.

Jeg for mit vedkommende strøg mig med hånden over panden, hvor der perlede nogle dråber kold sved.

— Lad os tænke os om, sagde jeg til mig selv, og give os lidt tid. At jage oddere i de undersøiske skove, som vi gjorde det ved Crespoøen, går endda an. Men at løbe om på bunden af havet, når man er næsten sikker på at træffe på hajer, det er noget andet! Jeg ved godt, at i nogle lande, især ved Andamanerne, betænker negrene sig ikke på at angribe hajen med en dolk i den ene hånd og en snor i den anden; men jeg ved også, at mange af dem der binder an med disse frygtelige dyr, ikke kommer levende op igen! For resten er jeg ikke nogen neger, og selv om jeg var neger, tror jeg at en let tøven fra min side i dette tilfælde ikke ville være af vejen.

Og så sad jeg der og drømte om hajer og tænkte på disse mægtige kæber, der er bevæbnet med mangfoldige rækker af tænder og i stand til at klippe en mand midt over. Jeg følte allerede en slags smerte omkring nyrerne. Så syntes jeg heller ikke om den formløse måde, hvorpå kaptajnen havde udstedt denne beklagelige indbydelse! Skulle man ikke tro, det drejede sig om at gå på klapjagt i det grønne efter en uskadelig ræv?

— Vel! tænkte jeg, Conceil tager aldrig med, og det vil fritage mig for at ledsage kaptajnen.

Med hensyn til Ned Land tilstår jeg, at jeg ikke følte mig lige så sikker på hans besindighed. En fare, hvor stor den end var, var altid tiltrækkende for hans kampglade natur.

Jeg begyndte igen på min læsning af Sirrs bog, men jeg bladede mekanisk i den. Mellem linierne så jeg de frygtelige åbne kæber.

I dette øjehlik trådte Conseil ag canadieren ind med rolige, ja endog muntre ansigter. De vidste ikke, hvad der ventede dem.

— Mintro, hr. professor, sagde Ned Land, Deres kaptajn Nemo — gid fanden havde ham — har lige stillet os et meget elskværdigt forslag.

— Åh, sagde jeg, De ved…

— Om herren ikke har noget imod det, har Nautilus’ chef inviteret os til, i selskab med herren, i morgen at besøge Ceylons prægtige fiskepladser. Han gjorde det med udsøgte ord og har opført sig som en virkelig gentleman.

— Har han ikke sagt Dem andet?

— Ikke andet, hr. professor, end at han havde talt med Dem om denne lille spadseretur.

— Ganske vist, sagde jeg, og han har ikke givet Dem nogle detaljer om…

— Ingen, hr. naturforsker. De kommer da med, ikke sandt?

— Jeg… naturligvis! Jeg kan se, at det er noget for Dem, mester Land.

— Ja! Det er interessant, meget interessant.

— Måske farligt! tilføjede jeg i en betydningsfuld tone.

— Farligt, svarede Ned Land, en almindelig tur på en østersbanke! Kaptajn Nemo havde afgjort anset det for unyttigt at vække tanken om hajer i mine kammeraters sind. Jeg betragtede dem med bekymrede øjne, og som om de allerede manglede et eller andet lem. Burde jeg advare dem? Ja, uden tvivl, men jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle bære mig ad.

— Ville herren, sagde Conseil, fortælle os nogle enkeltheder om perlefiskeriet?

— Om selve fiskeriet, spurgte jeg, eller om hvad der kan ske…

— Om fiskeriet, svarede canadieren. Før man går ud i terrænet, er det godt at kende det.

— Nu vel, mine venner, sæt Dem ned, og jeg skal meddele Dem alt, hvad jeg selv lige har fået at vide af englænderen Sirr.

Ned og Conseil tag plads på en sofa, og canadieren sagde straks:

— Hr. professor, hvad er en perle egentlig?

— Min kære Ned, svarede jeg, for digteren er perlen en tåre fra havet; for orientaleren er det en stivnet dugdråbe; for damerne er det en aflang juvel med et glasagtigt skær, af et perlemorsagtigt stof, og som de bærer på fingeren, på brystet eller i øret; for kemikeren er det en blanding af fosfat og kalkkarbonat med en smule gelatine, og endelig er det for naturforskeren simpelthen en sygelig sekretion af det organ, der hos nogle toskallede producerer perlemor.

— Bløddyrenes række, de acephales klasse, de skalhærendes orden, sagde Conseil.

— Netop, lærde Gonseil. Nu er blandt disse skalbærende havets øre, iris, kæmpemusling, skinkemusling, med ét ord alle de, der udskiller perlemor, det vil sige denne blå, blålige, violette eller hvide substans, der beklæder det indvendige af deres skaller, alle er de i stand til at frembringe perler.

— Også ferskvandsmuslinger? spurgte canadieren.

— Ja, muslinger i visse vandløb i Skotland, Wales, Irland, Saksen, Bøhmen, Frankrig.

— Nå, så skal man passe på for fremtiden, sagde canadieren.

— Men, vedblev jeg, det bløddyr der frem for alle udskiller perlen, det er perlemuslingen, meleagrina margaritifera, den kostbare ægte perlemusling. Perlen er blot en fortætning af perlemor, som ordner sig i kugleform. Enten hænger den ved muslingens skaller, eller den sætter sig i dyrets folder. På skallerne sidder perlen fast, i kødet er den fri. Men den har altid til kerne et lille hårdt legeme, enten et sterilt æg, eller et sandkorn, om hvilket perlemoderen aflejrer sig gennem flere år, lidt efter lidt, i tynde, koncentriske lag.

— Kan man finde flere perler i én musling? spurgte Conseil.

— Ja, min ven. Der er nogle perlemuslinger, der danner et helt juvelskrin. Man har endog omtalt en musling, der — men det tillader jeg mig at tvivle på — indeholdt ikke mindre end et hundrede og halvtreds hajer.

— Halvandet hundrede hajer! udbrød Ned Land.

— Sagde jeg hajer skyndte jeg mig at sige. Jeg mente halvandet hundrede perler. Hajer ville der ikke være mening i at sige.

— Faktisk ikke, sagde Conseil. Men vil herren nu fortælle os, hvordan man får disse perler ud?

— Man bruger forskellige metoder, og tit, når perlerne sidder fast på skallerne, river fiskerne dem endog ud med en tang. Men for det meste bliver perlemuslingerne spredt ud på måtter af espartogræs, der dækker strandbredden. De dør i luften, og efter ti dages forløb er de i en tilfredsstillende tilstand af forrådnelse. Man plumper dem da ned i nogle mægtige beholdere med havvand, derpå åbner man dem og vasker dem. Det er i dette øjeblik sorterernes dobbelte arbejde begynder. Først skiller man de perlemorsplader fra, der i handelen kendes under navnene ren sølvagtig, hvid bastard og sort bastard, og som bliver solgt i kasser fra hundrede og femogtyve til halvandet hundrede kilogram. Så fjerner man vævet fra muslingen, koger det, og endelig sier man det, for at få selv de mindste perler ud af det.

— Varierer prisen på perler efter deres størrelse? spurgte Conseil.

— Ikke blot efter deres størrelse, efter deres eau, det vil sige deres farve, og efter deres orient, det vil sige det changerende og brogede farvespil, der gør dem så fortryllende at se på. De smukkeste perler kaldes jomfruperler eller paragoner; de dannes hver for sig i bløddyrets væv; de er hvide, ofte uigennemsigtige, men undertiden af en opalagtig klarhed, og for det meste kuglerunde eller pæreformede. De kugleformede bruges til kæder, de pæreformede til øresmykker, og da de er de kostbareste, sælges de enkeltvis. De andre perler sidder fast på muslingeskallen, og da de er mere uregelmæssige, sælges de efter vægt. Endelig frasorteres som en ringere kvalitet de små perler, der kendes under navn af frø; de sælges efter mål og bruges i særdeleshed til broderier på ornater.

— Men dette arbejde, som består i at skille perlerne fra hinanden efter størrelse, må være sent og vanskeligt, sagde canadieren.

— Nej, min ven. Dette arbejde udføres ved hjælp af elleve sigter eller sold, der er gennemboret af et forskelligt antal huller. De perler, som bliver i de sigter, som har tyve til firsindstyve huller, er af den største slags. De, der ikke slipper ud af de sold, der er gennemboret af hundrede til otte hundrede huller, er af anden klasse. Endelig er frøene de perler, som man bruger sigter med ni hundrede til tusinde huller til.

— Det er snildt, sagde Conseil, og jeg forstår, at sorteringen, klassificeringen af perlerne sker mekanisk. Og kan herren sige os, hvor meget man får ud af at udnytte perlemuslingebankerne?

— For at holde sig til Sirrs bog, svarede jeg, er Ceylons perlefiskeri bortforpagtet for en sum af tre millioner hajer om året.

— Af francs! rettede Conseil mig.

— Ja, af francs! Tre millioner francs, gentog jeg. Men jeg tror ikke, dette perlefiskeri nu indbringer så meget som det gjorde tidligere. Det er det samme som med det amerikanske perlefiskeri, der under Karl den Femtes regering indbragte fire millioner francs, hvad der nu er reduceret til to trediedele. I alt kan man vurdere hele udbyttet af perlefiskeriet til ni millioner francs.

— Men, spurgte Conseil, er det ikke rigtigt, at man taler om nogle berømte perler, som har været meget højt værdsat?

— Jo, min ven. Man siger, at Cæsar forærede Servilia en perle vurderet til et hundrede og tyve tusind francs i vore penge.

— Jeg har endogså hørt fortælle, sagde canadieren, at i oldtiden var der en dame, der drak perler i eddike.

— Cleopatra, svarede Gonseil.

— Det må have været grimt, tilføjede Ned Land.

— Afskyeligt, kære Ned, svarede Conseil; men et lille glas eddike, der koster femten hundrede tusind francs, det er en pæn pris.

— Den dame skulle jeg bare have været gift med, sagde canadieren, idet han bevægede armen med en lidet beroligende mine.

— Ned Land som Cleopatras mand! udbrød Conseil.

— Men jeg skulle have været gift, Conseil, svarede canadieren alvorligt, og det er ikke min skyld, at det ikke blev til noget. Jeg havde endda købt en perlekrans til min forlovede, Kat Tender, som for resten til tak giftede sig med en anden. Nå, hvad! Den perlekrans havde ikke kostet mig mere end halvanden dollars, og dog — professoren vil nok tro mig — ville de perler, den var lavet af, ikke være gået gennem sigten med tyve huller i.

— Min gode Ned, svarede jeg leende, det var ikke ægte perler, men simple glaskugler, der indeni var smurt med en orientalsk essens.

— Nå, den orientalske essens, svarede canadieren, den må koste dyrt!

— Så lidt som ingenting! Det er ikke andet end et sølvagtigt stof fra en løjes skæl, der bliver samlet i vandet og opbevaret i ammoniak. Det har slet ingen værdi.

— Det var måske derfor Kat Tender giftede sig med en anden, svarede mester Land filosofisk.

— Men, sagde jeg, for nu at komme tilbage til de meget kostbare perler, så tror jeg ikke der er nogen fyrste, som har ejet en, der er finere end kaptajn Nemos.

— Den der, sagde Conseil og pegede på den prægtige juvel, der lå indesluttet i sin vitrine.

— Jeg tager bestemt ikke fejl, når jeg ansætter dens værdi til to millioner…

— Francs, sagde Conseil hurtigt.

— Ja, sagde jeg, to millioner francs, og den har utvivlsomt ikke kostet kaptajnen andet end besværet med at samle den op.

— Nåda, udbrød Ned Land, hvem kan sige, om vi ikke træffer en magen til på vores tur i morgen?

— Jo pyt! sagde Conseil.

— Og hvorfor ikke det?

— Hvad skulle vi bruge nogle millioner til om bord på Nautilus?

— Om bord, nej, sagde Ned Land, men… ellers.

— Åh, ellers, tilføjede Conseil, idet han rystede på hovedet.

— Mester Land har faktisk ret, sagde jeg. Og hvis vi nogensinde tager en perle til nogle millioner med til Europa eller Amerika, har vi dermed i det mindste noget, der vil gøre vore eventyr absolut troværdige, og samtidig sikre os en høj pris for vor beretning derom.

— Det tror jeg også, sagde canadieren.

— Men, sagde Conseil, der stadig kom tilbage til den belærende side, er dette perlefiskeri farligt?

— Nej, svarede jeg ivrigt, i hvert fald ikke, hvis man iagttager visse forsigtighedsregler.

— Hvad skulle man risikere i den bestilling? sagde Ned Land. At nedsvælge nogle slurke havvand!

— Ja, som De siger, Ned. Det er sandt, sagde jeg, idet jeg forsøgte at bruge kaptajn Nemos ubekymrede tone, er De bange for hajer, min gode Ned?

— Jeg! svarede canadieren, en harpunér af profession! Det er min bestilling at holde dem for nar!

— Det drejer sig ikke, sagde jeg, om at fiske med en hvirvelbøjle, om at hejse dem op på et skibsdæk, at kupere deres hale med et øksehug, at åbne deres bug, at rive hjertet ud af dem og kaste det i havet!

— Altså drejer det sig om…

— Ja, netop.

— I vandet?

— I vandet!

— Min tro, med en god harpun! De ved nok, hr. professor, disse dyr har en temmelig dårlig facon. De må nødvendigvis vende sig om på maven for at hapse en, og imens…

Den måde, hvorpå Ned Land udtalte ordet» hapse«, fik det til at

løbe koldt ned ad ryggen på mig.

— Nuvel, og du, Conseil, hvad tænker du om disse hajer?

— Jeg, sagde Conseil, vil være ærlig over for herren.

Det var rigtigt, tænkte jeg.

— Hvis herren går imod hajerne, sagde Conseil, ser jeg ikke, hvorfor hans tro tjener ikke skulle gå imod dem sammen med ham.

Kapitel 27

En perle til ti millioner

Natten kom. Jeg gik til køjs. Jeg sov temmelig dårligt. Hajerne spillede en vigtig rolle i mine drømme, og jeg fandt den etymologi, der lader det franske ord for haj,»requin «komme af» requiem «på én gang meget rimelig og helt urimelig.

Den næste dag blev jeg vækket klokken fire om morgenen af den steward, som kaptajn Nemo specielt havde stillet til rådighed for mig. Jeg stod hurtigt op, jeg klædte mig på, og jeg gik ind i salonen.

Kaptajn Nemo ventede mig.

— Hr. Aronnax, sagde han til mig, er De parat til at tage af sted?

— Jeg er parat.

— Vær så god at følge med mig.

— Og mine kammerater, chef?

— De er gået i forvejen og venter os.

— Skal vi ikke tage dykkerdragterne på? spurgte jeg.

— Ikke endnu. Jeg har ladet Nautilus komme alt for nær til denne kyst, og vi er ret langt fra Mannarbanken; men jeg har ladet båden gøre klar, så den kan føre os lige til udskibningsstedet og skåne os for en temmelig lang vandring. Den har vor dykkerudrustning med, så vi klæder os om i det øjeblik, da denne undersøiske ekskursion skal til at begynde.

Kaptajn Nemo førte mig hen til den centrale trappe, hvis trin endte oppe på platformen. Ned og Conseil var der og var henrykte ved tanken om den» fornøjelsestur«, der forestod. Fem af Nautilus’ matroser ventede os, forsynede med årer, i båden, der var fortøjet ved skibssiden. Natten var endnu mørk. Skyflager dækkede himlen og lod kun nogle få stjerner komme til syne. Jeg vendte mit blik mod land, men jeg så kun en tåget linie, der lukkede de tre fjerdedele af horisonten fra sydvest til nordvest. Efter at Nautilus i løbet af natten havde sejlet langs Ceylons vestkyst, befandt den sig vest for bugten, eller snarere for den golf der er dannet af dette land og øen Mannar. Der strakte perlebanken sig under de mørke vande, det uudtømmelige felt, der er mere end tyve mil langt.

Kaptajn Nemo, Conseil, Ned Land og jeg tog plads agter i båden. Bådens skipper satte sig ved roret; hans fire kammerater hvilede på årerne; fortøjningen blev kastet, og vi stødte fra.

Båden styrede mod syd. Dens roere skyndte sig ikke. Jeg iagttog, at deres åretag, der førtes med kraft i vandet, fulgte efter hinanden med hele ti sekunders mellemrum, efter den metode der sædvanligvis bruges i krigsmarinen. Medens båden gled af sted mellem åretagene, slog små vanddråber mod bølgernes sarte baggrund og spruttede som ujævnheder i smeltet bly. En svag dønning, der kom udefra, fik båden til at rulle lidt, og nogle bølgekamme skvulpede mod dens forstavn.

Vi var tavse. Hvad tænkte kaptajn Nemo på? Måske på det land han nærmede sig til, og som han fandt var ham alt for nært, i modsætning til canadieren, der syntes, det endnu var alt for langt borte. Hvad Conseil angår, sad han simpelthen og var nysgerrig. Henimod klokken halv seks fremhævede de første lysskær i horisonten tydeligere kystens øverste linie. Temmelig flad mod øst hævede den sig en smule mod syd. Den var endnu fem mil borte, og dens strandbred gik i ét med de tågede vande. Havet var øde mellem den og os. Ikke en båd, ikke en dykker. Dyb ensomhed på perle-fiskernes mødested. Således som kaptajn Nemo havde påvist det, kom vi en måned for tidligt til disse egne.

Klokken seks blev det pludselig dag med den hurtighed der er ejendommelig for de tropiske egne, der hverken kender morgenrøde eller skumring. Solstrålerne trængte igennem de skybanker, der var ophobet i den østlige horisont, og det strålende himmellegeme hævede sig hastigt. Jeg kunne tydeligt se land med nogle spredte træer hist og her. Båden nærmede sig øen Mannar, der rundede sig mod syd. Kaptajn Nemo havde rejst sig fra sin tofte og iagttog havet.

På et tegn fra ham blev der kastet anker, og kættingen rørte sig knap nok, for der var kun en meter til bunden, som på dette sted formede et af de højeste punkter af muslingebanken. Båden svajede straks under indflydelse af det faldende tidevand, der drog ud mod rum sø.

— Vi er her, hr. Aronnax, sagde nu kaptajn Nemo. De ser denne snævre bugt. Det er netop her forpagternes talrige fiskerbåde om en måned vil samles, og det er disse vande deres dykkere dristigt vil gennemsøge. Denne bugt er heldigt skikket til den slags fiskeri. Den er i læ for de stærkeste vinde, og havet her er aldrig videre uroligt, en for dykkernes arbejde meget gunstig omstændighed. Nu tager vi igen vore dykkerdragter på, og så begynder vi vor vandring.

Jeg svarede ikke, og alt imens jeg betragtede disse mistænkelige bølger, begyndte jeg med matrosernes hjælp at tage min tunge dykkerdragt på igen. Kaptajn Nemo og mine to kammerater klædte sig også på. Ingen af mændene fra Nautilus skulle ledsage os på denne nye tur.

Snart var vi indelukket til halsen i gummidragten, og remme fastgjorde luftapparatet på vore rygge. Der var ikke tale om Ruhmkorffapparatet. Før jeg stak hovedet ind i dets kobberkapsel, gjorde jeg en bemærkning derom til kaptajnen.

— Disse apparater er unyttige for os her, svarede kaptajnen mig. Vi går ikke ned til store dybder, og solstrålerne vil være nok til at oplyse vor vej. For øvrigt er det ikke klogt at tage en elektrisk lygte med i vandet her. Dens lysskær kunne uventet tiltrække en eller anden farlig beboer af disse egne.

Mens kaptajn Nemo udtalte disse ord, vendte jeg mig mod Conseil og Ned Land. Men disse to venner havde allerede indpasset deres hoved i metalkalotten, og de kunne hverken høre eller svare.

Jeg havde endnu et sidste spørgsmål at henvende til kaptajn Nemo.

— Og vore våben, spurgte jeg ham, vore geværer?

— Geværer! Til hvad nytte? Angriber Deres bjergboere ikke bjørnen med en dolk i hånden, og er stål ikke sikrere end bly? Her er en solid klinge. Stik den i Deres bælte, og lad os gå.

Jeg betragtede mine kammerater. De var bevæbnede ligesom vi, og desuden svingede Ned Land med en enorm harpun, som han havde anbragt i båden, før vi forlod Nautilus.

Så fulgte jeg kaptajnens eksempel og lod den vældige kobberkugle sætte på mit hoved, og vore luftbeholdere blev øjeblikkelig sat i virksomhed.

Et øjelik efter satte bådens matroser os af én efter én, og på halvanden meter vand satte vi foden på en glat sandbund. Kaptajnen gav os et tegn med sin hånd. Vi fulgte ham, og ad en jævn skråning forsvandt vi under bølgerne.

Der blev jeg fri for de ideer, der havde besat min hjerne. Jeg blev igen forbavsende rolig. Mine bevægelsers lethed øgede min selvtillid, og det mærkelige syn greb min fantasi.

Solen sendte allerede en tilstrækkelig klarhed ned under vandene. De mindste genstande var stadig synlige. Efter ti minutters gang var vi på fem meter vand, og terrænet blev næsten fladt.

Som flokke af bekkasiner rejste der sig sværme af mærkelige fisk af slægten monoptera, hvis medlemmer ikke har anden svømmefinne end den på halen. Jeg genkendte den javanesiske, en veritabel otte centimeter lang slange, på den gustne bug, den, som man let kan forveksle med havålen, hvis den ikke havde haft de gyldne linier på siderne. Af stromateernes slægt, hvis krop er meget sammentrykt og oval, bemærkede jeg parusfisk med strålende farver, og som bar deres rygfinne ligesom en le, spiselige fisk, der tørrede og saltede bliver til en udmærket ret, der er kendt under navnet karawade; dernæst trankebarer, der tilhører slægten apsiphoro, hvis légeme er dækket af et skællet kyrads med otte lange kanter.

Imidlertid oplystes vandmasserne mere og mere under solens tiltagende opstigning. Havbunden forandredes lidt efter lidt. Efter det fine sand fulgte en veritabel chaussé af rundede klippestykker, beklædt med et tæppe af bløddyr og zoofyter. Blandt prøver på disse to rækker bemærkede jeg placener med tynde og ulige store skaller, en slags østers, der er særegen for det Røde Hav og det Indiske Ocean, orangefarvede luciner med cirkelrund skal og sylformet læggebrod, nogle af disse persiske purpursnegle, som forsynede Nautilus med et beundringsværdigt farvestof, hornede, femten centimeter lange pigsnækker, der løftede sig under vandet som hænder, parate til at gribe en, hornbærende turbineller, alle strittende af torne, linguler, anatiner, spiselige konkylier, der forsyner Hindustans markeder, hav-panopyrer, let lysende, og endelig vidunderlige aculiner, prægtige vifter, der er nogle af disse haves rigest forgrenede former.

Midt i disse levende planter og under løvgange af hydrofyter løb klodsede flokke af leddyr, især tandede krabber, hvis skjold fremviser en lidt rundet trekant, eremitkrebs, der er særlige for disse egne, frygtelige partenoper af frastødende udseende. Et ikke mindre hæsligt dyr, som jeg flere gange traf, var den af Charles Darwin iagttagne enorme krabbe, palmetyven, som naturen har givet instinkt for og den nødvendige styrke til at ernære sig af kokosnødder; den klatrer op i strandbreddens træer, lader nødden falde, så den knækker i sit fald, og åbner den med sine mægtige klosakse. Her under disse klare bølger løb denne krabbe med en uforlignelig adræthed, mens de suppeskildpadder af den art, der besøger Malabarkysten, langsomt flyttede sig mellem de vaklende klipper.

Henimod klokken syv gik vi endelig op og ned ad den muslingebanke, hvor perlemuslingerne formerer sig i millionvis. Disse kostbare bløddyr hænger fast ved klipper og er meget stærkt bundet dertil med den brune byssus, der ikke tillader dem at flytte sig. Heri er perlemuslingerne andre

muslinger underlegne, for dem har naturen ikke nægtet enhver evne til at bevæge sig.

Pintadinen meleagrina, perlemoderen, hvis skaller omtrent er ens, viser sig som et afrundet skaldyr med tykke vægge, meget ujævne udenpå. Nogle af disse skaller var lagdelte og furede med grønlige bånd, der strålede ud fra deres tap. Det var skaller af unge muslinger. De andre, der var ti år gamle eller mere, havde ru og sort overflade og målte lige til femten centimeter i bredden.

Kaptajn Nemo viste mig med en håndbevægelse denne umådelige ophobning af perlemuslinger, og jeg forstod, at denne grube virkelig var uudtømmelig; for naturens skaberkraft er større end menneskets ødelæggelsesinstinkt. Trofast mod dette instinkt skyndte Ned Land sig at fylde et net, han bar ved sin side, med nogle af de smukkeste bløddyr.

Men vi kunne ikke standse. Det var nødvendigt at følge kaptajnen, der syntes at lade sig lede af stier, han alene kendte. Havbunden gik mærkbart opad, og undertiden nåede min arm op over havoverfladen, når jeg hævede den. Så sænkede bankens niveau sig lunefuldt. Ofte drejede vi uden om høje klipper, der var tilspidsede til små pyramider. I deres mørke ujævnheder stod store krebsdyr hævet op på deres lange ben som krigsmaskiner og betragtede os med deres stive øjne, og under vore fødder krøb myrianer, glycerer, aricier og annelider, som strakte deres antenner og deres følsomme slyngtråde umådeligt.

I dette øjeblik åbnede der sig foran os en mægtig grotte, udhulet i en malerisk ophobning af klipper, beklædt med alle mulige høje stængler af den undersøiske flora. I begyndelsen forekom denne grotte mig at ligge i dybt mørke. Solstrålerne syntes at udslukkes gradvist i den. Dens vage gemmemsigtighed var ikke andet end druknet lys.

Kaptajn Nemo gik derind. Vi efter ham. Mine øjne vænnede sig snart til dette relative mørke. Jeg skelnede vederlagsstenene, der så kapriciøst var forvredet af hvælvingen, som var understøttet af naturlige søjler, der hvilede bredt på deres granitbasis ligesom de tunge søjler i toskansk arkitektur. Hvorfor slæbte vor ubegribelige fører os ind i denne undersøiske krypt? Jeg skulle snart få det at vide.

Efter at vi var gået ned ad en ret stejl skrænt betrådte vore fødder bunden af en slags cirkelrund brønd. Der standsede kaptajn Nemo, og med sin hånd viste han os en genstand, som jeg endnu ikke havde bemærket.

Det var en musling af usædvanlige dimensioner, en gigantisk tridacne, et vievandskar, der kunne have indeholdt en sø af helligt vand, en kumme, der var mere end to meter bred og følgelig større end den, der prydede Nautilus' salon.

Jeg nærmede mig til dette fænomenale bløddyr. Med sin byssus klæbede den til en granitplade, og der udviklede den sig isoleret i grottens rolige vande. Jeg anslog vægten af denne kæmpemusling til tre hundrede kilogram. Nu indeholder en sådan musling femten kilo kød, og der ville kræves en Gargantuas mave for at rumme nogle dusin af den slags.

Kaptajn Nemo kendte øjensynlig dette dyrs eksistens. Det var ikke første gang, han besøgte det, og jeg tænkte mig, at når han førte os til dette sted, ville han blot vise os en naturmærkværdighed. Jeg tog fejl. Kaptajn Nemo havde en særlig interesse i at konstatere denne muslings øjeblikkelige tilstand.

Bløddyrets skaller stod halvt åbne. Kaptajnen nærmede sig og førte sin dolk ind mellem skallerne for at hindre dem i at slå sammen; så løftede han med sin hånd den hindeagtige og i kanten frynsede tunika, der dannede dyrets kappe.

Der, mellem de bladlignende folder, så jeg en perle, der i størrelse kom på højde med en kokosnød. Dens kugleform, dens fuldendte klarhed, dens vidunderlige glans gjorde den til en uvurderlig juvel. Revet med af nysgerrighed rakte jeg hånden frem for at gribe den, for at veje den, for at føle på den! Men kaptajn Nemo standsede mig, gjorde et afvisende tegn, og idet han trak sin dolk ud med en hastig bevægelse, lod han de to skaller lukke sig pludseligt.

Så forstod jeg kaptajn Nemos plan. Ved at lade denne perle ligge skjult under kæmpemuslingens kappe tillod han den at vokse lidt efter lidt. Med hvert år tilføjede bløddyrets sekretion nye koncentriske lag. Kun kaptajnen kendte denne grotte, hvor en så vidunderlig frugt af naturen» modnedes«; han alene opelskede den så at sige for en dag at transportere den til sit kostelige museum. Måske havde han endog efter kinesernes og indernes eksempel bestemt frembringelsen af denne perles vækst ved under bløddyrets folder at indføre en stump glas og metal, som lidt efter lidt var blevet dækket af perlemor. Når jeg sammenlignede denne perle med dem, som jeg allerede kendte, med dem, som strålede i kaptajnens samling, anslog jeg dens værdi til i hvert fald mindst ti millioner francs. En herlig naturmærkværdighed og ikke nogen luksuøs juvel, for jeg ved ikke hvilke kvindeører der kunne have båret den.

Besøget hos den overdådige kæmpemusling var endt. Kaptajn Nemo forlod grotten, og vi steg igen op på perlebanken, midt i disse klare vande, som dykkernes arbejde endnu ikke forplumrede.

Vi gik fremad hver for sig, som slentrende på en promenade, idet hver af os standsede eller fjernede sig, som han havde lyst til. Hvad mig angik, bekymrede jeg mig ikke mere om de farer, som min fantasi så latterligt havde overdrevet. Havbunden nærmede sig mærkbart til overfladen, og snart var mit hoved en meter oppe over oceanets niveau. Conseil sluttede sig til mig, og idet han lænede sin store kapsel mod min, blinkede han venskabeligt til mig. Men denne høje flade var kun på nogle favne, og vi var snart tilbage i vort element. Jeg tror nu at have ret til at benævne det sådan.

Ti minutter efter standsede kaptajn Nemo pludselig. Jeg troede, at han gjorde holdt for at vende om. Nej. Med en håndbevægelse beordrede han os til at krybe sammen nær ved ham i en stor fordybning. Hans hånd pegede mod et punkt i den flydende masse, og jeg så opmærksomt derhen.

En skygge kom til syne fem meter fra mig og sænkede sig helt ned mod bunden. Den foruroligende tanke om hajer fór gennem mit hoved. Men jeg tog fejl, og endnu havde vi ikke at gøre med oceanets uhyrer.

Det var en mand, et levende menneske, en inder, en sort, en fisker, utvivlsomt en fattig djævel, der kom for at sanke aks før høsten. Jeg opdagede bunden af hans båd, der lå opankret nogle fod over hans hoved. Han skiftevis dykkede og steg op igen. En sten, der var hugget til som en sukkertop, og som han klemte om med fødderne, mens et reb bandt den til hans båd, hjalp ham til at komme hurtigere ned til havbunden. Det var hele hans udrustning. Når han var nået til bunden, på cirka fem meters dybde, kastede han sig ned på knæ og fyldte sin sæk med muslinger, som han samlede op på må og få. Så steg han op,

tømte sin sæk, tog igen sin sten med og begyndte atter den virksomhed, der kun varede tredive sekunder.

Denne dykker så os ikke. Skyggen af klippen skjulte os for hans blik, og hvordan kunne denne fattige inder forøvrigt nogensinde have formodet, at der her under vandet var mennesker, væsener, som lignede ham, som udspejdede hans bevægelser uden at gå glip af en eneste detalje i hans fiskeri!

Flere gange steg han således op og dykkede påny. Han medbragte ikke mere end en halv snes perlemuslinger fra hver dykning, for det var nødvendigt at rive dem løs fra banken, hvortil de hængte fast med deres robuste byssus. Og hvor mange af disse muslinger var ikke uden de perler, som han vovede sit liv for!

Jeg iagttog ham med dyb opmærksomhed. Hans arbejde udførtes punktligt, og i den første halve time syntes ingen fare at true ham. Jeg var altså ved at gøre mig fortrolig med synet af dette interessante fiskeri, da jeg pludselig, i et øjeblik, da inderen lå på knæ på bunden, så ham gøre en skrækslagen bevægelse og tage tilløb for at stige op til bølgernes overflade.

Jeg forstod hans forfærdelse. En gigantisk skygge viste sig over den ulykkelige dykker. Det var en velvoksen haj, der nærmede sig diagonalt, med brændende øjne og åbne kæber.

Jeg var stum af rædsel, ude af stand til at røre mig.

Det grådige dyr styrtede med et kraftigt slag af finner imod inderen, som kastede sig til side og undgik hajens bid, men ikke et slag af dens hale, der ramte ham på brystet og slog ham omkuld.

Dette optrin havde næppe varet nogle sekunder. Hajen kom igen, og idet den vendte sig om på ryggen, var den ved at forberede sig på at hugge inderen i to stykker, da jeg mærkede, at kaptajn Nemo, der sad nær ved mig, pludselig rejste sig. Så gik han med sin dolk i hånden lige løs på hajen, parat til at kæmpe med den som mand mod mand. I det øjeblik, da hajen skulle til at snappe den ulykkelige fisker, opdagede den sin nye modstander, og idet den igen vendte sig om på maven, styrtede den hurtigt imod ham.

Jeg kan endnu se kaptajn Nemos stilling for mig. Med vidunderlig koldblodighed afventede han sammenkrummet den frygtelige haj, og da denne styrtede sig over ham, kastede kaptajnen sig til side med fantastisk hurtighed, undgik stødet og huggede sin dolk i dens bug. Men alt var endnu ikke overstået. En frygtelig kamp begyndte.

Hajen var blevet rød, om man så må sige. I strømme styrtede blodet ud af dens sår. Havet farvedes rødt, og tværs igennem denne uigennemsigtige væske kunne jeg ikke se noget.

Intet, før det øjeblik jeg i en lysning opdagede den dristige kaptajn, der klamrede sig fast til en af dyrets finner, i nærkamp med uhyret, bearbejdende sin fjendes bug med dolkestik, uden alligevel at kunne føre det afgørende stød, det vil sige ramme den lige i hjertet. Hajen slog om sig og piskede rasende i vandmasserne, så deres hvirvler truede med at vælte mig.

Jeg ville være løbet kaptajnen til hjælp. Men jeg var fastnaglet af gru og kunne ikke røre mig.

Jeg så til med forvirret blik. Jeg så kampens faser ændre sig. Kaptajnen faldt om gå havbunden, væltet af den enorme masse, der tyngede på ham. Så åbnedes hajens kæber umådeligt, som en fabrikssaks, og det havde været ude med kaptajnen, om ikke Ned Land med sin harpun i hånden, hurtig som tanken, havde styrtet sig mod hajen og havde ramt den med sin frygtelige brod.

Vandene gennemtrængtes af et væld af blod. De oprørtes under hajens bevægelser, idet den piskede dem med ubeskriveligt raseri. Ned Land havde ikke ramt ved siden af.

Det var dyrets dødsrallen. Ramt i hjertet sprællede det i skrækindjagende krampetrækninger, hvoraf et tilbageslag væltede Conseil. Imidlertid havde Ned Land befriet kaptajnen. Da denne uskadt var kommet på benene igen, gik han lige hen til inderen, overskar hurtigt det reb, der bandt ham til hans sten, tog ham i sine arme, og ved hjælp af et kraftigt spark steg han op til havoverfladen.

Vi fulgte ham alle tre, og mirakuløst reddet nåede vi fiskerbåden på nogle øjeblikke.

Det første kaptajn Nemo drog omsorg for, var at kalde den ulykkelige til live. Jeg vidste ikke, om det ville lykkes ham. Jeg håbede det, for den stakkels djævel havde ikke været længe under vandet. Men slaget af hajens hale kunne have slået ham ihjel.

Lykkeligvis kom den druknede, så jeg, lidt efter lidt igen til bevidsthed under Conseils og kaptajnens kraftige massage. Han åbnede øjnene. Hvordan måtte hans overraskelse, ja, hans forfærdelse ikke være ved at se de fire kobberhoveder, som lænede sig over ham!

Og frem for alt, hvad måtte han tænke, da kaptajn Nemo ud af en lomme i en dragt trak en pose perler og gav ham den i hånden? Denne prægtige gave fra vandenes herre til den fattige inder fra Ceylon blev modtaget med skælvende hånd. Hans forvirrede øjne viste tydeligt, at han ikke vidste, hvilke overmenneskelige væsener han skyldte på én gang både lykken og livet.

På et tegn fra kaptajnen nåede vi igen perlebanken, og idet vi fulgte den vej vi allerede havde gennemvandret, kom vi efter en halv times gang til det anker, der bandt Nautilus’ båd til havbunden. Så snart vi var i båden, befriede hver af os sig med matrosernes hjælp for sit tunge kobberpanser.

Kaptajn Nemos første ord var henvendt til canadieren.

— Tak, mester Land, sagde han.

— Det var gengældelse, chef, svarede Ned Land. Det skyldte jeg Dem. Et blegt smil gled over kaptajncns læber, og det var det hele.

— Til Nautilus, sagde han.

Båden fløj på bølgerne. Nogle minutter efter mødte vi hajens flydende kadaver.

På den sorte farve, der markerede det yderste af dens finner, genkendte jeg den frygtelige sortfinnede haj fra det Indiske Ocean, i egentlig forstand af hajernes art. Dens længde overgik femogtyve fod, dens enorme gab optog en trediedel af dens krop. Den var udvokset, hvad der kunne ses på seks rækker tænder, der sad som ligebenede trekanter i overkæben.

Conseil betragtede den med helt videnskabelig interesse, og jeg er vis på, at han ikke uden grund indrangerede den i bruskfiskenes klasse, de fastgælledes orden, tværmundenes familie, hajernes slægt. Mens jeg betragtede denne livløse masse, kom en halv snes stykker af disse grådige sortfinnede hajer pludselig til syne omkring båden; men uden at bekymre sig om os, kastede de sig over kadaveret og sloges om stumperne.

Klokken halv ni var vi tilbage om bord på Nautilus.

Der gav jeg mig til at tænke over alle begivenhederne på vor udftlugt til Mannarbanken. To iagttagelser udskilte sig uundgåeligt derfra. Den ene angik kaptajn Nemos mageløse dristighed, den anden hans opofrelse for et menneskeligt væsen, en af repræsentanterne for den race, som han flygtede under havet for. Hvad han end sagde derom, var denne mærkelige mand endnu ikke kommet så vidt, at han helt havde dræbt sit hjerte. Da jeg bemærkede dette overfor ham, svarede han mig i en let bevæget tone:

— Den inder, hr. professor, er en beboer af de undertryktes land, og jeg er endnu, og vil til mit sidste åndedrag være med på det lands side.

Kapitel 28

Det Røde Hav

I løbet af den 29. januar forsvandt øen Ceylon under horisonten, og med en hastighed af tyve mil i timen gled Nautilus ind i den labyrint af sejlløb, der adskiller Malediverne fra Lakediverne. Den passerede endog tæt forbi Kittan, en ø af koraloprindelse, opdaget af Vasco da Gama i 1499 og en af de nitten vigtigste øer i dette Lakedivernes øhav, beliggende mellem 10° og 14° 30 nordlig bredde og 69° og 50° 72 østlig længde.

Vi havde nu tilbagelagt seksten tusind, to hundrede og tyve sømil eller syv tusind fem hundrede mil fra vort udgangspunkt i Japans have.

Den næste dag, den 30. januar, da Nautilus steg op til oceanets overflade, var der ikke længere land i sigte. Den lagde kursen mod nordnordvest og styrede hen mod Omanbugten, der er udhulet mellem

Arabien og den indiske halvø, og som tjener til afløb fra den Persiske Bugt.

Det var øjensynligt en blindgang, uden nogen vej ud. Hvor førte kaptajn Nemo os dog hen? Jeg kunne ikke have sagt det. Hvad der ikke tilfredsstillede canadieren, der den dag spurgte mig, hvor vi skulle hen.

— Vi tager derhen, mester Land, hvor kaptajnens indfald fører os.

— Dette indfald kan ikke føre os ret langt, svarede canadieren. Den Persiske Bugt har ingen anden udgang, og hvis vi kommer ind i den, varer det ikke ret længe, før vi kommer samme vej tilbage igen.

— Nå ja, så kommer vi tilbage igen, mester Land, og hvis Nautilus vil besøge det Røde Hav efter den Persiske Bugt, er Bab-el-Mandeb der stadig til at give den adgang.

— Jeg behøver ikke at fortælle Dem, professor, svarede Ned Land, at det Røde Hav ikke er mindre tillukket, eftersom tangen ved Suez endnu ikke er gennemgravet, og var den det, kunne et mystisk fartøj som vores ikke vove sig ind i dens kanaler, der er gennemskåret af sluser, altså er det Røde Hav endnu ikke den vej der skal føre os til Europa.

— Jeg har heller ikke sagt, at vi kommer tilbage til Europa.

— Hvad tror De da?

— Jeg antager, at efter at have besøgt Arabiens og Ægyptens mærkelige farvande, vil Nautilus igen sejle gennem det Indiske Ocean, måske gennem Mozambikkanalen, måske ud i rum sø ved Mascarenerne for på den måde at nå til Kap det Gode Håb.

— Og når man så først er ved Kap det Gode Håb? spurgte canadieren med ganske særlig ihærdighed.

— Nu vel, så trænger vi ud i dette Atlanterhav, som vi endnu ikke kender. Hør nu her, kære Ned, De bliver altså træt af denne rejse under havene? De bliver altså sløvet overfor det uafladelig varierede syn af de undersøiske vidundere? Jeg for mit vedkommende vil med den største ærgrelse se enden på denne rejse, som det vil være så få mennesker givet at foretage.

— Men De er klar over, hr. Aronnax, at det nu snart er tre måneder vi har været indespærret om bord på denne Nautilus?

— Nej, Ned, jeg ved det ikke, og jeg vil ikke vide det, og jeg tæller hverken dagene eller timerne.

— Men hvad skal det ende med?

— Alting får en ende. Forresten kan vi ikke gøre noget ved det, og vi diskuterer til ingen nytte. Hvis De, min gode Ned, kom for at sige mig: Vi har fået mulighed for at slippe væk! — så ville jeg diskutere det med Dem. Men det er ikke tilfældet, og oprigtigt talt tror jeg ikke kaptajn Nemo nogensinde vover sig ind i de europæiske have.

Af denne korte samtale vil man se, at jeg i min begejstring for Nautilus havde identificeret mig med dens chef.

For Ned Lands vedkommende afsluttede han konversationen med en monolog affattet i disse ord: Alt det er meget godt, men efter min mening er det forbi med fornøjelsen, hvor der er tvang.

I fire dage, lige til den 3. februar, besøgte Nautilus Omanbugten, med forskellige hastigheder i forskellige dybder. Det var som om den sejlede på lykke og fromme, som om den betænkte sig på hvilken rute den skulle følge, men den passerede aldrig Krebsens Vendekreds.

Idet vi forlod denne bugt, havde vi et øjeblik kending af Muscat, den vigtigste by i landet Oman. Jeg beundrede dens fremmedartede udseende, midt imellem de sorte klipper, der omgav den, og på hvis baggrund dens hvide huse og forter trådte frem. Jeg opfattede dens moskeers runde kuppel, dens minareters elegante spir, dens friske og grønklædte terrasser. Men det var kun som et syn, og Nautilus dykkede snart ned under disse farvandes mørke bølger.

Derpå sejlede den i en afstand af seks mil langs den arabiske kyst, langs Marah og Hadramaut og bjergenes bølgende linie, der fremhævedes af nogle gamle ruiner. Den 5. februar begav vi os endelig ind i Adenbugten, en virkelig tragt indført i denne Bab-el-Mandebs flaskehals, hvorigennem de indiske have hældes ud i det Røde Hav.

Den 6. februar flød Nautilus med udsigt til Aden, der ligger på et forbjerg, som en smal tange forbinder med fastlandet, et slags utilgængeligt Gibraltar, hvis fæstningsværker englænderne har udbedret efter at have taget dem i besiddelse i 1859. Jeg så et glimt af de ottekantede minareter i denne by, der tidligere efter historikeren Edrisis udsagn var kystens rigeste og mest brugte handelsplads.

Jeg troede ganske bestemt, at kaptajn Nemo ville sejle tilbage, når han var kommet til dette punkt; men jeg tog fejl, og til min store overraskelse blev der ikke noget af det.

Den næste morgen, den 7. februar, sejlede vi ind i Bab-el-Mandeb, hvis arabiske navn betyder» Tåreporten«. Mod tyve mil i bredden måler det kun to og halvtreds kilometer i længden, og for Nautilus, der blev sendt frem for fuld kraft, tog det knap nok en time at gennemsejle det. Men jeg så intet, ikke engang den ø, Perim, hvorpå den britiske regering har forstærket Adens position.

Engelske og franske dampere fra linierne fra Suez til Bombay, til Calcutta, til Melbourne, til Bourbon, til Mauritius gennempløjede denne smalle passage i alt for stort tal til, at Nautilus kunne prøve at vise sig der. Derfor holdt den sig også klogt under vandet.

Endelig sejlede vi med middagstid på det Røde Havs bølger.

Det Røde Hav, de bibelske traditioners berømte sø, som regnen næppe forfrisker, som ingen betydelig flod vander, som en overordentlig fordampning uophørligt lænser, og som hvert år mister et flydende lag på halvanden meters højde!

En ejendommelig bugt, der, var den lukket og undergivet de samme betingelser som en indsø, måske ville blive fuldstændig udtørret; herved er den underlegen overfor sine naboer, det Kaspiske Hav og Aralsøen, hvis niveau blot sænkes til det punkt, hvor deres fordampning er nøjagtig lig med den vandmængde de modtager i deres skød.

Dette Røde Hav har en længde på to tusind, seks hundrede kilometer og en gennemsnitsbredde på to hundrede og fyrre. På Ptolemæernes og de romerske kejseres tid var det verdens store kommercielle pulsåre, og gennembrydningen af tangen vil igen give det denne fordums betydning, som Suez’ jernbane allerede delvis har bragt tilbage.

Jeg ville ikke engang prøve at forstå dette kaptajn Nemos lune, der kunne bestemme ham til at slæbe os ind i bugten her. Men jeg billigede uden forbehold, at Nautilus var kommet derind. Den gik i jævn fart, idet den snart holdt sig på overfladen, snart dykkede ned for at undgå et eller andet skib, og således kunne jeg betragte dette mærkelige hav både nede i det og oven på det.

Fra dagens første timer, den 8. februar, viste Mokka sig for os, en by, der nu er i ruiner, hvis mure faldt ved ét eneste kanonbrag, og som her og der beskygges af nogle grønlige daddelpalmer. Engang en vigtig by, der rummede seks offentlige markeder, seksogtyve moskeer, og hvis mure, der forsvaredes af fjorten forter, dannede et bælte på tre kilometer.

Så nærmede Nautilus sig de afrikanske kyster, hvor havdybderne er betydeligere. Omgivet af krystalklart vand tillod den os der gennem de åbne luger at betragte vidunderlige buske af strålende koraller, og udstrakte klippeflader beklædt med en prægtig grøn pels af alger og svampe. Hvilket ubeskriveligt syn, og hvilken variation af landskaber og egne gå den øverste rand af disse skær og disse vulkanske holme, der grænser op til den libyske kyst! Men hvor disse grenede vækster viste sig i hele deres skønhed, det var på de østlige bredder, som Nautilus snart igen kom nærmere til. Det var på Tehamas kyster, for her blomstrede disse dekorationer af zoofyter ikke blot under havfladen, men de dannede også maleriske sammenslyngninger, som udfoldede sig ti favne oppe, her mere kapriciøse, men mindre farverige end der, hvor vandenes fugtige livskraft vedligeholdt friskheden.

Hvilke fortryllende timer tilbragte jeg ikke ved salonens ruder! Hvilke nye prøver på den undersøiske flora og fauna beundrede jeg ikke under skæret fra vor elektriske lanterne! De paddehatformede svampe, skiferfarvede søanemoner, blandt andre thalassianthus aster, orgelkoraller, der stod som fløjter og kun ventede på at guden Pan skulle spille på dem, dette havs mærkelige konkylier, som slår sig ned i hulninger mellem koraller, og hvis fod er drejet i en kort spiral, og endelig tusind eksemplarer af en polyp, som jeg ikke før havde set, den almindelige svamp.

Svampenes klasse er den betydeligste af polypgruppen og er det netop på grund af denne mærkelige frembringelse, hvis nytte er uomtvistelig. Svampen er ikke en plante, som endnu nogle natur-forskere antager, men et dyr af den laveste orden, en polypkoloni, der står lavere end korallens. Der er ikke tvivl om, at den hører til dyreriget, og man kan ikke en gang dele den anskuelse fra oldtiden, der gik ud på, at den var en mellemting mellem plante og dyr. Jeg bør dog sige, at naturforskerne ikke er enige om svampens opbygning. For nogle er den en polypkoloni, for andre som Milne-Edwards er den et isoleret og enligt individ.

Svampenes klasse indeholder omtrent tre hundrede arter, som træffes i stort tal i havene og endogså i nogle vandløb, hvor de har fået navn af fluviatiler. Men de foretrækker at leve i Middelhavet, i det Græske Øhav, ved Syriens kyst og i det Røde Hav. Der formerer og udvikler de sig, disse fine bløde svampe, hvis værdi går lige op til hundrede og halvtreds francs, Syriens blonde svamp, Berberiets hårde o.s.v. Men siden jeg ikke kunne håbe at studere disse zoofyter på Levantens stabelpladser, nøjedes jeg med at iagttage dem i det Røde Hav.

Jeg kaldte dg Conseil hen til mig, mens Nautilus med en gennemsnitsdybde på otte-ni meter langsomt strøg af sted langs alle disse smukke klipper på den østlige side.

Her voksede svampe af alle mulige former, stilkede svampe, bladformede, kuglerunde, fingrede. De retfærdiggjorde tilstrækkelig nøjagtigt disse navne af kurve, bægre, tene, elsdyrhorn, løvefødder, påfuglehaler, Neptuns handske, som fiskerne, mere poetiske end de lærde, har tildelt dem. Fra deres fiberagtige væv, der er overtrukket med en halvftlydende geléagtig masse, undslipper uafladelig små sprøjt af vand, som, efter at have båret liv til hver enkelt celle, bliver uddrevet ved sammentrækning. Dennec masse forsvinder efter polyppens død og frigiver ammoniak, idet den rådner. Så er der ikke andet tilbage end disse hornagtige eller gelatineagtige fibre, som er den vaskesvamp der antager en rødlig farve, og anvendes til forskellige formål efter dens grad af elasticitet, af porøsitet eller af modstand mod opløsning.

Disse polypkolonier hænger fast ved klipper, ved bløddyrs skaller, ja, selv ved hydrofyters stilke. De fylder de mindste ujævnheder, nogle breder sig ud, andre strækker sig i vejret eller hænger som korallignende udvækster. Jeg fortalte Conseil, at disse svampe fiskes på to måder, enten med slæbenet eller med hænder. Den sidste metode, der kræver, at man bruger dykkere, er at foretrække, for idet den tager hensyn til polypkoloniens væv, får dette en langt større værdi.

De andre zoofyter, der vrimlede i nærheden af svampene, bestod hovedsagelig af vandmænd af en meget elegant art; bløddyrene var repræsenteret af varieteter af tiarmede blæksprutter, der, ifølge d’Orbigny, er ejendommelige for det Røde Hav, og reptilerne af skildpadder, af den slags havskildpadder, der forsyner vort bord med en nærende og velsmagende spise.

Hvad angår fisk, var de talrige og ofte interessante. Her er de, som Nautilus’ net hyppigst bragte om bord: rokker, deriblandt limmer af oval form, af farve teglstensrøde, på kroppen oversået med uregelmæssige blå pletter og kendelige på deres dobbelte takkede giftbrod, arnacker med sølvskinnende ryg, pigrokker med prikket hale og nogle med uhyre lange kapper, der bølgede i vandet, aodoner, helt uden tænder, en slags bruskfisk, der står hajerne nær, dromedar-kuffertfisk, hvis pukkel ender med en halvanden fod lang giftbrod, slanger, virkelige muræner med sølvskinnende haler, blålig ryg, med brune brystfinner, kantet med en grå bort, fiatoler, arter af stromateer med smalle guldstriber og prydet med de tre franske farver, ligblege slimfisk, fire decimeter lange, prægtige hestemakrel dekoreret med syv smukt sorte tværbånd, blå og gule finner og skæl af guld og sølv, centropoder, guldflammede muller med gult hoved, papegøjefisk, balister, læbefisk, kutlinger o.s.v., og tusind andre fisk, som var almindelige i de oceaner, som vi allerede havde gennemsejlet.

Den 9. februar flød Nautilus i den bredeste del af det Røde Hav, der ligger mellem Suakin på den vestlige kyst og Kunfuda på den østlige kyst, med en diameter på et hundrede og halvfems mil.

Efter at der den dag ved middag var taget bestik, steg kaptajn Nemo op på platformen, hvor jeg befandt mig. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville lade ham gå ned igen uden i det mindste at have følt mig for angående hans endelige planer. Han kom hen imod mig, så snart han havde opdaget mig, bød mig venligt en cigar og sagde:

— Nå, hr. professor, synes De om dette Røde Hav? Har De tilstrækkeligt iagttaget de vidundere, som det dækker, dets fisk og dets zoofyter, dets svampehaver og dets koralskove? Har De set et glimt af de byer, der ligger henslængt ved dets bredder?

— Ja, kaptajn Nemo, svarede jeg, og Nautilus har egnet sig vidunderligt til hele dette studium. Åh, det er et intelligent fartøj!

— Ja, hr. professor, intelligent, dristigt og usårligt! Det frygter hverken det Røde Havs frygtelige uvejr eller dets strømme eller dets skær.

— I virkeligheden omtales dette hav som et af de værste, og hvis jeg ikke tager fejl, havde det i oldtiden ord for at være afskyeligt.

— Afskyeligt, hr. Aronnax. De græke og latinske historikere taler ikke godt om det, og Strabon nævner, at det er særlig hårdt i de periodiske vindes tid og i regntiden. Araberen Edrisi, som skildrer det under navn af Colzumgolfen, fortæller, at skibene forliste i stort tal på dets sandbanker, og at ingen vovede at sejle der om natten. Det er, påstår han, et hav, der er udsat for frygtelige orkaner, forsynet med ugæstfri øer, og» som ikke tilbyder noget godt«, hverken i sine dybder eller på sin overflade. Sådan er faktisk også den anskuelse, som findes hos Arrianos, Agathemeros og Artemidoros.

— Man kan forstå, at disse historikere ikke har sejlet om bord på Nautilus, svarede jeg.

— Javist, svarede kaptajnen smilende, og i den henseende er nutiden ikke længere fremme end oldtiden. Mange århundreder har været nødvendige for at finde dampens mekaniske kraft! Hvem ved, om man om hundrede år vil se en ny Nautilus! Fremskridtene sker langsamt, hr. Aronnax.

— Det er sandt, svarede jeg, Deres skib er ét århundrede, måske flere, forud for sin tid. Hvilken ulykke, at en sådan hemmelighed skal dø med sin opfinder!

Kaptajn Nemo svarede ikke. Efter nogle øjeblikkes tavshed sagde han:

— De talte før til mig om de gamle historikeres mening om sejladsen på det Røde Hav?

— Det er sandt, sagde jeg, men var deres frygt ikke overdreven?

— Både ja og nej, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, der forekom mig at kende» sit Røde Hav «til bunds. Det, som ikke mere er farligt for et moderne skib, vel tilrigget, solidt konstrueret, herre over sin kurs takket være den lydige damp, frembød for de gamles fartøjer alle slags farer. Man må tænke på, at disse første navigatører vovede sig ud i både, der var lavet af planker, sammensyet med palmetove, kalfatrede med knust harpiks og indsmurt i hajfedt. De havde ikke engang instrumenter til at bestemme deres kurs, og de sejlede efter gisninger, midt i strømme, som de knap nok kendte. Men i vor tid har de dampere, der besørger sejladsen mellem Suez og sydens have ikke længere noget at frygte af golfens vrede, til trods for de kontrære monsunvinde. Deres kaptajner og passagerer forbereder sig ikke på rejsen med formildende ofringer, og de går ikke ved tilbagekomsten, smykkede med guirlander og gyldne bånd, til det nærmeste tempel for at takke guderne.

— Jeg er enig med Dem, sagde jeg, og det synes mig, at dampen har dræbt taknemmeligheden i sømændenes hjerter. Men, chef, siden De synes specielt at have studeret dette hav, kan De så ikke fortælle mig, hvad oprindelsen til dets navn er?

— Der er, hr. Aronnax, talrige forklaringer på dette emne. Bryder De Dem om at kende den, der udtrykkes af en skribent i det XIV århundrede?

— Det vil jeg meget gerne.

— Denne fantasifulde mand påstår, at det fik sit navn efter israelitternes overgang, da Farao var omkommet i de bølger der lukkede sig igen på Moses’ befaling:

Redningen var underfuld,

Vandet blev så rødt som guld.

Intet andet navn man gav

til det end det Røde Hav.

— En digters forklaring, kaptajn Nemo, sagde jeg, men den vil jeg ikke nøjes med. Jeg spørger Dem altså om Deres personlige mening.

— Nu skal De høre. Efter min mening, hr. Aronnax, må man i denne benævnelse det Røde Hav se en oversættelse af det hebraiske ord» Edrom«, og hvis man i oldtiden gav det dette navn, var det på grund af dets vandes særlige farve.

— Hidtil har jeg dog kun set klare bølger uden nogen farve.

— Ganske rigtigt, men når vi kommer frem til bunden af golfen, vil De lægge mærke til dens ejendommelige udseende. Jeg mindes at have set bugten ved Tur helt rød, som en sø af blod.

— Og mener De denne farve kommer af tilstedeværelsen af en mikroskopisk alge?

— Ja. Det er et slimholdigt, purpurfarvet stof, som frembringes af disse svage spirer, der kendes under navnet trichodesmier, og hvoraf der behøves fyrretyve tusind til at opfylde en kvadratmillimeter. Måske vil De se noget af det, når vi kommer til Tur.

— Det er altså ikke første gang, kaptajn Nemo, De sejler igennem det Røde Hav på Nautilus?

— Nej, professor.

— Siden De nu før talte om israelitternes overgang og ægypternes katastrofe, vil jeg spørge Dem, om De under vandene har konstateret noget spor af denne store historiske begivenhed?

— Nej, hr. professor, og det af en udmærket grund.

— Hvilken?

— Det forholder sig sådan, at selve det sted, hvor Moses gik over med hele sit folk, nu er sandet til, så at kamelerne knap kan få våde ben der. De kan forstå, at der ikke ville være vand nok til min Nautilus.

— Og dette sted?… spurgte jeg.

— Dette sted ligger lidt oven for Suez, i den havarm, der tidligere dannede en dyb flodmunding, dengang da det Røde Hav strakte sig lige til Bittersøen. Hvad enten nu denne overgang var mirakuløs eller ej, er israelitterne ikke des mindre gået over for at nå til det forjættede land, og Faraos hær er omkommet netop på dette sted. Jeg tror altså, at udgravninger foretaget der midt i sandet ville bringe en stor mængde våben og instrumenter af ægyptisk oprindelse for dagen.

— Det er klart, svarede jeg, og det er at håbe for arkæologerne, at der vil ske udgravninger før eller senere, da der vil blive bygget nye byer på tangen efter gennemførelsen af Suezkanalen. En kanal, der er ganske unyttig for et fartøj som Nautilus!

— Ganske vist, men nyttig for hele verden, sagde kaptajn Nemo. I oldtiden forstod man godt, hvor nyttigt det ville være for handelsforbindelserne at etablere samkvem mellem det Røde Hav og Middelhavet; men man tænkte ikke på at udgrave en direkte kanal, og man tog Nilen til gennemgangsled. Højst sandsynligt blev den kanal, der forenede Nilen med det Røde Hav, begyndt efter Sesostris, hvis man skal tro traditionen. Sikkert er det, at 615 før Kristus påtog Neko sig arbejdet med en kanal, næret af Nilens vande, tværs gennem den slette i Ægypten, der vender mod Arabien. Man kunne sejle op ad denne kanal på fire dage, og den var så bred, at to triremer kunne sejle ved siden af hinanden. Arbejdet blev fortsat af Darius, Hystaspes søn, og sandsynligvis fuldendt af Ptolemæus II. Strabon så den blive brugt til sejlads; men at dens fald var så svagt mellem dens udgangspunkt, i nærheden af Bubastis, og det Røde Hav gjorde, at den kun var sejlbar nogle måneder om året. Denne kanal tjente handelen lige til Antoninernes århundrede; forladt, tilsandet, så istandsat efter kalifen Omars ordre, blev den i 761 eller 762 definitivt opfyldt af kalifen Al-Mansor, der ville forhindre, at der kom levnedsmidler til Mohammed ben Abdallah, som havde gjort oprør mod ham. På sin ekspedition til Ægypten fandt Deres general Bonaparte sporene af disse værker i ørkenen ved Suez, og overrasket af tidevandet var han lige ved at omkomme nogle få timer før han nåede Hadjaroth, netop der, hvor Moses havde slået lejr tre tusind, tre hundrede år før han.

— Nu vel, chef, det som oldtidens folk ikke vovede at påtage sig, denne forhindelse mellem de to have, der vil forkorte vejen fra Cadiz til Indien med ni tusind kilometer, det har de Leseps gjort, og inden længe har han forvandlet Afrika til en umådelig ø.

— Ja, hr. Aronnax, og De har ret til at være stolt af Deres landsmand. Det er en mand, som en nation har større ære af end af de større feltherrer! Han er som mange andre begyndt med bryderier og afvisninger, men han har triumferet, for han har viljens genialitet. Det er trist at tænke på, at dette arbejde, der burde have været et internationalt værk, og som havde været tilstrækkeligt til at gøre en herskers regeringstid berømt, kun bliver ført igennem ved én eneste mands energi. Derfor: Ære være de Lesseps!

— Ja, ære være denne store borger, svarede jeg, ganske overrasket over det tonefald, hvori kaptajn Nemo lige havde talt.

— Uheldigvis, fortsatte han, kan jeg ikke føre Dem gennem Suezkanalen, men De kan få Port Saids lange havnemoler at se i overmorgen, når vi er i Middelhavet.

— I Middelhavet! udbrød jeg.

— Ja, hr. professor. Forbavser det Dem?

— Det, som forbavser mig er, at vi skal være der i overmorgen.

— Virkelig?

— Ja, chef, skønt jeg burde være vænnet til ikke at lade mig forbavse over noget, når jeg er på Deres skib!

— Men hvad er anledningen til denne overraskelse?

— Anledningen er den frygtelige hastighed, som De vil være nødt til at forlange af Nautilus, hvis den i overmorgen skal være i Middelhavet efter at være sejlet rundt om Afrika og have rundet Kap det Gode Håb!

— Og hvem siger Dem, at den vil sejle uden om Afrika, hr. professor? Hvem taler am at runde Kap det Gode Håb?

— Med mindre Nautilus navigerer på landjorden og passerer hen over tangen…

— Eller under, hr. Aronnax.

— Under?

— Netop, svarede kaptajn Nemo roligt. For længe siden har naturen under denne landtange lavet det, som menneskene i dag er ved at lave på dens overflade.

— Hvorledes! Der skulle være en passage?

— Ja, en underjordisk passage, som jeg har givet navnet den Arabiske Tunnel. Den begynder neden for Suez og munder ud i bugten ved Pelusion.

— Men består denne tange ikke udelukkende af flyvesand?

— Til en vis dybde. Men blot halvtreds meter nede møder man en urokkelig klippegrund.

— Og det er ved et tilfælde, De har opdaget denne passage? spurgte jeg mere og mere forbavset.

— Ved et tilfælde og ved ræsonnement, hr. professor, og endda mere ved ræsonnement end ved et tilfælde.

— Chef, jeg lytter, men mit øre gør modstand mod det, som det hører!

— Åh, professor! Aures habent et non audient gælder til alle tider. Ikke blot eksisterer denne passage, men jeg har flere gange draget fordel af den. Uden den havde jeg ikke i dag vovet mig ind i denne det Røde Havs blindgade.

— Er det inddiskret at spørge, hvordan De har opdaget denne tunnel?

— Hr. professor, det er et for en naturhistoriker simpelt ræsonnement, der har ledet mig til at opdage denne passage, som jeg er ene om at kende. Jeg havde bemærket, at der i det Røde Hav og i Middelhavet levede et vist antal fiskearter, der var absolut identiske, ophidier, fiatoler, gireller, perseger, joeler, exoceter. Da jeg var sikker i min sag, spurgte jeg mig selv, om der ikke fandtes en forbindelse mellem disse to have. Hvis den eksisterede, måtte den underjordiske strøm nødvendigvis gå fra det Røde Hav til Middelhavet blot på grund af forskel i niveau. Jeg sikrede mig da et stort antal fisk i nærheden af Suez. Omkring halen på dem satte jeg en kobberring, og jeg kastede dem igen i havet. Nogle måneder senere tog jeg igen på Syriens kyster nogle eksemplarer af mine fisk, der var prydet med den omtalte ring. Forbindelsen mellem de to have var altså bevist. Jeg søgte den med min Nautilus, jeg opdagede den, jeg vovede mig derind, og om kort tid, hr. professor, vil også De være kommet gennem min Arabiske Tunnel.

Kapitel 29

Den Arabiske Tunnel

Den samme dag rapporterede jeg til Conseil og Ned Land den del af denne samtale, som direkte interesserede dem. Da jeg fortalte dem, at vi om to dage ville være midt i Middelhavets vande, klappede Conseil i hænderne, men canadieren trak på skuldrene.

— En undersøisk tunnel! udbrød han, en forbindelse mellem de to have! Hvem har nogensinde hørt tale om det?

— Min ven Ned, svarede Conseil, havde De nogensinde hørt tale om Nautilus? Nej! Den eksisterer dog. Træk altså ikke så letsindigt på skuldrene, afvis ikke nogen ting under det påskud, at De aldrig har hørt tale derom.

— Vi får se, gensvarede Ned, idet han rystede på hovedet. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere end gerne tro på hans passage, på denne kaptajn, og himlen give, at han virkelig vil føre os ind i Middelhavet.

Samme aften nærmede Nautilus sig til den arabiske kyst, flydende på havoverfladen på 21° 30 nordlig bredde. Jeg opdagede Djeddah, en vigtig handelsstad for Ægypten, Syrien, Tyrkiet og Indien. Ret klart kunne jeg skelne dens samlede anlæg, dens skibe, der var fortøjede langs kajerne, og dem, som deres dybgående tvang til at kaste anker på reden. Solen, der stod ret lavt over horisonten, strålede lige mod byens huse og fremhævede deres hvidhed. Uden for byen angav nogle rønner af træ eller rør beduinernes boligkvarter.

Snart udslettedes Djeddah i aftenens skygger, og Nautilus gik ned under de let fosforescerende vande.

Den næste dag, den 10. februar, viste der sig flere skibe, der sejlede i modsat retning af os. Nautilus genoptog sin undervandssejlads; men ved middag, da der skulle tages bestik, var havet øde, og den steg op til sin vandlinie.

Ledsaget af Ned og Conseil kom jeg for at sætte mig på platformen. Østkysten viste sig knap nok som en sløret masse i en våd tåge.

Støttede mod bådens sider passiarede vi om et og andet, da Ned Land strakte sin hånd ud mod et punkt i havet og sagde:

— Ser De noget, hr. professor?

— Nej, Ned, svarede jeg, men De ved nok, at jeg ikke har Deres øjne.

— Se godt efter, vedblev Ned, der, forude til styrbord, næsten i højde med lanternen! Kan De ikke se noget, der ser ud til at røre sig?

— Faktisk, sagde jeg efter en opmærksom iagttagelse, nu ser jeg noget ligesom et langt sortagtigt legeme på vandoverfladen.

— En Nautilus til? sagde Conseil.

— Nej, svarede canadieren, men hvis jeg ikke tager meget fejl, er det et slags havdyr.

— Er der hvaler i det Røde Hav? spurgte Conseil.

— Ja, min ven, svarede jeg, man træffer undertiden nogle enkelte.

— Det er ikke en hval, vedblev Ned Land, der ikke tabte den signalerede genstand af syne. Hvalerne og jeg er gamle bekendte, og deres optræden tager jeg ikke fejl af.

— Lad os vente, sagde Conseil. Nautilus styrer hen mod den side, og om lidt ved vi, hvad vi har at holde os til.

Denne sortladne ting var virkelig snart kun en mil fra os. Det så ud som et stort skær, der var strandet i rum sø. Hvad var det? Det kunne jeg endnu ikke udtale mig om.

— Åh, det svømmer! Det dykker! udbrød Ned Land. For tusind djævle! Hvad kan det være for et dyr? Det har ikke den tvedelte hale som bardehvaler eller kaskelotter, og dets finner ligner afstumpede lemmer.

— Men så… begyndte jeg.

— Vel, gik canadieren videre, se, nu ligger det på ryggen, og det løfter brystet i vejret!

— Det er en sirene, udbrød Conseil, en rigtig sirene, hvis herren ikke har noget imod det.

Dette ord sirene satte mig på sporet, og jeg forstod, at dette dyr hørte til den anden af havets væsener, hvoraf fabelen har skabt sirenerne, halvt kvinder, halvt fisk.

— Nej, sagde jeg til Conseil, det er ikke en sirene, men et naturligt væsen, hvoraf der næppe er flere eksemplarer tilbage i det Røde Hav.

Det er en dygong.

— Søkøernes orden, de fiskeformedes gruppe, pattedyrenes klasse, hvirveldyrenes række, svarede Conseil.

Og når Conseil havde sagt det, var der ikke mere at sige om den ting. Imidlertid holdt Ned Land stadig udkig. Hans øjne strålede af begær ved synet af dette dyr. Hans hånd syntes parat til at harpunere. Man kunne have troet, at han kun ventede på det rette øjeblik til at kaste sig i havet for at angribe det i dets element.

— Åh, hr. professor, jeg har aldrig dræbt noget af den slags, sagde han til mig med en stemme, der skælvede af bevægelse.

Disse ord var yderst karakteristiske for ham.

I dette øjeblik kom kaptajn Nemo til syne på platformen. Han opdagede dygongen. Han forstod canadierens holdning og henvendte sig direkte til ham.

— Hvis De holdt på en harpun, mester Land, ville den vist brænde Dem i hånden?

— De har ganske ret, chef.

— Og De ville ikke være ked af for en dag at genoptage Deres bestilling som fanger, og at føje denne hval til listen over dem, De allerede har fældet?

— Det ville jeg slet ikke være ked af.

— Nu vel! De kan jo prøve!

— Tak, hr. kaptajn, svarede Ned Land med strålende øjne.

— De må blot forpligte Dem til ikke at ramme ved siden af dette dyr, og det i Deres egen interesse, fortsatte kaptajnen.

— Er det farligt at angribe en dygong? spurgte jeg, skønt canadieren lod til at være upåvirket.

— Ja, undertiden, svarede kaptajnen. Dette dyr vender sig mod sine angribere og kæntrer deres fartøj. Men mester Land behøver ikke at frygte den fare. Hans skarpe blik er hurtigt, hans arm er sikker. Når jeg anbefaler ham ikke at ramme fejl af denne dygong, er det fordi man med rette betragter den som et fint stykke vildt, og jeg ved, at mester Land ikke foragter god mad.

— Aha, kom det fra canadieren, dette dyr tillader sig også den luksus at være godt at spise?

— Ja, mester Land. Dets kød, virkelig godt kød, regnes for særdeles fint, og i hele Malajsia er det forbeholdt fyrsternes bord. Derfor gør man også så blodig jagt på dette udmærkede dyr, at det ligesom dets slægtning søkoen bliver stadig sjældnere.

— I så fald, hr. kaptajn, sagde Conseil alvorligt, hvis denne tilfældigvis er den sidste af sin art, ville det så ikke i videnskabens interesse være rigtigt at skåne den?

— Måske, svarede canadieren; men i køkkenets interesse er det bedre at jage den.

— Så gør det dog, mester Land, sagde kaptajn Nemo.

I dette øjeblik steg seks mand af besætningen, stumme og uforstyrrelige som altid, op på platformen. Den ene bar en harpun og en line som den hvalfangerne bruger. Dækket blev taget af båden, den blev trukket ud af sin fordybning, skudt ud i havet. Seks roere tog plads på dens tofter, og styrmanden satte sig ved roret. Ned, Conseil og jeg satte os agter.

— De kommer ikke med, chef? spurgte jeg.

— Nej, hr. prafessor, men jeg ønsker Dem god jagt.

Båden stødte fra, og ført af sine seks årer styrede den hurtigt hen mod dygongen, der nu flød to mil fra Nautilus.

Da båden var nået til nogle kabellængder fra hvalen, sagtnede den farten, og årerne sænkedes uden støj i de rolige vande. Ned Land gik med harpunen i hånden hen for at anbringe sig stående i bådens forstavn. Den harpun der tjener til at ramme bardehvalen, er i almindelighed bundet til en meget lang snor, der hurtigt afhaspes, når det sårede dyr slæber den med sig. Men her var snoren kun en halv snes favne lang, og dens ene ende var blot slået på en lille tønde, der flydende skulle angive dygongens vej under vandene.

Jeg havde rejst mig, og jeg kunne tydeligt se canadierens modstander. Denne dygong, som også bærer navnet halicore, ligner søkoen meget. Dens aflange krop ender i en langtrukken halefinne, og dens sidefinner i veritable fingre. Den er forskellig fra søkoen derved, at dens øverste kæbe er bevæbnet med to lange og spidse tænder, som på hver sin side danner udadrettede forsvarsmidler.

Den dygong som Ned Land forberedte sig på at angribe, var af kolossale dimensioner, og dens længde overgik i hvert fald syv meter. Den rørte sig ikke, og så ud til at sove på bølgernes overflade, en omstændighed, der gjorde det lettere at fange den.

Båden nærmede sig forsigtigt, til den var tre favne fra dyret. Årerne hvilede på åregaflerne. Jeg rejste mig halvt op. Med kroppen lænet lidt bagud svang Ned Land sin harpun med øvet hånd.

Pludselig hørtes en fløjten, og dygongen forsvandt. Harpunen, der blev slynget med styrke, havde utvivlsomt kun ramt vandet.

— For tusind djævle! udbrød canadieren rasende, jeg ramte ikke!

— Nej, sagde jeg, dyret er såret, der er dets blod, men Deres våben er ikke blevet siddende i dets krop.

— Min harpun, min harpun! råbte Ned.

Matroserne gav sig igen til at ro, og styrmanden førte båden hen imod den flydende tønde. Da harpunen var fisket op, begyndte båden igen at forfølge dyret.

Dygongen kom nu og da op til havoverfladen for at ånde. Dens sår havde ikke svækket den, for den pilede af med den yderste hastighed.

Båden blev manøvreret af kraftige arme og fløj af sted i dens kølvand. Flere gange var den kun nogle favne fra den, og canadieren holdt sig parat til at kaste; men dygongen skjulte sig ved en pludselig dykning, og det var umuligt at nå den.

Man kan tænke sig til det raseri, der ophidsede Ned Land. Han slyngede det engelske sprogs kraftigste forbandelser efter det ulykkelige dyr. Jeg for mit vedkommende var endnu kun ærgerlig over at se dygongen forpurre al vor list.

Man forfulgte den uophørligt i en time, og jeg begyndte at tro, at det ville være meget vanskeligt at få tag i den, da dyret blev grebet af en fortrædelig idé om hævn, som det dog skulle komme til at fortryde. Det kom tilbage mod båden for at begynde et modangreb.

Denne manøvre undgik ikke canadierens opmærksomhed.

— Giv agt! sagde han.

Styrmanden udtalte nogle ord på sit underlige sprog, og uden tvivl pålagde han mændene at passe på.

Dygongen, der nu var kun tyve fod fra båden, standsede, snøftede barsk med sine store næsebor, der gennemborede ikke det yderste af dens snude, men dennes øverste del. Så tog den tilløb og styrtede mod os. Båden kunne ikke undgå sammenstødet; halvt væltet tog den et par tons vand ind, som det var nødvendigt at komme af med; men takket være styrmandens snildhed, kæntrede den ikke, da den var blevet overfaldet skråt fra siden og ikke lige på. Ned Land klamrede sig til forstavnen og huggede med harpunen løs på det gigantiske dyr, der med sine tænder haget fast i rælingen hævede båden op af vandet som en løve løfter et rådyr. Vi væltede omkring oven på hinanden, og jeg er ikke sikker på, hvordan det eventyr var endt, om ikke canadieren, der stadig angreb heftigt, til sidst havde ramt dyrets hjerte.

Jeg hørte dygongens tænder skurre mod stålet, og den forsvandt og slæbte harpunen med sig. Men snart kom den lille tønde igen op til overfladen, ag få minutter efter kom dyrets krop til syne, liggende på ryggen. Båden kom igen hen til den, tog den på slæb og styrede hen imod Nautilus.

Det var nødvendigt at bruge meget kraftige taljer for at hejse dygongen op på platformen. Den vejede fem tusinde kilogram. Man parterede den for øjnene af canadieren, der holdt på at ville følge alle detaljer i denne operation. Samme dag serverede stewarden mig til middag nogle skiver af dette kød, kyndigt tilberedt af skibskokken. Jeg fandt det udmærket, endda bedre end kalvekød, om ikke end oksekød.

Den næste dag, den 11. februar, blev Nautilus' proviantkammer beriget med endnu nogle delikate stykker vildt. En flok terner slog sig ned på Nautilus. Det var en art af sterna nilotica, som er særegen for Ægypten og som har stort næb, gråt prikket hoved, med øjet omgivet af hvide pletter, med ryg, vinger og hale grålige, med hvid bug og strube og røde ben. Man tog også et par snese nilænder, vilde fugle, der smager fint, og hvis hals og isse er hvide med sarte pletter.

Nautilus’ hastighed var nu nedsat. Den sejlede frem med et tempo som på en magelig lystsejlads, så at sige. Jeg bemærkede, at det Røde Havs vand blev stadig mindre salt, efterhånden som vi nærmede os Suez.

Henad fem om eftermiddagen opdagede vi mod nord Kap Ras Mohammed. Det er dette forbjerg, der afslutter det Stenede Arabien mellem Suezbugten ag Akababugten.

Nautilus trængte ind i Jubalstrædet, der fører til Suezbugten. Jeg så tydeligt et højt bjerg, der mellem de to bugter ragede op over Ras Mohammed. Det var Horebs bjerg, dette Sinai, på hvis top Moses så Gud ansigt til ansigt, og som tanken forestiller sig som uafladelig kronet af lynglimt.

Snart flydende, snart neddykket passerede Nautilus klokken seks i rigelig afstand Tur, der ligger i bunden af en vig, hvis vande så ud som om de var farvet røde, det fænomen, som kaptajn Nemo før havde iagttaget. Så blev det nat, med en trykkende stilhed, undertiden brudt af et skrig fra en pelikan eller nogle natfugle, lyden af brændingens slag mod klipperne eller den fjerne tuden af en damper, der piskede bugtens vande med sine larmende hjulskovle.

Fra otte til ni holdt Nautilus sig nogle meter nede i vandet. Efter min beregning måtte vi være ret nær ved Suez. Gennem salonens ruder opdagede jeg grundvolden af klipper, der var skarpt oplyst af vort elektriske lys. Det forekom mig, at strædet indsnævredes mere og mere. Da klokken var et kvarter over ni, var båden kommet op på overfladen, og jeg steg op på platformen. Da jeg var meget utålmodig efter at komme igennem kaptajn Nemos tunnel, kunne jeg ikke holde mig i ro, og jeg kom op for at indånde den friske natteluft.

Snart opdagede jeg i mørket en bleg ild, som, halvt farveløs på grund af tågen, strålede en mil fra os.

— Et flydende fyrtårn, blev der sagt i nærheden. Jeg vendte mig om og så det var kaptajnen.

— Det er Suez’ flydende ild, fortsatte han. Vi når snart tunnelens munding.

— Det må ikke være let at komme derind?

— Nej, hr. professor. Derfor plejer jeg også at opholde mig i rorgængerens bur for selv at lede den manøvre. Og nu vil Nautilus, hvis De vil gå ned, hr. Aronnax, dukke under i bølgerne, og den vil først komme op til deres overflade igen, når den er kommet igennem den Arabiske Tunnel.

Jeg fulgte kaptajn Nemo. Lugerne lukkedes, vandreservoirerne fyldtes, og fartøjet dykkede en halv snes meter ned.

I det øjeblik, da jeg ville gå tilbage til mit kammer, standsede kaptajnen mig.

— Hr. professor, vil De bryde Dem om at være sammen med mig i styrmandens rum?

— Jeg vovede ikke at bede Dem om det, svarede jeg.

— Så kom dog. Således får De alt det at se, som man kan se under denne sejlads, der på én gang er underjordisk og undersøisk.

Kaptajn Nemo førte mig hen mod den centrale trappe. Halvejs oppe åbnede han en dør, fulgte de øvre gange og kom til styrmandens rum, der, som man ved, hævede sig ved den ene ende af platformen. Det var en kahyt, der var seks fod på alle leder, meget lig den, som styrmanden på steamboats på Mississippi eller Hudson har at være i.

I midten manøvrerede man med et rat, der var anbragt lodret og greb ind i rorets ratliner, der løb helt ud til Nautilus’ agterstavn. Indfattede i kahyttens vægge tillod fire koøjer med linseslebne ruder rorgængeren at se ud i alle retninger.

Der var mørkt i denne kahyt; men snart vænnede mine øjne sig til dette mørke, og jeg opdagede styrmanden, en kraftig mand, hvis hænder hvilede på rattets fælge. Udenfor sås havet klart belyst af lanternen, som strålede agten for kahytten i den anden ende af platformen.

— Lad os så se at komme igennem, sagde kaptajn Nemo. Elektriske ledninger forbandt maskinrummet med styrmandens rum, og herfra kunne kaptajnen samtidig styre og bevæge sin Nautilus. Han trykkede på en metalknap, og skruens hastighed blev straks stærkt formindsket.

Jeg betragtede i tavshed den høje og meget stejle væg, som vi sejlede langs med i dette øjeblik, den urokkelige basis for kystens sandmasser. Vi fulgte den sådan i en time, kun i nogle meters afstand. Ikke et øjeblik flyttede kaptajn Nemos blik sig fra kompasset, der i sine to koncentriske cirkler var ophængt i kahytten. Når han gjorde en svag bevægelse, ændrede styrmanden hvert øjeblik Nautilus’ retning.

Jeg havde sat mig ved det bagbords koøje, og jeg opdagede prægtigt opbyggede grupper af koraller, af zoofyter, alger og krebsdyr, der strakte sig ud af ujævnheder i klippen og viftede med deres enorme ben.

Et kvarter over ti tog kaptajn Nemo selv roret. Et stort, sort og dybt galleri åbnede sig foran os. Nautilus trængte dristigt ind i det. En uvant brusen lod sig høre ved dens sider. Det var det Røde Havs vande, som tunnelens skråning fik til at styrte mod Middelhavet. Nautilus fulgte strømmen så hurtigt som en pil, trods anstrengelser fra dens maskine, der for at stå imod piskede vandet med skruen slået bak.

På passagens snævre vægge så jeg ikke andet end strålende striber, rette linier, ildfurer, tegnet af hastigheden under strålerne fra elektriciteten. Mit hjerte skælvede, og jeg trykkede min hånd mod det. Ti, femoogtredive forlod kaptajn Nemo rattet og sagde, idet han vendte sig mod mig:

— Middelhavet!

På mindre end tyve minutter var Nautilus, slæbt med af strømmen, kommet under Sueztangen.

Kapitel 30

Det Græske Øhav

Den næste morgen, den 12. februar, steg Nautilus ved daggry op til bølgernes overflade. Jeg skyndte mig op på platformen. Tre mil mod syd tegnede det vage omrids af Pelusion sig. En kraftig strøm havde ført os fra det ene hav til det andet. Men denne tunnel, der var let at komme nedad, måtte det være ugørligt at komme opad igen.

Henad syv sluttede Ned og Conseil sig igen til mig. De to uadskillige kammerater havde sovet roligt uden at bekymre sig om Nautilus’ bedrifter.

— Nå, hr. naturforsker, begyndte canadieren i en lidt drilagtig tone, hvad med det Middelhav?

— Vi flyder på dets overflade, kære Ned.

— Hva'! kom det fra Conseil, i selve denne nat?…

— Ja, i selve denne nat er vi på nogle få minutter kommet igennem denne uoverskridelige tange.

— Jeg tror ikke på det, svarede canadieren.

— Og det er forkert af Dem, mester Land, fortsatte jeg. Den lave kyst, der runder sig mod syd, er Ægyptens kyst.

— Kan De få nogen til at tro på det, professor? kom det fra den stædige canadier.

— Men når herren påstår det, henvendte Conseil sig til ham, må man tro på herren.

— For øvrigt, Ned, har kaptajn Nemo præsenteret sin tunnel for mig, og jeg var ved siden af ham i styrmandens rum, mens han selv styrede Nautilus gennem denne snævre passage.

— Hører De det, Ned? sagde Conseil.

— Og De, Ned, som har så gode øjne, tilføjede jeg, De kan se Port Saids moler, som strækker sig ud i havet.

Canadieren kiggede opmærksomt efter.

— De har sandelig ret, hr. professor, sagde han, og Deres kaptajn er en sand mester. Vi er i Middelhavet. Vel. Lad os så, hvis De vil, snakke om vore små forretninger, men på en sådan måde, at ingen kan høre os.

Jeg indså godt, hvor canadieren ville hen. I hvert fald tænkte jeg det var bedst at tale om det, når han nu ønskede det, og vi gik alle tre hen for at sætte os i nærheden af lanternen, hvor vi var mindre udsatte for det fugtige sprøjt fra bølgerne.

— Nu skal vi nok høre på Dem, Ned, sagde jeg. Hvad har De så at sige os?

— Det, som jeg har at sige Dem, er ganske ligetil, svarede canadieren. Vi er i Europa, og før kaptajn Nemos luner slæber os lige til bunden af Polarhavene, eller fører os tilbage til Oceanien, vil jeg gerne forlade Nautilus.

Jeg tilstår, at denne diskussion med canadieren stadig forvirrede mig. Jeg ville på ingen måde lægge bånd på mine kammerater, og dog nærede jeg intet ønske om at forlade kaptajn Nemo. Takket være ham, takket være hans apparater kompletterede jeg for hver dag mine undersøiske studier, og jeg kunne omarbejde min bog om de undersøiske dybder midt i selve dens element. Ville jeg nogensinde igen finde en sådan lejlighed til at iagttage oceanets vidundere? Bestemt ikke! Jeg kunne derfor ikke vænne mig til den tanke at forlade Nautilus, før vor opdagelsesrejse var fuldført.

— Kære Ned, sagde jeg, svar mig ærligt. Keder De Dem om bord? Beklager De, at skæbnen har kastet Dem i armene på kaptajn Nemo? Canadieren sad nogle øjeblikke uden at svare. Så sagde han, idet han lagde armene over kors:

— Oprigtig talt er jeg ikke ked af denne rejse under havene. Jeg vil være glad for at have oplevet den; men for at have oplevet den, er det nødvendigt, at den holder op. Sådan føler jeg det.

— Den holder også op, Ned.

— Hvor og hvornår?

— Hvor? Det ved jeg intet om. Hvornår? Det kan jeg ikke sige, eller rettere, jeg antager, at den vil blive afsluttet, når disse have ikke har mere at lære os. Alt hvad der er begyndt, får nødvendigvis en ende i denne verden.

— Jeg tænker ligesom herren, sagde Conseil, og det er meget muligt, at kaptajn Nemo lader os løbe alle tre, når vi er sejlet gennem alle klodens have.

— Lader os løbe? udbrød canadieren. Smider os ud, mener De?

— Lad os ikke overdrive, mester Land, fortsatte jeg. Vi har intet at frygte af kaptajnen, men jeg deler ikke Conseils mening. Vi behersker Nautilus’ hemmeligheder, og jeg har intet håb om, at dens chef vil give os friheden og finde sig i at se os løbe verden rundt med dem.

— Men hvad er det da, De har håb om? spurgte canadieren.

— At der indtræffer omstændigheder, hvoraf vi kan, hvoraf vi bør drage fordel, lige så vel om et halvt år som nu.

— Hvad pokker! kom det fra Ned Land. Og må jeg spørge, hvor er vi om et halvt år, hr. naturforsker?

— Måske her, måske i Kina. De ved, at Nautilus er en hurtigsejler. Den sejler gennem oceanerne som en svale sejler gennem luften, eller som et eksprestog iler gennem kontinenterne. Den frygter ikke de befærdede have. Hvem siger os, at den ikke vil nå til Frankrigs, Englands eller Amerikas kyster, hvor man lige så fordelagtigt som her kunne forsøge en flugt?

— Hr. Aronnax, svarede canadieren, Deres argumenter kommer ikke sagen ved. De taler om fremtiden: Så er vi der! Så er vi her! Men jeg taler om nutid: Nu er vi her, og det må vi drage nytte af! Jeg var hårdt trængt af Ned Lands logik, og jeg følte mig slået af marken. Jeg vidste selv ikke mere, hvilke argumenter jeg skulle fremføre til fordel for mig selv.

— Hr. professor, begyndte Ned igen, lad os antage det umulige, at kaptajn Nemo netop i dag tilbyder os friheden. Tager De imod den?

— Jeg ved det ikke, svarede jeg.

— Og hvis han tilføjer, at dette tilbud, som han gør Dem i dag, vil han ikke senere forny, tager De så imod det?

Jeg svarede ikke.

— Og hvad tænker min ven Conseil? spurgte Ned Land.

— Deres ven Conseil, svarede denne agtværdige unge mand roligt, Deres ven Conseil har ikke noget at sige. Han er absolut uinteresseret i spørgsmålet. Ligesom sin herre, ligesom sin kammerat Ned er han ugift. Hverken hustru, forældre eller børn venter ham hjemme. Han er i sin herres tjeneste, han tænker som sin herre, han taler som sin herre, og til hans store beklagelse må man ikke regne med ham for at danne et flertal. Der er kun to personer til stede: Herren på den ene side, Ned Land på den anden. Når det er sagt, lytter Deres ven Conseil, og han er parat til at gøre stillingen op.

Jeg kunne ikke lade være at smile ved at se Conseil tilintetgøre sin personlighed så fuldstændigt. Canadieren måtte i grunden være henrykt over ikke at have ham imod sig.

— Altså, hr. professor, sagde Ned Land, siden Conseil ikke eksisterer, så lad os to diskutere alene. Jeg har talt, De har hørt på mig. Hvad har De at svare mig?

Det var åbenbart nødvendigt at slutte, og udflugter kunne jeg ikke lide.

— Kære Ned, sagde jeg, her har De mit svar. Det er Dem, der har ret, og mine argumenter kan ikke holde overfor Deres. Man kan ikke regne med kaptajn Nemos velvilje. Jævn sund fornuft forbyder ham at sætte os i frihed. Derimod byder den sunde fornuft os at drage fordel af den første lejlighed til at forlade Nautilus.

— Vel, hr. Aronnax, det var klogt talt.

— Blot en bemærkning, en eneste, sagde jeg. Det må være en pålidelig lejlighed. Det er nødvendigt, at vort første flugtforsøg lykkes; for hvis det slår fejl, finder vi ikke lejlighed til at gentage det, og kaptajn Nemo tilgiver os ikke.

— Alt det er rigtigt, svarede canadieren. Men Deres bemærkning passer på ethvert flugtforsøg, hvad enten det finder sted om to år eller om to dage. Problemet er altså stadig dette: hvis en gunstig lejlighed tilbyder sig, er det nødvendigt at gribe den.

— Vi er enige. Og vil De så sige mig, Ned, hvad De forstår ved en gunstig lejlighed?

— Det vil der være, når Nautilus en mørk nat kommer i nærheden af en europæisk kyst.

— Og ville De så redde Dem ved at svømme?

— Ja, hvis vi var tilstrækkelig nær ved en strand, og hvis fartøjet flød på overfladen. Nej, hvis vi var langt ude, og skibet sejlede under vandet.

— Og i det tilfælde?

— I det tilfælde ville jeg forsøge at sætte mig i besiddelse af båden. Jeg ved, hvordan den manøvreres. Vi skal ind i den, og når boltene er fjernet, stiger vi op til overfladen uden at selv styrmanden, der sidder forude, bliver klar over vores flugt.

— Nuvel, Ned. Kig altså efter den lejlighed, men husk, at vi er fortabt, hvis der sker uheld.

— Det skal jeg ikke glemme, hr. professor.

— Og vil De vide alt, hvad jeg tænker om Deres plan, Ned?

— Gerne, hr. Aronnax.

— Nu vel, jeg tror ikke — jeg siger ikke, at jeg ikke håber — jeg tror ikke, at denne gunstige lejlighed vil tilbyde sig.

— Hvorfor ikke?

— Fordi kaptajn Nemo ikke kan skjule for sig selv, at vi ikke har opgivet håbet om at genvinde vor frihed, og derfor vil han være på sin post; fremfor alt i europæiske have og med deres kyster i sigte.

— Jeg er af samme mening som herren, sagde Gonseil.

— Vi får se, svarede Ned Land og rystede på hovedet med en determineret mine.

— Og, Ned Land, tilføjede jeg, lad det nu blive ved det. Ikke et ord mere om alt dette. Den dag, da De er parat, siger De til, og vi følger Dem. Jeg overlader det helt til Dem.

Sådan endte den samtale, der senere skulle få så alvorlige følger. Jeg må dog nu sige, at kendsgerningerne syntes at bekræfte mine anelser, til stor fortvivlelse for canadieren. Havde kaptajn Nemo mistillid til os i disse befærdede have, eller ville han blot holde sig ude af syne fra de talrige skibe af alle nationer, der pløjer Middelhavet? jeg ved det ikke, men han holdt sig for det meste nede i vandet og langt fra kysterne.

Enten dukkede Nautilus op og lod kun styrmandens rum stikke i vejret, eller den gik ned til store dybder, for mellem det Græske Øhav og Lilleasien finder vi to tusind meter nede endnu ikke bunden.

Jeg fik heller ikke gjort bekendtskab med øen Karpatos, en af Sporaderne, undtagen gennem dette vers af Virgil, som kaptajn Nemo citerede for mig, idet han satte en finger på verdenskortet.

Est in Carpathio Neptuni gurgite vates

Cæruleus Proteus. .

Den var faktisk i oldtiden opholdssted for Proteus, den gamle hyrde for Neptuns hjorde, men nu kaldes øen mellem Rhodos og Kreta Scarpanto. Af den så jeg kun dens granitgrund gennem salonens rude. Den næste dag, den 14. februar, besluttede jeg at bruge nogle timer til at studere fiskene i Øhavet; men af et ukendt motiv forblev lugerne hermetisk tillukkede. Ved at finde ud af Nautilus’ retning bemærkede jeg, at den sejlede hen imod Kandia, det gamle navn for øen Kreta. I det øjeblik, da jeg havde indskibet mig på Abraham Lincoln, havde hele denne ø lige rejst sig mod det tyrkiske despoti. Men hvad der var blevet af dette oprør i mellemtiden, var jeg absolut uvidende om, og det var ikke kaptajn Nemo, der kunne fortælle mig det, da han var uden al forbindelse med land.

Jeg gjorde derfor ingen hentydning til denne begivenhed, da jeg om aftenen fandt mig selv alene med ham i salonen. For øvrigt forekom han mig tavs og tankefuld. Mod sædvane gav han da ordre til at åbne de to luger i salonen, og idet han gik fra den ene til den anden, iagttog han opmærksomt vandmasserne. Med hvilket formål? Jeg kunne ikke gætte det, og jeg for mit vedkommende udnyttede tiden til at studere de fisk, der passerede forbi mine øjne.

Mellem andre bemærkede jeg disse kutlinger, der omtales af Aristoteles og er almindelig kendt under navnet» havsmerling«, og som man især træffer i de salte vande i nærheden af Nildeltaet. Tæt ved dem udfoldede nogle halvt fosforescerende pagrer sig, en slags sparer, som ægypterne regnede blandt de hellige dyr, og hvis ankomst i floden blev fejret med religiøse ceremonier, fordi den meldte om, at den frugtbargørende strøm var ved at gå over sine bredder. Ligeledes bemærkede jeg tre decimeter lange decimeter, benfisk med gennemsigtige skæl, hvis blygrå farve er blandet med røde pletter; de æder voldsomt af havplanterne, hvad der giver dem en udsøgt smag. Disse cheiliner var også meget efterspurgte af det antikke Roms gastronomer, og deres indvolde, der blev tilberedt med mælke af muræner, påfuglehjerner og tunger af phenicopterer, udgjorde den guddommelige ret, der henrykte Vitellius.

Endnu en beboer af disse have tiltrak sig min opmærksomhed og bragte alle erindringerne om oldtiden frem i mit sind. Det var remora, sugefisken, der bæres omkring fastsuget til bugen af hajer; efter hvad de gamle sagde, kunne denne lille fisk, fasthaget til et skibsskrog, sinke et skib i dets sejlads; en af dem holdt Antonius’ skib tilbage under slaget ved Actium og hjalp derved Augustus til sejr. Af sådant afhænger måske nationers skæbne! Jeg iagttog ligeledes vidunderlige anthier, der hører til lutjans orden, hellige fisk for grækerne, der tilskrev dem magt til at jage søuhyrerne i de have, som de kom i; deres navn betyder blomst, og det fortjener de for deres changerende farver, deres nuancer, der udfylder hele skalaen af rødt fra rosens bleghed lige til rubinens stråleglans, og de flygtige reflekser, der giver deres rygfinne glans som moiré. Mine øjne kunne ikke løsrive sig fra havets vidundere, da de pludselig blev overrasket af en uventet fremtoning.

Midt i vandet kom en mand til syne, en dykker, der bar en læderpose ved sit bælte. Det var ikke et legeme, der var i bølgernes vold. Det var en levende mand, der svømmede med kraftig hånd og undertiden forsvandt for at stige op for at ånde, og så straks dykkede ned igen.

Jeg vendte mig mod kaptajn Nemo og udbrød med bevæget stemme:

— En mand! En skibbruden! Han må for enhver pris reddes! Kaptajnen svarede ikke og kom hen for at støtte sig mod ruden. Manden havde nærmet sig og med ansigtet klemt mod ruden betragtede han os.

Til min store forbavselse gav kaptajnen ham et tegn. Dykkeren svarede med sin hånd, steg straks igen op til havets overflade og viste sig ikke mere.

— De skal ikke blive urolig, sagde kaptajnen. Det er Nicolas, med tilnavnet Fisken, fra Kap Matapan. Han er velkendt på alle Cykladerne. En dristig dykker! Vandet er hans element, og han lever mere i det end på landjorden, idet han uophørlig svømmer fra den ene ø til den anden og kommer helt til Kreta.

— Kender De ham, chef?

— Hvorfor skulle jeg ikke kende ham, hr. Aronnax?

Da kaptajn Nemo havde sagt det, styrede han sin gang hen mod et møbel, der var stillet nær den venstre rude i salonen. Nær ved dette møbel så jeg et skrin med jernbånd om, og hvis låg på en kobberplade bar Nautilus’ monogram med dens devise Mobilis in mobile. Uden at bryde sig om min nærværelse åbnede kaptajnen i dette øjeblik møblet, en slags pengeskab, der indeholdt et stort antal barrer.

Det var guldbarrer. Hvorfra kom dette kostbare metal, der repræsenterede en umådelig sum? Hvor samlede kaptajnen alt det guld op, og hvad ville han gøre med det?

Jeg sagde ikke et ord. Jeg så til. Kaptajn Nemo tog disse barrer ud en efter en og ordnede dem metodisk i skrinet, som han fyldte helt. Jeg anslog nu indholdet til mere end tusind kilogram guld, det vil sige nær ved fem millioner francs.

Skrinet blev fast tillukket, og på dets låg skrev kaptajnen en adresse med skrifttegn, som måtte være de moderne græske.

Da det var gjort, trykkede kaptajn Nemo på en knap, hvis ledning stod i forbindelse med mandskabets vagtstue. Fire mand kom ind, og ikke uden bevær skubbede de skrinet uden for salonen. Derpå hørte jeg, at de hejsede det op ad jerntrappen ved hjælp af trisser. I det øjeblik vendte kaptajn Nemo sig mod mig og spurgte: — Og hvad ville De sige, hr. professor?

— Jeg sagde ikke noget, hr. kaptajn.

— Så vil De tillade mig at byde Dem godnat, hr. professor.

Og dermed forlod kaptajn Nemo salonen.

Jeg vendte tilbage til mit kammer, og som man vil forstå, var jeg meget nysgerrig. Jeg prøvede forgæves på at sove. Jeg ledte efter en forbindelse mellem synet af denne dykker og dette skrin fyldt med guld. Snart mærkede jeg på visse rullende og duvende bevægelser, at Nautilus forlod de dybere lag og igen kom op til vandoverfladen.

Derpå hørte jeg skridt på platformen. Jeg forstod, at man frigjorde båden, at man skød den i vandet. Den stødte et øjeblik mod Nautilus’ side, og al støj hørte op.

To timer senere gentoges den samme støj, den samme gåen og kommen. Båden blev hejset om bord og igen indpasset i sin fordybning, og Nautilus dykkede atter ned under bølgerne.

Således var disse millioner altså blevet transporteret til deres adresse. Hvor på kontinentet? Hvem var kaptajn Nemos korrespondent? Den næste dag berettede jeg for Conseil og canadieren denne nats hændelser, der havde opægget min nysgerrighed til et højdepunkt. Mine kammerater var ikke mindre overraskede end jeg.

— Men hvor tager han alle disse millioner? spurgte Ned Land. Det var umuligt at svare herpå. Efter at have spist frokost begav jeg mig til salonen, og jeg satte mig til at arbejde. Lige til klokken fem om eftermiddagen arbejdede jeg med mine optegnelser. Skyldtes det mon min egen tilstand, at jeg i det øjeblik følte en overordentlig varme og måtte tage mit byssustøj af? En uforståelig virkning; thi vi var ikke under høje breddegrader, og for øvrigt skulle Nautilus, når den var nede ivandet, ikke kunne påvirkes af nogen temperaturforhøjelse. Jeg så på manometret. Det markerede en dybde på tres fod, hvortil den atmosfæriske varme ikke kunne nå.

Jeg fortsatte mit arbejde, men temperaturen steg til det omtrent uudholdelige.

— Er der udbrudt brand om bord? spurgte jeg mig selv. Jeg ville til at forlade salonen, da kaptajn Nemo trådte ind. Han gik hen til termometret, rådførte sig med det og sagde, idet han vendte sig mod mig:

— Toogfyrre grader.

— Jeg har bemærket det, chef, svarede jeg, og hvis denne temperatur stiger om end aldrig så lidt, kan vi ikke tåle det.

— Åh, hr. professor, denne varme forøges kun, hvis vi ikke har noget imod den.

— De kan altså moderere den, som De vil?

— Nej, men jeg kan fjerne mig fra det ildsted, der frembringer den.

— Det er altså udenfor?

— Absolut. Vi flyder i en strøm af kogende vand.

— Er det muligt? udbrød jeg.

— Se selv.

Lugerne åbnedes, og jeg så, at havet var fuldkommen hvidt rundt om Nautilus.

En røgsky af svovlholdige dampe udviklede sig midt i bølgerne, der kogte som vandet i en dampkedel. Jeg støttede min hånd mod en af ruderne, men varmen var sådan, at jeg måtte trække den tilbage.

— Hvor er vi? spurgte jeg.

— Nær øen Santorin, hr. professor, svarede kaptajnen mig, og netop i den kanal, der adskiller Néa Kamenni fra Paléa Kamenni. Jeg har gerne villet give Dem lejlighed til at se det mærkelige syn af et undersøisk vulkanudbrud.

— Jeg troede, sagde jeg, at dannelsen af nye øer var afsluttet.

— Intet er nogensinde afsluttet i de vulkanske egne, svarede kaptajn Nemo, og der bliver kloden altid bearbejdet af den underjordiske ild. I følge Cassioadorus og Plinius viste der sig allerede i år nitten i vor æra en ny ø, den guddommelige Theia, på det selv samme sted, hvor nogle småøer nylig er dannet. Derefter sank den i dybet under bølgerne for igen at vise sig i år niogtres og endnu en gang synke til bunds. Efter den epoke blev den vulkanske virksomhed standset lige til vore dage. Men den 3. februar 1866 dukkede, omgivet af svovlholdige dampe, en ny lille ø op, som man kaldte Georgsøen, nær ved Néa Kamenni, som den voksede sammen med, den 6. i samme måned. Syv dage efter, den 13. februar, viste øen Aphroessa sig, adskilt fra Néa Kamenni ved en kanal på ti meter. Jeg var i disse have, da denne begivenhed fandt sted, og kunne iagttage alle dens faser. Den runde ø Aphroessa målte tre hundrede fod i diameter og var tredive fod høj. Den bestod af sorte og glasagtige lavaarter, blandet med fragmenter af feldspat. Endelig viste der sig den 10. marts nær ved Néa Kamenni en endnu mindre ø, kaldet Reka, og efter den tid er disse tre øer vokset sammen og danner kun én ø i det hele.

— Og den kanal, hvori vi er i dette øjeblik? spurgte jeg.

— Den er her, svarede kaptajn Nemo, idet han viste mig et kort over øhavet. De ser, at jeg har indtegnet de nye øer.

— Men bliver den kanal ikke opfyldt med tiden?

— Det er sandsynligt, hr. Aronnax, for siden 1866 er otte små øer af lava dukket op over for Paléa Kamennis havn, Sankt Nicolaus. Det er altså klart, at Néa og Paléa vil forenes i ret nær fremtid. Hvis det er infusorier, der danner kontinenter i Stillehavet, er det her de vulkanske fænomener. Se, hr. professor, se på det værk, der fuldendes under disse bølger!

Jeg gik igen hen til vinduet. Nautilus flyttede sig ikke mere. Heden blev utålelig. Fra at være hvidt som før blev havet rødt, en farve, der skyldtes nærværelsen af et jernsalt. Trods salonens hermetiske lukning, frigjordes en uudholdelig svovllugt, og jeg opdagede nogle skarlagenrøde flammer, hvis styrke overgik den elektriske stråleglans. Jeg var drivvåd, jeg var ved at kvæles, jeg var lige ved at koge. Ja, jeg følte virkelig, at jeg kogte!

— Man kan ikke blive længere i dette kogende vand, sagde jeg til kaptajnen.

— Nej, det ville ikke være klogt, svarede den uforstyrrelige Nemo. Der blev givet en ordre. Nautilus drejede og fjernede sig fra denne smelteovn, som den ikke ustraffet kunne trodse. Et kvarter senere åndede vi lettet op på bølgernes overflade.

Den tanke faldt mig da ind, at hvis Ned havde valgt at iværksætte vor flugt i disse egne, var vi ikke sluppet levende ud af dette ildhav. Den næste morgen, den 16. februar, forlod vi det bassin, hvor man her mellem Rhodos og Aleksandria må regne med dybder på tre tusind meter, og Nautilus, der passerede Kythera i god afstand, forlod det Græske Øhav efter at have rundet Kap Matapan.

Kapitel 31

Middelhavet på otteogfyrretyve timer

Middelhavet, der med sin blå farve overgår alle andre have, hebræernes» Store Hav«, grækernes» Havet«, romernes mare nostrum, kantet af orangetræer, aloer, kaktus, strandfyr, svøbt i duft af myrter, indrammet af stejle bjerge, mættet af ren og gennemsigtig luft, men uophørligt påvirket af jordens ild, er en virkelig slagmark, hvor Neptun og Pluto endnu strides om verdensherredømmet. Det er her, siger Michelet, på dets strande og på dets vande, mennesket hærder sig i et af klodens stærkeste klimaer.

Men hvor smukt det end er, kunne jeg kun tage et hurtigt overblik over dette bassin, hvis overflade dækker to millioner kvadratkilometer. Selv kaptajn Nemos personlige viden måtte jeg undvære; thi den gådefulde personlighed viste sig ikke en eneste gang under denne meget hastige gennemsejling. Jeg anslår den vej, som Nautilus gennemløb under dette havs bølger, til omkring seks hundrede mil, og denne rejse gennemførte den på to gange fireogtyve timer. Efter at have forladt Grækenland den 16. februar om morgenen var vi ved solopgang den 18. kommet igennem Gibraltarstrædet.

Det blev klart for mig, at kaptajn Nemo ikke kunne lide dette Middelhav, der er indeklemt mellem lande, som han ønskede at undgå. Dets bølger og dets briser bragte ham alt for mange erindringer, måske alt for mange savn. Her havde han ikke den bevægelsesfrihed, ikke den uafhængighed til at manøvrere, som de store oceaner gav ham, og hans Nautilus følte sig indeklemt mellem Afrikas og Europas strande.

Vor hastighed blev da også på femogtyve mil i timen, det vil sige tolv mil à fire kilometer. Det er unødvendigt at sige, at Ned Land til sin store ærgrelse måtte give afkald på sine flugtplaner. Han kunne ikke betjene sig af båden, der blev slæbt med i en fart af tolv-tretten meter i sekundet. At forlade Nautilus under disse omstændigheder ville være som at springe fra et tog, der kørte med samme hastighed, i hvert fald en særdeles uklog manøvre. For resten kom vort fartøj kun om natten op til bølgernes overflade for at forny sit luftforråd, og det styredes udelukkende efter kompassets angivelser og loggens konstateringer.

Af det indre af dette Middelhav så jeg altså kun det, som den rejsende i et eksprestog ser af landskabet, der flygter for øjnene af ham, det sil sige de fjerne horisonter og ikke forgrunden, der passerer forbi som et lyn. Dog kunne Conseil og jeg iagttage nogle af de middelhavsfisk, hvis finners styrke i nogle øjeblikke holdt dem nær ved Nautilus. Vi lå på lur foran salonens vinduer, og vore notater tillader mig at fremstille dette havs ichtyalogi med nogle ord.

Af de forskellige fisk, der bebor det, har jeg set nogle, skimtet andre, for ikke at tale om dem, som Nautilus’ hastighed skjulte for mine øjne. Må det dog være mig tilladt at ordne dem efter denne usædvanlige klassifikation. Den vil bedst gengive mine hurtige iagttagelser.

Midt i den af elektriske stråler stærkt oplyste vandmasse, bugtede sig nogle af de meterlange lampretter, som er almindelige i næsten alle klimaer. Oxyrhinquer, en slags rokker, fem fod brede, med hvid bug, med askegrå plettet ryg, udfoldede sig som store sjaler, der blev ført med af strømmen. Andre rokker passerede så hurtigt forbi, at jeg ikke kunne se, at de fortjente det navn af ørne, som blev givet dem af grækerne, eller de kvalifikationer som rotte, som skrubtudse og som flagermus, som nutidens fiskere har tillagt dem. Blåhajerne, tolv fod lange og særlig frygtede af dykkere, svømmede om kap med hinanden. Otte fod lange rævehajer, der er udrustet med en overordentlig fin lugtesans, kom til syne som store blålige skygger. Guldbrasen, en slags sparusfisk, hvoraf nogle her målte indtil tretten decimeter, viste sig i deres dragt af sølv og himmelblåt, omgivet af smalle bånd, der stak af mod deres finners mørke farvetone; det er fisk, der er helliget Venus, og hvis øjne er indfattet i gyldne bryn, en kostelig art, der trives i alle vande, ferske eller salte, bebor floder, søer og oceaner, lever i alle klimaer, tåler alle temperaturer, og hvis race, der går tilbage til jordens geologiske perioder, har bevaret hele sin skønhed fra de tidligste tider. Prægtige ni-ti meter lange stører, hurtigtsvømmende dyr, stødte med en mægtig hale mod glasruderne og viste deres blålige ryg med små brune pletter; de ligner hajer, hvis styrke de ikke kommer på højde med, og man kan finde dem i alle have; om foråret elsker de at stige op i de store floder, at kæmpe mod strømmen i Volga, Donau, Po, Rhinen, Loire, Oder, og de ernærer sig af sild, makrel, laks ag torsk; skønt de hører til bruskfiskenes klasse, er de delikate; man spiser dem ferske, tørrede, marinerede eller saltede; og tidligere bar man dem triumferende ind på Lucullus' bord. Men af Middelhavets forskellige beboere hørte de, som jeg mest fordelagtigt kunne iagttage, når Nautilus nærmede sig overfladen, til den treogtresindstyvende art af benfiskene. Det var makrelfisk, tun, der har sortblå ryg og sølvpansret bug, og hvis rygstråler udsender guldglimt. De er kendt for at følge sejlende skibe, hvis kølige skygge de søger under den tropiske himmels brand, og det ry dementerede de ikke, idet de fulgte Nautilus ligesom de fordum fulgte La Perouses skibe. I lange timer kappedes de med vort fartøj. Jeg kunne ikke blive træt af at beundre disse dyr, der ligefrem syntes tilslebet til farten, det lille hoved, den glatte, tenformede krop, der hos nogle af dem var mere end tre meter lang, brystfinnerne, der var udstyret med en forunderlig styrke, og den kløftede hale. De svømmede i en trekant ligesom visse fugleflokke flyver, og de kunne måle sig med dem i hastighed, hvad der fik oldtidens mennesker til at mene, at de var fortrolige med geometri og strategi. Og dog slipper de ikke for forfølgelse af provencalerne, der sætter pris på dem ligesom indbyggerne ved Marmarahavet og i Italien tidligere gjorde, og det er som blinde, som døve, at disse kostelige dyr i tusindvis kommer for at kaste sig i marseillanernes vod og omkommer der.

Blot for fuldstændigheds skyld skal jeg nævne de af Middelhavets fisk, som Conseil eller jeg kun skimtede. Det var hvidlige fierasferer, der passerede forbi som uhåndgibelige dampe, muræner, havål, slanger på tre-fire meter, forskønnede med grønt, blåt og gult, af torskefamilien tre fod lange kulmuler, hvis lever er en lækkerbidsken, båndorme, der flød som fine alger, knurhaner, som digterne kalder lyrefisk og sømændene fløjtefisk, og hvis snude er prydet af to trekantede og takkede blade, der danner et billede af den gamle Homers instrument, svaleknurhaner, der svømmer så hurtigt som den fugl flyver, hvis navn de har fået, nutidens kæmpeaborrer, med rødt hoved, og hvis rygfinne er randet af trævler, vårsild smykket med sorte, grå, brune, blå, gule grønne pletter, og som er følsomme for små klokkers sølvklang, prægtige pighvarrer, disse havets fasaner, en slags rhombeformede skjolde med gullige finner med brune prikker, og hvis øverste side, den venstre, i almindelighed er marmoreret i brunt og gult, endelig stimer af beundringsværdige rødskægsmuller, oceanets veritable paradisfisk, som romerne betalte med indtil ti tusind sestertier for stykket, og som de lod dø på deres bord for med grusomme øjne at følge deres farveskifte fra livets cinnoberrøde til dødens hvide bleghed.

Og hvis jeg ikke kunne iagttage hverken miraletter, eller balister, eller pindsvinefisk, eller søheste, eller panserfisk, eller trompetfisk, eller slimål, eller gulstribede muller, eller læbefisk, eller havsmelt, eller flyvefisk, eller ansjoser, eller blankesten, eller havbrasen, eller hornfisk, eller alle de vigtigste repræsentanter for flynderfiskenes orden, isinger, skrubber, skærisinger, søtunger, rødspætter, der er almindelige i Atlanterhavet og i Middelhavet, så må skylden skydes på den svimlende fart, der bragte Nautilus gennem disse rige vande.

Med hensyn til havpattedyr mener jeg, da vi passerede Adriaterhavet, at have bestemt to-tre kaskelotter, forsynede med en rygfinne, af næbhvalernes slægt, af grindehvalernes slægt nogle delfiner, der er særlige for Middelhavet, og hvis forreste del af hovedet er stribet af små lyse linier, og ligeledes en halv snes sæler, der med hvid bug, med sort pels, er kendt under navnet munke, og som absolut ser ud som tre meter lange dominikanennunke.

Conseil troede for sit vedkommende at have opdaget en seks fod lang skildpadde, prydet med tre fremspringende kamme på langs. Jeg beklagede, at jeg ikke havde set dette krybdyr, for efter den beskrivelse, som Conseil gav mig af den, troede jeg, det var en lut, som er en ret sjælden art. Jeg for min del bemærkede kun nogle kacuanner med forlænget skjold.

Hvad angår zoofyterne kunne jeg i nogle øjeblikke beundre en vidunderlig orangefarvet galeolær, der hagede sig fast på ruden i lugen til bagbord; det var en lang tynd tråd, der forgrenede sig i det uendelige og endte i den fineste knipling, der nogensinde var fremstillet i kappestrid med Arachne. Jeg kunne uheldigvis ikke fiske dette beundringsværdige eksemplar op, og utvivlsomt ville ingen anden af Middelhavets zoofyter have vist sig for mit blik, om ikke Nautilus den 16. om aftenen på en ejendommelig måde havde formindsket sin fart. Det skete under følgende omstændigheder.

Vi sejlede da mellem Sicilien og Tunesiens kyst. I dette snævre rum mellem Kap Bon og Messinastrædet stiger havbunden omtrent pludseligt. På det sted er der dannet en veritabel ryg, hvorover der kun er sytten meter vand, mens der på hver side er en dybde på et hundrede og halvfjerds meter. Nautilus måtte altså manøvrere klogt for ikke at støde mod denne undersøiske barriere.

På Middelhavskortet viste jeg Conseil det sted, som dette lange rev optog.

— Men hvis herren ikke har noget imod det, bemærkede Conseil, er det næsten som en lang tange, der forener Europa med Afrika.

— Ja, min ven, svarede jeg, den spærrer helt det Libyske Stræde, og Smiths ladninger har vist, at de to kontinenter tidligere var forenede mellem Kap Boco og Kap Furina.

— Det tror jeg gerne, sagde Conseil.

— Jeg skal tilføje, fortsatte jeg, at der mellem Gibraltar og Ceuta eksisterer en lignende barriere, som i geologiske tider fuldstændig lukkede Middelhavet.

— Ih, sagde Conseil, hvis nu en dag et vulkansk udbrud hævede de to barrierer op over bølgerne!

— Det er næppe sandsynligt, Conseil.

— Jeg mener blot, hvis herren vil tillade mig at tale ud, at hvis dette skete, ville det være ærgerligt for hr. de Lesseps, der gør sig så meget besvær med at komme igennem sin tange.

— Jeg er enig med dig, men, jeg gentager, Conseil, dette fænomen vil ikke indtræffe. De underjordiske kræfters voldsomhed formindskes stadig. De vulkaner, der var så talrige i verdens første dage, udslukkes lidt efter lidt; den indre varme svækkes, temperaturen i klodens dybere lag falder mærkbart i hvert århundrede, og til skade for vor klode; thi denne varme, den er dens liv.

— Men solen…

— Solen er utilstrækkelig, Conseil. Kan den give varme til et lig?

— Ikke så vidt jeg ved.

— Nu vel, min ven, en dag vil kloden være dette afkølede lig. Den vil blive ubeboelig og vil være ubeboet ligesom månen, der for længst har tabt sin vitale varme.

— Om hvor mange århundreder? spurgte Conseil.

— Om nogle hundrede tusinde år, min ven.

— Så får vi altså tid til at gøre vores rejse færdig, svarede Conseil, hvis blot Ned Land ikke blander sig deri!

Og beroliget gav Conseil sig igen til at studere den grund, som Nautilus på nært hold strøg hen over med moderat hastighed.

Der, på en klippefuld og vulkansk bund udfoldede der sig en levende flora, svampe, søpølser, glasklare smågopler, som prydet af rødlige slyngtråde udsendte en let fosforescens, melongopler, almindelig kendt under navnet havets agurker og badede i solspektrets spillende glans, omvandrende én meter brede fjerstjerner, hvis purpur fik vandet til at rødme, grenede euryaler af den største skønhed, pavonaceer på lange stilke, et stort antal spiselige søpindsvin af forskellige arter, og grønne søanemoner på en grålig stamme med en brun skive, som blev borte i deres olivenfarvede paryk af tentakler.

Conseil havde indgående beskæftiget sig med at iagttage bløddyr og leddyr, og skønt nomenklaturen her er en smule tør, vil jeg ikke gøre denne flinke unge mand uret ved at udelade hans personlige iagttagelser.

I bløddyrenes række nævner han talrige ribbede kammuslinger, æselfodspondyler, der hobede sig op oven på hinanden, trekantede donaceer, tretandede hyaller med gul kappebræmme og gennemsigtige skaller, orangefarvede pleurobrancher, ægmuslinger, aplysier, også kendt under navnet søharer, dolabeller, kødfulde acerer, nogle gopler, der er særegne for Middelhavet, søører, hvis skal frembringer en meget eftertragtet perlemor små flammede kammuslinger, anomier, små, flade og tyndskallede, som folk fra Lanquedoc, efter hvad man siger, foretrækker for østers, venusmuslinger, som marseillanerne holder så meget af, hvide og fede dobbelte venusmuslinger, nogle af disse klammer, der vrimler ved Nordamerikas kyster og som finder rigelig afsætning i New York, kammuslinger med låg, lithodoner, der havde boret sig dybt ned i kalken og hvis pebrede smag var mig en særlig nydelse, ribbede hjertemuslinger, hvis skaller set fra siden ligner et hjerte, cyntier, strittende med skarlagenrøde udvækster, carniærer, der med tilbagehøjet spids mindede om lette gondoler, kronede feroler, atlanter med spiralsnoede skaller, grå slørsnegle med hvide pletter og dækket af deres frynsede kappe, æolider, der ligner små snegle, cavoliner med buet ryg, aurikler og mellem andre auricula myosotis med ægformet skal, rødgule scalarier, strandsnegle, violsnegle, havcinerarier, petricoler, lamellarier, forgællesnegle, pandoraer o.s.v.

Men hensyn til leddyr har Conseil i sine notater meget rigtigt delt dem i seks klasser, hvoraf tre hører til i havet. Det er krebsdyrenes, rankeføddernes og ledormenes klasser.

Krebsdyrene deles i ni ordener, og den første af disse omfatter decapoderne, det vil sige dyr, hvis hoved og bryst almindeligvis er vokset sammen indbyrdes, hvis mundparti består af flere par mundfødder, og som på brystet har fire, fem, eller seks par gangben. Conseil havde fulgt samme metode som vor lærer, Milne-Edwards, der deler decapoderne i tre afdelinger: brachyura, macrura og anomura. Disse navne er let barbariske, men de er velbegrundede og præcise. Blandt brachyura nævner Conseil amatier, hvis pande er bevæbnet med store pigge, der går til hver sin side, skorpionkrabben, der — jeg ved ikke hvorfor — hos grækerne symboliserede visdommen, lambrer massena, lambrer spinimanes, sandsynligvis forvildede på denne revle; thi almindeligvis lever de på store dybder, xhanter, pilumner, rhomboider, kornede, spidssnudede krabber — meget letfordøjelige, bemærkede Conseil — tandløse maskekrabber, ebalier, cymopolier, uldagtige dorriper, o.s.v. Blandt makrura, der er delt i fem familier, de pansrede, de gravende, flodkrebs, rejer og spaltefødder, nævner han almindelig languster, hvis hundyrs kød er så eftertragtet, bjørnekrebs eller havcikader, flodgebier og alle slags spiselige arter, men han siger ikke noget om astacidernes — flodkrebsenes underafdelinger, som omfatter hummere, for langusterne er de eneste hummere i Middelhavet. Endelig ser han blandt anamura de almindelige drociner, bagtil beskyttet af en forladt konkylie, som de bemægtiger sig, hormoler med tornet pande, bernhardskrebs, porcellænskrebs o.s.v.

Der standsede Conseils arbejde. Han havde ikke haft tid til at fuldende crustaceernes klasse ved at undersøge stomapoder, amphipoder, homopoder, isopoder, brachiopoder, ostracoder og entomostraceer, og for at afslutte studiet af de maritime leddyr måtte han have omtalt cyrrhopodernes klasse, der omfatter cycloperne og karpelusene, samt ledormenes klasse, som han ikke ville have forsømt at dele i rørorme og ryggællede. Men da Nautilus havde passeret ryggen ved det Libyske Stræde, genoptog den sin vante hastighed i de dybeste vande. Fra nu af ikke flere bløddyr, ikke flere leddyr, ikke flere zoofyter. Knap nok nogle store fisk, der passerede forbi som skygger.

I løbet af natten mellem den l6. og 17. februar var vi kommet ind i det andet Middelhavsbassin, hvis største dybder går ned til tre tusind meter. Drevet frem af sin skrue, glidende på sine hældende planer sænkede Nautilus sig lige til de dybeste lag i havet.

I mangel af naturlige vidundere frembød vandmasserne der mange gribende og frygtelige scener. Nu sejlede vi nemlig gennem hele denne så rige og uhyggelige del af Middelhavet. Hvor mange sejlere har ikke lidt skibbrud, hvor mange fartøjer er ikke forsvundet mellem Algeriets kyst og de provencalske strandbredder! Middelhavet er kun en indsø sammenlignet med Stillehavets udstrakte havflader, men en lunefuld sø, med skiftende strømme, i dag nådig og indsmigrende mod den skrøbelige fiskerbåd, der synes at flyde mellem havets og himlens nuancer af ultramarinblåt, i morgen rasende, vildt, oprørt af vindene, knusende de stærkeste fartøjer med sine korte bølger, der rammer dem med bratte slag.

Hvad jeg dog så på denne hastige tur tværs igennem dybe lag, af vrag, der lå på bunden, nogle allerede bevoksede med koraller, andre blot omgivet af et lag rust, ankre, kanoner, kanonkugler, tilbehør af jern, skrueblade, stykker af maskiner, ødelagte cylindre, sprængte kedler, dernæst flydende skibsskrog midt i vandet, nogle oprejste, andre væltede.

Af disse skibbrudne fartøjer var nogle gået under ved sammenstød, andre ved at være stødt på et eller andet granitskær. Nogle af dem, der var gået lige ned, så jeg stå med masterne oprejste og rigningen strammet af vandet. De så ud, som om de lå for anker på en umådelig stor fremmed red og ventede på afsejlingsøjeblikket. Når Nautilus sejlede ind mellem dem og svøbte dem i sit elektriske lysvæld, var det som om disse skibe skulle til at hilse den med deres flag og sende den deres nummer. Men nej, intet andet end tavsheden og døden på denne katastrofernes skueplads.

Jeg bemærkede, at dybderne i Middelhavet i stadig højere grad var spærret af uhyggelige vrag, efterhånden som Nautilus nærmede sig Gibraltarstrædet. Afrikas og Europas kyster kom hinanden nærmere, og i dette snævre farvand sker der hyppigt sammenstød. Jeg så her talrige jernskrog, fantastiske ruiner af dampere, nogle liggende, andre stående opret, mindende om vældige dyr. Et af disse skibe frembød et frygteligt syn, med flængede sider, krumbøjet skorsten, med hjul, hvoraf kun stellet var tilbage, med roret adskilt fra agterstavnen og endnu fastholdt af en jernlænke, med agterspejlet ætset af saltvandet! Hvor mange eksistenser var ikke blevet knust ved dets forlis! Hvilken af skibets matroser havde overlevet for at kunne berette om denne frygtelige ulykke, eller bevarede bølgerne endnu hemmeligheden om denne katastrofe? Jeg ved ikke, hvorfor det faldt mig ind, at dette skib, skjult i havet, kunne være Atlas, der forsvandt med mand og mus for en snes år siden, og som man aldrig har hørt noget om! Åh, hvilken grufuld historie at berette, denne om disse Middelhavets dybder, om dette uhyre lighus, hvor så mange rigdomme er gået tabt, hvor så mange ofre har fundet døden!

Men ligegyldig og hurtig sejlede Nautilus for fuld kraft midt inde mellem disse vrag. Den 18. februar henad tre om morgenen nåede den indsejlingen til Gibraltarstrædet.

Der eksisterer her to strømme: en øvre strøm, der længe har været kendt, og som fører vandene fra oceanet ind i Middelhavets bassin; desuden en lavere modstrøm, hvis eksistens nu om stunder er bevist ved fornuftslutninger. Man skulle tro, at vandmængden i Middelhavet, der uafladeligt bliver øget af strømmene fra Atlanterhavet og af de floder, der løber ud i det, hvert år måtte få dette havs niveau til at hæve sig; thi dets fordampning er utilstrækkelig til at genoprette ligevægten. Men nu er det ikke således, og man har følgelig måttet antage eksistensen af en dybere strøm, som ved Gibraltarstrædet hælder Middelhavets overskud ud i Atlanterhavets bassin.

Og det er netop det der sker. Det var af denne modstrøm Nautilus drog fordel. Den kom hurtigt frem ad den snævre vej. Et øjeblik kunne jeg skimte de vidunderlige ruiner af det begravede Herkulestempel, som Plinius og Avenius har berettet om, med den lave ø der bar det, og nogle minutter efter flød vi på Atlanterhavets bølger.

Kapitel 32

Vigobugten

Atlanterhavet! Det mægtige havområde, hvis overflade dækker femogtyve millioner kvadratmil, som er ni tusind mil langt med en gennemsnitlig bredde på to tusind, syv hundrede mil. Et betydeligt hav, omtrent ukendt i oldtiden, måske undtagen af kartagenienserne, datidens hollændere, som på deres handelsskibe fulgte Europas og Afrikas vestkyster! Et ocean, hvis kyster med parallele slyngninger omslutter en umådelig perimeter, vandet af jordens største floder, St. Lawrence, Mississippi, Amazonfloden, la Plata, Orinoco, Niger, Senegal, Elben, Loire, Rhinen, der tilsammen bringer det vand fra de mest civiliserede lande så vel som fra de mindst udviklede! Herlige vandflade, der uafladelig pløjes af alle nationers skibe, beskyttede under alverdens flag, og som afsluttes af disse to af sømændene frygtede gruelige næs, Kap Horn og det stormomsuste Kap Agulhas!

Nautilus brød gennem dets vande med sin skarpe forstavn, efter at have gennemsejlet næsten ti tusind mil på tre og en halv måned, en sejlads, der var længere end nogen af jordens storcirkler. Hvor skulle vi nu hen, og hvad havde fremtiden i behold til os?

Da Nautilus var kommet gennem Gibraltarstrædet, fortsatte den ud i rum sø. Den kom atter op til bølgernes overflade, og vi fik således igen lejlighed til vore daglige spadsereture på platformen. Jeg gik straks derop, ledsaget af Ned Land og Conseil. I en afstand

af tolv mil så man utydeligt Kap Vincent, den spanske halvøs svdvestlige punkt. Der blæste en ret stærk søndenvind. Havet var oprørt, uroligt. Dets voldsamme stød fik Nautilus til at rulle kraftigt. Det var næsten umuligt at holde sig fast på platformen, som hvert øjeblik blev ramt af enorme styrtsøer. Vi gik derfor ned igen, da vi havde trukket lidt frisk luft.

Jeg nåede igen til mit kammer. Conseil gik tilbage til sin kahyt; men canadieren fulgte mig med et ret tankefuldt ansigtsudtryk. Vor hastige fart gennem Middelhavet havde ikke tilladt ham at bringe sine planer til udførelse, og han skjulte kun dårligt sin skuffelse.

Da døren til mit kammer var lukket, satte han sig ned og betragtede mig i tavshed.

— Kære Ned, sagde jeg til ham, jeg forstår Dem, men De har intet at bebrejde Dem selv. Sådan som Nautilus sejlede, havde det været galskab at tænke på at forlade den.

Ned Land svarede ikke. Hans sammenknebne læber, hans rynkede bryn røbede hans voldsomme besættelse af en fiks idé.

— Lad os nu se, fortsatte jeg, der er endnu ikke noget, der er håbløst. Vi sejler op langs Portugals kyst. Ikke langt herfra ligger Frankrig, England, hvor vi let kan finde et tilflugsted. Ja, hvis Nautilus, efter at være kommet ud af Gibraltarstrædet havde sat kursen mod syd, hvis den havde slæbt os hen imod de egne, hvor der ikke er nogen kontinenter, så ville jeg dele Deres uro. Men nu ved vi, at kaptajn Nemo ikke skyer de civiliserede have, og jeg tror, at om nogle dage kan De handle med nogen sikkerhed.

Ned Land så endnu mere indtrængende på mig og sagde, idet han endelig åbnede munden:

— Det skal være i aften.

Jeg rejste mig brat. Jeg tilstår, at jeg kun var lidt forberedt på denne meddelelse. Jeg ville have svaret canadieren, men fandt ikke ord.

— Vi var blevet enige om at vente på en gunstig lejlighed, sagde Ned Land. Den lejlighed har jeg nu. I aften er vi kun nogle mil fra den spanske kyst. Natten er mørk. Det er pålandsvind. Jeg har Deres ord, hr. Aronnax, og jeg regner med Dem.

Da jeg stadig tav, rejste canadieren sig og sagde, idet han kom nærmere:

— I aften klokken ni! Jeg har sagt det til Conseil. I det øjeblik er kaptajn Nemo i sit kammer og sandsynligvis i seng. Hverken maskinisterne eller besætningens medlemmer kan se os. Conseil og jeg går hen til trappen i midten. De, hr. Aronnax, De bliver i biblioteket, to skridt fra os og afventer mit signal. Årerne, masten og sejlet er i båden. Det er endda lykkedes mig at bære noget proviant derhen. Jeg har skaffet mig en engelsknøgle til at skrue de møtrikker løse, der holder båden fast til Nautilus’ skrog. Således er alt parat. Vi ses i aften.

— Havet ser ikke godt ud, sagde jeg.

— Det har De ret i, svarede canadieren, men det må man risikere. Friheden er værd at betale noget for. For resten er båden solid, og nogle mil for medvind er ikke noget at tale om. Hvem ved, om vi ikke i morgen er hundrede mil ude på havet? Om vi er heldige, så er vi mellem ti og elleve gået fra borde et eller andet sted på landjorden, hvis ikke, er vi døde. Derfor, Gud i vold, og på gensyn i aften!

Med det ord trak canadieren sig tilbage og efterlod mig næsten bedøvet. Jeg havde tænkt mig, at i påkommende tilfælde ville jeg have haft tid til at tænke mig om, til at diskutere. Det tillod min stædige kammerat mig ikke. Hvad skulle jeg også have sagt til ham? Ned Land havde hundredfold ret. Det var næsten en gunstig lejlighed, han her udnyttede. Kunne jeg tage mit ord i mig igen, og for en helt personlig interesses skyld påtage mig det ansvar at ødelægge fremtiden for mine kammerater? Kunne kaptajn Nemo ikke i morgen slæbe os til et sted, der var langt fra alt land?

I dette øjeblik underrettede en ret stærk fløjten mig om, at reservoirerne var ved at blive fyldte, og Nautilus dukkede ned under Atlanterhavets bølger.

Jeg blev i mit kammer. Jeg ville undgå kaptajnen for at han ikke skulle se den bevægelse, der beherskede mig. Det var en trist dag jeg tilbragte således, delt mellem ønsket om at genvinde besiddelsen af min fri vilje og beklagelsen over at forlade denne vidunderlige Nautilus, uden at have fuldendt mine undersøiske studier! Således at forlade dette ocean,»mit Atlanterhav«, som jeg kunne lide at kalde det, uden at have iagttaget dets dybeste lag, uden at have fravristet det de hemmeligheder, som Indiens have og Stillehavet havde afsløret for mig! Min roman faldt ud af mine hænder efter det første bind, min drøm blev afbrudt i det smukkeste øjeblik. Det var triste timer, der således gik hen, mens jeg snart så mig i sikkerhed på landjorden sammen med mine kammerater, snart på trods af min fornuft ønskede, at en eller anden uforudset begivenhed ville forhindre realiseringen af Ned Lands planer.

To gange gik jeg ind i salonen. Jeg ville rådføre mig med kompasset. Jeg ville se, om Nautilus’ kurs i virkeligheden nærmede sig til eller fjernede os fra kysten. Men nej. Nautilus holdt sig stadig i de portugisiske vande. Den pegede mod nord, idet den strøg langs med oceanets bredder.

Det var altså nødvendigt at bestemme sig og forberede sig på at flygte. Min bagage var ikke tung. Mine optegnelser, intet andet.

Med hensyn til kaptajn Nemo spurgte jeg mig selv, hvad han ville tænke om vor flugt, hvilken uro, hvilken uret den måske ville forvolde ham, og hvad han ville gøre i tilfælde af, at den enten blev afsløret eller mislykkedes. Der var ingen tvivl om, at jeg ikke havde noget at beklage mig over hos ham, tværtimod. Ingen gæstfrihed havde nogensinde været mere oprigtig end hans. Idet jeg forlod ham, kunne jeg dog ikke beskyldes for utaknemmelighed. Ingen ed bandt os til ham. Det var alene forholdenes styrke han regnede med for at beholde os i sin nærhed for bestandig, ikke vort ord. Men denne højlydt tilståede fordring på for evigt at holde os tilbage som fanger på hans skib, retfærdiggjorde ethvert flugtforsøg.

Jeg havde ikke set kaptajnen igen siden vort besøg ved Santorin. Ville tilfældet bringe mig i hans nærværelse, før vi tog af sted? Jeg ønskede det og frygtede det på én gang. Jeg lyttede, om jeg kunne høre skridt i hans kammer, der stødte op til mit. Ingen lyd nåede mit øre. Kammeret måtte være tomt.

Da kom jeg så vidt, at jeg spurgte mig selv, om denne mærkelige personlighed var om bord. Efter den nat, da båden havde forladt Nautilus for at sejle til en hemmelighedsfuld ceremoni, havde mine tanker om, hvad der angik ham, i nogen grad ændret sig. Jeg tænkte, at hvad kaptajn Nemo end havde sagt, måtte han have bevaret en slags forbindelse med jorden. Forlod han aldrig Nautilus? Der var ofte gået flere uger hen uden at jeg havde truffet ham. Hvad havde han bestilt i den tid, og når jeg troede, at han var bytte for anfald af misantropi, udførte han da ikke langt borte en eller anden hemmelig handling, hvis natur hidtil var undgået min opmærksomhed?

Alle disse tanker og tusind andre anfaldt mig på én gang. Formodningernes område måtte være uendeligt i den mærkværdige situation, hvori vi befandt os. Jeg følte et utåleligt ubehag. Denne dags venten syntes mig evindelig. Timeslagene lød alt for langsomt i for-hold til min utålmodighed.

Min middag blev som sædvanlig serveret i mit kammer. Jeg spiste kun lidt, da jeg var alt for bekymret. Jeg rejste mig fra bordet klokken syv. Et hundrede og tyve minutter — jeg talte dem — adskilte mig endnu fra det øjeblik, da jeg skulle slutte mig til Ned Land. Min ophidselse fordobledes. Min puls slog voldsomt. Jeg kunne ikke holde mig i ro. Jeg gik frem og tilbage, idet jeg håbede ved hjælp af bevægelsen at berolige mit urolige sind. Tanken om at bukke under for vort dristige foretagende var den mindst pinlige af mine bekymringer; men ved tanken om at se vor plan opdaget, før vi havde forladt Nautilus, ved tanken om at blive ført frem for en irriteret kaptajn Nemo, eller, hvad der havde været værre, for et menneske, der var bedrøvet over min svigten, skælvede mit hjerte.

Jeg ville gense salonen en sidste gang. Jeg gik gennem gangene, og jeg kom ind i det museum, hvor jeg havde tilbragt så mange behagelige og nyttige timer. Jeg betragtede alle disse rigdomme, alle disse skatte, som et menneske på aftenen før et evigt eksil og som den, der rejser for ikke mere at vende tilbage. Disse naturens vidundere, disse hovedværker i kunsten, blandt hvilke mit liv i så mange dage havde koncentreret sig, skulle jeg nu forlade for bestandig. Jeg ville gerne have sænket mit blik gennem salonens ruder tværs igennem Atlanterhavets vande; men lugerne var hermetisk lukkede, og en stålkappe adskilte mig fra dette ocean, som jeg endnu ikke kendte.

Idet jeg således gik igennem salonen, kom jeg i nærheden af den dør, der var anbragt i det afskårne hjørne, som stødte op til kaptajn Nemos kammer. Til min store forbavselse stod denne dør på klem. Jeg veg uvilkårligt tilbage. Hvis kaptajn Nemo var i sit kammer, kunne han se mig. Da jeg imidlertid ikke kunne høre nogen lyd, gik jeg nærmere. Kammeret var tomt. Jeg skubbede til døren. Jeg tag nogle skridt derind. Stadig det samme strenge, klosteragtige udseende.

I dette øjeblik blev jeg overrasket ved synet af nogle raderinger, der var ophængt på væggen, og som jeg ikke havde bemærket under mit første besøg. Det var portrætter af nogle af de historiens store skikkelser, hvis hele eksistens har været stadig opofrelse for en stor menneskelig idé, Kosciuszko, den helt, der faldt med råbet Finis Poloniæ, Botzaris, det moderne Grækenlands Leonidas, O’Connell, Irlands forsvarer, Washington, grundlæggeren af De forenede Stater, Manin, den italienske patriot, Lincoln, der faldt for en kugle fra en tilhænger af slaveriet, og endelig denne martyr for den sorte races frigivelse, John Brown, hængt i sin galge, sådan som Victor Hugos blyant så frygteligt har tegnet ham.

Hvilke bånd var der mellem disse heroiske sjæle og kaptajn Nemos sjæl? Kunne jeg omsider løse hans eksistens’ gåde ved hjælp af denne portrætsamling? Var han en fortaler for undertrykte folk, en befrier for trælbundne racer? Havde han optrådt i de seneste politiske og sociale uroligheder i dette århundrede? Havde han været en af heltene i den frygtelige amerikanske krig, en sørgelig og for bestandig ærefuld krig?…

Pludselig slog uret otte. Klangen af det første hammerslag på klokken rev mig ud af mine drømme. Jeg skælvede, som om et usynligt øje kunne dykke ned i mine hemmeligste tanker, og jeg styrtede ud af kammeret.

Da standsede mit blik på kompasset. Vi sejlede stadig mod nord. Loggen viste moderat hastighed, manometret en dybde på cirka tresindstyve fod. Forholdene begunstigede altså canadierens planer. Jeg nåede tilbage til mit kammer. Jeg klædte mig varmt på, i søstøvler, odderskindshue, vams af byssus foret med sælskind. Jeg var rede. Jeg ventede. Blot rystelserne fra skruen forstyrrede den dybe tavshed, der herskede om bord. Jeg lyttede, jeg spidsede ører. Hvilke udbrud af stemmer var det, der pludselig belærte mig om, at Ned Land netop var blevet overrasket i sine flugtplaner? En dødelig uro trængte ind på mig. Forgæves forsøgte jeg at genvinde min koldblodighed.

Da klokken manglede nogle minutter i ni, pressede jeg mit øre tæt op til kaptajnens dør. Ikke en lyd. Jeg forlod mit kammer, og jeg kom igen ind i salonen, som lå hen i halvmørke, men var tom.

Jeg åbnede døren til biblioteket. Samme utilstrækkelige belysning, samme ensomhed. Jeg gik hen for at stille mig nær den dør, der førte til det centrale trapperum. Jeg ventede på signalet fra Ned Land.

I samme øjeblik blev rystelserne fra skruen mærkbart svagere, så standsede de helt. Hvorfor denne forandring i Nautilus’ fart? Begunstigede denne standsning Ned Lands planer, eller generede den dem? Jeg kunne ikke have sagt det.

Stilheden forstyrredes nu kun af mit hjertes banken.

Pludselig kunne man mærke et let stød. Jeg forstod, at Nautilus lige var standset på oceanets bund. Min uro fordobledes. Signalet fra canadieren kom ikke. Jeg havde lyst til at gå hen til Ned Land for at tilskynde ham til at opsætte sit forsøg. Jeg kunne mærke, at vor sejlads ikke længere foregik under de sædvanlige forhold.

I dette øjeblik åbnedes døren til den store salon, og kaptajn Nemo viste sig. Han fik øje på mig og sagde uden videre indledning i en elskværdig tone:

— Åh, hr. professor, jeg har ledt efter Dem. Kan De Deres spanienshistorie?

Når man som jeg under disse forhold var bekymret og havde tabt hovedet, kunne man ikke huske et ord af sit eget lands historie, selv om man kendte den til bunds.

— Nå, vedblev kaptajn Nemo, De har hørt mit spørgsmål? Kender De Spaniens historie?

— Meget dårligt, svarede jeg.

— Sådan er det med de lærde folk, sagde kaptajnen, de kan ikke noget. Nå, sæt Dem ned, så skal jeg fortælle Dem en mærkelig episode fra dette lands historie.

Kaptajnen strakte sig ud på en sofa, og mekanisk tog jeg plads i halvmørket ved siden af ham.

— Hr. professor, sagde han, hør nu godt efter. Denne historie vil interessere Dem fra et bestemt synspunkt, for den vil svare på et spørgsmål, som De absolut ikke kunne have besvaret.

— Jeg lytter, hr. kaptajn, sagde jeg, idet jeg ikke vidste, hvor den talende ville hen, og spurgte mig selv, om dette optrin havde noget at gøre med vore flugtplaner.

— Hr. professor, begyndte kaptajn Nemo igen, hvis De har lyst, vil vi gå tilbage til 1702. De er ikke uvidende om, at på den tid havde Deres konge, Ludvig XIV, der troede, at en gestus fra en potentat var nok til at få Pyrenæerne ned under jorden, påtvunget spanierne sin sønnesøn, hertugen af Anjou. Denne fyrste, der regerede mere eller mindre slet under navnet Philip V, havde meget stærk modstand at kæmpe med udefra.

Det foregående år havde Hollands, Englands og Østrigs kongehuse nemlig i Haag sluttet en traktat om alliance med det formål at aftvinge Philip V Spaniens krone, for at sætte den på hovedet af en ærkehertug, som de noget forhastet gav navnet Karl III.

Spanien måtte gøre modstand mod denne koalitian. Men landet var meget nær ved at være helt uden soldater og sømænd. Penge var der imidlertid ikke nogen mangel på, dog forudsat, at landets galeoter belæsset med guld og sølv fra Amerika kom ind i dets havne. Nu ventede man hen imod slutningen af 1702 en rig konvoj, som Frankrig lod eskortere af en flåde på treogtyve skibe, kommanderet af admiral de ChateauRenault, for de allieredes flåder sejlede omkring i Atlanterhavet.

Denne konvoj skulle begive sig til Cadiz, men da admiralen havde erfaret, at den engelske flåde krydsede i disse farvande, besluttede han at søge havn i Frankrig.

Konvojens spanske førere protesterede mod denne afgørelse. De ville føres ind i en spansk havn og, om ikke til Cadiz, ind i bugten ved Viga, der ligger på Spaniens nordvestkyst, og som ikke var spærret.

Admiral de Chateau-Renault var svag nok til at efterkomme dette krav, og galeoterne sejlede ind i Vigobugten.

Uheldigvis danner denne bugt en åben havn, der ikke på nogen måde kan forsvares. Det var derfor nødvendigt at skynde sig med at losse skibene før de allierede flåders ankomst, og der havde været tid nok til denne afskibning, om ikke et ynkeligt spørgsmål om rivalitet pludselig var dukket op.

— De kan nok følge sammenhængen i disse begivenheder? spurgte kaptajn Nemo mig.

— Fuldstændigt, sagde jeg, der endnu ikke vidste i hvilken anledning jeg skulle have denne historietime.

— Jeg fortsætter. Hør nu, hvad der skete. De handlende i Cadiz havde et privilegium, ifølge hvilket de skulle modtage alle de varer, der kom fra Vestindien. At udskibe galeoternes barrer i Vigos havn var da at gå imod deres rettigheder. De beklagede sig derfor i Madrid, og de opnåede af den svage Philip V, at konvojen, uden at skride til sin udlosning, skulle blive liggende beslaglagt på Vigos red lige til det øjehlik, da de fjendtlige flåder havde fjernet sig.

Medens man tog denne beslutning, den 22. oktober 1702, ankom de engelske skibe til Vigobugten. Trods sine underlegne styrker kæmpede admiral de Chateau-Renault modigt. Men da han indså, at konvojens rigdomme ville falde i fjendens hænder, satte han ild på galeoterne og borede dem i sænk, så de gik ned med deres umådelige skatte.

Kaptajn Nemo var standset. Jeg tilstår, at jeg endnu ikke indså, hvordan denne historie kunne interessere mig.

— Nu vel? spurgte jeg.

— Nu vel, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, vi er i denne Vigobugt, og det afhænger blot af Dem selv, om De vil trænge ind i mysterierne.

Kaptajnen rejste sig og bad mig følge med. Jeg havde haft tid til at fatte mig. Jeg adlød. Salonen var mørk, men gennem de klare vinduer funklede havets strømme. Jeg kiggede ud.

Omkring Nautilus så vandet inden for en afstand af en halv mil ud, som om det var gennemtrængt af det elektriske lys. Sandbunden var ren og lys. Besætningsmedlemmerne, der atter var klædt i dykkerdragter, var optaget af at bortrydde nogle halvrådne tønder, nogle sprængte kasser imellem nogle endnu sværtede vragstumper. Ud af disse kasser og tønder væltede guld— og sølvbarrer, kaskader af pjastre og juveler. De lå i bunker på sandet. Belæsset med det kostelige bytte kom disse mænd så tilbage til Nautilus, lagde deres byrde der og gik hen for at genogtage dette uudtømmelige fiskeri efter sølv og guld.

Jeg forstod. Her var skuepladsen for slaget den 22. oktober 1702. Netop her var de galeoter boret i sænk, der var lastet for den spanske regerings regning. Her kom kaptajn Nemo for efter behov at indkassere de millioner, hvormed han ballastede sin Nautilus. Det var til fordel for ham, til ham alene, Amerika havde udleveret sine kostbare metaller. Han var, uden at skifte med nogen, direkte arving til de skatte, der var frarøvet inkaerne og det folk Fernand Cortez havde overvundet.

— Vidste De, hr. professor, at havet indeholdt så mange rigdomme? spurgte han smilende.

— Jeg vidste, svarede jeg, at man vurderer det sølv, der er bundet i havvandet, til to millioner tons.

— Sikkert, men udgifterne ved at uddrage dette sølv ville overstige udbyttet. Her behøver jeg derimod kun at opsamle det, som mennesker har tabt, og ikke blot her i Vigobugten, men på tusind andre skuepladser for skibbrud, hvis beliggenhed er noteret på mit underhavskort. Forstår De nu, at jeg er rig og ejer milliarder?

— Det forstår jeg, chef. Tillad mig dog at sige Dem, at ved at udnytte netop Vigobugten her, er De blot kommet et rivaliserende selskabs arbejde i forkøbet.

— Og hvilket?

— Et selskab, der af den spanske regering har fået privilegium til at opsøge de sunkne galeoter. Aktionærerne er blevet tiltrukket af en mading, der består af et enormt udbytte, for man anslår værdien af disse forliste rigdomme til fem hundrede millioner.

— Fem hundrede millioner! svarede kaptajn Nemo. Det har der været, men det er der ikke mere.

— Bestemt ikke, sagde jeg. Derfor ville et godt råd til disse aktionærer også være en barmhjertighedsgerning. Hvem ved dog, om det bliver godt modtaget! Det, som spillere i almindeiighed frem for alt sørger over, det er mindre tabet af deres penge end tabet af deres tåbelige forhåbninger. Jeg beklager alligevel mindre dem end de tusinder af ulykkelige, der kunne have fået gavn af disse rigdomme, om de blev vel fordelt, mens de nu for bestandig vil blive ved at være unyttige for dem.

Ikke så snart havde jeg udtrykt denne beklagelse, før jeg mærkede, at den måtte have såret kaptajn Nemo.

— Unyttige! svarede han ivrigt. De tror altså, professor, at disse rigdomme er spildt, når det er mig, der opsamler dem? Er det efter Deres mening for min egen skyld, at jeg gør mig den ulejlighed at samle disse skatte op? Hvem har sagt Dem, at jeg ikke har brugt dem til noget godt? Tror De, at jeg er uvidende om, at der lever lidende væsener, undertrykte racer, på denne jord, elendige at trøste, ofre at hævne? Kan De ikke forstå…?

Kaptajn Nemo standsede ved disse sidste ord, idet han måske fortrød at have sagt for meget. Men jeg havde fundet ud af det. Hvilke motiver der end havde tvunget ham til at søge uafhængighed under havene, var han dog stadig frem for alt menneske. Hans hjerte bankede stadig for den lidende menneskehed, og hans umådelige velgørenhed henvendte sig såvel til underkuede racer som til individer! Og jeg begreb da, til hvem de millioner var bestemt, som kaptajn Nemo havde sendt af sted, da Nautilus sejlede i havene omkring det oprørske Kreta.

Kapitel 33

Et forsvundet fastland

Den næste morgen, den 19. februar, så jeg canadieren træde ind i mit kammer. Jeg havde ventet hans besøg. Han så meget skuffet ud.

— Nå, hr. professor? sagde han.

— Nå ja, Ned, vi havde en uheldig dag i går.

— Ja! Den forbandede kaptajn skulle absolut stoppe lige på det klokkeslæt, da vi skulle til at flygte fra hans skib!

— Ja, Ned, han havde noget at ordne med sin bankier.

— Sin bankier!

— Eller rettere sagt sin bank. Derved forstår jeg dette ocean, hvor hans rigdomme er mere sikre end de ville være det i nogen statskasse. Nu fortalte jeg canadieren, hvad der var sket den foregående aften, i det hemmelige håb at få ham på den tanke, slet ikke at forlade kaptajnen; men min beretning havde ikke andet resultat end Neds energisk udtrykte beklagelse over, at han ikke for egen regning kunne have foretaget en vandring på slagmarken ved Vigo.

— Alt er dog ikke forbi! sagde han. Det er kun et forfejlet harpunkast! En anden gang skal vi nok få held med os, og fra i aften, hvis det skal være…

— Hvordan er Nautilus’ kurs? spurgte jeg.

— Det ved jeg ikke, svarede Ned.

— Nå, men til middag får vi positionen.

Canadieren vendte tilbage til Conseil. Så snart jeg var klædt på, gik jeg ind i salonen. Kompasset var ikke beroligende. Nautilus’ rute var syd-sydvest. Vi vendte ryggen til Europa.

Med en vis utålmodighed ventede jeg på, at positionen blev markeret på kortet. Henad halv tolv åbnedes reservoirerne, og vort fartøj steg op til oceanets overflade. Jeg skyndte mig op på platformen. Ned Land var der allerede.

Der var ikke mere land i sigte. Intet andet end det umådelige hav. Nogle sejlere i horisonten af dem, der utvivlsomt lige til Kap San-Roque ville søge gunstig vind for at runde Kap det Gode Håb. Himlen var overskyet. Det trak op til blæst.

Rasende forsøgte Ned Land at se igennem den uklare horisont. Han håbede endnu, at den landjord, som han længtes så stærkt efter, skulle strække sig ud bag al den tåge.

Ved middag viste solen sig et øjeblik. Næstkommanderende benyttede sig af denne opklaring til at tage solhøjden. Da havet derefter blev mere uroligt, gik vi ned igen, og lugen blev atter lukket.

Da jeg en time senere så efter på kortet, fandt jeg, at Nautilus’ position var angivet til 16° 17 længde og 33° 22 bredde, et hundrede og halvtreds mil fra den nærmeste kyst. Det var ikke muligt at tænke på flugt, og man kan tænke sig til, hvordan canadierens vredesudbrud var, da jeg gjorde ham bekendt med vor stilling.

Jeg for mit vedkommende var ikke umådelig fortvivlet. Jeg følte mig som lettet for en byrde, der havde tynget mig, og jeg kunne med en slags forholdsvis ro genoptage mine sædvanlige sysler.

Henimod elleve om aftenen modtog jeg en højst uventet visit af kaptajn Nemo. Han spurgte mig meget venligt, om jeg var træt efter at have våget den foregående nat. Jeg svarede benægtende.

— Så vil jeg foreslå Dem en interessant udflugt, hr. Aronnax.

— Gør det, hr. kaptajn.

— Endnu har De kun besøgt de undersøiske grunde om dagen under solens lys. Ville De synes om at se dem en mørk nat?

— Det ville jeg meget gerne.

— Det bliver en trættende tur, det siger jeg Dem på forhånd. Det bliver nødvendigt at gå længe og at bestige et bjerg. Vejene er ikke særlig godt vedligeholdt.

— Hvad De der siger, fordobler min nysgerrighed, hr. kaptajn. Jeg er parat til at følge Dem.

— Kom så, hr. professor, vi går hen og tager dykkerdragterne på.

Da vi var ankommet til garderoben, så jeg, at hverken mine kammerater eller nogen af mandskabet skulle følge os på denne udflugt. Kaptajn Nemo havde ikke en gang foreslået mig at tage Ned eller Conseil med.

I løbet af nogle øjeblikke havde vi iført os vort udstyr. På vore rygge anbragte man beholdere rigeligt forsynede med luft, men de elektriske lamper var ikke parate. Jeg lod en bemærkning falde derom til kaptajnen.

— Dem har vi ingen brug for, svarede han.

Jeg troede, at jeg havde hørt forkert, men jeg kunne ikke gentage min bemærkning, for kaptajnens hoved var allerede forsvundet i dets metalhylster. Jeg blev færdig med at udruste mig, jeg mærkede at man stak mig en jernbeslagen stok i hånden, og efter den sædvanlige manøvre satte vi nogle minutter senere foden på Atlanterhavets bund, i en dybde af tre hundrede meter.

Det var snart midnat. Vandene lå i dybt mørke, men kaptajn Nemo viste mig i det fjerne et rødligt punkt, en slags lysglimt, der strålede omtrent to mil fra Nautilus. Hvad det var for en ild, hvilke stoffer der nærede den, hvorfor og hvordan den blev genoplivet i den flydende masse, det kunne jeg ikke have sagt. I hvert fald lyste den for os, uklart ganske vist, men jeg vænnede mig hurtigt til dette særlige mørke, og jeg forstod unødvendigheden af Ruhmkorff-apparatet under disse omstændigheder.

Kaptajn Nemo og jeg gik af sted ved siden af hinanden, lige mod det omtalte lys. Den flade havbund steg lidt efter lidt. Vi tog lange skridt, idet vi hjalp os med stokken; men vor gang var alligevel langsom, for vore fødder sank ofte ned i en slags mudder, der var fyldt med alger og overstrøet med flade sten.

Alt imens vi gik fremad, hørte jeg en slags knitren over mit hoved. Denne lyd forstærkedes undertiden og fremkaldte en slags vedvarende sprudlen. Snart forstad jeg grunden dertil. Det var regn, der faldt voldsomt og spruttende på bølgernes overflade. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på, at jeg ville blive gennemblødt! Af vand, midt i vandet! Jeg kunne ikke lade være at le ved denne barokke tanke. Men for at sige det, som det er, under den tykke dykkerdragt mærker man ikke mere det flydende element, og man tror sig midt i en atmosfære, der er en lille smule tættere end den jordiske atmosfære, det er det hele. Efter en halv times gang blev bunden stenet. Gopler, mikroskopiske krebsdyr, søfjer oplyste den svagt med deres fosforescerende skær. Jeg skimtede stendynger, der var dækket af nogle millioner zoofyter og et vildnis af alger. Min fod gled ofte på det klæbrige tangtæppe, og uden min jernbeslåede stok ville jeg mere end én gang være faldet. Når jeg vendte mig om, kunne jeg stadig se Nautilus’ hvidlige lanterne, som begyndte at blegne i det fjerne.

De ophobninger af sten som jeg lige har omtalt, var anbragt på oceanets bund med en vis regelmæssighed, som jeg ikke kunne forklare mig. Jeg opdagede gigantiske furer, der tabte sig i det fjerne mørke, og hvis længde unddrog sig enhver vurdering. Der forekom også andre ejendommeligheder, som jeg heller ikke kunne forstå. Det forekom mig, at mine tunge blysåler knuste et lag knogler, der knækkede med en tør lyd. Hvad var det dog for en stor slette, som jeg således kom hen over? Jeg ville have spurgt kaptajnen, men hans tegnsprog, der tillod ham at passiare med sit mandskab, når de fulgte ham på hans undersøiske udflugter, var stadig uforståeligt for mig.

Det rødlige skin, der ledede os, voksede imidlertid og flammede op i horisonten. Tilstedeværelsen af dette ildsted under vandene æggede i højeste grad min nysgerrighed. Var det en eller anden elektrisk udladning, der gjorde sig gældende? Var jeg på vej hen mod et naturfænomen, der endnu var ukendt for jordens videnskabsmænd? Eller var det enddag således — den tanke løb gennem min hjerne — at en menneskehånd havde noget at gøre med denne illumination? Blev der pustet til ilden? Skulle jeg i disse dybe lag møde kammerater, venner af kaptajn Nemo, mennesker, der som han levede dette mærkelige liv, og som han ville hen at aflægge visit? Skulle jeg dernede finde en hel koloni af landflygtige, som trætte af jordens elendighed havde søgt og fundet uafhængighed i det dybeste af oceanet? Alle disse tåbelige, uantagelige ideer forfulgte mig, og i denne sindstilstand, uophørligt ophidset af den række af vidundere, der passerede mine øjne, ville jeg ikke være blevet overrasket

ved på bunden af dette hav at finde en af de undersøiske byer, som kaptajn Nemo drømte om.

Vor vej oplystes mere og mere. Det hvidlige skær strålede fra toppen af et omtrent otte hundrede fod højt bjerg. Men det som jeg så, var simpelthen et genskær udviklet af vandlagenes krystal. Ildstedet, kilden til dette uforklarlige lys, var på skråningen over for bjerget. Midt i det stenede virvar, som furede Atlanterhavets bund, gik kaptajn Nemo frem uden tøven. Han kendte denne mørke vej. Han havde utvivlsomt ofte gennemvandret den og kunne ikke fare vild der. Jeg fulgte ham med urokkelig tillid. Han forekom mig at være en havets genius, og når han vandrede foran mig, beundrede jeg hans høje skikkelse, der tegnede sig i sort mod horisontens lysende baggrund.

Det var klokken ét om morgenen. Vi var nu kommet til bjergets fod. Men for at give sig i lag med det, måtte man vove sig op ad vanskelige stier i et udstrakt krat.

Ja, et krat af døde træer, uden blade, uden plantesaft, træer, der var forstenede under vandets påvirkning, og som hist og her domineredes af kæmpestore fyrretræer. Det var som en kulmine, der endnu stod oprejst med sine rødder i den sammensunkne jord, og hvis grene som fine udklip i sort papir tegnede sig klart på undersiden af vandoverfladen. Som hvis man kan forestille sig en skov i Harzen, ophængt på en bjergskråning, men en oversvømmet skov. Stierne var spærret af alger og svampe, og mellem dem myldrede en hel verden af krebsdyr. Jeg gik, klatrede på klipper, skrævede over liggende stammer, knækkede havlianer, der svajede fra et træ til et andet, skræmte fisk, der fløj fra gren til gren. Jeg var henrykt og følte ikke mere nogen

træthed. Jeg fulgte min fører, der var utrættelig.

Hvilket syn! Hvordan kan man gengive det! Hvordan skal man male synet af disse skove og disse klipper i de flydende omgivelser, deres mørke og vilde underside, deres overside farvet i røde toner under dette lys, der fordoblede vandenes tilbagekastende evne? Vi klatrede på klipper, som så skred sammen i enorme hobe med en dump buldren som en lavine. Til højre, til venstre var der udhulet skumle gallerier, hvori ens blik fortabte sig. Her udbredte der sig vidtstrakte lysninger, som menneskehånd syntes at have ryddet, og jeg spurgte undertiden mig selv, om ikke en af disse undersøiske egnes beboere pludselig ville vise sig for mig.

Men kaptajn Nemo var stadig på vej opad. Jeg ville ikke blive tilbage. Jeg fulgte ham dristigt. Min stok ydede mig en nyttig hjælp. Et fejltrin ville have været farligt på disse snævre stier, der var udhugget langs afgrunde; men jeg gik frem på sikker fod uden at lide under svimmelhedens rus. Snart sprang jeg over en kløft, hvis dybde ville have fået mig til at vige tilbage på jordens gletschere; da jeg kun havde øje for at beundre de storslåede landskaber i denne egn, vovede jeg mig snart uden at se nedad ud på vaklende træstammer, der var kastet fra en afgrunds ene rand til den anden. Her syntes manumentale klipper, der hældede på deres uregelmæssigt tildannede baser at trodse ligevægtslovene. Mellem deres stenknæ skød træerne frem, ligesom vandstråler under et voldsomt tryk, og understøttede det der holdt dem selv oppe. Der hældede naturlige tårne, store flader, tilhuggede lodret som draperier, i en vinkel, som tyngdeloven aldrig ville have tilladt på jordens overflade.

Og følte jeg ikke selv denne forskel, der skyldtes vandets mægtige vægtfylde, når jeg, trods mine tunge klæder, mit kobberhoved, mine metalsåler hævede mig op på skrænter af umulig stejlhed, idet jeg besteg dem så at sige med en geds eller gemses lethed!

Ved den beretning, som jeg aflægger om denne udflugt under vandene, føler jeg selv, at den ikke kan lyde sandsynlig! Jeg skriver historie om ting, der ser umulige ud, men dog er virkelige, ubestridelige. Jeg har ikke drømt. Jeg har set og følt!

To timer efter at vi havde forladt Nautilus var vi kommet igennem træernes bælte, og hundrede fod over vore hoveder rejste sig den top af bjerget, hvis projektion kastede skygge på den blændende udstråling fra skrænten overfor. Nogle forstenede buske løb her og der i ujævne zigzag-linier. Som fugle, overraskede i højt græs, rejste fiskene sig i massevis ved vore skridt. Klippemassen var furet af uigennemtrængelige ujævnheder, dybe grotter, uudgrundelige huller, i hvis bund jeg hørte frygtelige ting bevæge sig. Blodet stivnede i mine årer, når jeg opdagede en enorm antenne, der spærrede vejen for mig, eller en skrækkelig tang, der smækkede sammen i hulningernes skygge. Tusinder af lysende punkter strålede midt i mørket. Det var øjnene af gigantiske krebsdyr, sammenkrøbne i deres huler, kæmpehummere rejste sig som hellebardister og bevægede deres ben med en raslen som af gammelt jern, titaner af krabber, indstillede som kanoner på deres lavetter, og skrækindjagende blæksprutter, hvis sammenslyngede arme så ud som en levende busk af slanger.

Hvad var det for en uhyrlig verden, som jeg endnu ikke kendte? Til hvilken orden hørte de leddyr, som klippen dannede ligesom et nyt skjold til? Hvor havde naturen fundet hemmeligheden om deres vegetative eksistens, og i hvor mange århundreder havde de levet sådan i oceanets dybeste lag?

Men jeg kunne ikke standse. Kaptajn Nemo var fortrolig med disse frygtelige dyr og lagde ikke mere mærke til dem. Vi var kommet til en første afsats, hvor endnu flere overraskelser ventede mig. Her aftegnede der sig maleriske ruiner, der forrådte menneskehænders og ikke Skaberens værk. Det var mægtige ophobninger af sten, hvori man skelnede utydelige former af slotte, af templer, beklædt med en blomstrende verden af zoofyter, og hvorom alger og svampe groede tæt i stedet for vedbend.

Men hvad var dog det for en del af kloden, der her var opslugt af syndfloderne? Hvem havde anbragt disse klipper og sten ligesom de forhistoriske tiders dyssser? Hvor var jeg, hvor havde kaptajn Nemos luner slæbt mig hen?

Jeg ville gerne have spurgt ham. Da jeg ikke kunne det, standsede jeg ham. Jeg greb ham i armen. Men han rystede på hovedet, og idet han viste mig den øverste top af bjerget, syntes han at sige:

— Kom! Kom dog! Kom med længere op!

Jeg fulgte ham i et sidste spring, og på nogle minutter havde jeg besteget den top, der ragede en halv snes meter op over hele denne klippemasse.

Jeg så til den side, hvor vi var kommet op. Bjerget hævede sig kun syv-otte hundrede fod over sletten; men fra dets modsatte side var der fra oven og nedad dobbelt så dybt, som der ellers var i denne del af Atlanterhavet. Mit blik nåede langt bort og omfattede et udstrakt areal, oplyst af voldsomme lynglimt. Dette bjerg var i virkeligheden en vulkan. Halvtreds fod under toppen, midt i en regn af sten og slagger udspyede et stort krater strømme af lava, der spredte sig i en kaskade af ild her i havets skød. Således beliggende oplyste denne vulkan som en umådelig fakkel sletten nedenunder lige til horisontens yderste grænser.

Jeg har sagt, at det undersøiske krater udspyede lavaer, men ikke flammer. Luftens ild er nødvendig for flammer, og de kan ikke udvikle sig under vand; men lavastrømmene, som i sig har grundlaget for glødhede, kan blive hvidglødende, kæmpe sejrrigt mod det flydende element og fordampe ved berøringen med det. Strømmende lavamasser slæbte disse luftarter opslemmede med sig og gled, ligesom strømmene fra Vesuv, lige ned til bjergets fod, over et nyt Torre del Greco.

Der, lige for mine øjne, viste der sig virkelig en ødelagt by, i ruiner, sammenstyrtet, væltet, med sine hjem lagt i grus, sine templer omstyrtede, sine buer forvredne, sine søjler liggende på jorden, hvor man endnu anede de solide proportioner af en slags toskansk arkitektur; længere borte nogle rester af en gigantisk akvædukt; her de ujævne forhøjninger af et Akropolis, med et Parthenons flydende former; sporene af kajer, som om en havn i oldtiden havde givet handelsskihe og krigstriremer ly på kysterne af et forsvundet ocean; endnu længere borte lange rækker af sammenstyrtede fæstningsmure, brede øde gader, begravet under vandene et helt Pompeji, som kaptajn Nemo vakte til live for mit blik!

Hvor var jeg? Hvor var jeg? Jeg ville vide det for enhver pris, jeg ville tale, jeg ville fjerne den kobberkugle, som mit hoved var indelukket i.

Men kaptajn Nemo kom hen til mig og standsede mig med en håndbevægelse. Så tog han en stump kridt op, gik hen til en sort basaltklippe og skrev det ene ord:

ATLANTIS

Det var, som et lyn slog ned i mig! Atlantis, Theopompos’ gamle Meropider, Platons Atlantis, dette kontinent, hvis eksistens benægtedes af Origenes, Porfyrios, Iamblichos, d’Anville, Malte Brun, Humboldt, der kaldte beretningerne om dets forsvinden legedariske, men hvis historie blev godkendt af Poseidonios, Plinius, Ammianus-Marcellinus, Tertullian, Engel, Sherer, Tournefort, Buffon, d’Avezac, det havde jeg her for øje, endnu med de uigendrivelige vidnesbyrd om katastrofen. Det var altså det opslugte område, der havde eksisteret uden for Europa, Asien, Libyen, på den anden side af Herkulesstøtterne, der, hvor de mægtige atlantider havde levet, det folk oldtidens Grækenland førte sine første krige imod!

Den historiker, som har optegnet disse store bedrifter fra hine heroiske tider i sine skrifter, det er selve Platon. Hans dialoger om Timaios og om Kritias er så at sige blevet skrevet under inspiration af digteren og lovgiveren Solon.

En dag underholdt Solon sig med nogle vise oldinge fra Sais, en by, der allerede var otte hundrede år gammel, således som det bevidnedes af de annaler, der var indhuggede på dens hellige tempelmur. En af disse oldinge berettede historien om en anden by, der var tusinde år ældre. Denne første atheniensiske by var, da den var ni hundrede sekler gammel, blevet besat og til dels ødelagt af atlantiderne. Disse atlantider, sagde han, beboede et fastland, der var umådelig meget større end Afrika og Asien tilsammen, og som dækkede et område, der lå mellem den tolvte nordlige breddegrad og den fyrretyvende grad. Deres herredømme strakte sig helt til Ægypten. De ønskede at udstrække det til Grækenland, men de måtte trække sig tilbage over for hellenernes ukuelige modstand. Flere sekler forløb. Der skete en omvæltning, oversvømmelser, jordskælv. En nat og en dag var nok til at tilintetgøre dette Atlantis, hvoraf de højeste toppe, Madeira, Azorerne, de Kanariske øer, Kap Verdeøerne endnu rager op.

Sådan var de historiske erindringer, som kaptajn Nemos indskrift fik til at leve op i mig. Ledet af den mærkeligste skæbne satte jeg således foden på et af dette fastlands bjerge! Jeg berørte med min hånd disse tusind gange hundredårige ruiner, der var samtidige med geologiske perioder! Jeg vandrede selv der, hvor det første menneskes samtidige havde vandret! Under mine tunge såler knuste jeg skeletter af mytiske tiders dyr, som disse træer, der nu var forstenede, fordum kastede skygge over.

Åh, hvorfor havde jeg ikke mere tid! Jeg ville gerne være steget ned ad dette bjergs stejle skrænter, have strejfet gennem hele dette umådelige fastland, der utvivlsomt forbandt Afrika med Amerika, og have besøgt disse store antediluvianske byer. Her lige for mine øjne strakte sig måske det krigeriske Makhimos, det fromme Eusebios, hvis kæmpestore indbyggere levede hele århundreder, og som havde styrke nok til at ophobe disse blokke, der endnu modstod vandenes påvirkning. En dag ville måske en vulkansk virksomhed bringe dem tilbage til bølgernes overflade, disse nedsunkne ruiner! Man har udpeget talrige undersøiske vulkaner i denne del af oceanet, og mange skibe har følt usædvanlige stød, når de passerede hen over disse urolige grunde. Nogle har hørt dumpe lyde, der meldte om elementernes kamp i dybet; andre har samlet vulkansk aske, der var slynget op af havet. Hele havbunden lige til ækvator er stadig foruroliget af de plutoniske kræfter. Og hvem ved, om ikke toppene af de ildsprudende bjerge, forhøjet af de vulkanske udbrud og de gentagne lavaaflejringer, engang i en fjern fremtid vil komme til syne på Atlanterhavets overflade!

Mens jeg således stod og drømte, mens jeg forsøgte at fæstne alle detaljerne i dette storslåede landskab i min hukommelse, blev kaptajn Nemo stående støttet på en mosgroet stele, ubevægelig og ligesom forstenet i stum ekstase. Tænkte han på disse forsvundne generationer, og spurgte han dem om den menneskelige skæbnes hemmelighed? Var det på dette sted denne mærkelige mand kom, for at styrke sig med historiske minder og få nyt liv af denne ældgamle verden, han, som ikke ville vide af nutidens liv? Hvad ville jeg ikke have givet for at kende hans tanker, for at have del i dem, for at forstå dem!

Vi blev på dette sted en hel time, mens vi betragtede den udstrakte slette under skinnet fra lavaen, der undertiden fik en overraskende intensitet. Den indre boblen fik hastige skælvinger til at løbe hen over bjergets skorpe. Den dybe buldren, der blev klart forplantet af de flydende omgivelser, kastedes tilbage med en majestætisk fylde.

I dette nu kom månen et øjeblik til syne gennem vandmasserne og kastede nogle blege stråler ned på det nedsunkne fastland. Det var kun et glimt, men af ubeskrivelig virkning. Kaptajnen rejste sig, kastede et sidste blik på den umådelige slette; så gav han med en håndbevægelse tegn til at jeg skulle følge ham.

Vi gik hurtigt ned ad bjerget. Så snart vi var kommet gennem stenskoven opdagede jeg Nautilus’ lanterne, der lyste som en stjerne. Kaptajnen gik lige mod den, og vi var tilbage om bord i det øjeblik, da daggryets første farver fik havets overflade til at blegne.

Kapitel 34

De undersøiske kulminer

Den næste morgen, den 20. februar, vågnede jeg meget sent. Nattens anstrengelser havde forlænget min søvn lige til klokken elleve. Jeg klædte mig hurtigt på. Jeg havde travlt med at erfare Nautilus’ kurs. Instrumenterne viste mig, at den stadig Iøb mod syd med en hastighed på tyve mil i timen, i en dybde af hundrede meter.

Conseil kom ind. Jeg fortalte ham om vor natlige udflugt, og da lugerne var åbne, kunne han endnu skimte en del af det oversvømmede fastland.

Nautilus gled i virkeligheden hen over Atlantis’ slette blot ti meter fra havbunden. Den strøg af sted som en ballon, der blev båret af vinden hen over jordiske enge; men det ville være rigtigere at sige, at vi sad i denne salon som i en waggon i et eksprestog. De første billeder, der passerede forbi vore øjne, var nogle fantastisk indskårne klipper, og skove af træer der var gået over fra planteriget til dyreriget, og hvis ubevægelige silhuetter stod forvredne under bølgerne. Der var også stenmasser, begravede under tæpper af søpunge og søanemoner, eller strittende af lange lodrette hydrofyter, og der var mærkeligt formede lavablokke, der vidnede om de vulkanske udbruds hele raseri.

Mens disse forunderlige landskaber strålede i vort elektriske lys, berettede jeg for Conseil historien om disse atlantider, der fra et helt uvirkeligt synspunkt inspirerede Bailly til så mange indtagende skildringer. Jeg fortalte ham om dette heroiske folks krige. Jeg diskuterede spørgsmålet om Atlantis, som den der ikke mere kan tvivle. Men Conseil var distræt og hørte ikke meget efter, og jeg blev snart klar over hans mangel på interesse for at behandle dette historiske emne.

De talrige fisk tiltrak nemlig hans blik, og når der kom fisk forbi, blev Conseil revet med ned i klassifikationens afgrunde og var tabt for denne verden. I så tilfælde var der ikke andet for end at følge ham og sammen med ham genoptage vore ichtyologiske studier.

For resten afveg disse atlanterhavsfisk ikke kendeligt fra dem, som vi hidtil havde iagttaget. Der var kæmpestore rokker, fem meter lange og udrustet med mægtig muskelkraft, der tillod dem at slynge sig op over bølgerne, hajer af forskellige arter, blandt andre en blåhaj på femten fod, med spidse, trekantede tænder, og hvis farve gjorde den næsten usynlig i vandet; brune pighajer, sømhajer i prismeform og pansret med et knoldet skind, stører, der lignede deres slægtninge i Middelhavet, trompet-tangnåle, der halvanden fod lange, gulbrune, forsynede med små grå finner, uden tænder og tunge, defilerede forbi som fine og smidige slanger.

Blandt benfiskene noterede Conseil sortagtige sværdfisk, der var tre meter lange og på deres overkæbe bevæbnet med en gennemborende kårde, fjæsinger, kendt fra Aristoteles’ tid under navnet sødrager, og hvis rygfinners pigge er meget farlige at gribe om, dernæst guldmakrel med brun ryg, stribede med små blå striber og randet af en guldkant, smukke guldbrasener, guldmundede månefisk, en slags himmelblå refleksplader, som, når de blev belyst ovenfra af solstrålerne, så ud som sølvpletter, endelig xiphias gladius, otte meter lange sværdfisk, der gik i stimer, med gullige finner af ualmindelig form og seks fod lange sværd, uforfærdede dyr, der snarere er planteædere end fiskeædere, og som galante ægtemænd adlyder det mindste tegn fra deres hunner.

Men alt imens jeg iagttog disse forskellige eksemplarer af havets fauna, undlod jeg ikke at undersøge de lange sletter i Atlantis. Undertiden tvang de lunefulde afvekslinger i havbunden Nautilus til at mindske sin hastighed, og så gled den med en hvals behændighed ind i de smalle snævringer mellem bakkerne. Hvis denne labyrint blev ufremkommelig, hævede fartøjet sig som et luftskib, og når hindringerne var overvundet, slog det igen ind på sin hurtige kurs nogle meter over bunden. En vidunderlig og fortryllende sejlads, der mindede om manøvrerne på en tur i luftballon, med den forskel at Nautilus passivt adlød sin rorgængers hånd.

Henad fire om eftermiddagen ændredes lidt efter lidt terrænet, der for det meste bestod af tykt mudder, blandet med forstenede grene; det blev mere stenet og syntes bestrøet med konglomerater, basaltagtig tuf med nogle korn af lava og svovlholdig obsidian. Jeg tænkte, at en bjergegn snart ville følge efter de lange sletter, og under nogle af Nautilus’ manøvrer opdagede jeg virkelig, at sydhorisonten var spærret af en høj mur, der så ud til at lukke for al adgang. Dens top ragede øjensynlig op over oceanets overflade. Det måtte være et fastland eller i det mindste en ø, enten en af de Kanariske Øer eller af Kap Verde-ørne. Solhøjden var ikke blevet taget — måske med overlæg — så jeg var uvidende om vor position. I hvert fald forekom det mig, at en sådan mur måtte markere grænsen for dette Atlantis, hvoraf vi alt i alt kun havde gennemsejlet en ganske lille del.

Natten afbrød ikke mine iagttagelser. Jeg var blevet alene tilbage. Conseil var gået tilbage til sin kahyt. Nautilus sagtnede farten og flakkede hen over de forvirrede masser på bunden, idet den snart strejfede den, som om den ville lægge sig der, snart lunefuldt steg op til overfladen. Så fik jeg et tydeligt glimt af nogle stjernebilleder gennem vandenes krystal og netop fem-seks af de zodiacalstjerner, der slæber i halen på Orion.

Jeg ville gerne længe endnu være blevet ved mit vindue og have beundret havets og himlens skønhed; men da blev lugerne lukket. I det øjeblik var Nautilus lige over for den høje mur. Hvordan den manøvrerede, kunne jeg ikke gætte. Jeg gik tilbage til mit kammer. Nautilus rørte sig ikke. Jeg faldt i søvn med det faste forsæt at vågne efter nogle timers søvn.

Men den næste morgen var klokken otte, da jeg kom ind i salonen igen. Jeg så på manometret. Det viste mig, at Nautilus flød på oceanets overflade. Jeg kunne for øvrigt høre skridt på platformen. Men der var ingen rullen, der røbede bølgegang ovenover.

Jeg gik op til lugen. Den var åben. Men i stedet for af højlys dag, som jeg ventede, så jeg mig omgivet af dybt mørke. Hvor var vi? Havde jeg taget fejl? Var det endnu nat? Nej! Ikke en stjerne blinkede, og ingen nat er så fuldkommen mørk.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro, da en stemme tiltalte mig:

— Er det Dem, hr. professor?

— Åh, kaptajn Nemo, svarede jeg, hvor er vi?

— Under jorden, hr. professor.

— Under jorden! udbrød jeg. Og Nautilus flyder stadig?

— Den flyder stadig.

— Men jeg forstår det ikke?

— Vent nogle øjeblikke. Vor lanterne bliver straks tændt, og hvis De holder af at være klar over situatianen, skal De nok blive tilfreds.

Jeg satte foden på platformen, og jeg ventede. Mørket var så tæt, at jeg ikke engang kunne se kaptajn Nemo. Da jeg imidlertid så op mod zenit, troede jeg, nøjagtigt over mit hoved, at fange et svagt lysskær, en slags tusmørke, som fyldte et cirkelrundt hul. I samme øjeblik tændtes lanternen pludselig, og dens stærke skin fik dette vage lys til at blegne. Jeg så mig om, efter at jeg et øjeblik havde lukket øjnene, blændet af det elektriske lys. Nautilus lå stille. Den flød nær ved en brink, der var indrettet som kaj. Det hav, som bar os i dette øjeblik, var en indsø, der var omgivet af en cirkel af murværk, som var to mil i diameter og seks i omkreds. Dens niveau — det viste manometret også — kunne ikke være andet end det samme som udenfor, for der måtte nødvendigvis være en forbindelse mellem denne sø og havet. De høje vægge, der hældede over deres grundvold, rundede sig til en hvælving og dannede en umådelig omvendt tragt, hvis højde var fem eller seks hundrede meter. I toppen var der en cirkulær åbning, hvorigennem jeg havde opdaget denne lette klarhed, der åbenbart skyldtes dagslyset.

Førend jeg mere opmærksomt havde undersøgt forholdene i denne enorme hule, førend jeg havde spurgt mig selv, om det var naturens ellers menneskers værk, gik jeg hen til kaptajn Nemo.

— Hvor er vi? sagde jeg.

— Lige i midten af en udslukt vulkan, svarede kaptajnen, en vulkan, hvis indre havet er trængt ind i som følge af en eller anden rystelse i jordskorpen. Mens De sov, hr. professor, er Nautilus trængt ind i denne lagune ad en naturlig kanal, der er åben ned til ti meter under havets overflade. Her er dens hjemsted, en sikker havn, bekvem, hemmelig, i læ for alle vinde! Prøv på kysterne af Deres kontinenter eller Deres øer at finde mig en red, der kan måle sig med dette tilflugtssted, der er sikret mod orkanernes rasen.

— Her er De virkelig i sikkerhed, kaptajn Nemo, svarede jeg. Hvem kunne finde Dem midt i en vulkan? Men er det ikke rigtigt, at der er en åbning i dens top?

— Jo, dens krater, et krater, der fordum var fyldt med lava, damp og flammer, og som nu giver adgang for den styrkende luft, som vi indånder.

— Men hvad er det dog for et vulkansk bjerg? spurgte jeg.

— Det hører til en af de talrige øer, som ligger omkring i dette hav. Blot et skær for skibene, for os en umådelig hule. jeg opdagede den ved et tilfælde, og det tilfælde var et heldigt tilfælde for mig.

— Men kunne man ikke komme ned gennem den åbning, der er vulkanens krater?

— Lige så lidt som jeg kan komme derop. Indtil et hundrede fod oppe er dette bjergs indvendige grundvold til at komme op ad; men derover hælder væggene indad, og sådanne vægge kan ikke bestiges.

— Jeg ser nok, chef, at naturen hjælper Dem overalt og altid. De er i sikkerhed på denne sø, og kun De kan besøge dens vande. Men hvad skal dette tilflugtsted tjene til? Nautilus har ikke brug for nogen havn.

— Nej, hr. professor, men den har brug for elektricitet for at kunne bevæge sig, for elementer til at fremstille sin elektricitet, for natrium til at oplade sine elementer, for kul til at lave natrium med, og for kulminer til at udvinde kul af. Netop her dækker havet nu hele skove, der sank ned i geologiske tider. Da de nu er forstenede og forvandlede til kul, er de en uudtømmelig mine for mig.

— Deres mænd arbejder altså her som minearbejdere, hr. kaptajn?

— Netop. Disse miner strækker sig ud under bølgerne lige som Newcastles kulminer. Klædt i dykkerdragt, med hakke og mejsel i hænderne, kommer mine mænd hertil for at udvinde det kul, som jeg ikke engang har prøvet at få fra jordens andre miner. Når jeg fyrer med dette brændsel til fabrikation af natrium, får røgen, der slipper ud af dette bjergs krater, det til at se ud som en vulkan i virksomhed.

— Og får vi lov at se Deres mandskab i arbejde?

— Nej, i det mindste ikke denne gang, for jeg er ivrig efter at fortsætte vor undersøiske jordomsejling. Derfor nøjes jeg med at øse af de reserver af natrium, som jeg har. Det tager kun en dag at få dem om bord og så fortsætter vi vor rejse. Hvis De altså vil gå en tur i denne hule og gå rundt om lagunen, så benyt Dem af dagen i dag, hr. Aronnax. Jeg takkede kaptajnen og gik hen for at finde mine to kammerater, der endnu ikke havde forladt deres kahyt. Jeg indbød dem til at følge mig, uden at sige dem hvor de befandt sig.

De steg op på platformen. Conseil, som ikke blev forbavset over noget, betragtede det som en ganske naturlig ting at vågne under et bjerg efter at have lagt sig til at sove under bølgerne. Men Ned Land havde kun den tanke at komme hen og se efter, om der var nogen udgang fra hulen.

Efter morgenmaden, henad ti, gik vi ned på brinken.

— Så er vi da endnu en gang på landjorden, sagde Conseil.

— Jeg kalder ikke det» landjorden«, svarede canadieren. Og for resten er vi ikke på den, men under den!

Mellem bjergvæggenes fod og søens vande bredte der sig en sandet strand, der, hvor den var bredest, målte fem hundrede fod. På denne bred kunne man let foretage turen rundt om søen. Men de høje vægges nederste del dannede en besværlig jordbund, hvorpå der i malerisk ophobning lå vulkanske blokke og enorme pimpsten. Alle disse itubrudte masser, der under påvirkning af den underjordiske ild var blevet dækket af en glat emalje, kastede funklende lanternens elektriske stråler tilbage. Strandens glimmerstøv, som vore trin satte i bevægelse, fløj op som en sværm af gnister.

Jordbunden blev tydeligt højere, idet den fjernede sig fra bølgernes påvirkning, og vi var snart kommet til nogle lange og snoede ramper, rigtige bjergstier, der tillod at man lidt efter lidt kom højere op, men det var nødvendigt at gå forsigtigt midt imellem disse konglomerater, som ikke var forbundne indbyrdes, og foden gled på de glasagtige trakytter, der bestod af feldspat— og kvartskrystaller.

Denne enorme hules vulkanske natur bekræftedes til alle sider. Jeg gjorde mine kammerater opmærksomme derpå.

— Kan De forestille Dem, spurgte jeg dem, hvordan denne tragt må have været, da den var fyldt med kogende lava, og da denne hvidglødende væskes niveau hævede sig lige til bjergets munding ligesom støbejernet på smelteovnens vægge?

— Det kan jeg helt tydeligt tænke mig, svarede Conseil. Men kan herren sige mig, hvorfor den store støbemester har standset sit værk, og hvordan det gik til, at en søs rolige vande er kommet i stedet for smelteovnen?

— Højst sandsynligt, Conseil, fordi en eller anden omvæltning under oceanets overflade har frembragt den åbning der har givet Nautilus adgang. Så har Atlanterhavets vande styrtet sig ind i bjergets indre. Der har været en frygtelig kamp mellem de to elementer, en kamp, der er endt med sejr for Neptun. Men der er forløbet mange sekler siden dengang, og den oversvømmede vulkan har forvandlet sig til en fredelig grotte.

— Meget vel, svarede Ned Land. Jeg accepterer den forklaring, men for vores skyld beklager jeg, at den åbning, hvorom professoren taler, ikke er fremkommet over havets niveau.

— Men, kære Ned, svarede Conseil, hvis denne passage ikke havde været under havet, kunne Nautilus ikke være kommet igennem!

— Og jeg vil gerne tilføje, mester Land, at vandet ikke ville være styrtet ind under hjerget, og vulkanen var blevet ved at være vulkan. Altså er Deres beklagelser overflødige.

Vor opstigning fortsatte. Stierne blev stadig stejlere og snævrere. Undertiden spærredes de af store fordybninger, som det var nødvendigt at komme over. Man måtte gå uden om fremspringende masser. Man kravlede på knæene, man krøb på maven. Men ved hjælp af Conseils behændighed og canadierens styrke blev alle hindringer overvundet.

I en højde af cirka tredive meter ændredes terrænets natur uden at det blev lettere tilgængeligt. Efter konglomerater og trakytter fulgte sort basalt; her lå den udbredt i lag, der var helt knudrede af blærer; der dannede den regelmæssige prismer, der var anbragt som en kolonnade, der understøttede denne umådelige hvælvings vederlagssten, et vidunderligt eksempel på naturlig arkitektur. Mellem disse basaltsøjler slyngede der sig så lange strømme af stivnet lava, indlagt med asfaltagtige striber, og på nogle steder strakte der sig brede tæpper af svovl. Et noget klarere dagslys, der kom ind ad krateret foroven, indsvøbte alle disse vulkanske udbrudsprodukter, der for bestandig var begravet i det udslukte bjergs skød.

Vor vandring opad blev imidlertid snart standset af uovervindelige forhindringer i en højde af cirka to hundrede og halvtreds fod. Rundingen indad blev igen stærkere, og opstigningen måtte ændres til en rundgang. På dette øverste plan begyndte planteriget at kæmpe med mineralriget. Nogle buske, ja endog visse træer, var vokset frem af væggens ujævnheder. Jeg genkendte nogle euforbier, der lod deres skarpe saft løbe ud. Nogle heliotroper, der var ganske ude af stand til at retfærdiggøre deres navn, siden solstrålerne aldrig kom så langt som til dem, hængte trist med deres blomsterklaser, med halvvisne farver og ringe duft. Her og der skød nogle krysantemer frygtsomt frem ved foden af aloer med lange triste og sygelige blade. Men mellem lavastrømmene opdagede jeg nogle små violer, der endnu udsendte en svag duft, og jeg tilstår, at jeg indåndede den med fryd. Duften er blomstens sjæl, og havets blomster, disse prægtige hydrofyter, har ingen sjæl!

Vi var kommet til foden af en gruppe robuste drageblodstræer, der spaltede klipperne med deres muskuløse rødder, da Ned Land udbrød:

— Åh, professor, en bikube!

— En bikube! svarede jeg med en fuldkommen vantro bevægelse.

— Ja, en bikube, gentog canadieren, og bier, der summer rundt om den.

Jeg gik nærmere, og jeg måtte bøje mig for kendsgerningerne. Der, ved åbningen af en hulning i et drageblodstræs stamme, var der nogle tusinde af disse snilde insekter, der er så almindelige på alle de Kanariske Øer, og hvis produkter regnes for særlig gode der.

Naturligvis ville canadieren have sin forsyning af honning, og det havde været meget uvenligt af mig at sætte mig imod det. Nogle tørre blade blandet med svovl blev antændt med en gnist fra hans fyrtøj, og han begyndte at ryge bierne ud. Lidt efter lidt holdt deres summen op, og den sprængte kube leverede flere pund duftende honning. Ned Land fyldte sin ransel dermed.

— Når jeg får blandet noget honning i dejen fra brødfrugttræet, bliver jeg i stand til at byde Dem en saftig kage, sagde han til os.

— Nådada, sagde Conseil, det bliver honningkage!

— Lad gå med en honningkage, sagde jeg, men lad os fortsætte denne interessante spadseretur.

Ved visse drejninger af den sti, som vi nu fulgte, viste søen sig i hele sin udstrækning. Lanternen oplyste ganske dens fredelige overflade, der hverken kendte riller eller bølger. Nautilus bevarede en fuldkommen ubevægelighed. På dens platform og på brinken havde mændene travlt, sorte skygger, der tegnede sig klart i den lysfyldte atmosfære.

I dette øjeblik drejede vi om den højeste kam af de øverste klippeflader, der understøttede hvælvingen. Jeg så da, at bierne ikke var de eneste repræsentanter for dyreriget i det indre af denne vulkan. Nogle rovfugle svævede og kredsede her og der i skyggen eller flygtede fra deres reder, der var anbragt på klippefremspring. Det var spurvehøge med hvid bug, og skrigende tårnfalke. På skrænterne pilede også nogle smukke og fede trapgæs af sted, så hurtigt de kunne på deres stylter af ben. Man kan tænke sig til, at canadierens begær blev optændt ved synet af dette herlige vildt, og han beklagede ikke at have et gevær i hænde. Han forsøgte at erstatte kugler med sten, og efter flere resultatløse forsøg lykkedes det ham at såre en af de prægtige trapgæs. Det er blot den rene sandhed, at han tyve gange satte livet på spil for at få fat på den, men han gjorde det så godt, at dyret måtte ned til honningkagerne i hans pose.

Vi måtte nu gå ned mod bredden igen, for det blev umuligt at bestige kammen. Oven over os så det gabende krater ud som en stor skaktåbning. Fra dette sted kunne man temmelig tydeligt se himlen, og jeg så skyer fare af sted, sønderrevne af vestenvinden, der slæbte deres tågede stumper op til bjergets top. Et sikkert bevis på, at skyerne holdt sig i jævn højde, for vulkanen hævede sig ikke mere end otte hundrede fod over oceanets niveau.

En halv time efter canadierens bedrift var vi igen nået ned til den indre bred. Her var floraen repræsenteret af store bevoksninger af stranddild, en lille skærmplante, der er meget god at nedlægge i eddike, og som i Frankrig også kaldes stenbræk og havfennikel. Conseil samlede nogle bundter af dem. Med hensyn til faunaen, var der i tusindvis af alle slags krebsdyr, hummere, taskekrabber, rejer, mysider, stankelbenskrabber, galateer, og et ødselt udvalg af skaldyr, porcellænssnegle, pigsnækker og albueskæl.

På dette sted åbnede der sig en herlig grotte. Mine kammerater og jeg gjorde os den fornøjelse at strække os ud i det fine sand. Ilden havde poleret dens emaljerede og funklende vægge, der var helt overpudrede af glimmerstøv. Ned Land følte på væggene og prøvede at finde ud af, hvor tykke de var. Jeg kunne ikke lade være at smile. Konversationen drejede sig nu om hans evindelige flugtplaner, og uden at gå for vidt troede jeg at kunne give ham dette håb: at kaptajn Nemo blot var sejlet mod syd for at forny sit forråd af natrium. Jeg håbede altså, at han nu igen ville søge Europas og Amerikas kyster, hvad der ville tillade canadieren med større held at genoptage sit mislykkede forsøg.

Vi havde ligget udstrakt i en time i denne fortryllende grotte. Samtalen, der i beyndelsen var livlig, ebbede nu ud. En vis søvnighed kom over os. Da jeg ikke så nogen grund til at modstå den, overgav jeg mig til en dyb slummer. Jeg drømte — man er ikke herre over sine drømme — jeg drømte, at min eksistens reduceredes til et simpelt bløddyrs vegeterende liv. Det forekom mig, at denne grotte dannede min skals to klapper.

Pludselig blev jeg vækket af Conseils stemme.

— Vågn op! Pas på! råbte den brave fyr.

— Hvad er der? spurgte jeg, idet jeg rejste mig halvt op.

— Der kommer vand herind.

Jeg rejste mig helt op. Havet styrtede som en rivende strøm ind i vort tilflugtssted, og da vi ikke var bløddyr, var det afgjort nødvendigt at vi reddede os.

På nogle øjeblikke var vi i sikkerhed oven på selve grotten.

— Hvad er det dog, der sker? spurgte Conseil. Er det et nyt fænomen?

— Åh, nej, mine venner, det er tidevandet, det er kun tidevandet, der har været nær ved at overraske os, ligesom Walter Scotts helt. Oceanet svulmer udenfor, og på grund af loven om forbundne kar gør bjergsøens niveau det samme. Vi slap derfra med et halvbad. Lad os gå hen på Nautilus og skifte.

Tre kvarter efter havde vi sluttet vor rundgang, og vi gik atter om bord. Besætningens medlemmer blev i dette øjeblik færdige med at indlade natriumforsyningerne, og Nautilus kunne være sejlet med det samme.

Men kaptajn Nemo gav ikke nogen ordre. Ville han afvente natten og i hemmelighed sejle ud gennem sin undersøiske passage? Måske. Hvordan det end forholdt sig dermed, sejlede Nautilus næste dag, efter at have forladt sit hjemsted, i rum sø, langt fra alt land og nogle meter under Atlanterhavets bølger.

Kapitel 35

Sargossohavet

Nautilus havde ikke ændret kurs. Alt håb om at komme tilbage til de europæiske have måtte altså opgives for øjeblikket. Kaptajn Nemo styrede stadig mod syd. Hvor slæbte han os hen? Jeg vovede ikke at tænke på det.

Den dag sejlede Nautilus gennem en ejendommelig del af Atlanterhavet. Ingen er uvidende om den store varmtvandsstrøm, der er kendt under navnet Golfstrømmen. Efter at være kommet ud af Floridas kanaler tager den retning mod Spitzbergen. Men før denne strøm trænger ind i Mexicogolfen, hen imod den fireogfyrretyvende nordlige breddegrad, deler den sig i to arme; den største løber mod Irlands og Norges kyster, mens den anden bøjer mod syd og kommer på højde med Azorerne; efter at have ramt de afrikanske kyster og beskrevet en langstrakt oval vender den tilbage i retning af Antillerne.9

Nu omgiver denne anden arm — der snarere er en kæde end en arm med sine ringe af varmt vand denne del af det kolde, rolige, ubevægelige ocean, som man kalder Sargassohavet. Det er midt i Atlanten en veritabel sø, som det tager den store strøms vande ikke mindre end tre år at komme udenom.

Egentlig dækker Sargassohavet hele den oversvømmede del af Atlantis. Nogle forfattere har endda hævdet, at de talrige urter, som det er opfyldt af, stammer fra enge i dette gamle fastland. Det er dog mere sandsynligt, at disse vækster, alger og svampe, er fjernet fra Europas og Amerikas kyster og slæbt med af Golfstrømmen.

Her var en af de årsager, der fik Columbus til at antage eksistensen af en ny verden. Da denne dristige opdagelsesrejsendes skibe kom til Sargassohavet, sejlede de ikke uden besvær midt imellem disse vækster, der sinkede deres sejlads, til stor forfærdelse for mandskabet, og de spildte tre lange uger med at komme igennem det.

Sådan var den egn, som Nautilus i dette øjeblik besøgte, ligefrem en eng, et tæt tæppe af alger, af svømmende svampe, af sargassotang, så tæt, så kompakt, at et fartøjs forstavn kun med besvær kunne have flænset det. Kaptajn Nemo, der ikke ville have sin skrue indviklet i denne sammenfiltring af planter, holdt sig derfor i nogle meters dybde under havoverfladen.

Navnet Sargassohavet kommer af det spanske ord» sargazzo«, der betyder tang. Denne tang, den med luftfyldte blærer fyldte tang, er det der især danner dette umådelige lag. Ifølge den lærde Maury, forfatteren til Klodens fysiske Geografi, viser det følgende årsagen til, at disse hydrofyter samler sig i dette fredelige basin i Atlanterhavet:

«Den forklaring, som man kan give herpå, forekommer mig at hvile på en almindelig kendt erfaring. Hvis man i et kar med vand anbringer nogle stumper af propper eller hvilke som helst flydende legemer, og man sætter vandet i dette kar i en roterende bevægelse, vil man se, at de adsplittede brudstykker forener sig i en gruppe midt i den flydende overflade, det vil sige i det mindst bevægede punkt. I det fænomen, der beskæftiger os, er Atlanterhavet karret, Golfstrømmen cirkelbevægelsen og Sargassohavet det midtpunkt, hvor de flydende legemer samler sig.»

Jeg deler Maurys mening, og jeg har kunnet studere fænomenet i dette specielle milieu, hvor skibene sjældent trænger ind. Oven over os flød alle mulige legemer, pakket sammen midt i disse brunlige urter, træstammer, revet løse fra Andeshjergene eller Rocky Mauntains og flådet af Amazonfloden eller Mississippi, talrige vragstumper, rester af skibskøle eller skrog, sprængte klædningsplanker, i den grad tyngede af konkylier og andemuslinger, at de ikke kunne stige op til oceanets overflade. Og engang vil tiden bekræfte Maurys anden hypotese, at disse stoffer, der således er ophobet gennem århundreder, vil mineraliseres under vandets påvirkning og danne uudtømmelige kullejer. En kostelig reserve, som den forudseende natur forbereder til det øjeblik, da menneskene har udtømt fastlandenes miner.

Midt i det indviklede væv af urter og svampe bemærkede jeg fortryllende stjerneformede søkork i rosenrøde farver, søanemoner, som lod deres paryk af lange tentakler flyde, grønne, røde, blå vandmænd, og særlig Cuviers store rhizostomer, hvis blålige skærm er kantet med en lilla bort.

Hele denne dag, den 22. februar, gik hen i Sargassohavet, hvor de fisk, der elsker havplanter og krebsdyr, fandt rigelig næring. Den næste dag havde oceanet igen antaget sit sædvanlige udseende.

Fra det øjeblik, i nitten dage, fra den 23. februar til den 12. marts, holdt Nautilus sig midt ude i Atlanten og bar os frem med en konstant hastighed på hundrede mil i døgnet. Kaptajn Nemo ville åbenbart fuldføre sit undersøiske program, og jeg tvivlede ikke på, at han agtede at vende tilbage til den sydlige del af Stillehavet, når han havde rundet Kap Horn.

Ned Land havde altså haft grund til at frygte. I disse store have uden øer skulle man nk lade være at forlade skibet. Der var ikke længere nogen mulighed for at sætte sig op mod kaptajn Nemos vilje. Der var ikke andet at gøre end at underkaste sig; men det som man

ikke mere kunne vente at opnå med magt eller ved list, holdt jeg af at tænke på at man måske kunne opnå ved overtalelse. Mon ikke kaptajn Nemo, når denne rejse var endt, ville give os friheden imod vort løfte om aldrig at afsløre hans eksistens? Et æresord som vi nok skulle holde. Men det var nødvendigt at drøfte dette kildne spørgsmål med kaptajnen. Men ville jeg være velkommen til at gøre krav på denne frihed? Havde han ikke selv, lige fra begyndelsen og helt tydeligt, erklæret at hans livs hemmelighed krævede vor stadige indespærring om bord på Nautilus? Måtte min tavshed gennem fire måneder ikke forekomme ham som en tavs anerkendelse af situationen? Ville det, at vende tilbage til dette emne, ikke have til resultat at give ham anelser, der kunne skade vore planer, hvis der senere skulle blive lejlighed til at genoptage dem? Alle disse overvejelser vendte og drejede jeg i mine tanker, jeg forelagde dem for Conseil, der var lige så forvirret som jeg. Skønt jeg ikke let taber modet, forstod jeg dog, især i det øjeblik da kaptajn Nemo forvovent styrede mod det sydlige Atlanterhav, at chancen for nogensinde at gense mine lige formindskedes fra dag til dag!

I de nitten dage jeg nylig omtalte, prægedes vor sejlads ikke af nogen særlig begivenhed. Jeg så kun lidt til kaptajnen. Han arbejdede. I biblioteket fandt jeg ofte bøger, som han lod ligge halvåbne, især naturhistoriske bøger. Mit værk om de undersøiske dybder, som han havde gennembladet, var fyldt med marginalnoter, der undertiden modsagde mine teorier og mine systemer. Men kaptajnen nøjedes med således at forbedre mit arbejde, og det var sjældent han diskuterede med mig. Undertiden hørte jeg melankolske klange tone fra hans orgel, som han spillede meget udtryksfuldt på, men kun om natten, midt i det mest hemmelighedsfulde mørke, når Nautilus slumrede i oceanets ørkener.

På denne del af turen sejlede vi hele dage på bølgernes overflade. Havet var som øde. Der var kun nogle få sejlskibe med ladning til Indien, på vej mod Kap Det gode Håb. En dag blev vi forfulgt af skibsbådene fra en hvalfanger, som utvivlsomt tog os for en enorm hval, der måtte være mange penge værd. Men kaptajn Nemo ville ikke lade disse brave folk spilde deres tid og umage, og han gjorde ende på jagten ved at dukke ned under vandet. Denne hændelse havde tilsyneladende interesseret Ned Land levende. Jeg tror ikke at tage fejl, når jeg siger, at canadieren må have beklaget, at vor stålhval ikke kunne blive dødeligt såret af disse fangeres harpuner.

De fisk, som Conseil og jeg iagttog i denne periode, var kun lidt forskellige fra dem, som vi allerede havde studeret under andre breddegrader. De vigtigste var nogle eksemplarer af den frygtelige slægt af bruskfisk, der deles i tre underslægter, som tæller ikke mindre end toogtredive arter: galonerede hajer, fem meter lange, med fladtrykt hoved, der er længere end kroppen, med rundet halefinne og syv store, sorte, parallelle bånd på langs; så perlehajer, askegrå, gennemboret af syv gælleåbninger og forsynet med en eneste rygfinne, der sidder omtrent på midten af kroppen.

Også de store havhunde passerede forbi, grådige fisk, om nogen er det. Man har lov til ikke at tro på fiskernes beretninger, men her er hvad de fortæller. I kroppen på et af disse dyr har man fundet et bøffelhoved og en hel kalv; i en anden to tunfisk og en matros i uniform; i en tredie en soldat med sin sabel; og endelig i en fjerde en hest med sin rytter. Intet af det er, sandt at sige, noget at tro på. Det var stadig sådan, at intet af disse dyr lod sig tage i Nautilus’ net, og jeg kan ikke bekræfte deres grådighed.

Flokke af elegante og kåde delfiner ledsagede os i dagevis. De gik i flokke på fem eller seks og jagede i et kobbel som ulve på sletter; for resten ikke mindre glubske end havhundene, om jeg på det punkt skal tro en professor fra København, der trak tretten marsvin og femten sæler ud af en delfins mave. Det var ganske vist en spækhugger af den største kendte art, hvis længde undertiden er mere end fireogtyve fod. Delfinernes familie tæller seks slægter, og de, som jeg så, hørte til slægten delphininæ, der er ejendommelige ved en overordentlig lang snude, der er fire gange så lang som kraniet. Deres krop, der målte tre meter, var sort på ryggen og nedenunder svagt lyserød med enkelte små pletter.

Jeg skal også fra disse have omtale de mærkelige eksemplarer af pigfinnefiskenes orden og af umberfiskenes orden. Nogle forfattere — der mere er digtere end naturhistorikere — påstår, at disse fisk synger melodiøst, og at deres stemmer i forening giver en koncert, som intet kor af menneskestemmer kan måle sig med. Jeg nægter det ikke, men disse umberfisk gav ikke os nogen serenade undervejs, og det beklager jeg.

For endelig at slutte af klassificerede Conseil et stort antal flyvefisk. Intet var mærkeligere end at se delfinerne jage dem med vidunderlig præcision. Hvordan den ulykkelige fisks evne til flugt end var, hvilken bane den end beskrev, selv hen over Nautilus, var der altid et delfingab åbent til at tage imod den. Det var enten pirapeder eller glente-knurhaner, med lysende mund, der om natten trak ildstriber gennem atmosfæren og sank ned i vandene som lige så mange stjerneskud.

Lige til den 13. marts fortsatte vor sejlads under disse forhold. Den dag blev Nautilus brugt til lodningsforsøg, der interesserede mig levende.

Vi havde da tilbagelagt tretten tusinde mil efter vor afrejse fra et sted i rum sø i Stillehavet. Bestikket angav, at vi var på 45° 37 sydlig bredde og 37° 53 vestlig længde. Det var de egne, hvor kaptajn Denham på Herald firede et lod fjorten tusind meter ned uden at finde bund. På samme sted havde løjtnant Parker på den amerikanske fregat Congress heller ikke kunnet nå bunden femten tusind, et hundrede og fyrre meter nede.

Kaptajn Nemo besluttede at sende sin Nautilus så dybt ned som overhovedet muligt for at kontrollere disse forskellige lodninger. Jeg forberedte mig på at nedskrive alle forsøgets resultater. Salonens luger blev åbnede, og manøvrerne for at nå disse vidunderligt fjerne lag begyndte.

Man kan vel tænke sig, at der ikke var tale om at dykke ved at fylde reservoirerne. Måske kunne de ikke have øget Nautilus’ specifikke vægt tilstrækkeligt. Desuden havde det været nødvendigt at udtømme denne overbelastning af vand for at komme op igen, og pumperne havde ikke været kraftige nok til at overvinde det ydre tryk.

For at finde oceanets bund besluttede kaptajn Nemo at gå ned ad en tilstrækkeligt forlænget diagonal ved hjælp af sine sideplaner, der blev stillet i en vinkel på femogfyrre grader med Nautilus’ vandlinie. Så blev skruen bragt til sin maksimale hastighed, og dens fire blade piskede bølgerne med ubeskrivelig voldsomhed.

Under denne mægtige drivkraft skælvede Naulilus’ skrog som en tonende streng og dukkede punktligt under i vandene. Posterede i salonen fulgte kaptajnen og jeg manometrets viser, der hurtigt devierede. Den beboelige zone, hvor størsteparten af fiskene residerer, blev hurtigt passeret. Selv om nogle af disse dyr kun kan leve på havenes eller flodernes overflade, holder andre, mindre talrige, sig på temmelig store dybder. Blandt disse bemærkede jeg hexanchen, en slags havhund, der er forsynet med seks gællespalter, teleskopfisken med enorme øjne, den pansrede malarmat med grå bugfinner, sorte brystfinner, som dens skjold af blegrøde benplader beskytter, og endelig grenaderfisken, en slags torsk, der lever i tolv hundrede meters dybde og altså tåler et tryk på et hundrede og tyve atmosfærer.

Jeg spurgte kaptajn Nemo, om han havde bemærket fisk på endnu større dybder.

— Fisk? svarede han mig, sjældent. Men hvad antager man, hvad ved man på videnskabens nuværende stade?

— Hør nu, chef. Man ved, at når man går ned mod de lave lag i oceanet, forsvinder plantelivet hurtigere end dyrelivet. Man ved, at selv hvor der endnu findes levende væsner, vegeterer der ikke en eneste hydrofyt. Man ved at brugder, at østers lever under to tusind meter vand, og at Mac Clintock, polarhavenes helt, har trukket en levende søstjerne op fra en dybde på to tusinde, fem hundrede meter. Man ved at besætningen på Bull-Dog, af den kongelige marine, har fisket en anden søstjerne på to tusinde, seks hundrede og tyve favne, det vil sige mere end en mils dybde. Men De, kaptajn Nemo, vil måske sige, at man intet ved?

— Nej, hr. professor, så uhøflig ville jeg ikke være. Jeg vil dog spørge Dem, hvordan De vil forklare, at der kan være levende væsner på sådanne dybder.

— Jeg forklarer det af to grunde, svarede jeg. Først fordi de lodrette strømme og vandenes vægtfylde skaber en bevægelse, der er tilstrækkelig til at opholde pighuders og søstjerners rudimentære liv.

— Netop, tilføjede kaptajnen.

— Dernæst, under forudsætning af, at ilt er grundlaget for liv, fordi man ved, at den iltmængde, der er opløst i havet, øges med dybden i stedet for at formindskes, og at trykket i de laveste lag medvirker til at forhøje den der.

— Åh, ved man det? svarede kaptajn Nemo i en let overrasket tone. Vel, hr. professor, man har grundlag for den viden, for det er sandheden. Jeg vil da også tilføje, at fiskenes svømmeblære indeholder mere kvælstof end ilt, når disse dyr bliver fisket i vandoverfladen, og derimod mere ilt end kvælstof, når de tages fra de store dybder. Hvad der støtter Deres teori. Men lad os fortsætte vore observationer.

Mit blik gik igen til manometret. Det angav en dybde på seks tusinde meter. Der var gået en time, siden vi dykkede ned. Nautilus gled på sine hældende planer og kom stadig dybere ned. De øde vande var vidunderlig gennemsigtige og af en klarhed, som ingen ord vil kunne skildre. En time senere var vi tretten tusinde meter — tre en kvart mil — nede, og det lod ikke til, at oceanets bund var nær.

Men fjorten tusinde meter nede opdagede jeg nogle sortagtige toppe, der ragede op midt i vandmasserne. Det kunne dog være toppe af bjerge så høje som Himalaya eller Mont Blanc eller endnu højere, og afgrundenes dybde var stadig uberegnelig.

Nautilus gik stadig dybere ned, trods det mægtige tryk den var underkastet. Jeg kunne mærke dens stålplader skælve under deres boltes sammenføjninger; dens jernstænger bøjede sig; dens skotter knirkede; ruderne i salonen syntes at give sig under vandenes tryk. Og dette solide fartøj ville uden tvivl have givet efter, om det ikke, som kaptajnen havde sagt, havde været i stand til at stå imod som en masiv blok.

Idet vi gled hen over skråningerne på disse bjerge, der var skjult under vandene, opdagede jeg endnu nogle konkylier, kalkrørorme, levende spirorber og nogle eksemplarer af søstjerner.

Men snart forsvandt de sidste repræsentanter for dyrelivet, og tre mil nede passerede Nautilus grænserne for undersøisk liv, på lignende måde som ballonen, der hæver sig i luften over de zoner, hvor mennesket kan ånde. Vi havde nået en dybde på seksten tusinde meter — fire mil — og Nautilus’ sider var nu underkastet et tryk på seksten hundrede atmosfærer, det vil sige seksten hundrede kilogram på hver kvadratcentimeter af overfladen!

— Hvilken situation! udbrød jeg. At sejle gennem disse dybe regioner hvor der aldrig har været mennesker! Se, chef, se disse prægtige klipper disse ubeboede grotter, disse klodens sidste tilholdssteder, hvor intet liv mere er muligt! Hvilke ukendte egne, og hvorfor er vi nødt til blot at bevare mindet derom?

— Ville De synes om at tage mere med herfra end blot erindringen? spurgte kaptajn Nemo mig.

— Hvad mener De med disse ord?

— Jeg mener, at intet er lettere end at tage et fotografisk billede af denne undersøiske region.

Jeg havde ikke haft tid til at udtrykke den overraskelse, som dette nye forslag forårsagede mig, da et objektiv på et vink af kaptajn Nemo var båret ind i salonen. Gennem de vidt åbne ruder sås med fuldkommen klarhed de flydende omgivelser, der var elektrisk belyst. Sollyset havde ikke været gunstigere for et arbejde af denne natur. Idet planernes skråstilling beherskede skruens fremdrift, blev Nautilus liggende ubevægelig. Apparatet blev indstillet på disse landskaber på oceanets bund, og på nogle sekunder havde vi opnået et særdeles skarpt negativ.

Det er det positive aftryk, jeg her gengiver. Man ser her disse første klipper, der aldrig har set dagens lys, disse dybtliggende granitarter, der danner det mægtige grundfjeld, disse dybe grotter, der er udhulet i stenmasserne, disse profiler af uforlignelig klarhed, og med en afsluttende linie der træder frem i sort, som om den skyldtes visse flamske kunstneres pensel. Så derover en bjerghorisont, en vidunderlig bølget linie, der giver landskabets baggrund. Jeg kan ikke beskrive dette sammenspil af glatte, sorte, polerede klipper, uden en mosvækst, uden en plet, i mærkeligt skårne former og solidt grundfæstede, på det sandtæppe der tindrede under de

elektriske lysstråler.

Efter at kaptajn Nemo havde endt optagelsen, havde han imidlertid sagt til mig:

— Lad os stige op igen, hr. professor. Det går ikke an at misbruge denne situation eller at udsætte Nautilus for sådanne tryk alt for længe.

— Lad os stige op! svarede jeg.

— Pas godt på!

Jeg havde endnu ikke haft tid til at forstå, hvorfor kaptajn Nemo gav mig dette råd, da jeg blev kastet om på tæppet.

Med skruen koblet til på et signal fra kaptajnen og planerne i lodret stilling hævede Nautilus sig lynhurtigt, båret opad som en ballon i luften. Den skar igennem vandmasserne med en tonende skælven. Ingen enkelthed var at se. På fire minutter havde den tilbagelagt de fire mil, der skilte den fra oceanets overflade, og efter at være dukket op som en flyvefisk faldt den tilbage, idet den fik vandet til at sprøjte op til en imponerende højde.

Kapitel 36

Kaskelotter og bardehvaler

I løbet af natten mellem den 13. og 14. marts satte Nautilus igen kursen mod syd. Jeg tænkte, at på højde med Kap Horn ville den styre mod vest for igen at komme til Stillehavet og fuldende sin jordomsejling. Det gjorde den ikke, men den vedblev at sejle mod de sydlige egne. Hvor skulle den dog hen? Til polen? Det var vanvittigt. Jeg begyndte at tro, at kaptajn Nemos dristighed tilstrækkeligt retfærdiggjorde Ned Lands frygt.

I nogen tid havde canadieren ikke mere talt til mig om sine flugtplaner. Han var blevet mindre meddelsom, næsten tavs. Jeg kunne se, hvor tungt dette forlængede fangenskab hvilede på ham. Jeg kunne mærke, hvordan vreden ophobedes i ham. Når han mødte kaptajnen, tændtes der en mørk ild i hans øjne, og jeg frygtede stadig, at hans naturlige voldsomhed skulle få ham til at gå til yderligheder. Den dag, den 14. marts, kom Conseil og han for at træffe mig i mit kammer. Jeg spurgte dem om grunden til deres besøg.

— At stille Dem et simpelt spørgsmål, hr. professor, svarede canadieren.

— Tal, Ned.

— Hvor mange mænd tror De der er om bord på Nautilus?

— Jeg kan ikke sige det, min ven.

— Det forekommer mig, at der ikke behøves noget talrigt mandskab til at manøvrere den, vedblev Ned Land.

— Under de forhold, som den befinder sig under, svarede jeg, må tolv mand, i det højeste, egentlig være nok til at manøvrere den.

— Nå, sagde canadieren, hvorfor skulle der så være flere?

— Hvorfor? svarede jeg.

Jeg så fast på Ned Land, hvis hensigter var lette at gætte.

— Fordi, sagde jeg, hvis jeg skal tro på mine anelser, hvis jeg har forstået kaptajnens eksistens rigtigt, er Nautilus ikke blot et fartøj. Den må være et tilflugtssted for dem, der som dens chef har brudt al forbindelse med jorden.

— Måske, sagde Conseil, men endelig kan Nautilus kun rumme et bestemt antal mennesker, og kan herren ikke vurdere det maksimale tal?

— Hvordan det, Conseil?

— Ved at regne det ud. Når skibets kapacitet, som herren kender, er givet, og som følge deraf den mængde luft, som det indeholder, når man på den anden side ved, hvad hvert menneske bruger til sit åndedrag, og sammenligner disse tal med nødvendigheden af, at Nautilus stiger op hvert døgn…

Conseil havde ikke talt ud, men jeg så nok, hvor han ville hen.

— Jeg forstår dig, sagde jeg, men den udregning, der for øvrigt er let at udføre, kan kun give et meget usikkert tal.

— Det er lige meget, sagde Ned Land stædigt.

— Nu skal I få beregningen, svarede jeg. Hver mand bruger på en time den mængde ilt, der er i ti liter luft, det vil sige i et døgn den ilt, der er i to tusind, fire hundrede liter. Man må altså finde ud af, hvor mange gange Nautilus indeholder to tusinde, fire hundrede liter luft.

— Netop, sagde Conseil.

— Da nu Nautilus’ kapacitet er femten hundrede tons, fortsatte jeg, og en tons indhold er tusind liter, indeholder Nautilus femten hundrede tusind liter luft, hvad der, divideret med to tusinde, fire hundrede…

Jeg regnede hurtigt med hjælp af en blyant:

— … bliver seks hundrede og femogfyrre. Hvad der igen vil sige, at den luft, der er indeholdt i Nautilus, strengt taget kunne slå til for seks hundrede og femogtyve mand i fireogtyve timer.

— Seks hundrede og femogtyve! gentog Ned.

— Men vær sikker på, tilføjede jeg, at så mange passagerer, sømænd eller officerer her end er, udgør vi ikke en tiendedel af det antal.

— Det er alligevel alt for mange for tre mand! mumlede Conseil.

— Derfor, stakkels Ned, kan jeg kun tilråde Dem tålmodighed.

— Og endnu bedre end tålmodighed, tilføjede Conseil, resignation!

Conseil havde fundet det rette ord.

— Alligevel, fortsatte han, kan kaptajn Nemo ikke blive ved at sejle mod syd! Det bliver da nødvendigt, at han standser, om ikke før, så foran iskalotten, og at han vender tilbage til mere civiliserede egne! Så bliver det tid til at tage Ned Lands planer op igen.

Canadieren rystede på hovedet, strøg sig med hånden over panden, svarede ikke, og trak sig tilbage.

— Hvis herren vil tillade mig en bemærkning, kom det nu fra Conseil. Den stakkels Ned tænker på alt det, som han ikke kan få. Alt fra hans tidligere liv kommer tilbage til ham. Han savner alt det, der er os forbudt. Hans gamle minder trykker ham, og han er tung om hjertet. Man må forstå ham. Hvad kan han gå og lave her? Ikke noget. Han er ikke en lærd mand som herren, og forstår ikke at få den samme fornøjelse ud af de vidunderlige ting i havet som vi. Han ville risikere alting for at kunne gå ind i en kro i sit eget land.

Det er rigtigt, at ensformigheden om bord måtte forekomme utålelig for canadieren, der var vant til et frit og virksomt liv. Der skete sjældent begivenheder, der kunne begejstre ham. Men den dag indtraf en hændelse, der kunne minde ham om hans skønne dage som harpunér.

Da Nautilus henad elleve om formiddagen var på oceanets overflade, kom den pludselig ind i en flok bardehvaler. Et møde, som ikke overraskede mig; for jeg vidste, at disse dyr, når de bliver jaget på liv og død, søger tilflugt i de høje breddegraders havområder.

Bardehvalens rolle i den marine verden og dens indflydelse på de geografiske opdagelser har været betydelig. Det er den, der ved at lokke først baskerne, så asturierne, englænderne og hollænderne til at følge sig gav dem mad til at trodse oceanets farer, og førte dem fra den ene ende af jorden til den anden. Bardehvalerne holder af at besøge de sydlige og de nordlige have. Gamle legender påstår endda, at disse hvaler trækker fiskerne med sig lige til blot syv mil fra nordpolen. Hvis det ikke passer, vil det blive sandt en dag, og det er sandsynligvis sådan, ved at jage bardehvalen i de arktiske eller antarktiske regioner, at menneskene vil nå til dette ukendte punkt på jordkloden.

Vi sad på platformen, og havet var roligt. Men disse breddegraders oktober måned gav os smukke efterårsdage. Det var canadieren — på det område kunne han ikke tage fejl — der fik øje på en bardehval i den østlige horisont. Når man kiggede opmærksomt efter, kunne man se dens mørke ryg skiftevis hæve og sænke sig over bølgerne, fem mil fra Nautilus.

— Åh! udbrød Ned Land. Hvis jeg var om bord på en hvalfangerbåd, så var det et møde, jeg kunne få fornøjelse af! Det er et velvoksent dyr! Se, med hvilken kraft dens næsebor slynger luft— og dampsøjler op! For tusind djævle! Hvorfor skal jeg absolut være indespærret på denne stump stål!

— Hvad for noget, Ned, svarede jeg, er De endnu ikke kommet over Deres gamle ideer om hvalfangst?

— Kan en hvalfanger glemme sin gamle bestilling, professor? Bliver man nogensinde træt af følelserne for en sådan jagt?

— De har vel aldrig fisket i disse have, Ned?

— Aldrig, hr. professor. Kun i de nordlige have, og lige så meget i Beringstrædet som i Davidsstrædet.

— Så er sydhavshvalen endnu ukendt for Dem. Det er grønlandshvalen De har jaget hidtil, og den drister sig ikke til at passere de varme vande ved Ækvator.

— Åh, hr. professor, Siger De det? svarede canadieren i en temmelig vantro tone.

— Jeg siger det, som det er.

— Bevares! Jeg, som taler til Dem, har i femogtres, for halvtredie år siden, i nærheden af Grønland, haft at gøre med en hval, der endnu i sin ene flanke havde en harpun med stempel fra en Bering-hvalfanger. Nu spørger jeg Dem, hvordan skulle det dyr, efter at være blevet ramt vest for Amerika, være kommet for at lade sig dræbe øst for, hvis den ikke efter at have rundet enten Kap Horn eller Kap Det gode Håb var kommet over Ækvator?

— Jeg tænker ligesom min ven Ned, sagde Conseil, og jeg venter på, hvad herren vil sige.

— Herren vil svare Dem, mine venner, at bardehvalerne er lokaliserede efter deres arter, i bestemte have, som de ikke forlader. Og hvis et af disse dyr er kommet fra Beringsstrædet til Davisstrædet, er det ganske simpelt, fordi der eksisterer en passage fra et hav til et andet, enten langs Amerikas kyster eller langs Asiens.

— Skal man tro på det? spurgte canadieren, idet han kneb det ene øje i.

— Man bliver nødt til at tro på herren, svarede Conseil.

— Altså, begyndte canadieren igen, siden jeg aldrig har fisket i disse egne, kender jeg ikke de hvaler, der kommer her?

— Det har jeg sagt Dem, Ned.

— Så meget mere er der grund til at gøre deres bekendtskab, svarede Conseil.

— Se! Se! udbrød canadieren med bevæget røst. Hun kommer nærmere! Hun kommer lige herhen! Hun trodser mig! Hun ved, at jeg ikke kan gøre hende noget!

Ned stampede i dækket. Hans hånd skælvede, mens han svang en indbildt harpun.

— Er disse hvaler, spurgte han, lige så store som dem i de nordlige have?

— Omtrent, Ned.

— Jeg har nu set store hvaler, professor, hvaler der var lige ved hundrede fod i længden! Jeg har også ladet mig fortælle, at Hullamock og Umgallick fra Aleuterne undertiden er mere end halvandet hundrede fod.

— Det forekommer mig overdrevet, svarede jeg. Disse dyr her er kun finhvaler, der har rygfinne, og ligesom kaskelotterne er de i almindelighed mindre end grønlandshvalerne.

— Åh, råbte canadieren, hvis blik ikke forlod oceanet, hun kommer nærmere, hun kommer helt hen til Nautilus!

Så fortsatte han samtalen:

— De taler om en kaskelot som et lille dyr! Men man taler om kæmpestore kaskelotter. Det er intelligente hvaler. Man siger, at nogle af dem dækker sig med alger og svampe. Man tror det er småøer. Man slår lejr på dem, man installerer sig der, man tænder bål…

— Man bygger huse der, sagde Conseil.

— Ja, du er morsom, svarede Ned Land. Så en skønne dag dykker dyret ned og slæber alle sine beboere med i afgrundens dyb.

— Ligesom i Sindbad Søfarerens rejser, svarede jeg leende. Åh, mester Land, det ser ud til, at De kan lide usædvanlige historier. Deres kaskelotter må være noget ganske særligt! Jeg håber da ikke, at De selv tror på det!

— Hr. naturforsker, svarede canadieren alvorligt, man er nødt til at tiltro hvalerne alt! — Hvor hun flytter sig, den der! Som hun skjuler sig! — Man siger, at den slags dyr kan komme rundt om jorden på fjorten dage!

— Det nægter jeg ikke.

— Men hvad De sikkert ikke ved, hr. Aronnax, det er, at lige efter verdens skabelse svømmede hvalerne endnu hurtigere.

— Gjorde de virkelig, Ned! Og hvorfor det?

— Fordi de dengang havde halen på den anden led, ligesom fiskene, og denne hale, der var sammentrykt og stod lodret, slog vandet fra venstre til højre og fra højre til venstre. Men Skaberen, der blev klar over, at de bevægede sig for hurtigt, vred halen om på dem, og fra den tid rammer de vandet oppefra nedad, til skade for deres hastighed.

— Udmærket, Ned, sagde jeg, og fortsatte med et af canadierens udtryk, skal man tro på det?

— Ikke alt for fast, svarede Ned Land, og ikke mere end hvis jeg sagde Dem, at der eksisterer hvaler, der er tre hundrede fod lange og vejer hundrede tusind pund.

— Det er sandelig meget, sagde jeg. Men jeg må indrømme, at der er nogle hvaler, der opnår en betydelig udvikling, da de efter sigende afgiver lige til ét hundrede og tyve tons olie.

— Ja, det har jeg selv set, sagde canadieren.

— Det tror jeg gerne, Ned, så vel som jeg tror, at der er nogle hvaler, der har samme omfang som hundrede elefanter. Tænk engang på virkningerne af en sådan masse, der bliver slynget frem med fuld fart!

— Er det sandt, spurgte Conseil, at de godt kan sænke skibe?

— Skibe, det tror jeg ikke, svarede jeg. Man fortæller dog, at i 1820, netop i disse sydlige have, styrtede en hval sig over Essex og fik den til at vige tilbage med en fart på fire meter i sekundet. Der trængte søer ind agter, og Essex sank næsten øjeblikkelig.

Ned betragtede mig med en drilagtig mine.

— Jeg for mit vedkommende, sagde han, har fået et slag af en hvalhale — i min båd, naturligvis. Mine kammerater og jeg blev slynget seks meter i vejret. Men i sammenligning med professorens hval var min kun en hvalunge.

— Lever de dyr længe? spurgte Conseil.

— I tusind år, svarede canadieren uden at tøve.

— Og hvordan ved De det, Ned?

— Fordi det siger man.

— Og hvorfor siger man det?

— Fordi man ved det.

— Nej, Ned, man ved det ikke, men man antager det, og nu skal De høre det ræsonnement man støtter det på. Da nogle fiskere for fire hundrede år siden for første gang jagede hvaler, var disse dyr af et større format, end det de opnår i dag. Man antager da, ganske logisk, at de nutidige hvalers mindre størrelse kommer af, at de ikke har haft tid til at nå deres fuldstændige udvikling. Det er det, der har fået Buffon til at sige, at disse hvaler kunne og endda burde leve i tusinde år. Kan De forstå det?

Ned Land forstod det ikke. Han hørte ikke mere efter. Hvalen kom stadig nærmere. Han slugte den med øjnene.

— Åh, råbte han, det er ikke mere én hval, der er ti, der er tyve, der er en hel flok! Og så ikke kunne gøre noget! At være bundet på hænder og fødder!

— Men, kære Ned, sagde Conseil, hvorfor ikke bede kaptajn Nemo om tilladelse til at jage…?

Conseil havde ikke talt ud, før Ned havde firet sig ned gennem lugen og løb for at finde kaptajnen. Nogle øjeblikke efter kom de begge op på platformen.

Kaptajn Nemo iagttog flokken, der boltrede sig i bølgerne en mil fra Nautilus.

— Det er sydhavshvaler, sagde han. Her er en formue at hente for en hel flåde af hvalfangere.

— Nu vel, chef, spurgte canadieren, kunne jeg ikke jage dem, om det så blot var for ikke helt at glemme min gamle bestilling som harpunér?

— Til hvad nytte, jage blot for at ødelægge, svarede kaptajn Nemo. Vi har ikke brug for hvalolie om bord.

— Men i det Røde Hav, chef, begyndte canadieren igen, gav De os lov til at forfølge en dygong!

— Dengang drejede det sig om at skaffe frisk kød til mit mandskab. Her ville det være at dræbe for at dræbe. Jeg ved nok, at det er et privilegium, der er forbeholdt mennesket, men jeg tåler ikke dem, der er mordere for tidsfordriv. Ved at tilintetgøre sydhavshvalen ligesom grønlandshvalen, uskadelige og gode væsener, begår folk som De, mester Land, en dadelværdig handling. Det er således de allerede har affolket hele Baffinsbugten, og de vil tilintetgøre en nyttig dyreklasse. Lad dog disse ulykkelige hvale være i fred. De har rigeligt i deres naturlige fjender, kaskelotter, sværdfisk og savrokker, uden at De blander Dem i det.

Jeg overlader til enhver selv at tænke sig til det ansigt, canadieren satte op under denne moralprædiken. At give en fange sådanne råd, det var at spilde sine ord. Ned Land så på kaptajn Nemo, og forstod øjensynlig ikke, hvad det var han ville sige ham. Men kaptajnen havde ret. Fangernes barbariske og ubetænksomme hidsighed vil engang få oeanets sidste hval til at forsvinde.

Ned Land fløjtede sin Yankee doodle mellem tænderne, stak hænderne i lommerne og vendte os ryggen.

Imidlertid stod kaptajn Nemo og betragtede hvalflokken og henvendte sig så til mig:

— Jeg har grund til at hævde, at selv om man ikke regner mennesket med, har hvalerne nok af andre naturlige fjender. Disse her får at gøre med en stærk modstander inden længe. Kan De, hr. Aronnax, otte mil i læ, se de mørke pletter, der bevæger sig?

— Ja, chef, svarede jeg.

— Det er kaskelotter, frygtelige dyr, som jeg undertiden har mødt i flokke på to eller tre hundrede. Hvad dem angår, disse grusomme og skadelige dyr, er der grund til at udrydde dem.

Canadieren vendte sig hurtigt ved disse sidste ord.

— Nå, kaptajn, sagde jeg, det er endnu tid, endda i bardehvalernes interesse…

— Det er ingen nytte til at udsætte sig for noget, hr. professor. Nautilus vil være nok til at sprede disse kaskelotter. Den er bevæbnet med en stålsnabel, som jeg tror er nok så god som mester Lands harpun.

Canadieren generede sig ikke for at trække på skulderen. At angribe hvaler med hug af en spids forstavn! Hvem havde nogen sinde hørt noget lignende?

— Vent, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo. Vi skal vise Dem en jagt, som De endnu ikke har oplevet. Ingen medlidenhed med disse grusomme hvaler! De er ikke andet end gab og tænder!

Gab og tænder! Bedre kunne man ikke beskrive den macrocephale kaskelot, hvis længde undertiden er mere end femogtyve meter. Denne hvals enorme hoved optager omtrent en trediedel af dens krop. Bedre bevæbnet end bardehvalen, hvis overkæbe blot er besat med barder, er den forsynet med femogtyve store tænder, der er tyve centimeter høje, cylindriske og i toppen kegleformede, og som vejer to pund stykket. Det er i den øverste del af dette enorme hoved, og i de store hulheder, der er adskilt af brusk, der findes tre à fire hundrede kilogram af den kostelige olie, der kaldes spermacet. Kaskelotten er et uskønt dyr, snarere tudse end fisk, i følge en bemærkning af Frédol. Den er dårligt konstrueret, idet den så at sige er» mislykket «i hele den venstre side af sit skelet og næsten kun kan se med det højre øje.

Den vældige flok kom imidlertid stadig nærmere. Den havde opdaget bardehvalerne og forberedte sig på at angribe dem. Man kunne på forhånd spå kaskelotternes sejr, ikke blot fordi de er bedre bygget til angreb end deres uskadelige modstandere, men også fordi de kan blive længere under vandet uden at komme op på overfladen for at ånde.

Der var kun lige tid til at komme bardehvalerne til hjælp. Nautilus dykkede ned. Conseil, Ned og jeg tog plads foran salonens vinduer. Kaptajn Nemo begav sig hen til rorgængeren for at manøvrere sit fartøj som ødelæggelsesmaskine. Snart mærkede jeg skruens hamren blive hastigere, og vor fart øgedes.

Kampen mellem kaskelotter og bardehvaler var allerede begyndt, da Nautilus ankom. Den manøvrerede på en sådan måde, at de macrocephales flok blev standset. I begyndelsen viste disse sig kun lidt foruroligede ved synet af det ny uhyre, der blandede sig i kampen. Men de måtte snart til at vige for dets hug.

Hvilken kamp! Selv Ned Land blev hurtigt begejstret og endte med at klappe i hænderne. Nautilus var ikke andet end en frygtelig harpun, der blev svunget af sin kaptajns hånd. Den blev slynget mod disse kødbjerge, gik lige igennem dem og efterlod to krablende dyrehalvdele bag sig. De frygtelige slag af haler, der slog mod Nautilus’ sider, mærkede den ikke. Og lige så lidt de stød der fremkom. Når én kaskelot var udryddet, løb skibet mod en anden, drejede sig på stedet for ikke at forfejle sit bytte, gik frem, tilbage, lydig mod sit ror, dykkede, når hvalen gik ned i de dybe lag, steg op igen sammen med den, når den atter kom op på overfladen, ramte den lige på eller på skrå, huggede den eller flængede den og gennemborede den i alle retninger og alle stillinger med sin frygtelige snabel.

Hvilket blodbad! Hvilken larm på bølgernes overflade! Hvilke skarpe fløjt og ejendommelige brummerier fra disse skrækslagne dyr! Midt i de lag, der ellers var så fredelige, skabte deres haler ligefrem dønninger.

En time varede denne homeriske massakre, som de macrocephale ikke kunne unddrage sig. Flere gange forsøgte ti eller tolv i forening at knuse Nautilus under deres vægt. Gennem vinduet så man deres enorme gab besat med tænder, og deres mægtige øje. Ned Land, som ikke længere kunne beherske sig, truede dem og skældte dem ud. Man kunne mærke, at de hagede sig fast i vort fartøj ligesom hunde, der går løs på et ungt vildsvin i krattet. Men Nautilus satte fart på sin skrue, tog dem med, slæbte dem af sted eller bragte dem op mod vandenes øverste niveau uden at bekymre sig om deres enorme vægt eller deres mægtige greb.

Omsider tyndede det ud i kaskelotternes flok. Vandet blev igen roligt. Jeg kunne mærke, at vi igen steg op til oceanets overflade. Lugen blev åbnet, og vi skyndte os op på platformen.

Havet var dækket af lemlæstede kadavere. En frygtelig eksplosion kunne ikke have splittet, flænget, sønderskåret disse kødmasser med større voldsomhed. Vi flød, omgivet af gigantiske kroppe, blålige på ryggen hvidlige under bugen og bulede af enorme fremspring. Nogle forfærdede kaskelotter flygtede i horisonten. Bølgerne var farvet røde i flere mils omkreds, og Nautilus flød midt i et blodhav.

Kaptajn Nemo sluttede sig til os.

— Nå, mester Land? sagde han.

— Nå, ja, chef, svarede canadieren, hvis begejstring var dalet, det er virkelig et frygteligt syn. Men jeg er ikke slagter, jeg er jæger, og dette her var ikke andet end en slagtning.

— Det er en massakre på skadelige dyr, svarede kaptajnen, og Nautilus er ikke nogen slagtekniv.

— Jeg holder mere af min harpun, svarede canadieren.

— Hver har sit våben, sagde kaptajnen og så fast på Ned Land. Jeg var bange for, at denne skulle lade sig rive med til en eller anden voldsomhed, der ville have haft beklagelige følger. Men hans vrede blev afledt ved synet af en hval, som Nautilus nåede i dette øjeblik. Dyret havde ikke været i stand til at undslippe kaskelotternes tænder. Jeg genkendte sydhavshvalen, med fladtrykt hoved, der er helt sort. Anatomisk adskiller den sig fra grønlandshvalen og nordkaperen ved sammenvoksning af de syv nakkehvirvler, og den har to ribben mere end sine slægtninge. Den ulykkelige hval lå på siden, med bugen gennemhullet af bid, og var død. I spidsen af dens lemlestede finne hang endnu en lille hvalunge, som den ikke havde nået at frelse fra massakren. Gennem barderne i dens åbne gab løb vandet, mumlende som en brænding.

Kaptajn Nemo førte Nautilus tæt hen til dyrets kadaver. To af hans mænd gik op på hvalens side, og ikke uden forbavselse så jeg, at de ud af dens dievorter malkede alt hvad de indeholdt, det vil sige to-tre tons.

Kaptajnen tilbød mig et bæger af den endnu varme mælk. Jeg kunne ikke forhindre mig selv i at vise ham min afsky for denne drik. Han forsikrede mig, at mælken var udmærket, og ikke på nogen måde adskilte sig fra komælk.

Jeg smagte på den og var af samme mening. Det var da en nyttig reserve for os; for denne mælk kunne i form af saltet smør eller af ost give en behagelig afveksling i vor daglige kost.

Fra den dag mærkede jeg med ængstelse, at Ned Lands følelser overfor kaptajn Nemo stadig forværredes, og jeg besluttede på nært hold at overvåge canadierens gøren og laden.

Kapitel 37

Isbarrieren

Nautilus var igen slået ind på sin uforstyrrelige kurs mod syd. Den fulgte den halvtredsindstyvende meridian med betydelig hastighed. Ønskede han da at nå Sydpolen? Det mente jeg ikke, for hidtil var alle forsøg på at komme op til dette punkt på jordkloden strandede. For øvrigt var det allerede sent på året, da den 13. marts i de antarktiske egne svarer til den 13. september i de nordlige regioner, og er begyndelsen til jævndøgnsperioden.

Den 14. marts opdagede jeg flydende is på 55° sydlig bredde, blot mathvide stumper på tyve-femogtyve fod, der dannede skær, som havet brødes imod. Nautilus holdt sig på oceanets overflade. Ned Land, der tidligere havde fisket på de arktiske have, var fortrolig med synet af isbjerge. Conseil og jeg beundrede dem for første gang.

I luften, hen imod sydhorisonten, strakte der sig et hvidt bånd som et blændende syn. De engelske hvalfangere har givet det navn af» iceblink«. Hvor tætte skyerne end er, kan de ikke formørke det. Det melder tilstedeværelsen af pakis eller en isbanke.

Snart viste der sig virkelig betydeligere blokke, hvis pragt ændredes efter tågens luner. Nogle af disse ismasser viste grønne årer, som om kobbersulfat havde trukket bølgende linier i dem. Andre, der lignede enorme ametyster, lod lyset trænge igennem sig. Nogle tilbagekastede solstrålerne fra tusinde facetter i deres krystal. Andre var nuancerede i skarpe reflekser som af kalksten, og der havde været nok til at bygge en hel by af marmor.

Jo længere vi kom mod syd, des mere øgedes disse flydende øers antal og størrelse. Polarfugle trykkede sig ind mod dem i tusindvis. Der var stormfugle, stormsvaler, skråper med deres øredøvende skrig. Nogle af dem tog Nautilus for en død hval, kom for at hvile sig og sad og pikkede med deres næb på det klingende stål.

Under denne sejlads midt i isen opholdt kaptajn Nemo sig tit på platformen. Han iagttag med opmærksomhed disse øde egne. Undertiden så jeg hans rolige blik lyse op. Man han sagde til sig selv, at i disse polarhave, hvortil adgang var forment menneskene, der var han hjemme, herre over disse utilgængelige vidder? Måske. Men han talte ikke til os. Han blev stående ubevægelig, og kom kun til sig selv, når hans instinkter for at manøvrere tog overhånd. Så ledede han sin Nautilus med fuldendt dygtighed, han undgik behændigt sammenstød med disse masser, hvoraf nogle havde en længde på flere mil, med en højde, der varierede fra halvfjerds til firs meter. Ofte så horisonten ud til at være helt lukket.

Så højt som på den tresindstyvende breddegrad var ethvert sejløb forsvundet. Men kaptajn Nemo søgte med omhu og fandt snart en smal åbning, som han dristigt gled igennem, dog vel vidende, at den ville lukke sig igen efter ham.

Det var således Nautilus, styret af denne sikre hånd, passerede alle isdannelserne, der efter deres form eller deres størrelse klassificeres med en præcision, der fortryllede Conseil: icebergs eller bjerge, icefields eller sammenhængende grænseløse marker, driftice eller isflager, packs eller knækkede isflager, kaldet palchs, når de er cirkelrunde, og streams, når de består af aflange stumper.

Temperaturen var ret lav. Når termometret blev udsat for luften udenfor, viste det to-tre grader under nul. Men vi var varmt klædt på i pelsværk, som sæler eller søløver havde betalt med deres liv. Det indre af Nautilus, der punktligt blev opvarmet af sine elektriske apparater, trodsede den skarpeste kulde. For øvrigt havde det været tilstrækkeligt for den at dykke nogle meter ned under bølgerne for der at finde entålelig temperatur.

To måneder før kunne vi på denne breddegrad have glædet os over en bestandig dag; men natten kom allerede ved tre-firetiden, og senere skulle den kaste seks måneders skygge over disse cirkumpolare egne. Den 15. marts overskred vi breddegraden med New Shetlands-øerne og Sydorkneyøerne. Kaptajnen fortalte mig, at før i tiden beboede talrige stammer af sæler disse egne; men de engelske og amerikanske hvalfangere massakrerede i deres ødelæggelseslyst de voksne og de drægtige hunner, og der hvor der før var frodigt liv, havde de efterladt dødens tavshed.

Den 16. marts henad otte om morgenen fulgte Nautilus den femooghalvtredsindstyvende meridian og krydsede den antarktiske polarcirkel. Isen omgav os på alle sider og lukkede horisonten. Men kaptajn Nemo styrede fra den ene snævring til den anden og kom stadig længere frem.

— Men hvor vil han hen? spurgte jeg.

— Fremad, svarede Conseil. Men alligevel, når han ikke kan komme længere frem, standser han.

— Det vil jeg nu ikke sværge på, svarede jeg.

Og oprigtigt talt må jeg tilstå, at denne eventyrlige tur ikke mishagede mig. Jeg kan ikke forklare, i hvor høj grad jeg beundrede disse nye egnes skønhed. Ismasserne dannede prægtige former. Her dannede de tilsammen en orientalsk by med dens utallige minareter og moskeer. Der en sammenstyrtet stad, ligesom kastet til jorden af en underjordisk rystelse. Uafladeligt varierede syn på grund af solens skrå stråler, eller skjult i grå tåger midt i rasende snestorme. Så fra alle sider eksplosioner, skred, isbjerge, der slog kolbøtter og forandrede dekorationen som landskabet i et diorama.

Når Nautilus var under vandet i det øjeblik da ligevægten forrykkedes, forplantede larmen sig dernede med skrækindjagende styrke, og disse massers fald skabte frygtelige strømhvirvler helt ned i oceanets dybe lag. Så rullede og duvede Nautilus som et skib, der er overladt til elementernes rasen.

Ofte kunne jeg ikke længere se nogen udvej, og tænkte at nu var vi omsider fanget; men ledet af sit instinkt opdagede kaptajn Nemo nye sejlrender, hvor der var den ringeste mulighed. Han tog aldrig fejl, når han iagttog de spinkle linier af blåligt vand, der furede isen. Derfor tvivlede jeg heller ikke på, at han allerede før havde vovet Nautilus midt ud i de antarktiske have.

Men i løbet af dagen, den 16. marts, spærrede isen fuldstændigt vejen for os. Det var endnu ikke isbarrieren, men vidtstrakte isflader, sammenholdt af frosten. Denne hindring kunne ikke standse kaptajn Nemo, og han kastede sig mod denne» icefield «med en skrækindjagende voldsomhed. Nautilus gik som en kile ind i denne smuldrende masse og splittede den med frygteligt brag. Det var som oldtidens vædder, et våben, skudt frem med uendelig kraft. Istumperne blev slynget højt i vejret og faldt ned som hagl omkring os. Med sin ene fremdrivende kraft borede vort fartøj sig en kanal. Undertiden blev den revet med af sin fart og løb op på isen, som revnede under dens vægt, eller nu og da var den stukket ind under isen og fik den til at sprække ved en jævn duvning, der fremkaldte store spalter.

I disse dage blev vi angrebet af voldsomme kastevinde. I nogle perioder med tæt tåge kunne man ikke se fra den ene ende af platformen til den anden. Vinden sprang barsk hele kompasset rundt. Sneen hobede sig op i så hårde lag, at det blev nødvendigt at knuse den med hug af hakker. Blot ved en temperatur på fem grader under nul blev hele Nautilus’ ydre dækket med is. Man kunne ikke have manøvreret med en rigning, for alle tove havde siddet fast i riller i taljerne. Et fartøj uden sejl og bevæget af en elektrisk motor, der kunne undvære kul, var det eneste, der kunne binde an med så høje breddegrader.

Under disse forhold holdt barometeret sig i almindelighed ret lavt. Det faldt endog til 73,5 cm. Kompassets angivelser gav ikke mere nogen garanti. Dets misvisende nål markerede selvmodsigende retninger, idet vi nærmede os den magnetiske sydpol, der ikke falder sammen med den geografiske sydpol. I virkeligheden ligger denne pol, ifølge Hansten, omtrent på 70° bredde og 130° længde, og efter Dyperreys observationer på 135° længde og 70° 30 bredde. Det blev da nødvendit at foretage talrige observationer på kompasser, anbragt forskellige steder på skibet og tage et gennemsnit. Men ofte måtte man holde sig til et skøn for at notere den gennemsejlede rute, en lidet tilfredsstillende metode mellem disse krogede sejlløb, hvis kendingsmærker hele tiden skiftede.

Den 18. marts var Nautilus endelig definitivt standset efter tyve forgæves fremstød. Der var ikke hverken» streams «eller» palchs «eller» icefields «mere, men en uendelig og ubevægelig barriere dannet af indbyrdes sammenvoksede bjerge.

— Isbarrieren! sagde canadieren, henvendt til mig.

Jeg forstod, at for Ned Land som for alle de søfarende, der var gået forud for os, var det den uovestigelige hindring. Da solen henad middag havde vist sig et øjeblik, opnåede kaptajn Nemo en tilstrækkelig nøjagtig observation, der angav vor position til 51° 30 længde og 67° 39 sydlig bredde. Det var allerede et godt stykke inde i de antarktiske regioner.

Af hav, af flydende overflade, var der ikke mere noget at se for vore øjne. Under Nautilus’ snabel strakte der sig en stor, forreven slette med et virvar af opstablede blokke, med det hele lunefuldt hulter til bulter, sådan som det er karakteristisk for overfladen af en flod før isens opbrud, men i et gigantisk størrelsesforhold. Her og der hævede spidse tinder, slanke spir sig til en højde af to hundrede fod; længere borte var der en række klinter, lodret afskårne og klædt i grålige farver, mægtige spejle, der tilbagekastede nogle solstråler, som halvt var druknede i tågen. Og over denne trøstesløse natur en barsk tavshed, næppe brudt af stormsvalers eller skråpers vingeslag. Alting var frosset nu, selv lyden.

Nautilus måtte altså standse sin eventyrlige færd midt i ismarkerne.

— Hr. professor, sagde Ned Land den dag til mig, hvis Deres kaptajn kommer videre…

— Nå, hvad så?

— Så må han være en energisk mand.

— Hvorfor det, Ned?

— Fordi ingen kan komme over isbarrieren. Han er mægtig, Deres kaptajn; men for tusind djævle! Han er ikke stærkere end naturen, og der, hvor den har sat grænserne, bliver man nødt til at standse, enten man vil eller ej.

— Det er rigtigt, Ned Land, og dog ville jeg gerne have vidst, hvad der er bag denne barriere! En mur, det er det, der irriterer mig mest!

— Herren har ret, sagde Conseil. Mure er blevet opfundet for at drille de lærde folk. Der skulle ikke være mure nogetsteds.

— Vel! kom det fra canadieren. Bag den mur ved man nu nok, hvad der er.

— Hvad da? spurgte jeg.

— Is, is og atter is!

— Det er De sikker på, Ned, svarede jeg, men det er jeg ikke. Hør nu, hvorfor jeg gerne ville op og se efter.

— Ved De hvad, hr. professor, svarede canadieren, opgiv hellere den idé. De er kommet til barrieren, hvad der allerede er nok, og De kommer ikke længere, hverken De eller Deres kaptajn Nemo eller hans Nautilus. Og hvad enten han vil eller ej, kommer vi til at gå mod nord igen, det vil sige til de ordentlige menneskers land.

Jeg må indrømme, at Ned Land havde ret, og så længe som skibene ikke er bygget til at navigere på ismarker, kommer de til at standse foran barrieren.

Trods sine anstrengeler, trods de mægtige midler, der blev brugt til at åbne vej gennem isen, var Nautilus virkelig henvist til at ligge stille. Den, der ikke kan komme længere, står det i almindelighed frit for at vende tilbage ad den vej han er kommet. Men her var det lige så umuligt at vende om som at komme fremad; for sejlrenderne havde lukket sig bag os, og når blot vort fartøj blev liggende, ville det meget snart blive blokeret. Det var netop det, der skete henad to om eftermiddagen, og den ny is dannedes på dets sider med forbavsende hurtighed. Jeg må tilstå, at kaptajn Nemos optræden var mere end uforsigtig.

I det øjeblik var jeg på platformen. Kaptajnen havde iagttaget situationen i nogle øjeblikke og sagde til mig:

— Nå, hr. professor, hvad mener De om det?

— Jeg mener, at vi sidder fast, chef.

— Fast! Hvad mener De med det?

— Jeg mener, at vi hverken kan komme frem eller tilbage eller til nogen af siderne. Jeg tror, det er det man kalder at sidde fast, i det mindste i de beboede fastlande.

— De tror altså ikke, at Nautilus kan frigøre sig, hr. Aronnax?

— Vanskeligt, hr. kaptajn, for vi er allerede for langt henne på året til at De kan regne med noget opbrud af isen.

— Åh, hr. professor, svarede kaptajn Nemo i en ironisk tone, De er og bliver den samme! De ser kun vanskeligheder og forhindringer! Jeg forsikrer Dem, at ikke alene skal Nautilus frigøre sig, men den vil gå længere frem endnu!

— Længere mod syd? spurgte jeg og så på kaptajnen.

— Ja, professor, den går til polen.

— Til polen! udbrød jeg og kunne ikke tilbageholde en vantro bevægelse.

— Ja! svarede kaptajnen koldt, til den antarktiske pol, til det ukendte punkt, hvor alle jordklodens meridianer krydser hinanden. De ved, at jeg kan gøre med Nautilus, hvad jeg vil!

Ja, det vidste jeg! Jeg vidste, at denne mand var forvoven indtil dumdristighed. Men at besejre de hindringer der befæster Sydpolen, der er mere utilgængelig end Nordpolen, som selv de dristigste søfarere endnu ikke har nået, var det ikke et absolut vanvittigt foretagende, som kun en gal mands hjerne kunne finde på!

Nu fik jeg den tanke at spørge kaptajn Nemo, om han allerede havde opdaget denne pol, som endnu ikke nogen menneskelig skabnings fod havde betrådt.

— Nej, hr. professor, svarede han, og vi skal opdage den sammen. Der hvor andre er strandet, vil jeg ikke strande. Jeg har aldrig før ført min Nautilus så langt i de sydlige have; men, jeg gentager det, den skal komme til at gå endnu længere!

— Jeg vil gerne tro Dem, hr. kaptajn, fortsatte jeg i en lidt ironisk tone. Jeg tror Dem! Lad os gå frem! Der er ingen hindringer for os! Lad os bryde denne barriere! Lad os sprænge den, og hvis den gør mostand, så lad os give Nautilus vinger, for at den kan komme over den!

— Over den, hr. professor? svarede kaptajn Nemo roligt. Ikke over den, men under den.

— Under den! udbrød jeg.

Der gik et lys op for mig ved denne pludselige afsløring af kaptajnens planer. Nu forstod jeg ham. Nautilus’ vidunderlige egenskaher skulle også hjælpe ham i dette overmenneskelige foretagende!

— Jeg kan se, at vi begynder at forstå hinanden, sagde kaptajnen med et lille smil. De aner allerede muligheden — jeg ville selv sige det heldige udfald — af dette forsøg. Hvad der er ugørligt med et almindeligt skib, bliver let for Nautilus. Hvis et fastland dukker op ved polen, standser den foran dette fastland. Men hvis det derimod er det åbne hav, der beskyller den, vil den gå til selve polen!

— Hvis virkelig havoverfladen er frosset til is, sagde jeg, revet med af kaptajnens ræsonnement, er de lavere lag åbne, på grund af den forsynets styrelse, der har anbragt havvand med den største vægtfylde ved en temperatur noget over frysepunktet. Og hvis jeg ikke tager fejl, forhalder den neddykkede del af denne barriere sig til den del, der rager op, som fire til én?

— Omtrent, hr. professor. For hver fod isbjergene har over vandet, har de tre under vandet. Da nu disse isbjerge ikke er mere end hundrede meter høje, går de kun tre hundrede meter ned. Men hvad er tre hundrede meter for Nautilus?

— Intet, hr. kaptajn.

— Den kunne endda gå ned til en større dybde og finde den temperatur, der overalt er ensartet for havvandet, og der kunne vi uden fare trodse de tredive eller fyrre graders frost på overfladen.

— Rigtigt, chef, ganske rigtigt, svarede jeg med begyndende iver.

— Den eneste vanskelighed, vedblev kaptajn Nemo, er at blive flere dage under vandet uden at forny vor luftforsyning.

— Er det ikke andet? indvendte jeg. Nautilus har mægtige reservoirer, dem fylder vi, og de forsyner os med al den ilt vi har brug for.

— Det er godt fundet på, hr. Aronnax, svarede kaptajnen smilende.

Men da jeg ikke ville have, at De skulle beskylde mig for dumdristighed, forelægger jeg Dem på forhånd alle mine betænkeligheder.

— Har De da flere?

— En eneste. Det er muligt, at hvis der er hav ved sydpolen, er dette hav helt tillagt, og at vi som følge deraf ikke kan komme op til overfladen igen.

— Men glemmer De, chef, at Nautilus er bevæbnet med en frygtelig forstavn, og kan vi ikke sende den diagonalt mod disse islag, der så vil åbne sig ved sammenstødet?

— Åh, hr. professor, hvor De har gode ideer i dag!

— For resten, kaptajn, tilføjede jeg, der på ny var ved at blive begejstret, hvorfor skulle man ikke møde åbent hav lige så vel ved Sydpolen som ved Nordpolen? Kuldepolerne og de geografiske poler falder ikke sammen, hverken på den sydlige halvkugle eller på den nordlige halvkugle, og lige til man har bevis for det modsatte, kan man antage enten et fastland eller et isfrit ocean på disse to punkter på jorden.

— Det tror jeg også, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo. Jeg gør Dem kun opmærksom på, at efter at have udtalt så mange indvendinger mod min plan, har De nu knusende argumenter til gunst for den.

Kaptajn Nemo havde ret. Jeg var nået til at overgå ham i dristighed. Det var mig, der ville slæbe ham til polen! Jeg kom ham i forkøbet, jeg fik forspring for ham… Men nej, stakkels nar! Kaptajn Nemo kendte bedre end du sagens pro et contra, og han morede sig over at se dig revet med i drømmerier om det umulige!

Men han havde ikke spildt et øjeblik. På et signal kom næstkommanderende til. Disse to mænd talte hurtigt sammen i deres uforståelige sprog, og hvad enten næstkommanderende tidligere var blevet underrettet, eller han fandt planen gennemførlig, viste han ingen overraskelse.

Men hvor urokkelig han end var, var hans urokkelighed ikke mere komplet end Conseils, da jeg meddelte denne værdige unge mand vor hensigt, at trænge frem helt til polen. Et» som det behager herren «modtog min meddelelse, og det måtte jeg lade mig nøje med. Ned Land derimod trak på skuldrene så foragteligt, som det overhovedet var muligt.

— Ser De, hr. professor, sagde han, De og Deres kaptajn Nemo, det gør mig ondt for Dem!

— Men vi skal til polen, mester Ned.

— Det er muligt, men De kommer ikke derfra igen!

Og Ned Land gik tilbage til sin kahyt,»for ikke at gøre ulykker«, sagde han, idet han forlod mig.

Imidlertid var forberedelserne til dette dristige forsøg lige begyndt. Nautilus’ kraftige pumper drev luften ind i reservoirerne og opmagasinerede den der under højtryk. Henad fire meddelte kaptajn Nemo mig, at platformens luger skulle lukkes. Jeg kastede et sidste blik på den tykke barriere, som vi skulle passere. Vejret var klart, atmosfæren ret ren, kulden meget skarp, tolv grader under nul; men da vinden havde lagt sig, forekom denne temperatur ikke alt for uudholdelig. En halv snes mand steg op på Nautilus’ sider, og bevæbnede med hakker knuste de isen omkring skroget, som snart lå frit. Det var et arbejde, der hurtigt blev gennemført, for den ny is var endnu tynd. De sædvanlige reservoirer fyldtes med det vand, der blev holdt frit ved vandlinien. Nautilus nølede ikke med at gå ned.

Jeg havde taget plads i salonen sammen med Conseil. Gennem den åbne rude betragtede vi de dybere lag i Sydhavet. Termometret steg. Manometrets viser devierede på sin skive.

Cirka tre hundrede meter nede flød vi, som kaptajn Nemo havde forudsagt, under barrierens bølgede underside. Men Nautilus dykkede endnu længere ned. Den nåede til en dybde på otte hundrede meter. Vandets temperatur, der var tolv grader ved overfladen, var her kun elleve. To grader var allerede vundet. Det er en selvfølge, at Nautilus’ temperatur, der blev holdt oppe af dens varmeapparater, vedblev at være langt højere. Alle manøvrer gennemførtes med overordentlig præcision.

— Man kommer igennem, hvis herren ikke har noget imod det, sagde Conseil.

— Det regnede jeg også med, svarede jeg med dyb overbevisning i stemmen.

I dette åbne hav havde Nautilus taget den lige vej til polen, uden at afvige fra den tooghalvtredsindstyvende meridian. Fra 67° 30 til 90° var der toogtyve en halv breddegrad at komme over, det vil sige lidt mere end fem hundrede mil. Nautilus sejlede med en jævn hastighed på seksogtyve mil i timen, et eksprestogs hastighed. Hvis den blev bevaret, ville fyrretyve timer være nok til at nå polen.

I en del af natten holdt situationens nyhed os, Conseil og mig, oppe ved salonens vindue. Havet var oplyst af de elektriske lysstråler fra lanternen. Men det var øde. Fiskene ville være som fanger, hvis de blev i disse vande. De fandt her kun en passage til at komme fra det Antarktiske Ocean til polens åbne hav. Vi kom hurtigt frem. Det følte man også på det lange stålskrogs skælven.

Henad to om morgenen gik jeg hen for at få nogle timers hvile.

Conseil gjorde som jeg. Da jeg gik igennem gangene, så jeg ikke kaptajn Nemo. Jeg antog, at han opholdt sig i rorgængerens bur.

Den næste dag, den 19. marts, indtog jeg klokken fem om morgenen igen min plads i salonen. Den elektriske log viste mig, at Nautilus’ fart var blevet mindsket. Den steg nu mod overfladen, men forsigtigt, ved langsomt at tømme sine reservoirer.

Mit hjerte hamrede. Var vi ved at dukke op og genfinde den friske atmosfære ved polen?

Nej. Et stød fortalte mig, at Nautilus var stødt mod undersiden af barrieren, der endnu var meget tyk, at dømme efter den klangløse lyd. Vi havde i virkeligheden» taget grunden«, for at bruge et sømandsudtryk, men i omvendt betydning, og i tusind fods dybde. Hvad der betød to tusind fod is over os, og deraf ragede tusind op af vandet. Barrieren viste nu en større højde, end den vi havde bestemt ved dens rand. En lidet beroligende omstændighed.

I løbet af den dag begyndte Nautilus flere gange det samme forsøg, og den kom stadig til at støde mod den flade, der dannede loft over den. I nogle tilfælde skete det på ni hundrede meter, hvad der viste en tykkelse på tolv hundrede meter, hvoraf to hundrede meter ragede op over oceanets overflade. Det var det dobbelte af den højde, den havde i det øjeblik da Nautilus var gået under bølgerne.

Jeg noterede omhyggeligt disse forskellige dybder, og jeg fik således den undersøiske profil af denne bjergkæde, der tegnede sig under vandene.

Om aftenen var der ikke sket nogen ændring i vor situation. Der var stadig is mellem fire og fem hundrede meter nede. En klar formindskelse, men hvilken afstand endnu mellem os og oceanets overflade!

Klokken var blevet otte. Allerede for fire timer siden skulle luften have været fornyet i det indre af Nautilus, ifølge skibets daglige sædvane. Men jeg led ikke særlig derunder, skønt kaptajn Nemo endnu ikke havde forlangt noget tilskud af ilt fra sine reservoirer.

Min søvn var urolig den nat. Håb og frygt hjemsøgte mig skiftevis. Jeg stod op flere gange. Skælvingerne i Nautilus vedblev. Henad tre om morgenen bemærkede jeg, at vi mødte barrierens undeside på kun halvtreds meters dybde. Halvandet hundrede fod skilte os altså fra vandenes overflade. Barrieren blev lidt efter lidt til en ismark. Bjerget skabte sig om til slette.

Mine øjne forlod ikke mere manometeret. Vi steg stadig, idet vi i en diagonal fulgte den strålende flade, der gnistrede i de elektriske stråler. Barrieren blev mindre ovenpå og nedenunder, idet den gradvis aftog. Den blev tyndere fra mil til mil.

Endelig klokken seks om morgenen på denne mindeværdige dag, den 19. marts, åbnedes døren til salonen. Kaptajn Nemo kom til syne.

— Det åbne hav! sagde han til mig.

Kapitel 38

Sydpolen

Jeg skyndte mig til platformen. Ja! Det åbne hav. Knap nok nogle spredte isflager, bevægelige isbjerge; i det fjerne et udstrakt hav; en verden af fugle i luften, og myriader af fisk i vandet, der varierede efter havbunden fra stærkt blåt til olivengrønt. Termometret viste tre grader celsius under nul. Det var som en slags forår, der var indelukket bag denne isbarriere, hvis fjerne masser tegnede sig på nordhorisonten.

— Er vi på polen? spurgte jeg kaptajnen med bankende hjerte.

— Jeg ved det ikke, svarede han mig. Til middag tager vi positionen.

— Men vil solen være til at se gennem disse tåger? sagde jeg, idet jeg betragtede den grålige himmel.

— Hvor lidt den end viser sig, vil det være nok for mig, svarede kaptajnen.

Ti mil fra Nautilus, mod syd, hævede en ensom holm sig til en højde af to hundrede meter. Vi sejlede hen imod den, men forsigtigt, for dette hav kunne være fyldt med skær.

En time efter havde vi nået den lille ø. To timer senere havde vi været rundt om den. Den målte fire-fem mil i omkreds. En smal kanal skilte den fra en betydelig landstrækning, måske et fastland, hvis grænser vi ikke kunne se. Eksistensen af land her syntes at bekræfte Maurys hypoteser. Den sindrige amerikaner har nemlig bemærket, at mellem Sydpolen og den tresindstyvende breddegrad er havet dækket af flydende is, af så vældige dimensioner, som man aldrig møder dem i det nordlige Atlanterhav. Ud fra den kendsgerning har han draget den slutning, at den antarktiske cirkel indeslutter betydelige landstrækninger, siden isbjerge ikke kan dannes i det åbne hav, men kun på kysterne. Efter hans beregning danner den ismasse, der omslutter Sydpolen, en mægtig kalot, hvis bredde kan nå op til fire tusind kilometer.

Imidlertid var Nautilus, af frygt for at strande, standset tre kabellængder fra en sandstrand, der domineredes af en prægtig ophobning af klipper. Båden blev sat i vandet. Kaptajnen, to af hans mænd, der bar instrumenterne, Conseil og jeg gik om bord i den. Klokken var ti om morgenen. Jeg havde ikke set Ned Land. Canadieren generede sig sikkert for at tilbagekalde sine ord så nær ved Sydpolen.

Nogle åretag førte båden ind på sandet, hvor den strandede. I det øjeblik, da Conseil ville springe i land, holdt jeg ham tilbage.

— Min herre, sagde jeg til kaptajn Nemo, Dem tilkommer den ære at være den første, der sætter foden på land her.

— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen, og hvis jeg tøver med at sætte foden på denne polens jord, så er det fordi intet menneske hidtil har efterladt sine fodspor her.

Da det var sagt, sprang han let ned på sandet. En stærk bevægelse fik hans hjerte til at hamre. Han besteg en klippe, der fremspringende afsluttede et lille forbjerg, og der, med armene over kors, brændende blik, ubevægelig, stum, syntes han at tage disse sydlige egne i besiddelse. Efter at have tilbragt fem minutter i denne ekstase vendte han sig igen mod os.

— Når De har lyst, hr. professor, råbte han til mig.

Jeg gik i land, fulgt af Conseil, mens de to mænd blev i båden. Jordbunden bestod på en lang strækning af en rødlig tuf, der så ud som om den var lavet af knuste teglsten. Slagger, lavastrømme, pimpsten dækkede den. Man kunne ikke tage fejl af dens vulkanske oprindelse. På visse steder vidnede nogle lette fumaroler, der afgav en svovlagtig lugt, om, at de indre bål stadig bevarede deres ekspansionskraft. Men da jeg havde besteget en høj, stejl skrænt, kunne jeg dog ikke se nogen vulkan i flere miles omkreds. Man ved, at James Ross i de antarktiske lande har fundet Erebus’ og Terrors kratere i fuld virksomhed på den ét hundrede og syvogtresindstyvende meridian og på 77° 32 bredde.

Dette øde fastlands vegetation forekom mig at være yderst sparsom. Nogle laver af arten usnea melanoxantha bredte sig på de sarte klipper. Nogle mikroskopiske småplanter, rudimentære kiselalger, nogle slags celler, der sad mellem to kvartsagtige skaller, lange purpurfarvede og karmoisinrøde svampe, båret på små svømmeblærer, og som brændingen kastede ind på kysten, udgjorde denne egns hele fattige flora.

Bredden var overstrøet med bløddyr, små muslinger, alhueskæl, glatte bucarder i hjerteform, og særligt med vingesnegle med aflang, hindeagtig krop og hoved forsynet med to rundede lapper. Jeg så også myriader af de nordhavsvingesnegle, der er tre centimeter lange, og som en bardehval sluger en mængde af i hver mundfuld. Disse indtagende pteropoder, der næsten er havets sommerfugle, oplivede det åbne vand ved kystranden.

Blandt andre zoofyter viste der sig på lavt vand nogle koralvækster, af den slags, der ifølge James Ross lever i de antarktiske have helt ned til tusind meters dybde; dernæst de små søkork, der hører til arten procellaria pelagica, så vel som et stort antal søstjerner, der er ejendommelige for disse klimaer, og andre, der dannede stjernebilleder på jordbunden.

Men hvor der var overflod af liv, det var i luften. Der fløj og flagrede i tusindvis forskellige arter af fugle, der overvældede os med deres øredøvende skrig. Andre sad tæt på klipperne, betragtede os uden frygt, når vi gik forbi, og trængtes ugenert omkring fødderne på os. Det var pingviner, der i vandet, hvor man undertiden har forvekslet dem med de hurtige tunfisk, er lige så vævre og smidige, som de er klodsede og tunge på land. De udstøder sære skrig og danner store forsamlinger, mådeholdne med bevægelser, men ødsle med skrigeri.

Blandt fuglene bemærkede jeg chionider, af vadefuglens familie, så store som duer, hvide af farve, med kort, kegleformet næb og øjet omgivet af en rød cirkel. Conseil forsynede sig med nogle af dem, for når disse fugle bliver passende tilberedt, er de en tiltalende spise. I luften passerede sodfarvede albatrosser med et vingefang på fire meter, med god grund kaldet oceanets gribbe, kæmpemæssige stormfugle, blandt andre quebrante-huesos, som har buede vinger og æder løs af sæler, stormsvaler, en slags små svømmefugle, der er sorte og hvide på ryggen, endelig en hel række af andre stormfugle, nogle hvidlige med brune kanter på vingerne, andre blå og særegne for de antarktiske have, nogle så trannede, sagde jeg til Conseil, at indbyggerne på Færøerne nøjes med at sætte en væge i dem, før de tænder dem.

— Så skulle der ikke meget til, før de ville være rigtige lamper, svarede Conseil. Man kunne jo så ikke forlange andet, end at naturen på forhånd havde forsynet dem med en væge!

En halv mil længere henne var jorden helt fyldt med kongepingvinreder, en slags jordhuller, der var beregnet til æglægningen, og hvorfra talrige fugle fløj bort. Senere lod kaptajn Nemo et hundrede stykker af dem nedlægge, for deres mørke kød er meget velsmagende. De skryder som æsler. Disse dyr, der er så store som gæs, skifergrå på ryggen, hvide på bugen og har en citrongul stribe om halsen, lod sig dræbe med stenkast uden at gøre forsøg på at flygte.

Men tågen lettede ikke, og klokken elleve havde solen endnu ikke vist sig. Dens fravær foruroligede mig. Uden den var ingen observationer mulige. Hvordan kunne man så bestemme, om vi havde nået polen?

Da jeg igen sluttede mig til kaptajnen, fandt jeg ham tavs, støttet mod et klippestykke, mens han betragtede himlen. Han så ud til at være utålmodig, modfalden. Men hvad var der at gøre? Denne dristige og mægtige mand befalede ikke over solen som i havet.

Det blev middag uden at dagens stjerne viste sig blot et øjeblik.

Man kunne ikke engang finde ud af, hvor den var bag tågetæppet. Snart gik denne tåge over til at opløse sig til sne.

— Vi venter til i morgen, sagde kaptajnen kun til mig, og vi vendte tilbage til Nautilus, omgivet af den urolige atmosfære.

Mens vi var borte, havde fiskenettene været sat ud, og jeg betragtede med interesse de fisk, som man lige havde halet om bord. De antarktiske have tjener som tilflugtssted for et meget stort antal vandrende fisk, der flygter for uvejrene i zoner på lavere breddegrader, ganske vist blot for at falde i gabet på marsvin og sæler. Jeg noterede nogle sydhavsulke, en decimeter lange, en art hvidlige bruskfisk med blygrå bånd og bevæbnet med pigge, derefter antarktiske chimærer, tre fod lange, kroppen meget langstrakt, skindet hvidt, sølvagtigt og glat, hovedet rundet, ryggen forsynet med tre finner, snuden afsluttet med en snabel, der bøjer sig tilbage mod munden. Jeg smagte deres kød, men fandt det kedeligt, i modsætning til Conseil, der gerne tog til takke med det.

Snestormen varede lige til den næste dag. Det var umuligt at holde sig fast på platformen. Fra salonen, hvor jeg sad og nedskrev begivenhederne på denne tur til polarlandet, hørte jeg skrig fra stormfugle og albatrosser, der tumlede sig midt i orkanen. Nautilus lå ikke stille, og sejlende langs kysten kom den endnu en halv snes mil mod syd, midt i dette halvlys, som kom fra solen, der gled langs horisontens rand.

Den næste dag, den 20. marts, var snevejret holdt op. Kulden var en smule skarpere. Termometret viste to grader under nul. Tågerne lettede, og jeg håbede, at vor observation kunne iværksættes den dag. Da kaptajnen endnu ikke havde vist sig, tog båden Conseil og mig med og satte os i land. Jordbundens natur var den samme her, vulkansk. Overalt spor af lava, slagger, basalt, uden at jeg kunne ogdage det krater, der havde udspyet det. Her som dernede oplivede myriader af fugle denne del af polarlandet. Men dette rige delte de nu med mægtige flokke af havpattedyr, der betragtede os med deres blide øjne. Det var sæler af forskellige arter, nogle udstrakt på jorden, andre liggende på drivende isflager, flere, der var ved at komme op fra havet eller ved at vende tilhage til det. De flygtede ikke, da vi nærmede os, da de aldrig før havde haft med mennesker at gøre, og jeg regnede derfor med, at jeg her godt kunne forsyne henved hundrede skibe med dem.

— Det er min tro godt, sagde Conseil, at Ned Land ikke er med!

— Hvorfor det, Conseil?

— Fordi den fanatiske jæger ville have dræbt dem allesammen.

— Dem alle, det er så meget sagt, men jeg tror virkelig ikke, at vi kunne have forhindret vor ven canadieren i at harpunere nogle af disse prægtige hvaler. Hvad der ville have ærgret kaptajn Nemo, for han udgyder ikke uskadelige dyrs blod til ingen nytte.

— Og det er rigtigt af ham.

— Bestemt, Conseil. Men sig mig, har du ikke allerede klassificeret disse herlige eksemplarer af havets fauna?

— Herren ved nok, svarede Conseil, at jeg ikke er særlig stiv i det praktiske. Når herren havde fortalt mig navnene på disse dyr…

— Det er sæler og hvalrosser.

— To slægter, der hører til sælernes familie, skyndte min kyndige Conseil sig at sige, de kødædendes orden, gruppen unguicu-lata, underklasse af manodelphia, pattedyrenes klasse, hvirveldyrenes række.

— Vel, Conseil, svarede jeg, men disse to slægter, sæler og hvalrosser, deles i arter, og hvis jeg ikke tager fejl, får vi her lejlighed til at iagttage dem. Lad os gå.

Det var klokken otte om morgenen. Vi havde endnu fire timer at udnytte til det øjeblik, da man kunne have udbytte af at iagttage solen. Jeg styrede vore skridt hen mod en stor bugt, der skar sig ind i kystens granitklint.

Her var, jeg kan sige så langt vi kunne se omkring os, landet og isflagerne besat af havpattedyr, og mit blik søgte uvilkårligt den gamle Proteus, den mytologiske hyrde, der vogtede disse Neptuns umådelige hjorde. Der var navnlig sæler. De dannede tydelige grupper, hanner og hunner, en far, der vågede over sin familie, en mor, der gav sine små die, nogle unge, allerede kraftige dyr, der fjernede sig nogle skridt. Når disse pattedyr ville flytte sig, bevægede de sig ved små hop, der skyldtes sammentrækning af deres krop, og de støttede sig temmelig klodset på deres ufuldstændige finne, der hos deres slægtning lamantinen danner en virkelig underarm. Jeg bør sige, at disse dyr med deres smidige rygrad, deres smalle bækkenparti, med kort og tykt hår og med svømmefødder bevæger sig smidigt i vandet, der fremfor alt er deres element. I hvile og på landjorden indtager de særdeles yndefulde stillinger. Oldtidens mennesker, der iagttog deres blide fysiognomi, deres udtryksfulde blik, der ikke kunne overgås af det skønneste kvindeblik, deres fløjlsagtige og klare øjne, og som digtede om dem på deres vis, gjorde ved en metamorfose hannerne til tritoner og hunnerne til sirener.

Jeg gjorde Conseil ogmærksom på den betydelige udvikling af hjernevindingerne hos disse intelligente dyr. Intet pattedyr, med undtagelse af mennesket, har en større hjernemasse. Derfor er sælerne også i stand til at tage imod en vis opdragelse; de kan let tæmmes, og som flere naturforskere tror jeg, at de, når de blev passende dresseret, kunne gøre stor nytte ved fiskeri ligesom hunde på jagt.

De fleste af disse sæler lå og sov på klipperne eller på sandet. Blandt de egentlige sæler, der ikke har ydre ører — derved forskellige fra øresælerne, hvis ører er lidt udstående — bemærkede jeg flere varieteter af stenorhinus, tre meter lange, med hvid pels, med buldoghoved, forsynet med ti tænder i hver kæbe, fire fortænder foroven og forneden, og to store hjørnetænder, bøjet som blade på en fransk lilje. Søelefanter sneg sig ind mellem dem, en slags sæler, med kort og bevægelig snabel, slægtens kæmper, der med en omkreds på tyve fod måler ti meter i længden. De rørte sig ikke, da vi nærmede os.

— Er det ikke farlige dyr? spurgte Conseil mig.

— Nej, svarede jeg, ikke medmindre man angriber dem. Når en sæl forsvarer sin unge, er dens raseri frygteligt, og det er ikke sjældent, at den knuser en fiskerbåd.

— Det er kun rimeligt, svarede Conseil.

— Det nægter jeg ikke.

To mil længere fremme blev vi standset af det forbjerg, der beskyttede bugten for søndenvindene. Det faldt lodret ned mod havet, og brændingen skummede imod det. Fra den anden side af det skingrede frygtelige brøl, der lød som dem en hjord af drøvtyggere kunne have frembragt.

— Nå, sagde Conseil, er det en tyrekoncert?

— Nej, sagde jeg, en hvalroskoncert.

— Slås de?

— Enten slås de eller også leger de.

— Hvis herren ikke har noget imod det, så bør man se det.

— Det bør man se, Conseil.

Og der steg vi over mørke klipper, mellem uforudsete skred, og på sten, som isen gjorde meget glatte. Mere end en gang rullede jeg omkuld til skade for min lænd. Conseil, der var forsigtigere eller sikrere, snublede næppe nok, og sagde, idet han hjalp mig op:

— Hvis herren ville have den godhed at sætte benene lidt længere fra hinanden, kunne herren bedre holde balancen.

Da vi var kommet op på den øverste kam af forbjerget, opdagede jeg en udstrakt hvid slette, der var fuld af hvalrosser. Disse dyr legede med hinanden. Det var hyl af glæde, ikke af vrede.

Hvalrosser ligner sæler på formen af deres krop og stillingen af deres lemmer. Men fortænder og hjørnetænder mangler i deres underkæbe, og hvad de øverste hjørnetænder angår, er det to forsvarsvåben, der er firs centimeter lange og treogtredive ved omkredsen af tandhulen. Disse tænder, der består af massiv elfenben uden riller, hårdere end elefanternes og mindre tilbøjelig til at gulne, er meget eftertragtede. Derfor er hvalrosserne også mål for en ubetænksom jagt, der snart vil udrydde dem helt, da jægerne i flæng massakrerer de drægtige hunner og ungerne, og hvert år dræber mere end fire tusind.

Idet vi gik forbi nær ved disse mærkelige dyr, kunne jeg undersøge dem i ro og mag; thi de lod sig ikke forstyrre. Deres skind var tykt og rynket, i en brunlig tone, der spillede i det røde, deres hårlag var kort og ikke særlig tæt. Nogle af dem var fire meter lange. De var roligere og mindre frygtsomme end deres slægtninge mod nord, og de betroede ikke det hverv at overvåge deres opholdssteds nærmeste omgivelser til udvalgte skildvagter.

Efter at have undersøgt dette hvalrossamfund, tænkte jeg på at gå samme vej tilbage. Klokken var elleve, og hvis det så ud til, at kaptajn Nemo havde heldige betingelser for at foretage observationer, ville jeg gerne være til stede ved hans arbejde. Men jeg havde ikke noget håb om, at solen ville vise sig den dag. Tykke skyer i horisonten skjulte den for vore øjne. Det var, som om himmellegemet egenkærligt ville undlade at afsløre dette utilgængelige punkt på jordkloden for menneskene.

Imidlertid tænkte jeg på at gå hen mod Nautilus igen. Vi fulgte en smal flade på toppen af klinten. Klokken halvtolv havde vi nået udskibningsstedet. Den optrukne båd havde sat kaptajnen i land. Jeg fik øje på ham, idet han stod rank på en basaltblok. Han havde sine instrumenter i nærheden. Hans blik var fæstet på nordhorisonten, i hvis nærhed solen nu beskrev sin forlængede kurve.

Jeg tog plads nær ved ham og ventede uden at sige noget. Det blev middag, og solen viste sig lige så lidt som den foregående dag.

Det var et slemt uheld. Vi manglede stadig den observation. Hvis den ikke blev udført den næste dag, måtte vi give endeligt afkald på at bestemme var position.

Det var nemlig akkurat den 20. marts. I morgen, den 21., var det jævndøgn, og solen ville, når man ikke tog hensyn til strålebrydning, forsvinde under horisonten i seks måneder, og med dens forsvinden begyndte den lange polarnat. Siden jævndøgn i september var den dukket op over den nordlige horisont og havde hævet sig i langstrakte spiraler indtil den 21. december. Fra dette tidspunkt, disse polaregnes sommersolhverv, var den begyndt at gå nedad igen, og den næste dag ville den sende dem sine sidste stråler.

Jeg meddelte kaptajn Nemo mine iagttagelser og min frygt.

— De har ret, hr. Aronnax, hvis jeg ikke får solhøjden i morgen, kan jeg ikke tage den igen før om seks måneder. Men netop fordi tilfældighederne i min navigation har bragt mig ind i disse have den 21. marts, vil det også være let at bestemme min position, hvis solen ved middagstid viser sig for vore øjne.

— Hvorfor, hr. kaptajn?

— Fordi det er vanskeligt, når dagens stjerne beskriver langstrakte spiraler, at måle dens højde over horisonten nøjagtigt, og instrumenterne er udsatte for at begå alvorlige fejltagelser.

— Hvordan vil De da gå til værks?

— Jeg vil kun bruge mit kronometer, svarede kaptajn Nemo. Hvis i morgen, den 21. marts, solskiven ved middag, under hensyntagen til refraktionen, bliver delt nøjagtigt midt over i horisonten mod nord, så er jeg på Sydpolen.

— Ja, virkelig, sagde jeg. Dog er denne bekræftelse ikke matematisk nøjagtig fordi jævndøgn ikke nødvendigvis falder ved middag.

— De har ret, professor, men fejlen vil højst være på hundrede meter, og vi behøver det ikke bedre. Altså på gensyn i morgen.

Kaptajn Nemo vendte tilbage til skibet. Conseil og jeg vedblev lige til klokken fem at strejfe om på stranden, iagttagende og studerende. Den eneste kuriositet jeg samlede op, var et pingvinæg, der udmærkede sig ved sin størrelse og som en samler ville have betalt mere end tusind francs for. Det var isabellafarvet, og det og de striber og tegn, der prydede det, som lige så mange hieroglyffer, gjorde det til en særlig sjældenhed. Jeg lagde det i Conseils hænder, og denne forsigtige unge mand holdt det som et kostbart stykke kinesisk porcelæn og bragte det uskadt hen på Nautilus.

Der lagde jeg dette sjældne æg i en af museets vitriner. Til aften spiste jeg med god appetit et udmærket stykke sællever, hvis smag mindede om svinekød. Så gik jeg til køjs, ikke uden, som en hindu ville gøre det, at have påkaldt den store stjernes gunst.

Den næste dag, den 21. marts, gik jeg allerede klokken fem om morgenen op på platformen. Jeg fandt kaptajn Nemo der.

— Vejret bedrer sig en smule, sagde han. Jeg håber det bedste. Når vi har spist morgenmad, går vi i land for at vælge en observationspost.

Da dette var aftalt, gik jeg for at finde Ned Land. Jeg ville have haft ham med mig. Den stædige canadier afslog det, og jeg kunne godt se, at hans ordknaphed så vel som hans ærgrelse voksede fra dag til dag. Alligevel beklagede jeg ikke hans stædighed i dette tilfælde. Der var virkelig alt for mange sæler på land, og det var ikke nødvendigt at udsætte denne ubetænksomme jæger for den fristelse.

Da morgenmaden var overstået, begav jeg mig i land. Nautilus var sejlet endnu nogle mil frem i løbet af natten. Den var i rum sø, godt en mil fra en kyst, der domineredes af en spids bjergtop på fire-fem hundrede meter. Foruden mig medbragte båden kaptajn Nemo, to mænd af besætningen og instrumenterne, det vil sige et kronometer, en kikkert og et barometer.

Under vor overfart så jeg talrige hvaler, som hørte til de tre arter, der er ejendommelige for Sydhavene, grønlandshvalen eller englændernes» right-whale«, der ikke har nogen rygfinne, pukkelhvalen, balænoptera, med furet bug, med lange hvidlige finner, der trods dens navn, dog ikke er vinger, og finhvalen, der er gullig-brun og den hurtigeste af hvalerne. Dette mægtige dyr kan høres langt bort, når det til stor højde udslynger sin hvalblæst, søjler af luft og damp, der ligner røghvirvler. Disse forskellige pattedyr boltrer sig i flokke i de rolige vande, og jeg så godt, at dette sydpolsbækken nu tjente som tilflugtssted for de hvaler, der blev alt for stærkt forfulgt af fangerne.

Jeg bemærkede ligeledes lange hvidlige bånd af salper, en slags kolonier af bløddyr, og gopler i stort format, der gyngede i brændingen.

Klokken ni nåede vi land. Det var ved at klare op. Skyerne flygtede mod syd. Tågerne forlod vandenes kolde overflade. Kaptajn Nemo gik hen mod bjergtoppen, som han utvivlsomt ville bruge som observatorium. Det blev en vanskelig opstigning på de skarpe lavastumper og pimpsten, omgivet af en atmosfære, der ofte var mættet med de svovlholdige dampe fra fumarolerne. Skønt uvant med at betræde jorden besteg kaptajnen de stejleste skrænter med en smidighed, en lethed, som jeg ikke kunne stå mål med, og som en gemsejæger ville have misundt ham.

Vi brugte to timer til at nå toppen af denne tinde, der halvt var af porfyr, halvt af basalt. Derfra omfattede vore øjne et udstrakt hav, der mod nord klart tegnede sin yderste linie med himlen som baggrund. For vore fødder lå blændende hvide isflader. Over vort hoved en blegblå himmel, renset for tåger. Mod nord var solskiven som en ildkugle, der allerede var ramt af horisontens skærende linie. Fra vandenes skød hævede der sig prægtige springvand i hundredvis. I det fjerne lå Nautilus som en slumrende hval. Bag ved os, mod syd og øst, et umådeligt land, en kaotisk ophobning af klipper og is, der syntes uden grænser.

Da kaptajn Nemo var kommet til bjergtoppen, bestemte han omhyggeligt dens højde ved hjælp af barometeret; thi den måtte han tage med i beregningen under sin observation.

Et kvarter i tolv viste solen, der hidtil kun havde været synlig på grund af refraktionen, sig som en guldskive og spredte sine sidste stråler over dette øde fastland, over disse have, som mennesker endnu aldrig havde besejlet.

Bevæbnet med en kikkert med trådnet, der ved hjælp af et spejl korrigerede refraktionen, iagttog kaptajn Nemo himmellegemet, der lidt efter lidt dukkede ned under horisonten, idet det fulgte en stærkt forlænget diagonal. Jeg holdt kronometret. Mit hjerte hamrede. Hvis solens halve skive forsvandt, idet kronometret viste middag, var vi på selve polen.

— Middag! råbte jeg.

— Sydpolen, svarede kaptajn Nemo med alvorlig stemme, idet han rakte mig kikkerten, der viste mig dagens stjerne, som horisonten nøjagtigt skar i to lige store dele.

Jeg betragtede de sidste stråler, der kronede tinden, og skyggerne, der lidt efter lidt steg op ad dens skråninger.

I dette øjeblik begyndte kaptajn Nemo, mens han støttede sin hånd på min skulder, at tale til mig: — Hr. professor, i 1600 nåede hollænderen Ghéritk, der var slæbt med af strømninger og uvejr, til 64° sydlig bredde og opdagede New-Shetland. I 1773, den 17. januar, ankom den berømte Cook, der fulgte den otteogtredivte meridian, til 67° 30 bredde, og i 1774, den 30. januar, på den ét hundrede og niende meridian, nåede han 71° 15 bredde. I 1819 befandt russeren Bellingshausen sig på den niogtresindstyvende breddegrad, og i 1821 på den seksogtresindstyvende, på 111° vestlig længde. I 1820 blev englænderen Bransfield standset på den femogtresindstyvende grad. Det samme år steg amerikaneren Morrel, om hvem beretninger er tvivlsomme, langs den toogfyrretyvende breddegrad og opdagede det åbne hav på 70° 14 bredde. I 1825 kunne englænderen Powell ikke overskride den toogtresindstyvende grad. Det samme år steg en jævn sælfanger, englænderen Weddell, lige til 72° 14 bredde på den femogtredivte meridian og til 74° 15 på den seksogtredivte. I 1829 tog englænderen Forster, chef for Chantecler, det antarktiske fastland i besiddelse på 63° 26 bredde og 66° 26 længde. I 1831 opdagede englænderen Biscoe den 1. februar Enderbyland på 68° 50 bredde, i 1832, den 5. februar, Adelaideland på 67° bredde, og den 21. februar Grahamland på 64° 45 bredde. I 1838 opdagede franskmanden Dumont d’Urville, der var standset foran isbarrieren, på 62° 57 bredde, Louis-Philippeland; to år senere navngav han på et nyt fremstød mod syd på 66° 30 , den 21. januar, Adelieland og otte dage efter på 64° 40 Clariekysten. I 1838 kom englænderen Wilkes helt frem til den niogtresindstyvende breddegrad på den hundrede meridian. I 1839 opdagede englænderen Balleny Sabrinaland på grænsen af polarcirklen. Endelig i 1842 fandt englænderen James Roos, der havde udrustet Erebus og Terror, den 12. januar på 76° 56 bredde og 171° 7 østlig længde Victorialand; den 23. i samme måned pejlede han den fireog-halvfjerdsindstyvende breddegrad, det sydligste punkt, der hidtil var nået; den 27. var han på 76° 8 , den 28. på 77° 32 ; den 2. februar på 78° 4 , og i 1842 kom han igen til den enoghalvfjerdsindstyvende grad og kunne ikke passere den. Nu vel! Jeg, kaptajn Nemo, har den 21. marts 1868 nået Sydpolen på den halvfemsindstyvende grad, og jeg tager denne del af jordkloden i besiddelse som den sjette af de kendte verdensdele.

— I hvis navn, hr. kaptajn?

— I mit eget, hr. professor!

Og med disse ord udfoldede kaptajn Nemo et sort flag, der bar et gyldent N på sin flagdug, der var inddelt i fire felter. Så råbte han, idet han vendte sig mod dagens stjerne, hvis sidste stråler strejfede havet i horisonten:

— Farvel, sol! Forsvind, du strålende stjerne! Gå ned i dette åbne hav, og lad en nat på seks måneder strække sine skygger ud over mit nye rige!

Kapitel 39

Et ulykkestilfælde eller hvad der kan ske?

Den næste dag, den 22. marts, begyndte forberedelserne til afsejlingen klokken seks om morgenen. Tusmørkets sidste lysskær gled bort i natten. Kulden var gennemtrængende. Stjernebillederne strålede med en overraskende styrke. I Zenit funklede det vidunderlige sydkors, de antarktiske egnes polarstjerne.

Termometret viste tolv grader under nul, og da vinden friskede op, føltes kulden som en bidende smerte. Isflagernes tal mangedobledes i det åbne vand. Havet var ved at lægge helt til. Talrige mørke flader, der bredte sig på dets overflade, meldte om snarlige dannelser af nyis. Åbenbart var Sydpolarhavet abslut utilgængeligt, når det var frosset i de seks vintermåneder. Hvad blev der af hvalerne i den periode? De gik sikkert under barrieren for at søge mere fremkommelige have. Hvad angår sælerne og hvalrosserne, der var vant til at leve i de hårdeste klimaer, blev de i disse tilfrosne egne. Disse dyr har et instinkt, der får dem til at skrabe huller i isen og stadig holde dem åbne. Det er disse huller, de kommer til for at ånde; når fuglene, bortjaget af kulden, er trukket mod nord, bliver disse havpattedyr som eneherskere i polaregnene.

Vandreservoirerne var imidlertid blevet fyldt, og Nautilus gik langtsomt ned. I en dybde af tusind fod standsede den. Dens skrue piskede i vandet, og den gled frem, lige mod nord, med en hastighed på femten mil i timen. Henad aften flød den allerede under barrierens umådelige iskjold.

Af forsigtighed var salonens luger blevet lukket; thi Nautilus kunne støde mod en eller anden undersøisk forhindring. Derfor tilbragte jeg den dag med at renskrive mine optegnelser. Mit hoved var helt opfyldt af erindringerne om polen. Vi havde nået dette utilgængelige punkt uden udmattelse, uden fare, som om vor flydende waggon var gledet på en jernbanes skinner. Og nu begyndte tilbageturen virkelig. Havde den endnu lignende overraskelser i behold til mig? Jeg tænkte det, så uudtømmelig som rækken af undersøiske vidundere er! Siden tilfældet for fem en halv måned siden havde hensat os på dette skib, havde vi gennemsejlet fjorten tusind mil, og hvor mange mærkelige eller frygtelige begivenheder havde vi ikke oplevet på vor rejse ad den rute, der var mere udstrakt end jordens ækvator: jagten i Cresposkovene, strandingen i Torrestrædet, Koralkirkegården, Ceylons perlefiskerier, den arabiske tunnel, Santorins bål, Vigobugtens millioner, Atlantis, Sydpolen! I løbet af natten gik alle disse erindringer fra den ene drøm over i den anden og lod ikke min hjerne få ro et øjeblik.

Klokken tre om morgenen blev jeg vækket af et voldsomt stød. Jeg havde rejst mig op i køjen og sad og lyttede i mørket, da jeg brat blev slynget midt ud i kammeret. Øjensynligt havde Nautilus fået stærk slagside efter at have taget grunden.

Jeg støttede mig til væggen og slæbte mig ad gangene hen til salonen, som det strålende loft oplyste. Møblerne var væltet. Heldigvis havde vitrinerne, der var surret solidt ved fodstykkerne, holdt stand. Malerierne på styrbordssiden trykkede sig under forskydningen fra den lodrette linie ind mod væggens stofbeklædning, medens de til bagbord fjernede sig en fod derfra med deres nederste kant. Nautilus lå altså på styrbordssiden og desuden fuldstændig ubevægelig.

Fra det indre hørte jeg lyd af skridt, af forvirrede stemmer. Men kaptajn Nemo viste sig ikke. I det øjeblik, da jeg ville til at forlade salonen, trådte Ned Land og Conseil ind.

— Hvad er der i vejen? spurgte jeg dem straks.

— Det kom jeg for at spørge herren om, svarede Conseil.

— For tusind djævle! udbrød canadieren, det ved jeg da godt. Nautilus har taget grunden, og med den krængning den har, tror jeg ikke på, at den kan trække sig derfra, sådan som den første gang, i Torresstrædet.

— Men er den da i det mindste kommet op til havoverfladen? spurgte jeg.

— Det ved vi ikke, svarede Conseil.

— Det er det let at blive klar over, svarede jeg.

Jeg rådførte mig med manometret. Til min store overraskelse viste det en dybde på tre hundrede og tres meter.

— Hvad betyder dog dette? udbrød jeg.

— Man må spørge kaptajn Nemo, sagde Conseil.

— Men hvor finder vi ham? spurgte Ned Land.

— Følg med, sagde jeg til mine to kammerater.

Vi forlod salonen. Der var ingen i biblioteket. Ved trappen i midten, i mandskabets kammer, var der ingen. Jeg antog da, at kaptajn Nemo måtte være i rorgængerens bur. Det var bedst at vente. Vi gik alle tre igen ind i salonen.

Jeg bar i tavshed over med canadierens anklager. Ingen forhindrede ham i at lade sig rive med. Jeg lod ham få luft for sit dårlige humør, helt som han ville, uden at svare ham.

Vi havde siddet sådan i tyve minutter og prøvet at finde ud af den mindste lyd, der opstod i Nautilus’ indre, da kaptajn Nemo trådte ind.

Det lod ikke til at han så os. Hans ansigt, der ellers var så uforstyrreligt, afslørede en vis uro. Han iagttog i tavshed kompasset, manometret, og kom hen og satte en finger på et punkt på verdenskortet, i den del af det, der viste de sydlige have.

Jeg ville ikke forstyrre ham. Men da han nogle øjeblikke efter vendte sig mod mig, sagde jeg til ham, idet jeg brugte det udtryk overfor ham, som han havde betjent sig af i Torresstrædet:

— Er det, hvad der kan ske, chef?

— Nej, hr. professor, denne gang er det en ulykke.

— Alvorlig?

— Måske.

— Er faren overhængende?

— Nej.

— Er Nautilus strandet?

— Ja.

— Og hvordan er det sket?

— Ved et af naturens luner, ikke på grund af menneskers uduelighed. Der er ikke begået nogen fejl i vore manøvrer. Dog kan man ikke forhindre virkningerne af manglende ligevægt. Man kan trodse de menneskelige love, men ikke sætte sig op mod naturlovene.

Et mærkeligt øjeblik kaptajn Nemo valgte til at hengive sig til denne filosofiske betragtning! Kort sagt, hans svar sagde mig ikke noget.

— Kan jeg få at vide, hr. kaptajn, spurgte jeg ham, hvad grunden er til denne ulykke?

— En enorm isblok, et helt bjerg, er væltet, svarede han. Når isbjergene bliver udhulede forneden af varmere vand eller af gentagne stød, stiger deres tyngdepunkt. Så vender de helt omkring, de slår kolbøtter. Det er det, der er sket. Idet en af disse blokke væltede omkring, er den stødt på Nautilus, der flød under vandet. Glidende under dens skrog og løftende den med en uimodståelig kraft, har den så ført den til mindre vægtfyldige lag, hvor den nu ligger på siden.

— Men kan man ikke frigøre Nautilus ved at tømme dens reservoirer, sådan at den igen kommer i ligevægt?

— Det er det, man er ved i dette øjeblik, hr. professor. De kan høre pumperne fungere. Se på manometrets viser. Den siger os, at Nautilus stiger, men isbjerget stiger sammen med den, og ikke før et eller andet hindrer dets opadgående bevægelse, bliver vor stilling anderledes.

Nautilus havde unægtelig stadig den samme krængning til styrbord.

Den ville sikkert rette sig op, når selve blokken standsede. Men hvem ved, om vi ikke til den tid var stødt på undersiden af barrieren, om vi ikke ville blive grufuldt indeklemt mellem de to frosne flader?

Jeg tænkte over alle denne situations følger. Kaptajn Nemo holdt stadig øje med manometret. Siden isbjergets fald var Nautilus steget omtrent halvandet hundrede fod, men lå stadig i den samme vinkel mod den lodrette linie.

Pludselig kunne man mærke en let bevægelse i skibsskroget. Øjensynligt rettede Nautilus sig en smule op. De ting, der var ophængt i salonen, nærmede sig tydeligt til deres normale stilling. Væggene kom til at stå næsten lodret. Ingen af os sagde noget. Med bevæget hjerte så vi, mærkede vi, at skibet rettede sig op. Dørken blev igen horisontal under vore fødder. Der gik ti minutter.

— Endelig er vi på ret køl! udbrød jeg.

— Ja, sagde kaptajn Nemo, der var på vej hen mod døren.

— Men kommer vi til at flyde? spurgte jeg.

— Sikkert, svarede han, siden reservoirerne endnu ikke er tømte, og når de er tømt, skulle Nautilus igen stige op til havoverfladen. Kaptajnen gik ud, og jeg så snart, at man efter hans ordre havde standset Nautilus’ opstigen. Den ville nemlig snart være stødt mod den underste del af barrieren, og det var bedst at holde den midt i vandet.

— Vi er sluppet godt fra det! kom det nu fra Conseil.

— Ja. Vi kunne være blevet knust mellem isblokkene, eller i hvert fald lukket inde. Og så, uden at kunne forny luften… Ja, vi er sluppet heldigt fra det!

— Hvis det er forbi! mumlede Ned Land.

Jeg ville ikke begynde på en unyttig diskussion med canadieren, og jeg svarede ikke. For øvrigt åbnedes lugerne i dette øjeblik, og lyset udefra trængte ind gennem den afdækkede rude.

Vi var omgivet af vand, som jeg har sagt; men i en afstand på ti meter hævede der sig på hver side af Nautilus en blændende ismur. Oven over os og nedenunder samme mur. Ovenover, fordi barrierens underside var som et umådeligt loft. Nedenunder, fordi den omstyrtede blok, ved at glide lidt efter lidt, på sidemurene havde fundet to støttepunkter, der holdt den fast i denne position. Nautilus var fanget i en sand istunnel, af en bredde på ca. tyve meter, fyldt med roligt vand. Det ville altså være let for den at komme ud derfra ved at gå enten frem eller tilbage, og så nogle hundrede meter længere nede slå ind på en fri passage under barrieren.

Det lysende loft var blevet slukket, og dog strålede et kraftigt lys i salonen. Det var det mægtige skær fra isvæggene, der voldsomt kastede lanternens lysvæld tilbage. Jeg kan ikke skildre virkningen af de galvaniske stråler på disse store, lunefuldt afskårne blokke, hvor hver krog, hver kant, hver facet kastede forskelligt lys, efter arten af de årer, der løb i isen. En blændende ædelstensgrube, hvor særlig safirer krydsede deres blå stråler med smaragdernes grønne. Her og der løb nuancer af opalfarver af uendelig blidhed mellem brændende punkter som lige så mange gnistrende diamanter, hvis pragt intet øje kunne tåle. Lanternens styrke blev hundredfold stærkere ligesom lyset fra en lampe gennem linserne i et førsteklasses fyrtårn.

— Hvor det er smukt! Hvor er det smukt! udbrød Conseil.

— Ja! sagde jeg. Det er et vidunderligt syn, er det ikke, Ned?

— Åh, for tusind djævle, jo, svarede Ned Land. Det er pragtfuldt! Jeg er rasende over at være nødt til at indrømme det. Man har aldrig set noget lignende. Men dette syn kan blive dyrt for os. Og hvis man skal sige det rent ud, så tror jeg, at vi her ser ting, som Gud ikke har bestemt for menneskers øjne.

Ned havde ret. Det var alt for smukt. Pludselig fik et skrig fra Conseil mig til at vende mig om.

— Hvad er der i vejen? spurgte jeg.

— Herren må lukke øjnene! Herren må ikke se!

Idet Conseil sagde det, lagde han hastigt hænderne over sine øjenlåg.

— Men hvad er der dog, min ven?

— Jeg er blændet, jeg kan ikke se!

Mit blik gik uvilkårligt hen imod vinduet, men jeg kunne ikke tåle den ild, der fortærede det.

Jeg forstod hvad der var sket. Nautilus var lige gået i gang for fuld kraft. Alle de rolige skær fra ismurene havde nu forandret sig til lynende blink. Gnisterne fra disse myriader af diamanter smeltede sammen. Ført med af sin skrue sejlede Nautilus helt omgivet af lynglimt.

Nu blev lugerne i salonen lukket. Vi holdt hænderne for øjnene, der var helt gennemtrægt af den slags koncentriske lysglimt, der driver foran nethinden, når solstrålerne har ramt den alt for voldsomt. Der krævedes nogen tid til at berolige forstyrrelsen i vore øjne.

Omsider kom vore hænder dog ned.

— Det ville jeg sandelig aldrig have troet, sagde Conseil.

— Og jeg tror det endnu ikke! fortsatte canadieren.

— Når vi kommer tilbage til jorden, tilføjede Conseil, sløvede af så mange af naturens undere, hvad vil vi så tænke om de elendige fastlande og de småting, der er udgået fra menneskehånd! Nej, den beboede verden er ikke længere noget værdigt opholdssted for os!

Sådanne ord fra en uforstyrrelig flamlænders mund viser, hvor meget sindsbevægelsen havde øget vor begejstring. Men canadieren undlod ikke at slå koldt vand i blodet.

— Den beboede verden! sagde han hovedrystende. Bare rolig, kære Conseil, den kommer vi ikke tilbage til!

Klokken var nu fem om eftermiddagen. I det øjeblik indtraf en rystelse forude i Nautilus. Jeg forstod, at forstavnen var stødt mod en isblok. Det måtte være en gal manøvre; denne undersøiske tunnel, der delvis var spærret af isblokke, var ikke let at navigere i. Jeg tænkte dog, at kaptajn Nemo ved at ændre sin kurs ville komme uden om disse forhindringer eller ville følge tunnelens snoninger. Bevægelsen fremad kunne i hvert fald ikke være absolut standset. Mod min forventning trak Nautilus sig alligevel ganske tydeligt tilbage.

— Vi går baglæns, sagde Conseil.

— Ja, svarede jeg. Tunnelen må være uden udgang i denne retning.

— Og hvad så?

— Så, sagde jeg, er manøvren ganske simpel. Vi går samme vej tilbage, og går ud af den sydlige åbning. Det er det hele.

Idet jeg talte således, ville jeg gerne synes sikrere end jeg i virkeligheden var. Imidlertid påskyndedes Nautilus bevægelse bagud, og med skruen slået bak slæbte den os af sted med stor hastighed.

— Vi bliver forsinkede, sagde Ned.

— Hvad gør det, nogle timer mere eller mindre, når blot man kommer ud.

— Ja, når blot man kommer ud! gentog Ned.

I nogle øjeblikke gik jeg frem og tilbage mellem salonen og biblioteket. Mine kammerater sad stille og tavse. Jeg kastede mig snart efter på en sofa, og jeg tog en bog, som mine øjne mekanisk gennemløb. Et kvarter efter sagde Conseil, der var kommet hen til mig:

— Er det meget interessant, det herren læser?

— Meget interessant, svarede jeg.

— Det tror jeg gerne. Det er herrens egen bog, herren læser i.

— Min bog?

Jeg holdt virkelig i min hånd værket om De store Havdybders Mysterier. Det anede jeg ikke engang. Jeg lukkede bogen og begyndte igen at gå frem og tilbage. Ned og Conseil rejste sig for at trække sig tilbage.

— Bliv her, mine venner, sagde jeg, idet jeg holdt dem tilbage. Lad os blive sammen, til vi er kommet ud af denne blindgade.

— Som det behager herren, svarede Conseil.

Nogle timer gik hen. Jeg iagttog hyppigt de instrumenter, der var ophængt på salonens væg. Manometret angav, at Nautilus holdt sig på en konstant dybde på tre hundrede meter, kompasset, at den stadig styrede mod syd, loggen, at den gik med en hastighed på tyve mil i timen, en overordentlig hastighed i et så trangt rum. Men kaptajn Nemo vidste, at han ikke kunne skynde sig for meget, og at nu var minutterne så kostbare som århundreder.

Klokken otte femogtyve kom der et nyt stød. Denne gang agterude. Jeg blegnede. Mine kammerater var kommet hen til mig. Jeg havde grebet Conseils hånd. Vi vekslede spørgende blikke, og de var tydeligere end om ord havde tolket vore tanker.

I det øjeblik trådte kaptajnen ind i salonen. Jeg gik hen til ham.

— Er vejen spærret mod syd? spurgte jeg.

— Ja, hr. professor. Isbjerget har ved at dreje sig igen lukket enhver udgang.

— Vi er indespærrede?

— Ja.

Kapitel 40

Luftmangel

Således var der nu om Nautilus, rundt om, ovenover, nedenunder, en uigennemtrængelig ismur. Vi var barrierens fanger! Canadieren havde slået i bordet med sin mægtige næve. Conseil sagde ingenting. Jeg betragtede kaptajnen. Hans ansigt havde igen den sædvanlige urokkelighed. Han havde lagt armene over kors. Han stod og grundede. Nautilus rørte sig ikke.

Så tog kaptajnen ordet:

— Mine herrer, sagde han med rolig stemme, der er to måder at dø på under de forhold, hvori vi er.

Denne uforklarlige personlighed så ud som en matematiklærer, der giver en demonstration for sine elever.

— Den første, begyndte han igen, er at blive klemt ihjel. Den anden er at blive kvalt. Jeg taler ikke om muligheden for at dø af sult; thi Nautilus’ forsyninger vil sikkert holde ud, længere end vi. Lad os derfor tænke over mulighederne for at blive knust eller blive kvalt.

— Med hensyn til kvælning, hr. kaptajn, svarede jeg, behøver man ikke at frygte den, for vore reservoirer er fyldte.

— Rigtigt, fortsatte kaptajn Nemo, men de kan kun give os luft til to dage. Nu har vi været seksogtredive timer under vandet, og den tunge luft i Nautilus trænger allerede til at blive fornyet. Om otteogfyrre timer er vor reserve opbrugt.

— Nå ja, chef, så lad os blive befriet inden otteogfyrre timer!

— Vi prøver i det mindste på det, ved at gennembore den mur, der omgiver os.

— Fra hvilken side? spurgte jeg.

— Det er det sonden skal vise os. Jeg vil nu lade Nautilus strande længst nede, og klædt i dykkerdragter vil mine mænd angribe isbjerget på dets tyndeste væg.

— Kan man åbne lugerne i salonen?

— Det kan man uden ulempe. Vi sejler ikke mere.

Kaptajn Nemo gik ud. Snart underrettede fløjtende lyde mig om, at vandet var ved at komme ind i reservoirerne. Nautilus gik langsomt ned og hvilede på isbunden på en dybde på tre hundrede og halvtreds meter, den dybde, hvori den laveste isblok var neddukket.

— Mine venner, sagde jeg, situationen er alvorlig, men jeg regner med jeres mod og med jeres energi.

— Hr. professor, svarede canadieren, det er ikke i dette øjeblik, jeg skal plage Dem med mine beklagelser. Jeg er parat til at gøre alt for den fælles frelse.

— Vel, Ned, sagde jeg, idet jeg rakte canadieren hånden.

— Jeg vil tilføje, fortsatte han, at hvis jeg, som lige øvet i at håndtere hakken som harpunen, kan være til nytte for kaptajnen, står jeg til hans rådighed.

— Han vil ikke afslå Deres hjælp. Kom med, Ned.

Jeg førte canadieren til det kammer, hvor mændene på Nautilus var ved at tage deres dykkerdragter på. Jeg meddelte kaptajnen Neds forslag, som han gik ind på. Canadieren tog sin dykkerdragt på og var lige så snart parat som sine arbejdskammerater. Hver af dem bar på sin ryg Rouquayrol-apparatet, som reservoirerne havde skaffet en stor portion ren luft. Et betydeligt, men nødvendigt indhug var sket i Nautilus’ reserve. Hvad angår Ruhmkorff-apparaterne var de unyttige, omgivet af disse lysende vande, der var gennemtrængt af elektriske stråler.

Da Ned var klædt på, vendte jeg tilbage til salonen, hvis ruder var afdækkede, og anbragt ved Conseils side undersøgte jeg de omgivende lag, der understøttede Nautilus.

Nogle øjeblikke efter så vi en halv snes mand af besætningen sætte foden på isblokken, og blandt dem var Ned Land, let kendelig på sin høje skikkelse. Kaptajn Nemo var sammen med dem.

Før man gik over til at udhule isvæggene, lod han mændene anvende sonderinger, der skulle sikre den rigtige retning for arbejdet. Lange sonder blev boret ind i sidevæggene; men efter femten meter var de endnu inde i isen. Det var unyttigt at gå løs på den flade, der dannede loftet, siden det var selve barrieren, hvis højde oversteg fire hundrede meter. Så lod kaptajn Nemo fladen under os sondere. Der skilte en væg på ti meter os fra vandet. Så tykt var dette islag. Det drejede sig om derfra at udskære et stykke, der i omrids var ligesom Nautilus’ vandlinie. Der var omtrent seks tusind, fem hundrede kubikmeter at fjerne for at udhule en åbning, gennem hvilken vi kunne gå ned under isflagen. Arbejdet blev øjeblikkelig begyndt og blev ledet med utrættelig fasthed. I stedet for at hugge ud omkring Nautilus, hvad der ville have medført de største vanskeligheder, lod kaptajn Nemo den umådelige gravs omrids tegne otte meter fra den bagbords låring. Så borede hans mænd samtidig på flere steder huller i denne linie. Snart angreb hakken med styrke det kompakte stof, og store blokke blev adskilt fra massen. Ved en mærkelig virkning af den specifikke vægt så at sige fløj disse blokke, der var lettere end vandet, mod tunnelens hvælvede loft, der blev lige så meget tykkere som højden af det, hvormed tunnelen blev dybere for neden. Men det betød kun lidt i betragtning af, at den nederste væg formindskedes lige så meget.

Efter to timers energisk arbejde kom Ned Land ind igen. Han og hans kammerater blev erstattet af nye arbejdere, som vi, Conseil og jeg, sluttede os til. Nautilus’ næstkommanderende ledede os.

Vandet forekom mig særdeles koldt, men jeg blev hurtigt varm igen ved at håndtere hakken. Mine bevægelser var meget frie, skønt de udførtes under et tryk på tredive atmosfærer.

Da jeg efter to timers arbejde vendte tilbage for at få noget at spise og komme til at hvile mig, fandt jeg en betydelig forskel mellem den rene strøm, Rauquarol-apparatet forsynede mig med, og Nautilus’ atmosfære, der allerede var belastet med kulsyre. Luften var ikke blevet fornyet i otteogfyrre timer, og dens oplivende egenskaber var betydeligt svækket. Men efter tolv timers forløb havde vi kun fjernet et én meter højt lag is fra det udpegede sted, det vil sige cirka seks hundrede kubikmeter. Under forudsætning af, at der stadig blev udført samme mængde arbejde i tolv timer, krævedes der endnu fem nætter og fire dage for at føre dette foretagende godt til ende.

— Fem nætter og fire dage! sagde jeg til mine kammerater, og vi har kun luft til to dage i reservoirerne.

— Uden at tænke på, svarede Ned, at når vi engang er kommet ud af dette forbandede hul, så er vi stadig fanget under barrieren og uden mulighed for forbindelse med atmosfæren.

En rigtig bemærkning. Hvem kunne nu forudse, hvilket minimum af tid der var nødvendigt for vor befrielse? Ville vi ikke være dræbt ved kvælning, før Nautilus kunne komme op til bølgernes overflade igen? Var den bestemt til at forlise i denne isgrav med alle dem, som den indesluttede? Situationen forekom frygtelig. Men hver af os havde set den i øjnene, og alle var bestemt på at gøre deres pligt lige til det sidste.

Som jeg havde forudset blev i nattens løb et nyt lag på en meter fjernet fra det umådelige hulrum. Men da jeg om morgenen igen var klædt i min dykkerdragt og løb igennem den flydende masse ved en temperatur på seks-syv grader under nul, bemærkede jeg, at murene ved siderne lidt efter lidt kom nærmere. De vandlag, der var langt borte fra udgravningen, og som ikke blev opvarmet ved mændenes arbejde og redskabernes brug, viste tilbøjelighed til at stivne. Hvad skulle det blive til med vore muligheder for redning, og hvordan kunne man hindre disse flydende omgivelsers tilfrysning, der ville have fået Nautilus’ vægge til at springe som glas?

Jeg lod ikke mine to kammerater få kendskab til denne nye fare. Til hvad nytte risikere at slå den energi ned, som de brugte til det vanskelige redningsarbejde? Men da jeg igen var kommet om bord, gjorde jeg kaptajn Nemo opmærksom på denne alvorlige omstændig-hed.

— Jeg ved det, sagde han i den rolige tone, som ikke de frygteligste forhold kunne ændre. Det er en fare mere, men jeg ser ikke noget middel til at afværge den. Den eneste mulighed for redning er at være hurtigere end tilfrysningen. Det drejer sig om at komme først. Det er det hele.

At komme først! Jeg burde egentlig være blevet vant til denne måde at tale på.

Den dag håndterede jeg energisk hakken i flere timer. Arbejdet holdt mig oppe. For resten var det at arbejde, at forlade Nautilus, det var direkte at indånde den rene luft, der var lånt fra reservoirerne og blev leveret af apparaterne, det var at forlade en fortyndet og fordærvet luft. Henad aften var der atter fjernet en meter fra udgravningen. Da jeg igen kom tilbage på skibet, var jeg lige ved at blive kvalt af den kulsyre, hvormed luften var mættet. Ak, at vi dog ikke havde de kemiske midler, der havde gjort det muligt at forjage denne giftige gas! Ilt manglede vi ikke. Alt dette vand indeholdt en betydelig mængde deraf, og ved at udskille den derfra kunne vi have fået det livgivende stof tilbage. Jeg havde nok tænkt på det, men til hvad nytte, da den kulsyre, der blev produceret af vort åndedræt, var trængt ind overalt i skibet. For at opsuge den havde det været nødvendigt at fylde beholdere med ætsende kalium og uafladelig røre om i dem. — Men dette stof manglede om bord, og intet kunne erstatte det.

Den aften måtte kaptajn Nemo åbne hanerne for sine reservoirer og sende nogle mål luft ind i Nautilus’ indre. Uden denne forholdsregel var vi aldrig vågnet igen.

Den næste dag, den 26. marts, genoptog jeg mit arbejde som minør, idet vi begyndte at fjerne den femte meter. Sidevæggene og barrierens underside blev tydeligt tykkere. Det var klart, at de ville slutte sig sammen, inden Nautilus nåede at frigøre sig. Et øjeblik blev jeg grebet af fortvivlelse. Min hakke var lige ved at falde ud af mine hænder. Hvorfor arbejde, hvis jeg skulle dø, kvalt, knust af dette vand, der forvandlede sig til sten, en tortur, som ikke engang uciviliserede folks grusomhed havde opfundet. Det var som om jeg var mellem et uhyres frygtelige kæber, der uimodståeligt nærmede sig.

Kaptajn Nemo, der ledede arbejdet og selv arbejdede, passerede i dette øjeblik tæt forbi mig. Jeg rørte ved ham med min hånd og pegede på vort fængels vægge. Muren til styrbordsiden var kommet mindst fire meter nærmere til Nautilus’ skrog.

Kaptajnen forstod mig og gjorde tegn til mig om at følge med. Vi vendte tilbage til skibet. Da min dykkerdragt var taget af, ledsagede jeg ham ind i salonen.

— Hr. Aronnax, det er nødvendigt at prøve et eller andet heroisk middel, ellers bliver vi indemurede i dette stivnede vand som i cement.

— Ja, sagde jeg, men hvad er der at gøre?

— Åh, udbrød han, om min Nautilus var stærk nok til at bære dette tryk uden at blive knust af det!

— Nå, og hvad så? spurgte jeg, der ikke havde forstået kaptajnens tanke.

— Forstår De ikke, at denne vandets størkning kommer os til hjælp? Ser De ikke, at idet det fryser, vil det sprænge de islag, der holder os fangne, som det ved at fryse sprænger de hårdeste sten? Fatter De ikke at det kunne blive et middel til frelse i stedet for et middel til ødelæggelse?

— Jo, kaptajn, måske. Men hvilken modstandsevne mod tilintetgørelse Nautilus end er i besiddelse af, kan den dog ikke bære dette forfærdende tryk, og den vil blive lige så flad som en stålplade.

— Jeg ved det, professor. Man skal altså ikke regne med naturens hjælpemidler, men vi må stole på os selv. Man må gøre modstand mod denne størkning. Det er nødvendigt at standse den. Ikke blot trænger sidevæggene sig sammen, men der er kun ti fod vand foran og bagved Nautilus. Isen vinder ind på os fra alle sider.

— Hvor længe, spurgte jeg, vil der være luft nok i reservoirerne til at vi kan ånde om bord?

Kaptajnen så mig ind i ansigtet.

— I overmorgen er reservoirerne tomme! sagde han.

Jeg følte den kolde sved komme over mig. Og dog, kunne jeg blive forbavset over det svar? Den 22. marts var Nautilus dukket ned i polens åbne vande. Nu havde vi den 26. I de sidste fem dage havde vi levet på skibets reserver. Og hvad der var tilbage af indåndingsluft var det nødvendigt at forbeholde dem, der arbejdede. I det øjeblik, da jeg skriver disse ting, er mit indtryk endnu så levende, at en rædsel uvilkårligt griber hele mit væsen, og det er som mine lunger mangler luft!

Men kaptajn Nemo tænkte sig om, tavs, ubevægelig. Det var tydeligt, at han havde fået en idé. Men det lod til, at han afviste den. Han svarede sig selv negativt. Endelig undslap nogle ord hans læber; han mumlede:

— Kogende vand!

— Kogende vand? udbrød jeg.

— Ja, professor. Vi er indelukket i et forholdsvis snævert rum. Er det ikke sådan, at kogende vandmasser, til stadighed udsprøjtet af Nautilus’ pumper, kan hæve temperaturen i disse omgivelser og forsinke deres størkning?

— Det må man prøve, sagde jeg resolut.

— Lad os prøve, hr. professor.

Termometret viste nu mere end syv graders frost udenfor. Kaptajn Nemo førte mig hen til kabyssen, hvor store destillationsapparater fungerede og leverede drikkevand ved fordampning. Han fyldte dem med vand, og al den elektriske varme fra elementerne blev ført gennem de slanger, der lå i vandet. På nogle minutter havde dette vand nået hundrede grader. Det blev ledet hen imod pumperne, mens nyt vand efterhånden erstattede det. Den varme elementerne udviklede, var sådan, at det kolde vand, der blev øst op af havet, blot efter at være løbet gennem apparaterne, var kogende, når det kom til pumperørene.

Udsprøjtningen begyndte, og tre timer senere viste termometret udenfor seks grader under nul. Det var én grad vundet. To timer senere viste termometret kun fire graders frost.

— Det lykkes os, sagde jeg til kaptajnen, efter ved talrige iagttagelser at have fulgt operationens fremadskriden.

— Jeg tror det, svarede han. Vi bliver ikke knust. Nu har vi ikke andet end kvælningsdøden at frygte.

I løbet al natten steg vandets temperatur til én grad under nul. Udsprøjtningerne kunne ikke få det til at stige yderligere. Men da havvandet først fryser ved mindst to graders frost, var jeg endelig beroliget med hensyn til størkningens farer.

Den næste dag, den 27. marts, var seks meter is endelig hugget op fra hulrummet. Der var blot fire meter at fjerne. Det var endnu otteogfyrre timers arbejde. Luften kunne ikke mere fornyes i Nautilus’ indre. Derfor blev den også stadig dårligere den dag.

En utålelig tyngde overvældede mig. Henad tre om eftermiddagen kom en voldsom grad af angstfølelse over mig. Jeg var ved at gabe mine kæber af led. Mine lunger søgte gispende efter det tændstof, der er uundværligt for åndedrættet, og som fortyndedes mere og mere. En moralsk sløvhed greb mig. Jeg lå hen uden kraft, næsten bevidstløs. Min gode Conseil, der var ramt af de samme symptomer, led de samme lidelser, forlod mig ikke. Han tog min hånd, han opmuntrede mig, og jeg hørte ham endda mumle:

— Åh, om jeg kunne lade være at trække vejret, så der kunne blive mere luft til herren!

Jeg fik tårer i øjnene ved at høre ham tale således.

Men hvis situationen for os alle var utålelig indenbords, med hvilken hast, med hvilken lykke tog vi så ikke vore dykkerdragter på for at arbejde, når turen kom til os. Hakkerne klang mod den frosne flade. Armene blev trætte, huden blev skrabet af hænderne, men hvad betød den træthed, disse sår! Den livgivende luft kom ned i vore lunger! Vi åndede atter!

Og dog var der ingen, der forlængede sit arbejde under havet udover den fastsatte tid. Enhver, der havde udført sit hverv, overgav til sine gispende kammerater den luftbeholder, der skulle skænke dem livet. Kaptajn Nemo gav eksemplet, og var den første til at underkaste sig under den strenge disciplin. Når timen var inde, overgav han sit apparat til en anden, og vendte tilbage til skibets fordærvede atmosfære, uden svaghed, uden knurren.

Den dag blev det sædvanlige arbejde udført med endnu større kraft. Der var kun to meter tilbage at fjerne fra hele hulens bund. Kun to meter skilte os fra det åbne hav. Men beholderne var næsten tømt for luft. Den smule, der var, måtte bevares til arbejderne. Der var ikke et atom til Nautilus!

Da jeg igen kom om bord, blev jeg halvejs kvalt. Hvilken nat! Jeg formår ikke at skildre den. Sådanne lidelser kan ikke beskrives. Næste dag var mit åndedrag svagt. Med hovedsmerter var blandet bedøvende svimmelhed, så jeg var som beruset. Mine kammerater havde de samme symptomer. Nogle af besætningsmedlemmerne rallede.

Den dag, den sjette i vort fangenskab, besluttede kaptajn Nemo, der fandt mejselen og hakken for langsomme, at knuse det islag, der endnu skilte os fra vandet nedenunder. Dette menneske havde bevaret sin koldblodighed og sin energi. Ved sin moralske styrke betvang han de fysiske smerter. Han tænkte, han kombinerede, han handlede.

Efter hans ordre blev fartøjet lettet, det vil sige løftet fra islejet ved en ændring af den specifikke vægt. Da det flød, halede man det hen, så det kom til at ligge over den umådelige grav, der var tegnet efter dets største omrids. Så fyldtes skibets vandreservoirer, det gik ned og faldt til i hulrummet.

I det øjeblik gik alle igen om bord, og den dobbelte udgang blev lukket. Nu hvilede Nautilus på det islag, der kun var en meter tykt, og som sonderne havde gennemhullet på tusinde steder.

Så blev reservoirernes haner åbnet på vid gab, og hundrede kubikmeter vand styrtede ind og forøgede Nautilus’ vægt med hundrede tusinde kilogram.

Vi ventede, vi lyttede, vi glemte vore lidelser, vi håbede endnu. Nu havde vi sat alt på ét kort.

Trods den susen, der fyldte mit hoved, hørte jeg snart en rystelse under Nautilus’ skrog. Der skete en niveausænkning. Isen revnede med en mærkelig bragen, der lignede den, hvormed papir rives over, og Nautilus gik ned.

— Vi kommer igennem, mumlede Conseil i mit øre.

Jeg kunne ikke svare ham. Jeg greb hans hånd. Jeg trykkede den med en ufrivillig krampetrækning. Pludselig dukkede Nautilus, trukket med af sin frygtelige overbelastning, som en kanonkugle ned i vandet, det vil sige, den faldt som den ville være faldet i det tomme rum. Så blev al den elektriske kraft sat på pumperne, der straks begyndte at jage vandet ud af reservoirerne. Efter nogle minutter blev vort fald standset. Snart viste manometret endog en opadgående bevægelse. Skruen, der gik for fuld kraft, fik stålskroget til at skælve helt ud i boltene og slæbte os nordpå.

Men hvor længe skulle denne sejlads under barrieren til det åbne hav vare? En dag endnu? Jeg ville være død forinden!

Halvt udstrakt på en af bibliotekets sofaer var jeg ved at kvæles. Mit ansigt var violet, mine læber blå, min kraft brudt. Jeg kunne hverken se eller høre længere. Fornemmelsen af tid var forsvundet for mig. Mine muskler kunne ikke trække sig sammen.

Jeg kan ikke sige, hvor mange timer der forløb således. Men jeg var klar over, at min dødskamp begyndte. Jeg forstod, at jeg skulle dø…

Pludselig kom jeg til mig selv. Nogle åndepust trængte ned i mine lunger. Var vi steget op til bølgernes overflade? Var vi kommet under barrieren?

Nej! Det var Ned og Conseil, mine to gode venner, der ofrede sig for at redde mig. Nogle luftatomer var endnu tilbage i bunden af et apparat. I stedet for at indånde det, havde de gemt det til mig, og mens de var ved at kvæles, skænkede de mig livet dråbe for dråbe! Jeg ville skubbe apparatet bort. De holdt mine hænder, og i nogle minutter åndede jeg med vellyst.

Mit blik gik mod uret. Klokken var elleve om formiddagen. Det måtte være den 28. marts. Nautilus gik med en frygtelig hastighed på fyrretyve mil i timen. Den snoede sig i vandene.

Hvor var kaptajn Nemo? Var han bukket under? Var hans ledsagere døde sammen med ham?

I det øjeblik viste manometret, at vi ikke var mere end tyve fod fra overfladen. Et almindeligt islag skilte os fra atmosfæren. Kunne man knække det?

Måske! I hvert fald skulle Nautilus til at forsøge det. Jeg kunne virkelig mærke, at den indtog en skrå stilling, idet den sænkede sin agterstavn og hævede sin forstavn. En indførelse af vand havde været nok til at bryde dens ligevægt. Skudt frem af sin mægtige skrue angreb den så isen nedefra som en frygtelig murbrækker. Den fik den til at briste lidt efter lidt, trak sig tilbage, gik med fuld fart mod isen, der flængedes, og endelig slyngede den sig, båret frem af et sidste tilløb, og på den frosne overflade, som den knuste med sin vægt.

Lugen blev åbnet, man kunne sige revet op, og luften trængte i strømme ind alle vegne i Nautilus.

Kapitel 41

Fra Kap Horn til Amazonfloden

Hvordan jeg var kommet op på platformen, skal jeg ikke kunne sige. Måske havde canadieren båret mig derop. Men jeg åndede, jeg inddrak den livgivende havluft. I min nærhed berusede mine to kammerater sig i de friske molekyler. Ulykkelige mennesker, der alt for længe har været uden næring, kan ikke uhæmmet kaste sig over de første madvarer, som man stiller for dem. Vi derimod, vi behøvede ikke at holde måde, vi kunne fylde lungerne med atmosfærens atomer, og det var brisen, brisen selv, der skænkede os denne vellystige rus!

— Åh, kom det fra Conseil, hvor er det godt med ilten! Herren skal ikke være bange for at indånde den. Der er nok af den til alle mennesker!

Hvad Ned Land angår, sagde han ikke noget; men han spærrede gabet op, så det kunne forskrække en haj. Og hvilke mægtige åndedrag! Canadieren» trak «som en kakkelovn, når ilden buldrer i den. Vi fik hurtigt vore kræfter tilbage, og da jeg så mig om, opdagede

jeg, at vi var alene på platformen. Der var ikke én mand af besætningen. Ikke engang kaptajn Nemo var der. Nautilus’ mærkelige sømænd nøjedes med den luft, der cirkulerede i skibets indre. Ikke én var kommet for at glæde sig i fri luft.

De første ord, jeg udtalte, var taknemmelighedsytringer og taksigelser til mine to kammerater. Ned og Conseil havde forlænget mit liv i de sidste timer i denne lange dødskamp. Al min erkendtlighed kunne ikke være for meget for en sådan hengivenhed.

— Det er godt! Hr. professor, svarede Ned Land mig, det er ikke umagen værd at tale om det. Hvad fortjeneste har vi indlagt os ved det? Ikke nogen. Det var kun et spørgsmål om almindelig regning. Deres liv var mere værd end vores. Altså måtte man bevare det.

— Nej, Ned, svarede jeg, det var ikke mere værd. Ingen er bedre end en ædelmodig og god mand, og det er det De er!

— Så er det godt, så er det godt, gentog canadieren forlegen.

— Og du, min gode Conseil, du har lidt meget.

— Ikke særlig, for at sige det rent ud til herren. Jeg manglede ganske vist nogle mundfulde luft, men jeg tror jeg ville have vænnet mig til det. For resten så jeg, at herren var ved at besvime, og så havde jeg ikke den mindste lyst til at trække vejret. Det tog som man siger, vejret fra…

Conseil blev flov over at have kastet sig ud i banaliteter, og talte ikke ud.

— Mine venner, svarede jeg, stærkt bevæget, vi er knyttet til hinanden for bestandig, og I har krav på mig…

— Som jeg nok skal misbruge, fortsatte canadieren.

— Hva’? kom det fra Conseil.

— Ja, begyndte Ned Land igen, krav på at slæbe Dem med mig, når jeg forlader denne infernalske Nautilus.

— Ærlig talt, er vi på den rette vej? sagde Conseil.

— Ja, svarede jeg, da vi går mod solsiden, og der hvor solen er, der er norden.

— Uden tvivl, fortsatte Ned Land, men vi mangler at få at vide, om vi sejler ind i Stillehavet eller ind i Atlanten, det vil sige, de befærdede have eller de øde.

Det kunne jeg ikke svare på, og jeg var bange for, at kaptajn Nemo snarest ville tage os ind i det mægtige ocean, der på én gang beskyller Asiens og Amerikas kyster. Således ville han fuldende sin undersøiske jordomsejling og komme tilbage til de have, hvor Nautilus fandt den fuldkomneste uafhængighed. Men hvis vi vendte tilbage til Stillehavet, fjernt fra alt beboet land, hvad blev der så af Ned Lands planer?

Vi måtte inden længe blive klare over dette vigtige spørgsmål. Nautilus sejlede hastigt af sted. Vi kom hurtigt over polarkredsen, og kursen blev sat mod Kap Horn. Vi var på højde med dette amerikanske forbjerg den 31. marts klokken syv om aftenen.

Nu var alle vore overstandne lidelser glemt. Erindringen om dette fangenskab i isen udslettedes af vort sind. Vi tænkte kun på fremtiden. Kaptajn Nemo viste sig ikke mere, hverken i salonen eller på platformen. Positionen, der hver dag blev markeret på verdenskortet, pejlet af næstkomanderende, tillod mig at bestemme Nautilus’ nøjagtige kurs. Nu blev det den aften, til min store tilfredshed, klart, at vi vendte tilbage nordpå gennem Atlanten.

Jeg meddelte canadieren og Conseil resultatet af mine iagttagelser.

— Godt nyt, svarede canadieren, men hvor sejler Nautilus hen?

— Jeg kan ikke sige det, Ned.

— Vil dens kaptajn efter Sydpolen binde an med Nordpolen, og vende tilbage til Stillehavet ad den berømte Nordvestpassage?

— Det kan ikke nytte at trodse ham, svarede Conseil.

— Nå, ja, sagde canadieren, lad os så foreløbig holde ham med selskab.

— I hvert fald, tilføjede Conseil, så er kaptajn Nemo en energisk mand, og vi kommer ikke til at beklage at vi har kendt ham.

— Navnlig ikke, når vi er kommet væk fra ham! svarede Ned Land.

Den næste dag, den 1. april, da Nautilus nogle minutter før middag steg op til bølgernes overflade, fik vi mod vest kending af en kyst. Det var Ildlandet, som de første søfarere gav dette navn, da de så de talrige røgsøjler, der steg op fra de indfødtes hytter. Dette Ildland danner en stor samling øer, der strækker sig over tredive mil i længden og firsindstyve mil i bredden, mellem 53° og 56° sydlig bredde og 67° 50 og 77° 15 vestlig længde. Kysten forekom mig lav, men i det fjerne hævede der sig høje bjerge. Jeg troede endda at skimte Sarmientobjerget, der rager to tusinde og halvfjerds meter op over havets overflade, en pyramideformet skiferblok, med en meget spids top, der efter som den er tilsløret eller fri for skyer melder smukt eller dårligt vejr, fortalte Ned Land mig.

— Et storartet barometer, min ven.

— Ja, hr. professor, et naturligt barometer, der aldrig har narret mig, når jeg har sejlet i Magellansstrædets snævringer.

I dette øjeblik viste denne tinde sig klat aftegnet for os på baggrund af himlen. Det var en spådom om godt vejr. Den gik i opfyldelse. Da Nautilus igen var gået ned under vandet, nærmede den sig til kysten og fulgte den i blot nogle mils afstand.

Gennem salonens ruder så jeg lange lianer, kæmpestore svampe, og disse blæretang, som polens åbne hav rummede nogle eksemplarer af; med deres slimede og blanke trævler havde de en længde på op til tre hundrede meter; det er ligefrem kabler, der mere end tommetykke og meget holdbare ofte bruges som fortøjningstrosser på skibe. En anden plante, der er kendt under navnet velp, har fire fod lange blade, der belagt med koralagtige lag dækkede bunden som et tæppe. Den tjente til næring og rede for myriader af krebsdyr og bløddyr, krabber, blæksprutter. Her svælgede sælerne og havodderne i herlige måltider, idet de blandede fiskens kød med havets grønsager, ligesom englænderne gør.

Nautilus passerede med den yderste hastighed hen over disse fede og yppige grunde. Henad aften nærmede den sig Malvinernes øgruppe, hvis ujævne tinder jeg næste dag kunne genkende. Havet var ikke særlig dybt her. Derfor tænkte jeg, ikke uden grund, at disse to øer, der var omgivet af et stort antal holme, tidligere havde været en del af Magellansgruppen. Malvinerne blev sandsynligvis opdaget af den berømte John Davis, der gav dem navnet Davis-Sydøerne. Senere kaldte Richard Hawkins dem Jomfruøerne efter den Hellige Jomfru. Dernæst blev de i begyndelsen af det XVIII århundrede kaldt Malvinerne af fiskerne fra Saint-Malo, og endelig Falklandsøerne af englænderne, som de nu tilhører.

I disse farvande bragte vore net smukke eksemplarer af alger ind, og navnlig en bestemt svamp, hvis rødder var besat med de muslinger, der er verdens bedste. Gæs og ænder slog sig ned på platformen i snesevis og fik hurtigt plads i skibets forrådskamre. Med hensyn til fisk lagde jeg særlig mærke til nogle benfisk, der hører til kutlingeslægten, og fremfor alt til kuglefisk, to decimeter lange og helt oversåede med hvidlige og gule pletter.

I lige så høj grad beundrede jeg de talrige gopler, og de smukkeste af slægten, chrysaorerne, der er særegne for havene omkring Malvinerne. Snart dannede de en meget glat halvkugleformet skærm, afstribet af rødbrune linier og kantet med tolv regelmæssige borter; snart var det en omvendt kurv, hvorfra der yndefuldt hængte store blade og lange røde kviste. De svømmede, idet de bevægede deres fire bladagtige arme, og lod deres fyldige paryk af tentakler hænge og flyde. Jeg ville gerne have bevaret nogle af disse sarte zoofyter; men det er kun skyer, skygger, syner, der smelter hen og fordamper uden for deres naturlige element.

Da Malvinernes sidste højder var forsvundet under horisonten, dukkede Nautilus mellem tyve og femogtyve meter ned og fulgte den amerikanske kyst. Kaptajn Nemo viste sig ikke.

Lige til den 3. april holdt vi os til Patagoniens farvande, snart under, snart på oceanets overflade. Nautilus passerede den store tragtformede munding, der er dannet af la Platas udløb, og befandt sig den 4. april ud for Uruguay, men halvtreds mil ude i rum sø. Den holdt stadig kursen nordpå, og den fulgte Sydamerikas langstrakt slyngede kyst. Vi havde nu tilbagelagt seksten tusinde mil, siden vi kom om bord i de japanske have.

Henad elleve om formiddagen passerede vi Stenbukkens Vendekreds på den syvogtredivte længdegrad, og sejlede i god afstand forbi Kap Frio. Til stor misfornøjelse for Ned Land holdt kaptajn Nemo ikke af naboskabet med disse Brasiliens beboede kyster; han sejlede med svimlende hastighed. Selv ikke de hurtigste af de eksisterende fisk eller fugle kunne følge os, og de naturhistoriske mærkværdigheder undgik alle iagttagelser.

Denne hastighed blev vedligeholdt gennem flere dage, og om aftenen den 9. april fik vi kending af Sydamerikas østligste punkt, Kap San Roque. Men så fjernede Nautilus sig på ny og søgte i de største dybder mod en undersøisk dal, der sænker sig mellem dette forbjerg og Sierra Leone på den afrikanske kyst. Denne dal deler sig på højde med Antillerne og ender mod nord med en enorm grav på ni tusind meter. På dette sted danner oceanets geologiske tværsnit over mod de små Antiller en stejlt tilhugget klint på seks kilometer, og på højde med Kap Verdeøerne en anden ikke mindre betydelig mur, og de indeslutter således hele Atlantis’ neddykkede fastland. Bunden af denne umådelige dal er kuperet, med nogle bjerge, hvorfra der er maleriske udsigter til disse undersøiske grunde. Jeg kan fremfor alt tale derom efter de håndtegnede kort, som Nautilus’ bibliotek indeholdt, kort, der øjensynligt skyldtes kaptajn Nemo selv, og hvilede på hans personlige observationer.

Igennem to dage blev disse øde og dybe steder besøgt ved hjælp af de skråtstillede planer. Nautilus fik med dem de lange diagonale skibssider, der bar den til alle mulige højder. Men den 11. april gik den pludselig op igen, og vi så atter land ved Amazonflodens udløb, den store tragtformede munding, hvoraf udstrømningen er så betydelig, at den afsalter havet flere mil ud.

Ækvator var passeret. Tyve mil mod vest lå Guayana med den franske koloni, hvor vi let kunne have fundet tilflugt. Men det blæste kraftigt, og de rasende bølger kunne man ikke trodse med en almindelig båd. Det forstod Ned Land utvivlsomt, for han sagde ikke noget til mig. Jeg på min side hentydede ikke til hans flugtplaner, for jeg ville ikke tilskynde ham til et forsøg, der uafvendeligt var slået fejl.

For denne forsinkelse kunne jeg sagtens holde mig skadesløs ved interessante studier. I disse to dage, den 11. og 12. april, forlod Nautilus ikke havoverfladen, og dens slæbevod indbragte en helt mirakuløs fangst af zoofyter, af fisk og af reptiler.

Nogle zoofyter var blevet skrabet op af slæbevoddets kæde. Det var for størstedelen smukke phyctaliner, der hører til søanemonernes familie, og mellem andre arter phyctalis protexta, der hører hjemme i denne del af oceanet, en lille cylindrisk stamme, prydet med lodrette linier, besat med røde prikker, og kronet af en vidunderlig udfoldelse af tentakler. Hvad angår bløddyr var der flere eksemplarer, som jeg allerede før havde iagttaget, tårnsnegle, olivengrønne porfyrsnegle med regelmæssigt sammenslyngede linier, hvoraf rødgule pletter fremhævedes kraftigt på en kødfarvet baggrund, fantastiske vingesnegle, der lignede forstenede skorpioner, gennemskinnelige glassvampe, argonauter, udmærkede spiselige blæksprutter, og visse andre arter, som oldtidens naturforskere klassificerede blandt flyvefiskene, og som især tjener til mading for torsk.

I disse farvande noterede jeg forkellige arter af fisk, som jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at studere. Blandt bruskfiskene: lampretter, en slags femten tommer lange ål med grønligt hoved, violette finner, blågrå ryg, sølvskinnende brun bug, oversået med lyse pletter, mærkelige dyr, som Amazonfloden måtte have slæbt med ud i havet; knoldede rokker med spids snude, med lang og tynd hale og bevæbnet med en lang sav med tænder; små hajer på en meter, med gråt og hvidligt skind, hvis tænder, anbragt i flere rækker, er bøjet bagud og som er almindelig kendt under navnet tøffelmagere; havtasker, en slags rødlige ligebenede trekanter på en halv meter, og hvis brystfinner med kødfulde forlængelser får dem til at ligne flagermus, men hvis hornagtige rygstråle, der sidder nær ved næseborene, har skaffet dem tilnavnet havenhjørning; endelig nogle slags balister, den pansrede, hvis prikkede sider stråler med en blændende gylden farve, og en lysviolet makrel, med changerende nuancer som på en dues hals.

Jeg ender her denne en smule tørre, men meget nøjagtige navnefortegnelse med en række benfisk, som jeg iagttog: passaner, der hører til de vingeløses slægt, og har en meget but og snehvid snude, mens kroppen er smukt sortmalet, og er forsynet med en meget lang og tynd, kødet tråd; tandkæber med giftbrod, tre decimeter lange sardiner, strålende med stærk sølvglans; makrel forsynet med to gatfinner; sorte tangspræl, som man fisker med blus, to meter lange fisk, med fedt, hvidt, fast kød, der, når det er frisk, smager som ål, og tørret som røget laks; rødlige læbefisk, der kun er beklædt med skæl ved grunden af ryg— og gatfinner; guldvinger, hos hvem guld og sølv blander deres glans med rubinens og topasens; guldhalet havbrasen, hvis kød er yderst delikat, og hvis fosforescerende egenskaber forråder dem midt i vandet; andre brasener med tynd tunge og orangefarvede; umberfisk med gyldne halefinner, sortladne doktorfisk, firøje fra Surinam etc.

Dette» et cetera «skal ikke forhindre mig i at omtale endnu en fisk, som Conseil vil huske længe og med god grund. Et af vore net havde bragt en slags meget fladtrykt rokke, som, hvis halen blev hugget af, ville have dannet en cirkelrund skive, og som vejede en snes kilogram. Den var hvid nedenunder, rødlig ovenpå, med store mørkeblå pletter, omgivet af sort, med meget glat skind og afsluttet med en tvefliget finne. Den lå udstrakt på platformen og baskede, forsøgte at vende sig med krampagtige bevægelser, og gjorde så mange anstrengelser at et sidste spjæt var lige ved at styrte den i havet. Men Conseil, som var glad for sin fisk, kastede sig over den og greb den med begge hænder, før jeg kunne forhindre ham deri.

Der lå han med det samme, væltet og med benene i vejret, lammet i den ene side af kroppen, og råbte:

— Åh, herre, De må komme og hjælpe mig!

Det var første gang, den arme fyr ikke talte til mig i tredie person. Da canadieren og jeg havde rejst ham op, masserede vi ham af alle kræfter, og da han kom til sig selv, mumlede den evigt klassificerende med afbrudt stemme:

— Bruskfiskenes klasse, med faste gæller, tværmundenes orden, rokkernes familie, torpedoernes slægt!

— Ja, min ven, svarede jeg, det er en torpedo, der har bragt dig i denne beklagelige tilstand.

— Åh, herren kan tro mig, fortsatte Conseil, jeg skal nok hævne mig på det dyr.

— Og hvordan det?

— Ved at spise det.

Hvad han gjorde samme aften, men slet og ret som hævnakt, for den var ærlig talt sej.

Den ulykkelige Conseil var blevet angrebet af en torpedo af den farligste slægt, en cumana. I ledende omgivelser såsom vand rammer dette mærkværdige dyr på flere meters afstand fiskene med et lyn; så stor er styrken i dets elektriske organ, hvis to vigtigste overflader måler ikke mindre end sygogtyve kvadratfod.

I løbet af den næste dag, den 12. april, nærmede Nautilus sig til kysten af den hollandske koloni, hen imod Maronis udløb. Der levede flere grupper af lamantinfamilier. Det var manater, der ligesom dygongen og søkoen hører til sirenernes orden. Disse smukke, fredelige og uskadelige dyr var seks-syv meter lange, og måtte veje mindst fire tusind kilogram. Jeg fortalte Ned Land og Conseil, at den forudseende natur havde tildelt disse pattedyr en vigtig rolle. Det er i virkeligheden dem, der ligesom sælerne skal græsse på de undersøiske enge, og således tilintetgøre de ophobninger af planter, der tilstopper de tropiske fladers mundinger.

— Og ved De, tilføjede jeg, hvad der er sket, efter at menneskene næsten helt har udryddet disse nyttige racer? Det er at de rådnede planter har forgiftet luften, og den forgiftede luft, det betyder den gule feber, der ødelægger disse vidunderlige lande. De giftige vækster har formeret sig mangefold i disse varme have, og dette onde har udviklet sig uimodståeligt lige fra Rio de la Plata til Florida.

Og hvis man skal tro Tousessenel er denne landeplage endnu intet, i sammenligning med den der vil ramme vore efterkommere, når havene er affolket for hvaler og sæler. Så vil de, overfyldt med gopler, med små og store blæksprutter, blive til mægtige arnesteder for infektioner, fordi deres bølger ikke mere er i besiddelse af» disse vældige maver, som Gud har pålagt at afskumme havenes overflade».

Men selv om Nautilus’ besætning ikke foragtede disse teorier, bemægtigede de sig dog fem-seks manater. Det drejede sig nemlig om at forsyne proviantkammeret med udmærket kød, der var bedre end både okse— og kalvekød. Det var ikke nogen spændende jagt. Manaterne lod sig dræbe uden at forsvare sig. Flere tusinde kilo kød, der var bestemt til at blive tørret, blev opmagasineret om bord.

Et ejendommeligt udført fiskeri kom den dag til yderligere at forøge Nautilus’ reserver, så vildtrige viste disse have sig at være. Slæbevoddet havde i sine masker indbragt et antal fisk, hvis hoved endte i en oval plade med kødfulde rande. Det var echeneider, af de subbrachiene blødfinnefisks familie. Deres flade sugeskive består af bevægelige tværgående bruskblade, og mellem dem kan dyret frembringe tomrum, hvad der gør det muligt for det at klæbe sig fast til forskellige ting ligesom med sugeskåle.

Remoraen, som jeg havde iagttaget i Middelhavet, hører til denne art. Men den det her drejede sig om, var en echeneide, der er særlig for dette hav. Efterhånden som vore matroser tog dem, anbragte de dem i baljer fulde af vand.

Da vi var færdige med at fiske, nærmede Nautilus sig til kysten. På dette sted lå et antal havskildpadder og sov på havoverfladen. Det ville have været vanskeligt at få fat på disse kostbare krybdyr, for den mindste lyd vækker dem, og en harpun kan ikke gennemtrænge deres solide skjold. Men sugefisken skulle udføre denne fangst med usædvanlig sikkerhed og præcision. Dette dyr er virkelig en levende fiskekrog, der kan betyde lykke og held for den jævne fisker med medesnoren.

Mændene på Nautilus bandt til disse fisks hale en ring, der var stor nok til ikke at genere deres bevægelser, og til denne ring et langt reb, der var fastbundet om bord med den anden ende.

Da sugefiskene var kastet i havet, begyndte de straks at udføre deres rolle; de for hen og satte sig fast på skildpaddernes bugskjold. Deres udholdenhed var så stor, at de snarere lod sig rive i stykker end gav slip. Man halede dem om bord og sammen med dem de skild-padder, de havde suget sig fast på.

På den måde tog man flere meterlange cacuaner, der hver vejede to hundrede kilo. Deres skjold, der er dækket med store, tynde, gennemsigtige brune hornplader med hvide og gule stænk, gør dem meget kostbare. Desuden er de fremragende set fra et ernærings-mæssigt synspunkt, ligesom suppeskildpadderne med den udsøgte smag. Dette fiskedræt endte vort ophold i Amazonflodens nærhed, og da det var blevet nat, nåede Nautilus ud i rum sø igen.

Kapitel 42

Blæksprutterne

I løbet af nogle dage fjernede Nautilus sig stadig fra den amerikanske kyst. Den skulle åbenbart ikke besøge den Mexicanske Golf eller havet ved Antillerne. Der ville dog ikke have manglet vand under dens køl,

da gennemsnitsdybden i havene her er atten hundrede meter; men disse farvande med de mange spredte øer og gennempløjet af dampere passede sandsynligvis ikke kaptajn Nemo.

Den 16. april fik vi kending af Martinique og Guadelaupe i en afstand af cirka tredive mil. Jeg så et glimt af deres høje tinder.

Canadieren, som havde regnet med at bringe sine planer til udførelse i golfen, enten ved at nå land et sted, eller ved at henvende sig til en af de talrige både, der går i kystfart fra den ene ø til den anden, blev i høj grad bragt ud af fatning. Flugten havde nok været gennemførlig, hvis det var lykkedes Ned Land at komme i besiddelse af båden uden kaptajnens vidende. Men midt ude i oceanet kunne man slet ikke tænke på det.

Canadieren, Conseil og jeg havde en ret lang samtale om dette emne. I seks måneder havde vi været fanger om bord på Nautilus. Vi havde tilbagelagt sytten tusinde mil, og som Ned Land sagde, var der ingen udsigt til at det skulle få ende. Derfor gjorde han mig et forslag, som jeg ikke var forberedt på. Det var at stille kaptajn Nemo det kategoriske spørgsmål: Regnede kaptajnen med at beholde os om bord på sit skib i det uendelige?

Et sådant skridt syntes jeg ikke om. Efter min mening kunne det ikke føre til noget. Det kunne ikke nytte at håbe noget fra Nautilus’ chef; vi måtte stole helt på os selv. I den sidste tid var denne mand for øvrigt blevet alvorligere, mere tilbageholdende, mindre omgængelig. Det lod til, at han undgik mig. Jeg traf ham kun med lange mellemrum. Tidligere fornøjede han sig med at forklare mig de undersøiske vidundere; nu overlod han mig til mine studier, og kom ikke mere i salonen.

Hvilken forandring var der sket med ham? Af hvilken grund? Jeg havde ikke noget at bebrejde mig. Måske var vor tilstedeværelse om bord ham til besvær? Dog turde jeg ikke håbe på, at han var den mand, der ville give os friheden.

Jeg bad derfor Ned om at lade mig tænke mig om, før jeg handlede. Om denne henvendelse ikke fik noget resultat, kunne den genoplive hans mistænksomhed, gøre vor situation vanskelig, og skade canadierens planer. Jeg tilføjede, at jeg ikke på nogen måde kunne bruge vor sundhedstilstand som argument. Hvis man undtager den hårde prøvelse under Sydpolens barriere, havde vi aldrig haft det bedre, hverken Ned eller Conseil eller jeg. Den sunde ernæring, den friske luft, den regelmæssige tilværelse, den ensartede temperatur gjorde os mindre modtagelige for sygdomme, og for et menneske, hos hvem erindringerne fra jorden ikke fremkaldte nogen længsel, for en kaptajn Nemo, der har sit hjem om bord, som tager hen, hvor han vil, som ad veje, der er mystiske for andre, men ikke for ham selv, går mod sit mål, kunne jeg forstå et sådant liv. Men vi havde ikke brudt med menneskeheden. Jeg for mit vedkommende ønskede ikke at mine studier, der var så nye og så mærkelige, skulle begraves sammen med mig. Nu havde jeg ret til at skrive den sandfærdige bog om havet, og jeg ønskede at denne bog skulle se dagens lys jo før jo hellere.

Interessante fænomener at beskrive i mine daglige notater fik jeg også her i disse vande omkring Antillerne, ti meter under bølgernes overflade, gennem de åbne luger! Blandt andre zoofyter var der de søblærer, der er kendt under navnet pelagiske physalier, en slags store aflange blærer, med perlemorsreflekser, og som spændte et membran ud i vinden og lod deres tentakler svæve som silketråde, indtagende gopler for øjnene, men at røre ved som rigtige brændenælder, der udskilte en sviende væske. Bland leddyrene var der halvanden meter lange annelider, udstyret med en rosenrød snabel og forsynet med sytten hundrede bevægelsesorganer, som slangede sig under vandet og i forbifarten udkastede lysskær i alle solpektrets farver. Af fiskenes orden var der mobular-rokker, enorme ti fod lange bruskfisk, der vejede seks hundrede pund og havde en trekantet brystfinne, en lille pukkel midt på ryggen, med øjnene siddende på det yderste af den forreste del af hovedet, og som undertiden, flydende som et skibsvrag, hæftede sig som en uigennemsigtig klap på vores rude. Der var de amerikanske balister, som naturen ikke har tildelt andre farver end sort og hvidt, kutlinger, langagtige og kødfulde, med gule finner og fremstående kæbe, seksten decimeter lange makrel med korte, spidse tænder, dækket med små skæl og hørende til arten albakorer. Dernæst viste der sig sværme af muller med gyldne striber på tværs fra hoved til hale, viftende med deres strålende finner, sande mesterværker af juvelerarbejder, der fordum var helliget Diana, særlig eftertragtede af rige romere, og hvorom ordsproget sagde:»Den som fanger dem, spiser dem ikke!«Endelig passerede gyldne koralfisk forbi vore øjne, smykket med smalle, smaragdgrønne bånd, som fornemme herrer malet af Veronese; havbrasener skjulte sig under deres hurtige brystfinne; sild på femten tommer svøbte sig i deres fosforescerende lysskær; multer piskede havet med deres store kødfulde hale; røde laksefisk så ud som de mejede bølgerne ned med deres skarpe brystfinne, og sølvfarvede selener, der bar deres navn med rette, hævede sig vandenes horisont som lige så mange måner over hvidlige spejlbilleder.

Hvor mange andre vidunderlige og nye eksemplarer kunne jeg ikke endnu have iagttaget, om ikke Nautilus lidt efter lidt var gået ned mod de dybe lag! Dens skråtstillede planer trak den helt ned til dybder på to tusind, ja, tre tusind og fem hundrede meter. Derefter var dyrelivet ikke repræsenteret med andet end søliljer, søstjerner, de indtagende havpalmer med medusahoved og den ranke stængel, der bar en lille kalk, topsnegle, små muslinger, der kaldes blodige quenotter, og fissureller, store bløddyr, der hører til ved stranden.

Den 20. april var vi igen steget op til en jævn højde på femten hundrede meter. Den nærmeste landjord var nu Bahamaøernes grupper, der lå spredt som en hoben brosten på vandenes overflade. Høje undersøiske klinter rejste sig der, stejle mure af rå blokke, der lå i brede lag med sorte huler, som vore elektriske stråler ikke kunne oplyse helt til bunds.

Disse klipper var beklædt med store planter, kæmpemæssig bladtang, gigantiske svampe, ligefrem et espalier af hydrofyter, passende for en verden af titaner.

Fra at betragte disse kolossale planter kom Ned, Conseil og jeg naturligt ind på at tale om havets gigantiske dyr. De første var åbenbart bestemt til ernæring for de sidstnævnte. Men gennem den næsten ubevægelige Nautilus’ vinduer genkendte jeg desuden på de lange tråde de vigtigste leddyr af brachiurernes afdeling, lambrer med lange ben, violette krabber, vingesnegle, der er ejendommlige for havene omkring Antillerne.

Klokken var henad elleve, da Ned Land henledte min opmærksomhed på et enormt mylder, som viste sig mellem de store alger.

— Nå da, sagde jeg, der har vi nogle rigtige blækspruttehuler, og det skulle ikke forbavse mig at se nogle af de uhyrer der.

— Hva’! lød det fra Conseil, blæksprutter, almindelige tiarmede blæksprutter af cephalopodernes klasse?

— Nej, sagde jeg, blæksprutter i det store format. Men den kære Land har sikkert taget fejl, for jeg kan ikke få øje på noget.

— Det er jeg ked af, svarede Conseil. Jeg ville gerne ansigt til ansigt betragte en af de blæksprutter, som jeg har hørt så meget om, og som kan slæbe skibe ned i afgrundens dyb. Det der dyr, som kaldes krak -

— Det er nok en and, svarede canadieren ironisk.

— Kraken, tilføjede Conseil, der talte ud, uden at bryde sig om sin kammerats drilleri.

— Aldrig skal man få mig til at tro på, at den slags dyr eksisterer, sagde Ned Land.

— Hvorfor ikke? spurgte Conseil. Vi troede da godt nok på herrens narhval.

— Det skulle vi ikke have gjort, Conseil.

— Bestemt ikke! Men der er sikkert andre, der endnu tror på den.

— Sandsynligvis, Conseil, men jeg for min del er fast bestemt på ikke at indrømme eksistensen af den slags dyr, for jeg har dissekeret dem med egen hånd.

— Herren tror altså heller ikke på gigantiske blæksprutter? spurgte Conseil henvendt til mig.

— Åh, hvem pokker har nogensinde troet på dem? udbrød canadieren.

— Mange mennesker, kære Ned.

— Ikke fiskere. Måske videnskabsmænd!

— Undskyld, Ned. Både fiskere og videnskahsmænd!

— Men jeg, der står her og taler med Dem, sagde Conseil med den alvorligste mine af verden, jeg husker tydeligt, at jeg har set en stor båd blive slæbt ned i vandet af en cephalopodes arm.

— Har De set det? spurgte canadieren.

— Ja, Ned.

— Med Deres egne øjne?

— Med mine egne øjne.

— Hvor, om jeg må spørge?

— I Saint-Malo, svarede Conseil uforstyrrelig.

— I havnen? spurgte Ned Land ironisk.

— Nej, i en kirke, svarede Conseil.

— I en kirke! udbrød canadieren.

— Ja, kære Ned. Det var et maleri, der forestillede den omtalte blæksprutte!

— Ja vel! sagde Ned Land og brast i latter. Hr. Conseil holder mig for nar!

— Han har virkelig ret, sagde jeg. Jeg har hørt tale om dette maleri; men det emne, som det fremstiller, kommer fra en legende, og De ved nok hvad man må tænke om legender, med hensyn til naturhistorie! Når det drejer sig om uhyrer, ønsker fantasien ikke andet end at komme på afveje. Ikke blot har man påstået, at disse blæksprutter kunne slæbe af sted med skibe, men en vis Olaus Magnus taler om en cephalope, der var en mil lang, og snarere lignede en ø end et dyr. Man fortæller også, at Nidaros’ ærkebiskop en dag rejste et alter på en umådelig klippe. Da han havde holdt messe, satte klippen sig i gang og vendte tilbage til havet. Klippen var en blæksprutte.

— Og det er det hele? spurgte canadieren.

— Nej, svarede jeg. En anden biskop, Pontoppidan fra Bergen, taler ligeledes om en blæksprutte, som et kavalleriregiment kunne eksercere på!

— De var gode, de biskopper i gamle dage! sagde Ned Land.

— Endelig beretter oldtidens naturforskere om uhyrer, hvis gab lignede en havbugt, og som var for store til at komme igennem Gibraltarstrædet.

— Bevares vel! sagde canadieren.

— Men hvad sandt er der i alle de historier spurgte Conseil.

— Intet, kære venner, i det mindste intet af det, der går ud over sandsynlighedens grænser for at komme til fablen eller legenden. Alligevel kræver fortællernes fantasi om ikke en årsag, så i det mindste et påskud. Man kan ikke nægte, at der eksisterer forskellige meget store blæksprutter, men de er dog mindre end hvaler. Aristoteles har konstateret at en blækspruttes størrelse kan være fem alen, det vil sige tre meter og ti. Vore fiskere ser tit nogle, der er mere end en meter og firs lange. Museerne i Triest og Montpellier bevarer skeletter af blæksprutter på to meter. For øvrigt ville et af disse dyr, der blot var seks fod langt, ifølge naturhistorikernes beregning have arme på syvogtyve fod. Hvad der ville være nok til at gøre det til et frygteligt uhyre.

— Og fisker man den slags i vore dage? spurgte canadieren.

— Om man ikke fisker nogen af dem, så ser sømændene dem i alt fald. En af mine venner, kaptajn Paul Bos fra le Havre, har tit fortalt mig, at han havde mødt et af disse kolossalt store uhyrer i de indiske have. Men den mest forbavsende kendsgerning, og det der ikke mere tillader at benægte disse gigantiske dyrs eksistens, det skete for nogle år siden, i 1861.

— Hvad er det for en kendsgerning? spurgte Ned Land.

— Hør nu. I 1861, nordøst for Teneriffa, omtrent på den breddegrad hvor vi er i dette øjeblik, opdagede mandskabet på avisoen Alecton en grufuld blæksprutte, der svømmede i dens nærhed. Kaptajn Bouguer nærmede sig til dette dyr, og han angreb det med harpunkast og bøsseskud, uden større held, for kugler og harpuner gik igennem det bløde kød som gennem en gelé uden fasthed. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det mandskabet at få en løbeknude omkring bløddyrets krop. Denne knude gled hen til halefinnerne og standsede der. Så forsøgte man at hale uhyret om bord, men dets vægt var så betydelig, at det under rebets træk skiltes fra sin hale, og berøvet denne prydelse forsvandt det under vandet.

— Det var da endelig en kendsgerning, sagde Ned Land.

— En uigendrivelig kendsgerning, min gode Ned. Derfor har man også foreslået at kalde dette dyr» Bouguers blæksprutte».

— Og hvor lang var den? spurgte canadieren.

— Var den ikke omtrent seks meter lang? sagde Conseil, der siddende ved vinduet på ny undersøgte klintens ujævnheder.

— Netop, svarede jeg.

— Var dens hoved ikke, fortsatte Conseil, kronet af otte tentakler der bevægede sig i vandet som en redefuld slanger?

— Akkurat.

— Var dens udstående øjne ikke usædvanlig veludviklede?

— Jo, Conseil.

— Og var dens mund ikke et rigtigt papegøjenæb, men et frygteligt næb?

— Netop, Conseil.

— Nå ja, hvis herren ikke har noget imod det, svarede Conseil roligt, hvis det ikke er Bouguers blæksprutte, så er der i det mindste en af dens brødre.

Jeg så på Conseil. Ned Land styrtede hen mod vinduet. — Det rædselsfulde dyr! udbrød han.

Så kom turen til mig at se det, og jeg kunne ikke tilbageholde et udbrud af afsky. For mine øjne sprællede et frygteligt uhyre, der var værdigt til at figurere i legender om misfostre.

Det var en blæksprutte af kolosale dimensioner, idet den var otte meter lang. Den bevægede sig baglæns med den yderste hastighed, i Nautilus’ retning. Den stirrede med sine enorme stive, søgrønne øjne. Dens otte arme, eller rettere sagt dens otte fødder der sad på dens hoved, og har gjort disse dyr fortjent til navnet cephalopoder, var udviklet til den dobbelte størrelse af kroppen, og vred sig som furiernes hovedhår. Man kunne tydeligt se de to hundrede og halvtreds sugeskåle, der sad på den indvendige side af fangarmene, i form af halvkugleformede kapsler. Undertiden satte disse sugeskåle sig fast på salonens rude og sugede til. Dette uhyres mund — et hornnæb af form som et papegøjenæb — åbnede og lukkede sig vertikalt. Dens tunge, der var af en hornagtig substans og selv besat med flere rækker spidse tænder, stak skælvende frem fra denne virkelig enorme saks. Hvilken fantasi naturen dog har! Et fuglenæb på et bløddyr! Dens krop, der var tenformet og opsvulmet på midten, dannede en kødmasse, der måtte veje tyve til femogtyve tusind kilogram. Dens ubestandige farve, der skiftede med den yderste hurtighed efter dyrets irritation, gik efterhånden over fra blygråt til rødligt brunt.

Hvad blev det bløddyr irriteret over? Utvivlsomt over tilstedeværelsen af denne Nautilus, der var forfærdeligere end den selv, og som hverken dens sugeskåle eller dens kæber kunne få fat på. Og hvad var det dog for nogle uhyrer, disse blæksprutter, hvilken vitalitet havde Skaberen ikke tildelt dem, hvilken kraft i deres bevægelser — de har nemlig tre hjerter!

Tilfældet havde bragt os i nærheden af denne blæksprutte, og jeg ville ikke gå glip af en lejlighed til omhyggeligt at studere dette eksemplar af cephalopoderne. Jeg overvandt den rædsel som synet af den indgød mig, tog en blyant, og begyndte at tegne den.

— Det er måske den fra Alecton, sagde Conseil.

— Nej, svarede canadieren, for denne her er hel, og den anden havde tabt halen!

— Det behøver ikke at betyde noget, svarede jeg. Dette dyrs arme og hale dannes igen ved regeneration, og i løbet af syv år har halen på Bouguers blæksprutte sikkert haft tid til at vokse ud igen.

— For resten, svarede Ned, hvis det ikke er den, er det måske en af dem der!

Andre blæksprutter havde nemlig vist sig ved styrbordsruden. Der var mindst syv. De dannede kortege for Nautilus, og jeg kunne høre deres næbs skurren mod stålskroget. Vi blev betjent efter ønske.

Jeg fortsatte mit arbejde. Disse dyr holdt sig i vandet omkring os med en sådan præcision, at det så ud som om de var ubevægelige, og jeg kunne have kalkeret dem af i forkortning på ruden. For øvrigt sejlede vi med jævn fart.

Pludselig standsede Nautilus. Et stød fik den til at skælve i alle spanter.

— Har vi taget grunden? spurgte jeg.

— I så fald er vi allerede kommet fri igen, svarede canadieren, for vi flyder.

Nautilus flød ganske vist, men den sejlede ikke mere. Dens skrueblade piskede ikke vandet. Der gik et minut. Kaptajn Nemo trådte ind i salonen, fulgt af sin næstkommanderende.

Jeg havde ikke set ham i nogen tid. Han så trist ud. Uden at tale til os, måske uden at se os, gik han hen til lugen, betragtede blæksprutterne, og sagde nogle ord til sin næstkommanderende.

Denne gik ud. Snart efter blev lugerne lukket. Der blev tændt i loftet. Jeg gik hen til kaptajnen.

— En ejendommelig samling blæksprutter, sagde jeg til ham i den utvungne tone, en interesseret person benytter sig af foran et akvariums krystalrude.

— Ja, virkelig, hr. naturforsker, svarede han mig, og vi skal nu kæmpe med dem som mand mod mand.

Jeg så på kaptajnen. Jeg troede ikke, at jeg havde hørt rigtigt.

— Som mand mod mand? gentog jeg.

— Ja, hr. professor. Skruen er standset. Jeg tænker, at en af disse blæksprutters hornkæber er kommet ind mellem dens blade. Hvad der forhindrer os i at komme frem.

— Og hvad vil De gøre?

— Stige op til overfladen og massakrere alt dette kryb.

— Et vanskeligt foretagende!

— Ja, det er det. De elektriske kugler er virkningsløse mod dette bløde kød, hvor de ikke finder tilstrækkelig modstand til at eksplodere. Men vi vil angribe dem med økser.

— Og med harpun, chef, sagde canadieren, hvis De ikke afslår min hjælp.

— Den tager jeg imod, mester Land.

— Vi går med, sagde jeg, og idet vi fulgte efter kaptajn Nemo, gik vi hen imod den centrale trappe.

En halv snes af mændene holdt sig der parat til angreb bevæbnet med entringsøkser.

Conseil og jeg tog to økser. Ned Land greb en harpun.

Nautilus var nu kommet op på bølgernes overflade. En af matroserne, der stod på de øverste trin, var ved at skrue lugens bolte løse. Men skruerne var knap nok frigjort, da lugen løftedes med den yderste voldsomhed, åbenbart trukket op af en blækspruttearms sugeskåle.

Straks gled en af de lange arme som en slange ned gennem åbningen, og tyve andre sprællede udenfor. Med et øksehug afskar kaptajn Nemo den frygtelige tentakel, der gled og vred sig på trinene.

I det øjeblik, da vi trængte på efter hinanden for at nå op på platformen, svirpede to andre arme i luften og slog ned på den matros der var foran kaptajn Nemo, og løftede ham med uimodståelig voldsomhed.

Kaptajn Nemo udstødte et skrig og styrtede udenfor. Vi andre for i hælene på ham.

Hvilket syn! Den ulykkelige, der var blevet grebet af fangarmen, og fastholdt af dens sugeskåle, svajede i luften efter denne enorme snabels luner. Han rallede, han var ved at kvæles, han skreg: Hjælp! Hjælp! Disse ord, der blev udtalt på fransk, fremkaldte den største forbavselse hos mig! Jeg havde altså en landsmand om bord, måske flere! Dette hjerteskærende råb ville jeg høre hele mit liv!

Den ulykkelige var fortabt. Hvem kunne rive ham ud af dette mægtige greb? Men kaptajn Nemo havde styrtet sig mod blæksprutten, og med et øksehug havde han slået endnu en arm af den. Hans næstkommanderende kæmpede rasende mod andre uhyrer, der kravlede på Nautilus’ sider. Mandskabet kæmpede med øksehug. Canadieren, Conseil og jeg sænkede vore våben dybt ned i de kødfulde masser. En voldsom lugt af moskus gennemtrængte atmosfæren. Det var forfærdeligt.

Et øjeblik troede jeg, at den ulykkelige, der var omslynget af blæksprutten, ville blive revet løs fra det mægtige sug. Af de otte arme var syv blevet hugget over. En eneste vred sig i luften og svang sit offer så let som en fjer. Men i det øjeblik, da kaptajn Nemo og hans næstkomanderende styrtede sig over dyret, udslyngede det en sky af en sortladen væske, som udskiltes af en pose i dens bug. Vi blev blindede af den, og da tågen havde spredt sig, var blæksprutten forsvundet, og med den min ulykkelige landsmand!

Med hvilket raseri jog vi ikke frem mod disse uhyrer! Ingen var længere herre over sig selv. Ti-tolv blæksprutter havde besat platformen og Nautilus’ sider. Vi rullede i et virvar, omgivet af disse afhuggede slangestumper, der skælvede på platformen i strømme af blod og sort blæk. Det var som om disse klæbrige fangarme voksede ud igen ligesom Hydraens hoveder. Gang på gang sank Ned Lands harpun dybt ned i de søgrønne blæksprutteøjne og stak dem ud. Men pludselig blev min dristige kammerat væltet af et uhyre, hvis fangarme han ikke kunne undgå.

Ak, hvordan gik det til, at mit hjerte ikke brast af bevægelse og gru! Blækspruttens frygtelige næb havde åbnet sig over Ned Land. Den ulykkelige ville blive klippet midt over. Jeg styrtede til hjælp. Men kaptajn Nemo var kommet mig i forkøbet. Hans økse forsvandt mellem de enorme kæber, og mirakuløst reddet rejste canadieren sig og stødte sin harpun helt ned i blækspruttens tredobbelte hjerte.

— Jeg skyldte mig selv denne gengældelse! sagde kaptajn Nemo til canadieren.

Ned bukkede let uden at svare.

Denne kamp havde varet et kvarter. Besejrede, lemlæstede, dødeligt sårede overlod uhyrerne os endelig valpladsen og forsvandt under bølgerne.

Rød af blod, stående ubevægelig i nærheden af lanternen så kaptajn Nemo ud over det hav, der havde opslugt en af hans ledsagere, og store tårer løb ned ad hans kinder.

Kapitel 43

Golfstrømmen

Dette frygtelige optrin den 20. april kunne ingen af os nogensinde glemme. Jeg har skrevet om det under indtrykket af en voldsom bevægelse. Siden har jeg genset beretningen derom. Jeg har læst den for Conseil og for canadieren. De har fundet den nøjagtig med hensyn til kendsgerningerne, men utilstrækkelig hvad virkningen angår. Til at male sådanne billeder må man have den berømteste af vore digtere, forfatteren af Havets Arbejdere.

Jeg har sagt, at kaptajn Nemo græd, da han så ud over havet. Hans sorg var umådelig. Det var den anden af sine fæller han havde mistet, siden vi var kommet om bord. Og hvilken død! Knust, kvalt, brudt af en blækspruttes frygtelige arm, sønderrevet af dens jernkæber kunne denne ven ikke komme til at hvile sammen med sine kammerater i Koralkirkegårdens fredelige vande!

Midt i denne kamp var det især dette fortvivlede skrig fra den ulykkelige, der havde skåret mig i hjertet. Denne stakkels franskmand havde glemt sit tillærte sprog og var faldet tilbage til at tale et lands og en moders mål for at udsende en sidste bøn om hjælp! I dette mandskab på Nautilus, der med sjæl og legeme var forbundet med kaptajn Nemo, og ligesom han flygtede for omgang med mennesker, havde jeg dog haft en landsmand! Var han ene om at repræsentere Frankrig i dette mystiske selskab, der åbenbart bestod af individer af forskellige nationaliteter? Det var endnu en af disse uløselige gåder, der uafladeligt steg op for mig!

Kaptajn Nemo vendte tilbage til sit kammer, og i nogen tid så jeg ham ikke mere. Men han måtte være trist, fortvivlet, ubeslutsom hvis jeg kunne dømme derom efter det skib, hvis sjæl han var, og som modtog alle sine påvirkninger fra ham. Nautilus holdt ikke længere nogen bestemt kurs. Den gik, kom, flød som et lig for bølgerne. Dens skrue var blevet befriet, og dog benyttede den sig knap nok af den. Den navigerede på må og få. Den kunne ikke løsrive sig fra skuepladsen for sin seneste kamp, fra dette hav, der havde opslugt en af dem, der hørte til på den!

Således gik ti dage hen. Det blev den 1. maj, inden Nautilus igen tydeligt slog ind på sin rute mod nord, efter at have haft kending af de Lucayiske øer i udmundingen af den store Bahamakanal. Så fulgte vi strømmen i havets største flod, der har sine bredder, sine fisk og sin egen temperatur. Jeg har før omtalt Golfstrømmen.

Det er virkelig en flod, der løber frit, midt i Atlanten, og hvis vande ikke blander sig med oceanets vande. Det er en salt flod, saltere end det omgivende hav. Dens gennemsnitsdybde er tre tusinde fod, dens gennemsnitsbredde tresindstyve mil. På visse steder har dens strøm en hastighed på fire kilometer i timen. Dens vandes uforanderlige mængde er større end vandmængden i alle jordens floder.

Golfstrømmens egentlige kilde, der blev påvist af kaptajn Maury, dens udgangspunkt, om man vil, er bugten ved Gascogne. Der begynder dens vande at samle sig, endnu med svag farve og lav temperatur. Den går ned mod syd, følger Ækvatorialafrika, varmer sine bølger i den hede zones stråler, krydser Atlanten, når Kap San-Roque på Brasiliens kyst, og spalter sig i to grene, hvoraf den ene kommer til havet ved Antillerne for yderligere at mætte sig med dets varme molekyler.

Med det hverv at genoprette ligevægten mellem temperaturerne og blande de tropiske vande med de nordiske vande begynder Golfstrømmen at udføre denne rolle. Stærkt ophedet i Mexicogolfen løber den mod nord mod de amerikanske kyster, videre til Newfoundland, afviger under presset fra den kolde strøm fra Davisstrædet, slår igen ind på ruten gennem oceanet, og idet den på en af klodens storcirkler følger den loxodromiske linie, deler den sig i nærheden af den treogfyrretyvende grad i to arme, hvoraf den ene, hjulpet af passatvinden fra nordøst, igen kommer til bugten ved Gascogne og til Azorerne, og hvoraf den anden efter at have lunet Irlands og Norges kyster fortsætter, for helt på den anden side af Spitzbergen, hvor dens temperatur falder til fire grader, at blive til polens åbne hav.

Det var på denne flod i oceanet Nautilus nu navigerede. Idet Golfstrømmen løber ud af Bahamakanalen er dens hastighed, fjorten mil ude i havet og med en dybde af tre hundrede og halvtreds meter, otte kilometer i timen. Denne hastighed aftager regelmæssigt, efterhånden som strømmen kommer længere mod nord, og det er at ønske, at denne regelmæssighed må vare ved, for hvis, hvad man har troet at bemærke, dens hastighed og dens retning skulle forandre sig, ville de europæiske klimaer blive udsat for forstyrrelser, hvis konsekvenser man ikke kunne beregne.

Henad middag var jeg på platformen sammen med Conseil. Jeg gjorde ham bekendt med enkeltheder angående Golfstrømmen. Da min forklaring var til ende, opfordrede jeg ham til at stikke hænderne i strømmen.

Conseil adlød, og blev meget forbavset over ikke at erfare nogen fornemmelse, hverken af varme eller af kulde.

— Det kommer af, sagde jeg, at temperaturen i Golfstrømmens vande, idet den kommer ud fra Mexicogolfen, kun er lidt forskellig fra blodets temperatur. Denne Golfstrøm er et mægtigt varmeapparat, der tillader Europas kyster altid at smykke sig med grønt. Og hvis man skal tro Maury, kunne denne strøms varme, om den blev helt udnyttet, være nok til at bevare i flydende tilstand en flod af smeltet jern, så stor som Amazonfloden eller Mississipi.

I dette øjeblik var Golfstrømmens hastighed to en kvart meter i sekundet. Denne strøm er så forskellig fra det omgivende hav, at dens komprimerede vande springer frem på oceanet, og der udvikler sig en højdeforskel mellem dem og de kolde vande. Mørke og meget rige på forskellige salte stikker de med deres rene indigo i øvrigt af mod de grønne bølger, der omgiver dem. Klarheden i den linie, der afgrænser dem, er endog sådan, at Nautilus ud for Nord— og Sydcarolina med sin spidse forstavn gennemskar Golfstrømmens bølger, mens dens skrue endnu piskede oceanets.

Denne strøm slæbte en hel verden af levende væsener med sig. Argonauterne, der er så almindelige i Middelhavet, sejlede her i store flokke. Blandt bruskfiskene var de mest bemærkelsesværdige nogle rokker, hvis meget tynde hale omtrent udgjorde en trediedel af kroppen, og som dannede store skjolde, der var femogtyve fod lange; så var der små hajer på en meter, med stort hoved, kort og rundet snude, med skarpe tænder i flere rækker, og hvis krop så ud til at være dækket med skæl.

Blandt benfiskene lagde jeg mærke til de berggylter, der er ejendommelige for disse have, havbrasener, hvis iris strålede som ild, en meter lange umberfisk med stort gab, der strittede af små tænder, og som lod et sagte skrig høre, sorte tangspræl, som jeg allerede har talt om, blå dolfiner, smykket med guld og sølv, papegøjefisk, oceanets sande regnbuer, der i farve kan kappes med de smukkeste tropefisk, hornkvabber med trekantet hoved, blålige pighvarrer uden skæl, paddefisk, dækket med et gult tværbånd, der danner et græsk T, en vrimmel af små kutlinger med brune prikker, lungefisk med sølvhoved og gul hale, forskellige slag laks, multer, der er slanke af krop og stråler med et blidt skær, og som Lacépède har helliget sin elskværdige livsledsagerinde, endelig en smuk fisk, den amerikanske kavaler, der, dekoreret med alle mulige ordener og udmajet med alle slags ordensbånd, besøger strandene hos denne store nation, hvor bånd og ordener ikke er særlig estimerede.

Jeg må tilføje, at om natten kappedes Golfstrømmens fosforescerende vande med det elektriske skær fra vor lanterne, især da i det stormfulde vejr, der ofte truede os.

Den 8. maj var vi endnu ud for Kap Hatteras, på højde med Nord-Carolina. Golfstrømmens bredde er her femoghalvfjerds mil, og dens dybde er to hundrede og ti meter. Nautilus vedblev at strejfe om på lykke og fromme. Alt tilsyn lod til at være bandlyst om bord. Jeg vil indrømme, at under disse omstændigheder kunne en flugt lykkes. De beboede kyster tillod virkelig overalt tilgængelige tilflugtssteder. Havet blev uafladeligt pløjet af de talrige dampere, der går i fart mellem New York eller Boston og Mexicogolfen og nat og dag gen-nemsejlet af de små skonnerter, som besørger kystfarten mellem de forskellige punkter på den amerikanske kyst. Man kunne håbe på at blive samlet op. Det var altså en gunstig lejlighed, trods de tredive mil, der skilte Nautilus fra Staternes kyster.

Men én ærgerlig omstændighed hæmmede absolut canadierens planer. Vejret var meget dårligt. Vi nærmede os de egne, hvor der meget hyppigt er uvejr, dette fædreland for de skypumper og cykloner, hvis ophav netop er Golfstrømmen. At binde an med en ofte oprørt sø i en skrøbelig båd, det ville være den visse undergang. Det indrømmede Ned Land selv. Derfor slog han sig også i tøjret, grebet af en rasende hjemvé, som alene flugten kunne have helbredt.

— Hr. professor, sagde han til mig den dag, dette her må høre op. Jeg vil have talt ud om det. Deres Nemo fjerner sig fra landjorden og sejler igen mod nord. Men jeg kan forsikre Dem, at Sydpolen er nok for mig, og jeg vil ikke med ham til Nordpolen.

— Hvad er der at gøre, Ned, når det i øjeblikket er umuligt at flygte?

— Derfor kommer jeg tilbage til min idé. Det er nødvendigt at tale til kaptajnen. De sagde ikke noget, da vi var i nærheden af Deres land.

Nu, da vi er i nærheden af mit, vil jeg tale. Når jeg tænker på at om nogle dage vil Nautilus være på højde med Nova Scotia, og at der, hen imod Newfoundland, åbner der sig en bred bugt, at i den bugt løber St. Lawrence-floden ud, og at St. Lawrence, det er min egen flod, Quebec, min fødebys, flod, så stiger raseriet op i mig, og håret rejser sig på mit hoved. Hør nu, professor, jeg vil hellere kaste mig i havet! Jeg vil ikke blive her! Jeg bliver kvalt!

Canadierens tålmodighed var åbenbart til ende. Hans kraftige natur kunne ikke vænne sig til dette forlængede fangenskab. Hans ansigt ændredes fra dag til dag. Hans karakter blev mere og mere melankolsk. Jeg kunne fatte hvad han måtte lide, for hjemveen havde også grebet mig. Nærved syv måneder var forløbet, uden at vi havde hørt noget fra landjorden. Kaptajn Nemos isoleren sig, hans ændrede humør, især efter blækspruttekampen, hans tavshed, alt det fik mig desuden til at se tingene fra en anden synsvinkel. Jeg følte ikke mere de første dages begejstring. Man måtte være flamlænder som Conseil for at finde sig i denne situation, i disse omgivelser, der var bestemt for hvaler og andre af havets beboere. Hvis denne rare fyr i stedet for lunger havde haft gæller, tror jeg virkelig han ville have været en storartet fisk.

— Nå, hr. professor, begyndte Ned Land igen, da han opdagede, at jeg ikke svarede.

— Nå, ja, Ned, De vil have at jeg skal spørge kaptajn Nemo, hvad hans hensigter er med os?

— Ja, hr. professor.

— Og det, skønt han allerede har gjort os bekendt med dem?

— Ja, jeg vil gerne vide endelig besked. Tal for mig alene, i mit navn alene, om De vil.

— Men jeg træffer ham sjældent. Han undgår mig ligefrem.

— Det er endnu en grund til at søge at træffe ham.

— Jeg skal nok spørge ham, Ned.

— Hvornår? spurgte canadieren stædigt.

— Når jeg træffer ham.

— Hr. Aronnax, vil De have, at jeg selv skal gå hen og finde ham?

— Nej, lad mig gøre det. I morgen…

— I dag, sagde Ned Land.

— Lad gå. Jeg skal tale med ham i dag, svarede jeg canadieren, der sikket havde ødelagt det hele, hvis han selv havde grebet ind. Jeg blev alene tilbage. Da sagen nu var afgjort, besluttede jeg straks at få det overstået. Jeg holder mere af en ting der er gjort, end en ting der skal gøres.

Jeg vendte tilbage til mit kammer. Derfra kunne jeg høre skridt inde fra kaptajn Nemo. Det gik ikke an at lade denne lejlighed til at træffe ham slippe fra mig. Jeg bankede på hans dør. Jeg fik ikke noget svar. Jeg bankede igen, så drejede jeg håndtaget. Døren åbnede sig. Jeg trådte ind. Kaptajnen var der. Bøjet over sit arbejdsbord havde han ikke hørt mig. Besluttet på ikke at gå uden at have spurgt ham, gik jeg nærmere. Pludselig hævede han hovedet, rynkede brynene og tiltalte mig i en ret bansk tone:

— De her! Hvad vil De mig?

— Tale med Dem, hr. kaptajn.

— Men jeg er optaget, hr. professor, jeg arbejder. Den frihed til isolation, som jeg indrømmer Dem, kan jeg ikke selv have den?

Den modtagelse var lidet opmuntrende. Men jeg var bestemt på at høre alt for at kunne svare på alt.

— Hr. kaptajn, sagde jeg køligt, jeg må tale med Dem om en sag, som jeg ikke har lov til at udsætte.

— Hvilken sag, hr. professor? spurgte han ironisk. Har De gjort en opdagelse, som er undgået min opmærksomhed? Har havet overgivet Dem nye hemmeligheder?

Vi var langt fra at forstå hinanden. Men før jeg havde svaret, viste han mig et manuskript, der lå åbent på hans bord, og sagde i en alvorligere tone:

— Her er, hr. Aronnax, et manuskript på flere sprog. Det indeholder et resumé af mine studier i havet, og, om Gud vil, skal det ikke foregå sammen med mig. Signeret med mit navn, afsluttet med min livshistorie, vil dette manuskript blive indesluttet i et lille synkefrit apparat. Den sidst overlevende af alle om bord på Nautilus vil kaste dette apparat i havet, og det kommer derhen hvor havet bærer det. Denne mands navn! Hans historie skrevet af ham selv! Hans mysterium skulle altså en dag blive afsløret! Men i dette øjeblik så jeg i denne meddelelse kun en indledning til at komme til sagen.

— Hr. kaptajn, svarede jeg, jeg kan kun billige den tanke der har fået Dem til at handle sådan. Frugten af Deres studier bør ikke gå tabt. Men det middel som De bruger, forekommer mig primitivt. Hvem ved hvor vinden blæser det apparat hen, i hvis hænder det falder? Kan De ikke finde på noget bedre? Kan De eller en af Deres mænd ikke…

— Aldrig, hr. professor, afbrød kaptajnen mig hurtigt.

— Men jeg, mine kammerater, vi er parat til at vogte og opbevare dette manuskript, og hvis De giver os friheden…

— Friheden! sagde kaptajn Nemo, idet han rejste sig op.

— Ja, hr. kaptajn, og det er det emne, jeg ville udspørge Dem om. I syv måneder har vi været på Deres skib, og jeg spørger Dem i dag, i mine kammeraters navn, så vel som i mit eget, om det er Deres hensigt at beholde os her altid.

— Hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo, jeg skal svare Dem i dag som jeg svarede Dem for syv måneder siden: Den der træder ind i Nautilus, må ikke mere forlade den.

— Det er ligefrem slaveri De pålægger os!

— Kald det hvad De vil!

— Men en slave beholder alle vegne retten til at genvinde sin frihed! Hvilke midler der end tilbyder sig for ham, vil han tro, at de er gode!

— Hvem nægter Dem denne ret? svarede kaptajn Nemo. Har jeg nogen sinde tænkt på at binde Dem med ed?

Kaptajnen betragtede mig, idet han lagde armene over kors.

— Hr. kaptajn, sagde jeg, endnu en gang at komme tilbage til dette emne vil hverken være efter Deres eller min smag. Men siden vi er begyndt på det, så lad os behandle det udtømmende. Jeg gentager, det er ikke alene min person det drejer sig om. For mig er studierne en hjælp, en mægtig adspredelse, en lidenskab, der kan få mig til at glemme alt. Ligesom De er jeg den der kan leve ukendt, ubemærket, i det skrøbelige håb en dag at efterlade resultatet af mit arbejde til fremtiden ved hjælp af et tvivlsomt apparat, betroet til bølgernes og vindenes luner. Med ét ord, jeg kan beundre Dem, jeg kan uden mishag følge Dem i en rolle, som jeg til en vis grad forstår; men der er dog andre sider i Deres liv, der lader mig ane, at det er omgivet af komplikationer og mysterier, som her kun vi, mine kammerater og jeg, ikke har nogen del i. Og, når vort hjerte har kunnet banke for Dem, bevæget over en af Deres sorger, eller grebet af Deres geniale eller modige handlinger, har vi måttet undertrykke i os selv endog det mindste vidnesbyrd om den sympati, der fødes af synet af hvad der er smukt og godt, hvad enten det kommer fra ven eller fjende. Nu vel! Det er denne følelse af, at vi er fremmede for alt, hvad der angår Dem, der gør vores stilling, selv for mig, til noget uacceptabelt, noget umuligt, men fremfor alt til noget umuligt for Ned Land. Ethvert menneske, alene på grund af at han er et menneske, er værd at man tænker på ham. Har De spurgt Dem selv, hvad kærligheden til friheden, hadet til slaveriet, kan få til at opstå af hævnplaner i en natur som canadierens, hvad han kunne tænke, prøve, forsøge…?

Jeg var blevet tavs. Kaptajn Nemo rejste sig.

— Hvad vedkommer det mig, at Ned Land tænker, prøver, forsøger, alt hvad han vil? Det er ikke mig, der har søgt ham! Det er ikke for min fornøjelses skyld, at jeg beholder ham på mit skib! Med hensyn til Dem, hr. Aronnax, hører De til dem, der kan forstå alt, selv tavsheden. Jeg har intet mere at svare Dem. Lad denne første gang De kommer for at drøfte dette emne, også være den sidste, for kommer De en gang til, vil jeg ikke engang kunne høre på Dem.

Jeg trak mig tilbage. Fra den dag blev vort forhold meget spændt.

Jeg refererede vor samtale til mine to kammerater.

— Nu ved vi, at vi ikke kan vente os noget af denne mand, sagde Ned. Nautilus nærmer sig til Long Island. Vi flygter, hvordan vejret end er.

Men himlen blev mere og mere truende. Det var ganske tydeligt, at det trak op til orkan. Atmosfæren blev hvidlig og mælkeagtig. Efter lette samlinger af cirrusskyer fulgte i horisonten lag af cumulonimbusskyer. Andre lave skyer flygtede hurtigt. Søen blev sværere og svulmede op i lange dønninger. Fuglene forsvandt, undtagen de stormfugle, der holder af uvejr. Barometret faldt betydeligt og angav en stærk dampspænding i luften. Blandingen i vejrglasset opløstes under indflydelse af den elektricitet der mættede atmosfæren. Elementernes kamp var nær.

Uvejret brød ud i løbet af dagen den 18. maj, netop da Nautilus flød på højde med Long Island, nogle mil fra snævringerne ved New York. Jeg kan beskrive denne elementernes kamp, for i stedet for at flygte ned i havets dyb ville katajn Nemo, ledet af et uforklarligt lune, trodse den på dets overflade.

Vinden blæste fra sydvest, i begyndelsen som en stiv kuling, det vil sige med en hastighed af femten meter i sekundet, hvad der blev bragt op på femogtyve meter henad tre om eftermiddagen. Det tal

betyder uvejr.

Urokkelig under vindstødene havde kaptajn Nemo taget plads på platformen. Han havde surret sig fast med et reb om livet for at modstå de vældige bølger, der skyllede over ham. Jeg havde også hejset mig derop og gjort mig fast; min beundring var delt mellem dette uvejr og den uforlignelige mand, der holdt stand mod det.

Det oprørte hav blev fejet af store, forrevne skyer, der dyppede sig i bølgerne. Jeg så ikke mere nogen af de småbølger, der indimellem danner sig ved bunden af de store hulheder. Intet andet end lange, sodfarvede bølger, hvis kam ikke brødes, så kompakte var de. De voksede i højden. De ophidsede hinanden indbyrdes. Nautilus, der snart lå på siden, snart var rejst i vejret som en mast, rullede og duvede rædselsfuldt.

Henad fem faldt en øsende regn, der hverken dæmpede vinden eller søen. Orkanen rasede med en hastighed på femogfyrre meter i sekundet, det vil sige næsten fyrretyve mil i timen. Det er under disse forhold den vælter huse, sprænger døre med tagsten, bryder jerngitre, flytter fireogtyvepunds kanoner. Og dog bekræftede Nautilus, midt i uvejret, disse ord fra en kyndig ingeniør: Der eksisterer ikke noget velkonstrueret skibsskrog, der ikke kan byde havet trods! — Den var ikke en hård klippe som bølgerne ville have brudt ned, den var en stålten, lydig og bevægelig, uden rigning, uden master, og den trodsede uskadt deres raseri.

Imidlertid undersøgte jeg opmærksomt disse løsslupne bølger. De var lige ved femten meter høje med en bredde på hundrede og halvtreds til hundrede og femoghalvfjerds meter, og de forplantede sig med en hastighed på femten meter i sekundet, halvdelen af vindens. Deres volumen og styrke voksede med havets dybde. Nu forstod jeg betydningen af disse bølger, der indeslutter luft i deres flanker og driver den ned til havbunden, som den tilfører liv sammen med ilten. Man har beregnet, at bølgernes højeste tryk kan stige til tre tusind kilogram pr. kvadratfod af den overflade de slår imod. Det er sådanne bølger, der på Hebriderne har flyttet en blok på fireogfirs tusind pund. Det er den slags, som under uvejret den 23. december 1864, efter at have væltet en del af byen Yeddo i Japan, med en fart af syv hundrede kilometer i timen samme dag kom for at brydes mod Amerikas kyster.

Uvejrets heftighed voksede henad aften. Barometret faldt til 710 millimeter, ligesom under en cyklon i 1860 ved Reunion. I skumringen så jeg i horisonten et stort skib, der kæmpede møjsommeligt. Det lå underdrejet for svag kraft for at holde sig på ret køl mod bølgerne. Det måtte være en af rutedamperne fra New York til Liverpool eller le Havre. Den forsvandt snart i skyggen.

Klokken ti om aftenen stod himlen i brand. Atmosfæren var stribet af voldsomme lyn. Jeg kunne ikke udholde deres lysskær, mens kaptajn Nemo betragtede dem med ansigtet vendt imod dem og syntes at indsuge uvejrets sjæl. En frygtelig støj fyldte luften, en sammensat larm, bestående af brudte bølgers brølen, vindens hylen, tordenens brag. Vinden sprang fra det ene verdenshjørne til det andet, og cyklonen, der udgik fra øst, kom tilbage dertil efter at have passeret nord, vest og syd, i modsat retning af de uvejr der drejer rundt på den sydlige halvkugle.

Åh denne Golfstrøm! Den bar med rette sit navn som uvejrenes konge! Det er den, der skaber de frygtelige cykloner ved temperaturforskellen i luftlagene over dens strømninger.

Efter regnen var fulgt en byge af ild. Vanddråberne forvandlede sig til lynende strålebundter. Man kunne have troet, at kaptajn Nemo ønskede sig en værdig død, og stræbte efter at blive ramt af lynet. I en frygtelig duvning rejste Nautilus sin stålsnabel op i luften som stilken af en lynafleder, og jeg så lange gnister springe ud fra den.

Udmattet, ødelagt krøb jeg liggende på maven hen mod lugen. Jeg åbnede den og steg igen ned i salonen. Nu nåede uvejret sin maksimale heftighed. Det var umuligt at holde sig oprejst i det indre af Nautilus.

Kaptajn Nemo kom ned henad midnat. Jeg kunne høre at reservoirerne blev fyldt, og Nautilus gik blidt ned under bølgernes overflade.

Gennem salones utildækkede vinduer så jeg store forskræmte fisk, der passerede som spøgelser gennem de brændende vande. Nogle af dem blev ramt af lynet for øjnene af mig!

Nautilus gik stadig nedad. Jeg tænkte at den nok ville genfinde roligheden i en dybde af femten meter. Nej. De øverste lag var alt for voldsomt oprørte. Freden måtte søges hele halvtreds meter nede i havets skød. Men der! Hviken ro, hvilken stilhed, hvilke fredelige omgivelser! Hvem skulle have troet, at en frygtelig orkan nu rasede på dette oceans overflade?

Kapitel 44

På 47° 24 bredde og 17° 28 længde

Efter dette uvejr var vi blevet kastet mod øst. Alt håb om at slippe i land nær New York eller St. Lawrence-floden svandt hen. Den stakkels Ned var fortvivlet og isolerede sig ligesom kaptajn Nemo. Conseil og jeg forlod ikke mere hinanden.

Jeg har sagt, at Nautilus havde fjernet sig mod øst. Det havde været nøjagtigere at sige nordøst. I nogle dage flakkede den om, snart på havoverfladen, snart under den, omgivet af disse tåger, der er så frygtelige for de søfarende. De skyldes hovedsagelig isens smelten, der vedligeholder stor fugtighed i atmosfæren. Hvor mange skibe er ikke gået tabt i disse farvande, når de ville undersøge kystens usikre lys! Hvor mange ulykker skyldes ikke disse uigennemtrængelige tåger! Hvor mange grundstødninger er ikke sket på disse rev, hvis brænding bliver overdøvet af vindens susen! Hvor mange sammenstød er der ikke sket mellem fartøjer, trods deres signalfløjters og deres alarmklokkers advarsler!

Derfor frembød bunden af disse have synet af en slagmark, hvor endnu alle de, der var blevet overvundet af oceanet, lå; nogle gamle og allerede tilgroede; andre nye og genspejlende skæret fra vor lanterne på deres jernbeslag og deres kobberforhudning. Hvilke fartøjer, tabt med mand og mus, med deres mandskab, deres verden af emigranter, var der ikke blandt dem, på de farlige punkter, angivet i statistikkerne, — Kap Race, St. Paul-Øen, Belle-lsle-Strædet, St. Lawrenceflodens munding! Og hvor mange ofre er der ikke, blot i nogle få år, kommet ind i disse sørgelige annaler fra dampskibslinierne Royal Mail, Inmann og Montreal — Solway, Isis, Paramatta, Hungarian, Canadian, Anglo-Saxon, Humboldt, United-States, alle strandede, Arctic, Lyonnais, sænkede ved påsejling, Præsident, Pacific, City of Glasgow, forsvundne af ukendte årsager, sørgelige vragstumper, som Nautilus sejlede midt imellem, som om den holdt mønstring over de døde.

Den 15. maj var vi ved det sydligste punkt af Newfoundslandsbanken. Denne banke er et produkt af marine aflejringer, en betydelig ophobning af organiske rester, hidført enten fra ækvator af Golfstrømmen, eller fra Nordpolen af den koldtvandsstrøm, der løber langs den amerikanske kyst. Der opdynges også de vandreblokke, der transporteres af isbjegene. Der er opstået en mægtig knokkelhob efter fisk, bløddyr eller zoofyter, der omkommer her i milliardvis.

Havdyhden er ikke betydelig ved Newfoundlandsbanken. Højst nogle hundrede favne. Men mod syd udhules pludselig en dyb sænkning, et hul på tre tusind meter. Der udvider Golfstrømmen sig. Dens vande breder sig ud. Den taber i hastighed og temperaturen daler, men den bliver til et hav.

Blandt de fisk, som Nautilus skræmte på sin færd, skal jeg nævne en én meter lang stensuger, der, med sort ryg og gul bug, giver sine slægtninge et lidet fulgt eksempel på ægteskabelig troskab, en stor unernack, en slags smaragdgrøn muræne, der smager udmærket, karrakker med store øjne og et hoved, der har nogen lighed med et hundehoved, tangspræl, der er levendefødende ligesom slanger, kutlinger eller sorte grundlinger på to decimeter, makrurer med lang hale, strålende med sølvagtigt skær, hurtige fisk, på eventyr langt fra de højnordiske have.

Nettene samlede også en modig, dristig, kraftig, muskuløs fisk op, som var bevæbnet med pigge på hovedet og brodder på finnerne, en veritabel skorpion på to-tre meter, en lidenskabelig fjende af tangspræl, torsk og laks; det var de nordlige haves ulk, med knudret brun krop og røde finner. Fiskerne på Nautilus havde noget besvær med at bemægtige sig dette dyr, der takket være bygningen af sine gællespalter bevarer sine åndedrætsorganer fra den udtørrende kontakt med atmosfæren og kan leve nogen tid uden for vandet.

Nu kan jeg — for fuldstændighedens skyld — nævne nålefiskene, små fisk, der ledsager skibene i de nordlige have, spidssnudede skaller, der er særegne for Nordatlanten, havtudser, og jeg kommer så til toskene, især arten kabliau, som jeg overraskede i dens foretrukne vande, på denne uudtømmelige Newfoundlandsbanke.

Man kan sige, at disse fisk er bjergfisk, for Newfoundland er blot et undersøisk bjerg. Da Nautilus banede sig vej gennem deres tætte falankser, kunne Conseil ikke tilbageholde denne bemærkning:

— Det der! Torsk! sagde han. Men jeg troede, at torskene var flade som isinger eller søtunger?

— Naive sjæl! udbrød jeg. Torskene er kun flade hos urtekræmmeren hvor man viser dem åbne og udfoldede. Men i vandet er det tenformede fisk ligesom multerne, og de er på fuldkommen vis bygget til at bevæge sig i vandet.

— Jeg vil gerne tro herren, svarede Conseil. Hvilken sværm, hvilken myretue!

— Åh, min ven, der ville være endnu flere, hvis der ikke var deres fjender, havtudserne og menneskene! Ved du, hvor mange æg man har talt i en enkelt hun?

— Lad os tage munden fuld, svarede Conseil. Fem hundred tusind.

— Elleve millioner, min ven.

— Elleve millioner! Se, det vil jeg nu aldrig indrømme, medmindre jeg selv tæller dem.

— Tæl dem, Conseil. Men det bliver hurtigere for dig at tro mig. Det er for resten i tusindvis, franskmændene, englænderne, amerikanerne, danskerne, nordmændene fisker torsk. Man fortærer dem i rigelige mængder, og uden deres forbavsende frugtbarhed ville de snart dø ud i disse have. Blot i England og Amerika er således fem tusind skibe, bemandet med femoghalvfjerds tusind mænd, beskæftiget med torskefiskeri. Hvert skib indbringer i gennemsnit fyrretyve tusind fisk, i alt femogtyve millioner. På Norges kyster er det samme tilfældet.

— Vel, svarede Conseil, så stoler jeg på herren. Jeg lader være at tælle dem.

— Hvad for noget?

— De elleve milioner æg. Men der er noget, jeg gerne vil sige.

— Hvad da?

— Det er, at hvis alle æggene blev udklækket, ville fire torsk være nok til at ernære England, Amerika og Norge!

Mens vi strejfede bunden på Newfoundlandbanken, kunne jeg helt tydeligt se de lange liner, besat med to hundrede fiskekrage, som hver båd røgter i dusinvis af. Hver line, der blev slæbt af sted ved hjælp af et lille dræg i den ene ende, blev holdt oppe på overfladen af et reb, der var fæstet på en bøje af kork. Nautilus måtte manøvrere snildt midt i dette undersøiske net.

For øvrigt blev den ikke længe i disse befærdede egne. Den gik helt op mod den toogfyrretyvende breddegrad. Det var på højde med Newfoundlands St. Johns og med Heart's Content, hvor det transatlantiske kabels yderste ende var.

I stedet for at vedblive at sejle mod nord, tog Nautilus retning mod øst, som om den ville følge Telegrafplateauet, hvorpå kablet hviler, og hvis relief mangfoldige sonderinger har gengivet med den yderste nøjagtighed.

Det var den 17. maj, ca. fem hundrede mil fra Heart’s Content, på to tusind, otte hundrede meters dybde, jeg opdagede kablet, der lå på bunden. Conseil, som jeg ikke havde sagt noget til om det, tog det straks for en kæmpemæssig havslange, og skulle til at klassificere den efter sin sædvanlige metode. Men jeg bragte den værdige unge mand ud af hans vildfarelse, og for at trøste ham over hans skuffelse fortalte jeg ham forskellige enkeltheder om kablets nedlæggelse.

Det første kabel blev anlagt i løbet af årene 1857 og 1858; men efter at have overført omtrent fire hundrede telegrammer, holdt det op at fungere. I 1863 anlagde ingeniørerne et nyt kabel, der målte tre tusind, fire hundrede kilometer, og vejede fire tusind, fem hundrede tons, og som blev indskibet på Great Eastern. Dette forsøg strandede også.

Men nu, den 25. maj, var Nautilus neddukket i tre tusind, otte hundrede, seksogtredive meters dybde, nøjagtigt på det sted, hvor det brud opstod, der ødelagde foretagendet. Det var seks hundrede, otteogtredive mil fra Irlands kyst. To timer efter middag opdagede man, at forbindelsen med Europa lige var blevet afbrudt. Skibets elektrikere besluttede at hugge kablet over, før de fiskede det op, og klokken elleve om aftenen havde de gjort det beskadigede stykke i stand. Man lavede en splejsning og en pakning; så blev kablet sænket ned igen. Men nogle dage senere sprængtes det igen, og man kunne ikke få fat på det i oceanets dyb.

Amerikanerne tabte ikke modet. Den dristige Cyrus Field, som var foretagendets ophavsmand, og som satte hele sin formue ind på det, opfordrede til en ny tegning af bidrag. Listen blev straks overtegnet. Et nyt kabel blev anbragt under de bedste forhold. Isolerede i et hylster af guttaperka var bundtet af ledende tråde beskyttet af et lag af tekstiler, indesluttet i en forstærkning af metal. Great Eastern stak til søs igen den 13. juli 1866.

Foretagendet forløb godt. Dog skete der noget undervejs. Elektrikerne opdagede flere gange, når de var ved at afrulle kablet, at der nylig var blevet slået søm deri, med det formål at beskadige koren. Kaptajn Anderson, hans officerer og ingeniører holdt møde, forhandlede, og bekendtgjorde at hvis den skyldige blev overrasket ombord, ville han uden videre blive kastet i havet. Derefter blev det forbryderiske forsøg ikke mere gentaget.

Den 23. juli var Great Eastern ikke mere end otte hundrede kilometer fra Newfoundland, da man fra Irland telegraferede til den, at der var sluttet våbenstilstand mellem Preussen og Østrig efter slaget ved Køniggrätz. Den 27. pejlede den Heart’s Contents havn gennem tåger. Foretagendet var lykkeligt bragt til ende, og i sin første depeche henvendte det unge Amerika til det gamle Europa disse kloge ord, der så sjældent er blevet forstået: Ære være Gud i himlen, og fred med de mennesker, i hvem der er god vilje.

Jeg ventede ikke at finde det elektriske kabel i dets primitive stand, sådan som det var, da det gik ud fra værkstedet. Den lange slange, der var dækket af stumper af konkylier og strittede af foraminiferer, havde fået en skorpe af en stenet masse, der beskyttede den mod borende bløddyr. Den hvilede roligt, i læ for havets bevægelser, og under et tryk, der var gunstigt for oversendelsen af den elektriske gnist, der går fra Amerika til Europa på toogtredive hundrededele af et sekund. Dette kabels holdbarhed vil utvivlsomt være uendelig, for man har iagttaget, at guttaperkahylstret bliver stærkere af opholdet i havvand.

På dette plateau, der er så heldigt valgt, er kablet intetsteds sænket til sådanne dybder, at det kan sprænges. Nautilus fulgte det lige til dets laveste sted, beliggende fire tusinde, fire hundrede og énogtredive meter nede, og der lå det endnu, uden at være udsat for noget træk. Så nærmede vi os det sted, hvor ulykken i 1863 havde fundet sted.

Oceanets bund dannede der en ét hundrede og tyve kilometer bred dal, hvorpå man kunne have stillet Mont Blanc, uden at dens top ragede op over bølgernes overflade. Denne dal er lukket mod øst af en lodret mur på to tusind meter. Vi kom dertil den 28. maj, og Nautilus var ikke mere end halvandet hundrede kilometer fra Irland.

Ville kaptajn Nemo gå op igen for at få landkending af de Britiske Øer? Nej. Til min store overraskelse sejlede han atter ned mod syd og kom igen i nærheden af de europæiske have. Da vi sejlede omkring Smaragdøen, så jeg et øjeblik Kap Clear og lyset fra Fastenet, der lyser for de tusinder af skibe, der går ud fra Glasgow og Liverpool.

Et vigtigt spørgsmål dukkede op. Ville Nautilus vove at trænge ind i Kanalen? Ned Land, der havde vist sig igen, da vi nærmede os land blev ved at spørge derom. Hvordan skulle jeg svare ham? Kaptajn Nemo var stadig usynlig. Ville han, efter at have ladet canadieren skimte Amerikas strande, nu vise mig Frankrigs kyster?

Imidlertid sejlede Nautilus stadig længere mod syd. Den 30. maj sejlede den, med Land’s End inden for synsvidde, mellem Englands yderste punkt og Scillyørne, som den passerede til styrbord. Hvis han ville ind i Kanalen, måtte han tage ruten lige mod øst. Det gjorde han ikke.

Hele dagen den 31. maj sejlede Nautilus på havoverfladen i en række cirkler, der i høj grad pirrede min nysgerrighed. Det lod til at den søgte efter et sted, som den havde noget besvær med at finde. Ved middagstid kom kaptajn Nemo selv for at gøre sit bestik. Han henvendte ikke et ord til mig. Han forekom mig mere melankolsk end nogensinde. Hvem kunne gøre ham så trist? Var det fordi han var nær ved de europæiske strande? Kom han igen til at tænke på det land han havde forladt? Hvad følte han så? Samvittighedsnag eller savn? Denne tanke optog mig længe, og jeg havde ligesom en forudanelse af, at tilfældet inden længe ville forråde kaptajnens hemmeligheder.

Den næste dag, den 1. juni, fortsatte Nautilus på samme måde. Det var tydeligt, at den søgte at genfinde et bestemt sted i oceanet. Kaptajn Nemo kom op for at tage solhøjden, sådan som han havde gjort den foregående dag. Havet var smukt, himlen ren. Otte mil mod øst aftegnede et stort dampskib sig i horisonten. Intet flag vajede fra dets gaffel, og jeg kunne ikke fastslå dets nationalitet.

Nogle minutter før solen passerede meridianen tog kaptajn Nemo sin sekstant, og foretog observationen med den yderste præcision. Havets absolutte ro lettede ham arbejdet. På den ubevægelige Nautilus mærkede man hverken rullen eller duvning.

I det øjeblik var jeg på platformen. Da hans forehavende var endt, udtalte kaptajnen disse få ord:

— Det er her!

Han gik ned gennem lugen. Havde han set det skib der nu ændrede sin kurs, og syntes at komme nærmere til os? Jeg kunne ikke sige det. Jeg kom igen ind i salonen. Lugen blev lukket, og jeg hørte vandets susen i reservoirerne. Nautilus begyndte at gå ned, idet den fulgte en lodret linie; thi dens standsede skrue overførte ikke længere nogen bevægelse.

Nogle minutter senere standsede den i en dybde af otte hundrede, treogtredive meter, og hvilede så på bunden.

Da blev der slukket i salonens lysende loft, lugerne blev åbnet, og gennem ruderne så jeg i en halv mils omkreds havet stærkt oplyst af lanternens stråler.

Jeg så ud til bagbord, og jeg så intet andet end de rolige vandes uendelighed.

Til styrbord viste der sig på bunden en stor forhøjning, der tiltrak sig min opmærksomhed. Det så ud som vragrester begravet under en opdyngning af hvidlige konkylier, som under et snelag. Da jeg opmærksomt undersøgte denne masse, troede jeg at genkende de sammenfaldne former af et skib, der var berøvet sine master og måtte være sænket forfra. Denne ulykke hidrørte sikkert fra en længst forsvunden tid. For således at blive overgroet med vandets kalk måtte dette vrag have tilbragt mange år på oceanets bund.

Hvad var det for et skib? Hvorfor kom Nautilus for at besøge dets grav? Var det da ikke et skibbrud, der havde slæbt dette fartøj ned under havet?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, da jeg nær ved mig hørte kaptajn Nemo sige ganske langsomt:

— Tidligere hed dette skib Marseillais. Det førte fireoghalvfjerds kanoner, og blev søsat i 1762. Den 13. august 1778 kæmpede det, kommanderet af La Poype-Vertrieux, dristigt mod Preston. Den 4. juli 1779 hjalp det sammen med admiral d’Estaings eskadre ved indtagelsen af Grenada. Den 5. september 1781 tog den del i grev de Grasses kamp i Chesapeakebugten. I 1794 forandrede den franske republik dets navn. Den 16. april samme år sluttede det sig i Brest til Villaret-Joyeuses eskadre, med det hverv at eskortere en konvoj med hvede, der kom fra Amerika under admiral van Stabels kommando. Den 11. og den 12. prairial år II mødte denne eskadre de engelske skibe. Hr. professor, det er i dag den 13. prairial, den 1. juni 1868. Der er gået fireoghalvfjerds år, dag for dag, på selve dette sted på 47° 24 bredde og 17° 28 længde, siden dette skib, efter en heroisk kamp, berøvet sine tre master, med vand i sine magasiner, med en trediedel af sin besætning ukampdygtig, foretrak at gå til bunds med sine tre hundrede seksoghalvtreds sømænd fremfor at overgive sig, og, efter at have naglet sit flag til sin agterstavn, forsvandt under bølgerne med råbet: Leve republikken!

— Vengeur! udbrød jeg.

— Ja, hr. professor. Vengeur — Hævneren! Et smukt navn! mumlede kaptajn Nemo og lagde armene over kors.

Kapitel 45

En Hekatombe

Denne måde at tale på, det uforudsete i dette optrin, denne historie om det patriotiske skib, først da den blev fortalt, så den bevægelse, hvormed denne mærkelige personlighed havde udtalt sine sidste ord, dette navn Vengeur, hvis betydning jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til, alt dette forenede sig om at gøre et dybt indtryk på mig. Mit blik forlod ikke mere kaptajnen. Med hænderne udstrakt mod havet og brændende øjne betragtede han det hæderfulde vrag. Måske skulle jeg aldrig få at vide hvem han var, hvorfra han kom, hvor han gik hen, men jeg så mere og mere mennesket træde frem fra videnskabsmanden. Det var ikke nogen almindelig misantropi, der havde lukket kaptajn Nemo og hans fæller inde om bord på Nautilus, men et unaturligt eller ophøjet had, som tiden ikke kunne svække.

Søgte dette had endnu efter hævn? Fremtiden skulle snart vise mig det.

Imidlertid steg Nautilus langsomt op mod havoverfladen, og lidt efter lidt så jeg Vengeurs uklare former forsvinde. Snart angav en let rullen mig, at vi flød under åben himmel.

I dette øjeblik hørtes en dump detonation. Jeg betragtede kaptajnen. Kaptajnen rørte sig ikke.

— Hr. kaptajn? sagde jeg.

Han svarede ikke.

Jeg forlod ham og steg op på platformen. Conseil og canadieren var der allerede.

— Hvorfra kommer den detonation? spurgte jeg.

— Fra et kanonskud, svarede Ned Land.

Jeg så i retning af det skib, som jeg havde opdaget. Det havde nærmet sig til Nautilus, og man kunne se, at det satte dampen op. Seks mil skilte det fra os.

— Hvad er det for et skib, Ned?

— Efter dets rigning, efter dets lave master, svarede canadieren, ville jeg holde på at det er et krigskib. Kunne det bare komme her og, om det skal være, sænke den forbandede Nautilus!

— Kære Ned, svarede Conseil, hvad ondt kan det gøre Nautilus? Vil det angribe den under bølgerne? Vil det skyde den med kanoner på havets bund?

— Sig mig, Ned, spurgte jeg, kan De finde ud af dette fartøjs nationalitet?

Canadieren rynkede panden, sænkede sine øjenlåg, kneb øjnene sammen i krogene og stirrede i nogle øjeblikke på skibet med hele sin synsstyrke.

— Nej, hr. professor, svarede han. Jeg kan ikke se hvilken nation det hører til. Dets flag er ikke hejst. Men jeg kan bekræfte, at det er et krigsskib, for en lang vimpel folder sig ud i den øverste ende af stormasten. I et kvarters tid blev vi ved at iagttage fartøjet, som styrede hen imod os. Jeg kunne dog ikke antage, at han havde opdaget Nautilus på den afstand, endnu mindre, at han vidste hvad det var for en undervandsmaskine.

Snart efter meddelte canadieren mig, at dette fartøj var et stort krigsskib, med spids forstavn, en pansret todækker. En tyk sort røg kom ud af dens to skorstene. Dens beslåede sejl faldt sammen med ræernes linie. Dens agterstavn bar ikke noget flag. Endnu gjorde afstanden det umuligt at skelne farverne af dens vimpel, der stod ud som et smalt bånd.

Det sejlede hurtigt fremad. Hvis kaptajn Nemo lod det nærme sig, ville en mulighed for at blive reddet tilbyde sig for os.

— Hr. professor, sagde Ned Land til mig, om det fartøj passerer os i en mils afstand, så springer jeg i havet, og jeg opfordrer Dem til at gøre som jeg.

Jeg svarede ikke på canadierens forslag, og jeg vedblev at betragte skibet, der tonede frem for vore øjne. Hvad enten det var engelsk, fransk, amerikansk eller russisk var det sikkert, at det ville tage imod os, om vi kunne nå om bord på det.

— Herren vil nok huske på, sagde nu Conseil, at vi har nogen erfaring i svømning. Herren kan hvile sig på mig og blive bugseret hen til det skib, hvis det passer herren at følge vores ven Ned.

Jeg skulle lige til at svare, da en hvid damp sprang frem i krigsskibets forstavn. Nogle sekunder senere overstænkedes Nautilus’ agterstavn af vand, der var sat i bevægelse af et tungt legemes fald. Lidt efter ramte en detonation mit øre.

— Hvad er det? De skyder på os! udbrød jeg.

— Flinke folk! mumlede canadieren.

— De tager os altså ikke for skibbrudne, der klynger sig til et vrag!

— Hvis herren ikke har noget imod det… Nåda, sagde Conseil, idet han rystede det vand af sig, som en ny kugle havde fået til at stænke op på ham. — Hvis herren ikke har noget imod det, så har de genkendt narhvalen, og det er narhvalen de skyder på med deres kanon.

— Men de bør dog kunne se, udbrød jeg, at det er mennesker de har at gøre med.

— Det er måske netop derfor! svarede Ned Land, idet han så på mig. Pludselig stod det hele mig klart. Nu vidste man uden tvivl hvad man havde at holde sig til med hensyn til det formodede uhyre. Da det stødte sammen med Abraham Lincoln, da canadieren ramte det med sin harpun, havde kaptajn Farragut uden tvivl erkendt, at narhvalen var en undervandsbåd, der var farligere end en unaturlig stor hval.

Ja, således måtte det være, og uden tvivl forfulgte man nu på alle have den frygtelige ødelæggelsesmaskine.

Virkelig frygtelig, hvis kaptajn Nemo, som man kunne formode, brugte Nautilus til en hævnakt! Havde han ikke angrebet et eller andet skib, i den nat, da han, midt i det Indiske Ocean, lukkede os inde i cellen? Havde den mand, der nu var begravet på Koralkirkegården, ikke været offer for et sammenstød, der var provokeret af Nautilus? Jo, jeg gentager det. Det måtte være således. Noget af kaptajn Nemos mystiske eksistens var ved at afsløre sig. Og om end hans identitet ikke var erkendt, så jagede de nationer, der havde sluttet sig sammen imod ham, ikke længere et kimærisk væsen, men et menneske, der havde svoret dem et uforsonligt had!

Hele denne frygtelige fortid stod for mine øjne. I stedet for at møde venner på det skib, der nærmede sig, kunne vi dér kun finde skånselsløse fjender.

Imidlertid blev kuglerne talrigere omkring os. Nogle mødte havoverfladen og rikochetterede for at gå tabt i betydelige afstande. Men ingen ramte Nautilus.

Panserskibet var nu ikke mere end tre mil borte. Trods den voldsamme kanonade viste kaptajn Nemo sig ikke på platformen. Og dog ville en af disse kegleformede kanonkugler, der på normal måde ramte Nautilus’ skrog, have været skæbnesvanger for ham.

Nu henvendte canadieren sig til mig:

— Professor, vi bør forsøge alt for at komme ud af denne kritiske situation. Lad os give signal! For tusind djævle! Man vil måske forstå, at vi er hæderlige mennesker!

Ned Land tog sit lommetørklæde frem for at vifte med det. Men næppe havde han udfoldet det, før han, slået ned af en jernhånd, trods sin enorme styrke faldt om på broen.

— Elendige, råbte kaptajnen, vil du da have at jeg skal spigre dig fast på Nautilus’ forstavn, før den går løs på det skib!

Kaptajn Nemo var frygtelig at høre på, og det var endnu frygteligere at se på ham. Hans ansigt var blegnet under krampetrækninger i hans hjerte, der et øjeblik var hørt op at banke. Hans pupiller havde trukket sig skrækindjagende sammen. Han talte ikke mere, han brølede. Med kroppen lænet fremad stod han og vred skuldrene om på canadieren. Så gav han slip, og idet han vendte sig imod krigsskibet, hvis kugler regnede omkring ham, råbte han med sin mægtige stemme:

— Åh, du ved hvem jeg er, skib fra en forbandet nation! Jeg har ikke brug for dit flag for at genkende dig! Se her! Jeg skal vise dig mit!

Og i platformens forstavn udfoldede kaptajn Nemo et sort flag, der lignede det han allerede havde plantet på Sydpolen.

I dette øjeblik ramte en kanonkugle Nautilus’ skrog på skrå uden at beskadige det, passerede efter rikochettering tæt forbi kaptajnen, og gik ned i havet. Kaptajn Nemo trak på skuldrene. Så sagde han kort, henvendt til mig:

— Gå ned, De og Deres ledsagere, gå ned!

— Hr. kaptajn, råbte jeg, vil De virkelig angribe det skib?

— Hr. professor, jeg skal lige til at sænke det.

— Det vil De da ikke gøre?

— Det vil jeg, svarede kaptajn Nemo koldt. Vov ikke på at dømme mig, hr. professor. Skæbnen viser Dem, hvad De ikke burde se. Angrebet er kommet. Svaret vil blive frygteligt. Gå ned.

— Hvad er det for et skib?

— Det ved De ikke? Så meget des bedre! Dets nationalitet vil i hvert fald forblive en hemmelighed for Dem. Gå ned.

Canadieren, Conseil og jeg kunne ikke gøre andet end adlyde. Fjorten-femten af Nautilus’ matroser omgav kaptajnen og betragtede med en uforsonlig følelse af had dette skib, der sejlede frem imod dem. Man kunne mærke, at den samme inspirerede hævnlyst opildnede alle sjæle.

Jeg gik ned i det øjehlik, da endnu et nyt projektil ridsede Nautilus’ skrog, og jeg hørte kaptajnen råbe:

— Slå til, vanvittige skib! Spar ikke på dine unyttige kugler! Du skal ikke undslippe fra Nautilus’ spyd. Men det er ikke på dette sted, du skal gå til grunde! Jeg vil ikke have, at dine ruiner skal blandes sammen med resterne af Vengeur!

Jeg nåede igen til mit kammer. Kaptajnen og hans næstkommanderende var blevet oppe på platformen. Skruen blev sat i gang. Nautilus fjernede sig i hast og kom uden for skibets skudvidde. Men forfølgelsen vedblev, og kaptajn Nemo nøjedes med at holde afstanden.

Da jeg henad fire om eftermiddagen ikke kunne beherske den utålmodighed og uro der pinte mig, gik jeg igen hen imod den centrale trappe. Lugen var åben. Jeg dristede mig op på platformen. Der gik kaptajnen stadig rundt med rastløse skridt. Han betragtede skibet, der lå fem-seks mil tilbage i læ. Han drejede omkring det som et vildt dyr, og idet han lokkede det mod øst lod han sig forfølge. Dog angreb han ikke. Måske tøvede han endnu?

Jeg ville endnu en gang skride ind. Men jeg havde knap nok spurgt kaptajn Nemo, før han pålagde mig tavshed, idet han sagde:

— Jeg er retten, jeg er retfærdigheden! Jeg er den undertrykte, og der er undertrykkeren! Det er hans skyld, at jeg har set alt gå til grunde, alt, hvad jeg har haft kært, elsket, agtet, fædreland, hustru, børn, min fader, min moder! Alt hvad jeg hader, er der! Ti!

Jeg kastede et sidste blik hen imod krigsskibet, der satte dampen op. Derpå sluttede jeg mig igen til Ned og Conseil.

— Vi flygter! udbrød jeg.

— Vel, sagde Ned. Hvad er det for et skib?

— Jeg ved det ikke. Men hvad det end er, vil det blive sænket før det er nat. I hvert fald er det bedre at gå til grunde med det, end at blive gjort til medskyldige i hævnakter, hvis retfærdighed man ikke kan måle.

— Det er min mening, svarede Ned Land koldt. Lad os vente til det bliver nat.

Natten kom. En dyb tavshed herskede om bord. Kompasset viste, at Nautilus ikke havde ændret sin kurs. Jeg kunne høre dens skrues banken, idet den slog mod vandet i hurtig takt. Den holdt sig på havoverfladen, og en let rullen førte den snart til den ene side, snart til den anden.

Mine kammerater og jeg havde besluttet at flygte, i det øjeblik da skibet var tilstrækkelig nær til, at man enten kunne høre os eller se os, for månen skinnede, og ville være fuld om tre dage. Hvis vi ikke kunne forhindre det angreb der truede dette skib, kunne vi i det mindste, når vi først var om bord i det, gøre alt hvad omstændighederne ville tillade os at forsøge. Flere gange troede jeg, at Nautilus gjorde sig parat til angrebet. Men den nøjedes med at lade sin modstander komme nærmere, og lidt efter genoptog den sin flugt.

En del af natten gik hen, uden at der skete noget. Vi talte kun lidt sammen, for vi var alt for urolige. Ned Land ville have styrtet sig i havet. Jeg tvang ham til at vente. Efter min mening måtte Nautilus angribe todækkeren på havoverfladen, og så ville det ikke alene være muligt, men let at flygte.

Klokken tre om morgenen steg jeg med ængstelse op på platformen. Kaptajn Nemo havde ikke forladt den. Han stod rank i forstavnen nær ved sit flag, som en let brise udfoldede over hans hoved. Han slap ikke skibet af syne. Hans blik, der var af overordentlig styrke, syntes at tiltrække det, at fortrylle det, at hale det med, endnu sikrere; end om han havde haft det på slæb!

Nu passerede månen meridianen. Jupiter stod op i øst. Midt i denne fredelige natur var himlen og havet lige rolige, og havet tilbød nattens stjerne det skønneste spejl, der nogensinde havde tilbagekastet dens billede.

Og når jeg tænkte på denne elementernes dybe ro, sammenlignet med al den vrede, der ulmede imellem den ubegribelige Nautilus’ sider, følte jeg hele mit væsen skælve.

Skibet holdt sig to mil fra os. Det havde nærmet sig, idet det stadig sejlede hen mod det fosforescerende skær, der var tegn på Nautilus’ tilstedeværelse. Jeg kunne se dets positionslys, grønt og rødt, og dets hvide lanterne, der var ophængt højt i stormastens stag. Et svagt genskær oplyste dets rigning, og viste at der blev fyret til overmål. Et fyrværkeri af gnister, slagger af antændt kul, slap ud af skorstenene og var som stjerner i atmosfæren.

Således blev jeg deroppe lige til seks om morgenen, tilsyneladende uden at kaptajn Nemo havde opdaget mig. Skibet lå halvanden mil bagved os, og med det første dagslys begyndte dets kanonade igen. Det øjeblik kunne ikke være fjernt, da mine kammerater og jeg, idet Nautilus angreb sin modstander, for bestandig ville forlade den mand, som jeg ikke vovede at dømme.

Jeg belavede mig på at gå ned for at forberede dem, da næstkommanderende steg op på platformen. Flere matroser ledsagede ham. Kaptajn Nemo så dem ikke, eller ville ikke se dem. Der blev taget visse forholdsregler, som man kunne kalde at gøre» klart skib til kamp«. De var ganske simple. Det stræktov, der dannede balustrade omkring platformen, blev sænket. Ligeledes blev lanternens og rorgængerens bure rykket ned i skroget, så de lige var i niveau med det. Den lange stålcigars overflade havde ikke mere et eneste fremspring, der kunne genere dens manøvre.

Jeg kom tilbage til salonen. Nautilus var stadig på overfladen. Nogle af de tidlige lysglimt sivede ned i vandet. Under visse af bølgernes bevægelser oplivede ruderne af skær af morgenrøden. Denne frygtelige dag, den 2. juni, gryede.

Klokken fem viste loggen mig, at Nautilus’ hastighed mindskedes. Jeg forstod, at den var ved at lade sig indhente. Desuden lod detonationerne voldsommere. Kanonkuglerne gennempløjede det omgivende vand og skruede sig ned i det med en ejendommelig fløjten.

— Mine venner, sagde jeg, øjeblikket er kommet. Et håndtryk, og må Gud bevare os!

Ned Land var beslutsom, Conseil rolig, jeg nervøs og kunne næppe beherske mig.

Vi gik ind i biblioteket. I det øjeblik, da jeg skubbede til døren, der åbnede sig til trappegangen i midten, hørte jeg lugen ovenfor blive lukket i en fart.

Canadieren styrtede hen mod trinene, men jeg standsede ham. En velkendt susen fortalte mig, at vandet var ved at trænge ind i skibets reservoirer. På nogle få øjeblikke dukkede Nautilus virkelig ned til nogle meter under havoverfladen.

Jeg forstod dens manøvre. Det var for sent at handle. Nautilus tænkte ikke på at ramme todækkeren i dens uigennemtrængelige panser, men under dens vandlinie, der hvor metalskjoldet ikke mere beskyttede skibsklædningen.

Vi var på ny i fangenskab, tvungne vidner til det grusomme drama, der forberedtes. For øvrigt havde vi næppe tid til at tænke. Vi var tyet ind i mit kammer og så på hinanden uden at sige et ord. En dyb forfærdelse havde grebet mig. Mine tanker stod stille. Jeg befandt mig i den pinlige situation der går forud for en forventet rædselsfuld detonation. Jeg ventede, jeg lyttede, jeg levede kun i min hørelse!

Nautilus’ hastighed steg imidlertid mærkbart. Det var tilløb den tog på den måde. Hele dens skrog skælvede.

Pludselig udstødte jeg et skrig. Der skete et sammenstød, men det var forholdsvis let. Jeg kunne mærke stålsnabelens gennemtrængende styrke. Jeg kunne høre skraben og skuren. Men båret frem af sin drivkrafts styrke passerede Nautilus tværs igennem skibets masse, som sejlmagerens nål tværs igennem sejldugen.

Jeg kunne ikke holde det ud. Som en gal, ude af mig selv, for jeg ud af mit kammer og styrtede ind i salonen.

Kaptajn Nemo var der. Tavs, mørk, uforsonlig stod han og så ud gennem bagbords luge.

En enarm masse var ved at synke ned i vandet, og for ikke at gå glip af noget af dens dødskamp, gik Nautilus ned i afgrunden sammen med den. Ti meter fra mig så jeg dette halvåbne skrog, hvor vandet styrtede ind med tordenbrag, dernæst den dobbelte linie af kanoner og lønninger. Dækket var fyldt af sorte, urolige skygger.

Vandet steg. De ulykkelige for op i vanterne, hagede sig fast i masterne, vred sig under vandet. Det var en menneskelig myretue, der var blevet overrasket af vandets indtrængen!

Lammet, stivnet af angst, mens håret rejste sig på mit hoved, med umådeligt opspilede øjne, stakåndet, åndeløs, målløs, stirrede jeg, også jeg! En uimodståelig tiltrækning holdt mig fast ved ruden!

Det enorme skib sank langsomt. Nautilus fulgte det og udspejdede alle dets bevægelser. Pludselig indtrådte en eksplosion. Den sammenpressede luft fik fartøjets dæk til at sprænges, som om der var udbrudt ild i rummene. Bevægelsen i vandet var sådan, at Nautilus skubbedes til side.

Nu sank det ulykkelige skib hurtigere. Dets mærd kom til syne, belæsset med ofre, dernæst dets salinger, bøjet under klaser af mænd, endelig toppen af dets stormast. Så forsvandt den mørke masse, og med den dette mandskab af lig, der blev slæbt med ned af en frygtelig strømhvirvel.

Jeg vendte mig mod kaptajn Nemo. Denne frygtelige hånd-hæver af retten, denne hadets virkelige ærkeengel blev ved at se ud. Da alt var forbi, gik kaptajn Nemo hen mod sin kammerdør, åbnede den og trådte ind. Jeg fulgte ham med øjnene.

På fyldingen i baggrunden, under portrætterne af hans helte, så jeg portrættet af en endnu ung kvinde og to små børn. Kaptajn Nemo

betragtede dem i nogle øjeblikke, strakte armene ud imod dem, og idet han faldt på knæ, brast han i en hulkende gråd.

Kapitel 46

Kaptajn Nemos sidste ord

Lugerne var blevet lukket efter dette grusomme syn, men der var endnu ikke kommet lys i salonen igen. I Nautilus’ indre var der kun mørke og tavshed. Med forbavsende hastighed forlod den dette ødelæggelsens sted, hundrede fod under vandene. Hvor skulle den hen? Mod nord eller mod syd? Hvorhen flygtede denne mand efter denne frygtelige hævn?

Jeg var vendt tilbage til mit kammer, hvor Ned og Conseil opholdt sig i tavshed. Jeg følte en uovervindelig rædsel for kaptajn Nemo. Hvad han end havde lidt fra andre menneskers side, havde han ikke ret til at straffe således. Han havde gjort mig, om ikke til medskyldig, så i det mindste til vidne til sine hævnakter! Det var allerede for meget.

Klokken elleve viste det elektriske lys sig igen. Jeg gik ind i salonen. Den var tom. Jeg rådførte mig med de forskellige instrumenter. Nautilus flygtede mod nord med en hastighed på femogtyve mil i timen, snart på havoverfladen, snart tredive fod under den.

Da pejlingen var noteret på kortet, så jeg at vi passerede indsejlingen til Kanalen, og at vor retning førte os mod de nordlige have med en uforlignelig hurtighed.

I den hastige forbifart kunne jeg næppe opfatte de langsnudede hajer, hammerhajerne, rødhajerne, der færdes i disse have, de store kuller, sværme af søheste, der lignede skakbrikker, ål, der bugtede sig som slanger i et fyrværkeri, hære af krabber, der flygtede på skrå, med deres tænger over kors over deres skjold, og endelig flokke af marsvin,

der kappedes i hastighed med Nautilus. Men at iagttage, at studere, at klassificere, det var der nu ikke mere tale om.

Den aften havde vi tilbagelagt to hundrede mil i Atlanten. Der kom skygger, og mørket bredte sig over havet lige til månen stod op.

Jeg kom igen til mit kammer. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde mareridt. Det frygtelige morderiske optrin blev ved at stå for mig.

Hvem kan sige, hvorhen Nautilus efter den dag slæbte os i dette Nordatlantens bækken? Stadig med ubestemmelig hastighed! Stadig omgivet af det høje nords tåger! Kom den i nærheden af Spitzbergens odder, til Novaja Semljas stejle klinter? Sejlede den igennem disse ukendte have, det Hvide Hav, Karahavet, Obibugten, Liakhov Øhavet, og forbi disse ukendte egne på Asiens kyst. Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg kunne ikke længere vurdere den tid der forløb. Klokkeslættet var blevet standset på urene om bord. Det var, som om nat og dag, ligesom i polarlandene, ikke længere havde deres regelmæssige gang. Jeg følte mig henført til dette det ukendtes domæne, hvor Edgar Poes overanstrengte fantasi bevægede sig veltilpas. Hvert øjeblik ventede jeg som den eventyrlige Gordon Pym at se» denne tilslørede menneskelige skikkelse af meget større format end nogen jordbeboer, henkastet tværs over dette vandfald, der forsvarer polens nærmeste omgivelser»!

Jeg vil anslå — men måske tager jeg fejl — jeg vil anslå dette Nautilus’ eventyrlige togt til at have varet fjorten dage eller tre uger, og jeg ved ikke, hvor længe det havde varet, om ikke den katastrofe, der gjorde ende på rejsen, var indtruffet. Vi så ikke noget til kaptajn Nemo. Heller ikke til næstkommanderende. Ikke én mand af besætningen kom til syne blot et øjeblik. Nautilus flød næsten uophørligt under vandet. Når den steg op til overfladen for at forny sin luftbeholdning, åbnedes eller lukkedes lugerne automatisk. Bestikket blev ikke mere nedfældet på kortet. Jeg vidste ikke hvor vi var.

Jeg må også sige at canadieren, hvis kræfter og tålmodighed var til ende, ikke mere viste sig. Conseil kunne ikke trække et ord ud af ham og frygtede at han skulle begå selvmord, i et anfald af vanvid og behersket af en skrækkelig hjemve. Han overvågede ham derfor med en stedsevarende hengivenhed.

Man vil forstå, at under disse forhold var situationen ikke længere holdbar.

En morgen — jeg kan ikke sige, hvad dato det var — var jeg, henimod dagens første timer, døset ind i en urolig og sygelig slummer. Da jeg vågnede, så jeg Ned Land læne sig over mig, og jeg hørte ham sige med sagte stemme:

— Nu skal vi af sted! Jeg rejste mig op.

— Hvornår skal det være? spurgte jeg.

— I nat. Alt opsyn ser ud til at være forsvundet fra Nautilus. Man skulle tro at alle om bord var bedøvede. De er parat, hr. professor?

— Ja. Hvor er vi?

— Vi har udsigt til land, som jeg nylig har sejlet gennem tågerne, tyve mil mod øst.

— Hvad er det for et land?

— Det ved jeg ikke, men hvad det end er, vil vi søge tilflugt der.

— Ja, Ned! Ja, vi flygter i nat, om så havet skulle opsluge os!

— Havet er uroligt, vinden voldsom, men det skræmmer mig ikke at tilbagelægge tyve mil i Nautilus’ lette skibsbåd. Jeg har transporteret noget proviant og nogle flasker vand derhen uden mandskabets vidende.

— Jeg følger Dem.

— For resten, tilføjede canadieren, hvis jeg bliver overrasket, forsvarer jeg mig, jeg lader mig slå ihjel.

— Så dør vi sammen, kære Ned.

Jeg var bestemt på alt. Canadieren forlod mig. Jeg nåede op på platformen, hvor jeg knap kunne holde mig fast for bølgeslaget. Himlen så truende ud, men da der var land der i disse tætte tåger, var det nødvendigt at flygte. Vi burde ikke spilde en dag eller en time. Jeg kom igen ned i salonen, idet jeg på én gang frygtede og ønskede at træffe kaptajn Nemo, som jeg både gerne ville se og ikke ville se mere. Hvad skulle jeg have sagt til han? Kunne jeg skjule for ham den ufrivillige rædsel han indgød mig? — Nej! Det var bedst ikke at komme til at stå ansigt til ansigt med ham! Det var bedst at glemme ham! Og dog!

Hvor lang var ikke den dag, den sidste, som jeg skulle tilbringe på Nautilus. Jeg var alene tilbage. Ned Land og Conseil undgik at tale til mig af frygt for at forråde sig.

Klokken seks spiste jeg til middag, men jeg var ikke sulten. Trods min ulyst tvang jeg mig selv til at spise for ikke at blive svækket. Klokken halvsyv trådte Ned Land ind i mit kammer. Han sagde:

— Vi ses ikke igen før vi tager af sted. Klokken ti er månen endnu ikke stået op. Vi drager fordel af mørket. Kom op til båden. Conseil og jeg venter Dem der.

Så gik canadieren uden at jeg havde fået tid til at svare ham.

Jeg ville gerne verificere Nautilus’ kurs. Jeg begav mig ind i salonen. Vi løb nord-nordøst med en frygtelig hastighed, i halvtreds meters dybde.

Jeg kastede et sidste blik på disse naturens vidundere, på disse kunstskatte, der var ophobede i dette museum, på denne enestående samling, der var bestemt til en dag at gå til grunde på havets bund, sammen med ham der havde skabt den. Jeg ville gerne fastholde et sidste indtryk. Således blev jeg der en time, badet i loftets lysvæld, og gennemgik disse strålende skatte i deres vitriner. Så gik jeg tilbage til mit kammer.

Der tog jeg igen det solide søtøj på. Jeg samlede mine optegnelser og snørede dem omhyggeligt fast på mig. Mit hjerte bankede stærkt. Jeg kunne ikke betvinge dets pulsering. Min uro, min ophidselse havde sikkert forrådt mig, om jeg havde stået over for kaptajn Nemo.

Hvad bestilte han i dette øjeblik? Jeg lyttede ved døren til hans kammer. Jeg kunne høre lyd af skridt. Kaptajn Nemo var der. Han var ikke gået til køjs. Det forekom mig, at han hvert øjeblik kunne stå for mig, og spørge mig hvorfor jeg ville flygte! Jeg følte mig hvert øjeblik alarmeret. Min fantasi forværrede det. Denne tilstand blev så pinlig, at, jeg spurgte mig selv, om det ikke var bedre at gå ind i kaptajnens kammer, at se ham ansigt til ansigt, at trodse ham med bevægelser og blik!

Det var en gal mands indskydelse. Lykkeligvis holdt jeg mig tilbage, og jeg strakte mig på min seng for at dæmpe min legemlige ophidselse. Mine nerver faldt lidt til ro, men min hjerne var overspændt, og jeg genså i en hastig erindringsrække hele min eksistens om bord på Nautilus, alle de lykkelige eller ulykkelige begivenheder, som havde påvirket den, siden jeg forsvandt fra Abraham Lincoln, de underjordiske jagter, Torresstrædet, de vilde i Papuasien, strandingen, Koralkirkegården, turen under Suez, øen Santorin, den kretensiske dykker, Vigobugten, Atlantis, isbarrieren, Sydpolen, fangenskabet i isen, blækspruttekampen, Golfstrømmens uvejr, Vengeur, og dette frygtelige optrin, da skibet blev sænket med sit mandskab!… Alle disse begivenheder passerede forbi

mine øjne, som de bagtæpper, der udfoldes i den inderste del af en teaterscene. Da voksede kaptajn Nemo uforholdsmæssigt i disse mærkelige omgivelser. Hans type trådte stærkere frem og antog overmenneskelige proportioner. Han var ikke mere min ligemand, han var vandenes herre, havenes geni.

Klokken var nu halvti. jeg holdt på mit hoved med begge hænder for at hindre det i at sprænges. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke tænke mere. Endnu en halv time at vente! En halv times mareridt, der kunne gøre mig vanvittig.

I dette øjeblik hørte jeg svage akkorder fra orgelet, en trist harmoni der ledsagede en ubestemmelig sang, sande klagelyde fra en sjæl, der ønskede at bryde sine jordiske bånd. Jeg lyttede med alle sanser på én gang, næsten åndeløs, ligesom kaptajn Nemo fordybet i denne musikalske ekstase, der førte ham udenfor denne verdens grænser.

Da forfærdede en pludselig tanke mig. Kaptajn Nemo havde forladt sit kammer. Han var i salonen, som jeg måtte igennem for at flygte. Der skulle jeg møde ham for sidste gang. Han ville se mig, han ville måske tale til mig! En bevægelse fra ham kunne tilintetgøre mig, et eneste ord kunne lænke mig til hans skib!

Klokken var lige ved at slå ti. Øjeblikket var kommet til at forlade mit kammer og slutte mig til mine kammerater.

Det gjaldt om ikke at tøve, hvis kaptajn Nemo skulle rejse sig foran mig. Jeg åbnede min dør med forsigtighed, og dog forekom det mig, at den lavede en skrækkelig støj, idet den drejede sig på sine hængsler. Måske eksisterede denne støj kun i min fantasi!

Jeg sneg mig frem gennem Nautilus’ mørke gange, idet jeg standsede ved hvert skridt for at dæmpe mit hjertes banken.

Jeg nåede døren i salonens hjørne. Jeg åbnede den sagte. Salonen var nedsunket i dybt mørke. Orgelets toner gav svag genlyd. Kaptajn Nemo var der. Han så mig ikke. Jeg tror ikke engang, at han ville have opdaget mig i fuld belysning, så fuldkommen var hans fordybelse. Jeg listede på tæppet, idet jeg undgik det mindste sammenstød, der kunne forråde min tilstedeværelse. Det tog mig fem minutter at nå til den dør, der i den anden ende førte til biblioteket.

Jeg skulle lige til at åbne den, da et suk fra kaptajn Nemo naglede mig til stedet. Jeg forstod, at han havde rejst sig. Jeg kunne endda skimte ham, for nogle lysstråler fra det oplyste bibliotek sivede ind i salonen. Han kom hen imod mig, med armene over kors, tavs, glidende som et spøgelse, snarere end gående. Hans betyngede bryst løftedes af en hulken. Og jeg hørte ham mumle disse ord — de sidste der nåede mit øre:

— Almægtige Gud! Det er nok! Det er nok!

Var det en tilståelse af samvittighedsnag, der således undslap denne mands bevidsthed?…

Stærkt bevæget ilede jeg ind i biblioteket. Jeg steg op ad trappen i midten, og idet jeg fulgte den øverste gang, kom jeg til båden. Jeg kom op i den gennem den åbning, der allerede havde givet mine to kammerater adgang.

— Lad os komme af sted, lad os komme af sted! råbte jeg.

— Med det samme! svarede canadieren.

Den udhulede åbning i Nautilus’ stålplader blev foreløbig lukket og boltet ved hjælp af en engelsknøgle, som Ned Land havde forsynet sig med. Bådens åbning blev ligeledes lukket, og canadieren begyndte at løsne de skruer der endnu holdt os fast til undervandsbåden. Pludselig hørtes en støj indenfor. Flere stemmer svarede livligt hinanden. Hvad var der i vejen? Havde man opdaget vor flugt? Jeg mærkede, at Ned Land listede en dolk i hånden på mig.

— Ja! mumlede jeg, vi skal vide at dø!

Canadieren var gået i stå i sit arbejde. Men et ord, der blev gentaget tyve gange, et frygteligt ord, afslørede grunden til den ophidselse, der bredte sig om bord på Nautilus. Det var ikke os, dens mandskab havde noget imod!

— Malstrømmen! Malstrømmen! blev der råbt.

Malstrømmen! Kunne et mere skrækindjagende ord genlyde i vore ører i en mere skrækindjagende situation? Befandt vi os da på disse farlige kanter, ved den norske kyst? Var Nautilus slæbt ind i denne hvirvelstrøm, i det øjeblik, da vores båd skulle til at gøre sig løs fra dens sider?

Man ved, at ved flodtid bliver de vande, der er sammentrængt mellem Færøerne og Lofoten, kastet frem med en uimodståelig voldsomhed. De danner en hvirvel, som intet skib nogensinde har kunnet komme ud af. Fra alle verdenshjørner strømmer vældige bølger til. De danner den hvirvelstrøm, der med rette er blevet kaldt» Oceanets Navle«, og hvis tiltrækningskraft strækker sig over en afstand på femten kilometer.

Deri er blevet indsuget ikke blot skibe, men også hvaler og de hvide bjørne fra de nordlige egne.

Det var deri Nautilus — ufrivilligt eller måske med vilje — var blevet indblandet af sin kaptajn. Den beskrev en spiral, hvis radius blev mindre og mindre. Sådan at båden, der endnu hængte fast ved dens side, blev ført med i en svimlende hast. Jeg kunne mærke det. Jeg følte den svimmelhed, der er en følge af en for langtrukken omdrejende bevægelse. Vi var forfærdede, grebet af en rædsel, der havde nået sit toppunkt, med standset blodomløb, med viljens indflydelse tilintetgjort, gennemblødt af den kolde sved som af dødskampens sved! Og hvilken larm omkring vor skrøbelige båd! Hvilke brøl, som ekko gentog i flere miles afstand! Hvilke drøn af disse vande, der brødes på havbundens spidse klipper, der hvor de hårdeste legemer knuses, der hvor træstammer slides og bliver til pelsværk af trevler, som nordmændene siger.

Hvilken situation! Vi blev forfærdeligt kastet omkring. Nautilus forsvarede sig som et menneskeligt væsen. Dens stålmuskler knagede. Undertiden rettede den sig op i vejret og vi med den.

— Det gælder om at holde godt fast, sagde Ned, og skrue os fast igen! Når vi bliver ved at hænge fast på Nautilus, kan vi endnu redde os…!

Han havde ikke talt ud, da der hørtes en bragen. Skruerne svigtede, båden blev revet løs fra sit hulrum og kastet som en sten fra en slynge midt ud i hvirvelstrømmen.

Mit hoved slag mod en jernspante, og ved dette voldsomme stød mistede jeg bevidstheden.

Kapitel 47

Slutning

Her er nu slutningen på denne rejse under havene. Hvad der skete den nat, hvordan båden slap bort fra malstrømmens frygtelige hvirvel, hvordan Ned Land, Conseil og jeg kom op af afgrunden, det kan jeg ikke sige. Men da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i en lofotfiskers hytte. Mine to kammerater var i god behold ved min side og trykkede mine hænder. Vi faldt i hinandens arme med overstrømmende glæde.

I dette øjeblik kan vi ikke tænke på at komme tilbage til Frankrig. Samfærdselsmidlerne mellem Nord— og Sydnorge er få. Jeg er altså nødt til at afvente ankomsten af den dampbåd der, to gange om måneden, besørger forbindelsen med Nordkap.

Det er altså her, omgivet af disse brave folk, der har modtaget os, at jeg genser beretningen om disse eventyr. Den er nøjagtig. Ikke én kendsgerning er blevet udeladt, ikke én detalje er blevet overdrevet. Det er den pålidelige fortælling om denne usandsynlige ekspedition, i et element der er utilgængeligt for mennesket, og hvis ruter fremskridtet en dag vil åbne.

Vil man tro mig? Jeg ved det ikke. Når alt kommer til alt, betyder det kun lidt. Men hvad jeg nu kan hævde, det er min ret til at tale om disse have, under hvilke jeg på mindre end ti måneder har gennemsejlet tyve tusind mil, om denne undersøiske verdensomsejling, der har afsløret så mange vidundere for mig på vej gennem Stillehavet, det Indiske Ocean, det Røde Hav, Middelhavet, Atlanten, de sydlige og nordlige have!

Men hvad er der blevet af Nautilus? Har den modstået malstrømmens favntag? Lever kaptajn Nemo endnu? Fortsætter han under havet med sine frygtelige hævnakter, eller er han standset efter denne sidste hekatombe? Vil bølgerne en dag bringe os det manuskript, der indeholder hele hans livshistorie? Skal jeg endelig få denne mands navn at vide? Vil det forsvundne skib ved sin nationalitet meddele os kaptajn Nemos nationalitet?

Jeg håber det. Jeg håber ligeledes, at hans mægtige mekanisme har besejret havet i dets frygteligste afgrund, og at Nautilus har overlevet der, hvor så mange skibe er gået til grunde. Hvis det er således, hvis kaptajn Nemo stadig bebor det ocean, han har antaget som sit fædreland, måtte hadet da dæmpes i dette menneskesky hjerte! Måtte fordybelsen i så mange vidundere udslukke hævnlysten i ham! Måtte rettens håndhæver træde tilbage, og videnskabsmanden fortsætte den fredelige udforskning af havene! Hvis hans skæbne er mærkelig, er den tillige ophøjet. Har jeg ikke forstået det gennem mig selv? Har jeg ikke levet dette unaturlige liv i ti måneder? Derfor har to mænd blandt alle jordens mennesker nu også ret til at svare på det spørgsmål, der blev stillet af Prædikeren for seks tusind år siden: Hvem har nogensinde kunnet lodde afgrundens dybder? Kaptajn Nemo og jeg.